http://www.dr.dk/P4/Kbh/Nyheder/Hovedstadsomraadet/2012/01/23/055124.htm&regional

Selvom det da er dejligt at jeg (der ikke brød loven den dag, medmindre det tæller ikke at sætte mig ned hurtigt nok, da en hormonpumpet politispire skreg at vi skulle holde kæft og være anholdte) og de andre ofre for den her farce får erstatning, sidder jeg med en ekstremt bitter smag i munden.

Som en af “de 37″ anholdte politiet på en komplet vilkårligt grundlag afgjorde var særligt farlige, glæder jeg mig da til erstatning for den ubehagelige oplevelse, men jeg er på ingen måde tilfreds.

“Hvorfor Matias,” hører jeg den nye læser indvende, “er retfærdigheden ikke sket fyldest, og er du ikke bare lidt utaknemmelig nu?”. Svarene er nej, og nej, det synes jeg egentligt ikke jeg er. Det er der flere årsager til, lad os tage dem i den mest provokerende rækkefølge:

http://modkraft.dk/blogs/matias-jensen/article/tak-for-ingenting

Så blev Initiativet materialiseret på anarcho. Formålet er at sprede en appel til alle anarkister i forbindelse med vores målsætning om, at skabe bedre rammer for anarkister i Kbh:

——-
Der er lige nu en helt unik mulighed for, at Initiativet kan købe egne lokaler på Vesterbro. Det fremtidige udgangspunkt for al mulig og umulig anarkistisk aktivitet til glæde for hele byen, såsom anarkistisk bogcafé, info-/mødepoint, samt kontor og opbevaring.

Den eneste hindring er – som altid – penge, da den månedlige ydelse for lokalet er højere, end hvad vi selv kan klare lige nu. Da vi ikke ønsker et sted baseret på salg, men gerne vil køre non-profit, har vi hårdt brug for, at folk giver solidariske bidrag og meget gerne forpligter sig til faste månedlige donationer, så budgettet fra starten ser fint ud på papiret og vi kan få søsat det fedeste projekt i Kbh længe.

Intet bidrag er for småt og alt går fuldstændig ubeskåret til lokaler: Vi mangler lige pt at finde ca. 1.500 kr. til den månedlige ydelse alene, men mangler også lidt til opstart og reserver.

Stedet er ikke så stort, men ligger godt i forhold til nørrebro, samt hovedbanegården og ikke mindst direkte adgang fra gaden, som vi også har prioteret højt. Vores overvejelser i forhold til at købe et sted frem for at leje er, at det dels er den billigste løsning vi har fundet indtil videre, samt at det desværre er den bedste måde at sikre en vis kontinuitet og stabilitet for stedets eksistens.

Vær med til at sætte det første cirkel-A på københavner kortet i mange år.

Initiativet

Alle bidrag kan sættes direkte ind på denne konto:
Merkur Andelskasse
Reg.: 8401 – Konto: 1541210

—-

Sakset direkte fra vores hjemmeside anarkistiskinitiativ.org. Ligger også på face

Revolutionér dit bykort og støt op!

se mere debat om dette paa: anarkstisk debatforum

http://libcom.org/news/occupy-atlanta-privilege-politics-or-popular-self-management-post-civil-rights-city-2201201

http://libcom.org/library/occupy-class-war

Egypt’s anarchists are anticipating a crackdown before the first anniversary of the January 25 uprising. They are perceived as seeking chaos; villains who want to bring down the state, defy authority and spread lawlessness.

http://thedailynewsegypt.com/egypt/egyptian-anarchists-seek-self-governed-society.html

Det er også noget underlig at debattere om at man skal beslutte noget vel konsensus eller kun ved flertalsafgørelser for at møde bliver retfærdigt. Jeg fortrækker konsensus, men jeg ved at der mange mennesker hvor der ikke er muligt på et idemæssigt plan at opnå konsensus, men det betyder ikke at man ikke kan opnå samtykke på nogen områder som f.eks. i forhold til konkrete projekter eller aktuelt emne.  Faktum er at alle styreform kan bruges til at dominere andre, og jeg forventer ikke at man kan realisere ens idealer med alle og enhver. Jeg forventer heller ikke at jeg skal have konsensus med vold og magt i alle demokratiske beslutningsprocesser jeg i deltager.  At kræve dette er ignorant og autoritært overfor andre.   

