Anarkstisk Kaffeklub: 1. Maj – HVAD ER ARBEJDE?

Løbeseddel til 1. maj 2003

HVAD ER ARBEJDE?

*       *       *     

Hvis du har udlevet din “det-skal-jeg-være-når-jeg-bliver-stor”-drøm, bedes du folde en papirflyver af denne seddel og sende den videre ud i verden, uden videre gennemlæsning, de tvangsaktiverede vil så senere fjerne den og livet vil gå uforandret videre i go’ ro og orden!

Du læser derimod videre, måske har du ikke engang læst de forrige linier særlig grundigt, fordi du har haft travlt med at ransage din plagede hjerne efter en eller anden undskyldning for ikke at føle dig truffet over indholdet af denne seddel, for desperat at kunne leve uforandret videre i go’ ro og orden.

Du fik endda måske dit “drømmejob”, men du læser videre, fordi du ikke blev tilfredsstillet der er et eller andet der ikke hænger sammen. Bekymret, stresset og uden overskud, men “sådan har alle det jo, så lad være med at brokke dig, det er din egen skyld!” har du aldrig tænkt over, hvordan og hvorfor den hjemløse, blev hjemløs, den arbejdsløse, arbejdsløs og at alle i den trange morgentrafik har præcis de samme tanker, præcis de samme problemer og bekymringer inde bag deres morgen-pokerfjæs som dig? Du er i din position ikke særlig speciel, du kan undværes, du er ikke et individ, du er en ubetydelig celle i den store krop og kroppen har sine reserver… Så længe du passer ind er du ligegyldig, men så snart du bliver en virus, vil du mærke hvor nem du er at udskille.

*       *       *

FOLKESKOLEN
Enten finder du indholdet latterligt på en underholdene måde, eller også begynder indholdet at interesserer dig, for du læser tilsyneladende videre. For at forstå sammenhængen må du søge dybt i din hukommelse – til trods for at de fleste danskere er godt dresseret, deres hjerner er tamme: De glemmer hurtigt! Prøv at huske din barndom, dit barnehoved, dine spirende barnefølelser og spørg dig selv igen, var det virkelig så urealistisk og urimeligt det du drømte om dengang? Er det umuligt at menneskers drift fremad “kun” skulle være nysgerrighed eller “endnu værre: Ren og skær lyst”? I folkeskolen, denne pædagogiske rugemaskine, statsanstalt for folkevanvid, er det afgjort umuligt. Børn bliver tolket i hoved og røv’, for at blive defineret, analyseret og kanaliseret.

“Pædagogikken var der før dig, så den forstår dig bedre end du selv gør”! Hver morgen blev du smidt af og trukket gennem pensum bestemt af et ministerium dvs. magthaverne bestemmer hvad der er værd at vide, dvs. hvordan de kan tjene pengene hjem igen. Foran en DR-dokumentar får vi kaffen galt i halsen, når vi hører om indoktrineringen af islam i de mellemøstlige statsskoler, imens vi gladeligt sender vores eget respektive afkom i skole for at blive indoktrineret og ensrettet efter den vestlige markedsideologi.

“De kære små har kun godt af at lære om livet”, er spørgsmålet ikke mere, om de overhovedet ære at leve og vælge livet, eller om de lærer at overleve og tilpasse sig, de givne samfundsforhold, de kapitalistiske samfundsforhold. Blev vi nogensinde spurgt om vi ville være en del af samfundet, diskuterer vi det nogensinde med andre… diskuterer vi overhovedet vores forhold med andre? Vi er blevet målt og vejet, efter de gældende værdier dvs. ikke som mennesker, men som arbejdere og fastsat efter autoriserede kvaliteter af autoriserede repræsentanter (lærere og censorer) og har fået et autoriseret stykke papir der gør os til slaver af autoriserede evner.

Vi er ikke længere legekammerater og barndomskærester, vi er kastet i arbejdsmarkedet kolde flod, hvor vi pisker af sted med strømmen i enorm stime, i evig konkurrence, fordi vi ved at floden deler sig og snart vil snævres ind om os!

