Paul Goodmans ”Lille sorte mod udannelses-systemet”

Dette er et udvalg af citater fra Bogen “Opdragelse mod dumhed“. Bogen er mange år gammel (1974), men på trods af alt den tid er gået  har den ikke tabt sin aktualitet. Selv om meget er blevet bedre har uddannelses-SYSTEMET samme kedelige formål: At opdrage børn og unge til at blive en del af det kapitalistiskesamfund.  

Goodman, Paul:
Opdragelse mod dumhed
Rhodos (Radius), 1974, Kbh., s. 272

se videre: Goodman, Paul

se videre: Anarkisme og pædagogik

”Det er uhyggeligt. Når jeg ved et møde indvender, at vi måske allerede har for meget traditionel uddannelse, og at flere penge betyder dårligere undervisning, så ser de andre underligt på mig og fortsætter diskussionen om, hvordan man får flere penge til skolebyggeri og til at forbedre de allerede eksisterende skoler. I sådan tilfælde bliv er jeg klar over, at jeg over for den rene overtro.”
S. 7

”For at være nyttigt må nye produktioner være mere snævert kvalificerede, dsv. de skal tjene den offentlige sektor eller udrydde fattigdom. Ukvalificeret vækst gør allerede mere skade end nytte. Således er vi nød til at tage begreber ”arbejde” og ”fritid” og ”arbejdsløs” op til nærmer overvejelser. Vi må begynde at skelne mellem økonomisk velfærd og en og skær overflod. aligevel er der kun få økonomer, som tænker i disse baner. Næsten alle er hypnotiseret af bruttonationalproduktet. Vores lærkræfter kan ikke forventes at være forud for dette.”
S. 11

”Det er en Masseovertro, at børn absolut skal gå i skole. Middelklassen ved, at man ikke får en stilling og en god løn uden at fremvise en masse eksamensbeviser. Og de fattige har fundet sig i at blive overbevidst om, at det bedste middel mod deres fattigdom er at agitere for bedre skoler. Ikke desto mindre tvivler jeg på, at det under nuværende skoleforhold eller under enhver reform inden for det nuværende skole-system skulle være det bedste for børn at gå i skole
s. 17

”Hvad er så den samfundsmæssige baggrund for, at vi tvinger alle til en uddannelse? At forsætte den økonomiske vækst, at kunne forestå massekommunikationsmidlerne, at kunne skelne mellem demokraterne og republikkerne, som ikke adskiller sig væsentligt fra hinanden. Planlægning og beslutningsprocesser er samlet hos toppen. Det meste, vælgerne kan udrette, et at virke som pressionsgruppe. Og det er endda sjældent, det sker. Man lægger større vægt på at undervise i de tekniske videnskaber  – . . .  . . . – men det store flertal kommer aldrig til at bruge denne viden, så de glemmer dem. De er forbrugere. ”
s. 20

”Der er stadigt mulighed for at bryde sit sociale tilhørsforhold, mulighed for at komme til tops – medmindre man ligefrem tilhører et af mindretallene, som ikke kan eller vil tilpasse – men mulighederne bliver stadig færre og færre. Det meste arbejde er at få hos store virksomheder eller hos staten. Og det er disse, som fastsætter kravene. Hvis man vil frem i verden, og har det nødvendige talent, må man følge spillereglerne, ellers når man ingen vegne. Har man ikke den nødvendige uddannelse, eller uheldigt baggrund, kan man ikke engang overleve i ærlig fattigdom. Det, der skal til for at overleve, er i hovedsagen akademiske krav, som man kun får i skolerne eller på universiteterne, men den slags skolesystem har ikke længere nogen mening i sig selv.”
S. 21

”Det filosofiske mål for undervisning må være at række hver enkelt ud af hans isolerede klasse og ind i menneskefællesskabet. Forsigtighed og ansvarlighed er ikke middelklassens dyder, men menneskelige dyder.”
s. 22

