Errico Malestesta: Anarki og regering

 Teksten er taget fra: Anarkismen – En antalogi, forlaget Rhodos, Serie Bibliotek Rhodos, 1970, s.118-126

Errico Malestesta
Anarki og regering

Ordet “anarki” stammer fra græsk og betyder, direkte oversat “uden ledelse”, den tilstand et folk er i, når der ikke er nogen udnævnt myndighed.

Før en sådan organisationsform var begyndt at blive anset for mulig og ønskværdig af en hel klasse af tænkere, således at den blev set som målet for en bevægelse (der nu er blevet en af de vigtigste faktorer i den moderne sociale kamp), blev ordet “anarkik” overalt brugt i betydningen uorden og forvirring, og det anvendes stadig på den måde af de uvidende og af modstandere, der er interesseret i at fordreje sandheden.

Vi vil ikke gå ind i en fiologisk diskussion, men historisk. Den vanlige interpretation af ordet er ikke en misopfattelse af dets sande etymologiske betydning, men udledes af det på grund af den fordom, at en ledelse er en nødvendighed i organisationen af den sociale eksistens, og at et samfund aden ledelse følgelig, må føre til uorden, og svinge mellem den enes tøjlesløse herredømme og de andres blinde hævn.

Eksistensen af en sådan fordom og dens indflydelse på den betydning folk har givet ordet, kan nemt forklares.

Som alle levende væsener, tilpasser mennesket sig de forhold det lever under og videregiver i arven sine erhvervede vaner. På den måde er mennesket – der er født og har levet ufrit og nedstammer fra en lang linie af slaver – da det overhovedet begyndte at tænke, kommet til at tro, at slaveriet er en vigtig betingelse for livet, og friheden forekom det at være noget umuligt; På lignende måde er arbejderen – der igennem århundreder er blevet nødt til at regne med arbejdsgiverens gode vilje, for at få arbejde, d.v.s. brød, og som er blevet væn net til at se sit eget liv som noget, der står til rådigh for dem, som ejer jord og kapital – kommet til at tro, at det er hans herre, der giver ham maden, og han spørger snusfornuftigt, hvordan det dog skulle være muligt at eksistere, hvis han ikke havde nogen herre over sig.

På samme måde ville et menneske, hvis lemmer fra fødslen havde været snøret til kroppen, men som alligevel havde fundet ud af en måde, hvorpå han kunne hoppe rundt, måske give netop de bandager, der snørede ham sammen, æren for at han kunne hoppe, mens de tværtimod ville bevirke, at muskelenergien i hans lemmer blev forringet og lammet.

Hvis vi til den naturlige virkning af vanen så lægger den opdragelse han får fra sin herre, præsten, lægger etc. – der alle er interesserede i at lære ham, at arbejdsgiver og ledelse er nødvendig, hvis vi tilføjer dommeren og politimanden, der er til for at tvinge dem, tænker anderledes – og dem som kunne finde på at udbrede deres tanker, – til at holde sig tavse, – så forstår vi hvordan fordommen omkring det nyttige og det nødvendige ved ledere og regering er opstaet Lad os bare forestile os, at en læge fremlagde en fuldstændig teori med tusind dygtigt lavede illustrationer for at vise manden med de fastsnørede lemmer at hvis hans arme og ben blev gjort fri af bandagerne, ville han ikke kunne gå, eller endog leve. Manden ville forsvare sine bandager som en rasende og anse enhver, der prøvede at rive dem af, for sin fjende.

Hvis man derfor mener, at ledelse er nødvendig, og at alt uden ledelse ville være uorden og forvirring, så er det naturligt og logisk at formode, at anarki, der indebærer, at der ikke er nogen leddse, også må betyde mangel på orden. Denne antagelse er heller ikke uden paralleler i ordenes historie. I de epoker og lande, hvor man har anset eenmands styre (monarki) for værende nødvendigt, er ordet “republik” (dvs. ledelse afmange) blevet brugt nøjagtig som “anarki”, nemlig til at dække uorden og forvirring. Rester af denne betydning kan stadig findes i dagligsproget i næsten alle lande.

Når denne opfattelse bliver ændret, og folk bliver overbevist om, at leddse ikke er uomgængelig, men yderst skadelig, så vil ordet “anarki”, netop fordi det betyder “uden ledelse” komme til at stå for “den naturlige lige orden, harmoni af alles behov og interesser, fuldstændig frihed med total solidaritet”.

