Colin Ward: Squatting

Squatting  
af Colin Ward

Oversætter-forord
Squatting
1. Winstanley og Diggerne
2. Squatting i smug
3. Ejendom: Tyveri eller frihed?


(By Leaf Books, “The Real Story” London, 1980)

Oversætter-forord
“Squat” er det engelske ord for at besætte, ( Squatter betyder besætter, squat er et besat sted osv.) Ordet har dog en bredere betydning end på dansk; det betegner alle former for “illegal bosættelse”, bl.a. bruges det om de “skurbyer”, der findes rundt om storbyerne i “den 3. Verden”. Samtidig er upolitiske eller ikke-ideologiske besættelser mere udbredte i England end i Danmark, også “almindelige mennesker”, familier med børn, er at finde blandt squatterne.”

Squatting
Squatting er den ældste måde at besidde jord på – vi ned – stammer alle fra squatter. Det gælder såvel for dronningen med hendes over 70.000 hektar jord som for de 54% af de britiske husstande, der ejer egen bolig. Alle sammen er de modtagere af stjålen jord – at betragte vores planet som vare er kan købes og sælges den, er en krænkelse af ethvert tænkeligt princip om naturlige rettigheder.

Filosoffen Thomas Spence skrev for to hundrede år siden, at den egentlige logik bag privat ejendomsret til jord er at ejeren “kan tvinge ethvert der til levende væsen til at forlade hans ejendom” (noget, stor ulykke for menneskeheden, bliver bragt til udførelse lidt for ofte).

Mere end 100 år før Spencer erklærede Gerrard Winstanley, at “den fattigste mand har en ligeså sand og retfærdig rettighed til jorden som den rigeste mand”. Winstanley mente også, som de fleste radikale folk på hans tid, at den normanniske erobring af England i 1100-tallet havde berøvet det engelske folk dets land; og med Charles 1’s nederlag (han var den sidste efterkommer af de normanniske erobrere) havde folket vundet jorden tilbage. