8/9/15 Info meeting about ABC-Belarus .

Posts tagged with “ABC Belarus”

 8. sep. kl: 18 i Ungdomshuset

ABC-Belarus Infotour 2015

Anarchist Black Cross (ABC) is an international network of groups which support anarchist and social prisoners. ABC itself is rather old, but there were significant ruptures/discontinuations in tradition.

ABC-Belarus became much more active after wave of repressions against Belarusian anarchists in 2010-2011. On our own bitter experience we learned how to oppose state violence, and we want to share our experience. As recent crackdown on Czech anarchist movement shows, police and secret service brutality is not unique to the “last dictatorship of Europe”. And we know firsthand that it is important to have anti-repression measures taken and structures built before repressions, not after.

During the info-events we will also speak about the development of political situation in Belarus in the vicinity of presidential elections (scheduled for October 11). What is the place of social movements and anarchist groups in contemporary Belarus? Which groups are main targets of state repressions? How repressive tactics are changed before and after elections?

Last but not least, we hope to raise some money for the cause during the infotour. Counteraction to repressions consumes not only a lot of time and efforts, but a lot of money as well.
https://www.facebook.com/events/812313408888513/

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

David Graeber: Om fænomenet skodjobs

David Graeber Fire Island headshot cropped.jpgProfessor David Graeber (f. 1961) er aktivist og antropolog ansat ved London School of Economics. Han har deltaget i alterglobaliseringsbevægelsen og Occupy Wall Street. Han har skrevet flere bøger, heriblandt Debt: the First 5000 years og The Democracy Project om Occupy-bevægelsen.

Mikkel Flohr, der har oversat artiklen til dansk, er Phd-studerende ved Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitet.

Artiklen er oprindelig bragt i Strike!Magazine den 17. August 2013.
http://modkraft.dk/artikel/om-f-nomenet-skodjobs

se videre: Graeber, David
se videre: Arbejdskritik

I år 1930 forudså John Maynard Keynes, at ved århundredet udgang, ville teknologien have udviklet sig så meget, at lande som Storbritannien og USA kunne nøjes med en 15 timers arbejdsuge.

Der er alle mulige grunde til at tro, at han havde ret. Rent teknologisk er vi i stand til det. Men det skete alligevel ikke. I stedet er teknologien blevet brugt til at få os til at arbejde endnu mere.

For at muliggøre det, er der blevet skabt jobs, der praktisk talt er meningsløse. Enorme grupper af mennesker, især i Europa og Nordamerika, bruger hele deres arbejdsliv på at udføre opgaver, de i al hemmelighed ikke tror, at det er nødvendigt at udføre.

Den moralske og spirituelle skade situationen forvolder er gennemgribende. Det er et ar på vores kollektive sjæl, men alligevel er der stort set ingen der taler om det.

Hvorfor materialiserede Keynes’ utopi – der stadig blev afventet med spænding i tresserne – sig aldrig?

Standardforklaringen i dag er, at han ikke havde regnet med den enorme vækst i forbrug. Givet valget mellem færre arbejdstimer og mere legetøj og fornøjelser, har vi kollektivt valgt det sidste. Det er en behagelig moralsk fortælling, men hvis man tænker nærmere over det, viser det sig, at det ikke hænger sådan sammen.

Ja, vi har set uendeligt mange jobs og industrier blive oprettet siden tyverne, men meget få af dem har noget som helst at gøre med produktionen og distributionen af sushi, iphones eller fancy sneakers.

Så hvad er det helt præcist for jobs? En ny rapport, der sammenligner arbejde i USA mellem 1910 og 2000, giver et klart billede (der stort set spejles i Storbritannien).

I løbet af det sidste århundrede er antallet af arbejdere ansat som tjenestefolk, i industrien og i landbruget kollapset på dramatisk vis. Samtidig er antallet af »professionelle managere, funktionærer, salgs- og servicearbejdere« tredoblet fra en fjerdedel til tre fjerdedele af arbejdsmarkedet.

Med andre ord er produktionsarbejdet, som forudset, blevet automatiseret bort (selv hvis man tæller industriarbejdere på verdensplan, inklusiv de hårdtarbejdende masser i Indien og Kina, er de arbejdere stadig ikke nær så stor en procentdel af verdensbefolkningen, som de har været).

