Om fattigdom i Denmark og om Cekic’s case.

Jeg har skrevet den tekst som respons på en sag der kører i medierne.
Hvis der var noget som kunne rette den eller tilføje noget vil det være en stor hjælp.

Problemet er så langet fattigdom bliver opfattet som ”absolut”-fattigdom[1] i Denmark er der faktisk meget få fattige, men når man opgøre fattigdom som ”Relativ”-fattigdom ved at samlinger de fattigst og rigest i samfundet, og samlinger deres livskvalitet med hinanden, og så er der sikker mange flere fattige. Det debatten handler ikke om livskvalitet pressen, men om handler om “absolut” fattigt dom – det er de borgerlige der har fået retten til at definere hvad det der at være fattigt. Fakta et at når du lever af 15.ooo kr. er du sikkert økonomisk fattigere end mange andre, men ikke så meget så at du kan tales bland de absolut-fattige, men den social-fattigdom kan ikke opgøres økonomisk på samme måde som mange tror. Men fakta er at du tjener mere når du har en fest stilling fuldtidsarbejd som pædagogmedhjælper end når du er på kontanthjælp, og oven i det er du og bliver du opfattet som mere aktiv og blive mere anerkendt af samfundet som pædagogmedhjælper end når du er arbejdsløs. Det er utrolig stressende at skulle vende og dreje hver kr. og ør, og have et liv uden i det mindste at have et lille fremtids perspektiv. Det er socialt isolerende i forhold til venner, bekendte, fritidsliv, arbejdsliv, naboerne, kulturliv, ..osv. At være arbejdsløs betyder man har ikke samme mulighederne i at deltage i forbrugsfesten, og det igen betyder det er svært at vedligeholde der sociale relationer som er forbundet med forbruget eller de sociale relationer og anerkendelse som er forbundet med arbejdet. Et godt eks. er familien livet nu til jul. Der er jule-sammenkomster hvor man som arbejdsløs nok ikke har råd til at give de mange dyre gaver eller lave dyrt maden på samme niveau som andre gøre.  Hvad skal man snakke om til jul med familien?  Hvad folk snakker om er jo altid hvad det er for noget arbejde man laver, hvilke ting man har købt, hvor man har været ud at spise sidst, om man har været i biografen for nyligt eller hvor man har været ud at rejse hende. Oven i det er det tilsyneladende heler ikke muligt at deltage i den demokratiske debat uden at blives svinde ud af den som arbejdsløs. Man for at vide personligt at man har truffet de forkerte valg, og man ser selv skyld i det og ikke er rigtig fattig. Hvad gøre det være er at man ikke har en stemme som taler i pressen og alles svare er at man skal tie stille og komme videre med ens liv. 

Det vil sige at det er lykkedes borgerlige at betoner i folks hoveder at folk er selv skyld i at de ikke har arbejde. At det kan “betale” sig ikke at have et arbejde. Sådan noget er aldrig arbejdernes skyld, men kapitalismen. For at slå det fest. Jeg tror der er ikke en løsning at skær ned på kontanthjælpen, og heller ikke at drive arbejdsløse til vanvid igennem aktivering. Det eneste rigtige  og menneskelige er er at man sætter lønningerne op på  kortsigt! På langsite er det vigtigt helt at komme af med ideen at det eneste værdifulde arbejder for samfundet er det som forgår på arbejdsmarkedet. Det vil sige at målet er at skabe et samfund jvor man arbejder for at være glad, nyttigt og har lyst, og ikke fordi man skal for at overleve i komfort eller fordi den eneste måde at få anerkendelse og at gøre andre glad er på arbejdsmarkedet. I dag er det sådan arbejder er påtvunget ligegyldigt hvordan mandrejer og vender sagen: socialt, kulturelt, økonomisk, poltisk, … så skal man udnyttes for profittens skyld som lønmodtager. 