”Fra mange sider følger man spændt, om børnene lærer at læs, og der føres bevægede diskussioner om hvilken metode til indlæring af læsning er den bedste. Læsevanskeligheder er sandelig en undervisningsmæssig ulempe, som bliver værre og værre desto længere de varer. Det kan resultere i mindreværdighedskomplekser, pjækkeri og med at eleven forlader skolen. At kunne læse er det vigtigste i skolegangen – alle fag bygger på at eleven kan læse – og derfor er det vigtigste for den jagt på position, som et eksamensbevis er. Men i al denne bekymring og diskusion om det at kunne læse er der ikke  mere nogen som nævner den frihed og menneskelige udvikling, som det at kunne læse formodes stå for.”
s. 25

”Kan det nægtes, at de, er ikke kan passe ind i skolesystemet og derfor går ud af skolen, i virkeligheden gør et klogere valg end de som bliver i skolen, ikke for at skaffe sig virkelige værdier, men for at skaffe penge? Deres valg af det umiddelbare – deres berygtede ”mangel på evne til at acceptere udsættelser” – er slet ikke impulsivitet og neurotisk. Det, er i vejen er, at vort moderne samfund, som lægger hele vægten på at forbruge dyre ting, ødelægger det hele for dem for dem. De er så plaget af mindreværdskomplekser, af at føle sig udenfor, og angst for fremtididen, at de ikke kan nyde deres frihed med god samvittighed. Fordi deres viden er lille, berøves de mange fundamentale glæder og ved ikke at rigtigt hvad de skal stille op med sig selv. De er bang for at blive til grin, hvilket hæmmer deres udfoldelsesmulighed. Og vores humane sociale foranstaltninger – dvs. høj husleje osv. – har gjort det umuligt at være fattig på ærlig vis. Enten deltager man i rotteræset, eller er man også total uden for. ”    
S. 31-32

”Det er på tide, at vi holder op med at bruge ordet ”uddannelse” som noget ærefuld. Vi må spørge: Hvilken uddannelse? Hvorfor? Og under ledelse af hvem? Alle unge burde bestemt få den bedste uddannelse, men efter min mening skulle den nuværende tvungen skolegang under dens nuværende ledelse ikke udvides, men skæres kraftigt ned. ”
s. 55.

”I virkeligheden findes der ingen anden rigtig undervisning end at vokse op i en meningsfuld verden. Men vor overdrevne bekymringer for uddannelsesproblemet i dag betyder jo simpelt hen, at de voksnes verden ikke er meningsfuldt.”
S. 60

”Efter min mening burde vi øge automatiseringen til et maksimum så hurtig som muligt, der hvor det er relevant – men ikke uden at tage højde for, at mange jobs så forsvinder, og ikke uden at sørge for tilstrækkelige sociale sikkerhedsforanstaltninger. Men automatiseringens ånd og metode, logistikken, kommandovejen, og kontorarbejdet er total irrelevant for de medmenneskelige tjenesteydelser, for samfundets drift, for kommunikation, samfundskultur, borgernes initiativ, undervisning og fritid. Et eksempel på, hvad jeg mener, er dette: Fjernsynsapparater burde massefremstilles fuldstændigt automatiseret, en enkelt god standartmodel, som skulle være billig som muligt. Men Tv-programmerne, bortset fra enkelte, decentraliseres så meget som muligt, skulle skræddersyes og være afhængigt af befolkningens initiativ og på helt fristillede og uafhængige kunstnere.
     Faren ved den høj teknologiske automatiserede fremtid er åbenbare: Vi kunne ende som et hjernevasket samfund af dovne og overfladiske forbrugere. Eller kunne fortsætte rotteræset voldsomme, travle konkurrence og fuldstændigt unødvendigt blive ved med at øge bruttonationalproduktet. I begge tilfælde er der en mulighed for, at det vil findes en outsider-gruppe som må undertrykkes.”
s. 61.

