Nestor Mankhno: Kampen mod staten

Kampen mod staten 

af Nestor Mankhno

Den kendsgerning, at den moderne stats organisationstype er en magt, som støtter sig til vold og vilkårlighed mod arbejdernes sociale liv, er uafhængig af statens “borgerlige” eller “proletariske” karakter. Den er baseret på en undertrykkende centralisme, som stammer direkte fra den vold et mindretal udøver mod at flertal.

Foruden geværet og guldet benytter enhver stat endnu et middel, den moralske undertrykkelse, til legitimere sit system og at påtvinge folket samme. Ved hjælp af disse midler undertrykker en lille gruppe politikere hele samfundet materielt og, – specielt arbejderne – på sådanne vilkår, at de ikke afledes fra det slaveri, som opretholdes af staten. Det er klart, at for at kunne bekæmpe den moderne stats organiserede vold, må der anvendes kraftige midler grundet opgavens vigtighed.

Hidtil var de sociale aktionsmidler, hvormed den revolutionære arbejderklasse bekæmpede undertrykkernes og udbytternes magt, statens og kapitalens magt, ikke føre til arbejdernes fuldkomne sejr.

Det er allerede forekommet i historien, at arbejderne har besejret kapitalen, men sejren forsvandt altid ved det næste skridt, hvor en statslig magt oprettedes. Her blev privat kapitalen gentaget undertrykkelse af masserne.

Således har erfaringerne fra den russiske revolution med største tydelighed vist os vores utilstrækkelighed på dette felt. Vi må ikke glemme dette – tværtimod må vi gøre os det helt klart.

Vi kan se, at på trods af den manglende organisation i vore rækker, var vores kamp mod staten i den russiske revolution betydelig. Specielt vigtig hvad angår ødelæggelsen af denne forhadte institution.

Men vores kamp var ubetydelig, set i forhold til opbyggelsen af massernes frie samfund og socialstruktur, hvilket kunne have sikret massernes frie udvikling imod staten og dens repressive institutioners formynderi.

Det faktum, at vi, anarko-kommunister og anarko-syndikalister, ikke forudså den russiske revolutions udviklingsforløb, og at vi ikke skyndte os i rette tid at formulere de nye former for sociale aktiviteter – dette faktum har i mange af vore grupper og organisationer medført, at de mere end en gang tøvede i politiske retning og socialstrategi på revolutionære kampfront.

For at undgå de samme fejl i en fremtidig revolutionær situation, og for at bevare styrken i vore organisationsrammer, må vi begynde at forene alle vore kræfter til et aktiv kollektiv. Derefter må vi straks defindere og formulere vores udkast til den økonomiske, sociale, lokale og territoriale struktur så præcist, at specielt retningslinjer og fundamentale, revolutionære funktioner i kampen mod staten ligger fuldstændig fast og klart. Den aktuelle epoke og lektionerne fra den russiske revolution forlanger det.

De, som befinder sig blandt arbejdere og bønderne og derved deltager aktiv i kampens sejre og nederlag, er uden tvivl tvunget til art drage samme slutninger og måske endda forstå, at kampen imod en stat kun afsluttes med en total likvidering; de vil på den anden side også erkende, at den sværeste rolle i denne kamp er de bevæbnede revolutionære kræfters.

Det er utilladeligt, at forbibde de bevæbnede kræfters aktion med de sociale og økonomiske enheder, hvori folket fra de første dag af revolutionen vil organisere sig, for at opnå og indrette et totalt selvbestemmende samfund uden statslig strukturer.

Fra nu af må anarkisterne rette deres opmærksomhed mod dette aspekt ved revolutionen, det må overbevise sig selv om, at de bevæbnede revolutionære kræftere, som kan være organiseret i en hovedarme eller lokalt i talrige bevæbnede kommandoer, er i stand til at besejre tilhængerne og forsvarene af statssystemet. Kun derigennem kan de skabe de nødvendige forudsætninger for den arbejdende befolkning – som støtter revolutionen – for at bryde alle bindinger til fortiden, og for at starte opbygningen af et nyt socioøkonomisk liv.

Det er muligt, at staten ikke bliver besejret totalt overalt, og på mange måder vil forsøge at forhindre de frie arbejderes nye livsform, såvel som bremse de nye relationers fremvækst og udvikling, hvilket er baseret på den totale frigørelse af alle mennesker

Den endelige og totale likvidering af staten vil kun kunne lykkes, hvis arbejderne orienteres så friet som muligt, og når de revolutionære arbejdere i byerne og de frie bønder på landet selvstændigt tilegner sig sociale aktionsformer.

Disse strukturer må tage form som frie sovjetter (arbejderråde), det vil sige selvstyrende økonomiske og sociale organer. Man må analysere strukturen og fundamentalt for disse sovjetter, og propagandere for disse blandt alle. Deraf afhænger hovedsageligt den positive udvikling og udfaldet af de anarkistiske idéer hos dem, som selvstændigt vil realisere likvideringen af staten og opbygge de frie menneskers nye samfund.

Advertisements

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s