Det siger sig selv få anerkendelse er lige med at være ud på arbejdsmarkedet, og alle forventer også af en at det er at vær en aktiv mellem af samfundet er at arbejde. Succes normer og at være taber er to sider af samme mynte. Det er til at vise en succes hænger uadskilleligt sammen med at man tabuiserer og gemmer taber borte, og man forventet også at disse gemme sig selv væk – selv om man ikke kan gøre meget for den situation man er havnet i.  Sagen  i medierne viser dette godt. Ikke kun bliver normerne om succes propaganderet i hoved og røve i reklamer og politik, det forventes at være en del af ens egen tænkemønstre og adfærd. Det betyder at arbejdsløse dømmer sig hårderer selv end udenforstående. Det samme bliver endda forværret af at folk på kontanthjælp ikke kan forvente gode respons fra omverden. Der er ingen politiske eller faglige gruppe som organiserer eller forsvare deres interesser Det er fordi de ikke profit skabende og derfor overflødigt i samfundet. Der mangler en arbejdeskritik/ en kritik af arbejdstvang som f.eks. lønarbejde i en offentlige. Men der var da engang: SABE – Sammenslutning af Bevidst Arbejdssky Elementer.  Udbytning af lønmodtagerne bliver opfattet ikke som problem i debatten, og i politikernes øjne er arbejde næsten som en gave til menneskeligheden fra det private erhvervsliv. Man må blot forstille sig hvor svært for en enlig mor det må være at møde andre mødre som er i samme situation eller kvinder som lever i en bedre situation som også forstår hende faktisk. Hvad mon betyder for selvværdet at blive mødt med social- chauvinisme (classism) eller omvendt at folk som snobber ned på en? Alt dette betyder at man i en marginaliseret situation ikke har lyst eller ikke kan deltage i det sociale live på samme betingelser med andre, og derfor får heler ikke den inspiration, relationer og støtten der er vigtig for at få selvtidlig og styrken til at komme videre i ens liv.

Fremmedgørelse gør at folk ikke forstå når andre råber om hjælp, fordi ordene og adfærden ikke bliver forstået som de samme. Det det sker i medierne er et godt eks.: når en enlig mor som lever på kontanthjælp får kritik for at hun ryger og har en hund. Men i virkeligheden børe man forstå det som hvad det er: At hun har behov for at have råd til en lille smule luksus og irrationel adfærd som gør livet mere menneskeligt ligesom alle andre vil have. Det at have været i 20 år på kontanthjælp må gøre alle depressiv. Socialrådgiverne har svigtet og systemet er årsagen til at hun er blevet syge. 

Spørg dig selv: Vi vil du kunne kun leve med at være på kontanthjælp i over 20 år? Hvem kan lige at leve af 15. 000 kr. og være enligmore? Hvem kan lige at blev kikket ned på?

Fordi der er ikke flere der stiller sig disse spørgsmål ved folk ikke hvad fattigdom betyder, og derfor forstå de ikke hvad fattige sige og vil i dag!

P.s.: Det er i øvrigt forkasteligt at politikeren som fremme sin vil hjælpe og samtidig også fremme sind karriere nu svigter for at rede sin egen røv.  

[1] Se beskrivelse af fattigdom begreb på: http://da.wikipedia.org/wiki/Fattigdom

1 kommentar

Filed under Uncategorized

One response to “Om fattigdom i Denmark og om Cekic’s case.

  1. christian møller hansen

    hey hey,, efter læsning af ovenstående, kom jeg i tanke om en jobansøgning (se nedenstående) som jeg skrev på et jobaktiverings kursus for en henved 6 år siden,, da jeg nægtede at sende andre mere speciffike ansøgninger ud til diverse arbejdspladser (jeg er fra lyngby, og kommunen kræver her at man sender min 7 om ugen!) blev jeg tvangsaktiveret som internservice mand i en møbelkæde,, da jeg ingen jobambitioner har arbejder jeg stadig her med at pakke møbler ind og skubbe indkøbsvogne på plads🙂 tænkte du måske synes den er interessant taget din artikel i betragtning!? ,, tak for en fornøjelig facebook side!!

