Colin Ward: Al magt til regionerne! – eller: det lysner for de gamle anarkister

 

 Teksten er taget fra Tilskriftet fra Direkte Aktion (# 2, 4. årg.: 1992, Kbh. V, udg.: ? )

Nationalstaten hører hjemme i 1800-tallet og ikke i vor tid. Gennem at opdele nationalstater i mindre enheder gives en chance for fred i Europa.

Al magt til regionerne! 
– eller: det lysner for de gamle anarkister

I dagens EF-debat kan vi lære os meget af 1800-tallets anarkistiske tænkere, mener den engelske historiker Colin Ward. Et føderalistisk Europa hvor beslutningerne tages i regionerne i stedet for hos nationalstaterne eller et overnational EF er en mulighed i det 21. århundred. Artiklen, der er fra New Statsman & Society er oversat fra den svenske udgave i Arbetaren no. 14 af Vagn Torup.

Den minoritet af børn, i et hvilket som helst europæisk land, der har haft mulighed for at lære både Europas historie og deres egen lands, har lært, at der under 1800-tallet var der 2 store begivenheder: Tysklands samling under Bismarck og Wilhelm den 1. og foreningen af de italienske stater under Cavour, Mazzini, Garibaldi og Victor Emmanuel den 2. . Disse børn er næppe blevet opmuntret til at koble disse triumfer sammen med 1900-tallets 2 ødelæggende begivenheder(1).

Datidens holdning var at byde Tyskland og Italien velkommen i de nationale og imperialistiske staters eksklusive klub. Det var nu som Frankrig, hvis små lokale despoter var blevet samlet med vold af Ludvig den 14. med hans majestætiske parole: ”L’ état c’est moi.”(2) og siden under Napoleon, arvingen til la Grande Revolution(3). I lighed med Stalin under 1900-tallet havde de med den hensigt opbygget det administrative apparat. De var også blevet som England, hvis konger og selv de dets republikanske herre, Oliver Cromwell) erobrede Wals, Skotland og Irland og siden var gået i gang med at kontrollere resten af verden uden for Europa. Det samme forgik i øst, hvor Ivan, der med god grund kaldtes den grusomme, erobrede Centralasien og helt frem til Stillehavet, og hvor Peter den 1., kendt som den store overtog Baltikum, det vestlige Ukraine og største parten af Polen, gennem anvende sig af metoder han havde lært sig af Storbritannien og Frankrig.

Konsekvenserne ble, i vort århundrede, ikke bare de frygtelige antal dræbte soldater fra Europas stater, men også massakrer på civile og udviklingen af folkelige demagoger som Hitler og Mussolini, samt deres efterfølger. De kunne trygt stole på støtte ti påstanden l’ état c’est moi. Som resultat har hver nation fået sin andel politikere, som fra hver sine forskellige fløje har argumenter for en europæisk union. Dette ud fra alle tænkelige aspekter: økonomisk, social administrativ og naturligvis politisk.

Dette har, som alle ved, resulteret i en horde af administrationer der sider i Bryssel og udfærdiger påbud om hvilke slags grønsagsfrø, hamburgere eller hvad de isvafler, der sælges medlemslandenes butikker, må indeholde. Aviserne meddeler glat om alle disse trivialiteter. Men ofrer megen mindre opmærksomhed på den paneuropæiske opinion der vil have et regionernes Europa, og der tør argumentere imod nationalstaten, som påstår, at den hører hjemme i perioden mellem 1500- og 1800-talet og ikke har nogen fremtid i det 20. århundrede. Den type administration, som de kæmper for at få indført i fremtidens føderale Europa, sammenlænker f.eks. Kalabien, Wales, Andalusien, Akvitanien(4) og Sachsen. Det er som regioner mere end som nationer, de søger den økonomiske og kulturelle identitet, som gik tabt da regionerne blev inkorporeret(5) i nationalstaterne, hvis magtcentrum ligger et andet sted.

