anarkister.dk: PLADS TIL ALLE DER GIVER PLADS TIL ALLE

Løbeseddel lavet sommeren 2006

PLADS TIL ALLE DER GIVER PLADS TIL ALLE
Bygge bedre verdener – selvstyre til alle

I Denmar har alle stemmeret og kan stemme frit. Hvorfor opfatter anarkisterne den demokratiske proces som ufri?
Det parlamentariske demokrati har en struktur der svarer til det kapitalistiske marked: Statsforvaltningen er den opgave som kunden/borgerne stiller og partierne fungerer i deres struktur som forskellige virksomheder, der i den demokratiske proces brander sig selv for at få opgaven. Alt er karikeret og generaliseret og tilpasser sig en stadig bredere fællesnævner, og de forskellige krav til opgaven bliver efterkommet udefra kvantiteten bag kravet frem for kvaliteten. En politisk frase som “frihed” i forbindelse med værdiladede paroler uden indhold, svarer til at bruge nøgne bryster til at sælge biler: Der er ingen sammenhæng mellem reklame og produkt, kun leflen for den offentlige smag. Det handler ikke om at anarkisterne efterspørger kritiske vælgere og kritiske forbrugere, men er mere et spørgsmål om at folk begynder at tænke over den grundlæggende struktur. Disse populistiske tendenser, som det parlamentariske demokrati fremviser, er ikke fejltagelser eller småjusteringer, men er indbygget i selve systemet: Parlamentarisk demokrati er ikke-eksisterende uden sine vamle salgstrick, ligesåvel som kapitalismen ikke kan isoleres fra reklamen.

Når nu flertallet har bestemt at samfundet skal se sådan ud, hvorfor mener anarkisterne så at det er forkert?
Dels fordi det er forkert at snakke om et “flertal”, men også fordi at mennesker ikke kan sammenlignes med døde ting og gøres op i kvantiteter. Det sidste punkt vil jeg gerne uddybe først: Menneskers holdninger kan ikke ophobes ligesom kapital. Med kapital kan alle være enige om at 100 kroner er mere end 1 krone. Og på den statslige auktion hver fjerde år, sælges magten over det hele til den højestbydende: Den der samler flest stemmer er mest værd!

Men det handler i virkeligheden ikke om holdninger, for der er ingen dialog og ingen individuelle meninger blandt vælgerskaren eller flertallet. Det er ligeså tilfældigt og banalt som hvis man afgjorde at der er flest kvinder i samfundet og derfor skal kvinder bestemme alt!

Men svarene afhænger altid af spørgsmålet. Det som det parlamentariske demokrati går ud på er, at spørgsmålet er formuleret som simple valg, mellem opstillede muligheder der ikke nødvendigvis afspejler den brede vifte af holdninger der findes i den brede vifte af individer i et samfund. Feks. “vil du have kage eller is til dessert?” i stedet for de mere afgørende grundlæggende spørgsmål, “vil du have dessert?” og “hvad vil du have til dessert?”

Samfundets flertalsafgørelse er så i dette tilfælde baseret på, at når flertallet har afvejet de opstillede muligheder – de fleste mest fordi, at det har de lært at de skal – så når de en afgørelse der hedder “is” og det betyder at alle uagtet egen holdning SKAL have is og pinedød SKAL æde is ellers er der OGSÅ klø til dessert.

Men der er jo ikke nogen der tvinger een til at være en del af samfundet. Hvorfor snakker anarkisterne så om tvang i samfundet?
Fordi statssamfundet ikke tillader andre samfund indenfor sit territorium og al landjord i verden er fysisk fuldstændig fordelt i statslige territorier. Tvangen begynder på den måde rent fysisk ved at man er tvunget til at leve indenfor et samfund – det statslige – og det statslige samfunds spilleregler er, at alle der lever indenfor dets grænser skal følge dets

 An regler. For anarkisterne kan det sammenlignes direkte med et fængsel, bortset fra at der ikke engang er mulighed for at bryde ud! Og ikke nok med at der er tvungen fysisk underlæggelse der er også tvungen deltagelse og dermed en regulær voldtægt af den menneskelige psyke: Det er at blive tvunget til at tænke og handle i magtens mønstre.

Men vil vi ikke bare løbe rundt og slå hinanden regler og et politi til at håndhæve dem?
Det er jo ikke sådan at man vil løbe rundt og slå hinanden ihjel hvis ikke der ikke var et politikorps til at håndhæve en lov, det gør vi jo ikke til hverdag. Det siger noget om nogle mennesker når det første de tænker på i et samfund uden autoritet, statsmagt og politi er at slå andre ihjel. Hvor kommer denne forestilling fra. Vi lever i et hierarki hvor vi skal adlyde dem der er øverst, de skriver love til fordel for dem selv, eller er så arrogante at de går ud fra at vide hvad der er bedst for andre mennesker. Hvis ikke vi adlyder disse love trues vi med at blive smidt i fængsel eller få tæsk. Hvad gør man hvis man går stille og fredeligt på gaden, passer sig selv, uden at gøre en sjæl fortræd og der pludselig kommer en vred abe springende frem og stikker een en på tuden. Det vil man satme ikke finde sig i. Disse aber har så systematisk over en meget lang periode skræmt dig og dine venner så i nu makker ret af frygt for at blive dræbt. Over tiden har der været kampe frem og tilbage og aberne har givet undersåtterne flere valgmuligheder så undersåtter nu tror at de er frie. Den perfekte slave er den der tror han er fri! Men frygten for at blive slået ihjel ligger så dybt at vi har glemt at vi engang var frie og nu tror vi at alt ville bryde sammen hvis ikke nogen dikterede. At organisere et samfund i at hierarki er diktatur og dyrisk, det betyder at man fortæller sig selv, ligesom dem ovenover fortæller een det, at man er dum og at andre nok er bedre til at tage beslutninger der vedrører ens personlige liv end en selv. Om vi er klar over del eller ej, så gør vi os selv syge ved ikke at hævde vores naturret til at være frie selvstændige individer. Der bor en ånd i os der ER fri og hæmmer vi dens udtryk ved at underlægge os andres love og regler, når vi ikke er enige heri, bliver ånden vred og vender sig mod os. Dette oplever vi som psykiske sygdomme, vold, kriminalitet, angst, depression og had.

