Eliseé Reclus: Evolution & revolution

1.udg. og overs.: P.O.F., Afgrunds – tryk, 1981, Århus, Regnbugen (Anarkistisk Bogcafe), 250 ex.

Eliseé Reclus
Evolution & revolution

Disse to ord, Evolution og revolution, ligner hinanden og i dag budes de hele tiden i deres sociale og politiske betydning, selvom deres betydninger tidligere var antagonistisk.

Ordet evolution, et synonym for gradvist og vedvarende udvikling af moral og ide, føres i visse kredse, som det var en antitese (modsætning) til det frygtelige ord, revolution, som i sine aktioner medfører mere eller mindre pludselig forandringer, og “ender altid i en eller anden katastrofe”.

Er det muligt, at en omformning af ideer kan finde sted uden at frembringe nogle pludselige forskydninger i ligevægt? Vil revolution ikke være den nødvendige følge af evolution, ligesom handling følger beslutning om at handle? Disse to ord er fundamentalen og samme sag, hvor forskellen kun er tidsforløb for deres tilsynekomst.

Hvis vi på den ene side tror på ideernes sædvanlige udvikling, og på den anden hånd forventer modstand mod denne, så tror vi nødvendigvis på et ydre, enormt chok, som kan forandre samfundets struktur.

Mit forsøg på at forklare dette vil appellere til alles observationer og erfaringer, og kun benytte argumenter, som bruges almindeligt – ikke ved brug af abstrakte termer. Uden tvivler jeg er kendt som en af disse frygtelige revolutionære; i mange år har jeg tilhørt den legale, skændige sammenslutning ” Internationale Arbejder Association” , hvis navn medfører trusler fra misdæderne mod alle erklærede medlemmer …. Sluttelig, tjente jeg den afskyelige kommune. Men ligegyldigt hvor modig jeg er, vil jeg altid forsøge at placere mig udenfor, eller rettere over mit parti, i forsøget på at studere den humane races nuværende evolution og gryende revolution uden lidenskab eller personlig forudindtagethed. Da vi er iblandt dem verden angriber, har vi en ret til at forlange at være blandt dem verden hører. Til at begynde med, må vi klart slå fest, at når ordet evolution accepteres velvilligt af de samme personer, som ser på revolutionære med store rædsler, er det fordi de ikke fuldt forstår hvad begrebet indeholder, for så ville de ikke have evolution for enhver pris … De taler pænt om fremskridt i almindelighed, men modarbejder i virkeligheden alle fremskridt i alle retninger. De betragter de eksisterende samfund, elendigt som det er som værd at bevare. Det er dem tilstrækkeligt, at samfundet realiserer deres egen idealer om rigdom, magt eller komfort og behagelighed.

Da der er fattige og rige, hersker og subjekter, herrer og tjener. Cæsar er til at kommandere kæmper(soldater) og gladiatorer til at dø, behøver klog mennesker kun at placere sig på de rige og magtfuldes side og betale afgifter til Cæsar, og vores smukke samfund tragterer dem brød, penge bolig og ære; hvad har de klage over? De overbeviser uden besvære sig selv om, at alle er lige så godt stimuleret og tilfredsstillet som dem selv. I øjnene på et menneske, som lige har spist godt, er hele verden velfodret. legende med sin tandstik betragter de roligt hob af slavers elendighed. De evigt fortabte, sultenes klage forstyrrer hans fordøjelse. Når samfundet lige fra hans barndom har stimuleret egoistens ønsker og luner i ham, kan han i alle tilfælde håbe på at vinde en position i samfundet ved hjælp af intriger og smiger, hårdt arbejde eller en heldig skæbne. Hvad betyder moralsk evolution for dette menneske? At tilrane sig en formue er hans eneste ambition.

Men hvis ordet evolution kun tjener til at skjule en løgn i munden på dem, som er mest ivrige efter et erklære den – så er den realitet for de revolutionære, de som er de virkelige evolutionæere.