    En jobansøgning…

    Sindet subjektiveret af objektiv virkelighed opstår ikke som et subjekt konfronterende objektiviteten. Det objektive univers er produktet af objektiverende operationer der strukturerer i en hensynstagen til selveste den strukturering sindet applikerer til dette. Sindet er som en metafor i forhold til en verden af objekter der i sig selv blot er en endeløs cirkel af interdependente reflekterende metaforer. Virkeligheden eksisterer som subjekt i forhold til et objekt der kun kan være intet, og som derfor kun er et objekt i en metaforisk forstand.

    Mit projekt er baseret på en objektivering af det subjektive objekts relation til andre subjekt/objektiverings processer og er derfor af videnskabelig karakter.

    Jeg ser, at der er blevet etableret et politisk økonomisk regime der i kraft af at bygge på en institutionalisering af usikkerhed i ansættelsesforholdet fungerer som en undertrykkelsesmekanisme. Regimet legitimerer gennem skabelsen af ækvivalenskæder såsom enfoldiggørelsen, indskrænkeliggørelsen og idiotificeringen af de fattige, de kloge og intelligentes ret til at herske.

    Det politisk økonomiske regimes epistemiske legitimering gennem f. eks selektionsmekanismen matematikken, etablerer en orden der er uanfægtelig. Systemet lukker sig omkring sig selv under henvisning til en universel form for rationalitet. Man kan påpege, at de undertrykte altid selv tager aktiv del i deres undertrykkelse, men jeg ser, at holdninger der tilskynder denne meddelagtighed blot er en legemliggjort effekt af selve undertrykkelses processen.

    De konstituerende kræfter i de symbolske magtmidler der bruges til at beskrive diskursen over den sociale verden er i enhver henseende politisk belastede sociale konstruktioner.

    Det siger sig selv, at et subjekts handling på grundlag af et subjekts subjektiverings proces, der blot er en uformidlet internalisering af det objektive, kun kan fungere som et tilsyneladende subjekt for handlinger, hvis virkelige subjekt er strukturen. De fattige er altså ikke blot fattige af egen skyld.

    Jeg finder det nødvendigt, at opløse dette regimes teorier, der eksplicit eller implicit behandler fattigdom som et mekanisk reaktions mønster for prædeterminerende/determinerede anskuelser i form af modeller eller roller. De fattiges habitus, det generative aspekt i deres metaprogrammering der leder til præregulerede improvisationer, er producerende praktikker der har tendens til at reproducere regulariteten af de objektive faktorer i produktionerne af det generative aspekt i deres metaprogrammering. Dette foregår ved, at de tilpasser sig krav indskrevet som objektive potentialiteter i en situation, som er defineret af de kognitive og motiverende strukturer der konstituerer den fattiges habitus, i.e shit happens!

    Vi artikulerer og eksternalisere vor individualitet ud i den socio-geografiske virkelighed og internaliserer derefter vor objektiverede selv. Socialiseringen af vor individuelle selv er aldrig færdig. Dikotomi skabelsen og diskurs kampene vil vedblive at være. Paradigmet, den hegemoniske velfærdsstat, vil vedblive at udvide sit felt indtil graden af anomalier når den kritiske grænse og diskursen skifter. Jeg ønsker, i ledtog med alle ligesindede, og af samfundet udrangerede og idiotificerede arbejdsløse, at øge graden af anomalier gennem anskaffelsen af så stor økonomisk/kulturel og social kapital som muligt.

    Grundet ubestemmelighedens tvingende nødvendighed. Inddragelsen af det ukendiges ineluctable modalitets hypostaserende om end strukturelt strukturerende og uniformt uniformerende konformitet har jeg skrevet disse linjer. In short, henvend jer venligst med job tilbud! Er du selv foruden arbejde henvend dig ligeså, og jeg vil gøre mit bedste for at sprede kendskab til din situation i min umiddelbare socio-geografiske intimsfære.

    Din lokale aktiverings anstalt er et udslag af omnipotent impotentisme.
    Gør va’ du kan for at få den nedlagt!

    Himlen er harmonien af generøse sentimenter !

    Helvede er konflikten blandt kujonagtige instinkter !

    Venskabelige hilsner

    -Entropikraten

    ! : ?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s