Imod frygten og imod klimakrisen!

En kommentar om artikel i 24 timer” Isen under Nissebanden er væk” d. 1. dec. 2011.[1]

I måden hvorpå man behandler børn på i et samfund er et godt målestok for hvordan det ser ud med frihed og solidaritet i et samfund ved at børn er bland de svageste i samfundet. Hvordan børn lærer af voksende og lærer at håndter konflikter giver også en fingerpeg i hvilken retning samfundet er på vej hende.

 Artikel om: ”Isen under Nissebanden er væk” viser meget godt hvordan klimaforandringer bliver taget op som emne i den offentlige debat. Artiklen handel om hvordan den grønlandske natur bliver påvirket ved at der bliver vist billeder fra dengang da ”Julekalenderen på Grønland” blev optaget og billeder fra samme steder i dag.

Nogen gang kan det være svært at forklar hvad klimaforandring  betyer for naturen for en voksende, fordi man ikke oplever klimaet forandres i hverdagen. Hvor svært må det så være at forklare et barn som kognitiv ikke er på samme højde som en voksen hvordan det står til med klimaet? Det er ikke hverdag man har lige et kemi eksperiment på hånden som: f.eks.: En dåse med CO2 og en med ilt, som man så opfarmer for at vise hvilken gasart bliver hurtigst opvarmet op de to. Heller kan ikke alle voksende håndter de tal og den bekymring for fremtiden når det går op for en hvad klimakrisen faktisk betyder for fremtiden. Hvor svært må så være for et barn rumme det i hoved at Isbjørn, sælen og isen på grønland forsvinder langsomt? En af artiklens overskrifter svare på forældres bekymring og om hvordan børe regere på som forældre: ”Fortæl ikke børnene om global opvarmning”. I artiklen bliver også psykologen citeret som giver dette råd: Bestemt ikke. De ville blive bange. Ligesom man ikke skal bruge en hyggelig julekalender til at fortælle børnene, at julemanden ikke eksisterer, skal man ikke bruge denne fantasifortælling til at lære et barn om katastrofale klimaforandringer,”

Det er rigtig at man skal beskytte børnene fra noget de ikke magter.  Men skal også huske at man er netop nød til at beskyt børn, fordi man selv som voksen og samfund ikke magter at gøre noget ved problemet. Hvad vil således børn opfatte de voksendes verden? Hvad kan man gøre ved klimakrisen? Blive mellem af et parti, stemme på politikere, man kan kolde sig informeret igennem aviser, nettet, … og lytte til ved udannet specialister man stråler på for at finde ud af hvordan man skal handle eller netop lever at gøre noget? Man kan blive mellem af en forening som laver noget i ens lokal område, gå til demonstrationer, lave plakater, agitere, … osv. Der er mange holdninger og viden at forholde sig til., men ikke lige tiden at find hoved og hale i alt der bliver sagt. Hvor meget overskud er der til dagligt for at gøre noget? De fleste mennesker bruger det mest af deres tid på at arbejder for at tjene penge til at få et nogenlunde anstændigt liv. Efter arbejdstiden skal de slappe af for igen at kunne tage på arbejde. Når man har familie er der en endnu travl hverdag: Børn skal have mad og at få en snakkes om skole, venner og hygge er sikkert også noget forældre prøver at få til tid med børene så vidt det kan lade sig gøre. Lang de fleste mennesker i verden (lønmodtagerne) er travlt optaget af at arbejde for andre menneskers bliver mere riger, og i der fritid er de optaget at komme sig fra deres travle arbejde og at forbruget de goder som gør at andre bliver rigere.  Der gøre de uden at de kan gøre meget for eller ved det. De andre er det er det private erhvervslivet. Det er mennesker som lever af at tjene penge for at tjene endnu flere penge ved at få andre til arbejde for sig. Det er det private erhvervsliv som har råd til at ansætte: lobbyister, spindoktor, videnskabsmænd, journalister og reklame folk for at få gennemtunget deres politiske. Også lønmodtager betaler deres interesse organisationer, politiker, og fagforeninger og en mase andre for at blive repræsenteret og informerer for at få det de vil. Sidste kan aldrig skaffe så mange penge end det private erhvervsliv. Det sig spå en måde sig selv. Selv den mest venstreorienterede regering laver ikke om på det, fordi de er den politiske og dem økonomiske eliten som ansætter arbejdskraften, ejer produktionsmidlerne, naturresurser, og som får profitten ud af folk og fæ.

Regeringer er ikke villigt til at afskaffet en elite de er selv en del af. Måske kan fra en tid til en anden lønmodtagere gennem tvinge en enkeltsag, og når der er trusler fra en massebevægelse om at lave om på samfundet og det kan det lade sig gøre efter årtiers kamp at gennemføre nogle reform. I bund og grund er den repræsentation, underholdning, information som lønmodtagerne får kun interesseret i at sælge og tjene penge mest muligt, og derfor ikke at afskaffe sig selv og deres privilegier ligegyldigt hvor venstreorienteret disse er. I sidste ende vil elitens interesse vægter mest i de politiske skuespil en lønmodtagernes.