”Undervisning burde frembringe selvstædige tænkning og udtryk, snarer end ensretning. Vi har brug for eksempel, for at modvirke massekommunikationsmilderne, et vældig socialt behov for at beskytte friheden for mange tusinder uafhængige radiostationer. Med små uafhængige media. Lokalaviser, uafhængige radiostationer, små tidsskrifter, små teatre. Og disse kunne under professionel ledelse give fantastiske muligheder for dygtige og kloge unge.”
S. 63

”Man skal være ”afviger” for at kunne blive behandlet som menneske.”
s. 65

”Denne almindelige opfattelse af verden kan ikke uden besvær afprøves ved direkte selvsyn eller erfaring. Børn i byer og forstæder oplever ikke håndværk eller industri. Det legetøj, de bruger, er maskinfremstillet, de ser ikke mege til håndværksudførelse, men de kan få do-it-yourself udsstyr. Forskellen mellem by og land forsvinder i de endeløse forstæder. Ikke mange bør har set levende dyr. Selv den mest almindelige mad er pakket i plastik og stadig voksende grad tilberedt fra fabrikkens side.”
s. 65-66

”Generthed – den manglende evne til at udtrykke sine behov og følelsen over for andre – findes hos alle i puberteten. Men i vort samfund er det yderst problematisk. Generthed indeholder fjendtlighed over for dem, som ikke lægger mærke til en eller som prøver at holde en ned. Ligeledes indeholder det en desperation over formålsløshed ved at prøve at forklare sig. For der findes ikke engang et sprogligt udtryk, som forklarer de brændende personlige spørgsmål – det er ynkeligt at høre unge mennesker brug sproget fra TV-ægteskabsrådgivere, eller sproget fra film! Denne tavse fjendtlighed medfører uundgåeligt, at den unge begynder at tvivle på sig selv. Han holder op med at tro på, at hans egen behov er noget være, han begynder endda at tvivle på at, de overhovedet eksisterer. Hans oprørske krav forekommer endog ham selv at være uden grund. Umodne og latterligt.”
s. 69 

”De unge er så usikre, og deres mistro er så kraftig, at de fortrækker at holde sig inden for den sikre konformitet, selv om de inden for deres egen rækker måske bittert angriber netop denne form for konformitet.”
s. 71  

”I vort samfund føler de unge sig imidlertid som udskud, eller i det mindste føler de, at man manipulere med dem. Derfor har de unge deres hemmeligheder, deres jargon og deres forsvarsmekanismer mod den voksne kultur.”
s. 73

”Dette marked virker på overfladen frigjort, men er forfærdeligt konservativ og lægger et voldsomt pres på dem som ikke er modebevidst eller simpelt hen ikke interesseret sig for modeluner, for de bliver sat udenfor klikken. De, der ikke indpasser sig, har svært ved at kommunikere udad, og svært at komme igennem dem, hvad enten man er voksen eller ung. Og selvfølgeligt er det ikke muligt at fremføre afvigende meninger om den officielle filosofi eller levestandart. Og det er især i middelklassen, at de undertrykte voksende støtter ethvert idioti hos teenagerne.”     
s. 73
 
”Det er karakteristisk for middelklassen unges subkulturer, at annektere sprog og kultur fra andre marginalgrupper: negre og latinamerikanere, stofmisbrugere, afvigere fra universiteter og Systemet. Det er rimeligt, for disse bliver også misbrugt og overset, de er i samme båd dom ungdommen. Men en sådan kultur er ikke særligt artikuleret. Og det ligner udnyttelse at efterligne grupper af virkelig afvigere, som lever som de gør, fordi de er tvunget til det, ikke af eget valg.
     Ikke desto mindre gør dette specielle sprog dem muligt for mange af dem, der er forfærdelige hæmmet af generthed, at tale sammen.”
s. 74

