Carl Heinrich Petersen: Anarkosyndikalisten Rudolf Rocker (1873-1958)

i: Carl Heinrich Petersen: Den glemte socialisme Borgen, Rodhos(bibliotek Rodhos), Kbh. 1981, s. 185-1198

Anarkosyndikalisten Rudolf Rocker (1873-1958)

I begyndelsen at 1893 ankom en knap tyveårig rejsende tysk håndværkssvend til Paris  efter at have gået på valsen et års tid i. Vesteuropa. Hans navn var Rudolf Rocker, og han var bogbinder af profession. Men han var tillige en slags politisk flygtning,

som i sit hjemland stod til et par års fængsel for sin agitatoriske virksomhed, fordi han havde været en af de officielle talere på et arbejdsløses-møde, arrangeret af anarkisterne i Mainz. Mødet blev ikke ført til ende efter planen, men sprængt af politiet på den måde, at den tilstedeværende ledende politimand pludselig rejste sig op, tog hjelmen på, forbød fortsættelse af mødet og erklærede en aftalerne, Sepp Örter, for anholdt. Mødedeltagerne protesterede højlydt, kom i slagsmål med politiet og befriede Örter. Nogle timer senere fik politiet dog fat i ham, og tre dage efter anholdt man mødets øvrige talere på nær Rocker,  som slap bort takket være sin åndsnærværelse. Politiet mødte op på hans arbejdsplads for at arrestere ham; men Rocker gik ganske roligt ud at bagdøren, mens politiet ventede på ham på virksomhedens kontor. Samme dag forlod han Mainz.

Som andre unge svende havde Rocker haft lyst til at gå på valsen, og desuden nærede han en indgroet uvilje mod at blive soldat i selve den prøjsiske hær med al dens kadaverdisciplin og hele reaktionære ånd – og endelig ville han nødig arresteres. Han slog således tre fluer med ét smæk ved at gå på rejsen i Tysklands vestlige nabolande fra 1892 til 1893. Og da han i udlandet erfarede, at hans talerkammerater fik ganske hårde 185 fængselsstraffe for mødet i Mainz –  helt op til 2 år – og at han selv kunne vente noget lignende, hvis han tog hjem til Tyskland, forblev han i det fremmede lige til den tyske revolutions sejr i 1918.

En smuk forårsaften i 1893 gik Rocker en tur i Paris sammen med en tjekkisk kammerat, da denne pludselig spurgte ham, om han ikke havde lyst til at følges med ham hen til et møde af jødiske anarkister. ”Jødiske anarkister? ” gentog Rocker.

”Findes der sådanne? Er der da katolske anarkister eller protestantiske anarkister?”  ”Disse her er ikke jøder af religion”, forklarede kammeraten. ”De har lige så lidt forbindelse med religion, som vi har”. ”Så er de ikke jøder”, insisterede Rocker. ”Ligesom vi ikke er kristne”.

Kammeraten forklarede så Rocker, at det drejede sig om såkaldte østjøder fra Rusland, Polen og Rumænien, og at disse mennesker tilhørte en bestemt etnisk folkegruppe og talte et særligt sprog,  jiddisch, der havde visse ligheder med tysk. Rocker gik med til det pågældende møde og til en del af de følgende møder, arrangeret af de nævnte jødiske kammerater, besøgte dem også i deres hjem og holdt endda undertiden foredrag for dem på tysk. Når han talte et meget enkelt tysk, tydeligt og langsomt, forstod østjøderne ham, og Rocker på sin side lærte at forstå en del jiddisch, men foreløbig bare det talte ord.

Således kom den tyske håndværkssvend Rudolf Rocker i kontakt med den jødiske arbejderbevægelse, hvilket fik afgørende betydning for hans livsløb, idet han i løbet af få år blev en af denne bevægelses mest fremtrædende personer.

I 1895 rejste Rocker til England, og de næste 20 år af sit liv viede han praktisk taget alle sine kræfter og al sin tid til oplysnings- og agitationsarbejde for det jiddischtalende proletariat i England og – i  en vis udstrækning – også i andre lande. Herom mere senere. Nu først et par ord om Rockers opvækstår.