Derfor tager de mennesker fejl, som hævder, at anarkisterne har valgt deres navn dårligt, fordi det bliver opfattet fejlagtigt af masserne og fører til forkerte interpretationer. Fejlen ligger ikke i ordet, men i forholdene. De vanskeligheder, som anarkister møder, når de udbreder deres synspunkter, stammer ikke fra den betegnelse, de har givet sig selv, men fra det faktum, at de med deres opfattelse rammer ned i alle de indgroede fordomme, som folk har angående ledelse, eller, som det kaldes, “staten”.

Før vi går videre, er det nok så godt at forklare dette sidste ord (“Staten”), der efter vores opfattelse er den egentlige årsag til megen misforståelse.

Anarkister bruger normalt ordet “staten” til at betegne hele den samling al institutioner, politiske, lovgivende, dømmende, militære, økonomiske etc. – gennem hvilke muligheden for at ordne sine egne sager og bestemme sin egen adfærd, samt muligheden for at arbejde med at sikre sig selv, bliver frataget folket og betroet til visse enkeltpersoner, som får eller tiltager sig retten til at lave love for og over alle, og til at tvinge folk til at overholde dem, idet de kan gøre brug af samfundets kollektive magt dertil.

I den sammenhæng betyder ordet ”stat” ledelse, eller om man vil, er det et abstrakt udtryk for det, som ledelsen eller regeringen udgør. På den måde er der fuldstændig overensstemmelse mellem udtryk som “afskaffelse af staten” eller “et samfund uden stat” og den opfattelse, som anarkister ønsker at fremlægge, omfattende ødelæggelse af enhver politisk institution, der bygger på autoritet, og dannelse af et frit og ligeberettiget samfund, der er bygget på interessernes harmoni og det frivillige bidrag til tilfredsstillelsen al alle sociale behov.

Ordet “stat” har dog mange andre betydninger, og deriblandt nogle der kan føre til fejlopfattelser især blandt dem, hvis bedrøvelige sociale stilling ikke har givet dem tid til at vænne sig til de subtile betydninger i videnskabelig sprogbrug Eller hvad der er værre når ordet på forræderisk måde optages af modstandere, som er interesserede i at tilsløre betydningen eller som ikke ønsker at forstå det. På den måde kommer “stat” ofte ofte til at stå for et hvilket som helst samfund, eller samling af mennesker, der er forenet på et givet territoriun og som udgør det man kalder en “social enhed”, uafhængigt al måden på hvilken disse individer fungere sammen og uafhængigt af deres indbyrdes forhold “Stat” bliver også brugt synonymt med “samfund”. På grund af disse betydninger tror vore modstandere, – eller lader som om de tror – at anarkister ønsker at afskaffe enhver social relation og al kollektiv indsats, og reducere mennesket til en tilstand af isolation, – det vi sige til en tilstand, der er værre end barbariet.

Videre bruger vi ordet “stat” i betydningen af et land øverste administration, den centrale magtfaktor, som noget forskeffigt fra kommunale magtfaktorer.
Det får atter andre til at tro, at anarkister egentlig blot ønsker en decentralisering til mindre geografiske enheder, således at princippet om ledelse bevares intakt. På den måde blandes anarki sammen med kantonal elle kommunal styre.

Endelig står ordet “stat” for en tilstand, en måde at leve på, en “social orden” osv., og derfor siger vi, at det er nødvendigt at ændre de arbejdende klassers stilling, eller, at den anarkistiske stat er den eneste stat som er bygget på solidaritetsprincipper, og andre lignende udsagn. Når vi derfor også på andre tidspunkter siger, at vi ønsker at afskaffe staten, kan det synes absurd og kontradiktorisk.

Derfor tror vi, at det ville være bedre at bruge ud trykket “afskaffe staten” så lidt som muligt og i stedeer statte det med et klarere og mere konkret udtryk. – “afskaffelse af ledelse”.

Dette sidste udtryk vil blive mest anvendt i dette essay. Vi har hævdet, at anarki er et samfund uden ledelse. Men er det muligt, ønskværdigt eller klogt at “afskaffe ledelse”?

Hvad er ledelse? Der findes en sygdom i det menneskelige sind, der kaldes den metafysiske tendens, og som får mennesket til at lide al en slags hallucination hvor han anser det abstrakte for at være det virkelige Den indtræder efter at mennesket gennem en logisk proces har abstraheret kvaliteten fra et emne. Denne metafysiske tendens har trods den positive videnskabs anslag stadig dybe rødder i tankerne hos de fleste af vore medmennesker. Den har en sådan indflydelse, at mange betragter ledelse som en faktisk eksisterende entitet, med tilhørende egenskaber såsom fornuft, retfærdighed, lighed, og som værende uafhængig af de personer, der udgør ledelsen.