Lønmodtagerne afmagt bliver synligt igennem forældres kærlighed til barnet. Forældre oplever deres afmagt overfor politisk, teknologi, økonomien, … osv. Forældre vil give børene ud af lutter kærlighed og trøst alle mulige privilegier og beskyttelse. Barnet levet beskyttet i institutioner lang fra den virkelighed som forældrene lever i. For nogen forældre er barnet et projekt som skal beskytte, fordi det er et projekt som afspejler deres succes. Frygten for at barnet mistrives er frygten som er skabt af afmagt. Frygt er intet nyt som en del af samfundets kultur, fjendebilleder og katastrofer er en del af de hierarkiske samfund, men på trods alt dette har aldrig frygt været større b. la.: på grund af massekommunikation og det repræsentative demokrati ikke evner at magt det globale økologiske og økonomiske krise, og måske kunne magte den på en måde som netop ikke gavner lønmodtagerne, fordi kriser er en tid hvor netop frygten gøre folk villigt til at gøre næsten helst hvad regeringer siger. Afmagt viser sig ved at der er tilsyneladende behovet for at skulle oplyse voksende om hvordan man skal reagere på f.eks.: Når børn spørger hvorfor isen er smeltet der hvor julekalenderen er blevet indspillet? Men der er mange andre spørgsmål børn kan stille: Hvorfor der er krig? Hvorfor er der terrorisme? Det børe være almenviden at man ikke udsætter børn for ting man ikke tror de ikke kan forstå. Det et er klart tegn på social-fattigdom at man skal lære voksende ting om noget disse kan observere og lære i hverdage af deres børn selv. Men for at berolige forældre så bør man navne at børn kan klar lidt af hvert. Det er ikke første gang i historien at frygt er den del af samfundskultur som f. eks.: frygten for: Terrorisme, atomkrigen, istid, økonomiske kriser, kommunisterne, revolutioner, krig, sygdom … osv. Samfundet og børnene klarede det på trods af alle ods. Man skal vid at børn har igennem legen altid lært at håndter frygt med eller uden voksne. Oven i det kan det være store forskel på hvornår børn er moden nok til at tage fat i så store emner i livet.

Rigtig mange gang bliver der taget emner op i medierne som f.eks.: Terrorisme, Sygdom, naturkatastrofer, Klimaforandring, vold i Børne-tv, porno i børnehøjde, mobning på arbejdspladser, lykkepiller… osv. Hver gang bliver en eller flere politikere fra hver sin fløj spurgt om deres mening. Hver gang er der en eller anden specialist som bliver interviewet om emnet og hver gang råber Ngo’erne om handling, bedre love, flere penge i puljer. Ofte bliver der lavet en ”hovsa-lovgivning” og mindst lige så mange gang sige man der sker noget allerede ved det fra regeringen side. Hvem ved noget om det? Hvem har tid til at sætte sig ind i det emne? Nyheden om det der er sket af forbedring via loven kommer så sendt i aviserne efter der er stillet krav i om forandring i medierne, og næsten ingen kan huske noget hvad der faktisk er sket. I bunden af hierarkiet er græsrøddernes og lokalforeningerne som ansøger for penge i kommunen for deres aktiviteter og blade og hvor ildsjæle kæmper en brav kamp som en anden Sisyfos. 

Hvad siger alt dette om samfundet? At det politiske system har stadigvæk det gamle motto: ”brød og skuespil” og ”dele og herske” som princippet. Skaber dette politiske system en følelse af at kunne magte livets udfordringer for den enkelte? Skaber forbruget en følelse af indflydelse og betydning i hverdagen? Skaber alt dette til sammen en kollektiv følelse at kunne magte samfundet problemer nu og også fremtidens udfordringer? Nej, fordi i bund og grund er det de samme ting som sker igen og igen – samfundet er bundråddent!!

Det behøver ikke at være sådanl. Bare fordi man skal leve med noget betyder det ikke at man skal lige eller acceptere det på længer sigt! Hvordan kan man skabe handling og håb? Det må begynde ved at være klar hvor slemt det står til og indrømme hvor afmægtige det enkelte menneske faktisk er. Realisme er det første skrift til fremgang. Det er det først skridt til at sige og skabe følelse af vi kommer videre her fra. Det er en mulighed til at kunne sige til børnene ærligt: Ja – det går ikke godt, men vi vil gøre noget for at vende bøtten. De voksende tager sig sammen og af det. Det kan godt være at det er et langt skridt fra et menneske til en massebevægelse, og det er svært at vide hvad man skal begynde med, men man kan altid begynde med at snakke om det man syns er vigtig med andre og mødes lokalt, skrive nogle krav og mål ned, og derfra tage et skrid af gangen. 

Det er begyndelsen på at gøre op med repræsentation, hierarki, adskillelsen og slutteligt frygt for ikke at magte hverdagen og fremtiden.
Anarki for børenes skyld!!

[1] http://www.24.dk/article.jsp?articleId=14443

Advertisements

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s