Men i stedet for en massiv reduktion af arbejdstiden, der ville frigøre verdens befolkning til at forfølge deres egne projekter, glæder, visioner og ideer, har vi set en eksplosion inden for administrationssektoren snarere end »service-«sektoren og skabelsen af helt nye industrier såsom finansverdenen og telemarketing, eller den enestående udvidelse af sektorer såsom selskabsret, universitets- og sundhedsadministration, human resources og public relations.

Og tallene viser ikke engang alle de mennesker, hvis arbejde består i at give administrativ, teknisk og sikkerhedsmæssig støtte til disse industrier, eller de supplerende industrier (hundevaskere, 24-timers pizzabude); jobs der kun eksisterer, fordi alle andre bruger for meget tid på alle de andre.

Det er, hvad jeg foreslår, at vi kalder »skodjob.«

Det er, som om der sidder nogen derude og finder på meningsløse opgaver bare for at holde os allesammen i arbejde. Og præcis det er kernen i mysteriet.

Under kapitalismen er det præcis, hvad der ikke bør ske. Selvfølgelig opfandt systemet så mange jobs, som der var brug for i de gamle ineffektive, socialistiske stater såsom Sovjetunionen, hvor arbejde blev anset for at være både en ret og en hellig pligt (det er årsagen til, at det krævede tre ekspedienter at sælge et enkelt stykke kød i de sovjetiske stormagasiner).

Men det er lige præcis den type problemer, det er meningen at markedssystemet skal løse. Ifølge økonomisk teori er det sidste, et profitsøgende firma vil, at kaste penge efter arbejdere, de ikke har brug for. Men det sker alligevel på en eller anden måde.

Når selskaber kaster sig ud i hensynsløse nedskæringer, rammer fyringer og effektiviseringer altid den gruppe mennesker, der faktisk laver, flytter, fikser og reparerer ting.

Gennem en mærkelig mekanisme ingen rigtig kan forklare, stiger antallet af lønnede skrankepaver, og flere og flere ansatte ender, ikke ulig sovjetiske arbejdere, med at arbejde 40 eller 50 timer om ugen på papiret, men i virkeligheden kun de 15 timer Keynes forudså.

Resten af tiden bruges på at koordinere eller gå til motiverende forelæsninger, opdatere Facebook-profiler eller downloade TV-serier.

Svaret er tydeligvis ikke økonomisk: det er moralsk og politisk.

Den herskende klasse har regnet ud, at en glad og produktiv befolkning med fritid er dødsensfarlig (tænk over hvad der begyndte at ske, da udsigten til det nærmede sig i tresserne). Og på den anden side er ideen, om at de, der ikke er villige til at underkaste sig en eller anden form for hård arbejdsdisciplin de fleste af døgnets vågne timer, intet fortjener, og at arbejde er moralsk i sig selv, selvfølgelig ualmindelig praktisk for dem.

Engang, da jeg overvejede den tilsyneladende endeløse vækst af administrative opgaver i engelske universitetsafdelinger, kom jeg på én mulig vision om helvede.

Helvede er en samling individer, der bruger størstedelen af deres tid på en opgave, de ikke bryder sig om og ikke er særligt gode til. Lad os sige, at de blev hyret, fordi de var eksperter i at bygge skabe, og derefter opdager at de skal bruge en stor del af deres tid på at stege fisk. Og det er ikke fordi opgaven må og skal løses – der er kun et ret begrænset antal fisk, der skal steges.

Men på en eller anden måde bliver de alle sammen besat af modvilje ved tanken om, at nogle af deres kolleger bruger mere tid på at bygge skabe og ikke steger deres del af fiskene, at der inden for ret kort tid er en uendelig bunke dårligt tilberedte fisk, der fylder hele værkstedet, og det er alt hvad de laver.

Jeg mener, at det er en ret præcis beskrivelse af den moralske dynamik i vores økonomi.

Jeg er klar over, at sådan et argument hurtigt vil løbe på modargumenter, såsom »hvem er du til at sige hvilke jobs der er ’nødvendige’? Hvad er der egentlig behov for? Du er professor i antropologi, hvilket behov tilfredsstiller det?« (og en del tabloid-læsere ville se eksistensen af mit job som selve definitionen af spild)

Og på et niveau har de selvfølgelig ret. Der er ikke nogen objektiv målestok for social værdi.

