Food not Bombs historie og praksis

Jeg har været bruger af ungdomsværestedet Plexus/Hamlet i Århus hvor der blev serveret mad næsten hver dag. Jeg har selv været folkekøkken-aktivist i Købehavn i Folkets Hus og Christiania. Alle disse steder bliver drevet af frivillige og har hver især meget forskellige bruger med forskellige baggrund. Ofte har jeg oplevet et skel mellem aktivister (frivillige) og brugere (frivillige), et skel som også kan findes i det professionelle arbejde som pædagog. Det handler om hvor meget man selv vil involvere sig i den person man vil hjælpe, hvor meget man vil gå ind på denne persons behov, kultur og sociale baggrund, eller om man gider at sætter spørgsmålstegn ved om det man egentlig laver virkeligt hjælper brugerne, fordi det ofte handle mere om ens eget behovet for anerkendelse af ens identitet end man faktisk vil hjælp brugerne.

Jeg tager i teksten udgangspunkt i ”Food not Bombs” -bevægelsens historie og praksis.

At nægte nogen mad eller ikke at have råd til god mad, men også at styrk hvordan man spiser maden er en måder at styre og undertrykke mennesker på. Man tager noget meget fundamentalt fra dem, i det: ”Af alt det, der er fælles for mennesker, er følgende det, de er allermest fælles om: De må spise og drikke og netop dette er ejendommeligt nok det mest egoistiske, det som mest ubetinget og umiddelbart er forholdt individet: det jeg tænker, kan jeg lade andre vide, det jeg ser, kan andre se, det jeg siger, kan hundredvis af andre høre – men det, den enkelte spiser, kan ingen under nogen omstændigheder spise.”  Mad er ikke kun noget som definerer individualitet, det skaber også fællesskaber. Mad er noget kulturelt og derfor identitets skabende: ”[1]… eftersom dette primitivt fysiologiske element er noget absolut almenmenneskeligt, blive det indhold i fælles handlinger, og derved opstår måltidets sociologiske form, der netop i spisningens eksklusive egoisme knytter sig hyppigt samvær og en tilvænning til et fællesskab, som man kun sjældent opnår ved højerestående og åndelige lejligheder. Personer, der ikke ved særlig fælles interesser, kan finde hinanden ved et fælles måltid.” [2]

Folkekøkkener har været en måde at tilfredsstille behov for sund mad og noget at mødes om, og er også en måde at definere sig selv og andre. I Denmark blev: ”De første filantropiske bespisningsanstalter blev oprettet i 1800-t.”Det første danske folkekøkken åbnede i 1859 i Odense som et privatejet såkaldt dampkøkken med spisesal. Det første kommunale folkekøkken oprettedes først i 1917 i København.”[3], og siden har både private forretningsmænd og almennyttige forgreninger som Kirkens Korshær, og arbejderbevægelsen og kommunen lavet folkekøkkener for folk der havde behovet for billig mad og et sted at mødes som varmestuer. 

På samme måde som samfundets økonomiske og sociale problemer forandrer sig, samt de mennesker som bliver ramt af dem, forandrer sig tilbuddene til dem som har rug for hjælp. En ny type folkekøkken opstod i 1980’erne i USA og hedder ”Food Not Bombs”. De er en del af den alternative ungdomskultur over alt i verden: ”FNB” er blevet et slags ”folkekøkken-bevægelse” som startede i begyndelse af 1980’erne i Cambidge, Masseachusetts USA[4] i forbindelse med en gruppe af mennesker som protesterede imod et atomkraftværk og som malede graffiti sloganet, ”Mad til penge ikke til bomber”[5], på byens vægge. Det blev senere til FNB. Bevægelsen blev så succesfuld at den har spredte sig ud over hele verden sammen med ”anti-globaliseringsbevægelse”. Der findes også en aftager i Århus[6], samt forskellige folkekøkkener der ligner i København på (Christiania, Ungdomshuset, Kafa-X, …[7])

FNB’s principper er meget enkle:
”• Hvis regeringer og virksomheder verden over brugte så meget tid og energi på mad til mennesker, som de gør om krig, ville ingen være sulten.
• Der er mad nok i verden til at brødføde alle, men for meget af den går til spilde unødigt, som et direkte resultat af kapitalisme og militarisme.
• Vegansk mad er både sund og ikke-voldelig.”[8]
Hvad der adskiller FNB fra andre folkekøkkener, er at det er helt bygget udelukkende på frivilligt arbejdskraft. Maden kommer fra indsamlinger hos supermarkeder, markeder, restauranter, private donationer af mad og penge og nogen gange bliver det ”skraldet”[9] fra supermarkeds container. 
FNB kaldes også en ”community organizing”[10], fordi de vil skabe og styrke de lokale fællesskaber i nærmiljøet ved at invitere alle som har lyst til at deltage og hjælpe med på tværs af uddannelsesbaggrund, køn, klasser, tro, etnisk tilhørsforhold og baggrund osv. Idealet er, at fordomme bliver brudt ned og grænsen mellem ”bruger” og ”frivillige” også. Man hjælper hinanden for at fællesbåndene forstærkes. FNB arbejder for at gøre opmærksom på hjemløshed ved at synliggøre fattigdom uden at være en kristen velgørenheds fortagende eller kommunal myndighed.

