Jens Engberg Carl Heinrich – et flittigt liv som arbejdssky

taget fra: Anarki og arbejderhistorie – Festskrift for Carl Heinrich Petersen, Forlag Tiderne Skifter, 1985, s.9-17   

Jens Engberg
Carl Heinrich
– et flittigt liv som arbejdssky 
 

Det er ikke nogen nem opgave at skrive om Carl Heinrich. Det kan sikkert være svært nok at gøre det til omverdenens tilfredshed. Og det er ret sikkert, at det aldrig kan gøres, så Carl Heinrich selv bliver helt tilfreds.

Kraks blå bog er blevet udgivet siden 1910. Forlaget må altså siges at have god erfaring i biografi-skriveriet, men over for Carl Heinrich selv måtte redaktørerne give op, da de i 1979 ville have ham med i anledning af æresdoktorgraden.Sagen var, at Carl Heinrich ville have, at der skulle stå, at han er forfatter til pjecen Viborg er noget lort og at han er æresmedlem af Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer. Det syntes forlaget ikke kunne stå i en pæn håndbog,og derfor kom Carl Heinrich ikke i den blå. Men der kan ikke være tvivl om, at Kraks begik en slem fejltagelse ved på den ene side at ville have Carl Heinrich med i den blå, men på den anden side ved ikke at turde tage oplysninger med, som både er væsentlige for forståelsen af Carl Heinrich og væsentlige for ham selv.

Det var ret hyggeligt at have Carl Heinrich på universitetet,da han blev æresdoktor. Det skete ved Århus Universitets 50 års jubilæum i september 1978. Desuden var det morsomt. Carl Heinrich havde forud sagt, at han godt kunne gå med til højtideligheden i aulaen, man at han ikke ville hilse på dronningen og ikke rejse sig op, når hun kom ind. Det blev derfor nødvendigt at springe den del af ceremonien over, hvor dronningen i aulaen skulle hilse på æresdoktorerne. I stedet for blev hver enkelt æresdoktor minus Carl Heinrich efter højtidelighededen ført til dronningen, mens rektor og prorektor havde travlt med at holde den stakkels dronning i den ene ende af salen og Carl Heinrich i den anden.

Efter selve højtideligheden var der en sammenkomst, hvortil Carl Heinrich iøvrigt medbragte den kollektion af bøger fra Anarkistisk Boghandel i Viborg, som han i disse år altid havde til salg, når han kom på universitetet. Under sammenkomsten var der en arkæolog, der fortalte om sine rejseoplevelser. Især skildrede han, hvordan han i lang tid havde opholdt sig i et frygteligt lille hul af en landsby langt fra al civilisation, jeg tror det var i Sibirien. Han fortalte godt,og da han tav, sad vi alle hensunkne i fornemmelsen af stedets ugæstfrihed, kulde og mørke; vi så for os de rå og primitive skikke hos disse ugæstfrie mennesker. Men ikke Carl Heinrich. Hans stille kommentar var denne: “Man kan høre, den mand aldrig har været i Viborg”.

I Carl Heinrichs had-kærlighed til Viborg ligger en af nøglerne til forståelsen både af den arbejdsindsats, som ligger bag hans teoretiske og historiske bøger om den danske og internationale venstrefløj, og af hans provokerende og oppositionelle virke som en arrig hveps i flankerne på det til tider meget sløve kreatur, som er den danske socialisme.

Carl Heinrich blev født den 29. juni 1915 i Viborg. “Det er absolut ikke noget at prale af”, siger Carl Heinrich, “Viborg er noget lort, men nok alligevel ikke så voldsomt meget værre end andre byer”. Carl Heinrichs far hed Holger Petersen, han var cigarmager, hans mor Frederikke Petersen, født Frederiksen, hun var syerske. Dem begge omtaler Carl Heinrich med respekt i sine optegnelser Træk af arbejderbevægelsens historie i Viborg – og af min egen. Holger Petersen var socialdemokrat fra 1904 til sin død i 1960, men han havde som et levende og interesseret menneske også sine egne meninger, f.eks. troede han ikke på den socialdemokratiske presses kritiske beretninger om Sovjetunionen, først Moskva-processerne bragte ham i tvivl.