Min erfaring er at vi lever i et samfund hvor autoritet og konkurrence i hverdagen gør at møder bliver domineret af apologetisk taler. Det er vigtigere at snakke end det at lytte, og den rationel argumentation må vige for forforståelser som bliver legitimering af personlig kæpheste og succeskrav som igen bliver legitimeret ved formelt papirernusserig og regelrytter eller informelle autoritet igennem en slags identitetspolitik. Men der er også dem som argumenter med ”sundfornuft”, studentikost analyser og med intellektuelt moder og akademiske autoriteters citater som vil have magt og agt.  Det vigtigste af alt nemlig ens mål man har på kort eller lang sigt bliver skupet i baggrunden ved at fukse på ens principper og procedurer frem for ens faktiske viden, evner, handlinger og meninger.  

Jeg har aldrig oplevet før græsrødderne på den udenomsparlamentariske venstrefløj var så dårlig organiseret, små og så konfus i deres mål og mider end i dag. Det påvirker hvordan man perspektiverer mål og miderne. I det helle taget er der ofte mange som er pragmatiske kedelig og mange som samtidig har irrationelle illusioner i forhold til ens faktisk styrker og muligheder. Man skal kunne skelne mellem det faktisk muligheder og så et overordnet mål og potentiale for f.eks. at opnå anarki.  I årtier lykkes det med succes at diskreditere udenomsparlamentarisk arbejde. Det vil sige troen på radikal forandring og at et andet samfund er muhligt er ikke noget som  mange deler. Gabet mellem troen på hvad der kan lade sig gør politisk i dag i forhold til et utopisk mål er stort. Gabet mellem de faktiske resurser og ambitioner i bland græsrødderne har aldrig været støre.

Kaos i hovederne og mangel på styrke og selvtillid i udenomsparlamentarisk arbejde betyder at mål og mider er svært at tale om, fordi de abstraktioner man taler om som f.eks.: det revolutionære subjekt, avantgarden, arbejderklassen, Multituden, massen eller de 99 % betyder at man faktisk ikke taler til og om individer i måden man henvender sig til andre. Det er ligegyldigt hvor ”rationel”, velformuleret ens projekt er og hvor succesfuld ens aktioner er til at skabe opmærksomhed i medierne når man ikke taler om nogens faktiske problemer. Man laver intet andet end det politikerne laver i folketinget. Uden dette individ perspektiv bliver det bare en kedelig aktivisme. Det er ligegyldigt om man tager udgangspunkt i sit eget liv, et aktuelt emne, en enkeltsag eller i et filosofisk tema - så husk dog at tage udgangspunkt i personer og deres hverdag! Møderne må også afspejle dette, fordi måden man italersætter ting viser hvordan og hvorfor man vil gøre disse ting. Kun få mennesker ønsker at blive italesæt som arbejderklasse eller 99 %. Det er kun dem som er allerede enig i meget og som ønsker det man selv vil. Man møde sikkert mange fordomme i ens agitation på gaden og arbejdspladser når man møder fremmede mennesker, men næsten alle vil informeres om de problemer de støder på i deres hverdag, og vil snakke om årsgagerne og ansvar. Alle vil vide nogen om hvad man kan gøre ved det der vedrører en og so bliver opfatter som noget negativ.

Der findes mange måder at snakke om ting på og derfor også mange måder at gå til møde på – og kunsten er at være øvet og finde det som passer bedst i den konkrete situation for at skabe debat og aktion.  

Dialog og at igangsætte – ikke skoling
Skoling er direkte skadelig når man vil støtte op i folks evner til at hjælpe og lære sig selv noget, fordi: Hvordan funger undervisning i skolen? Der er lærer og elev rollen. Der er dem som vid noget og dem som ikke vid noget. Der er dem med den rigtig viden og så  dem med noget forkert viden. Faktum at alle vid noget om deres liv, men mange mangler også noget analyse eller faktuelt viden. Mange er ikke vendt til at deltage i debatter, møder og i at udføre og beslutte ting på en ikke hierarkisk måde.  At kunne det at kræver også at man lære fra og til med mindst muligt hierarkier. – at lære fra og til begynder ved individet.

