Errico Malatesta: Anarkisme, arbejderbevægelsen og syndikalismen

 Teksten er taget fra: Anarkismen – En antalogi, forlaget Rhodos, Serie Bibliotek Rhodos, 1970, s.138-149

Errico Malatesta:
Anarkisme, arbejderbevægelsen og syndikalismen

Arbejderbevægelsen kan ikke, på trods af dens fortjenester og muligheder, i sig selv være en revolutionær bevægelse, i den forstand at den ikke kan være en negation af det juridiske og moralske grundlag for det nuværende samfund.

Den kan – det kan enhver ny organisation – have de højeste aspirationer og de mest radikale hensigter i overensstemmelse med dens grundlæggeres ideer og ånden i dens vedtagne regler, men hvis den ønsker at fungere som fagforening, dvs. at forsvare medlemmernes øjeblikkelige interesser, så må den de facto anerkende de institutioner, den fornægter i teorien, tilpasse sig omstændighederne og trin for trin forsøge at opnå så meget den kan ved forhandlinger og kompromisser med arbejdsgivere og regering.

Kort sagt, fagforeningerne er i følge hele deres natur reformistiske og aldrig revolutionære. Den revolutionære ånd må indføres, udvikles og opretholdes gennem stadige aktioner af revolutionære, som arbejder indenfor deres egne rækker såvel som udenfor, men det kan ikke være den normale naturlige definition på fagforeningernes funktion. Tværtimod er de organiserede arbejderes faktiske og øjeblikkelige interesser, som det er fagforeningernes rolle at forsvare, meget ofte i modstrid med deres idealer og deres langsigtede mål, og fagforeningen kan kun handle på en revolutionær måde, hvis den er præget af en offervillig indstilling og i det omfang, idealet bliver sat over interesserne, dvs. kun hvis, og kun i det omfang; den ophører med at være et økonomisk forbund og bliver en politisk og idealistisk gruppe. Og dette er ikke muligt for de store fagforeninger, som for at kunne handle behøver massernes billigelse, altid mere eller mindre egoistiske, frygtsomme og bagstræberiske.
Dette er dog ikke det værste aspekt ved situationen.

Det kapitalistiske samfund er sådan indrettet, at, generelt set, hver klasses, hver grupperings, hvert individs interesser er i konflikt med alle de andre klassers, grupperingers og individers interesser. Og hver dag ser man det mest komplicerede optræk til harmoni og interessesammenstød mellem klasser og mellem individer, som udfra et synspunkt om social retfærdighed altid skulle være venner eller altid fjender. Og det sker ofte, på trods af den så højt priste proletariatets solidaritet, at en gruppe arbejderes interesser er i modstrid med andre arbejderes og fremmende for en vis kategori af arbejdsgiverinteresser; ligesom det også sker at de øjeblikkelige interesser – på trods af det ønskede internationale broderskab – binder arbejderne i et hvert land til de lokale kapitalister og stifier dem i en fjendtlig position til fremmede arbejdere. Som et eksempel kan vi henvise til de forskellige arbejderorganisationers stillingtagen til spørgsmål om afgifter og toidbarrierer og til den frivillige rolle, som de arbejdende masser spiller i krigen mellem kapitalistiske stater.

Listen er endeløs – antagonisme mellem ansatte og ikke-ansatte, mellem mænd og kvinder, mellem indfødte arbejdere og fremmede arbejdere iblandt dem, mellem arbejdere som benytter offentlige institutioner som arbejder i disse institutioner, mellem dem som har et fag og dem som ønsker at lære det. Men jeg vil her gøre specielt opmærksom på den interesse, som de arbejdere, der er engagerede i produktionen af luksusvarer, har i de besiddende klassers velfærd, og den interesse som et stort antal af kategorier af arbejdere på forskellige steder har i at “business” kommer til deres fag, selvom det bliver på andre lokaliteters bekostning og til skade for produktion, som er nyttig for fællesskabet som helhed. Og hvad skal man sige til dem, der arbejder i industrier som er skadelige for samfundet og for personer, når de ikke har nogen anden måde at tjene til livets ophold? I normale tider, når der ikke er nogen tro på en overhængende revolution, så gå hen og prøv at overtale arbejderne på arsenalerne, som er truede med arbejdsløshed, til at kræve at regeringen ikke skal bygge nye krigsskibe! Og prøv med fagforeningernes midler, og idet man yder retfærdighed til alle, at løse konflikten mellem dock-arbejdere, som ikke har nogen andre måder at sikre sig midler til livets ophold på end ved at monopolisere alt forefaldende arbejde til dem der har arbejdet der længe, og på den anden side de nyankomne, “lejlighedsarbejderne” som kræver deres ret til at arbejde og leve! Alt dette, og meget andet som kunne siges, viser at arbejderbevægelsen i sig selv, uden den gæren af revolutionært udsyn i modsætning til arbejdernes kortsigtede interesser, uden de revolutionæres kritik og impulser, langt fra at lede til en omformning af samfundet til alles fordel, har en tilbøjelighed til at opmuntre til gruppeegoisme og til at skabe en klasse af priviligerede arbejdere, der lever på ryggen af den store masse, der er gjort “arveløs”.