Som 9-10 årig begyndte Carl Heinrich at spørge sin far ud om de ting, som interesserede dem begge. Holger Petersen definerede præcist for den lille Carl Heinrich begreber som socialisme, socialdemokrati, kommunisme, bolsjevisme, syndikalisme og anarkisme. Carl Heinrich hørte også af sin far og hans venner om oplevelser på valsen i Tyskland og om arbejdskampe i Viborg og andre steder, han lånte det kommunistiske Arbejderbladet af en af sin fars arbejdskammerater, hjemme læste han ivrigt Viborg Amts Social-Demokrat, som havde gode og aggressive artikler.

Carl Heinrich begyndte også at gå til politiske møder, som 10-årig deltog han i socialdemokratiske og kommunistiske møder, som 11-årig sad han engang hjemme og græd, fordi han ikke kunne komme til et møde med Stauning. Sorgen blev først slukket, da en farbror kom og hentede ham og ved mødet løftede ham op, så han kunne se Stauning. Carl Heinrich opdagede efterhånden, da han havde nået den fremskredne alder af 10-11 år, at han kunne føre politiske debatter så godt som nogen, og at han vidste mere om politik og arbejderbevægelse end de fleste voksne.

En dreng som Carl Heinrich har ikke haft det altfor nemt i skolen i Viborg. Man kan nemt forestille sig, at det har været et stærkt kultursammenstød, da de sikkert stærkt borgerlige lærere i stiftsstaden Viborg blev udsat for et lille menneske, der ikke ved mødet med dem bare erkendte sin egen utilstrækkelighed og kulturløshed, men som tværtimod mente selv at have værdier, som de ikke kunne forstå. Carl Heinrich var hjemmefra vænnet til stor frihed og selvstændighed, har han fortalt, og det var næppe, hvad skolen i Viborg i 1920’erne ønskede at fremme hos eleverne.

Allerede efter et par uger i første klasse proklamerede Carl Heinrich som 7-årig over for sine forældre, at det der med at gå i skole, det ville han fandme ikke blive ved med. Han bøjede sig dog for sin fars forestillinger om, at han senere ville få gavn af at kunne læse og skrive, hvad jo også viste sig at være rigtigt, og opgav sin første strejke. Med tiden avancerede han endda så vidt i skolesystemet, at han blev optaget som elev på den fornemme Viborg Katedralskole. Her var lærerne ikke lige frem mindre stive end i folkeskolen, og Carl Heinrich var med sin politiske viden og bevidsthed heller ikke blevet blidere. Resultatet blev, at han blev smidt ud af skolen i slutningen af året 1930, da han var 15 år gammel.

I stedet kom Carl Heinrich i lære hos sin far, der i 1921 var blevet elvstændig, fordi han havde opbrugt sin periode med arbejdsløshedsunderstøttelse. Desuden meldte Carl Heinrich sig i april 1931 ind i Danmarks socialdemokratiske Ungdom. Det irriterede ham, at der blev holdt så mange vandreture, lejrture, sanglege og baller, mens der kun var 5-6 stykker af medlemmerne, som havde en egentlig politisk bevidsthed. 11932 meldte han sig ind i Socialdemokratiet.

Carl Heinrich fik flere tillidshverv i DSU, men i 1933 mødte han syndikalisten Christian Christensen, bondeknold og rabarberdreng, efter Carl Heinrichs mening måske den stærkest virkende af alle Danmarks arbejderagitatorer. Christian Christensen boede på det tidspunkt i nærheden af Silkeborg. Carl Heinrich besøgte ham en del gange og lærte meget af ham. Mange år senere i 1979 udgav Carl Heinrich som redaktør den store antologi om Christian Christensen og den danske syndikalisme. I april 1934 meldte Carl Heinrich sig ud af DSU og Socialdemokratiet, samtidig rejste han som udlært cigarmager fra Viborg.

