Rudolf Rocker: Teori og praksis

fra Krobotkin, Bakunin, Malatester, M,FL. Anarkismen en Antologi, BIBLOTHEK RODHOS, Kbh. 1970
(Artikel skrevet af Rudolf Rocker i skitserer en problemstilling, der i 1930’erne viste sin aktualitet i Spanien.)

Teori og praksis

Årsagen til den voksende doktrinarisme i vore rækker kan især tilskrives to fænomener. I løbet af de sidste årtier har vi i meget ringe omfang gjort forsøg på at gå udenfor vore egne kadrer. Permanent kyskhed har i det lange løb en sløvende virkning, den giver de enkelte individer ringe tilfredsstillelse og resulterer næsten altid i et vist ubehag. Desuden har størstedelen af os vænnet sig til at se en endegyldig afslutning af vore ideer i anarkismens nuværende udformning. Man anskuer den anarkistiske kommunisme som det sidste led i den udvikling, der går fra mutualismen over kollektivismen til den nuværende opfattelse og betragter alle nye forsøg med mistillid eller overlegenhed.

Hvad mig selv angår, må jeg indrømme, at jeg også i forbindelsen af anarkisme og kommunisme ser den mest gunstige forudsætning for menneskehedens frie fremgang, men denne anskuelse har kun relativ betydning, og vi besidder ingen som helst garanti for, at den er korrekt. Under alle omstændigheder har de revolutionære begivenheder i Rusland, Mellemeuropa, Italien o.s.v. stillet os overfor en mængde nye problemer, som gør det problematisk at hævde, at en fremtidig revolution vil komme til at forløbe på lige netop den måde, som Kropotkin har beskrevet i Erobringen af Brødet. Selv om vi accepterer, at den almindelige udvikling vil føre til en tingenes tilstand som den, vi forudser i den anarkistiske kommunisme, så heller ikke dette i lyset af alle de seneste årtiers praktiske erfaringer noget bevis for, at revolutionen uden videre vil føre os til en realisering af idealet. Tværtimod bliver vi nødt til at vænne os til den tanke, at der vil indtræde sameksistens af en hel række forskellige økonomiske systemer, der vil prøve at bevise deres praktiske værd.

Jeg anser på ingen måde dette for at være af det onde. Tværtimod forekommer det mig at være den eneste mulighed for at rydde vejen for en virkelig fri udvikling. Personlig er jeg af den opfattelse, at en økonomisk udformning som kollektivismen er lettere praktisabel i en revolutionær overgangsperiode end kommunismen. For det første er kommunismen. Kun mulig på betingelse af, at alting er forhånden i overflod, for kun i så fald har det såkaldte frie forbrug nogen virkelig værdi. Men erfaringen har vist, at revolutioner ikke altid finder sted under så gunstige forhold. I de fleste tilfælde må man regne med, at de bryder løs, når det økonomiske liv i sin helhed er desorganiseret og skrøbeligt i grundvolden, så at samfundets forsyning med det allermest uundværlige bliver til et første uomgængeligt krav. Men under sådanne forhold kan man ikke drømme om en kommunisme i vor forstand, men højst om en gradvis udvikling i retning af kommunismen.

Desuden vil slagordet ”af enhver efter evne, enhver efter behov” ikke være så ligetil at føre ud i direkte praksis, som de fleste af os tidligere har ment.

Det kapitalistiske system bar ikke været velegnet til at udvikle de sociale og solidariske instinkter i menneskene, men har tværtimod på alle måder tenderet mod at henvise disse følelser til andenpladsen og praktisk talt kastrere dem. Det kendte ordsprog ”den enes død er den andens brød” er et meget præcist udtryk for denne situation. Men vi er nu engang nødt til at regne med menneskene, sådan som de er, og sådan som vi overtager dem fra det gamle samfund, og derfor forekommer det mig, som om en eller anden kollektivt etableret værdiansættelse af den enkeltes arbejde er mere i overensstemmelse med den almindelige retsfølelse end det såkaldte fri forbrug. At dømme efter de sidste 10-15 års erfaringer er vi nødt til at regne med, at en stor del personer vil anslå deres personlige formåen med hensyn til produktionen som mindre end andres. Dette vil på forhånd afføde uheldige resultater, som særdeles let kan nødvendiggøre autoritære indgreb. Og hvad dette kan lede os ud i, afgiver Rusland det bedste eksempel på.

Det kollektivistiske slagord ” af enhver efter evne, enhver efter behov” ville sådan set i denne henseende svare bedre til den praktiske realitets behov i de første faser at en revolutionær periode end kommunismens frie forbrug, så meget des mere som man derigennem ikke ville gribe forstyrrende ind i nogen anden tendens, hvad angår dens praktiske eksperimenter.

Mutualisme, kollektivisme og kommunisme er ikke afsluttende endemål, men kun midler til at opnå et bestemt objekt. De er nødt til at samarbejde for at garantere en følelse af menneskelig frihed og solidaritet i samfundslivets økonomiske og sociale forhold og for på denne måde at udvikle en mentalitet, der på helt instinktiv vis vil sætte sig til modværge mod enhver autoritær fortolkning. Ethvert menneskeligt fremskridt bygger ene og alene på fri eksperimenteren, hvad vi især kan se på videnskabens område. Forudsætningen for et virkeligt libertært fremskridt ligger netop gemt i hver enkelt strømnings mulighed for i praksis at realisere sine ideer og således bevise sin effektivitet, når bare der ved denne eksperimenteren ikke begås overgreb mod de andre tendensers frihed.

