3. september 2025 · 15:18
se videre: Anarkisme og pædagogik
se videre: Antiautoritær pædagogik
Gymnasiet som uddannelse er ved at blive lavet om. Unge skal tvinges ud i erhvervsuddannelserne frem for, at man i erhvervsuddannelserne forbedrer forholdene for eleverne gennem bedre didaktik, bedre pædagogik og – frem for alt – bedre vilkår for lærlinge, både rettighedsmæssigt, arbejdsvilkår og uddannelse på selve lærepladserne. I stedet vil man gradvist gøre det sværere at vælge gymnasiet og lignende uddannelser. Som anarkister kan vi sige, at vi ikke bryder os om den kapitalistiske arbejdsdeling og dens hierarkier og udnyttelse af mennesker – lige så lidt som vi bryder os om staten, der skaber dette system, og hvis biomagt – dvs. statens evne til at styre kroppe – manipulerer unge til at tage den uddannelse, så de bliver ”nyttige samfundsborgere” ved at påstå, at det gavner dem og samfundet. Eller rettere sagt: samfundet, som det er styret af overklassen, dvs. cheferne i både det private og det offentlige – så de kan bevare deres magt og privilegier som klasse.
De sidste mange år har studerende og elever brugt parollen: ”Uddannelse er samfundets største ressource” eller “Uddannelse er Danmark eneste recurse”. Problemet med disse parole er, at de samtidig gør sig selv til objekter og bekræfter det underliggende hierarki og dets årsager, men heller ikke kritiserer, at de bruger disse paroler, fordi der ikke har været en bevægelse stærk nok til at skabe faktiske alternativer eller magt nok til faktiske at kræve andre slags uddannelser. Det gør også alle protester tamme og nemme at feje til side, fordi det i sin kerne hverken er offensivt eller en egentlig kritik af noget som helst.
Det er blot en appel til politikere og erhvervslivet om flere penge til uddannelse, og man trækker velmendende statistisker frem om uddannelse statistisk set betyder mindre risikoadfærd bland unge dvs. mindre arbejdsløshed, mindre kriminalitet, mindre stofbrug, færre fjumreår og gøgleri i fristederne, færre aktivister og mindre graffiti og kunst for sjov m.m. – og frem for alt en arbejdsstyrke, der er profitabel for staten og kapitalen.
Disse argumenter kan være rigtige – men er det vigtigt for den herskende klasse? Hvad rager det dem, at du har det godt, hvis de blot vil have, at du hurtigt kommer igennem uddannelsessystemet og skaber den økonomi, de ønsker? De lever ikke et sted, hvor der er mange kriminelle, og deres børn går sikkert i eliteskoler og på universiteter. De kan leve med din dårlige livskvalitet, at du har færre penge eller en dårligere uddannelse end dem. De lægger ikke mærke til det – og får intet ud af det økonomisk – at du tager uddannelse i det tempo, der er bedst for dig.
Nutidens uddannelse skaber en disciplineret arbejdskraft, der netop kan navigere i et sådant samfund. Det er ikke som i gamle dage, hvor man skulle være autoritetstro, fordi traditionelt landbrugs- og fabriksarbejde krævede meget autoritære hierarkier for at udnytte folk maksimalt. Teknologi, organisation, forbrug osv. er så komplekst, at det kræver længerevarende uddannelser, men ikke alle arbejdsopgaver er lige komplicerede. På de arbejdspladser, hvor arbejdet er mere simpelt, er der til gengæld mere hierarki, og her møder man heller ikke samme anerkendelse – hverken i samfundet eller på arbejdspladserne. Det betyder, at hvis politikernes mål om skatteindtægter og profitmaksimering skal ske gennem andre typer arbejde og industrier, vil mulighederne for indflydelse og for mere uddannelse også falde til kort. Noget tyder på, at sorteringen vil blive grovere og hårdere, og at flere unge skal vænne sig til at arbejde i andre industrier med færre uddannelsesvalg. Det gør heller ikke samfundet mindre komplekst, men blot mere forhærdet, fordi man ser, at andre har flere muligheder.
I dag er dialektikken ikke blot en klar hierarkisk anerkendelsesrelation af typen “herre og slave”, men heller ikke en anerkendelsesrelation mellem ligemænd, som beskrevet af G. W. F. Hegel. Snarere befinder vi os et sted midt imellem: “herskersyge slaver og slaviske herskere”. Derfor ser vi i dag borgere, der som underdanige ønsker at herske og appellerer til magten, så de kan føle sig store og stærke ved at nedgøre andre (indvandrere, flygtninge, minoriteter, … og politiker opfinde løbende nye ), og magthavere, der underkaster sig borgerne(feks. siger symbols undskyld for fortidens fejltagelser eller for noget der udløse en “shitstorm” på sociale medier) i det politiske system for derigennem at kunne legitimere borgernes udnyttelse økonomisk som skatteydere eller indirekte gennem erhvervslivet, når de er lønmodtagere på arbejdsmarkedet. Demokratiet i parlamentarismen gælder i få minutter i stemmeboksen, i meningsmålingerne og symbolsk på sociale medier, men på arbejdspladsen, hvor vi tilbringer det meste af voksenlivet, gælder klare hierarkier og er et de facto diktatur. Demokratiet i uddannelsessystemet er også mest symbolsk og en sørgelig kopi af det i Folketinget, men uanset om det er arbejdspladser, skoler osv., foregiver ledere at være anerkendende, og slører hierarkiet, samtidig med at der sker fyringer, nedskæringer og forringelser af arbejdslivets vilkår med et smil og et lyttende øre. Man afvæbner kritik med buzzwords, man indkalder til MUS-samtaler og individualisere, fordi arbejder står ikke som gruppe over for chefen, og ved at inddrage bevægelser og diverse studenter-, elev- og andre foreninger i “dialogmøder”, der i realiteten ikke er dialog afvæbner man protest. Dette skaber et kompliceret samfund og mange forskellige kulturelle koder, man ikke lærer fra den ene dag til den anden.