Hvis ikke der er nogen lov og ret, politi og nogen stat, hvad skal vi så gøre?
Anarkister er realistiske mennesker og anarkiet er ikke et glansbillede. Det kan da ikke udelukkes at nogen folk slår hinanden oven i hovedet, sådan en rask gang imellem, men det betyder ikke at mennesker ikke kan møde hinanden uden at være grundlæggende fremmede og skræmte, hvis der ikke er regler for omgang med andre mennesker. At tro det, er et produkt af fremmedgørelsen. Fremmedgørelse betyder at vi ikke forstår ting, der ellers er grundlæggende, fordi de er blevet hevet igennem så meget bureaukratisk sovs, at man ikke kan se den almindelige kartoffel for bare fedtsyrer. Det der skaber fremmedgørelsen er i høj grad den hierarkiske indretning af samfundet: Hvis nogen der er mere højtstående end én selv, og de mennesker man omgås, pludselig stikker sin lange arm ind mellem os og udstikker nogen spilleregler, så har vi aldrig prøvet at lege selv og tænker, at hvis ikke vi havde fået spilleregler – før vi overhovedet tænkte på at spille et spil – så ville vi ikke kunne finde ud af at spille netop det spil. Og ja, men spørgsmålet er om del ikke er no fuckin-big-deal, hvis vi ikke op af jordens golde grund fandt på at lege kapitalisme, men hvem ved hvilke andre sjove lege vi i stedet ville finde på … At vi ikke netop ville finde på det spil vi nu er blevet fanget i, betyder ikke at vi så ikke ville finde ud af noget som helst, blot at vi ville finde ud af noget andet og højst sandsynligt noget bedre, fordi det ville være personligt og baseret på den sociale omgang og de sociale behov!

Hvis vi lige havde fået tid til at snakke frit sammen, uden at nogen over os havde bestemt reglerne for kommunikation, kunne vi jo have fundet ud af om vi overhovedet gad lege med hinanden og i så fald, hvad og hvordan. Der ville ikke være brug for andet end en aftale baseret på frivillighed og fuldstændig manglende grund til at bryde den aftale fordi den er opstået af selvdefinerede behov og lyster. Ligesom vores venskaber, vil vores samfund være baseret på gensidig hjælp og frie aftaler. Vi hjælper andre og glædes derved fordi vi ved at andre til gengæld vil hjælpe os og glædes herved. Anarki er en samfunds organisering der tager udgangspunkt i det enkelte menneskes frie vilje, lyst og talent og menneskegruppen som bestående af individernes talenter.

Hvordan finder vi så ud af hvem der laver hvad?

Vi træffer beslutninger ved at afgøre hvad opgaven er, dvs. hvad er konsensus. Dernæst afgører vi hvordan opgaven bedst løses, udarbejder en plan for hvem der skal gøre hvad i fællesskab, altså en midlertidig opgave struktur, og gennemfører. Vi mener at et samfund naturligt vil bestå af selvstyrende fællesskaber, forenet i samarbejde udefra hvilke behov de forskellige kommuner har. Dette kaldes en føderation. Der er ingen grund til at nogen skal tvinges!

Altså kort sagt:  

Anarki er en samfunds organisering der tager udgangspunkt i det enkelte menneskes frie vilje, lyst og talent og menneskegruppen som bestående af individernes talenter. Anarkiet er baseret på frivillige aftaler og gensidig hjælp. Vi mener at ingen har ret til at underlægge sig andre og at ingen overhovedet er egnede dertil. Vi afviser således Hierarkiet, Staten, Kapitalismen, Politiet, Partiet og det Representative Demokrati som værende dybt skadelige, undertrykkende og absolutte umyndiggørende instanser. Vi mener at el samfund naturligt vil bestå af selvstyrende fællesskaber, fødererede i samarbejde udfra hvilke behov de forskellige kommuner har. I den anarkistiske model vil man aldrig opleve at skulle gøre noget man ikke havde lyst til, fordi diverse institutioner (stat, kapital) havde tilranet sig alle jordens resourcer, oprettet en volds organisering (politi, militær) til at holde andre væk fra de resourcer og holde dem for sig selv (privat ejendomsret), ud fra en asocial egoistisk grådighed. Vi anarkister betragter dette som værende absolut værdiløs og fuldstændig unødvendig. Vi stemmer ikke på, og opererer ikke med, partier da vi ikke kan se intelligensen, eller nogen fornuft, i at skulle påtvinge andre vores syn på verden. For dette er hvad mindretals eller flertals afstemninger er overfor for dem der er uenige, tyranni. Vi træffer beslutninger ved at afgøre hvad opgaven er, dvs. hvad er konsensus. Dernæst afgører vi hvordan opgaven bedst løses, udarbejder en plan for hvem der skal gøre hvad i fællesskab, altså en midlertidig opgave struktur, og gennemfører.

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s