Antiautoritære Socialister: ALT DET SPAREN, SPAREN – FOR HVAD? FOR VAREN

 Løbeseddel mod nedskæringer fordelt i Århus i 2003 da statsministeren Anders Fogh Rasmussen besøgte skole byen.

ALT DET SPAREN, SPAREN – FOR HVAD? FOR VAREN

En omfattende nedskæringsspekulation har raset over det ganske, danske land og hvorfor? De hævder at det netop er for det danske lands, det nationale fællesskab, demokratiet, velfærdens og “vores egen” skyld.

MEN VI ER IKKE DET DANSKE LAND ELLER DET SÅKALDTE NATIONALE FÆLLESSKAB EJHELLER DEMOKRATIET OG VELFÆRDEN!

Derfor kan vi konkluderer at statsbudgettet hverken er tilegnet dig eller din kolonihave. Økonomien retter sig ikke efter den enkeltes/dine behov og ønsker.

Velfærdssamfundet og det nationale fællesskab er magthavernes ideer der skal legitimerer deres magt og sikre opbakningen til deres fundamentalt uretfærdige system: Kapitalismen. Det er reelt for dem, deres systems og den institutionaliserede magt der indhyller hverdagens skyld.

I tiden under “Den kolde krig” skulle vestlige magthavere bevise overfor deres borgere/undersåtter, at proletaren i vesten trods alt havde det langt bedre end dem bag jerntæppet i øst. Efter Sovjets fald, skete der i midlertidigt et ideologisk skift der har medvirket at overklassen nu uden hensyntagen til et eventuelt tab af terræn til den ideologiske venstrefløj: “Kommunisterne”, eller uden at være bekymret for at koldkrigs-kammeraten Sovjetunionen fusker sig ind, når vesten åbenlyst forsvarede sin interesser, når den troede at dens territorium var i fare- kan gennemtvinge sin markedsideologi. Denne farce af en “krig”, hvor to magtmonopoler kæmper om markedsandel og i virkeligheden repræsenterer den samme interesse: Markeds- og dermed kapitalmonopolet. I virkeligheden forsvarede de deres fjendes interesse i et gensidigt favntag, hvor symbiosen var at begge parter fik deres system legitimeret ved at henvise til modpartens uretfærdighed.

Kapitalismens sande guldalder. Siden den vestlige old-shcool-kapitalismes glorværdige sejr over øst, sejrer også en bestemt tidsånd, nemlig det der nu udnævnes til: Nyliberalismen og globaliseringen, der dybest set er et propagandatrick, da intet i virkeligheden er forandret i den herskende klasses position og mentalitet og ikke har været noget nær en ny “æra” siden de naturlige i juratiden og kapitalismens påståede “tidsånd”, blot er et skuespil der skal fungerer som ny påklædning af den samme gamle elendighed og trummerum. Det er blot en mystificering af markedsøkonomien og den kendsgerning at liberalisme egentlig overhovedet ikke er noget nyt, blot en klassisk borgerlig ideologi. Men sejrherren fører altid historieskriverens hånd i markedspropagandaens ånd. Globaliseringen beskriver kun at kapitalisterne/bourgeoisiet får en idé i en metropol, lader den patentere, få konceptet afviklet af andre, videnskabsmænd til at forske i det, finde investorer, finde pr-folk til at markedsføre det, få nogen til at koordinerer det hele, fremfinde billige råstoffer og arbejdskraft til at omsætte det til produkter og sælge det til mest mulig profit. Alt sammen mens projektet frit strækker sig over grænser udover hele kloden på en måde der gør det mest profitabelt. F.eks. at fremstille varerne i et land, hvor der egentlig ikke er marked for det, f.eks. luksusvare i udlande der så kan transporteres til i-lande, hvor ideen oprindelig er udviklet.

Alt sammen muligt fordi det østlige marked endeligt var åbnet til udplyndring og der ikke længere skulle tages hensyn til den “sociale markedsøkonomi” for den havde tabt, ude af historien og ikke længere en konkurrent. Kapitalisten var ikke længere nød til at gøre sin ideologi spiselig for at undgå oprør og modstand og få arbejderne til at effektiviserer ved at snyde dem til at tro at det var i et socialt henseende at markedets interesser skulle forsvares. Man kunne nu tromle frem med liberalisme og rationaliserer, fleksibilisere og udliciterer i den altoverskyggende omsorg for varen og det ukrænkelige “frie marked” der kun er frit for dem der har råd til at tjene på det, den rene markedsideologi.

For at beskæftige arbejderne indbyrdes og få dem til at konkurrere og effektiviserer sig frivilligt opfandt man istedet fremmedhadet. For at arbejderne skulle sætte en ære i at ydmyge sig til at knokle sig halvt ihjel til en -for kapitalisten- overskuelig pris prædkede politikerne om “det nationale fællesskab”, utillitarismens “det bedst mulige for de flest mulige”, der ikke betød at man gjorde noget for hinanden, men for at legitimerer velfærdsstaten der nok skulle “omfordele” goderne og vi bestemmer selv hvem, gennem det repræsentative demokrati, så vi uden at snakke sammen måtte bøje os for flertallet.