Samtidig er politikere bange for, at den type gammeldags autoritetstro vil true det parlamentariske system og deres magt – som man så i mellemkrigstiden. Men fordi man ikke vil lave et endeligt opgør med hierarkier og autoritetstro, har man bragt det fascistiske spøgelse tilbage, fordi man lærer borgerne at tro på magthavere og konkurrence som ideal stadivæk. Højrefløjen lover at “rydde op”, bare de får nok magtbeføjelser, fordi de andre “venstreorienterede” borgerlige ikke kan finde ud af at rydde op i de samfundsskadelige elementer – selvom det er en del af eliten, der selv skaber krisen til at starte med. Og hvis man ikke kan forklare sig rationelt ud af en samfundskriser, er der altid fjendebilleder og syndebukke: indvandrere, “nasserne”, “venstrefløjen” og en masse nyttige konspirationsteorier der kan forklare hvorfor verden er som den er uden at tale om hierarkier, regeringen og markedet på rational vis.
Et moderne liberalt borgerligt samfund skal gå en balancegang mellem hård autoritetstro og moderne governmentalitet. Afhængigt af hvilken type uddannelse man får, og betinger af hvor i klassesamfundet man placeres, er der altid mest autoritet rettet mod dem i bunden, som ikke er økonomisk nyttige.
Enhver borger deltager og finde sin plads i værdiskabelse i en økonomi, hvor samarbejde, læringsevne, selvledelse og innovation. osv. er en del af den økonomiske virkelighed – i sin egen lille boble af selvforvaltning, men under velfærdsstatens opsyn, med både gulerod og pisk, dvs. SU, dagpengesystem, foreningsstøtte for nogle og kontanthjælp, aktivering, “Ghettoloven” og andre politiske sanktioner for andre, hvis man ikke gør, som man bliver bedt om.
Vi lever i dag i et kompliceret hierarki i konkurencesamfundet, der sorterer efter udseende, handicap, etnicitet, race, nationalitet, social klasse, osv., og der skabes også en elite af arbejderklassen – store dele af den danske arbejderklasse får høj uddannelse, men kommer måske ikke højt op i hierarkiet i Danmark, men globalt set.
Det er ikke realistisk i et hierarkisk samfund, at alle får elitejobs – heller ikke i et velstående samfund som det danske. Vi ønsker et samfund, hvor alle, uanset uddannelse, kan få størst mulig livskvalitet – uanset om de gør rent, ikke får et job, designer møbler eller bygger tage. Man siger, at uddannelse er frigørende, men det er ikke rigtigt i langt de fleste situationer i dag. Uddannelsessystemet fungerer i stedet som den vigtigste sorteringsmekanisme i forhold til, om du bliver en del af øvre middelklasse, overklasse eller underklasse.
Det er heller ikke realistisk, at erhvervslivet eller politikerne vil betale for gymnasiet for alle og vidergåendeuddannelser for alle, hvis de samme slags jobs der kommer ud af disse uddannelser kan uddannes og udføres billigere andre steder i Europa eller Asien. Hvis vi appellerer til blot at blive udnyttet ”blødere” og manipuleret ”blødere”, er der ingen garanti for, at det faktisk sker, og der er heller ingen garanti for, at du får et godt elitejob eller et dårlige betalt job hvis du i en vanskelig livssituation. Lige så lidt ved vi, om den økonomiske model der funger nu i Danmark kan garantere, at disse typer jobs vil findes om 30-40 år. Måske er det derfor mere realistisk at tale om et helt andet uddannelsessystem, for en helt anden økonomi og et helt andet samfund. Måske er det realistisk i lyset af stigende social ulighed og andre samfundskriser at kræve det umulige. For at lade være med at kræve det umulige gør os passive, underdanige, manipulerbare og – frem for alt – uden perspektiv. Leve anarkiet!
På Sorte Fane kan du læse flere tekster om emner som skole og pædagogik under Anarkisme og pædagogik og Antiautoritær pædagogik, og på sidste side bl.a. “Opgiv Gymnasiet! der burde gøres noget – det hører man tit noget sige“. Det er en af de få meget kritiske tekster specifik om emnet gymnasium i Danmark. Den er svær at anbefale til alle, men relevant for enhver, der forholder sig kritisk til uddannelsessystemet 🙂
SoME-opslag
Gymnasiet gøres sværere at vælge, ikke for at styrke erhvervsuddannelserne – men for at tilpasse unge til statens og kapitalens behov om at få dem hurtigt igennem uddannelsen og ud i de jobs, som betyder skatteindtægter for politikerne og profit for erhvervslivet. Det reducerer uddannelse til en sorteringsmaskine og et styringsredskab for staten, der styrer kroppe og liv gennem tvang og manipulation. Ud fra det perspektiv gør paroler som ”uddannelse er samfundets største ressource” os blot til objekter for magthaverne. Uddannelse handler ud fra deres perspektiv ikke om livskvalitet, men er blot et middel til at sikre profit og hierarki. De frirum, uddannelse kan være, bliver mere og mere reduceret – og derfor bør vi kræve et helt andet uddannelsessystem, for et helt andet samfund. Leve anarkiet!
https://www.facebook.com/photo/?fbid=1178825847612063&set=a.466721108822544
SORTE FANE 