Under 1800-tallets højkonjunktur for nationalisme talte en håndfuld profetiske og afvigende personer for en føderalistisk samfundsmodel. Det er interessant at se, at blandt de, hvis navne har overlavet, er de i dag 3 mest kendte anarkistiske teoretikere: Pierre-Joseph Proudhon, Michail Bakunin og Peter Kropotkin. Det politiske venstre reelle udvikling i vort århundrede, har affærdiget denne arv som irrelevant. Men så meget værre for denne venstrefløj, der har haft på programmet, ikke blot at bekæmpe føderalismen, men også nationalstaten. Det er nu på tide at lytte til disse anarkistiske foregangsmænd.

Proudhon var medborger i et forenet centralistisk Frankrig, hvilket medførte, at han var nød til at flygte til Belgien. I 1858 erklærede han, at skabelsen af det tyske kejserdømme kun ville medføre problemer for tyskerne og resten af Europa, og i 1862 udviklede han sin argumentation, denne gang rettet imod den italienske politik. Først fandtes der faktorer som geologi og klima der havde udformet lokale sædvaner og attituder. ”Italien” er, hævder han, føderalt på grund af sine forskelligartede områder, indbyggernes forskelligheder, selv naturen af sit højtstående væsen, deres skik og brug, sin historie… . Desto flere selvstændige stater Italien får gennem føderationen, desto frier bliver italienerne.

Jeg behøver ikke forsvare det højttravende i Proudhons sprog, men han havde flere indvendinger imod aftalen mellem Cavour og Napoleon den 3. om at gennemtvinge samling af Italien, da han indså, at Huset Savoy ikke ville lade sig nøjes med mindre end et centralistisk monarki. Der ud over havde han en stærk mistro imod Mazzinis antiklerikalisme(6), ikke af nogen kærlighed til pavedømmet, men fordi han forstod, at Mazzinis slagord: ”For gud og folket” skulle kunne udnyttes af en hvilken som helst demagog, der kunne kontrollere apparatet i en centralistisk stat. Han var så godt som den eneste bandt de politiske teoretiker der forstod dette: ”Som det er i dag under en liberal regering, vil i morgen blive et udmærket værkstøj for en egenrådig despot. Det er en stadig fristelse for den udøvende magt og en trussel imod folkets frihed. Ingen rettigheder, hverken for den enkelte eller de kollektive, er sikret i fremtiden, centralisering kan udtrykkes som afvikling af en nation til fordel for dets regering…”. Alt det vi kender til i Europa, Asien, Latinamerika eller Afrikas historie i dette århundred bekræfter dette synspunkt. Den Nordamerikanske type af føderalisme som Thomas Jefferson lagte al sin kærlighed i, er ikke sluppet for den trussel. Se bare, hvordan den ene præsident efter den enden har manipuleret systemet.

Richard Vernon, Proudhons canadiske oversætter, har formuleret hans slutsatser sådan her: ”Spørg massen om folkets mening og de vil give svar, spørg efter deres holdning som medlem af en gruppe med virkelig solidaritet og en bestemt karakter, og deres svar vil være ansvarsfulde og kloge. Udsæt folket for massedemokratiets politiske `sprog`, der fremstiller `folket` som en udelig enhed og ellers som minoritet eller som forrædere og de vil skabe basis for tyranni. Udsæt massen for føderalismens politiske sprog, i hvilket folket fremstår som en mangfoldig samling af virkelige organisationer, og de vil forsvare sig imod tyranni lige til det sidste.”

Denne iagttagelse viser en dyb forståelse for den politiske psykologi. Proudhon udgik fra den svejtsiske konføderation(7), men der findes flere eksempler på det i Europa. Hollands rygte om at være et pragmatisk og tolerant land, bort set fra sin dyb splittelse, er resultat af bestræbelserne på at skabe harmoni mellem middelalderstaterne Holland og Zeeland. Det er det multikulturelle, ikke monokulturelle, der skaber et tolerant samfund.