Flygtende fra alle formler for dem har mistet deres mening, søger de evolutionære sandheden udenfor skolernes lærdom. De kritiserer alt hvad lederne kalder orden, alt hvad lærerne kalder moral. De vokser, de udvikler og søger at videre formidle deres livsviden. Hvad de har lært, programmerer de. Hvad de ved, udfører de i praksis. Den eksisterende materielle stat syns dem uretfærdig, og de ønsker at omforme den til et nyt retfærdighedsideal. Det er ikke tilstrækkeligt for dem at have befriet egne sind, de ønsker at frigøre alle sind, og at befri samfundet for al form for slaveri. Logikken i evolutionen gør at de ønsker hvad deres hoveder forstår og de handler derefter.

For node år siden var Europa officielle og belevne verden vant til at gentage, at socialismen næsten var uddød. En fyr, en forfængelig opkomling, som hade folket fordi han var opvokset iblandt det, bradrede op om, at han havde udryddet socialismen i Paris, givet den dødsstødet og begravet den i graven ved Pére La Caise. Alle hans venner skyndte sig at gentage Monsieur Thiers ord, og alle vegne var der en triumfsang. Som det gælder for det tyske socialistparti, har vi ikke lederen over alle ledere til at se efter disse venner. Manden, hvis trusler Europa ryster under og de russiske nihilister. Hvem og hvad er disse stakler? Mærkelige uhyrer, vilde udspring af Hunnere og Bashkirs, om hvem vestens civiliserede mennesker ikke behøver at bekymre sig?

Ikke desto mindre var glæden over socialismes fravær en kort frist. Jeg ved ikke hvilken ubehagelig bevidsthed, som åbenbarede sig for de konservative, da det gik op for dem, at der vare flere socialister tilbage, og at de ikke vare så døde, som den gamle senile mand havde påstået efter kommunen.

Men i dag kan ingen være i tvivl om socialisternes genopstandelse. Erklærer de franske arbejdere sig ikke på alle møder sig for at tilegen sig jorden og fabrikkerne, hvad allerede er en klar afvigelse fra ”den nye økonomiske æra”? skriger englænderne ikke på nationalisering af jorden, og forventer den store jordejer ekspropriationen fra folkets hånd? Søger politiske partier ikke at skaffe irske stemmer ved love konfiskering af jorden, ved at pantsætte sig selv på forhånd til en krænkelse af den trefolds hellige ejendomsret? Og har vi ikke i USA set arbejderne styre jernbanerne i Indiana i en uge? Hvis de havde forstået situationen, ville så ikke en storslået revolution havde fundet sted næsten uden en knald? Og ved mennesker, som kender Rusland, ikke at bønderne, alle som ønsker jorden, hele jorden og eftertragter at afskaffe deres herrer?

Af alle disse grunde og flere finder evolutioner sted lig nu, socialismen eller med andre ord, hæren af individer som er besluttet på at ændre de sociale forhold på igen ledelse, stat eller regering vover at ignorere de svulmende rækker. Modsat vil den magt, som synes, at antallet er overdreven, forsøge at bekæmpe den med absurd lovgivning og afsindige indgreb. Frygt er en dårlig rådgiver.

Uden tvivle hænder det, alt er fuldstændig roligt. Dagen efter en massakre tør kun folk stille sig i vejen for kugler. Når et ord, en gestus straffes med fængsling, er de mennesker, som har mod til at udsætte sig for faren, få og der er langt imellem dem. Der er kun få, som accepterer byrden, når triumfen endnu er fjerne og måske endda tvivlsom. Ikke alle er lige så vilde og aktiv, som de russiske nihilister, der skaber manifester i fjendernes hule og skriver dem mellem skildvagterne på vægen. Det er svært at bebrejde ikke erklærede socialister, når deres liv og arbejde afhænger af tilståelse. Men har de undertrykte ikke heltenes temperament, så føles deres lidelser ikke mindre, og node tager selv sagen op til overvejelse. Instinktivt klapper de af en kammerat, som taler til dem om et socialt samfund, hvor arbejdets produkt tilfalder arbejderen. Dette indeholder instinktivt spiren til fremtidens revolutioner; for fra dag til dag bliver det mere og mere klart, en præcis bevidsthed etableres. Hvad arbejderne følte i går, ved han i dag, og hvert nyt eksperiment lærer han det bedre at kende. Og bønderne, som ikke kan tjene det daglige brød på det lille jordlod, og som intet ejer, er de ikke ved at forstå, at jorden bør tilhøre brugeren, som bearbejder den? De har følt det, nu ved de det, og er parat til at omsætte deres klager i simpelt sprog.

