Valdemar Vibe-Petersen: Anarkismen (og ikkevold)

Denne tekst er taget fra bogen: Ikkevold idé og virkelighed, red. af F. Søgaard Andersen, Rhodos, Kbh., 1975, s.42-46. 

Anarkismen (og ikkevold)

 Anarkismen og ikkevold, det er ude tvivl begrebet derfor mange intet har med hinanden at gøre. Alligevel hører anarkismen med, når der skal redegøres for ikkevolds-tanken historiske forudsætninger. Som politisk bevægelse har anarkismen sit udgangspunkt i Frankrig i tiden omkring de to revolutioner i 1830 og 1848. Anarkismen finder sin berettigelse i brydningen mellem den eksisterende liberalisme og den gryende socialisme under Marx og Engels[1] lidelse. Anarkisme er den politiske udformning af den psykologiske modstand mod autoritet under enhver form. Anarkisterne betragter såvel liberalismen som socialismen som utilstrækkelig; hvor liberalisterne ønsker frihed sker det på lighedens bekostning og hvor socialisterne ønsker lighed sker det på frihedens bekostning. Den sande frihed og lighed kan kun opnås i det autoritetsløse kollektive samfund, hvor den størst mulige individuelle frihed skulle sikre samfundets deltagere. Derfor vender anarkisterne sig både mod det borgerlige samfund med dets repræsentative demokrati og mod det socialistiske samfund i form af ”proletariatets diktatur”. I begge tilfælde har staten som institution vokset sig stærk, den udgør det autoritative princip, den er at magtmonopol, som i sidste instans gør enhver tale om frihed illusorisk.

Anarkisterne modarbejder derfor, i et hvilken som helst samfund, alle de træk der i sidste ende udgør forskellige former for autoritet, f.eks.: centralistiske institutioner, bureaukrati, den private ejendomsret  (”ejendom er tyveri”[2]), kirken, det repræsentative demokrati etc. – Følgelig har anarkister altid været modstander af krig, selvom ikke alle nødvendigvis har modsat sig vold. Krigens organiserede vold og  ødelæggelse ser anarkisterne som en enorm forstørret udgave af statens vold på andre områder, en vold som ligger indbygget i statens autoritet. For anarkister er vold det tydeligste eksempel på en persons brug af magt over en anden, og derfor i klare modstrid med anarkismens egentlige indhold. Dette betyder imidlertid ikke alle anarkister har været pacifister, til tider tvært imod*[3].

Men hvis vi ser bort fra disse utypiske anarkister, gælder det at volden af men hvis man ser bort fra disse utypiske anarkister gælder det, at volden af anarkismen har været betragtet som formålsløs og samtidigt i strid med anarkismens idé, uanset i hvilken sammenhæng den måtte forkomme. Brugen af vold skader formålet, viser historien, idet ingen revolution er sikret ved vold, tværtimod, jo mere vold desto mindre revolution .

Da anarkismen af princip er dogmatisk og antiautoritær, betyder det, at grupper med varierende politisk og organisatorisk sigte har kunnet rummes heri. Forskellen har været betinget af forskellige synspunkter, i første række hvad angår den samfundsmæssige struktur, man ønsker fremmet. Yderpunkterne er her den rendyrkede individualisme, egoisme og nihilisme, der står i stærk kontrast til den anden pol, den stærke organiserede kollektivisme, kommunisme og syndikalisme. Det er således vanskeligt eller umuligt at bestemme anarkismens politiske linje, også når det gælder vold contra ikkevold. Hvad man derimod nødvendigvis må anerkende, er at mange enkeltpersoner og grupper af ikkevoldelig eller pacifistisk observans har haft en snæver tilknytning til anarkismen eller har lært af denne.

Leo Tolstoj (1828-1910) må nævnes i denne sammenhæng. Han betragtede ikke sig selv som anarkist; ikke desto mindre er hans samfundsopfattelse ægte anarkistisk. Han fordømmer den eksisterende autoritære samfundsorden, forslår en ny libertær[4] ordning og anviser gennem hvilken metode den kan opnås*[5] et kristen syn præger Tolstoj gennem hele hans liv, et syn, der er dog er rationalistisk, social og konfessionsfri[6]; han fordømmer kirken, som har forvrænget Jesu lære. Han søger sit gudsrige i retfærdighedens og kærlighedens verden, idet han finder støtte for sin pacifistiske holdning i Bjergprædikenen: ”vold skal ikke gengældes med vold”.

Tolstoj skelner dog mellem en regerings vold, som er helt og holdent af det onde, fordi det er overlagt, og et revolutionerende folks vold, der, skønt delvis et onde, dog bunder i uvidenhed. Men den eneste virksomhed måde at forvandle samfundet på er for mennesket gennem fornuften, gennem overtagelsen og eksemplet. Den som ønsker at afskaffe staten må holde op med at samarbejde med den, nægt at gøre militærtjeneste, nægte at optræde som nævning og nægte at betale skatter. At nægte at lyde(civil ulydighed) er med andre ord Tolstojs store våben.

