D. A. de Santillán: Den libertære revolution

Teksten er taget fra: Anarkismen – En antalogi, forlaget Rhodos, Serie Bibliotek Rhodos, 1970, s.157-163

D. A. de Santillán
Den libertære revolution 

Vi har sagt ovenfor, at anarkismen er en vilje til det frie liv, og at man kan have anarkisme både under elendige forhold og midt i overfloden, efter den ene økonomiske metode og efter den anden, men at den økonomiske modalitet til gengæld forudsætter visse grundlæggende betingelser. Man kan være anarkist selv med skrutten tom, men kommunisme kan ikke opretholdes, hvor der hersker nød og mangel. Vi vil nu gå over til at omtale den libertære revolutions forudsætninger for at komplettere vor tankerække ud fra et andet aspekt.

Vor eksistensberettigelse som individer og som politisk bevægelse ligger i vor stillingtagen til autoritetsprincippet og i vor ufravigelige fremhæven af respekten for friheden – alles såvel som hver enkelts.

I den økonomiske løsning kan vi – rent bortset fra selve metoden – komme overens med adskillige sociale kræfter. Hvad den politiske løsning angår – afviklingen af autoritetsprincippet og dets mest betydningsfulde legemliggørelse (Staten og dennes repressive institutioner) til fordel for det frivillige samtykke mellem de socialegrupper – er vi anarkister meget mere isolerede. Dennne isolation vil formodentlig mindskes under en sejrrig i revolution, men den vil ikke af den grund ophøre med at eksistere.

Vi tror, at hos mange af dem, der ikke følger os, skyldes det uvidenhed. Men for størstedelens vedkommende er det på grund af den opdragelse, de har fået, at de ikke forstår vore bestræbelser, og derfor ikke har samme indstilling som vi. De har ikke den samme udviklede følelse for frihed, uafhængighed, og ikke den samme forståelse af begrebet retfærdighed.

Revolutionen kan hos mange mennesker vække de frigørelseskræfter til live, som den daglige trummerum og ligeledes de fjendtlige omgivelser har ladet indslumre, men den vil ikke, så at sige ved en magisk handling, forvandle anarkismens sociale minoritet til en absolut majoritet. Og selv om vi i morgen skulle gå hen og virkelig udgøre et flertal, ville vi ikke af den grund være lig med hele samfundet. Der ville stadig væk være en afvigende minoritet tilbage som ville stille sig mistroisk og afvisende til vore forsøg, og som af frygt for vore dristige eksperimenter ville være tilbøjelig til at slå ind på en anden vej.

Men altså: selv om vi ikke giver afkald på at benytte os af vold i kampen mod undertrykkernes vold, så kan vi under den økonomiske og sociale nyordning ikke betjene os af andet end overtalelse og selve det praktiske eksperiment. Vi kan anvende magt til at holde dem stangen, der vil betvinge os og underkaste os deres interesser eller ideer, men vi kan ikke anvende magt for at få folk, som ikke deler vore synspunkter, til at leve sådan, som vi selv ønsker at leve. Følgelig må vor respekt for friheden også gælde vore modstanderes frihed til at leve deres eget liv, så længe de ikke har til hensigt at være aggressive overfor andre at ville benægte andres frihed.

Hvis vi i den sociale revolution som til trods for de mange vanskeligheder simpelthen må komme skulle gå hen og udgøre et flertal ville det praktiske arbejde med den økonomiske omordning blive enormt lettet for vi ville med det samme kunne regne med de store massers tilslutning og bistand. Men selv i så fald ville vi være nødt til at respektere de afvigende minoriteters bestræbelser og komme til en forståelse med dem med henblik på udveksling af produkter og tjenesteydelser. Og ligesom vi som majoritet ikke vil kunne komme udenom at anerkende minoriteternes ret til at udforme deres eget liv på den måde, de måtte ønske, og heller ikke at yde dem vor oprigtige solidaritet, for så vidt det er muligt, således må vi anarkister som eventuelle mindretal gøre krav på samme ret til eksperimenteren og forsvare den med alle våben mod hvem som helst – individer, parti eller klasse – der skulle have lyst til at beskære den.

Enhver ensporet og totalitær løsning er af fascistisk tilsnit om den også giver sig ud for at ville kæmpe i proletariatets og revolutionens navn. Den nye livsform er en social hypotese, som kun den praktiske eksperimenteren kan fastslå værdien af.

Vi er overbevist om, at fornuft og retfærdighed er på vores side. Men behøver vi at lukke øjnene for, at de andre sociale retninger mener det samme med hensyn til deres ideer, deres metoder, deres ønsker? Vi tror, at vi er nærmere ved sandheden, end de andre er. Men vi anser ikke~ os selv for ufejibarlige, ejheller antager vi, at tilhængerne af andre doktriner mangler ærlighed og indre overbevisning med hensyn til deres sags retfærdighed. Hvilken metode skal vi derfor benytte os af for at bevise den ene eller den anden sociale hypotese, den ene eller den anden revolutionære sandhed?