Vi lever i tingsliggørelsens stat, hvad vil udfaldet på det blive? Vil evolutionen, som finder sted i arbejdernes hjerner dvs. i de store masser, ikke nødvendigvis medføre revolutionen: medmindre arbejderne lytter til forsvarerne af privilegier, som råber ivrigt til presset fra neden. Men historien lærer os, at de ikke vil gøre noget for revolutionen. Ved først blik er det naturligt, at en god forståelse burde etableres mellem mennesker uden kamp. Det er plads til alle i jordens brede skød. Den rig nok til at brødføde alle mennesker. Den producerer nok fiberplanter til at klæde os alle med. Den har sten og ler nok til at bygge vores huse. Det er en plads til hver broder ved livets-banketbord. Sådan er de simple økonomiske fakta.

”Hvad betyder det” siger node. ”De rige vil ødsle så meget som muligt af denne formue gennem deres fornøjelser. Mellemhandler, spekulanter og de ubeskrivelige vil manipulere resten: hæren vil ødelægge meget, og massen af mennesker vil kun have minderne tilbage”

”De fattige er altid med os”, siger de tilfredse, afgørende en bemærkning, som ifølge dem kommer fra guds læber. Det rager os ikke, hvadenten deres gud ønsker, at nogle skal have et elendigt eller ej. Vi vil genskabe verden efter en helt anden model! ”Nej, der skal ikke findes fattige. Da alle mennesker behøver bolig, varme og føde, så lad alle få det nødvendige, og ingen fryser eller sulter! De forfærdelige socialister behøver ingen gud til at sige disse ord, de er humane, det er nok.

Således eksisterer to forskellige samfund blandt mennesker. De er sammenblande, forskelligt forbundet her og der af de mennesker, som ikke kender egen sind, og kun kommer frem for at træde tilbage. Men set fra oven og uden at tage hensyn til usikre og neutrale individer, som ruller frem og tilbage som havets bølger, er det sikkert at verden er delt i to lejer, dem som ønsker at bevare magten (dvs. sult for andre), og dem som ønsker velstand og lighede til alle. Kraften i disse to lejre ser ved første øjekast meget ulige ud. Støtterne af det eksisterende samfund har ubegrænset ejendom, indtægten fra tusinder, al statens magt, med dens politimænd, soldater, magistrater og et helt arsenal af love og forordninger …og hvad kan socialisterne, det nye samfunds forkæmper, stille op imod denne organiserede kraft? Kan de intet gør? Uden penge og tropper ville de bukke under straks, hvis de ikke repræsenterede ideernes og moralens evolution. De er intet, men har det humane fremskridt på deres side. De er født langs livs-strømen.

Samfundets ydre form er nød til at forandre sig i overensstemmelse med den drivende kraft indeni. Der findes ikke noget mere sikkert historisk faktum. Saften skaber træet og giver det blomster og blade. Blodet skaber mennesket. Ideerne skaber samfundet. Og stadig er der ikke en af de konservative, som ikke beklager, at ide og moral (og hvad det betyder for menneskets essentielle liv) er blevet ændret siden de ”gode gamle dag”. Er det ikke det nødvendige resultat af det indre arbejde i menneskets hjerner, at de sociale former må ændres, og at en givet, forholdsmæssig revolution finder sted.

Enhver kan ved brug af sin erindring konstatere ændringerne i tanke og aktionsmetoderne siden midten af det nittende århundrede. Lad os se på en stor ændring, nemlig formindskelsen af helliggørelsen og respekt. Gå blandt de ”store” personer: Hvad har de at klage over? At de bliver behandlet ligesom alle andre? At de ikke længere har fortrinsret? At folk afslår at hilse på dem? At mindre fornemme personer tillader sig at besidde finere møbler eller heste end dem? At konerne til mindre velhavende mænd går mere prægtigt klædt? Og hvilke er klagerne fra den ordinære spidsborger og hans kone? Ikke flere tjenestefolk at eje, at adlydsånden er tabt. Nu forgiver kokkepigen at forstå kogekunsten bedre end fruen; hun forbliver ikke from i en situation, kun alt for taknemmelig for kost og logi, hun skifter stilling sit som konsekvens af den mindste ubehagelige observation, eller for at tjene to krone mere i løn. Der findes endda lande. Hvor hun af fruen forlanger at have en egen meningsudvekslende personlighed.

