Emile Pouget: Syndikalismens Basis

Teksten er taget fra: Anarkismen – En antalogi, forlaget Rhodos, Serie Bibliotek Rhodos, 1970, s.132-137

Emile Pouget
 Syndikalismens Basis 

Definition af syndikalismen

Ordet syndikalisme har i den sidste tid fået en videre betydning end den som dets etymologi angiver. Den helt konkrete betydning som det havde i forvejen består stadig; dette ord betegner fortsat “tilhængere af den syndikale (1)organisation”. Men fra nu af har det, foruden denne tågede og farveløse vedtagelse der med lidt smidighed ligeså godt kunne være en etikette for gule som for røde (2)syndikalister, fået et nyt og meget præcist indhold.

Ordet syndikalisme er en artsbetegnelse som udtrykker en “fase” i arbejderbevidstgørelsen. Dette attribut påberåber de arbejdere sig, som efter de har afdækket de sygelige og skuffende opfattelser, er kommet til den overbevisning at forbedringerne – hvadenten de er partielle eller totale – kun kan blive slutresultatet af den folkelige vilje og styrke. De har på minerne af det fårede håb og den tro på miraklet som afstiver enhver form for overtro – såvel med hensyn til det etatistiske som det guddommelige forsyn – udformet en sund og sand menneskelig doktrin som tager sit udgangspunkt i en loyal betragten og fortolkning af de sociale fænomener.

Syndikalisten er helt indysende tilhænger af arbejdernes gruppering i syndikater. Blot opfatter han ikke Syndikatet som visse andre der indsnævrer dets aktionsradius i en sådan grad, at de ikke overlader denne gruppering mere horisont end den daglige drøftelse eller diskussion med arbejdsgiveren; og dette angående sekundære øjeblikkelige krav, som aldrig sætter spørgsmålstegn ved det rimelige i udbytningen af arbejderne. Han opfatter heller ikke syndikatet som visse andre, der i det kun ser “socialismens forberedelsesskole”, hvor de milltante uddannes og rekrutteres med henblik på de opgaver der anses for betydningsfulde – sådan som erobring af statsmagten.

For syndikalisten er Syndikatet grupperingen par excellence, som svarer til alle behov, til alle aspirationer, og som derved er tilstrækkelig til alle opgaverne.

Det er gruppering sådan som “reformisterne” forestiller sig det: den gør det muligt at bekæmpe arbejdsgiveren fra dag til dag for at gennemføre forbedringer og krav i detailspørgsmålet.

Men det er ikke kun det! Det er også den gruppering, som er egnet til at fuldføre arbejdet med den kapitalistiske ekspropriation og den sociale reorganisation som socialisterne, der blændes af deres tillid til staten, tager for givet ved overtagelsen af den politiske magt.

For syndikalisten er Syndikatet altså ikke en tilfældig sammenslutning hvis raison d’être, selv når den begrænses til det aktuelle milieu, ikke skulle kunne forstås når man ser bort fra dette milieu. For ham er Syndikatet den egentlige og væsentlige gruppering; det bør udfolde sig spontant og udvikle sig i alle milieuer, og dét uafhængigt al enhver forudfattet teori.

Og hvad er faktisk mere naturligt end at udbyttede med samme profession finder sammen, når til forståelse og forener sig for at forsvare fælles og umiddelbart håndgribelige interesser?

På den anden side, hvis man forudsætter det kapitalistiske samfunds tilintetgørelse og på dets ruiner udviklingen af et nyt samfund – kommunistisk eller noget andet – er det ganske indlysende at endog i dette tilfælde og i dette nye milieu, vil den gruppering som viser sig at være den mest tvingende, den mest uundværlige, være den som sætter de mennesker i kontakt med hinanden som er beskæftiget med identiske eller ensartede funktioner.