(Al denne snak om folket og massen kan virke elitær og højrøvet på visse anarkister. Men lige som individers handlinger og reaktionsmønstre kan analyseres, kan individers kollektive handlinger og reaktionsmønstre analyseres og bearbejdes, uanset hvor ulogisk massen af individer måtte reagere. Politiske og religiøse demagoger(8) arbejder med massepsykologi og reklameverdenen for den slags skyld – red.: Direkte aktion.)
Den anden af minde lærefædre fra 1800-talet Michail Bakunin, kræver vor opmærksomhed af flere grunde. Han var så godt som alene blandt dette århundreds politiske tænker i at forudse det frygtelige sammenstød mellem de moderne nationalstater i de to verdens krige, ligesom i, at med utrolig sikkerhed, forudse de følger som den centraliserede marxisme ville få for det russiske imperium.

1867 var Preussen og Frankrig klar til en krig om, hvilken af kejserdømme der skulle kontrollere Luxemburg og gennem et netværk af alliancer, ”truede med at opsluge hele Europa.” Et forbund for fred og frihed holdt kongres i Geneve, støtte af fremtrædende personer som Giuseppe Garibaldi, Victor Hugo og John Stewart Mill. Bakunin udnyttede muligheden for at holde et oplæg, hvor han fremlagte 13 forslag.

Det 1., af disse sagde, ”For at opnå frihed, retfærdighed og fred i Europas internationale relationer, og for at umuliggøre en borgerkrig mellem de forskellige folkeslag som tilsammen udgør den europæiske familie, findes der kun en vej: at skabe Europas forenede Stater”. Hans 2. forslag argumenterede for at dette mål indebar, at stater måtte udskiftes med regioner, for ”Skabelsen af disse Europastater kan aldrig blive til noget imellem stater som er opbygget som de nuværende, med tanke på de store forskelle der findes mellem disse forskellige magter”. Hans 4. punkt lød, ”Heller ikke selv om den kalder sig for en republik skulle nogen centraliseret, bureaukratisk, og dermed militariseret stat, seriøst og ægte, kunne indgå i en international føderation. På grund af sin forfatning, som altid vil være eksplicit eller implicit(9) benægtelse af national frihed, det vil nødvendigvis indebære en stadig trussel om krig og udgøre en trussel mod nabolandenes eksistens”. Følgelig kræver hans 5. punkt, ”at alle de der støtter forbundet, deror må satse al sin energi på at forandre sine respektive lande, og udskifte den gamle samfundsorganisation, der er helt igennem er baseret på vold og det autoritære princip, med en ny organisation der alene bygger på indbyggeres interesse, behov og præferencer, og som ikke burde have noget andet princip end den om frie individers føderation i kommuner, kommuner i provinsen, provinser i stater og først i Europas og dernæst hele verdens forenede stater”.

Visionen bliver efterhånden større og større, men Bakunin er påpasselige med, at muligheden for at udtræde af føderationen skal være tilladt. Hans 8. punkt erklærer, at: ”Selv om en region har dannet en del af en stat, medfører dette ikke at den binder sig for al fremtid. At binde sig for tid og evighed passer ikke menneskelig retsfølelse… ”. Retten til frit at forene og dele sig, kommer først blandt alle politiske rettigheder, uden denne ret vil føderationen ikke være andet end en forklædt centralisering.

Bakunin henviser med beundring til den svejtsiske konføderation ”som udøver føderalismen i dag med sådan fremgang”, som han siger og selv Proudhon hævdede den svejtsiske model som forbillede for kommunen som enhed for social organisation, forenet gennem kantoner(11) med deres alene administrative, føderale råd. Men begge havde hændelserne i 1848 i tænkerne, da Sonderbund, et forbund af kantoner der ville udtræde, igennem en krig blev tvunget til at acceptere majoritetens nye konstitution(12). Proudhon og Bakunin var således enig om at fordømme enhedsprincippet underkendelse af føderationen. Med andre ord, der må ikke findes en ret til at udtræde.