Der bliver ikke stillet krav, dømt eller sæt i bås. Maden bliver altid serveret gratis til enhver som er sulten. Som regel altid et offentligt meget trafikeret sted, synlig for alle. FNB serverer b. la.: mad til demonstrationer, topmøder, alternative litteratur-, musik-, kunst-, politik- og træf. FNB handler også om selve retten til at servere mad til dem som har brug for det. Det er sket at politikerne besluttede at de fattige skulle fordrives fra det offentlige rum og at FNB-frivillige og de hjemløse blev mødt af kampklædt politi, som endte med at arresterer hundredvis af sympatisører. Dette skete f.eks.: i New York i og San Francisco i midt 90’erne.   

Kulturhuset støberriget, er et eksempel på et kommunalt drevet folkekøkken[11], som er skabt for at skabe et bedre lokalt fællesskab i den Sorte Firkant på Nørrebro. Dette tiltag har ligheder med FNB.

Kritiske observeringer.
Igennem praksis fællesskaberne opbygger man en mundtlig kultur, hvor med man overfører erfaring, viden og forståelser til hinanden, i mens man laver et folkekøkken. Denne: ”mundtlige kultur vil være en barriere”[12] for innovation, da den mundtlige kultur ikke uden videre kan overføres til den skriftlige form. En ”systematisk erfaringsopsamling forudsætter skriftlighed og offentliggørelse”[13]. Skriftligheden mangler, og det er problematisk da enhver innovation kræver at man tænker på en ny måde. Det kræver igen at man er villigt til glemmer nogle af ens forforståelser[14]. Man snakker også om ”aflæring”, som betyder at man med vilje ”glemmer” nogen af de ting man har tillært sig selv i socialiseringen.

En skriftlig oparbejdning kræve en vis distance i tid og rum for at kunne reflektere over tingende. FNB bygger på netværk i en bevægelse og ikke en egentlig organisation eller institution, og er derfor meget løst og spontant, hvilket giver en hurtig cirkulation frivillige. Samtidig er det svært at have overskud, tid, samle erfaringen, viden og resurser til at kunne danne sig et overblik for at lave et skriftligt produkt af godt nok kvalitet. Frivilligt arbejde betyder ofte at der er for få hænder og for mange opgaver, hvilket typisk bevirker til at den frivillige stopper med deres indsats og går ned med stress.  Det skyldes at ”I flere måneder ad gangen, ville to eller tre aktivister være ansvarlig for næsten alt arbejdet, hvert eneste måltid, herunder ”skraldning” natten før (jeg vil henvise til disse mennesker som “ledere”, selvom den eneste myndighed, de havde stammede fra det faktum at de gjorde alt det arbejde).”[15] Det hjalp heller ikke at få lavet et system med tovholdere, som koordinerede arbejdet ved at ”Hver koordinator skulle koordinere deres særlige arbejdsområde og rekruttere frivillige til at hjælpe dem stege, rydde op, eller skralde mad i container hver uge. Men hver gang, faldt systemet fra hinanden efter et par måneder. Koordinatorerne ville videregive deres ansvarsområder til andre aktivister, eller påtog sig alt det arbejde selv og søgte ikke andre frivillige som for at hjælpe og lære de færdigheder, som er nødvendigt for kunne at disse påtage sig mere ansvar. Ingen holdt sig eller andre aktivister ansvarlige over for deres forpligtelser.”[16] Det er faktisk sådan at det:”.. giver god mening, at folk enten er vant til at vende rykke til og undgå ansvar, eller at på tage sig lederrollen og slider i det som martyrer.”[17] i stedet for at spørge om hjælp og snakke om det nutidens hierarkiske samfund i deres nærmiljø.