Barndom og ungdom

Rocker fødtes i foråret 1873 i den sydvesttyske by Mainz. Begge forældrene døde, mens Rocker endnu var barn, og han måtte så tilbringe nogle år i et katolsk børnehjem, hvor han ikke befandt sig godt. Rockers eget hjem var udpræget frisindet og radikalt,

mange af veteranerne fra den tyske revolution i 1848 kom jævnligt i hjemmet, og den lille Rudolf lyttede ofte stærkt grebet til beretningerne fra de gamle frihedskæmpere om deres sejre og nederlag i den første tyske revolution. Naboskabet til Frankrig bevirkede også, at den franske revolutionære tradition var mere levende i dette hjørne af Tyskland end i landet som helhed.

Rocker var heller ikke udsat for nogen som helst religiøs påvirkning i sine forældres hjem, og derfor reagerede han udpræget negativt mod den religiøse tvang i det katolske børnehjem.

Det må have været temmeligt uhyggeligt, for endnu 70 år efter omtaler Rocker denne tvang med afsky; i et brev til mig skrev han således for et par år siden bl.a. (i dansk oversættelse): ”Et katolsk børnehjem, som jeg var på, er absolut ikke noget tiltalende sted for et barn, der som jeg ikke kendte til religiøs opdragelse i mit eget hjem”.

Nogen positiv indflydelse fik dette børnehjem aldrig på Rocker; han hår livet igennem afvist al religion, men uden fanatisme og ensidighed. Betegnende i den retning er således det meget smukke forhold, han stod i til sine gammeltroende jødiske svigerforældre, så længe de levede, skønt det for dem var en frygtelig sorg, at deres datter Milly Witcop i London havde mistet sin barnetro, før de fulgte efter hende fra Rusland til England, og for øvrigt også før hun traf Rocker i den jødiske arbejderbevægelse dér lige før århundredskiftet. Allerede som ganske ung bogbinderlærling kom Rocker i forbindelse med den tyske arbejderbevægelse og blev medlem af det tyske socialdemokrati. På det tidspunkt bestod i Tyskland endnu den berygtede socialistlov, der gjorde det meste af arbejderbevægelsens virksomhed ulovlig. Den socialistiske litteratur blev trykt i udlandet, smuglet ind i Tyskland og spredt illegalt dér.

Tusinder af arbejdere blev fængslet, endnu flere mistede arbejde og hjem. Hele Europas frisind harmedes over Bismarcks voldsregimente. Ingen anede dengang, at Tyskland 50 år senere skulle opleve et Hitler-regime, som i pervers sadisme og grusomhed næsten fik Bismarcks system til at stå med en human og liberal glans over sig. Rudolf Rocker følte sig tidligt draget af den konspirative kamp. Han skriver senere herom: ”Den underjordiske virksomhed udøvede en særegen tiltrækningskraft på mig, da jeg var ung, og appellerede i høj grad til min romantiske fantasi. Den medførte også, at jeg på et tidligt stadium lærte at afsky den brutale undertrykkelse af tankefriheden og den personlige overbevisning”.

Det var dog ikke bare i den bestående militaristiske stat, at den unge Rocker så et overgreb mod friheden. Han var også utilfreds med det daværende marxistiske socialdemokrati med dets fatalistiske udviklingsteori, stats-socialistiske tendenser og stærke partidisciplin. Hans medlemskab i det tyske socialdemokrati blev derfor ikke af lang varighed; allerede først i 90’erne sluttede han sig i stedet for til de fåtallige, men ganske aktive tyske anarkister. – Kort efter – i 1892 – fandt så det bevægede møde for arbejdsløse sted i Mainz, og Rocker forlod Tyskland.
 

I England 1895 -1918

Til sit 25. år tjente Rocker sit brød som bogbinder; men så blev han i 1898 valgt til redaktør for ”Der Arbeiterfraint” (Arbejdervennen) i London éfter i nogle måneder at have redigeret et andet lille 4-sidet jiddisch blad ”Dos Freie Vort” (Det frie ord) i Liverpool. ”Der Arbeiterfraint” var organ for de mange jødiske socialister og anarkister, som flygtede fra Polen, Litauen, Ukraine og Hviderusland, væk fra tsarismens pogromer og undertrykkelse i årene 1880-1914. De fleste af disse flygtninge drog videre til Amerika, nogle tog til Palæstina (de har æren for det socialistiske præg, den jødiske kolonisation af dette land fik lige fra starten); men mange blev i London i længere tid eller for bestandig.