Det er sandt, at respekten er dalende; ikke kun den respekt, som tiltrækkes et rankt og selvopofrende menneske; men også den respekt, foragtelig og skamfuld flok lokale, når kongen rider forbi, og som gøre kongens lakajer og heste til genstand for beundrelse. Og ikke bare daler respekten: Men dem som klager mest vedr. overvejelserne hos resten, er de første til at gå på kompromis med deres ”humane” karakter.

Tidligere forstod de asiatiske regenter kunsten at gøre sig selv beundret. Deres pladser lå så de kunne ses langt væk. Deres status blev ophøjet alle steder. Deres forordninger blev læst højt: men de viste sig aldrig offentligt. Selv de mest familiære henvendte sig kun på knæene.

Dengang var respekt grundlag nok til fordummelse. Et laverestående individ bragte som sendebud den dømte en silkesnor, det var tilstrækkeligt, enhver gestus var overflødig.
Og nu ser vi regenter tage plads i logen i teateret for at se en opførelse, som bespotter havd regenes som det værdifulde ved respekt – guddommelighed og loyalitet! Hvem er den sande kongemorder – manden, der dræber en regent og samtidig gør ham den tjeneste, at betragte ham som repræsentativ for samfundet, eller monarken, som spotter sig selv ved at le af den latterliggjorte teaterregent. Han lærer i hvert fald os, at den politiske magt er en ormædt institution. Den har beholdt formen, men den universale respekt, som gav den værdi, er forsvundet. Den er intet andet end et stillads, bygningsværket har gjort den overflødig.

Vil udbredelsen af en almen uddannelse, som giver samme bevidsthedsbillede til alle, hjælpe vores fremskridt mod lighed. Hvis institution kun er til stede i skolen, kun er til stede i skolen, kunne regeringen stadig håbe på at holde menneskers hjerne slavebundet – men det er udenfor skolen, at den meste viden opnås. Den samles op i gaden, i værksteder, foran boderne på markedet, i teateret, i jernbanevognene, på skibene, ved synet af et nyt landskab, ved at elske, ved at et nyt sted osv., næsten alle rejser nu om dage enten af lyst eller tvang. Ikke et møde uden folk som har været i Rusland, Australien, eller Amerika. Kun få kender ikke kontrasten mellem land og by, bjerge og dal osv.… Selvfølgelig har den rige set mere end den fattige, det er sandt: men de rejser generelt lidenskabsløst, når de skifter land skifter ikke omgivelser, de er på en måde altid hjemme. Hotellernes luksus og fornøjelser tillader dem ikke at påskønne de fundamentale forskelle lande og mennesker imellem.

Den fattige mand, som støder i livets besværligheder uden guide, er bedst kvalificeret til at observerer og huske. Den forarmelse og forstødte kan se jernbaner, telegrafer, hydrauliske ramper, hullemaskiner, selvtændende tændstikker lige så godt som den rige og bliver ikke mindre imponerede af dem.
Privilegie-elementet er forsvundet hos nogle nydelser af videnskabens sejre. Når føreren styrer sit lokomotiv, tror han sig laverestående end regenten, som sider indelukket i sit forgyldte coupe og rystende ved tanken om at hans liv afhænger af en dampstråle, ravage med en løftstang eller en dynamitbombe!