Jeg vil ikke prøve at fortælle nogen, der er overbevist om, at deres arbejde yder et meningsfuldt bidrag til verden, at de i virkeligheden ikke gør en forskel. Men hvad med de folk, der selv er overbevist om, at deres arbejde er meningsløst?

For ikke så lang tid siden kom jeg i kontakt med en gammel skolekammerat, som jeg ikke havde talt med siden jeg var 12. Jeg blev forbløffet over at høre, at han i mellemtiden først var blevet digter og dernæst forsanger for et indie-rock band. Jeg havde hørt nogle af hans sange i radioen, men jeg havde ingen idé om, at sangeren var en jeg kendte.

Han var tydeligvis innovativ, begavet og hans arbejde havde uden tvivl gjort en positiv forskel for mennesker verden rundt. Men efter et par mislykkede albums, havde han mistet sin pladekontrakt.

Plaget af gæld og en nyfødt datter endte det med det, han selv beskrev som »standard-løsningen for så mange mennesker uden retning i livet: jura.«

Nu arbejder han med selskabsret for et anerkendt firma i New York. Han var den første til at indrømme, at hans arbejde var komplet meningsløst, ikke bidrog med noget positivt til verden og ifølge hans eget udsagn slet ikke burde eksistere.

Der er mange spørgsmål, man kunne stille. Man kunne starte med at spørge, hvad det siger om vores samfund, at det tilsyneladende skaber et ekstremt begrænset behov for talentfulde digtere og musikere, men et uendeligt behov for specialister i selskabsret (Svar: Hvis 1% af befolkningen kontrollerer størstedelen af den disponible rigdom, reflekterer det, vi kalder »markedet,« hvad de mener er brugbart eller vigtigt og intet andet)?

Men det viser også, at de fleste folk, der arbejder i disse jobs, er klar over det. Faktisk er jeg ikke sikker på, om jeg nogensinde har mødt en erhvervsadvokat, der ikke syntes at deres arbejde var skod.

Det samme gælder for alle de førnævnte industrier. Der findes en hel klasse af professionelle, der, hvis du møder dem til en fest og indrømmer, at du laver noget, der måske kan anses for at være interessant (antropolog for eksempel), helt vil forsøge at undgå at diskutere deres arbejde.

Giv dem lidt at drikke, og de vil kaste sig ud i lange tirader om, hvor meningsløst og dumt deres arbejde i virkeligheden er.

Der er en grundlæggende psykologisk vold involveret her. Hvordan kan man overhovedet begynde at tale om værdighed i arbejde, når man i al hemmelighed føler, at ens job slet ikke burde eksistere. Hvordan kan det undgå at skabe en dyb vrede og bitterhed.

Men det er det mærkværdige og geniale ved vores samfund, at herskerne har regnet ud, hvordan man vender vreden mod dem, der rent faktisk laver meningsfyldt arbejde, som i eksemplet med fiskestegerne.

I vores samfund lader der eksempelvis til at være en generel regel om, at jo tydeligere ens arbejde gavner andre, jo mindre er sandsynligheden for, at man bliver betalt for det.

Som sagt er det svært at finde en objektiv målestok, men et godt sted at starte er at spørge, hvad der ville ske, hvis hele denne klasse af folk forsvandt?

Sig hvad du vil om sygeplejersker, skraldemænd og mekanikere, men det er tydeligt, at skulle de forsvinde i en røgsky, ville konsekvenserne være øjeblikkelige og katastrofale. En verden uden lærere og havnearbejdere ville hurtigt være i problemer, og en verden uden science fiction-forfatter og ska-musikkere ville blive et betydeligt kedeligere sted.

Det er knap så tydeligt, hvordan menneskeheden ville komme til at lide, hvis kapitalfondenes CEO’er, lobbyister, PR-folk, aktuarer, telefonsælgere, pantefogeder og juridiske rådgivere skulle forsvinde på samme måde (mange overvejer, om den måske ville forbedres mærkbart).

Men på nær et par tydelige undtagelser (læger) holder reglen overraskende godt.