”En alternativ filosofi, som nogle af de unge har antaget, er hipster filosofi. En hipster afbøder samfundets snusende magt ved med fuldt overlæg at indtage en passende rolle i det herskende system, indberegner systemet underverden, som sætter ham i stand til at manipulere systemet til sin egen fordel. Fejlen ved denne idé – det er Thrassysmuchs argument i Platons Staten – er, at hipsteren ikke tillader sig at miste kontrollen, eller bare slappe en smule af en gang imellem. Han må hele tiden være forud for udviklingen. Men så kan han ikke holde af noget eller anse noget for at være varig værdi. Han bruger alle sine kræfter på at beskæftige sig med det han afskyer, og udvider således sit kyniske syn og sin selvforagt. Men hipster ideen giver en vis tilfredsstillelse ved at sejre over systemet. Det er en ironisk alarmtilstands filosofi. Og den eneste kommunikation, som eksisterer her består uundgåeligt i camouflage og hemmelighedskræmmeri. Man må være ”cool”.”   
s. 76

”Det eneste bevist, skolen overhovedet benytter sig af i sine eksperimenter, er karakterer og prøver, og det ser ud til at være umuligt at fra tage skolens folk den idé, at der har klaret en eksamen, overhovedet har lært noget af betydning for deres videre udvikling eller karriere. Noget, som bliver glemt, så snart selv eksamen er overstået og det virkelige liv skal begyndes.”
s. 81

”Hvad er de for et slags demokrati, der afspejledes i vores skolesystems pensum og undervisningsmetoder. I øvrigt bør vi begynde at tænke på de unges legale rettigheder, eftersom de så tydeligt er blevet en udnyttet og udstødt klasse. ”
s.82

”Det er overflødedigt at gøre opmærksom på, at pensum undervisningsmetode og selve skolesystemet altid har været bestemt af sociale mål, forældres ambitioner og behovet for at kontrollere de unge. Men det er en ting at ro – eller forgive at tro – at dette giver børnene en uddannelse. Noget helt andet er lige ud at sige, at man slet og ret kontrolleret deres adfærd.”
s. 85

 ”Der er jo en kendsgerning, at gennemsnitsmennesket benytter sig af flere og flere komplicerede, videnskabelige redskaber, men alligevel kan færre og færre af os i praksis forstå for slet ikke at tale om at reparere en pumpe, en elektromotor, eller en bil, vi bruger. Folk bliver uundgåeligt slaver af reparatører, og som købere og forbrugere er vores uvidenhed enorm. Ligeledes er udførelsen af videnskabelige maskiner vanskeligere at overskue, og fabrikanterne tager ikke hensyn til dette, da de kun skal kunne repareres af og forstås af eksperter jeg har heller aldrig hørt en arbejdsgiver i industrien forsøge at forklare ”manden på gulvet” sammenhængen mellem de forskellige arbejdsprocesser der udføres. Fagforeningen kræver det heller ikke.”   
s. 99

”Det vigtigste af det hele er at måske, at den moralske ideologi og den dominerende økonomiske adfærd overhovedet ikke hænger sammen. Arbejdsgivere anskaffer så mange arbejdsbesparende maskiner som muligt, men besparelsen af arbejdskraft kommer ikke samfundet til gode i form af kortere arbejdstid eller laver priser. Og endda inden for servicefunktioner, hvor der ikke automatiseres, f.eks. på restauranter, skærer man ned på arbejdskraft: flere kunder, og færre til at betjente dem. Og alligevel er man fra politisk side ængsteligt for arbejdsløsheden.”
s. 105

”Det er min overbevisning, at folk ikke er dumme. I hvert fald har argumentet ”Hvis du arbejder, kan du holde hovedet højt” ikke nogen overvældende virkning blandt fattige unge mere. Man kan dog støde på den livsvisdom, at det, simpelt hen at arbejde for at holde sig i live, er noget kun tåber gør.”
s.105

”Ufaglært arbejde og specialarbejde er en del af komplicerede arbejdsgange, som bliver rationaliseret for selve arbejdets skyld, ikke for at gøre arbejderne mere lykkelige. Arbejdsprocesserne i sig selv er sjældent interessant. Man lærer ikke arbejderne noget om sammenhængen mellem de enkelte processer. Produkterne er ofret ret værdiløs rent menneskeligt, så de kan ikke medføre noget stolthed. Håndværksmæssig dygtighed og stilsans bliver indbygget i maskinerne og frataget den enkelte arbejder. Fagforeningerne, som har forbedret arbejdsforholdene, indgyder ingen solidaritetsfølelse.”                                                                                               
s. 107-108

