Der er ingen universelle løsninger – kommentar til en ANARKISTISK MØDEGUIDE

Ud fra min egne erfaringer er der mange måder at mødes på og at beslutte noget. Man behøver ikke at leve op til alle punkter på mødeguiden. Man får sikkert meget godt ud af at have en løbede debat for at finde ud af hvad der er lige relevant i den konkrete situation. Møder får hurtig et rituelle karakter som handler om at bekræft et givent fællesskab eller nogle holdninger.  Ofte er det sådan at folk forventer at man opfører sig på en bestemt måde, at man skal tale på en bestemt måde og at man skal have de samme punkter på dagsorden hver gang, fordi man skal gennemgå særlige procedurer får noget er et rigtig og retfærdigt møde. Ligeså lidt er det nødvendigt at forvente at man skal have talerliste eller en slags ordstyrer for at et møde fungerer.

Det er også noget underlig at debattere om at man skal beslutte noget vel konsensus eller kun ved flertalsafgørelser for at møde bliver retfærdigt. Jeg fortrækker konsensus, men jeg ved at der mange mennesker hvor der ikke er muligt på et idemæssigt plan at opnå konsensus, men det betyder ikke at man ikke kan opnå samtykke på nogen områder som f.eks. i forhold til konkrete projekter eller aktuelt emne.  Faktum er at alle styreform kan bruges til at dominere andre, og jeg forventer ikke at man kan realisere ens idealer med alle og enhver. Jeg forventer heller ikke at jeg skal have konsensus med vold og magt i alle demokratiske beslutningsprocesser jeg i deltager.  At kræve dette er ignorant og autoritært overfor andre.   

Min erfaring er at vi lever i et samfund hvor autoritet og konkurrence i hverdagen gør at møder bliver domineret af apologetisk taler. Det er vigtigere at snakke end det at lytte, og den rationel argumentation må vige for forforståelser som bliver legitimering af personlig kæpheste og succeskrav som igen bliver legitimeret ved formelt papirernusserig og regelrytter eller informelle autoritet igennem en slags identitetspolitik. Men der er også dem som argumenter med ”sundfornuft”, studentikost analyser og med intellektuelt moder og akademiske autoriteters citater som vil have magt og agt.  Det vigtigste af alt nemlig ens mål man har på kort eller lang sigt bliver skupet i baggrunden ved at fukse på ens principper og procedurer frem for ens faktiske viden, evner, handlinger og meninger.  

Jeg har aldrig oplevet før græsrødderne på den udenomsparlamentariske venstrefløj var så dårlig organiseret, små og så konfus i deres mål og mider end i dag. Det påvirker hvordan man perspektiverer mål og miderne. I det helle taget er der ofte mange som er pragmatiske kedelig og mange som samtidig har irrationelle illusioner i forhold til ens faktisk styrker og muligheder. Man skal kunne skelne mellem det faktisk muligheder og så et overordnet mål og potentiale for f.eks. at opnå anarki.  I årtier lykkes det med succes at diskreditere udenomsparlamentarisk arbejde. Det vil sige troen på radikal forandring og at et andet samfund er muhligt er ikke noget som  mange deler. Gabet mellem troen på hvad der kan lade sig gør politisk i dag i forhold til et utopisk mål er stort. Gabet mellem de faktiske resurser og ambitioner i bland græsrødderne har aldrig været støre.