Således fremtræder Syndikatet – den korporative gruppering — som den organiske celle i ethvert samfund.
For øjeblikket er Syndikatet for syndikalisten den organisme hvor arbejderne bekæmper og stiller krav til deres herskere. I fremtiden vil det være den basis på hvilken det normale samfund, der er renset for udbytning og undertrykkelse, vil rejse sig.
Hvad man forstår ved “Direkte Aktion”

Direkte Aktion symboliserer den aktivt handlende syndikalisme. Denne formel repræsenterer den kamp derføres mod udbytning og undertrykkelse. Den proklamerer med en iboende tydelighed indholdet og orienteringen af den anstrengelse, som arbejderklassen gør sig i sit uophørlige angreb på kapitalismen.

Direkte Aktion er et så klart og indlysende gennemskueligt begreb, at den definerer og forklarer sig selv ved sin blotte nævnelse. Den betegner, at arbejderklassen, som er i konstant modsætning til det aktuelle milieu, ikke forventer noget fra mennesker, magter eller kræfter som ligger udenfor den selv, men at den skaber sine egne kampbetingelser og at den henter sine aktionsmidler hos sig selv. Den betegner, at fra nu af sætter den producerende sig op mod det eksisterende samfund, som kun kender til borgeren. Da førstnævnte har erkendt, at det sociale aggregat er en model af produktionssystemet, har han til hensigt at gå direkte til angreb på de kapitalistiske produktionsvilkår for at transformere dem, for at afskaffe arbejdsgiveren og derved erobre sin uafhængighed på arbejdspladsen – hvilket er en nødvendig forudsætning for reel frihed.

 

Fornægtelse af Demokratismen

Direkte Aktion implicerer følgelig, at arbejderklassen påberåber sig begreber som frihed og autonomi i stedet for at bøje sig for autoritetsprincippet. Det er nemlig i kraft af autoritetsprincippet, stm er den moderne verdens hovedhjørnesten – og som demokratismen er det sidste udtryk for – at mennesket, der er bundet af tusinde såvel moralske som materielle lænker, kastreres og mister enhver forudsætning for selvstændig vilje og initiativ.

Af denne fornægtelse af den løgnagtige og hylderiske demokratisme, som er autoritetens yderste udkrystallisering, opstår hele den syndikalistiske metode. Direkte Aktion fremtræder således som intet mindre end frihedsprincippets materialisering, dets realisering i masserne: ikke mere som abstrakte, vage og tågede formler, men som klare og praktiske begreber der kan frembringe den kampvilje som tidens behov kræver; det drejer sig om ophævelsen af den underkastelses- og resignationsmentalitet som har svækket individerne og gjort dem til frivillige slaver – om blomstringen af en oprørsånd der skal være det frugtbare element i menneskenes samfund.

Dette safundamentale og komplette brud mellem det kapitalistiske samfund og arbejderverdenen, som er en syntese af “Direkte Aktion, havde “Internationale” givet udtryk for under parolen “arbejdernes frigørelse bliver arbejdernes egen sag”. Og den havde bidraget til at gøre dette brud til en realitet ved at lægge hovedvægten på de økonomiske grupperinger. Men den afgørende betydning som den tillagde dem var endnu noget konfus. Imidlertid havde den fornemmet, at arbejdet med den sociale transformation bør begynde i basis, og at de politiske ændringer kun er en følge af de forandringer som påføres produktionssystemet. Derfor opildnede den de korporative grupperingers virke, og den legitimerede helt naturligt deres fremgangsmåde som bestod i at manifestere deres vitalitet og indflydelse, svarende til deres organisation – og som ikke er andet end Direkte Aktion.

Direkte Aktion er faktisk et naturligt resultat af syndikaterne, og udtrykker et væsentligt træk ved deres opbygning; det ville være skrigende absurd om sådanne grupperinger nøjedes med at sammenldtte lønmodtagerne for at kunne tilpasse dem bedre til den skæbne, som det borgerlige samfund har dømt dem til – nemlig til at producere for andre. Det er ganske indlysende, at individer uden særlig klare sociale idéer i syndikatet klumper sig sammen i selvforsvar for at kæmpe personligt og direkte. De tiltrækkes af interessesammenfald: de kommer til rent instinktivt. Og i dette brændpunkt foregår gæringsprocessen, arbejdet med at udforme og uddanne: syndikatet bevidstgør arbejderne som endnu er blændet af de fordomme som den ledende klasse har indpodet dem; det får kampens og oprørets tvingende nødvendighed til at springe dem i øjnene; det forbereder dem til sociale slag ved at betone deres kræfters samhørighed. Af en sådan lære fremgår det, at enhver bør handle, og aldrig overlade dét at virke for sig selv til andre. Og det er i dette arbejde med at indprente individet dets egen værdi og få det til at værdsætte den, at Direkte Aktions frugtbare styrke ligger. Den spænder den menneskelige drivfjeder, den hærder menneskets karakter og den raffinerer energien. Den oplærer i at få selvtillid! I kun at stole på sig selv! I at være herre over sig! I selv at handle!