Synet af natur, menneskets arbejde og det praktiske liv er med til at forme den skole, hvori den sande, nutidige samfundsuddannelse opnås. Skolerne er uden megen betydning, de har dog undergået en evolution i reting af lighed, dog kun en tom skal. Engang, og er ikke længe siden, da uddannelsen udelukkende bestod af formler, mystiske fraser og tekster fra hellige bøger. Gå ind i en muhamedansk skole. Der vil du se børn tilbringe timer med at skrive og citere vers fra koranen. Gå ind i en kristen skole, protestantisk eller katolsk, og du vil høre absurde citater og dumme sange. Men selv i disse skoler har presset fra neden gjort, at den træge rutine bliver varieret med nye indslag. I stedet for kun formler, forklarer lærerne i dag kendsgerninger, på peger uoverensstemmelser og følger nøje lovændringer.
Ligegyldigt hvilke kommentarer læreren supplerer sine timer med, vil bogstaverne forblive utilgængeligt. Hvilken uddannelsesform vil sejre? Den, ifølge hvilken 2 + 2 = 4, og at intet skabes af ingenting; eller den nye uddannelse, ifølge hvilken alt skabes af ingenting, og at 3 personer kun er 1?

Den elementære skole er ikke nok, det er sandt: Det er ikke tilstrækkeligt at fange et glimt af videnskaben, man må også være istand til at anvende den i alle retninger. Derfor betragter den sociale evolution det nødvendigt, at skolen bliver en permanent institution for alle mennesker. Efter at have modtaget en basisoplysning i livets skole, bør det være muligt for alle fuldt ud at udvikle den intellektuelle kapacitet, de måtte eje, et liv, som er frivilligt valgt. Lad ikke arbejderen fortvivle i mellemtiden. Enhver videnskabelig opdragelse skal ende som offentlig ejendom. Professionelle forsker vil blive tvunget til at gennemgå og afprøve deres forskning og hypoteser igennem lang tid. De er tvunget til at kæmpe i fejlene og løgnene; men når sandheden endelig opnås (nu ofte til ærgrelse for forskerne og takket være en håndfuld revolutionære) er den så simpel i al sin skønhed. Alle forstår den uden anstrengelse, det synes som om den altid havde været almindelig kendt.

Tidligere lærte mennesket at tro, at himlen var en rund kuppel, et mentalt tag – eller endnu bedre, en række hvælvinger med engle tropper og ærkeengler til beskyttelse af samme! Men siden denne række af paradiser, stablet ovenpå hinanden og nævnt i Biblen og Talmud, er blevet nedrevet, ved ethvert barn, at rundt om jorden er der et uendeligt og udefineret rum. Disse børn har direkte lært dette. Det er en sandhed, som fra nu af former en del af den universale arv.
Det samme mønster gælder for alle store vindinger indenfor moral og politisk økonomi. Der var tiden, hvor størstedelen af blev født og levede som slaver, og ikke havde andre idealer end en forandring af trældommen. Det faldt dem aldrig ind at alle mennesker kunne være lige god. Nu lærer de det og forstår, at den faktiske lighed skænket af evolution, skal ændres til virkelig lighed, takket være revolutionen. Instrueret af livet, forstår arbejderen bestemte økonomiske love bedre end de professionelle økonomer. Findes ser en arbejder, som forbliver ligegyldig i spørgsmålet om et progressivt eller proportionalt skattetryk- kun af uvidenhed – og hvem ved ikke, at skatterne falder på en arbejder, der ikke ved, at lovene tvinger ham til at modtage intet end en miserabel almisse – lige den løn, som forhindre ham i at dø af sult under arbejdet? Bitter erfaring har påtvunget arbejderen bevidstheden om den grufulde, politiske økonomiske lov. Den priviligerede klasse ville helt sikkert gerne beholde profitten af videnskaben for dem selv, men i fremtiden kan deres egoistiske ønske ikke opfyldes. Mennesket har nu muligheden for at skabe en bevidst frihed. Denne frihed for den humane vilje forsvarer sig i alle retninger: Den forbereder ingen lille og partisk revolution, men en universal revolution over helle samfundet. Enhver gren af dens aktiviteter forbereder dens komme. De konservative tager ikke fejl, når de taler i generelle vendinger om revolutionære som fjender af religion, den borgerlig familier og ejendom. Ja, socialisterne afviser dogmernes autoritet og opfindelser af det ”overnaturlige” i naturen – og i denne forstand er de fjender af religionen. Ja, de ønsker en standsning af ægteskabsmarkedet. De ønsker, at fagforeningerne skal være fri, kun afhængige af de gensidige følelser og respekt for egen andres suverænitet – og i denne forstand, selvom de elsker og knytter sig til andre, er de bestemt fjender af den legale familie. De ønsker, at stoppe monopoliseringen af jord og kapital, og genindsætte disse til alles profit – og i denne forstand, ligegyldig hvor ivrige de er efter at sikre alle nydelsen af jordens frugter, er de fjender af ejendomsretten.

