Børne-magt (1968)

Børne-magt Blandt moderne indstillede og unge lærer er god tone at gå ind for ler til børnene, uden at man i den anledning gør sig flere betragtninger om lerets rolle i det danske samfund. Man siger at børn skal lege. Børn skallege, fordi de skal blive bedre mennesker, end vi er, går nogle så vidt som til at sige, seminariets elever sætter sig pænt på stolene og hører et foredrage om den frie opdragelse, men ikke selv en eneste klat på væggen. Den, der har set bare ét dansk seminarium, (1) vil vide, at jer er der sandelig ikke tid til leg, her er der sandelig ikke nogn ler, der flyder. Legen er for børene. Pædagogikken er for de voksne.

Det er uhyggeligt at se, i hvor ringe grad de kommende generationer af lærere har gjort sig klar, at vil man lave en legende skole, så bliver det sandelig ikke en konflikt fri skole. Man kan ikke både bevæge samfundet og skabe konflikt frie mennesker. Man kan ikke lade elevere lege og lære på en fri måde og også at tro, at de får nemmere ved at tilpasse sig det gode samfund – eller bare de andre fag i skolen. Og først og fremmest: Hvis ikke de voksne har lige så meget brug for børnene som omvendt, hvis altså legen ikke også er til for de voksne, så har den ikke noget med progressiv pædagogik at gøre. Så er den bare en måde, det gamle autoritære forhold ytrer sig på.

Problemet ”børneopdragelse” er problemet sameksistens mellem to eller forskellige verdener, og ikke alene problemet sameksistens, med kontakt og fællesskab. Derfor skal man være meget på vagt over alle de frelsende engle, der altid findes inden for progressive pædagogiske bevægelser. For de frelsende engle er konflikten altid udenfor, altid noget, der kan klares, hvis man gøre det hele på en rigtig måde, som forskrevet af magister X eller doktor A.

Vi kommer overhovedet til at revidere alt, hvad vi ved om børn – voksne forhold, efter som vi kommer til at vide mere om børn. At barnets og den voksnes er helt forskellige. Har aldrig været så stort et problem som nu, hvor de traditionelle udfoldelsesmuligheder (mark, skov, strandhave, landsby, bedsteforældre, dyr, markedsplads m.m.)forsvinder uden at der skaffes tilsvarende nye.

Børnene er sorte-per i det moderne by-område og i det moderne hjem. Familie-isolationen kan synes tålelig, ja ligefrem ønskelig for den trætte husfader, der kommer hjem ved 5-tiden og vil have mad, ro og TV.

Gadens terror er ikke uudholdelig for den, der kun gange om, dagen skal igennem.

Legepladsen (som ikke engang findes alle steder, fordi det bedre betaler sig for husejeren at leje arealet ud til parkeringsplads) er ikke tilstrækkeligt kompensation.

Børn må ligesom voksne have deres egen hus, deres egen økonomiske magt, der kan danne basis for deres udfoldelse.

For børn gælder endnu højere grad end for unge, hvad der denne bogs hovedsynspunkt: at selvprøvelsen er et fundament for ethvert menneskes udvikling til et moderne individ, der skal vælge ansvarlig på alle de områder, hvor der ikke længere findes autoriteter, der vælger for én – og disse områder bliver flere og flere.

Det er en hel del nemmer at lave en time med ler i skolen end at lave alle fag om til store lerklumper, som børnene kan lære at forme på mange forskellige måder under bistand af voksne, som ikke er ude på at få dem til et ganske bestemt sted hen, men som er bevidst at det gælder om at udvikle dét i hvert éneste menneske, som det selv syndes er bedst – hvis dårligt samfund, som skal laves om ved, at lærerne hjælper eleverne til at udvikle det bedste i sig. Dette er ikke bare en naiv idealisme, for som samfund der ud, så er børn en undertrykt gruppe – og vi ved ikke, hvad børn er på samme måde som vi ved, hvad visse voksne er. Børnene må selv have love til at udvikle deres særpræg, ikke alene som mennesker men også som børn.

Da det i øvrigt er i ”samfundets” økonomiske interesse, at de enkelte menneske skjulte reserver kommer frem og udvikles, kan man godt tillade sig at være lidt optimistisk.

Men først er der nogle meget hårde slag, der skal slås. Børnene får det ikke bedre, før ungdommen får det. Endnu kan samfundsautoriteterne tillade sig at sige, man ikke kan tage 14-årige ”alvorligt”. Endnu bygger man store dyre sportsstadioner for voksne på steder, hvor der er en himmelråbende mangel på græs til børn. Endnu er børn ikke blevet en moderne magtfaktor, der kan forme pressionsgrupper, som beskytter deres interesser. Men det kommer, før de herrer aner det!

Leret i folkeskolen kan ikke begrænses til ler-timerne. Seksualiteten kan ikke holdes inden for seksualundervisningen. Hver gang autoriteterne giver efter og indfører tillempende friheder, gaver de deres egen grav dybere, for mere frihed fører til mere krav om frihed. Så utaknemmeligt er mennesket, hvad enten det er barn, ung eller voksen. Når man giver friheden en lillefinger, så går den i gang med at frigøre helle hånden. Derfor er fascismen den eneste logiske filosofi for de mennesker, som er imod børne-, ungdoms-, kvindefrigørelsen. Og overfor har børn fascismen længe været den accepterede holdning.

I kamp for større børne-magt spiller ungdomskulturen en stor rolle, fordi påstanden om én bevidsthedsform er påstanden om, at ingeniørens og byrokratens bevidsthed skulle være givet os af Gud som det éneste salige. Teenage-kulturernes gennembrug er således igennem deres afgørende ”fællesnævner”: mange bevidsthedsformer, en forkæmper for børnemagten, som sikkert igen er en forløber fir dyre-magten.                

(1) Det moderne Jonstrup Seminarium er forbilledligt. Alt er udformet af arkitekter. Eleverne fik vistnok lov til at sætte en opslagstavle op efter en lang kamp med arkitekterne. Den store sal er udformet som et kirkerum med scene og talerstål foroven og alle stole rettet mod dette alter. Lamper og gardiner føjer sig smukt ind i denne helhed, hvor alt er rent og pænt.
Et mere konsekvent forsøg på at torpedere de demokratiske tanker, som efterhånden er ved at komme ind i skolen, skal man lede længe efter.    

Ole Grünbaum
Børne-magt
i: Emigrér – lærestykke om det tiltagende kaos.
Hans Reitzels (Falk bog Nr. 59), Kbh., 1968, kapitel 19., s. 53 -54

se videre: Børnehuset og Børnemagt
                     Provobevægelsen

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s