Det er altid godt at tage udgangspunkt i noget man selv syns er vigtig eller hvad den anden syns er vigtig (Det fælles tredje). De kræver ikke at man vide noget om det ma snakker om(det er godt men ikke afgørende). Det vigtig er at man vid hvad der vedrører andre.  Men igen – tage udgangspunkt i hverdagsforhold lige ligegyldigt om der tale om det overordnede eller det konkret.

igen – En hver er specialister i ens eget liv og ikke andre, og det kan godt være man er specialist til at snakke om hvordan man tegner og bygge et hus, men dem som netop har boet i dette særlige hus ti år er netop specialist i et have boget i denne byggning så længe. Det samme gælder arbejderne. Man kan vide rigtig meget om social og økonomiske forhold, men Tomas som har solgt hvidvare i 25 år er specialist netop i at ar være lønarbejder og at have ernæret sig ved at sælg hvidvarer på det sted og denne tid. Man kan sige meget om overordnede problemstillinger og legitimere den med videnskabeligt korrekt empiri og men noget bliver først sand når det subjektiv anerkendes. Oplysning, agitation og aktioner for at skabe debat må tage udgangspunkt netop i dette, være inkluderende, og man kan ikke lære noget blot ved at få noget at vide, man skal have et minimum af involvering med på et eller andet plan. Det kan være at man genkender noget efter at have set det mange gang meget som feks. i tv reklamer, at man provokerer folk til at tag stilling, man kan bruge humor, det kan være ved at skabe et sted hvor folk som læser bøger, ved at man taler om mennesker som er vigtig i nogens liv som eks. famlieforhold(børn), ved at bruge kunsten som noget der kan skabe interesser, følelsesmæssig involvering og en dannelsesproces, ved at møde folk om morgen på vej til arbejdet ved en flyver om arbejdet, det kan være at man følge andres eks. eller at prøve sig selv frem DIY,  men igen har brug for formynderig og ingen har brug for skoling!!

Tid og sted
Forsøg at have møderne på et fast tidspunkt og et fast sted, så medlemmerne kan huske hvor og hvornår de afholdes og man ikke ender med at skulle ringe to eller tre gange til hvert medlem for at sikre et rimeligt fremmøde. I har brug for et rum, som er privat, og hvor deltagerne kan se og høre hinanden. Tre personer kan måske nok mødes om et bord på en café, men er I flere end det, har I brug for et bedre rum. Om nødvendigt må I leje et sted. Der bør være en person, der er ansvarlig for at komme tidligt og sikre, at rummet er klart og ryddeligt mindst fem minutter, før mødet er sat til at starte. Hvis medlemmer er vant til, at mødet bliver forsinket, vil de også komme for sent.

Varighed
Det er nødvendigt, at I holder jeres møder korte. Dette kan være meget svært, og meget af, hvad der følger herunder, drejer sig om, hvordan man gør. Lange møder er frustrerende og kan meget vel ekskludere medlemmer, som ikke har megen fritid.

Referat
Et møde, hvor der ikke bliver taget et referat, som bliver rundsendt umiddelbart efter, er næsten værdiløst. Ting bliver glemt, og det vil ikke stå klart, nøjagtig hvad man vedtog. Dette kan resultere i store uoverensstemmelser med varig skade til følge. Et godt referat er helt essentielt for processen. Et godt referat er kort og koncist og skal ikke indeholde en gengivelse eller sågar en opsummering af, hvad alle har sagt – dette er under alle omstændigheder næsten umuligt at gøre nøjagtigt uden den rette øvelse og kan være værre end intet, hvis det gøres forkert. Et godt referat fortæller derimod, hvilke beslutninger, der blev taget, og hvem der sørger for, at de bliver gennemført: “Jacob tager vores flyers med til demonstrationen på tirsdag”, “Mette sender en besked ud på mailinglisten om demonstrationen senest tirsdag”, “Kenneth tager banneret med til demoen”. Et referat er mest nyttigt, hvis det sendes ud til alle (fx per e-mail) inden for et døgn; så tjener det til at påminde folk om, hvad de har forpligtet sig til at sørge for, hvilket er meget bedre end at minde folk om, hvad de har glemt at gøre, når det er for sent.