Derfor bærer den nuværende evolution (det indefra kommende tidevand) os hen imod en fremtid med radikal ændrede forhold, og der er frugtesløs at sætte sig til modværge imod denne skæbne. Religionen, den mest solide af grøfterne, har mistet sin styrke, den lækker og vakler, og kan ikke undgå for eller siden at blive kastet væk. Det er sikkert, at den nuværende evolution finder sted helt udenfor kristen indflydelse. Engang havde ordet kristen, ligesom katolik en universal betydning og blev anset som en flok brødre, delende de samme ting og ideer og en civilisation af samme natur. Men gennem historiens utallige eks. på kirkens imperialistiske tendenser bliver det klart for flere og flere, at det kristne klædningsstykke ikke dækker alle mennesker, som med rette til kultur og industri udgør en del af den nærværende civilisation. Parserne fra Bombay, Braminerne fra Benares byder ivrigt vores videnskab velkommen, men er køligt overfor missionærerne. Japanerne, skønt de imitere os dygtigt, tager de ingen notits af kristendomen. Ligesom kineserne er de alt for snu og varsomme til at tillade sig at blive omvendt. ”Vi behøver ikke jeres præster” siger et engelsk digt, skrevet af en kineser. ”Vi behøver ikke jeres præster. Vi har selv for mange, både kort og langhårede. Hvad vi behøver er jeres videnskab og våben, til at bekæmpe jer med og drive jer ud af landet, ligesom blæsten driver de nedfaldende blade afsted.”

Således dækker kristendommen ikke engang halvdelen af den civiliserede verden, og selv hvor den regnes suveræn, skal den søges. Den er mere en formalitet end en realitet, og de meste nidkære kristne er intet andet end hyklere. Hvor mange individer findes der, som lever i overensstemmelse med de dogmer, de erklærer.

Og blandt dem, som vier deres liv til en højere stræben – videnskab, kunst, filosofi osv.…- hvor mange af dem fylder sig med teologi uden at være tvunget? Den kristne religion er som en snemand, der smelter i solen. Resten er synlige her og der, men mellem de beskidte vide striber er jorden allerede frostfri.

Religionen var tidligere enorm behagelig til at dække over elendigheden, uretfærdigeheden og den sociale ulighed. Den løsningen på alt – et mirakel. En højere vilje havde forordnet alt. Uretfærdigheden var en åbenbar ondskab, men den forberedte de gode tings komme. Gud gav næring til de unge fugle, han forbereder velsignelse til de plagede, deres elendighed hernede er kun et varsel på lykken i det høje – sådanne udsagn blev konstant gentaget, indtil undertrykte troede på dem. Men nu har sådanne argumenter mistet al tiltro og bruges ikke længere, undtaget i den sølle litteratur fra religiøse sekter.

Hvad skal der søges for at fylde hullet efter religionens forsvinden? Eftersom arbejderen ikke længere tror på mirakler, må magthaverne finde på nye løgne. Derfor lærte økonomer, akademikere, handlende og investorer (alle kunstige introduceret i videnskaben) arbejderen den kraftige læresætning, at ejendom og lykke altid er arbejdetsfrugt!
Det ville være upassende, at diskutere sådan en påstand. Foregivelsen af at arbejdedet medfører en formue, ved alle økonomer er en løgn. De ved lige så godt som socialisterne, at rigdom ikke er et produkt af personlig arbejde, men et produkt af nogens udbytning af andre. De ignorerer ikke, at den store formue ikke har anden forbindelse med arbejdet, end røvernes udbytning i skoven.