Se på Jer selv, I jager det liv, som allerede er blevet stjålet fra Jer. Og du læser stadig videre, enten morer du dig gevaldigt, eller også er du for alvor begyndt at føle dig truffet eller i det mindste kommer din tvivl vores argumenter til gode: Måske er du begyndt at tænke?

ARBEJDSMARKEDET
D
u læste videre eller kom i lære, blev kriminel eller fik anden erhvervserfaring, og prøv engang at kigge på dig selv. Hver dag knokler du på arbejdet, skriver regnskaber, så cheferne kan konkluderer at de kan give sig selv lønforhøjelse, du dikterer den rette livsform for børn i hikkede lokaler (“lærerkaldet”) osv.

Blev du lykkelig? Tror du dine børn gør det, ved at jage det samme liv? I hvor mange generationer, tror du at folk har jaget lykken og trådt den samme vej som dig? Du er ikke anderledes, ingen er anderledes. Dit arbejde har forvandlet dit liv, til overlevelse og adskilt din overlevelse i “arbejde” og “fritid”, hvor du skiftende producerer og forbruger og hvorfor kommer du ikke videre? Hvorfor er det kun din krop der forandres i din monotone hverdag? Hvem høster frugterne af dit og alle andres arbejde? Magthaverne, kapitalisterne! Det er tilladt at skrige af grin i dette stykke af teksten, disse ord er jo trods alt gået af mode i løbet af 90’erne og en hård skal af ignorance har overtaget bevidsthedens plads, i dag kan vi bilde os ind at vi har et ansvar og at vi har medbestemmelse, illusionen holder os i hvert fald gående. Men tænk dig om: Hvem for profitten?

Vi bruger 1.maj til at drikke og holde fri, men i stedet burde vi bruge dette overskud som denne ene dag giver os, til at samles og helt uformelt snakke om tingene og finde ud af at vores problemer ikke er vores egen og at alles problemer i virkeligheden bunder i den samme årsag: “Det hellige marked” og den tilhørende kapitalistiske stat. Viden er magt, måske er det derfor vi ikke ved ret meget?!

Men er det muligt, at vi kan være imod noget så grundlæggende som markedet og staten? Det er måske mere nærliggende at spørge: Er det muligt ikke være imod?

Ikke så sært at de kloge hoveder vrides afled for at finde “meningen med livet”, når der tilsyneladende er store kræfter på spil der effektivt udsletter enhver mening!

Staten og markedet har gjort os til arbejdere, stjålet vores liv og vores produktion: Kræv tilbage hvad der er tit. KRÆV IND, BROK DIG, SKAB DIG. Forkrøblede kravler vi gennem livet, til vi bliver kasserede som brugte klude, gemt af vejen og overladt til statens sidste institution; Plejehjemmet, hvor vi kan får masser af tid til at tænke over de tabte drømme og forhåbninger og det tomrum arbejdet efterlader os i! Grotesk som med en arbejdsløs, der ikke må bruge sine kræfter og sin hjerne, uanset hvor ivrig han er, der dømmes til et inaktivt liv af hensyn til udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet.

Men hvad nytter det! “Hvis der ikke var nogen løn og ingen chefer, var der ingen der ville lave noget” – siger I og tilføjer “jo, jeg ville selvfølgelig lave noget”. Er du bange for ansvaret og friheden? For alle siger det samme, og når alle siger det samme, betyder det at du bare behøver at spørge for at finde ud af, at dine medmennesker ikke er idioter og at de ligeså brændende som dig ønsker et bedre liv, med mere frihed og fantasi, men at de lige nu end ikke har fantasi til at forestille sig frihed og fantasi uden stemmesedlen… På grund af denne mangel på kommunikation, tvinger i hinanden til at arbejde: I fuldender Jeres egen undertrykkelse.

Vi beder dig ikke om at finde dig i denne løbeseddel, faktisk ser vi helst at du ikke finder dig i noget som helst! Tænk dig om, men læg nu sedlen i lommen, og snak nu for pokker med dem du alligevel er tvunget til at sidde i samme synkende båd med!

Vi som ANARKISTER KRÆVER: 0 timers arbejde = et helt livs selvbestemmelse!

ABEJDE ER TYVERI!

Advertisements

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s