Det er endnu mere perverst, at der lader til at være enighed om, at det er sådan, tingene bør være. Det er en af højre-populismens hemmelige styrker.

Man kan se det, når tabloid-medierne pisker en hadefuld stemning op over for togpersonalet, der lammer London i forbindelse med forhandlinger om deres arbejdsforhold: Det faktum at togpersonalet kan lamme London, viser at deres arbejde faktisk er nødvendigt, men det lader også til at være det, der irriterer folk.

Det er endnu tydeligere i USA, hvor republikanerne har haft bemærkelsesværdig succes med at mobilisere vrede mod skolelærere eller arbejdere i bilindustrien (og interessant nok ikke skoleledere eller managere i bilindustrien, der rent faktisk er årsagen til problemerne) på grund af deres angiveligt høje lønninger og fordele.

Det er, som om de siger: »Jamen du får lov til at undervise børn! Eller lave biler! I har rigtigt arbejde! Og oveni det forventer I at få en middelklassepension og sygeforsikring?«

Hvis nogen skulle designe et arbejdsregime, der var perfekt til at opretholde finanskapitalens magt, er det svært at se, hvordan de skulle kunne have gjort det bedre. Rigtige, produktive arbejdere bliver nådesløst presset og udnyttet.

Resten af befolkningen er delt op i et terroriseret lag af universelt udskældte arbejdsløse og en større gruppe, der grundlæggende får løn for ikke at lave noget, i stillinger skabt for at få dem til at identificere sig med den herskende klasses forståelse og perspektiver (managere, administratorer, etc.) – og specielt deres finansielle inkarnationer – og samtidig skabe et simrende had mod mennesker, hvis job har en tydelig og ubestridelig social værdi.

Det er klart, at systemet ikke er blevet bevidst designet. Det opstod på baggrund af næsten et helt århundredes forsøg.

Men det er den eneste mulige forklaring på at vi ikke, på trods af vores teknologiske kapacitet, arbejder 3-4 timer om dagen.

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Sidse Laugesen anmelder Ou Ning og Rasmus Graff

ekstern link: Sidse Laugesen anmelder Ou Ning og Rasmus Graff.

se videre: Ning, ou

https://ovopress.files.wordpress.com/2015/08/rgoun.jpg?w=639&h=639

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Henrik Løve (Henrik Henriksen) – sømand, syndikalist og krybskytte.

Fil:HL1.jpgHenrik Marius Henriksen, bedre kendt som Henrik Løve, slog sig i 1920’erne ned ved Stilling sø som fisker efter en omtumlet tilværelse som sømand, syndikalist og krybskytte. Det var som krybskytte han blev berømt og berygtet. En krybskytte er en person, der udøver jagt, hvor jagtretten tilhører andre. I middelalderen blev det straffet hårdt; krybskytter kunne gøres fredsløse eller blive hængt. I Danmark var krybskytteri almindeligt udbredt indtil 1930’erne, men i dag er det sjældent.

Krybskytter bliver ofte skildret sort hvidt; enten er de uhæderlige personer, fordrukne og dårlige jægere eller de kan være snu, durkdrevne personer, der respektløst driver gæk med godsejere, skovriddere og andre magthavere, som i historien om Robin Hood.

Om de var usle vildttyve eller heltemodige frijægere afhænger af med hvilke øjne man ser det. Historien om Henrik Løve, der på sine gamle dage slog sig ned ved Stilling Sø, har elementer af begge dele og samtidig et helt eventyrligt præg.

Henrik Marius Henriksen blev født i 1883 i Linå, men voksede op i beskedne kår i Reginehøjkvarteret i Århus. Allerede som dreng viste han sit vilde og uregerlige temperament i sammenstødene med de andre drengebander i kvarteret, og det var her, han fik sit tilnavn.Det kom også til kontroverser med ordensmagten, hvor Henrik Løve hørte til dem , der slog igen: han fik dom for vold imod politiet, og i 20 års alderen var han blevet dømt 10 gange, i de fleste tilfælde dog for tyveri.
http://www.skanderborgleksikon.dk/index.php/Henrik_L%C3%B8ve

se videre: Henriksen, Henrik “løve”