Men andre argumenter bringes frem. Den stærkestes ret er nu vækket til live imod sociale klager. Darwins teori, som fornylig er indtrådt i den videnskabelige verden, bruges nu imod vore argumenter. Og det er sandt, at det er den stærkeste, som trumferer, når en formue monopoliseres. Han, som er bedst egnet, mest listig, har flest fortrin af fødslen, uddannelser og venner, som er bedst armeret – han har den største chance for at opnå succes. Han er istand til bedre end resten, at bygge et fæstningsværk på det højdepunkt, fra hvilket han ser ned på sine uformurede brødre. Således er den vulgære kamp mellem egoistiske konflikter. Tidligere var denne blod og ild-teori ikke åbenlyst erklæret. Men opagelsen af den videnskabelige forbindelse med kampen imellem arterne for eksistens, og overlevelsen af den bedst egnede, har foranlediget magtens advokater til at sige følgende. ”Se, det er en urokkelig sandhed. Således forordnes menneskehedens skæbne!

Vi burde takke os selv, fordi løsningen kommer nærmer. Magten regerer, siger sociale ulighedens advokater! Ja, magten er den regerende – proklamerer den moderne industri højere og højere i dens brutale perfektionisme. Men de revolutionære bør tage økonomernes og de handlendes ånd op til revision. Den stærkestes lov vil ikke altid nødvendigvis arbejde for samkvemmets bedste.

Hvis det er sandt, at ideerne om solidaritet spredes og videnskanes optagelser ender med at blive tilgængelig for alle. Hvis sandheden er ved at blive almindelig ejendom og evolution hen imod retfærdighed finder sted – vil arbejderne, som både får retten og krafter, ikke gøre brug af begge til at frembringe en revolution til alles fordel? Hvad kan isolerede individer, ligegyldigt hvor stærk de er med penge, intelligens og straf, gøre mod samarbejdende masser?

Ingen moderne revolution er de priviligerede klasser blevet for at udkæmpe kendt for at udkæmpe egne kampe. De er altid afhængig af hære af fattige, som de har indbildt loyalitet mod flaget og trænet til, hvad kaldes opretholdelse af lov og orden. 10.mill mænd, uden at tælle politiet med arbejder i Europa med denne beskæftigelse. Men disse hære kan desorganisere, enkelt individerne kunne komme til at indse fortidige og fremtidige relationer til masserne. Kommende størstedelen fra proletariatet, kunne de blive for bourgeoisiet, hvad barbarerne bliv for Rom – et opløsnings element. Historien drukner i den slags eksempler. Når de elendige og stødte på jorden forener sig i egen interesse, branche ved branche, nation ved nation, race ved race, når de vågner helt fra deres lidelser og sætter deres kraft i retfærdighedens tjeneste, vil herrerne, ligegyldigt hvor stærk de måtte være svage for an de sultende masser.

Og i forlængelse af den store evolution, som nu finder sted, vil revolutionen sejre. Det være redningen selv, og der findes ingen anden. For hvis kapitalismen bevarer magten på sin side, vil vi forblive dens maskineris slaver, evigt dømt til at samle dimser. Hvis ødelæggelse, lavet af mennesker, som kun er ansvarlig overfor kassebøgerne, hele tiden lægges oveni de opsparede værdier, som allerede ligger i bankbokse, så vil det synes frugtesløst at råbe på medlidenhed, igen vil høre dine klager. Tigeren kan give afkald på et bytte, men bankernes bøger proklamerer hele tiden nye dødsdomme uden mulighed for appel.

På grund af denne mekanisme, hvis ubarmhjertige arbejde optages i historiens tavse sider, kastes mennesker og nationer frem og tilbage, hid og did, og som kun bevares af magten.

Hvis pengene bærer livet og dagen, er det på tide at begræde vores gyldn tidsalder. I denne time skal vi bag os se kærligheden, glæden og håbet – alt hvad jorden indeholder af sødt og godt – forgivne som et døende lys. Humaniteten vil ophøre med at leve.

For os, som node kaldes de moderne barbarer, er ønsket retfærdighed for alle, igen og intet undtaget. ”Skurke”, som vi er, råber og klager vi for alt hvad fødes, for brød, frihed og udvikling.

Advertisements

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s