Da Rocker i 1898 blev redaktør for ”Arbejdervennen” i London, havde han aldrig skrevet en linje på dette sprog – i Liverpool havde en kammerat oversat hans artikler til det lille ugeblad dér – men hans anseelse i arbejderkredse og blandt de jødiske socialister var så stor, at man uden betænkning valgte ham til denne vigtige stilling. Denne anseelse var velfortjent;thi overalt, hvor Rocker kom, søgte han kontakt med sine meningsfæller, deltog yderst aktivt i arbejdet for sine ideer og tilegnede sig ved omfattende studier en betydelig viden på mange felter.

Alle datidens store navne i den anarkistiske verden blev efterhånden hans personlige venner og læremestre. Det gælder russeren Peter Kropotkin, hollænderen Domela Nieuwenhuis, franskmanden Élisée Reclus og italieneren Errico Malatesta, folk, som (med undtagelse af Nieuwenhuis) selv i adskillige år måtte leve som landflygtige ligesom Rocker. Samtaler og brevveksling med disse betydelige mænd bidrog stærkt til hans åndelige udvikling, og praktisk politisk virksomhed som taler, skribent og organisator satte kronen på værket.

På alle disse felter viste Rocker allerede som ung usædvanligt gode evner, og de blev ikke mindre med årene.Han var altså vel rustet til sit redaktørhverv i London, bortset fra det sproglige; men allerede i løbet af et halvt års tid nåede Rocker ved en vældig energi frem til at beherske det mærkelige og vanskelige sprog jiddisch. I de 16 år 1898-1914, hvor han var Arbeiterfraints redaktør, skrev han næsten alle sine artikler, foruden mange bøger, pjecer og breve på dette sprog og talte jiddisch på utallige jødiske møder.

Der skete noget i de år, som jo på mange måder er den socialistiske bevægelses bedste tid, dens guldalder, før det politisk-moralske sammenbrud ved den første verdenskrigs begyndelse og den følgende uhyggelige kommunistiske splittelse. Troens og begejstringens tid og de stadige fremskridts og fremstøds tid kan man med fuld ret kalde tiden fra 90’erne til 1914 for næsten hele den internationale arbejderbevægelse. Dette gælder også for den jødiske arbejderbevægelse i London i de år. Og primus motor i al dens vidtspændende virksomhed var Rudolf Rocker.

Strejker, demonstrationer og møder, protestkampagner, indsamlinger og fagforeninger, ja, endog klublokaler, forelæsningsrækker, teaterstykker og et fornemt tidsskrift (Germinal) organiserede Rocker blandt de mange tusinde jødiske arbejdere i Londons Eastend og også aktioner, der berørte hele England. Det jødiske proletariat i London forgudede ham, og fattige forfulgte jøder over hele verden lærte navnet at kende på den mærkelige tyske håndværkssvend og redaktør, som – selv landflygtig – gjorde så stor en indsats for de mange østjøder, der fandt et fristed i London. Denne blomstrende jødiske arbejderbevægelse fik et knæk, den aldrig kom over, under første verdenskrig, idet Rocker blev interneret som ”fjendtlig udlænding” i slutningen af 1914, og en række af de mest aktive kammerater i øvrigt rejste hjem til Rusland efter den russiske revolution i februar 1917. Hertil kom, at mange af de tilbageblevne jøder efterhånden assimileredes som englændere, og tilgangen af nye indvandrerskarer standsede med krigens udbrud.

Rocker sad interneret lige til 1918 – i virkeligheden fordi han i krigens første måneder i sit blad havde vendt sig imod både den tyske militarisme og den engelske imperialisme i modsætning til sin ven Kropotkin, som klart tog parti for de allierede mod Tyskland – men selv som fange var han politisk og organisatorisk aktiv. Han blev tillidsmand, rådgiver og forelæser for sine fangekammerater og førte en stadig kamp mod ret udbredte reaktionære og nationalistiske opfattelser hos mange af de internerede tyskere.