Og dette forklarer det generelle fænomen, at arbejerorganisationerne i alle lande efterhånden, som de er vokset og blevet stærke, er blevet konservative og reaktionære, og de som har tjent arbejderbevægelsen ærligt og med drømme om et samfund baseret på velfærd og retfærdighed for alle, er dømte til ligesom Sisyphos til stadighed at begynde helt forfra igen.

Det er ikke sandt, hvad syndikalisterne end siger, at dagens arbejderorganisationer vil tjene som ramme for fremtidens samfund og vi lette overgangen fra bourgeoisiregimet til et styre baseret på lighed. Dette er en idé som blev godtaget blandt medlemmerne af den første Internationale; og hvis jeg ikke tager fejl, så vil man i Bakunins skrifter kunne finde at det ny samfund vil blive nået ved at arbejdere tilslutter sig Internationales sektioner.
Jeg mener dette er en fejltagelse.

De eksisterende arbejderorganisationers struktur svarer til de nuværende betingelser for det økonomiske liv, som er resultatet af historisk udvikling og kapitalistisk herredømme. Og det nye samfund kan ikke nås uden at bryde med disse strukturer og uden at skabe nye organismer, som svarer til de nye betingelser og de nye sociale mål.

Arbejdere i dag er grupperet i overensstemmelse med de fag de udøver, med de industrier som de arbejder i, de arbejdsgivere som de må bekæmpe eller den virksomhed de er bundet til. Hvad vil nytten af disse grupperinger være, når et stort antal eksisterende fag og industrier – uden arbejdsgivere og med forretningsforbindelser der er vendt op og ned på – må forsvinde, nogle permanent, fordi de er unyttige og skadelige, andre midlertidigt, fordi de, skønt nyttige i fremtiden ikke vil have nogen raison d’etre eller eksistensmuligheder i den sociale omvæltnnigs periode? Til hvilken nytte, bare for at nævne et af de tusinder af eksempler man kommer til at tænke på, vil organisationen af marmorhuggere i Carrara være, når det der bliver brug for er at de giver sig til at dyrke jorden og forøge fødevareproduktionen, idet de overlader opførelsen af monumenter og marmorpaladser til fremtiden?

Arbejderorganisationerne kan givetvis, specielt i deres kooperative former (som i øvrigt under det kapitalistiske system har en tilbøjelighed til at tøjle arbejdernes modstand), tjene til at udvikle tekniske og administrative færdigheder hos arbejderne, men i en revolutionær periode og for den sociale reorganisations skyld, må de forsvinde og opsuges i nye folkelige grupperinger, som omstændighederne kræver det. Og det er de revolutionæres opgave at forsøge at hindre udviklingen af en esprit de corpse i disse eksisterende organisationer, hvilket ville være en hindring for tifredsstillelsen af de nye sociale behov.

Derfor er arbejderbevægelsen efter min mening et instrument man kan bruge i dag til at anspore og uddanne masserne, og i morgen til det uundgåelige offentlige sammenstød. Men det er et instrument som har sine ulemper og sine farer. Og vi anarkister må gøre os alle anstrengelser for at neutralisere disse ulemper, afbøde farerne og bruge bevægelsen så meget vi kan til vore formål. Dette betyder ikke, sådan som det har været antydet, at vi ønsker at arbejderbevægelsen skal være anarkisternes redskab. Selvfølgelig ville vi være glade hvis alle arbejdere, hvis alle var anarkister… men i så tilfælde ville anarki være en kendsgerning og der ville ikke være behov for sådanne diskussioner.