Mødestyring
Ethvert møde med mere end tre eller fire personer har brug for nogen til at styre mødet.
En mødestyrer har ansvaret for:

1. at der udformes en dagsorden ved mødets start, og at man holder sig til den.
2. at nogen tager et referat, og at referatet klart anfører, hvilke beslutninger, der bliver taget. Hvis diskussionen var svær, er det ofte en god idé at bede referenten om at Læse op, hvad vedkommende har skrevet ned, så der ikke sker misforståelser.
3. at alle, som ønsker at sige noget, får mulighed for det, hvis tiden tillader det, og at ingen taler anden gang, før alle har fået muligheden for at tale. Det kan være en god idé specifikt at spørge, om der er andre, der har lyst til at byde ind, før en person får ordet anden gang.
4. Vær ikke bange for at være formel på dette punkt, selv om I alle er venner. Sørg for, at folk rækker hånden i vejret og holder op med at afbryde hinanden.
5. Tilskynd folk til at komme frem til en beslutning; især når alle har haft muligheden for at tale én gang er det vigtigt at begynde at hjælpe denne proces på gled ved at være opmærksom på og forsøge at formulere, hvad der er behov for at beslutte.
6. at holde folk til emnet! Lad dem ikke pludselig hoppe til et nyt punkt på dagsordenen, før det nuværende er færdigt og en afgørelse er fundet.
7. at to medlemmer med modsatrettede holdninger ikke dominerer mødet med deres egen diskussion. For så vidt muligt er det en god idé at prøve at forhindre, at folk taler mere end to gange under et givet emne.
8. at folk ikke hvisker med sidemanden om, hvordan mødet burde afholdes. Sørg for, at alle kan høre, hvad der bliver sagt.
9. at høre – når folk har opridset deres standpunkter – om folk er rede til at gå til en afstemning. Hvis tiden er knap, er det en god idé at minde dem om dette, når man hører ad.

Mødestruktur
Hvis din lokale anarkistgruppe er noget værd, kommer den til at have travlt, sandsynligvis med en masse forskellige projekter. Selv om dette er en god ting, kan det resultere i forfærdelige møder efterhånden som punkt efter punkt føjes til dagsordenen og folk frembringer bevidsthedsstrøm-lignende fortællinger, der væver derudad og følges af ufokuseret diskussion. Hvis der ikke gribes ind, er dette den normale udvikling ved mange møder, og det medfører, at de trækker ud i en evighed, og at punkter sidst på dagsordenen enten klemmes af eller ikke bliver diskuteret ordentligt, fordi folk er nødt til at gå. Den slags møder er frustrerende og ubrugelige. Her er en generel model, som – hvis den følges – vil resultere i et møde, som føles langt mere produktivt:

a. Forslag: Når dagsordenen udformes, så spørg først til ting, som deltagerne har et specifikt forslag vedrørende, så meget desto bedre, hvis det er i skriftlig form. Disse punkter bør have størstedelen af den tilgængelige tid og ligge i mødets første halvdel.

b. Beretninger: Ting, som medlemmerne blot vil fortælle om, bør komme efter, at man har taget sig af forslag. Beretninger bør være meget korte og fokusere på nye udviklinger. Der skal være plads til spørgsmål, men diskussioner bør undgås, hvis ikke der er masser af tid eller beretningen har afdækket et behov for at stille et forslag. Opdel jeres møde i to dele på hver ca. én time med en pause på ti minutter imellem:

DEL I

A. Dagsorden (3 minutter)
B. Referat fra sidste møde (5 minutter)
C. Forslag (35 minutter)
D. Beretninger (15 minutter)
E. Eventuelt (2 minutter)

PAUSE (10 minutter)

DEL II
En ti-til-tyve-minutters introduktion til et emne, forberedt på forhånd af én eller flere deltagere, herefter op til fyrre minutters diskussion om dette emne af alle deltagere. Jeps, I bør sørge for at få alle sager klemt ned på én time. Normalt kan det lad sig gør det helle. WSM-afdelinger har brugt denne rutine i årevis; ikke altid helt slavisk, men tæt nok til at vide, at det er muligt, og at vores bedste møder er de møder, der holder sig til den.