En anden problematik er den manglende mangfoldighed blandt frivillige og brugere. Det kræver store anstrengelse for et folkekøkken at: ”det virker virkelig indbydende for folk uden for den dominerende klike, og faktisk vil ødelægge denne klike. Aktivister har hele tiden at minde dem selv og hinanden om at gøre en indsats for at tale med og at lære at de andre deltagere at kende, især de mennesker, der er afhængige af den gratis mad, vi serverer. Ellers sidder alle unge aktivister og spise og taler højlydt ved et bord, og de fattige spiser stille og roligt ved et andet bord under måltidet. Især folk fra privilegerede baggrunde mangler at forså vigtigheden af at opbygge reelle relationer som grundlag for deres aktivisme.”(13)[18]
Manglende ”aflæring” indeholder måske en nøgle til forståelsen, hvad der kan være en grund til at vi sjældent oplever, at innovationer sker i blandt homogene lukkede grupper hvor deltagerne er meget ens og har samme erfaring og viden.

Et eksempel på denne manglende innovation hos FNB: ”Skiftet væk fra veganisme var meget mere smertefuldt. De fleste fra lavere klasse som deltagere foretrak meget mere at vi serverede ikke-vegansk mad, og flere brugte endda deres mad-billetter til at købe os kød til at tilberede for os – et par af disse mennesker stoppede med at kommer efter nogen veganer som var medlemmer i (FNB) gruppen svarede på en iskold, ekskluderende, eller nedladende måde. Mange deltagere værdsatte vores sunde mad, men uden nogen protein eller fedt syndes de ikke det var meget af et måltid”[19].  Det viste sig senere at selv det at tillade mad med kød ikke lykkedes at åbne op til klikken af aktivister, fordi disse ikke var parate til at nedbryde netop gruppens sociale struktur.

Min erfaring siger mig at man må  afveje forholdet mellem ens egen behov for anerkendelse som ”aktivist” i et folkekøkken, og stille sig det sprøgsmål hvordan man tager højde for og hjælper bedst de menneskers som benytter sig af tilbudet.

Dette er en vigtig debat i en hvilken som helst gruppe som har som mål at hjælpe andre, og især en gruppe som FNB hvor deltagelse og inddragelse er både mål og middel for folkekøkkenet.

[1] Georg Simmel: Måltidets sociologi S. 135
[2] Georg Simmel: Måltidets sociologi s. 136
[3] 27-10-2010 20:40 http://www.denstoredanske.dk/Danmarks_g … %C3%B8kken
  Fork.: FNB
[4] 10-2010 21:17 http://en.wikipedia.org/wiki/Food_Not_Bombs#1980s:_Foundation_and_early_growth
[5] “Money for food, not for bombs” – 27-10-2010 21:17
http://en.wikipedia.org/wiki/Food_Not_Bombs#1980s:_Foundation_and_early_growth
[6]27-10-2010 21: http://www.myspace.com/fnbaarhus
[7]27-10-2010 21: http://malkavia.wordpress.com/about/folkek%C3%B8kkener/
[8]•If governments and corporations around the world spent as much time and energy on feeding people as they do on war, no one would go hungry.
• There is enough food in the world to feed everyone, but too much of it goes to waste needlessly, as a direct result of capitalism and militarism.
• Vegan food is both healthy and nonviolent.”: 27-10-2010 21:47 http://en.wikipedia.org/wiki/Food_Not_Bombs#1980s:_Foundation_and_early_growth
[9] Det kældes på ”Dumpster diving” på engelsk 27-10-2010 oo:46 http://en.wikipedia.org/wiki/Dumpster_diving  
[10] ”community organizing” engelsk: Der når beboer I et lokalområde organiser for at hjælpe hinanden I egen interesse. Se også: http://en.wikipedia.org/wiki/Community_organizing
[11] 27-10-2010 00:24 http://kubik.kk.dk/kultur2200/arrangementer/folkekokken-54
[12] Mogens Nielsen: Innovationens væsen s. 129
[13] Mogens Nielsen: Innovationens væsen s. 130
[14] Fagudtryk som beskriver alle de generaliserende forestillinger som vi har om andre mennesker uden at det behøver have negative mening som når man taler om f.eks.: fordomme.
[15] 28-10-2010 02:44 http://theanarchistlibrary.org/HTML/Peter_Gelderloos__A_Critical_History_of_Harrisonburg_Food_Not_Bombs.html
[16] 28-10-2010 02:57 http://theanarchistlibrary.org/HTML/Peter_Gelderloos__A_Critical_History_of_Harrisonburg_Food_Not_Bombs.html
[17]28-10-2010 14:12 http://theanarchistlibrary.org/HTML/Peter_Gelderloos__A_Critical_History_of_Harrisonburg_Food_Not_Bombs.html
[18] 28-10-2010 03:21 http://theanarchistlibrary.org/HTML/Peter_Gelderloos__A_Critical_History_of_Harrisonburg_Food_Not_Bombs.html
[19] 28-10-2010 03:09 http://theanarchistlibrary.org/HTML/Pet … Bombs.html

se videre: USA

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s