Det vi kunne ønske under den nuværende tingenes tilstand er, at arbejderbevægelsen var åben overfor al fremadskuende, fantasirig påvirkning og at arbejderne deltog i alle økonomiske, politiske og åndelige aktiviteter i samfundet, idet de levede og udviklede sig, fri for al ydre kontrol fra os, ligesom fra de politiske partier.

Der er mange kammerater som bestræber sig på at gøre arbejderbevægelsen og anarkistbevægelsen til ét og det samme og hvor de kan, som f.eks. i Spanien, Argentina og i mindre omfang i Italien, Frankrig, Tyskland etc., dér prøver de at give arbejderorganisationerne et rentud anarkistisk program. Der er dem der kalder sig “anarkosyndikalister” eller når de slår sig sammen med andre, som faktisk ikke er anarkister, betegner de sig som “revolutionære syndikalister”. Det er nødvendigt at forklare hvad der menes med “syndikalisme”.

Det er et spørgsmål om den ønskede fremtid, dvs. hvis der med syndikalisme menes den form for social organisation som skal erstatte den kapitalistiske og statslige organisation, så er det enten det samme som anarki, og er derfor et udtryk som kun tjener til at skabe forvirring, eller det er forskelligt fra anarki, og kan derfor ikke akcepteres af anarkister. Sandt at sige er der blandt de ideer og planer for fremtiden som bliver fremsat af denne eller hin syndikalist nogle som er ægte anarkistiske, men der er andre som under forskellige navne og i forskellige forklædninger repræsenterer den autoritære struktur, som er årsagen til de onder vi i dag klager over og som derfor ikke kan have noget tilfælles med anarki. Men det er ikke syndikalismen som et socialt system jeg ønsker at beskæftige mig med, siden det ikke er dette der kan virke afgørende for anarkisternes nuværende aktivitet med henblik på arbejderbevægelsen. Hvad vi er interesserede i, er alle arbejderorganisationer, alle de forbund der er dannede for at modstå arbejdsgivernes undertrykkelse og for at formindske eller ødelægge udbytningen af menneskelig arbejdskraft af dem som kontrollerer rigdomskilderne og produktions midlerne.

Nu siger jeg at disse ikke kan være anarkistiske organisationer og man skal ikke ønske at de ville være det for hvis de var, ville de hverken være i stand til at gør deres arbejde eller tjene det mål anarkisterne stræber efter ved at slutte sig til dem.

Fagforeningerne er skabt for i dag at forsvare arbejdernes øjeblikkelige interesser og forbedre deres vilkår så meget som muligt, indtil den dag de vil være i stand til at gennemføre en revolution, som vil gøre de eksisterende lønslaver til frie arbejdere, frit associerede til alles fordel.

For at fagforeningen kan tjene sit eget formål og på samme tid være et uddannelsesmiddel og sted for propaganda, som sigter på fremtidig radikal social forandring, ville det være nødvendigt at den bragte alle arbejdere sammen eller i det mindste alle de arbejdere som stræber efter at forbedre deres vikår og som det lykkes at gøre egnede til en eller anden form for modstand mod bosserne. Ønsker man måske at vente på al arbejderne er blevet anarkister før man opfordrer dem til at organisere sig selv og før man giver dem adgang til modstandsorganisationerne, når det ikke længere ville være påkrævet fordi masserne allerede ville være i stand til at lave revolutionen? I dette tilfælde ville fagforeningen dublere anarkistgruppernes rolle og ville forblive kraftesløs, både til at opnå forbedringer og til at lave revolutionen. Som en anden mulighed har man et anarkistisk program på tryk og er tilfreds med formel ubevidst støtte, og bringer således folk sammen som følger lederne som får, og som vil forsvinde eller gå over til fjenden ved den førstgivne lejlighed, hvor det virkeligt vil være nødvendigt at handle som anarkister.