For at kunne gøre Venstre til et “folkeparti” og gøre Fogh mere attraktiv for det store flertal, arbejderne måtte han give afkald på sin ungdomsoprørske, idealistiske overspændthed som kommer til udtryk i “Fra socialstat til minimalstat” og erstatte det med realpolitisk pragmatisme for så at parre det med den populistiske fremmedhads-narresut. For derefter at være parat til at sluge den sure socialdemokratiske velfærdspille i sin åbenlyse magtliderlighed, men som det uartige barn han er har han kun foregivet at sluge den og er parat til at spytte den ud igen, når alle har glemt det og ingen kigger. Som det lød på Dansk Folkepartis landsmøde, “stram indvandrerkurs er moderne” og som Socialdemokratiet står på spring til at bekræfte. Den “gode borger” udleverer pligtopfyldende sine surt-optjente-penge -for de kræfter dennes chef har stjålet for profittens skyld- til at “sikre velfærden” i solidaritet med de andre danske borgere, så Venstre der har udnævnt sig selv til de svage og udstødtes “forsvarer” kan omfordele pengene efter selv at havde snuppet sig sin betaling for at lede forløbet. “Tid til forandring” lød pragmatikeren Anders Foghs parole, han blev valgt ind i Danmarks top og elitens kvælerslange skiftede ham, men blev ellers liggende fed og doven i solen, hvad den desværre ikke tillod sine undersåtter.

Det skal kunne “betale sig” at arbejde igen, dvs. umuliggjort at lade være, undgå det for dem der ikke kan eller vil lade sig nedslide og stresse, det øgede ydelsespres og konkurrence. Kun de helt umulige tilfælde kan akkurat få lov til at blive dumpet af systemet, enten hvis de ikke af ydre er præsentable eller de vandre om på gaden som tiggere. For dem er der mange af og alligevel finder staten ikke at der er råd, penge nok til dem. Selvom det dog er statens egen bank der producerer pengene og staten selv der med al sin magt er garanten for deres værdi, ønsker den ikke flere penge i omløb. Det velfærdssytem som tidligere sikrede overlevelsen er gået af mode. Nu skal der ryddes op i statens tunge udgifter og frasorteres det mest uprofitable, laves forretning gennem private forsikringer ligesom der kanaliseres mere og mere socialt ansvar til det “sociale netværk”, gratis ydelser fra familien til den enkelte. Familien bliver tilladt som en “stat i staten” til at opdrage og formynde!

Socialsystemet blev stødt udhulet op igennem 90’erne og får nu dødsstødet med “velfærdsreformerne” – den såkaldte “noget for noget”-parole, er du ikke fleksibel, forandringsvillig og beredt får du heller intet. Den enkelte er selv ansvarlig for om han nu lander på gulvet eller om han selv bliver en af røvhullerne på de bonede gulve.

At bekæmpe den “negative sociale arv” og kunne gå “fra bistandsklient til bankdirektør” – betyder at folk skal have den rette mentalitet til at tilpasse sig klassesamfundets hierarki. For at give det hele drivkraft, flyttes fokus til de indre fjender, indvandrerne, de dovne/”sociale snyltere” etc. Mærkeligt nok er det de svage som Fogh har udnævnt sig selv til forkæmper for – og det med henvisning til demokratiet og de øvrige “samfundsdyder” og fuldstændiggør dermed konformismen til fulde.

Statsminister Anders bekendtgør: TAG FRA DE FATTIGE OG GIV HALVDELEN TIL ANDRE FATTIGE!
– de riges udplyndring af samtlige fattige vil i øvrigt fortsætte, fortsat træls arbejdsdag! – Anders og hans lystige svende i regeringen vil altså svinge sparekniven over de i forvejen økonomisk udpinte, i stedet for at tage fra de riges svulmende pengetank. Regeringen værner om sit afkom, storkapitalisterne fremavlet af liberalismens “frie verdensmarked” og “naturlig” individualisme – der følge Venstre er synonymt med konkurrenceevne. Pludselig tegner der sig et uhyggeligt skarpt billede af regeringens egentlige intentioner med at bræge til “kulturkamp”: Intern splittelse og konkurrence lønarbejderne imellem, danskerne og “de fremmede”, sorte og hvide, rigtige og forkerte, venner og fjender! Hvem sagde “rydde op blandt smagsdommerne”? I stedet for at bortsmide den forpestede jord -velfærdssamfundets råddenhed- hyler de fede, velnærede planter på udlugning mellem samfundets udskud. Og regeringen – der genkender de fede, velnærede vækster i deres eget borgerlige væsen – bekendtgør: DE UDSTØDTE SKAL SLÅS OG HOLDES NEDE! Således kan vi læse i finanslovsforslaget for 2004, at regeringen gavmildt forgylder justitsministeriet, politi og militær, og formaner især om hårdere straffe for voldtægt og biltyveri. Samtidig har regeringen indstillet støtten til den offentlige transport, så det nu skal koste en timeløn at blive tvunget til fremmøde på en arbejdsplads og allernådigst få lov til at stresse sig til man blot er et hylster på nødtørftigt tilmålt pension. Men staten er ikke kun krigsførende indadtil. De borgerlige fremviser stolt deres lovede “skattelettelser”, som svar på stigende utilfredshed med forringelser af vælgernes dagligdag, men prøv at tage 5 % af 30.000 kr. og 5 % af 9.000 kr., hvilke social/økonomisk klasse tjener mest på skattestoppet? Og oveni er de ufaglærte ikke blevet stillet skattelettelser i udsigt. Vores triste hverdag, for os vi -lønarbejderne er der intet positivt i vores funktion som arbejdere – kun den triste kendsgerning at vi er tvunget til at sælge vores krop og ånd til den bedst betalende, da de færreste har den kapital der er nødvendig for at investerer profitabelt, altså at få kapitalen til at yngle. Kapitalen eller pengene adskiller til hver en tid rig og fattig, magthaver og undersåt, arbejder og chef imellem. Pengene repræsenterer det bestående, fastcementeret i samfundets fundament og samtidig er penge den reneste abstraktion af den værdi som fungerer som målestokken for al menneskeligt samkvem: Vareværdi. Det er den suverænt eneste accepterede og den eneste værdi som har monopol på at eksisterer.

Antiautoritære Socialister for Solidaritet

Advertisements

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s