I Tyskland 1919-1939

Efter krigen vendte Rocker tilbage til Tyskland, og her ydede han sit livs anden store indsats som åndelig leder for de tyske syndikalisters organisation (FAUD) og for den i slutningen af 1922 dannede syndikalistiske internationale (IAA). Ved Hitlers magtovertagelse måtte han naturligvis straks flygte, og alle hans personlige ejendele og hans vældige bibliotek stjal nazisterne; kun manuskriptet til sit hovedværk »Nationalism och Kultur«, som det hedder på svensk, fik Rocker kort efter smuglet ud af Tyskland af en hollandsk kammerat. Det er siden udkommet på mange sprog.

 
I USA 1933-1958

Sine sidste 25 år boede Rocker i USA. I de første år derovre gennemførte han en række store mødeturneer fra kyst til kyst,  hjulpet navnlig af sine talrige venner blandt jødiske arbejdere og intellektuelle, og under den spanske borgerkrig gjorde han en kæmpeindsats for det republikanske Spaniens sag i Amerika. Under den anden verdenskrig slap han for internering, men måtte da ikke forlade Crompond i staten New York, Rockers hjemstedskommune i USA. Efter krigen måtte han bl.a. bevise, at han ikke var kommunist (han, der altid havde bekæmpet bolsjevismen!), men fik i øvrigt nogenlunde fred til et omfattende litterært arbejde, som man med fuld ret kan betegne som hans livs tredje bedrift.

Særlig værdifuld er her Rockers erindringer, 3 store bind på ca. 1500 sider i alt, en ren guldgrube i vigtige dele af den internationale arbejderbevægelses historie gennem de sidste næsten 70 år. Desværre foreligger værket i sin helhed endnu kun på spansk; for et par år siden så dog en forkortet engelsk udgave af bind II lyset under titlen ”The London Years”. En del at denne artikels indhold stammer derfra.

Rocker fik i sit lange liv skrevet i snesevis af bøger og pjecer, og de udkom på mange sprog, men bare en fortegnelse herover vil let kunne fylde flere spalter. Også på svensk og norsk foreligger flere af hans værker, men ingen på dansk.

I sine sidste år arbejdede Rocker af al kraft på et stort manuskript om sine ideer og sit syn på den nuværende verdenssituation. Det blev formet som en slags tillæg til erindringerne og var tænkt som et politisk testamente fra Rocker til nutidens idépolitisk interesserede socialister og anarkister uden for diktatur-tilhængernes og dogmatikernes håbløse skarer. I sit sidste brev til mig fortalte Rocker, at han regnede med at skulle bruge endnu 7-8 måneder til afslutning af dette værk. Hukommelsen og tankeevnen var der intet i vejen med; men synet og den fysiske udholdenhed var i aftagende, og – føjede Rocker til som konklusion på disse betragtninger: ”Tiden er den kostbareste vare for mig nu”.

Deri fik Rocker sørgelig ret; han døde kort efter i september 1958 uden at have afsluttet sit åndelige testamente.’ Takket være hans vældige produktion at bøger og pjecer og de mange artikler og breve, han fortsatte med at skrive bogstavelig talt lige til sin dødsdag, er det alligevel muligt ganske klart at beskrive Rockers meget interessante idéhistorie,

hans grund… synspunkter og særdeles sympatiske åndelige udvikling gennem 70 år.
 

Rockers ideer

Gennem sit lange og meget aktive liv tog Rocker stilling til alle socialismens og anarkismens grundproblemer og alle væsentlige sider af verdensudviklingen ud fra et grundsyn, hvori friheden, humaniteten og den sociale retfærdighed altid var de bestemmende faktorer, men som tillige var kemisk fri for al fanatisme, tro og intolerance. På et par små sider kan bare nogle hovedemner i Rockers idéverden berøres.

 
1) Marxismen og det tyske socialdemokratiet (SPD)

Som ung bogbinderlærling tilsluttede Rocker sig det tyske socialdemokrati og deltog med stor energi i det illegale arbejde under socialistlovens forbud; men endnu før han var helt voksen, brød Rocker med det tyske socialdemokrati, og det skyldtes især marxismen, hvis udviklingsfatalisme og centralistiske tendenser han fandt friheds fjendtlige og umenneskelige. Men også tilbøjelighederne til førerdyrkelse, parlamentarisme og nationalisme i partiet var ham imod. Hvad det sidste angår, gjorde han på nærmeste hold sine bitre erfaringer, da han en dag fortalte sin mester, som ellers var hans gode ven og partifælle, at det var ganske lige meget, om Elsass-Lothringen tilhørte Tyskland eller Frankrig, hvilket mesteren tog ham meget ilde op. ”Sådan talte ingen god tysker”, belærte mesteren sin unge lærling. – SPD´s  nationalistiske syndefald den 4. august 1914 overraskede da heller ikke Rocker; han vidste, det havde sine rødder langt tilbage i tiden og langt ned i partiets masser. Det var ikke bare et nymodens påhit af en førerklike.