Det var netop på grund af sin decentraliserede konstitution, at Svejts var tilflugtssted for et uendelig antal politiske flygtninge fra østrig-ungarske, tyske og russiske kejserdømme. En russisk anarkist bliv til sidst udvist, da han blev han for meget selv for den Svejtses føderale råd. Han hed Peter Kropotkin og sammenbandt 1800-tallets føderalisme med 1900-tallets regionale geografi.
Sin ungdom tilbragte han som arméofficer i geologiske ekspeditioner i det russiske kejserdømmes østlige provinser, og i sin selvbiografi beretter han om hvor oprørende det var for ham at se hvordan den centrale administration ødelagde enhver forbedring af de lokale forhold. Dette pga. uvidenhed, inkompetence og korruption, og gennem at de gamle kommunale institutioner, der kunne have gjort det muligt for folket selv at forandre sin tilværelse, blev ødelagt.

Under sit første besøg i Vesteuropa, 1872 boede han hos urmagere i Jurabjergene. Han blev inspireret af deres selvregulerende frihed. Resten af sit liv brugte han stort set på at samle på beviser for anarkismen, føderalismen og regionalismen. For at vise at vise, at hans synspunkter havde mere end blot historisk betydning, behøver jeg blot at citere ”Brevet til Vesteuropas arbejder” han skrev i sit sidste leveår og som han 1920 overgav til Margaret Bondfield, der var med i Laburpartiets delegation der besøgte Sovjetunionen. Han fortalte, at: ”Det russiske kejserdømme er dødfødt og aldrig vil genopstå. De forskellige provinser, der udgjorde kejserdømmet, vil udvikle sig til en stor føderation. De naturlige områder hos føderationens forskellige dele, adskiller sig på igen måde fra dem vi er bekendt med fra Ruslands historie, etnografi og økonomisk liv. Alle forsøg på at samle det russiske kejserdømme forskellige dele, som Finland, de baltiske provinser, Litauen, Ukraine, Georgien, Armenien, Sibirien og de øvrige under én eneste myndighed er dømt til at mislykkes. Fremtiden for det som udgjorde det russiske kejserdømme er en føderation af selvstændige stater.”

I dag kan vi se gyldigheden af denne opfattelse der har været overset i 70 år.

Teksten er taget fra Tilskriftet fra Direkte Aktion (# 2, 4. årg.: 1992, Kbh. V, udg.: ?)

Kropotkin levede i eksil i Vesteuropa i en lang periode af sit liv og kom der igennem i kontakt med et antal af pionere når det gjaldt regionalt tænkende. Sammenhængen mellem regionalisme og anarkisme er på et mesterligt vis blevet beskrevet af geografen Peter Hall i dennes sidste bog “Cities of Tomorrow”. Der møder vi Kropotkins anarkistkollega, geografen Elisée Recluse, som argumenterede for mindre menneskelige samfund der bygger på lokalområdets økologi. Vi træffer også Paul Vidal de la Blanche, en anden af den franske geografis grundlægger, som vare talsmand for at ”regionerne skal være mere end et formål for undersøgelser, den skal udgøre selve basisen for en total omstrukturering af det sociale og politiske liv.” For Vidal var det regionen, som Hall forklarer, ikke nationen, der var drivkraften for den menneskelige udvikling, det næsten sensuelle samspil mellem mennesker i nærsamfundet, grundlagt for skatte som frihed og drivfjederne i den kulturelle udvikling, der angribes og undergraves af den centralstyrede nationalstat og den industrielle stordrift.

Til sidst har vi Kropotkins ven, den fantastiske skotte, biolog Patrick Gedess, der har forsøger at samle alle disse regionalistiske ideer, det være sig geografisk, socialt, historisk eller økonomisk til én ideologi, mest kendt i vor tid gennem hans lærling Lewis Munfords arbejde.

Professor Hall påstår at ”mange, men naturligvis ikke alle de oprindelige visioner i den regionalistiske bevægelse stammer fra anarkismen… . Disse anarkistiske pioneres visioner handler ikke alene om opbyggelsen af et alternativ, men også om et alternativ samfund, der hverken var kapitalistisk eller socialistisk-bureaukratisk: et samfund der bygger på at frivilligt samarbejde mellem de mænd og kvinder der skulle leve i de småsamfund og selvstyrende samfund”.