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Carl Heinrich Petersen – Viborg er noget lort – men der er også lyspunkter

Mirakler i Viborg :  Viborg Bogcafé – et lys i det mørke Jylland

Viborg er noget lort, klassemæssigt, politisk og åndeligt. Vi har ingen havn, så vi savner både søfolk, havnearbejdere og skibsværftsarbejdere.Der er heller ingen egentlig sværindustri, og selv murerne er moderate i Viborg. Lidt arbejderradikalisme findes hos typografer og i en ret ny afdeling af Faglig Ungdom – og ellers meget spredt. Derfor lever jeg stort set i indre emigration her – og priser post- og telefonvæsen samt de moderne samfærdselsmidler, der skaffer mig kontakt til en bedre omverden.
http://modkraft.dk/artikel/viborg-er-noget-lort-men-der-er-ogs-lyspunkter

se videre: Petersen, Carl Heinrich

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Frederik Stjernfelt: Den sorte fanes muntre vagabond

Min første erindring om ham må gå helt tilbage til 1960, for den omfatter både Carl Heinrich Petersen og hans far, cigarmager Holger Petersen, der døde samme år. I familien var han kendt som onkel ‘Hoggecigar’, og han brillerede ved at vise den lille unge, hvordan man ruller en cigar — og stak ham en chokoladefrø.
http://modkraft.dk/artikel/den-sorte-fanes-muntre-vagabond

se videre: Petersen, Carl Heinrich

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Drop valget og lad os trække lod

Mistilliden til politikerne er nu så stor, at vi er nødt til at ændre demokratiet radikalt.
http://politiken.dk/debat/ECE2709084/drop-valget-og-lad-os-traekke-lod/

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Artikel : Litteratur og anarkisme

https://ovopress.files.wordpress.com/2015/06/anarko1.jpg?w=3307&h=4370

anarko2

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

er det overhovedet demokratisk at stemme?

 symposium om søren maus bog Hæv Stemmen!

Den handling det er ikke at stemme | læs online
af Nicolai von Eggers

Kan valg skabe demokratisk forandring i dag? | læs online
af Bue Rübner Hansen

Det snavsede demokrati | læs online
af Lotte Folke Kaarsholm

Myten om det borgerlige demokrati | læs online
af Rune Møller Stahl

Om parlamentarismekritikkens potentialer | læs online
af Søren Mau

http://www.slagmark.dk/er-det-overhovedet-demokratisk-at-stemme

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Møde: 15/6/2015 – Støt dit lokale anarki!

Vi er en gruppe af både erfarne og nye aktivister fra Danmark og udlandet. Vi er en god blanding af intellektuelle, kreative, arbejdssky, arbejdsomme, initiativrige, pædagoger, computernørder, håndværkere og utopister – og vi har brug for jeres bistand.

Sorte Fane (SoFa) er en foreningen, der er ved at blive stiftet. Foreningens formål er, at oplyse om og udgive litteratur om anarkisme og beslægtede antiautoritære – og sociale bevægelser.
Vi vil skabe de formelle rammer til få skrabet penge ind til dem, som vil engagere sig kontinuerlig i foreningens aktiviteter.

Vores blog sortefane.wordpress.com er Danmarks største onlinesamling af antiautoritære tekster og links. Nu vil vi gerne etablere en fysisk distribution med både klassiske og moderne værker, genoptryk af pjecer og salg af egne produktioner.

Vi ønsker ud over at etablere bogdistribution og trykke tekster også at afholde en kunst- og kulturfestival med musik og poesi, afholde filmforevisninger, invitere til foredrag, skabe studiekredse, holde debatmøder, lave udstillinger, folkekøkkener og invitere til DIY workshops om bl.a. upcycling, reparationer og urban gardening.

Hvis vi skal lave et seriøst politisk arbejde, har vores forening brug for en stabil økonomi. Vi ønsker, at komme ud til så mange mennesker som muligt og derfor har vi brug for medlemmer til at stifte vores forening og medlemmer, der kan betale et regelmæssigt støttebeløb – stort eller småt – til foreningen.

Møde: 15/6/2015, Kl. 18 i KafaX, Korsgade 19 kld., Kbh. N

Sorte Fane blog & distro
anarkister@hotmail.com

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized