Løbeseddel imod nedskæringer fordelt til en demonstration og ved en skole bz’etelse i Århus i 2003
~ Vilde strejker og Bz ~
Regeringens finanslov er udarbejdet og udtænkt på bekostning af de fattigste og socialt svageste. Regeringens fikse ideer om skattestoppet, nedskæringer og besparelser og udliciteringer foregår på bekostningen af den “lille mand på gulvet”. Også vi er ramt af det – vi gør modstand!
Forstil dig en skoledag og hvor ingen går i skole og alle hygger sig sammen et andet sted!! Forstil dig en skole og der bliver brugt til alt der ellers er forbudt!!
At strejke og besætte skoler er et middel til at skabe en kritisk offentlighed og for et vise vores protest – for at der ikke springes over emnet og blot gås videre i den politiske dagsorden.
I denne situation gælder: At det er rigtig og nødvendigt at det finder sted. At der bliver gjort front imod autoriteterne på
skolen og alle andre steder som truer med/trues af sanktioner … som vi forventer …hvis de ikke makker ret … elev-
“repræsentationen”, lærere, inspektører, ministre, forældre, osv., og forsøger at kanalisere og pacificere – netop
styrer os –
Vis at vi kun kan stole på hinanden! Hvis vi lytter til dem bliver vi kun snydt, solgt og forrådt!!
SOLIDARITET – Hvad betyder solidaritet?
Man gik så vidt som til at kalde det “broderskab” i gamle dag: Da individer frivilligt i fællesskab ofrede deres særinteresser og endda gik så vidt som til at sætte deres liv på spil af hensyn til fælles håndgribelige muligheder, men mulighederne som sådan var ikke det vigtigste – uden at være abstrakt besat af ideer som partiet, fagforeningen eller “sagen”, eller et individuelt håb, derimod det at ofre særinteresse for nogen tid for hinandens bedste. Men det er kun muligt når individet forstår og træffer beslutninger helt frit og derfor ligeså alvorligt tager ansvaret på sig – ellers ville særinteresserne straks komme frem og igen dominere hele billedet.
Derfor er solidaritet næppe det som fagforeningspampere, socialdemokrater og andre venstreorienterede – eller den gode borger som “glad betaler deres skat”- forbinder det med. Denne “solidaritet” er tilliden til velfærdsystemets tusinde øjne, medløbernes svømmen med strømmen for overlevelsen, det er konformisme. Den sikkerhed velfærdsstaten udbyder bliver betalt med frygt, makken ret, udenomssnak og skjulte dagsordener, ufriheden udfyldes med lovprisninger til “velfærdssystemet og demokratiet” – som politikerne gerne prædiker til enhver lejlighed. I stedet for at bruge kræfter på SOLIDARITET og at der sker noget, så kommer de fleste til at mene at det nok skal gå på den ene eller den anden måde. Det bygger “konsensus-Danmark” på. Hvis konsensus? – Magthavernes: Politikernes, fagforeningspampernes og arbejdsgivernes. Det er dem der lever fedt på denne mentalitet.
Man bliver først lukket ind i varmen -i den ganske-danske hygge- når man er “solidarisk” i magthavernes forstand – undersåtternes “solidaritet” forventes og appellerer lige netop til danskhed, velfærd, demokratisk ånd, osv. men netop i det øjeblik hvor man forlanger det mindste bevis på samme sympati den anden vej og vil have et stykke af “lagkagen”, så får man den kolde skulder. Så bliver man opfattet som sentimental, latterlig og dum og “hvis man ikke kan lide lugten i bageriet kan man bare fortrække”. Al anstændighed der før blev spekuleret i fordamper og forsvinder. Denne slags “solidaritet” betyder på den ene side desperat tillid til og “væren i samme båd med” staten og man er fanget i en blindgyde, fordi man er bange for at miste nogen af de “surt optjente sparepenge” og “velfortjente” velfærdsgoder. På den anden side er der de stereotype roller for udstødte – afvigere – dem der ikke kan eller vil være med til det. De bliver set som fjenden. De falder udenfor majoriteten – almenvellets hellige mål.
Det har vist sig nyttigt for højrefløjen og i dens propaganda og hetz i at mistænkeliggøre og skabe frygt og misundelse mod udstødte og svage – det er grundlaget til fremmedhad, racisme, og intolerance af enhver art.
Politikerne, fagforeningspamperne og arbejdsgiverne og deres konsensus er den egentlige fjende. Der findes ingen afart af solidaritet, kun en måde hvorpå den kan ødelægges.
Vi gør modstand, vi strejker, vi besætter, vi demonstrerer over at vi straffes med fravær, særlige vilkår (pensumudvidelse) eller at blive smidt ud i værste fald- sammenlignet med hvad denne regerings hidtidige rovdrift har bevirket: Nedskæringer og besparelser og den nye planlagte finanslov – kan vi kun grine over det.
Samtidigt viser vi, at vi ikke mener at det som skole er i dag er vi ikke på nogen måde glade for – ydelsespres, konkurrence, karaktererne, undervisning, elevrollen, mobning, hierarkiet og lærernes, inspektørens, forældrenes autoritet og alle autoriteter generelt.
Vi gør modstand! Vi demonstrerer! Vi strejker! Vi besætter!
SORTE FANE 