DEL II (som kan kaldes en undervisningsdel) er essentiel på mange måder:

1. Det gør, at mødet føles meget, meget mere nyttigt. Det er normalt både lærerigt og fornøjeligt.
2. Det gør enormt meget for at udvikle samhørighed som gruppe og giver en fælles forståelse af jeres politiske standpunkter.
3. Det kan bruges til at træde et skridt tilbage fra alle de praktiske detaljer i en kamp for at granske det store billede. Hvis I fx er involverede i en boligkamp, vil en regelmæssig undervisningsgang, hvor et medlem fremlægger et overblik over, hvordan ting går, være en massiv hjælp, som normalt ville drukne i arbejdet med at klarlægge, hvem banker på hvilken dør.
4. Det kan bruges til at komme frem til en teoretisk stillingtagen vedr. de seneste idéer, der er i omløb. Taler alle pludselig om Negri og Hardts ‘Empire’? Få nogen, som holder af at læse den slags, til at holde et tyve minutters oplæg, og så kan I alle sammen diskutere idéerne bagefter.
5. Det kan sørge for, at deltagerne bliver fuldt informeret om et område, hvor ét medlem har udviklet en vis ekspertise.
6. Nogle gange kan det være en god ting at invitere potentielle medlemmer til.
7. Nogle gange kan det være en god idé at invitere nogen uden for organisationen til at holde det indledende oplæg, så man får friske perspektiver.
8. Det behøver ikke kræve meget ekstra arbejde. Hvis f.eks. nogen er ved at forberede en artikel til et blad, så få dem til at holde et oplæg på basis af deres nuværende udkast. Dette vil også hjælpe dem, fordi de kan bruge tilbagemeldingerne til at afdække, hvilke punkter, der kræver mere arbejde. Drag nytte af al ekspertise, I har, og hvis forberedelsestiden er knap, så få folk til at holde en kort intro baseret på en kort tekst.
9. Planlæg frem! Prøv at få afklaret, hvad 50% af oplæggene skal omhandle tre eller flere måneder i forvejen, så medlemmerne har tid til at forberede dem. Resten kan være kortere, fordi de kan være baseret på oversigter over igangværende kampe eller individuelle ekspertiseområder.

Rotation og oplæring
Dette er alt sammen godt for jeres møder, men det er også noget, I kan bringe videre til andre organisationer og kampe. Som hovedregel elsker alle en person, der kan få en frustrerende mødeproces til at fungere. Så brug møder som en måde til at træne alle medlemmer til at organisere møder. Alle opgaverne ovenfor bør rotere fra medlem til medlem, så alle medlemmer bliver gode til at styre møder, til at tage referater og til at holde enkle oplæg for en lille gruppe mennesker. Lad nye medlemmer se, hvordan dette foregår, de første par møder, men anspor dem til så snart som muligt at deltage i rotationerne.

Individuel disciplin
Det kan være svært at styre et møde og at bede en af dine venner om at holde kæft og lade være med at afbryde. Så husk dette, og især hvis du er noget af en påståelig skrålhals som mig, så prøv at holde øje med din egen adfærd. Hvis du taler meget, så prøv at spørge dig selv, om du virkelighed har brug for at tale igen, inden du rækker hånden op. Nogle diskussioner vinder du ikke, og da er det bedre at processen kommer videre.

[Oversat af Pinnerup (LS). Oprindelig tekst fra Workers’ Solidarity Movement.]

Tid og sted
Forsøg at have møderne på et fast tidspunkt og et fast sted, så medlemmerne kan huske hvor og hvornår de afholdes og man ikke ender med at skulle ringe to eller tre gange til hvert medlem for at sikre et rimeligt fremmøde.

I har brug for et rum, som er privat, og hvor deltagerne kan se og høre hinanden. Tre personer kan måske nok mødes om et bord på en café, men er I flere end det, har I brug for et bedre rum. Om nødvendigt må I leje et sted. Der bør være en person, der er ansvarlig for at komme tidligt og sikre, at rummet er klart og ryddeligt mindst fem minutter, før mødet er sat til at starte. Hvis medlemmer er vant til, at mødet bliver forsinket, vil de også komme for sent.

Varighed
Det er nødvendigt, at I holder jeres møder korte. Dette kan være meget svært, og meget af, hvad der følger herunder, drejer sig om, hvordan man gør. Lange møder er frustrerende og kan meget vel ekskludere medlemmer, som ikke har megen fritid.