For dem, som forestiller sig tingene på denne måde, er regeringen, eller “staten” den abstrakte sociale magt, og den repræsenterer – hele tiden abstrakt – det som er i alles interesse. Den er udtrykket for alles rettigheder og anses for at være begrænset af hver enkelts rettigheder. Denne måde at se regering på, støttes af de interesserede individer, for hvem det er en altafgørende nødvendighed, at autoritetsprincippet opretholdes og altid overlever fejlene hos de personer, der udøver magten.

For os er regering summen af magthaverne, og magthavere – konger, præsidenter, ministre, parlamentsmedlemmer og hvad ved jeg – er personer, som har magt til at lave love, der regulerer forholdet imellem mennesker, og til at gennemtvinge overholdelsen al disse love. De udsætter folk for regulativer, og overvåger og sanktionerer private sager. De monopoliserer bestemte sektorer af produktionen og de offentlige serviceorganer, – eller hvis de får lyst – al produktion og alle offentlige serviceorganer. De fremmer eller forhindrer udvekslingen af varer. De laver krig og fred med styret i andre lande. De tillader eller bremser fri handel og mange andre ting. Lederne er altså kort sagt de personer, som har magt til – i større eller mindre grad – at benytte samfundets kollektive kræfter; det vil sige, at de kan tvinge alle intellektuelle, fysiske og økonomiske kræfter til at følge deres (ledernes) ønsker. Og denne magt udgør, efter vores mening, netop princippet bag ledelse og autoritet.

Men hvad er nu grunden til, at der eksisterer ledelse? Hvorfor afgiver man sin frihed, sit eget initiativ til andre individer? Hvorfor giver man dem magt til, med eller mod alles ønske, at disponere over alles kræfter på denne måde? Er lederne da så eksceptionelt begavede, at de med nogen grad al fornuft kan antages at repræsentere masserne og handle på alle menneskers vegne, bedre end alle mennesker selv ville kunne handle? Er de så ufejlbarlige og ukorrumperede, at man med nogen rimelighed kan overlade til dem at bestemme hver enkelt individs skæbne, idet man blot stoler på deres viden og godhed?

Og selv om der så eksisterede mænd af en sådan uendelig godhed og klogskab, og selv om vi så antog – hvad der aldrig er sket i historien, og hvad vi heller ikke tror nogensinde vil ske – at regeringshvervet skulle tilfalade de dygtigste og bedste, ville så det at de fik magten til lede tilføje noget som helst til deres positive indflydelse? Villie det ikke snarere lamme eller ødelægge den? For de som leder vil ikke finde det nødvendigt at beskæftige sig med sager som de ikke forstår, og hvad der er vigtigere, de må spilde størstedelen al deres energi på at beholde magten ved at søge at tilfredsstille deres venner, holde de utilfredse nede, og beherske de oprørske. Og videre, lad lederne være gode eller onde, kloge eller dumme, – hvordan får de overhovedet magten? Skal de selv tage den gennem krig, erobringer eller revolution? Hvis det er således, hvilken garanti har folket for, at dets bedste ligger lederen på hjerte? I det tilfælde er det et spørgsmål om simpel usurpering, og hvis folk er utilfredse er der intet andet at gøre end at kaste åget af sig ved at gribe til våben. Bliver lederne rekrutteret fra en bestemt klasse eller et bestemt parti? For hvis det er tilfældet, vil den klasse eller det partis ideer og interesser vinde, og andres ønsker og interesser vil blive ofret. Bliver de valgt ved almindelige valg? Hvis det er tilfældet, er tal det eneste kriterium, og tal er givetvis ikke nogen garanti for fornuft, retsind eller evner. Ved almindeligt valg er de valgte dem, som bedst har forstået at betage masserne. Minoriteten, som kan være halvdelen minus een, bliver ofret. Helt bortset herfra har erfaringen vist, at det er umuligt at finde et valgsystem, der virkelig sikrer flertallet valg.