 
2) Internationalisme og hjemstavns følelse

Livet igennem forblev Rocker en trofast internationalist, ikke bare teoretisk, men især i praksis. Typisk i den henseende er hans mangeårige indsats som redaktør og talsmand for de landflygtige østjøder i Londons Eastend, som betragtede ham som en af deres egne, hvad han faktisk også var. Han talte og skrev deres sprog, levede imellem dem og fandt sin livsledsager Milly i denne kreds. De allerede dengang ved århundredskiftet ganske stærke antisemitiske tendenser i de tysktalende folk var Rocker ved sin indstilling og indsats den mest afgjorte fjende at, og det siger sig selv, at nazismens perverse jødehad og massemord på Europas jøder fyldte ham med afsky og udløste en betydelig aktivitet hos ham imod forbryderne og for deres ofre.

Det var derfor også ganske naturligt, at mens Rocker under 1. verdenskrig lige fra starten tilhørte det lille mindretal i den internationale arbejderbevægelse, der bekæmpede samtlige regeringers krigspolitik, så fremhævede han under den 2. verdenskrig betydningen af aksemagternes nederlag, men uden at indstille sin kritik af bolsjevismen og at reaktionære og nationalistiske foreteelser i de demokratiske lande og i de hel- og halvfascistiske stater, som tilhørte aksemagternes modstandere.

At Rocker virkelig formåede at holde hovedet klart, viste han ved sin konsekvente kamp imod chauvinistiske, tysk-fjendtlige stemninger, som krigen og nazisternes forbrydelser udløste både i øst og vest under 2. verdenskrig, og som med Ilja Ehrenburg og lord Vansittart som ordførere krævede gennemført en hård permanent undertrykkelsespolitik imod hele det tyske folk efter krigen. På regeringsplan afspejlede denne tendens sig i det yderst kortsynede krav om ”betingelsesløs kapitulation”, som mere end noget andet berøvede den indre tyske opposition ethvert perspektiv og gav Hitler mulig hed for at få tyskerne til at fortsætte krigen lige til den bitre ende.

Rocker kendte som ingen andre den tyske militarisme, nationalisme og de stærke preussiske traditioner samt deres brede folkelige underlag af tilslutning og underkastelse, og han kæmpede hele livet derimod. Bortset fra de 14 år under Weimarrepublikken måtte han leve hele sit voksne liv som landflygtig, netop på grund af forholdene i Tyskland; men trods det glemte han aldrig, at der – ofte i fængsler, lejre, illegalitet eller ”indre emigration” – altid bag den reaktionære facade fandtes et andet og bedre Tyskland. Der gav han aldrig så meget som en lillefinger til Ehrenburgs og Vansittarts ”omvendte nazisme”, og af samme grund har han et par gange givet udtryk for en ganske vist helt unationalistisk hjemstavnsfølelse over for fødebyen Mainz, nemlig da han i 1919 genså byen efter den tyske revolution og efter 27 års landflygtighed – og i slutningen af 2. verdenskrig, da han udtalte bekymring for den gamle bys ødelæggelse ved allierede bombeangreb.

Det var da også Rocker en stor glæde, da han et par år før sin død erfarede, at bystyret i Mainz i en officiel publikation udgivet i anledning at et byjubilæum med udstilling hædrede sin mest berømte, endnu levende søn Rocker med en stor artikel, skrevet af hans nære ven og gamle elev redaktør Helmut Rüdiger. For øvrigt et vidnesbyrd om de demokratiske kræfters vækst og modning i vor tids Vesttyskland, selv i Weimarrepublikken havde noget sådant været utænkeligt. Hvem ved, om ikke Mainz rejser Rocker en statue til hans 100-års dag i 1973!