Referat
Et møde, hvor der ikke bliver taget et referat, som bliver rundsendt umiddelbart efter, er næsten værdiløst. Ting bliver glemt, og det vil ikke stå klart, nøjagtig hvad man vedtog. Dette kan resultere i store uoverensstemmelser med varig skade til følge. Et godt referat er helt essentielt for processen. Et godt referat er kort og koncist og skal ikke indeholde en gengivelse eller sågar en opsummering af, hvad alle har sagt – dette er under alle omstændigheder næsten umuligt at gøre nøjagtigt uden den rette øvelse og kan være værre end intet, hvis det gøres forkert. Et godt referat fortæller derimod, hvilke beslutninger, der blev taget, og hvem der sørger for, at de bliver gennemført: “Jacob tager vores flyers med til demonstrationen på tirsdag”, “Mette sender en besked ud på mailinglisten om demonstrationen senest tirsdag”, “Kenneth tager banneret med til demoen”.

Et referat er mest nyttigt, hvis det sendes ud til alle (fx per e-mail) inden for et døgn; så tjener det til at påminde folk om, hvad de har forpligtet sig til at sørge for, hvilket er meget bedre end at minde folk om, hvad de har glemt at gøre, når det er for sent.

Mødestyring
Ethvert møde med mere end tre eller fire personer har brug for nogen til at styre mødet. En mødestyrer har ansvaret for:
1. at der udformes en dagsorden ved mødets start, og at man holder sig til den. 2. at nogen tager et referat, og at referatet klart anfører, hvilke beslutninger, der bliver taget. Hvis diskussionen var svær, er det ofte en god idé at bede referenten om at læse op, hvad vedkommende har skrevet ned, så der ikke sker misforståelser. 3. at alle, som ønsker at sige noget, får mulighed for det, hvis tiden tillader det, og at ingen taler anden gang, før alle har fået muligheden for at tale. Det kan være en god idé specifikt at spørge, om der er andre, der har lyst til at byde ind, før en person får ordet anden gang. 4. Vær ikke bange for at være formel på dette punkt, selv om I alle er venner. Sørg for, at folk rækker hånden i vejret og holder op med at afbryde hinanden. 5. Tilskynd folk til at komme frem til en beslutning; især når alle har haft muligheden for at tale én gang er det vigtigt at begynde at hjælpe denne proces på gled ved at være opmærksom på og forsøge at formulere, hvad der er behov for at beslutte. 6. at holde folk til emnet! Lad dem ikke pludselig hoppe til et nyt punkt på dagsordenen, før det nuværende er færdigt og en afgørelse er fundet. 7. at to medlemmer med modsatrettede holdninger ikke dominerer mødet med deres egen diskussion. For så vidt muligt er det en god idé at prøve at forhindre, at folk taler mere end to gange under et givet emne. 8. at folk ikke hvisker med sidemanden om, hvordan mødet burde afholdes. Sørg for, at alle kan høre, hvad der bliver sagt. 9. at høre – når folk har opridset deres standpunkter – om folk er rede til at gå til en afstemning. Hvis tiden er knap, er det en god idé at minde dem om dette, når man hører ad. Mødestruktur Hvis din lokale anarkistgruppe er noget værd, kommer den til at have travlt, sandsynligvis med en masse forskellige projekter. Selv om dette er en god ting, kan det resultere i forfærdelige møder efterhånden som punkt efter punkt føjes til dagsordenen og folk frembringer bevidsthedsstrøm-lignende fortællinger, der væver derudad og følges af ufokuseret diskussion. Hvis der ikke gribes ind, er dette den normale udvikling ved mange møder, og det medfører, at de trækker ud i en evighed, og at punkter sidst på dagsordenen enten klemmes af eller ikke bliver diskuteret ordentligt, fordi folk er nødt til at gå. Den slags møder er frustrerende og ubrugelige. Her er en generel model, som – hvis den følges – vil resultere i et møde, som føles langt mere produktivt: a. Forslag: Når dagsordenen udformes, så spørg først til ting, som deltagerne har et specifikt forslag vedrørende, så meget desto bedre, hvis det er i skriftlig form. Disse punkter bør have størstedelen af den tilgængelige tid og ligge i mødets første halvdel. b. Beretninger: Ting, som medlemmerne blot vil fortælle om, bør komme efter, at man har taget sig af forslag. Beretninger bør være meget korte og