Der gik over 21 år, før Carl Heinrich igen slog sig ned i Viborg. I disse 21 år er han svær at følge. Han arbejdede på cigarfabrikker i København, Odense, Holstebro og Fredericia, men aldrig ret lang tid adgangen. Længst blev han hos Brdr. Brown på Amager, her var han i 8 måneder fra juli 1939 til begyndelsen af februar 1940.

De to første besættelsesvintre var Carl Heinrich på arbejderhøjskolerne i Esbjerg og Roskilde, men begge steder blev han uvenner med forstanderen, og det endte med, at han holdt op på højskolen i Roskilde i utide.

Ind imellem gik Carl Heinrich på landevejene. Han boede på svendehjem, herberger og Arbejde-Adler-Hjem, han lærte hurtigt at betle, og han befandt sig godt. Livet på landevejene i disse år var på mange måder hans livs højdepunkt, har han sagt, og af alle de befolkningsgrupper, han livet igennem kom i berøring med, kunne han bedst lide de professionelle vagabonder.

Mest holdt Carl Heinrich dog til i København. Her gik han som bums, spiste på Samaritanen, var snekaster, ekstra-postbud, medhjælper hos en grønthandler og bud hos en bager, indtil han blev uvenner med bagermesteren. Meget af tiden gik Carl Heinrich også til kontrol som arbejdsløs, det var i det hele taget ikke godt at være tobaksarbejder i besættelsestidens tobaksløse år. Et ret godt lønnet fik job fik Carl Heinrich som spildsamler på Frederiksberg for Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse, LAB. Det varede fra omkring januar 1943 til omkring april 1944, nok den længste tid han nogensinde har været ansat et sted.

Hvad Carl Heinrich har læst i de 21 år udenfor Viborg, har han ikke fortalt om. Det politiske arbejde kender vi en smule til.

I 1934-35 var Carl Heinrich “faglig redaktør” ved månedsskriftet “Information”, der blev udgivet af den kommunistiske opposition (de danske Brandler-tilhængere). I 1936 gendannedes Fagoppositionens Sammenslutning, påny med Christian Christensen i spidsen som redaktør for ugeavisen Arbejdet. Sammenslutningen fik ikke den stormende tilslutning som syndikalisterne havde fået under 1. Verdenskrig. Carl Heinrichs job var alsidigt. Han var både journalist, korrekturlæser og ekspeditionsmedhjælper, til Arbejdet gik ind i marts1938.

Under besættelsen deltog Carl Heinrich i en gruppe, der samlede syndikalister og trotskister, og som udgav forskellige illegale flyveblade, bl.a. under titlen Arbejder-Opposition. Børge Trolle fortæller her i festskriftet gruppens historie på grundlag af egne erindringer, et andet gruppemedlem Thorvald Jensens optegnelser findes i bogen Typer og tryk (udg. af Dansk Typograf-Forbund, Kbh. Afd., red. af Torben Bjerg Clausen; 5. maj 1985). Arbejderoppositionen forsøgte at opstille et socialistisk alternativ i modstandsbevægelsen, der ellers var domineret af borgerlige og DKP-tilknyttede grupper. Carl Heinrich var med til at lave et flyveblad af Arbejderopposition, der opfordrede til generalstrejke i juni 1944. Nu kom den københavnske generalstrejke jo den 29. juni, men Carl Heinrich har dog altid erkendt, at det havde den nok også gjort uden hans opfordring. På den anden side ligger det altså bare sådan, at han og hans gruppe rent faktisk var de eneste, der opfordrede til generalstrejken.

Den 14. juli 1944 blev Carl Heinrich arresteret af tyskerne. Han vurderede det selv som heldigt, at det skete så sent mod krigens slutning. Var han nemlig blevet taget før, ville han måske være blevet skudt eller sendt i tysk koncentrationslejr. I stedet slap han med fængsel og internering i Vestre fængsel, Horserød-lejren og Frøslev lejren.