 
3) Anarkismen

Rocker blev anarkist i begyndelsen af 1890’erne, og skønt dette årti med rette betegnes som attentaternes tid i anarkismens historie, har Rocker aldrig selv været med til at lave attentater eller vist nogen som helst tilbøjelighed til voldsdyrkelse. Det skal også utvetydigt slås fast, at attentattaktikken hverken som teori eller praksis på langt nær har spillet den rolle i anarkismen, som dennes uvidende modstandere har troet – og tror. Og anarkismen er heller ikke hverken som idé eller bevægelse ensbetydende med total samfundsopløsning, værdinihilisme og rent kaos, sådan som brugen at ordet ”anarki” i daglig tale lader formode.

En redegørelse for anarkismens forskellige skoler og de vigtigste anarkistiske bevægelser tillader pladsen ikke, men helt generelt og lovligt skematisk kan det siges, at Rockers anarkisme mere grundede sig på Proudhons kooperative ideer og Krapotkins humanisme end på Bakunins ”vilde” aktionsiver og revolutionsromantik og Max Stirners egoistiske individualisme. Rockers metoder var organisation, oplysning og kulturel højnelse, og han virkede først og fremmest gennem det skrevne og det talte ord, som han beherskede til fuldkommenhed.

Helt fra sin ungdom forenede han store ideer og vældige syner med nøgternhed, praktisk sans og realisme. Typisk for hans grundindstilling er hans begejstring for revisionisten Bernstein allerede omkring 1910. I sin selvbiografis 2. bind refererer Rocker en diskussion mellem to kammerater, hvoraf den ene, efter tidens skik i revolutionære kredse udtaler sig meget kritisk imod’ Bernstein; men den anden svarer ham, at det i virkeligheden er Bernstein, der er den ægte revolutionære, for han slås med de åndeligt og ideologisk konservative marxister, tænker nye og egne tanker og går til angreb på forkerte og forældede dogmer og traditioner. Allerede dengang var Rocker revisionistisk anarkist, og belært at både positive og negative erfaringer i massemålestok blev det revisionistiske element i hans tankegang stadig stærkere i hans sidste årtier.

 
4) Bolsjevismen

Som en rød tråd gennem Rockers virksomhed efter 1920 går kampen imod bolsjevismen, som Rocker og hans nærmeste elever i regelen kalder den marxistiske kommunisme for at skelne den fra Krapotkins anarkistiske kommunisme, hvis indhold er fuldstændig fællesejendom, gratis forbrug og fuld frihed, altså det modsatte at bolsjevikkernes ”kommunisme”.

Under borger- og interventionskrigene i Rusland 1917-20 henstillede russiske anarkister og syndikalister til Rocker og hans kammerater i Tyskland at være tilbageholdende i kritikken af bolsjevikkerne i Sovjetunionen for ikke at give reaktionen våben i dens kamp imod hele den russiske revolution, og Rocker fulgte loyalt henstillingen og koncentrerede sig om kritikken af de hvide generaler og de udenlandske interventionshære. Men aldrig så snart var borger- og interventionskrigene slut, før bolsjevikkerne gik til total udryddelse at den anarkistisk prægede partisanbevægelse af ukrainske bønder, der gik under navnet Machno-bevægelsen, og samtidig blev Kronstadt-matrosernes krav om ægte sovjetdemokrati kvalt i blod af de nye magthavere. Nu kom der i stedet for et skrig fra de russiske kammerater om moralsk hjælp, og Rocker fulgte deres råb og sit hjertes stemme og svarede med pjecen »Der Bankerott des russischen Staats-Konimunisrnus. Pjecen gør den dag i dag et stærkt indtryk, båret som den er af dyb og ægte menneskelig sorg og harme over alt det forfærdelige, som skete i Rusland i 1921 ved bolsjevikkernes udryddelse at deres revolutionære modstandere, som lige havde været deres våbenfæller i kampen mod de hvide. Brochuren er i øvrigt et stærkt vidnesbyrd om Rockers klarsyn, som især bliver tydeligt på baggrund at den løben over til bolsjevismen, der netop dengang fandt sted i mange lande at talrige af Rockers gamle meningsfæller. Her i Norden gik således et stort flertal af de norske og danske syndikalister over til KomIntern.