Mange og vidt forskellige er de teorier, som menneskene har brugt for at retfærdiggøre ledelse. Alle er de dog grundlagt – om det indrømmes eller ej – på en antagelse om, at de enkelte personer i et givet samfund har modstridende interesser, og at en ydre, øverste myndighed er nødvendig for at få nogle til at respektere at andres ret. Det sker ved at de foreskriver nogle adfærdsregler og sørger for, at de bliver overholdt, således at de stridende parters interesser kan blive så harmonisk tilgodeset som muligt, og således at hver kan få den maksimale tilfredsstillelse mod at ofre det minimale. Hvis, siger den autoritære skoles teoretikere, Hvis, siger den autoritære skoles teoretikere, – hvis nu et individs interesser, tendenser og ønsker er i modstrid med et andet individs, eller måske med hele samfundets, hvem skal så have ret og magt til at tvinge den ene til at respektere den anden eller de andres interesser? Hvem vil være i stand til at forhindre den enkelte i at modsætte sig alle andres vilje? Den enkeltes frihed, siger de, er begrænset al det næste individs frihed: men hvem vil sætte disse grænser, og hvem vil sørge for, at de bliver respekteret? Interessernes og lidenskabernes naturlige antagonisme nødvendiggør ledelse og retfærdiggør autoritet. Autoriteten optræder som mægler i den socialekamp og definerer grænserne for hver enkelts rettigheder og pligter.

Dette er teori. Men for at en teori kan være sand, må den bygge på en forklaring af fakta. Vi kender jo meget godt fra den politiske økonomi, hvordan teorier alt for ofte bliver opfundet for at retfærdiggøre fakta; det vil sige: for at forsvare privilegier og for at få disses ofre til stiltiende at akceptere dem. Lad os derfor her se på selve de faktiske forhold.

Regeringer, eller ledelse i det hele taget, undertrykker menneskeheden på to måder. Enten direkte, ved brutal magtanvendelse, eller indirekte, ved at fratage mennesker deres muligheder for at klare sig, og på den måde gøre dem hjælpeløse. Politisk magt udsprang af den første metode; økonomiske privilegier voksede ud af den anden. En ledelse kan også undertrykke mennesket ved at sætte sig på dets følelser; det sker gennem den religiøse autoritet. Der findes kun den ene grund til at udbrede religiøs overtro, at den forsvarer og konsoliderer de politiske og økonomiske priviegier.

I det primitive samfund da verden ikke var sa tæt befolket som nu, og da de sociale relationer var mindre komplicerede, var de to kræfter, den politiske og den økonomiske, ofte forenet i den samme mands hænder. De som med magt havde overvundet og forarmet de andre, tvang disse til at blive deres tjenere og lod dem udføre ting for sig. Sejrherrerne var på samme tid ejere, lovgivere, konger, dommere og bødler.

Men med den voksende befolkmngstæthed med behovenes vækst, med komplikationen al de sociale forhold blev den endeløse fortsættelse al en sådan despotisme umuliggjort.

Herrerne var for deres egen sikkerheds skyld nød til – meget mod deres vilje – at støtte sig på en priviligeret klasse mennesker, dvs. et vist antal mennesker med samme interesser, og de blev også nødt til at lade disse personer selv sørge for deres udkomme. Ikke desto mindre sikrede de sig selv den øverste og endelige kontrol. Med andre ord, herrerne sikrede sig retten for sig selv til at udnytte alle som det passede dem, og tilfredsstillede på den måde deres kongelige forfængelighed. Således udvikledes de private formuer i skyggen af den øverste regeringsmagt og fungerede – ofte ubevidst – som dens medsammensvorne. Klassen af besiddere voksede, og ved at få koncentreret alle produktionsmidlerne, selve livets kilder – landbrug, industri og råstoffer – endte den med selv at blive en magtfaktor. Denne magt vil altid i sidste ende, på grund af dens overlegne handlemuligheder, og den mængde af interesser den om fatter, mere eller mindre åbent undergrave den politikse magt, dvs. den regering, som den gør til sin politibetjent.

Dette fænomen har ofte gentaget sig i historien. Hver gang en fysisk stærk magt er kommet ovenpå i samfundet ved sin militære foretagsomhed, har erobrerne vist en tendens til at koncentrere regeringsmagten og de økonomiske ressourcer i deres egne hænder. Hver eneste gang har den stærke magt måttet indse, at den ikke kan overvåge produktionen og dirigere alting, og har måttet finde sig i en stærk klasse, – og straks har den mistet sin økonomiske indflydelse. Dermed følger opsplitningen i to slags magt. Den magt som tilhører den der beherkser landets kollektive kræfter – og den magt der tilgører den som ejer, og det er dem den øverste magthaver i egentligste forstand kommer til at blive afhængig af, for mennesker som ejer noget styrer de omtalte kollektive kræfters kilder.