De store begivenheder, der er sket siden krigen, har vist, at en komplet tilintetgørelse af alle eksisterende institutioner, sådan som de fleste af os tidligere var indstillet på det, ikke er den helt rigtige vej. For eksempel ville man under en periode at social omformning næppe med ét slag kunne undertrykke bank- og pengevæsenet. Snarere ville det være nødvendigt at operere i retning af at omforme disse institutioner og udnytte dem som provisorisk middel til udveksling for at holde samfundsmekanismen i gang og forberede de nye økonomiske former. Det er beklageligt, at vores litteratur i de sidste 25-30 år har beskæftiget sig alt for lidt med problemet om et nyt økonomisk liv. Bortset fra Kropotkins skarpsindige skrift Marker, Fabrikker og Værksteder findes der faktisk ikke i vores litteratur en studie af fundamental betydning, som grundigt giver sig at med de økonomiske problemer, eller som åbner nye fremtidsperspektiver. På alle mulige sprog har vi en overflod af skrifter, i hvilke man bestræber sig på at begrunde frihedsbegrebet på rent filosofisk og meget ofte overdrevent abstrakt vis.

Men de praktiske forudsætninger for denne samme frihed, som først må skabes på tilværelsens økonomiske, politiske og sociale områder, er hidtil blevet behandlet meget mangelfuldt. Man kan heroverfor stille de undertiden overordentlig brillante indlæg, som repræsentanterne for den libertære fløj har fremført på Den første Internationales nationale og internationale kongresser, og bliver så nødt til at indrømme, at der dengang fandtes større forståelse for disse problemers enorme betydning end i senere perioder. Først nu tildags efter de erfaringer, som er blevet os påtvunget under og efter krigen, begynder man igen så småt at vie disse spørgsmål større opmærksomhed, men endnu ikke i det fornødne omfang.

Man skal ikke komme og sige, at den generelle socialismes tidlige grundlæggere, folk som Saint-Simon, Fourier, Owen, Proudhon o.s.v., hvis undersøgelser også anarkisterne tit støtter sig til, allerede har studeret de økonomiske problemer på så indgående og udtømmende vis, at der ikke kan tilføjes noget videre til deres ideer på dette gebet. For det første har den moderne industris formidable udvikling skabt en hel række nye problemer, som man tidligere ikke kunne forudse, og som ikke er betydningsløse, selv om man også betragter den overdrevne og ensidige industrialisering som et overgangsfænomen i den samfundsmæssige udvikling. Og dertil kommer, at disse folks ideer efterhånden er blevet næsten totalt fremmede for nutidens anarkister. Dette gælder ikke blot Fourier, Owen, Thompson o.s.v., men endog selve Proudhon, anarkismens vigtigste forløber, hvis værker kun er overfladisk kendte blandt flertallet at anarkister. Og hvor indeholder dog disse mænds skrifter meget, som ikke har mistet sin værdi! Hvor kunne Fouriers teori om det attraktive arbejde på strålende vis sætte en stopper for den fordisme og taylorisme, som også vore ”etatistiske” socialister har akcepteret fuldkommen kritikløst! Og hvilket storslået arsenal mod den moderne nationalisme har ikke Proudhon skabt, uden at de fleste af os kender noget som helst til det. Det er ikke nok at sige til folk: ”I skal være frie”, man er også nødt til at anvise dem de praktiske veje og midler til at opnå friheden og sikre et nyt samfundsliv unde? de ændrede omstændigheder. Netop i denne henseende har socialismens autoritære tendenser og partier en stor fordel fremfor os. På grund af massernes blinde tiltro til staten, er det ikke svært at bilde folk ind, at alle disse problemer kun kan løses gennem en regering, hvad enten denne nu manifesterer sig som ”proletariatets diktatur” eller som en konstitutionel demokratisk stat. Eftersom menneskeslægten har vænnet sig til at anskue staten som et jordisk forsyn, forekommer denne løsning simplest og naturligst. Netop derfor er det dobbelt og tredobbelt nødvendigt at anvise folk de praktiske veje og midler, som kan sætte dem i stand til at indse mulighederne for en fri menneskehed. Hver eneste af os, der står midt i den praktiske propaganda, ved, at de folk, der tænker og håber, altid stiller os den slags spørgsmål. De, der kan slå sig til tåls med et ordinært politisk slagord, har meget ringe betydning for det konstruktive og skabende arbejde. De væsentlige er de samvittighedsfulde og åndeligt aktive personer, som i hvert enkelt tilfælde forbeholder sig en personlig og kritisk stillingtagen. Det er ikke mindst denne anskuelse, der har fået Pelloutier, Pouget og mange andre aktive anarkister til at hellige fagforeningsbevægelsen deres væsentligste arbejde eller bestræbe sig på i første række at få underbygget denne bevægelse. Erkendelsen af, at arbejdernes fagforeningsorganisationer er de mest velegnede til at forberede en samfundsorganisation på socialistisk grundlag og føre den praktisk ud i livet, har fået disse mænd til at udnytte deres ideer i proletariatets økonomiske kamporganisationer og i disse at fremhæve deres mission som konstruktive organer for et frit samfund, hvad der har slået bestandig dybere rødder i den syndikalistiske bevægelse og gjort det til en af dennes fundamentale principper.

Men det er ikke gjort med denne erkendelse: vi må sørge for, at den bliver oversat til levende kendsgerninger. Det er ikke nok at erklære, at arbejdernes fagforeningsorganisationer har den mission at tage samfunds-produktionen og fordelingen at produkterne i deres egne hænder, det er også nødvendigt at nærme dem praktisk til dette store mål.

Rudolf Rocker

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s