Fagforeningsbevægelsen er i sin natur reformistisk Alt hvad man kan håbe sig af den er, at de reformer den kræver og opnår, er af en sådan art og er opnået på sådanne måder, at de tjener revolutionær uddannelse og forberedelse og lader vejen stå åben for endnu større krav.

Enhver sammensmeltning eller sammenblanding af anarkistbevægelsen og fagforeningsbevægelsen ender med enten at gøre den sidstnævnte ude af stand til at udføre sine specielle opgaver eller med at svække, forvrænge eller udslukke den anarkistiske ånd.

Fagforeningen kan dukke op med et socialistisk, revolutionært eller anarkistisk program, og det er faktisk med sådanne programmer at mange arbejderorganisationer oprindelig løber af stabelen. De forbliver programmer tro så længe de er svage og magtesløse, dvs. de er propagandagrupper, påbegyndt og støttet af få enthusiastiske og overbeviste personer, snarere end organer der er i stand til effektiv handling: men når det lykkes dem at trække masserne ind i deres rækker og opnå styrke til at kræve og få gennemført forbedringer, bliver det oprindelige program et tomt slogan, som ingen tager højtideligt, taktikken bliver tilpasset de øjeblikkelige behov og de første dages enthusiaster tilpasser sig enten eller de må vige for mændene med “realitetssans”, som er opmærksomme på nutiden, uden at bekymre sig om fremtiden.

Der er sikkert kammerater som på trods af at de står i første række indenfor fagforeningsbevægelsen er forblevet oprigtige og enthusiastiske anarkister, ligesom der er arbejdergrupperinger som henter deres inspiration i anarkistiske ideer. Men det ville være en letkøbt måde at kritisere på, at slå ned, på de tusinder af eksempler, hvor disse mænd og disse grupper i deres daglige handlinger faktisk er i modstrid med de anarkistiske ideer. Jeg går med til at dette er livets barske realiteter. Man kan ikke handle på en anarkistisk måde, når man er nødsaget til at have med arbejdsgivere og myndigheder at gøre. Man kan ikke lade masserne handle på egen hånd, når de nægter at handle og beder om eller kræver ledere. Men hvorfor forveksle anarkisme med det som ikke er anarkisme, og hvorfor skulle vi som anarkister påtage os ansvaret for handlinger og kompromisser, der er nødvendiggjorte ved at masserne ikke er anarkister, ikke engang hvis de tilhører en organisation som har skrevet det anarkistiske program i sine vedtægter?

Efter min mening skal anarkisterne ikke ønske at fagforeningerne var anarkistiske, men de må handle indenfor disses rækker, til fremme af anarkistiske mål, som enkeltpersoner, som grupper og som sammenslutninger af grupper. Ligesom der findes eller burde findes studie- og diskussionsgrupper, propagandagrupper der arbejder blandt menigmand med det skrevne eller talte ord, koorperative grupper, grupper på fabrikker, grupper blandt landarbejderne, i kaserner såvel som på skolerne, således burde specielle grupper dannes indenfor de forskellige organisationer som engagerer sig i klassekampen.

Det ville naturligvis være ideelt, hvis enhver var anarkist og hvis organisationerne fungerede på anarkistisk vis, men i så tilfælde er det klart at der ikke ville være noget behov for at organisere sig til kampen mod arbejdsgiverne, for der ville ikke længere være nogen bosser. Men i situationen som den er, i erkendelse af ens arbejdskammeraters sociale udvikling er som den er, bør de anarkistiske grupper ikke forvente at arbejderorganisationerne handler som om de var anarkistiske, men de bør gøre sig enhver anstrengelse for at tilskynde dem til at nærme sig den anarkistiske metode så meget som muligt. Hvis det af hensyn til disse organisationers beståen og til deres medlemmers behov og ønsker er absolut nødvendigt at forhandle, at indgå kompromisser og etablere tvivlsomme kontakter med myndighederne, så lad det være nødvendigt; men dette må gøres af andre, ikke af anarkister, hvis rolle det er at påvise utistrækkeligheden og usikkerheden i alle de forbedringer som kan opnås under et kapitalistisk styre og at skubbe kampen henimod mere og mere radikale løsninger. Anarkister i fagforeninger burde kæmpe for at disse blev åbne for alle arbejdere, uanset synspunkter eller partitilhørsforhold på én betingelse: solidaritet i kampen mod bosserne; de bør modsætte sig den korporative indstilling og enhver bestræbelse på organisations- eller arbejdsmonopolisering. De bør forhindre fagforeningerne i at tjene som et redskab for manipulation fra politikerne til valgformål eller andre autoritære formål; de bør forsvare og udøve den direkte aktion, decentralisering, autonomi og det individuelle initiativ; de bør særlig bestræbe sig på at lære medlemmerne, hvorledes man deltager direkte i organisationslivet og hvorledes man kommer af med lederne og de fastansatte funktionærer.