Efter befrielsen fik Carl Heinrich først et 8 måneders ophold på Krabbesholm højskole, hvor han forberedte sig til optagelse på et lærerseminarium. Fra Krabbesholm kom Carl Heinrich på Vordingborg seminarium, hvor han vist ikke befandt sig særlig godt. Næsten alle hans medstuderende var borgerligt konservative. Carl Heinrich derimod lagde også i Vordingborg vægt på sin tilknytning til arbejderbevægelsen, iøvrigt skilte han sig ud ved sin alder og fordi han fik støtte fra Frihedsfonden.

I 1950 tog Carl Heinrich lærereksamen, men han undlod at søge fast ansættelse, i stedet blev han vikar, først i Tårnby på Amager, siden ved kommuneskolerne i Viborg. Carl Heinrichs ansættelsesmuligheder hæmmedes af, at han som erklæret ateist ikke havde deltaget i seminariets religionsundervisning og heller ikke selv kunne eller ville undervise i religion.

Carl Heinrich fik en prøve-ansættelse ved skolen i Ans udenfor Viborg, men det skete vist nærmest ved en fejltagelse. Alligevel gik det meget godt, bortset fra at Carl Heinrich ikke alene nægtede at deltage i morgenbønnen, men også nægtede at se ud, som om han gjorde det. “Er der noget, der ikke passer mig”, konstaterede han fuldstændig rigtigt, “så er det altså at bøje nakken”. Det endte med, at han blev fyret. Et forsøg på at blive ansat på en privat realskole lykkedes heller ikke, Carl Heinrich blev uvenner med skolebestyreren. Derefter opgav han alle tanker om en karriere i det danske skolevæsen. Til gengæld tog han et andet tungtarbejde op som underviser, men jo på en anden måde end som lærer i barneskolen.

Fra juni 1955 slog Carl Heinrich sig igen ned i Viborg, fra juni 1956 havde han aldrig mere et almindeligt erhverv, men beskæftigede sig udelukkende med at skrive og fortælle om arbejderbevægelsens og socialismens historie. Hvad han levede af er lidt af en gåde. Men han havde vænnet sig til nøjsomhed og et liv uden borgerlige statussymboler, desuden havde han vist arvet en smule penge, lidt honorar faldt der vel også af for foredrag og artikler.

Carl Heinrich havde omkring 1951 meldt sig ind i Socialdemokratiet igen. Han skrev artikler til de socialdemokratiske aviser og fagbladene, han underviste i studiekredse og på aftenhøjskolen. Ved Socialdemokratiets kongres i 1961 foreslog Carl Heinrich, at partiet skulle kræve republik, nationalisering af banker og forsikringsselskaber og fri aktionsret for fagbevægelsen. Kun nogle få stemte for hans forslag på kongressen, selv stemte han som den eneste mod det endeligt vedtagne partiprogram. I konsekvens heraf forlod Carl Heinrich igen Socialdemokratiet. Han indså, at han måtte udøve sin politiske gerning gennem sine bøger og artikler, sine radioforedrag og sine mange foredrag og møder rundt om i landet.

Jeg kan stadig huske Carl Heinrichs radioforedrag, som han begyndte på i november 1962. Hans emne var kommunismens kættere fra Rosa Luxemburgs kamp mod Lenin til syndikalisterne, trotskismen, Bucharin, Moskva-processerne og borgerkrigen i Spanien. Senere fulgte andre foredrag og arbejdererindringer og udsendelser med gamle revolutionære fortællere. Jeg læste dengang historie på Københavns Universitet. Hverken kommunismen eller dens kættere var genstande for undervisningen dér, for at sige det mildt.