I middelalderen var det Guds afgørelse, man skød sig ind under. To riddere duellerede med hinanden som repræsentanter for de stridende opfattelser. Den af dem, som var i stand til at smadre hovedet på den anden, var ham, som havde sandheden og retfærdigheden med sig. Vil vi gå ind for, at i vore dage skal vold afløse Guds dom som den eneste tænkelige prøvesten for den grad af sandhed, der indeholdes i de forskellige revolutionære strømninger? Hvis vi tænker på anarkismen i Rusland, betyder så den omstændighed, at det nye diktatur materielt har udryddet den, at den ikke havde nogen eksistensberettigelse? Når vi fordømmer denne måde at bevise, at ét revolutionært partis ideer er overlegne overfor andre, så skyldes fordømmelsen ikke, at det fandt sted i Rusland, men at vi ville være rede og nødt til at fordømme det samme, hvis det indtraf i Spanien, og hvis det var os, der var i flertal og var de stærkeste. Vi vil på forhånd anerkende alle sociale retningers frie ret til at eksperimentere og vores revolution vil derfor ikke blive et nyt tyranni men indledningen til en æra af frihed og velfærd, under hvilken alle politiske kræfter kan manifestere sig alle initiativer blive gennemprøvet alle former for fremskridt ført ud i livet Vold er ganske vist uundgåelig i ødelæggelsen af den gamle voldsverden, men den er noget antirevolutionært noget antisocialt hvis den skal bruges som norm for nyordningen.

Under oktoberopstanden i Asturien trådte to tendenser tydeligt frem. Visse steder blev der udråbt en socialistisk republik andre steder proklameredes den libertære kommunisme. Hvis den omtalte opstand havde fået en anden udgang, hvad ville så resultatet være blevet? Uheldigvis ville respekten for den frie eksperimenteren have været afhængig af den styrke, hvormed vores opfattelse ville have kunnet holde stand overfor modpartens ønsker om nivellering, om ensrettet styreform, om monopolistisk samfundsstruktur. Fra anarkisternes hold ville der absolut ikke have været noget at sige til, at Oviedo forsøgte sig med de arbejds- og fordelingsmetoder, som socialisterne går ind for, medens Gijón og La Felguera praktiserede den libertære kommunisme. Måske var den socialistiske og kommunistiske intention ikke den samme, og dagen efter sejren over bourgeoisiet og staten ville man så have oplevet en borgerkrig til afgørelse af, om fremtiden skulle være socialdemokratisk, bolsjevikisk eller libertær, en broderstrid som villie have kuldkastet revolutionens ånd såvel som dens løfter.

Vi er uvidende om, hvorvidt vore asturiske venner ville have været i stand til at forsvare deres eksistensberettigelse overfor den socialistiske eller kommunistiske totalitarisme. Måske villie de i Asturien have udgjort et mindretal. Men i hele resten al Spanien ville vi i tilfælde af en revolution være i flertal, i Andalusien, Katalonien og Levanten såvel som i Aragonien, Rioja og Navarra. Revolutionen vil i vore øjne være afgået ved en katastrofal død, dersom den giver sig til at håndhæve det samme totalitære kriterium som socialisterne og bolsjevikkerne. Vi er forpligtet til på forhånd at garantere mindretallene i de områder, hvor vore ideer vil vinde sejr, vor taknemmelighed og vor solidaritet og til at kræve samme behandling af de eventuelle majoriteter der, hvor vi måtte gå hen og blive i mindretal.

Hvad det politiske aspekt angår, er det naturligvis vigtigt at give afkald på en altbeherskende styreform, det være sig en komité, et parti eller en bestemt tendens. Det vil sige give afkald på staten som institution, der undertvinger alle, hvad enten de nu ønsker det eller ej. Men denne modvilje mod at diktere én lov gældende for alle – en modvilje uden hvilken det aldrig vil komme til en virkelig revolution eller et virkeligt socialt velfærd, for opretholdelse af staten betyder opretholdelse af den allermest tyngende form for ubytning af menneskeligt arbejde – den er ikke ensbetydende med, at der i det økonomiske system ikke godt kan indtræde både solidaritet, gensidig bistand og indbyrdes samtykke. Så meget desto mere som en økonomisk lokalisme er utænkelig, og det libertært-kommunistiske Gijón har brug for det socialistiske Oviedo. Ligesom på den økonomiske organisations gebet, udvekslingen, er det allervigtigste de kontraherende parters gensidige fordel. Hvis denne fordel er tilstede, vil samtykket indtræde, uanset hvilke politiske og sociale uoverensstemmelser der måtte skille parterne ad. Og det er muligt på denne måde at organisere et storslået net af indbyrdes relationer og gensidig udveksling i hele det nationale system, uden at det af den grund er nødvendigt at forudsætte en basis i form af et ensartet styre eller en unik livs- og produktionsform.