Men hvis man nu sammenligner de metoder, som anvendes i de demokratiske grupperinger og partidannelser, vil man konstatere at de ikke har spor til fælles med denne higen efter stigende bevidstgørelse, lige så lidt som med denne tilvænning til aktion som er de økonomiske grupperingers virkefelt. Man kan ikke antage, at de metoder, som er i kraft i sidstnævnte, kan omtappes til førstnævnte. Uden for det økonomiske område er Direkte Aktion en formel blottet for mening, for den er uforenelig med funktionsvilkårene i de demokratiske aggregater, hvis påtvungne mekanisme er det repræsentative system som fra basis implicerer individernes inaktivitet. Det drejer sig om at have tillid til repræsentanterne! Om at stole på dem! Om at lade dem handle!

Det præg af autonom og personlig aktion i arbejderklassen som Direkte Aktion repræsenterer bliver præciseret og skærpet, når denne manifesterer sig på det økonomiske område, hvor alle flertydigheder smuldrer bort, hvor der ikke kan blive tale om misforståelser, og hvor enhver anstrengelse er nyttig. På dette område ophæves demokratismens kunstigt kombinerede sammenhænge, som blander individer sammen, hvis sociale interesser er antagonistiske. Her er fjenden synlig. Udbytteren og Undertrykkeren kan ikke håbe på at undslippe i bedragerisk forklædning, eller på at bedrage ved at pynte sig med ideologisk flitterstads: de er klassefjender – og som sådanne fremtræder de tydeligt og brutalt! Her indledes kampen ansigt til ansigt, og her virker alle anslag. Enhver anstrengelse fører til et håndgribeigt, mærkbart resultat: den giver sig umiddelbart udslag i en formindskelse af arbejdsgiverautoriteten, i at de lænker som snærrer arbejderen på arbejdspladsen løsnes, og i relativt større velvære. Og af denne grund fremkaldes helt logisk det tvingende nødvendige i at klassebrødre når til forståelse om at gå i kamp side om side, og sammen gøre front mod den fælles fjende.

Derfor er det naturligt at man, såsnart en korporativ gruppering konstitueres, af dens opståen kan slutte, at de arbejdere, som bevidst eller ubevidst samler sig, forbereder sig på selv at ordne deres affærer; at de har viljen til at rejse sig mod deres herskere og kun forventer resultater af deres egen handlekraft; at de er indstillet på at handle direkte, uden mellemled og uden at regne med andre, når det gælder om at fuidføre de nødvendige opgaver.

Direkte Aktion er således den egentlige syndikale aktion, uden nogen form for kompromitterende tilsætning, fri for enhver form for besudling, uden de stødpuder som dæmper de krigsførendes sammenstød, uden nogen af de afvigelser som forvansker kampens indhold og rækkevidde: nemlig den syndikale aktion uden kapitalistiske kompromisser, – uden den leflen for arbejdsgiverne som den »Sociale Freds« lovprisere drømmer om; den syndikale aktion der ikke plejer intim omgang med regeringen, – uden uvedkommende “Stråmænds” indblanding.

(1) Syndikat: obrindelig betyd kun fagforening på fransk og det gøre det stadigvæk men i dag det også en særlig ideologisk betydning: nemlig anitautoritær og anticentralistisk form for fagforeninger.
(2) “Gulde” Monarkistiske eller kristende fagforeninger og ”Røde” socialdemokratisk, socialistisk eller Kommunistisk

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s