Sagen var, at meget få bortset fra Carl Heinrich beskæftigede sig med arbejderbevægelsens og socialismens historie og teori i disse år efter 2. verdenskrig og den kolde krig. Institut for Historie og Samfundsøkonomi under Københavns Universitet havde fra 1927 og indtil under krigen gjort et kæmpearbejde og udsendt en række grundlæggende værker om den danske arbejderbevægelses og arbejderklasses historie. Blandt bidragyderne var Henry Bruun, Georg Nørregaard, Povl Engelstoft, Hans Jensen og Richard Willerslev.

Men efter 2. verdenskrig hørte det op med den akademiske interesse for arbejderbevægelsen. Da jeg begyndte på Københavns Universitet i 1958 var Institut for Historie og Samfundsøkonomi helt dødt. Det eksisterede som nogle selv på Københavns Universitet påfaldende gammeldags, mørke, støvede og frem for alt tomme lokaler. Det lå i nærheden af Historisk Institut eller rettere sagt Historisk Laboratorium, som jo for resten heller ikke var alt for levende. Der var skrevet om Socialdemokratiets historie i En bygning vi rejser og om DKP’s historie af Ib Nørlund, men det var der vist ikke mange på Universitetet, der fæstnede sig ved. Den internationale socialismes teori og historie var i disse år i Danmark en by i Rusland.

Jeg kan stadig høre Carl Heinrichs stemme for mig, som han talte i sine radioforedrag, tør, næsten lidt knirkende, meget saglig, med et underliggende lune, og frem for alt uimponeret og sikker. Det var af stor virkning at høre denne mand så autoritativt beskrive geografien af hele kontinenter af historien, som tilsyneladende var ukendte for den danske historieverden.

Kommunismens kættere blev udgivet som bog i 1964, på norsk året efter. I 1966 udsendte Carl Heinrich Agitatorer og martyrer – Profiler og skæbner fra socialismens verdenshistorie, en samling af radioforedrag og artikler bl.a. Fra Information, frit Forum og forskellige fagblade. Agitatorer og martyrers forlag var det socialdemokratiske Fremad, der på bagsiden troskyldigt forsikrede om, at Carl Heinrichs artikle ville fængsle også læsere, “der i deres grundopfattelse afviger fra forfatteren”.

I 1960’erne fik Carl Heinrich støtte fra Statens almindelige Videnskabsfond til et værk om venstreoppositionelle personligheder, grupper, bevægelser og ideer i dansk arbejderbevægelse indtil ca. 1931. Siden blev han støttet af Statens humanistiske Forskningsråd. Der kan og bør siges en del om den måde, hvorpå staten har indrettet sin styring af forskningen. Men retfærdigvis bør der ydes anerkendelse for støtten til Carl Heinrich. Det kunne bare mangle andet, naturligvis, end at man skulle have støttet Carl Heinrich. Men forudsætningerne taget i betragtning var det alligevel ganske dristigt, at man gjorde det så tidligt som tilfældet var. At det var rigtigt at gøre det, viste sig jo.

Carl Heinrich fik de første støttebeløb udbetalt i 1963, i 1970 kunne han udsende bogen om venstreoppositionen, iøvrigt med støtte også fra Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund. Bogen fik titlen Danske revolutionære. Ideer, bevægelser og personligheder. Den var, skrev Carl Heinrich i sit forord, resultatet af næsten 40 års arbejde, hvor han havde samlet mundtlige og skriftlige kilder til de danske revolutionæres historie i tiden fra 1890 til 1937.

Efter min mening er Danske revolutionære Carl Heinrichs bedste bog. Den er en skatkiste af personlige beretninger, erindringer, tal, digte, agitationsmateriale, breve, pjecer og artikler, alt sammen til oplysning om de danske revolutionæres historie, det hele sat i ramme af Carl Heinrichs omhyggelige kommentarer, noter og undersøgelser. Bogen er båret af godt humør og en friskhed i opfattelse og sprog som sammen med et fremragende illustrationsmateriale gjorde den til virkelig dejlig læsning. Med Danske revolutionære fik vi forærende fortællingen om en del af Danmarkshistorien, som for de fleste af os stort set var ukendt, og som ville være gået tabt, hvis ikke Carl Heinrich havde sørget for, at det ikke skete.