De bør med andre ord forblive anarkister, altid i nær kontakt med anarkister og idet de husker på at arbejderorganisationerne ikke er målet, men blot et af midlerne, hvor vigtigt det end er, til at forberede vejen til opnåelsen af anarkisme. Man bør ikke forveksle “syndikalisme”, der er skabt som en doktrin og en metode til at løse de sociale problemer med fagforenmgers stiftelse eksistens og aktiviteter…

For os er det ikke al overordentlig betydning om arbejderne evt., ønsker mere eller mindre, hvad der er vigtigt er at de bør prøve at få hvad de ønsker ved egen indsats, gennem direkte aktion mod kapitalister og regering.

En lille forbedring opnået ved egen indsats er mere værd, gennem sin virkning på moralen – og også materielt på lang sigt – end en storstilet reform, indrømmet af regeringen eller af kapitalisterne, med tvivlsomt formål eller endog af “deres hjerters godhed”.

Bør man tilslutte sig en fagforening eller blive udenfor, dog idet man tager del i alle kampene og søger at gøre dem så radikale som muligt og altid forbliver i fortroppen under handling og fare?

Og fremfor alt, hvor vidt bør anarkister akceptere udøvende poster indenfor fagforeningerne og således lade sig bruge til disse forhandlinger, kompromisser, tilpasninger og kontakter med myndigheder og arbejdsgivere, som arbejderne selv kræver af dem og som er en fast bestanddel af de daglie krav om forbedrede forhold og af forsvaret for de indrømmelser der allerede er vundet?

I de to år der fulgte efter freden og op til begyndelsen af den fascistiske reaktions triumfer, befandt vi os i en enestående situation.

Revolutionen syntes at være overhængende, og de materielle og åndelige betingelser var faktisk tilstede til at gøre revolutionen mulig, såved som nødvendig.

Men vi anarkister manglede i høj grad den nødvendige styrke til at lave revolution med vore metoder og udelukkende med støtte fra vore egne rækker; vi havde brug for masserne og de var helt indstillede på at skride til handling, men de var ikke anarkister. Under alle omstændigheder ville en revolution uden støtte fra masserne, selv hvis den havde været mulig, kun have resulteret i et nyt lederskab, som altid ville være en fornægtelse af anarkismen, selv om det blev udøvet af anarkister og som ville have korrumperet de nye herskere og være endt i en tilbagevendenden til den statslige kapitalistiske styreform.

At have trukket sig tilbage fra kampen og afstå, fordi vi ikke kunne gøre præcis som vi ønskede at gøre, ville have været det samme som at give afkald på enhver nuværende og fremtidig mulighed, på ethvert håb om at udvikle bevægelsen i en retning vi ønskede den skulle gå. Det villie have været afkald på evig tid, for der vil aldrig være anarkistiske masser før samfundet er blevet omformet økonomisk og politisk og det samme problem vil være tilstede hver gang omstændighederne skaber en situation med revolutionære muligheder.

Det vil derfor for enhver pris være nødvendigt at vinde massernes tillid og komme i en stilling, hvorfra man kan give dem et skub, når de er i stemning for at skride til handling og på grund heraf syntes det nyttigt at sikre sig udøvende poster i arbejderorganisationerne. Alle farer for reformisme og korruption blev skubbet i baggrunden og man antog i hvert fald at de ikke ville få tid til at gøre nogen virkning.

Derfor blev det besluttet at stile enhver frit at handle i overensstemmelse med omstændighederne og som man mente var bedst, under betingelse af at man ikke glemte at man var anarkist og til enhver tid var ledet af den anarkistiske sags altovervejende interesser.