Aldrig har denne affærernes tilstand været så acentueret som i vore tider. Produktionsudviklingen, handlens umådelige omfang, den store magt penge her fået, og alle de økonomiske resultater som opdagelsen af Amerika har givet, alt det har sikret den kapitalistiske klasse en sådan overlegenhed, at den ikke kan overføre nogen tillid til en regering, og i stedet ønsker den at regeringen skal opstå al sig selv: en regering som består af medlemmer al dens egen klasse, som konstant er under dens kontrol og især organiseret på en måde, at den kan forsvare sig mod dem som er gjort arveløse. På denne måde er det moderne parlamentariske system opstået.

I dag er regeringen sammensat al besiddere, eller af folk af deres klasse, som i den grad er under de riges indflydelse, at de selv ikke føler det nødvendigt at tage aktiv del. Rothschild behøver for eksempel ikke at blive hverken parlamentsmedlem eller politiker; det er nok for ham at sørge for at parlamentsmedlemmer og ministre er afhængige af ham.

I mange lande deltager proletariatet nominelt i valg af regering. Det er en tilladelse som bourgeoisiet (dvs. ejerne) har givet, enten for at få folkelig støtte i deres kamp mod kongelig og aristokratisk magt, eller for at aflede folks opmærksomhed fra deres egen frigørelse ved at give dem noget der ligner politisk magt. Om bourgeoisiet forudså det eller ej da de første gang besluttede at give folket ret til at stemme, så er det nu en kendsgerning, at denne ret i virkeligheden har vist sig kun at være en narresut, der tjente til at konsolidere bourgeoisiets magt, og som gav de mest energiske blandt proletariatet et illiusorisk mål om at komme til magten.

Selv med stemmeret for alle – og netop med den – er regeringsmagten forblevet tjener og politi for bourgeoisiet. Hvordan kunne det også være anderledes? Hvis regeringer kom så vidt til at være fjendtligtsindede, hvis demokratiets håb nogen sinde skulle blive mere end et blændværk som svigter og bedrager folket, ville den besiddende klasse føle sine interesser truet, slå fra sig og benytte al den magt og indflydelse som følger med når man sidder inde med rigdommen – for at reducere regeringen til den enkle funktion at være politimand.

Overalt og til alle tider, hvilket navn regeringen end har taget sig, hvad der end har været dens oprindelse eller organisation, så har det altid været dens væsentligste funktion at undertrykke og udnytte masserne, og at forsvare disse undertrykkere og udbyttere. Dens vigtigste kendetegn og uundværlige instrumenter er politimanden og skatteopkræveren, soldaten og fængslet. Hertil føjes nødvendigvis den opportunistiske præst eller lærer, som alt efter tilfældet understøttes og beskyttes al regeringen, så han gør folkets ånd tjenstvillig og gør folkelføjeligt under åget.

Således har det aktuelle spørgsmål i århundredernesstrid mellem frihed og autoritet, eller med andre ord, mellem social lighed og sociale kaster, i virkeligheden ikke været forbindelsen mellem samfund og individ, eller individets voksende uafhængighed på bekostning af den sociale kontrol, eller omvendt. Snarere har det været et spørgsmål om at forhindre det enkelte individ i at undertrykke de andre, om at give alle og enhver de samme rettigheder og handlingsmuligheder. Det har været et spørgsmål om at understøtte alles initiativ, som naturligt må være en fordel for alle – i stedet for initiativet fra nogle få, som nødvendigvis må ende med undertrykkelsen af alle andre.

Det er altid, kort sagt, et spørgsmål om at sætte et stopper for menneskers herredømme over og udnyttelse af hinanden, på en sådan måde at alle er interesseret i den fælles velfærd og at den enkeltes individuelle kraft i stedet for at undertrykke, bekæmpe andre, vil finde mulighed for den fuldkomne udvikling – og alle vil søge at finde sammen med andre, til alles større fordel.

Det følger af det vi sagde, at en regering eller ledelse, selv skabt på den hypotese at de autoritære socialisters ideelle regering er mulig, langtfra ville betyde en forøgelse af produktivkræfterne, men ville betyde en formindskelse, fordi regeringen ville begrænse initiativet til de få. Den ville give disse få lov til at gøre alt, uden selvfølgelig at være i stand til at udstyre dem med viden og forståelse al tingene.

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s