I hurtig rækkefølge skrev og redigerede Carl Heinrich derefter Revolutionære socialister i Danmark (1973), Fra klassekampens slagmark i Norden (1973), sammen med flere andre den store to-binds antologi Christian Christensen og den danske syndikalisme (1979) og denne gang med støtte fra Statens samfundsvidenskabelige Forskningsråd Den glemte socialisme -Anarkisme~, Anarkosyndikalisme, Syndikalisme (1981). Desuden skrev han artikler og bidrag til flere samleværker.

Med Danske revolutionære og de øvrige bøger blev Carl Heinrich noget af en profet for studenterne, der læste historie, samfundsfag, dansk og dermed beslægtede fag. Der opstod i begyndelsen af 70’erne et voldsomt behov for viden om arbejderbevægelsen, arbejderklassen og socialismen, men der eksisterede ikke meget brugbart undervisningsmateriale. Marx og Engels blev købt i tonsvis i DDR, blev slæbt hjem og læst, vi pirattrykte gamle bøger fra 1930’erne for dog at have lidt på dansk, og så kom pludselig Carl Heinrichs bøger dumpende stopfulde af spændende ting om noget, som vi knapt nok havde troet eksisterede i dansk og skandinavisk historie.

Carl Heinrich kom selv. Det var nemt at få ham til det, han deltog gerne i vores timer, han fortalte om sine bøger, om de personligheder, han havde mødt, han forelæste og diskuterede, meget åben forforestillinger, men også meget sikker i sin sag. Vi mødte ham også i universitetets kantiner, hvor han solgte sine bøger, altid omgivet af en lille flok af ivrigt diskuterende. Med i Carl Heinrichs følge var også gerne den student, som Carl Heinrich i øjeblikket havde adopteret som discipel. Der var nemlig altid en eller anden, som skrev speciale om et Carl Heinrich-emne, og som fik lov til at opsamle mesterens guldkorn mod til gengæld at hjælpe til med at slæbe hans bøger.

Vi kom til at sætte gevaldig pris på Carl Heinrich. Vist kunne han være ilter og selvhævdende på en irriterende beskeden måde. Men han havde et dejligt tørt lune, han var altid utroligt hjælpsom, han var hjertelig og gemytlig. Glæden ved at være sammen med folk skinnede ud af ham. Hans begejstring for det stof, han arbejdede med, virkede smittende, han delte glad og gerne ud af sin enestående viden. Carl Heinrich virkede ældre end sine år, var totalt uakademisk i sin facon, og studenterne kunne lide ham

Carl Heinrich selv var tydeligt glad for mødet med universitetet og studenterne. Han havde længe troet, har han sagt, at han var den sidste mohikaner. Da Danske revolutionære var udkommet, blev han derfor glad for at høre, at den for mange af ungdomsoprørets og det nye venstres folk var noget af en åbenbaring. Carl Heinrich var også godt tilfreds med at blive æresdoktor, selv om han ganske vist senere har sagt, at han på mange måder var mere glad for at blive æresmedlem af Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer.

Det hænger muligvis sammen med, hvordan de mennesker er, der færdes på et universitet, men det skyldes også, sagde Carl Heinrich, at han altid selv har været arbejdssky. Nu har Carl Heinrich i virkeligheden som samler, udgiver og forfatter været myreflittig, og muligvis skelner han mellem rigtigt, beskidt og sveddryppende arbejde på den ene side og politisk virksomhed på den anden side. I hvert fald er der ingen tvivl om, at Carl Heinrich ikke har arbejdet ud fra en ren og skær trang til at fremskaffe viden for dens egen skyld, men for den politiske virknings skyld. Det er revolution, der har været hans emne, ikke filateli, og han har selv benægtet, at det kan lade sig gøre, at “skrive fuldstændigt objektivt om brændbare politiske emner, og da slet ikke om danske revolutionære, deres ideer, bevægelser og personligheder — og kunne det lade sig gøre, ville det sikkert blive en uudholdelig farveløs, tør og kedelig fremstilling, der var komplet ulæselig”.