Kaos i hovederne og mangel på styrke og selvtillid i udenomsparlamentarisk arbejde betyder at mål og mider er svært at tale om, fordi de abstraktioner man taler om som f.eks.: det revolutionære subjekt, avantgarden, arbejderklassen, Multituden, massen eller de 99 % betyder at man faktisk ikke taler til og om individer i måden man henvender sig til andre. Det er ligegyldigt hvor ”rationel”, velformuleret ens projekt er og hvor succesfuld ens aktioner er til at skabe opmærksomhed i medierne når man ikke taler om nogens faktiske problemer. Man laver intet andet end det politikerne laver i folketinget. Uden dette individ perspektiv bliver det bare en kedelig aktivisme. Det er ligegyldigt om man tager udgangspunkt i sit eget liv, et aktuelt emne, en enkeltsag eller i et filosofisk tema – så husk dog at tage udgangspunkt i personer og deres hverdag! Møderne må også afspejle dette, fordi måden man italersætter ting viser hvordan og hvorfor man vil gøre disse ting. Kun få mennesker ønsker at blive italesæt som arbejderklasse eller 99 %. Det er kun dem som er allerede enig i meget og som ønsker det man selv vil. Man møde sikkert mange fordomme i ens agitation på gaden og arbejdspladser når man møder fremmede mennesker, men næsten alle vil informeres om de problemer de støder på i deres hverdag, og vil snakke om årsgagerne og ansvar. Alle vil vide nogen om hvad man kan gøre ved det der vedrører en og so bliver opfatter som noget negativ.

Der findes mange måder at snakke om ting på og derfor også mange måder at gå til møde på – og kunsten er at være øvet og finde det som passer bedst i den konkrete situation for at skabe debat og aktion.  

Dialog og at igangsætte – ikke skoling
Skoling er direkte skadelig når man vil støtte op i folks evner til at hjælpe og lære sig selv noget, fordi: Hvordan funger undervisning i skolen? Der er lærer og elev rollen. Der er dem som vid noget og dem som ikke vid noget. Der er dem med den rigtig viden og så  dem med noget forkert viden. Faktum at alle vid noget om deres liv, men mange mangler også noget analyse eller faktuelt viden. Mange er ikke vendt til at deltage i debatter, møder og i at udføre og beslutte ting på en ikke hierarkisk måde.  At kunne det at kræver også at man lære fra og til med mindst muligt hierarkier. – at lære fra og til begynder ved individet.

Det er altid godt at tage udgangspunkt i noget man selv syns er vigtig eller hvad den anden syns er vigtig (Det fælles tredje). De kræver ikke at man vide noget om det ma snakker om(det er godt men ikke afgørende). Det vigtig er at man vid hvad der vedrører andre.  Men igen – tage udgangspunkt i hverdagsforhold lige ligegyldigt om der tale om det overordnede eller det konkret.

igen – En hver er specialister i ens eget liv og ikke andre, og det kan godt være man er specialist til at snakke om hvordan man tegner og bygge et hus, men dem som netop har boet i dette særlige hus ti år er netop specialist i et have boget i denne byggning så længe. Det samme gælder arbejderne. Man kan vide rigtig meget om social og økonomiske forhold, men Tomas som har solgt hvidvare i 25 år er specialist netop i at ar være lønarbejder og at have ernæret sig ved at sælg hvidvarer på det sted og denne tid. Man kan sige meget om overordnede problemstillinger og legitimere den med videnskabeligt korrekt empiri og men noget bliver først sand når det subjektiv anerkendes. Oplysning, agitation og aktioner for at skabe debat må tage udgangspunkt netop i dette, være inkluderende, og man kan ikke lære noget blot ved at få noget at vide, man skal have et minimum af involvering med på et eller andet plan. Det kan være at man genkender noget efter at have set det mange gang meget som feks. i tv reklamer, at man provokerer folk til at tag stilling, man kan bruge humor, det kan være ved at skabe et sted hvor folk som læser bøger, ved at man taler om mennesker som er vigtig i nogens liv som eks. famlieforhold(børn), ved at bruge kunsten som noget der kan skabe interesser, følelsesmæssig involvering og en dannelsesproces, ved at møde folk om morgen på vej til arbejdet ved en flyver om arbejdet, det kan være at man følge andres eks. eller at prøve sig selv frem DIY,  men igen har brug for formynderig og ingen har brug for skoling!!

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s