Et af Tolstojs bedst kendte skrifter er brevet ”Kæst våbende bort”, stilet til en gruppe svenske fredsarbejdere i forbindelse med afholdelsen af en nedrustningskonference i Haag 1899. Konferencen var indkaldt på opfordring af den russiske zar og bliver i brevet stemplet som et hyklerisk paradenummer, iscenesat for at berolige masserne.

Tolstojs anarkistiske ideer og ikkevolds tanker har haft en vidtstrakt og mangesidig indflydelse. Tusindvis af russer og ikkerusser blev lidenskabelige disciple og dannede tolstojanske kolonier baseret på fælles økonomi og asketisk levevis, både i og uden for Rusland. Anarkistiske pacifister i Holland, Storbritannien og USA er utvivlsom påvirket af Tolstoj. Under den 2. verdenskrig indtrådte mange engelske pacifister i nytolstojanske samfund, hvorfra dog kun et fåtal forblev aktiv efter krigens ophør. Det mest imponerende eksempel på Tolstojs indflydelse i den vestlige verden er ironisk nok – i befragtning af hans mistro til organiserede kirker – den romersk-katolske gruppe i USA med tilknyttning til tidskriftet ”Catholic Worker”*[7]  og den betydeligste repræsentant for den kristen anarkisme, Dorothy Day.

Den betydeligste enkeltperson, der har lært af Tolstoj, er uden tvivl Mahatma Gandi. Gandi var påvirket af flere af de store anarkistiske tænker. Hans ikkevoldsteknik voksede for en stor del frem under såvel Thouraus*[8] som Tolstojs indflydelse, og han opmuntredes i sin idé om et land af bysamfund gennem læsning af Peter Kropotkin, en anden af 1800-tallets store anarkister.

En gennemgang af anarkismens organisations-, propaganda- og aktionsformer vilyderligere afgrunds billedet af en sammenhæng mellem anarkisme og ikkevold. Anarkisterne skelner mellem ”handlingens propagander” og ”direkte aktion”. I 1890’erne blev de anarkistiske terrorhandlinger, der stadig sværter anarkismen, betegnet ”handlingens propaganda”, mens udtrykket i dag dækker over handlinger, der enten er positiv ikkevoldelige eller i det mindste uvoldelige. ”Sit-downs”, sit-ins, traditionelle demonstrationer, byger af generende spørgsmål og lignende kommer ind under denne kategori. Med ”direkte aktion” mentes oprindelig blot aktion, der ikke fulgte det politiske spils regler, og som ikke blev udført indirekte gennem repræsentanter, men direkte af folk, der er mest berørt af forholdet og med sigte direkte på situationen, med det formål at opnå en betinget succes straks, og ikke blot omtale. Strejker, boykot, ikkevoldelig sabotage hører til denne gruppe, såvel som f.eks. danske aktivisters boligaktioner. Ghandi anvendte også udtrykket ”direkte aktion” i forbindelse med sine kampanger, der både indebar ”civil ulydighed”, strejker og boykot.

Anarkisterne vil altid fortrække den ”direkte aktion”, fordi den i sig selv er et udtryk for reaktion mod en magtfaktor på det tidspunkt og i den situation, hvor denne magt ytrer sig. Den ”direkte aktion” er den normale aktion, en aktion der genskaber sig selv og vokser med brugen af den, modsat den indirekte, den der udøves gennem organisationer og institutioner.

Formålet med dette afsnit har ikke været et forsøg på at sætte lighedstegn mellem anarkisme og ikkevold. Ej heller har det været meningen at påstå, at det ene er en følge af det andet. Det har – derimod – været hensigten at på pege på de historiske forbindelse mellem anarkismen og ikkevold, at på pege ligheden i de ideer og tanker, der har betinget anarkisters og ikkevolds-tilhængeres politiske tænker og handling igennem snart 200 år.

 Valdemar Vibe-Petersen


Fodnoterne uden stjerne (*) er ikke af forfatteren men af indskriveren 

[1] Marx og Engels = Karl Marx & Friedrich Engel – anarkisternes arvefjender under 1. internationalen, fordi disse repræsenterede den ”autoritære fløj”.

[2] ”Ejendom er tyveri” = titlen på anarkisten Jean-Pierre Proudhon mest kendte værk hvor han gøre op med privat ejendomens som dogme.

*[3] I slutningen af forrige århundred forøvede en række anarkister af den nihilistiske fløj en række terroristiske attentater, der undertiden var politisk bestemt, undertiden ikke. Disse voldshandlinger betegner anarkismens mørke side og er for mange mennesker stadig knyttet til anarkismen.

[4] Libertær = verbum som stammer fra det franske orde for frihed liberté.

*[5] Leo Tolstoj fordrer, i lighed med to af anarkismens tidligere fremtrædende personer; William Godwin, Pierre-Joseph Proudhon, snarer en moralsk end en politisk revolution.

[6] Konfessionsfri = ikke tilhænger af nogen bestemt trossamfunds (kirkes) dogmer.

*[7] udkommer i 1930’erne

*[8] Essyet ”Om medborgerens udylighedspligt” skrevet af H. D. Thoreau, har været et af de klassiske forsvar for passiv og principiel modstandt mod magten.

Advertisements

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s