Det er naturligvis Carl Heinrichs eget stærke engagement, der har ligget bag hans arbejde. De revolutionære, som han har skrevet om, og han selv, stræbte efter en samfundsorden, der var radikalt anderledes end det bestående samfund, en ny samfundsorden, hvor den private ejendomsret til jord og produktionsmidler og udbytning og undertrykkelse blev afløst af fællesejendom, folkelig selvforvaltning og selvstyre. Som midler hertil vurderede de ikke vaigret, parlamentarisme og gradvise reformer højt, de mente, at udenomsparlamentariske kampmidler i forskellige former var væsentligst og afgørende. De ville kun gribe til voldelige midler, hvis de priviligerede klasser gjorde det, men det fandt de også sandsynligt, at de ville.

Carl Heinrich har understreget, at de gamle revolutionære, samtidig med at deres mål var sat så højt, også har bidraget væsentligt til materielle fremskridt for de danske arbejdere med højere realløn, kortere arbejdstid og andre goder; desuden har de været med til at sikre den demokratiske medbestemmelse over egne forhold.

Carl Heinrich har fortalt os historien om de revolutionære, fordi det er en spændende og gribende historie, men især fordi han har ville fremme den kritiske og oppositionelle holdning til enhver form for magthavere.

Hans mål var dette: “Jeg drømmer ikke om et utopisk paradis på jord, men om et friere og mere demokratisk samfund, hvor den arbejdende befolkning selv kan forvalte produktionen”.

Carl Heinrich vil næppe bryde sig om at se det på tryk, men det er ikke desto mindre rigtigt, at hans indsats som forfatter, foredragsholder og almindelig inspirator i 1970’erne var en voldsom arbejdspræstation. Nu er det sagt, og forhåbentlig bliver han ikke af den grund ekskluderet som æresmedlem af Samfundet af Bevidst Arbejdssky Elementer. Til gengæld er han ikke så virksom mere. Hans syn er blevet dårligt, det ene ben ville ikke længere. Foredragsrejseri han måttet opgive, Anarkistisk Boghandel er under afvikling.

Med Træk af arbejderbevægelsens historie i Viborg – og af min egen fra 1982 tog han fat på at skrive sine erindringer. Vi fik i den ligt billede af et provinsielt arbejdermiljø af den slags, som eller skildres så meget i al lokalhistorien, også et godt billede af den revolutionære og oppositionelle som ung. Desværre nede Carl Heinrich ikke så langt, kuglepennen måtte lægges til side, skrivning og læsning volder ham for megen mege møje.

I sommeren var venner af Carl Heinrich inviteret til Viborg museet at se en videofilm om Carl Heinrich og Viborg, som var af Erik Bartram Jensen. Det var noget af et chock ved den lejlig at se Carl Heinrich i en rullestol, men choket fortog sig, det var den gamle Carl Heinrich. Der var forberedt en tale. Men Carl Heinrich har aldrig været den, der brød sig om at se tingene foregå hen hovedet på sig. Han tog selv ordet, forklarede, hvad man skulle lægge mærke til, hvad der var godt i filmen, anbefalede yderligere læsning, og sluttede med at udbyde nogle af sine egne værker til salg.

Det var også den samme Carl Heinrich, som så mange har lært at kende, der den 29. juni 1985 kunne fejre sin 70-års fødselsdag med anarkistiske venner og meningsfæller fra Viborg og resten af Landet samlet om et veldækket frokostbord med øl og snaps. Humoren, veloplagtheden og den velkendte kompromisløse stridbarhed va i behold, da han kom op af rullestolen og stående sang med på Internationalen – alle vers inklusive det femte, antimilitaristiske, som socialdemokraterne ikke ville vide af og DKP’erne helst undertrykke, og som først med Carl Heinrichs oversættelse blev sikret en plads i den danske arbejdersang.

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s