Det ville være i alles interesse – socialister, kommunister og anarkister – at holde sådan noget som f. eks. trafik og postvæsen udenfor politik, for hvis disse fænomener i én zone blev kontrolleret af den ene retning, måtte de i en anden nødvendigvis kontrolleres af én af de andre, og praksis ville gøre det tydeligt, i hvor høj grad det ville være ønskeligt ved fælles samtykke at holde disse almennyttige ting udenfor de forskellige sociale læresystemer, medens disse gennemprøver deres udformninger af samfundsliv og arbejde.

Hvis diskussionen om “enhedsfronten” havde været ført på dette niveau, ville den formodentlig have givet andre resultater. Men reduceret til at omhandle kortvarige alliancer og illoyale intriger var det naturligt, at den ikke fik andre konsekvenser, end det var tilfældet: en voldsom polemik der førte til en endnu mere dybtgående splittelse blandt de sociale kræfter end tidligere. Sagen ville stille sig anderledes, hvis man fastslog, hvilken position tendenserne – majoritets- såvel som minoritetsgrupperingerne – indenfor den spanske sociale bevægelse villie indtage efter en sejrrig revolution. Hvis en sådan undersøgelse mundede ud i, at hver enkelt af dem kunne regne med de andres respekt, ville den kapitalistiske og etatistiske verden hurtigt se sine dage talt. Men hvis det på forhånd står os anarkister klart, at diktaturet af i dag vil fortsætte i morgen med nye navne og under andre betegnelser, så er enhver diskussion nytteløs.

Der er én ting, som arbejderne ønsker: at være frie, leve af produktet af deres arbejde, forøge deres lykke. Hvorfor gennemdrøfter man ikke måderne at sikre denne frihed, denne lykke, denne eksistensberettigelse på?

Vi sagde indledningsvis, at som anarkister kan vi ikke tvinge nogen til at leve vores liv, men dette forudsætter som uomgængelig betingelse, at man også respekterer vores ret til at leve, som vi vil. Indtil nu har hverken socialdemokratiet eller den russiske bolsjevisme gjort noget for at demonstrere vilje til at anerkende anarkisternes frihed til at organisere sig og leve efter deres egen opfattelse med en passende del af arbejdets apparatur og den sociale rigdom. Hvad de har sagt, er at vi i morgen vil blive nødt til at bøje os for deres respektive diktaturer eller også, ligesom i dag, underkaste os eksil, fængsel eller tugthus.

Enten må såvel den ene som den anden af disse bevægelser træde ind i den nævnte diskussion, eller også spilder man bare tiden med at debattere indholdsløse slagord

Igennem mere end et halvt århundrede har marxismen demonstreret sin splittelsesvirkning indenfor arbejderbevægelsen. Den har imidlertid ikke fremkaldt denne splittelse for at kunne gå endnu længere end vi, men tværtimod for hele tiden at klamre sig endnu intimere til den kapitalistiske verden eller sin etatistiske grundlidé. Hvad vi ønsker, er at arbejderne skal forene sig, at de skal erkende deres interessefællesskab, og at de skal føle sig forbrødrede gennem den fælles skæbne. Vi ved, at de i forening formår alt, og at de, splittede, ikke kan blive andet end kanonføde for de nuværende og fremtidige privilegerede, trækdyr uden rettigheder og uden personlighed. Det er derfor, vi arbejdere bør forene os – forene os med friheden, i frihed og for frihedens skyld.

Der er et grundlag, som alle arbejdere kan enes om, og på denne enighed kan den sejrrige revolution bygge:den ærlige erkendelse af vores nuværende forskelle med hensyn til sindelag, temperament, uddannelse, og det højtiddige løfte om indbyrdes forståelse i dag og i morgen, som forudsætning for gensidig respekt – for uden nogen svigten at bidrage til det fælles værk: afskaffelsen af kapitalismen og den totalitære stat.

Vi anarkister udgør den mest talstærke fraktion i Spanien. Ikke desto mindre indrømmer vi alle sociale tendenser ret til at afprøve og gennemeksperimentere deres særlige ideer. Der er kun én ting, vi beder om: nemlig at man skal indrømme os den samme ret, og at man ikke vil forlange af os, vi i morgen skal leve på samme måde som i dag: i dødelig kamp mod tyranniet berøvet produktet al vort slid.

Der er én fane, som kan forene os og kuldkaste den kapitalistiske verden: frihedens fane. Spanske arbejdere, endnu er det tid!

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s