Disse anarkistiske teoretiker fra 1800-talet lå et århundrede før din samtid med sine advarsler til de europæiske folk om følgerne af ikke at vælge en regionalistisk og føderalistisk fremgangsmåde. Det afgørende for os i dag er om vi skal skabe et Europa bestående af stater eller regioner. For 130 år siden iagttog Proudhon at ”Blandt fanske demokrater tales der meget om en europæisk konføderation eller Europas forenede Stater. Med det synes de alle at mene en alliance af de allerede eksisterende stater i Europa, store som små, styret af en permanent kongres”. Han hævder at en sådan føderation enten udgør en fælde, eller vil være uden mening, af den indlysende grund, at de store stater vil dominere de små. Sammen argument fremføres 100 år senere af økonom Leopold Kohr der forklarer ar, at ”Europas problem – ligesom enhver anden føderativt er opdeling, ikke foreningen.

For at være retfærdig, så bør man nævne at talsmændenene de for et forenet Europa har udviklet en doktrin(13) om ”underopdeling” (Subsidiaritetsprincippet – der i Danmark har fået den falske varebetegnelse ”nærhedsprincippet” – red.: Direkte Aktion.). Denne doktrin hævder, at beslutninger ikke bør tages af EF’s overnationale institutioner, heller ikke af de nationale regeringer, men i stedet på regionalt eller administrationsniveau. Princippet er antaget af Europarådet, der opfordrer regeringerne til at tilslutte sig disse selvstyreprincipper for at ”formalisere en afstandtagen fra princippet om regeringsfunktioner skal besluttes på det laveste mulige niveau og kun overlades til højere niveauer efter gensidig aftale”.

Sandheden i Proudhons opfattelse illustreres af ”selv Europa er for stor til at udgøre en eneste konføderation, det kan alene danne en konføderation bestående af konføderationer”.

Den anarkistiske advarsel består netop i, at forhindringen for et regionalt Europa er nationalstaten. Hvis du og jeg skal have noget som helst indflydelse på den politiske udvikling i det næste århundred, så bør vi fremme grundlaget for regionerne, ”Tænk globalt handle lokalt”, er miljøbevægelsens mest anvendelige slagord. Begge disse opfordringer kan gøre det muligt for os at blive medborger i vor egen region og hele verden, ikke i nationer eller transnationale superstater.
——
 
(I den aktuelle situation står vi over for 2 fjender, dem der idealiserer et magtens og industriens Europa, og unionsmodstandere, der idealisere husmandsstaten og som bekæmper den overnationale afmagt med national afmagt. Når det gælder selv valget skal vi indgå en midlertidig alliance om at stemme Nej, men i argumenterne og i modstand, skal vi ikke underkaste os en kunstig enhed, der i sig selv er lige så forløjet som den Europæiske enhed. Den paneurpæiske enhed skal bekæmpes med panglobal samarbejde og nationalismen bekæmpes med det decentrale regionale selvstyre. Og ikke mindst skal vi huske på, at uanset om Unionen eller nationalstaten vinder valget, så har vi først tabt, den dag vi opgiver kampen for det decentrale demokrati – red.: Direkte Aktion.)

* “Staten er mig”

(1) Forfatteren hentyder selvfølgelig til 1. og 2. verdenskrig.
(2) L’ état c’est moi = Staten er mig
(3) la Grande Revolution = den store revolution (her mener forfatteren den borgerlige revolution i Frankrig)
(4) Akvitanien = det gamle romerske navn på Gyenne i Sydfrankrig
(5) inkorporere = indlemme, indarbejde
(6) antiklerikalisme = imod kirkens indflydelse på samfundet – religion anses som privat anliggende.
(7) Konføderation = forbund, sammenslutning,
(8) demagoger =folkeforfører
(9) eksplicit/implicit = kart, tydeligt, udtrykkelig fastslået/indbefattet uden udtrykkeligt at være nævnt, underforstået
(10) præferencer = foret, forrang:
(11) kantoner = distrikt og fristederne i den svejtsiske republik
(12) Konstitution = statsforretning
(13) doktrin = lære, læresætning, teori

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s