Augustin Souchy: Anarkisme i dag

Anarkisme i dag 
af Augustin Souchy
 

I Italien blev den anarkistiskebevægelse opløst af Missolini i 1922, Tyskland af Hitler i 1933. I Spanien fik den i en blodig ende efter nederlaget i borgerkrigen – i Argentina blev den offer for Peron. I 2. verdenskrig var alle libertære kræfter bundet i karpen mod de totalitære diktatorer.

Under opbygningsperioden efter krigen – i Tyskland talte man om økonomisk vidunder på den ene side, og an den hjemløse venstrefløj på den anden side – var situationen ikke revolutionær. I det derpå følgende velfærds – eller overflods – samfund, hvor tanker og higen var rettet mod biler og tv – apparater, faldt de social – reformistiske eller social – revolutionære ideer af i svinget.

Men i 60’erne blev tegnene på åndelig uro mærkbare. Det startede blandt de unge. Lede af dansen om guldkalven og skuffede over de kommunistiske diktaturer eller etablerede det socialdemokrati, søgte de unge nye horisonter. Det startede med den permanente protest: Demonstrationer mod atombomben, fredsmarcher, aktioner mod forurening af naturen, direkte aktion ved bolignød, kampe mod racediskrimineringen, frivillig ungdoms – hjælp fra vestlige lande til “underudviklede” lande ….osv.

Alt dette var dog ikke specifikt men var dog folke-initiativer efter Kropotkins ånd med en antiautoriter tendens, var udenomsparlamentarisk aktioner, præcis som dem anarkisterne talte for og benyttede sig af.

Højdepunktet i den antiautoritære ungdomsbevægelse var opstanden i nu 1968 i Frankrig, som var inspireret af de studerende. Urolighederne startede på universiteterne, og på fabrikkerne. Der strejkedes for med- og selvbestemmelsesret. Initiativtagerne satte det revolutionære mål at etablere et kommunistisk, anti-bureaukratisk samfund på grundlag af et frit rådssystem. I kort tid viste oprøret overraskende dimensioner. Men til sidst havde det ikke kraften til at tvinge ideerne igennem. Alle var imod oprøret – regeringen med hele statsmaskineriet, politiet og militæret, alle de politiske partier inkl. kommunisterne, ja selv fagforeningerne, fra hvilken en del af medlemmerne deltog i aktionerne. Stormen på den kapitalistiske Bastille var uventet for alle, selv for de lagrede hjerner i Moskva og Peking, som mener, de har patent på venstrerevolutionen.

På søgen efter en antiautoritær revolutionsteori nærmede de situationistiske-revolutionære sig anarkismen. De lukkede Bakunin ind i hjerterne; men beholdt Marx i hjernen. I den 277 siders bog “Venstreradikalismen”, hvori brødrene Cohn-Bendit beretter om maj-bevægelsen, nævnes Bakunin kun én gang, og Proudhon og Kropotkin nævnes slet ikke. Der imod bliver navne som Marx, Lenin, Trotskiy hele tiden nævnt.

Hvor lille berøringsfladen mellem anarkisme og venstreradikalisme egentlig var, viste sig året efter på den internationale anarkist-kongres i Carrara, som de unge revolutionære forlod straks efter Cohn-Bendits tale.

Skellet mellem førkrigs-anarkister og efter-krigstidens antiautoritære kan ikke kun forklares med generationsforskellen, men også med, at gennem årtier var anarkismen ret ukendt og de unge antiautoritære var opvokset i de marxistiske tanker. Dette forklarer også, at “883”, et ung anarkistisk blad fra Berlin, på forsiden havde billeder af Bakunin og Marx i sørgelig forening, for at fremstille en symbiose mellem den videnskabelige socialisme og de urokkelige revolutionære. Dog letter tågen – der er tavshed omkring Rudi Dutschke og studenterforbundet, ungsocialisterne udarbejder deres egne marxistiske strategier og Baader-Meinhof-gruppen har gang på gang erklæret, at de ikke har noget med anarkisme at gøre. Dermed burde anarko-marxismen kunne begraves, alt imens den tyske nyanarkisme har fundet hjem i den internationale anarkismes familie.

Dog kan den venstreradikale studenterbevægelse, som har overskredet sit højdepunkt, ikke kun bedømmes som dårlig.

I begyndelsen af dette århundrede kunne man stadig tro – jeg troede det – at en revolution legende let ville løse de sociale problemer… I dag, efter det 2o. århundredes sociale revolution er denne tro naiv. Enhver samfundsorden,
Også en revolutionær nyordning, vil følgelig blive præsenteret for nye problemer i løbet af den tekniske og industrielle udvikling. Også nye sociale ordner ældes, bliver konservativ, endda reaktionær og af senere generationer betragtet som undertrykkende.

Også i et velfærdssamfund af frie og lige kan sociale og økonomiske konflikt stof næppe undgås. Påstanden om ,at en socialistisk stat fremævler en bedre mennesketype har vist sig at være uholdbar. At der i fjerne tider skulle komme mennesker med mere etisk indhold i hjernecellerne vil vi gerne håbe på, dog før den tid bevæger historiens pendul sig mellem de modsatte poler – magt/autoritet og frihed/solidaritet…

Kampen går videre….

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s