Men med de nylige erfaringer i hukommelsen, og i betragtning af den nuværende situation… synes jeg at det vil være nyttigt at vende tilbage til problemet og undersøge om det er et spørgsmål om at modificere vores taktik på denne, den vigtigste side af vores aktivitet.

Efter min mening må vi tilslutte os fagforeningerne, fordi vi ved at forblive udenfor forekommer dem fjendtlige, vor kritik bliver betragtet med mistro og på tidspunkter med uroligheder vil vi forekomme som ubudne gæster og vores deltagelse vil blive modtaget med kulde…

Og hvad angår det at anmode om og akceptere stillingger som ledere, tror jeg i almindelighed og i rolige perioder, at det er bedre at undgå at gøre det. Men jeg tror at skaden og faren ikke ligger så meget i selve det, at man optager en udøvende post – hvilket under visse omstændigheder kan være nyttigt og også nødvendigt – som i det at posten bliver permanent. Efter min mening bør personer med udøvende beføjelser udskiftes så ofte som muligt, såvel for at give så mange arbejdere som muligt erfaring med administrative hverv, som for at forhindre at det organisatoriske arbejde bliver en profession som bevirker at de der udfører den, til arbejdernes kamp tilføjer en bekymring for at miste deres jobs.

Og alt dette er ikke kun af interesse for den nuværende kamp og for uddannelsen af arbejderne, men også, hvad der er vigtigere, når man ser på udviklingen af revolutionen når den engang er påbegyndt.

Anarkister er rimeligvis i et modsætningsforhold til de autoritære kommunister som forudsætter en regering der ønsker at styre enhver side af det sociale liv, og som overlader organisationen af produktion og fordelingen af goder til de udnævntes afgørelser, hvilket kun kan skabe det mest hadefulde tyranni og forkrøbling af alle levende kræfter i samfundet.

Fagforeningerne ønsker tilsyneladende i enighed med anarkisterne i deres modvilje mod statscentralisme at slippe af med regeringen og at sætte fagforeningerne i stedet; og de siger at det er fagforeningerne der må overtage formuerne og fremskaffelsen af alle fødevarer, være ansvarlige for deres fordeling samt organisere produktion og vareudveksling. Og jeg ville ikke have noget at indvende mod dette, hvis fagforeningerne slog dørene op for hele befolkningen og stillede meningsafvigerne frit til at handle og have deres del af udbyttet.

Men i praksis kan denne overtagelse og denne fordeling ikke gennemføres spontant af masserne, selv med fagforeningspapirerne i orden, uden at afstedkomme et skadeligt spild af naturlige rigdomme og uden at ofre den svage til den stærke. Og det ville være endnu vanskeligere gennem massemøder at etablere enighed mellem de forskellige regioner og vareudvekslinger mellem de forskellige sammenslutninger af producenter. Man måtte drage omsorg herfor gennem beslutninger der blev taget i offentlige forsamlinger og udført af grupper og enkeltpersoner, som gør det frivilligt eller er blevet delegeret på behørig vis.

Altså, hvis der er et begrænset antal mennesker som gennem længe at have besat nogle poster bliver betraget som fagforeningsledere; hvis der er permanente sekretærer og udnævnte organisatorer, så vil det blive dem der automatisk får til opgave at organisere revolutionen og de vil være tibøjdige til at betragte dem som ønsker at lave uafhængige aktioner som ubudne gæster og uansvarlige elementer og de vil ønske at føre deres egen vilje igennem, også med de bedste hensigter – selv med brug af magt.

Og så ville det “syndikalistiske styre” snart blive den samme løgn, det samme tyranni som det såkaldte “proletariatets diktatur” er blevet det. Midlet mod denne fare og betingelsen for at revolutionen vil få succes som en progressiv faktor er “dannelsen” af et stort antal personer med initiativ og evner til at ga i kast med de praktiske opgaver: ved at vende masserne til ikke at overlade den fælles sag i hænderne på nogle få og til kun at delegere til specielle opgaver og med begrænset varighed, når det er nødvendigt at delegere. Og syndikatet, hvis det er organiseret og det handler på en virkelig libertær måde, er det mest effektive middel til at skabe netop sådan en situation og netop sådan en ånd.

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s