fokusere på nye udviklinger. Der skal være plads til spørgsmål, men diskussioner bør undgås, hvis ikke der er masser af tid eller beretningen har afdækket et behov for at stille et forslag. Opdel jeres møde i to dele på hver ca. én time med en pause på ti minutter imellem: DEL I A. Dagsorden (3 minutter) B. Referat fra sidste møde (5 minutter) C. Forslag (35 minutter) D. Beretninger (15 minutter) E. Eventuelt (2 minutter) PAUSE (10 minutter) DEL II En ti-til-tyve-minutters introduktion til et emne, forberedt på forhånd af én eller flere deltagere, herefter op til fyrre minutters diskussion om dette emne af alle deltagere Jeps, I bør sørge for at få alle sager klemt ned på én time. Normalt er dette helt ladsiggørligt. WSM-afdelinger har brugt denne rutine i årevis; ikke altid helt slavisk, men tæt nok til at vide, at det er muligt, og at vores bedste møder er de møder, der holder sig til den. DEL II (som kan kaldes en undervisningsdel) er essentiel på mange måder: 1. Det gør, at mødet føles meget, meget mere nyttigt. Det er normalt både lærerigt og fornøjeligt. 2. Det gør enormt meget for at udvikle samhørighed som gruppe og giver en fælles forståelse af jeres politiske standpunkter. 3. Det kan bruges til at træde et skridt tilbage fra alle de praktiske detaljer i en kamp for at granske det store billede. Hvis I fx er involverede i en boligkamp, vil en regelmæssig undervisningsgang, hvor et medlem fremlægger et overblik over, hvordan ting går, være en massiv hjælp, som normalt ville drukne i arbejdet med at klarlægge, hvem banker på hvilken dør. 4. Det kan bruges til at komme frem til en teoretisk stillingtagen vedr. de seneste idéer, der er i omløb. Taler alle pludselig om Negri og Hardts ‘Empire’? Få nogen, som holder af at læse den slags, til at holde et tyve minutters oplæg, og så kan I alle sammen diskutere idéerne bagefter. 5. Det kan sørge for, at deltagerne bliver fuldt informeret om et område, hvor ét medlem har udviklet en vis ekspertise. 6. Nogle gange kan det være en god ting at invitere potentielle medlemmer til. 7. Nogle gange kan det være en god idé at invitere nogen uden for organisationen til at holde det indledende oplæg, så man får friske perspektiver. 8. Det behøver ikke kræve meget ekstra arbejde. Hvis f.eks. nogen er ved at forberede en artikel til et blad, så få dem til at holde et oplæg på basis af deres nuværende udkast. Dette vil også hjælpe dem, fordi de kan bruge tilbagemeldingerne til at afdække, hvilke punkter, der kræver mere arbejde. Drag nytte af al ekspertise, I har, og hvis forberedelsestiden er knap, så få folk til at holde en kort intro baseret på en kort tekst. 9. Planlæg frem! Prøv at få afklaret, hvad 50% af oplæggene skal omhandle tre eller flere måneder i forvejen, så medlemmerne har tid til at forberede dem. Resten kan være kortere, fordi de kan være baseret på oversigter over igangværende kampe eller individuelle ekspertiseområder. Rotation og oplæring Dette er alt sammen godt for jeres møder, men det er også noget, I kan bringe videre til andre organisationer og kampe. Som hovedregel elsker alle en person, der kan få en frustrerende mødeproces til at fungere. Så brug møder som en måde til at træne alle medlemmer til at organisere møder. Alle opgaverne ovenfor bør rotere fra medlem til medlem, så alle medlemmer bliver gode til at styre møder, til at tage referater og til at holde enkle oplæg for en lille gruppe mennesker. Lad nye medlemmer se, hvordan dette foregår, de første par møder, men anspor dem til så snart som muligt at deltage i rotationerne. Individuel disciplin Det kan være svært at styre et møde og at bede en af dine venner om at holde kæft og lade være med at afbryde. Så husk dette, og især hvis du er noget af en påståelig skrålhals som mig, så prøv at holde øje med din egen adfærd. Hvis du taler meget, så prøv at spørge dig selv, om du virkelighed har brug for at tale igen, inden du rækker hånden op. Nogle diskussioner vinder du ikke, og da er det bedre at processen kommer videre. [Oversat af Pinnerup (LS). Oprindelig tekst fra Workers’ Solidarity Movement.]

http://www.aljazeera.com/indepth/opinion/2011/11/2011112872835904508.html