 “Det kan tilføjes, som jeg gjorde rede for i Growing up Absurd, at den store vægt, arbejdere lægger på ”sikkerhed”, i det store og hele er en substitut for følelsen af en være et nødvendigt led i en kæde, at gøre fuld brug af sine evner, at værre uundværligt.”
s. 108

”Det er ikke så vanskeligt at se, hvor tråden braste. Historien har i sig selv været for desillusionerne. Tænk på bare et par århundreder tilbage, hundreder af år af hykleri. I løbet af den første verdenskrig nedværdigede den vestlige kultur sig ubodeligt. Den russiske revolution tabte snart sin utopiske begejstring, og retsopgøret i midten af tredverne i Moskva var et forfærdeligt slag mod den bedste del af ungdommen. Den spanske borgerkrig var måske dråben der fik bægeret til at flyde over – man kan næsten sige, at vestlig kultur blev et uvedkommende begreb i 1938. Gaskamre og atombomber viste, hvad vi og vore videnskabsmænd nu var i stand til. Væksten i levestandarden er kvalt i velstand og ingen hylder længere ”the american way og life”. Videnskabsmænd er blevet fastansat i Systemet. Livet på landet er af overbefolkning blevet forvandlet til spredt bebyggelse uden fællesskaber eller har overtaget byernes kultur. Og den kolde krig, skrækkampagnen med våben som fra begge sider er i stand til at udslette os alle mange gange, er normal politik. ”
s. 114

”Det slår næsten aldrig fejl, at man finder den socialiseringsteknik i middelklassen, som fylder universiteterne, og resultatet er blevet en generation som ikke har selvtillid af nogen betydning, ikke er i besiddelse af beslutsomhed, initiativ eller idealisme. Det resultat er hel enestående i historien: en elite som har påtaget sig en moral som kun passer til slaver.”
s. 177

”Det er skuffende, men ikke overraskende, at se, hvordan universiteterne hjælper med til denne åndelige ødelæggelse, og i højeste grad udtænker prøverne og det pensum som skal kunnes for at bestå prøverne. Derved lukker de øjnene for deres egen åndelige ødelæggelse. Men det er måske ikke så overraskende endda, for det er på den måde, man får penge og hæder. Jeg tror ikke et øjeblik, at de inden for den nærmeste fremtid vil komme deres primære pligt i hu: At videreføre en tradition for uafhængigt lærdom, at forsyne borgerne med en kritisk standart, at undervise de frie unge til at blive frie borger og uafhængige akademikere. ”
s. 122

”Der er mange gåde grunde til at afholde prøver, og mange slags prøver. Men hvis målet er at finde den studerendes svage sider, hvad er da meningen, med at det skal medføre dårlige karakterer og straf, og dermed opfordre ham til at skjule sine svage punkter ved at snyde? Det naturlige mål for en syntese er selv den viden en medfører, ikke en karakter for at have gennemgået den. Hvad angår den studerendes naturlige indpasning på hans eget plan, kan man give ham troen på at, prøverne ikke er for at give karakterer eller for at fortage individuelle sammenligninger, men for at hans egen fordel. Da vil den studerendes normalt finde sit eget plan, hvor han føler en udfordring, men alligevel kan klare sig, fremover for at prøve at luske sig igennem. Hvis den studerende tør acceptere sig selv, som han er, er lærerens karakterer et groft og dårligt instrument sammenlignet med den studerendes selvbevidsthed. Men det er sjældent på vores universiteter, at de studerende opmuntres til objektiv at blive klar over deres egen forvirring. I modsætning til Sokrates benytter vores lærer sig ikke af skammen og idealismen.”
s. 128-129

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s