Sin absolut afvisende holdning til bolsjevismen fastholdt Rocker til sin død. I 1935 advarede han således pr. brev indtrængende enken efter sin gamle ven, den af nazisterne myrdede digter Erich Mühsam, imod at tage mod indbydelsen til asyl i Sovjet, og da hun alligevel gjorde det og naturligvis havnede i fængsel og lejr i ”Socialismens land”, skrev Rocker en pjece om sagen og krævede hende løsladt. Og i en anden pjece i 1947 advarede han tyske kammerater mod at lade sig lokke af SED´s ordradikalisme til samarbejde med eller indtræden i dette parti.

 
5) Anarkosyndikalismen

Allerede i sin londontid viste Rocker interesse for faglig kamp, han var f.eks. den ledende mand bag de jødiske skrædderes store og sejrrige strejke i 1912 imod det berygtede udsvedningssystem, og han fulgte med sympati den franske syndikalismes ideologiske og organisatoriske udvikling omkring århundredskiftet.

Hjemkommet til Tyskland i 1919 tog Rocker initiativet til oprettelsen af den tyske syndikalistiske organisation ”Freien Arbeiter Union Deutschlands” (FAUD), som i revolutionstiden først i 20’rne opnåede et medlemstal af 100.000, hvoraf bare ca. 7.000 var tilbage ved Hitlers magtovertagelse. Trods det beskedne medlemstal udrettede Faud store ting på det litterære område, idet en lang række meget værdifulde værker med idémæssigt og historisk indhold udkom på dens forlag. Alene publiceringen af mange digre værker af østrigeren Max Nettlau, anarkismens historiker, var en vældig bedrift. I bogen ”Ett Liv för Friheten” har Rocker sat vennen Nettlau et uforgængeligt minde, og gennem skildringen af Nettlaus liv og ideer har Rocker samtidigt sagt en masse om sine egne ideer.

Da den fremstormende bolsjevisme i glansen fra den sejrrige revolution i Rusland i årene omkring 1920 bragte forvirring i mange revolutionære arbejderes sind og som også nævnt trængte langt ind i flere syndikalistbevægelser, tog Rocker initiativet til en modoffensiv.

Igennem FAUD og med hjælp fra SAC (den svenske syndikalistorganisation) samt en hollandsk organisation blev en international kongres indkaldt til Berlin i slutningen af 1922 med repræsentanter for alle de syndikalistbevægelser, som afviste bolsjevismen. Her blev den syndikalistiske internationale IAA oprettet og en principerklæring for denne, forfattet af Rocker, vedtaget.

Dens bærende ideologi, som altså skabtes eller i hvert fald formuleredes at Rocker, er den såkaldte anarkosyndikalisme, og som det til dels fremgår at navnet, tilstræber denne at nå et anarkistisk mål med syndikalistiske midler (direkte aktion, generalstrejke og arbejdernes overtagelse af produktion og distribution gennem fagforeninger, bedriftsråd og kooperation). I principerklæringen for IAA anbefales militærnægtelse, og alle former for parti- og persondiktatur afvises. Nu har IAA for længst mistet al betydning og værdi, men i sine første år spillede den en vis positiv rolle ved at redde mange revolutionære arbejdere fra at blive ofre for bolsjevismens demagogi.
 

6) Libertær Socialisme 

Som allerede antydet var Rocker i sine sidste år stærkt optaget at en vidtgående kritik af gamle idésystemer og trossætninger, og han skånede på ingen måde sine egne gamle opfattelser og meningsfæller ved denne revisionisme. For mange af de stivnede anarkister og syndikalister af den ortodokserevolutionære slags blev han derved det store dyr i åbenbaringen og føreren for alle kættere og ”renegater” men hans anseelse var alligevel så stor, at mange af hans modstandere i egen lejr ikke rigtigt turde binde an med ham i åben kamp.

Selv de gamle betegnelser anarkisme og syndikalisme opgav Rocker mere og mere og betegnede i stedet for sine ideer som ”Freiheitlicher Sozialismus” og understregede gang på gang det humanistiske og klart demokratiske indhold i dette begreb. Som han sagde i sin lille bog ”Arvet Från Enväldet”, hvori han gør op med hele den autoritære tradition i socialismen fra jakobinerne og Babeuf samt Blanqui til Marx og Lenin: ”Socialismen vil enten være fri, eller den vil slet ikke være!”

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s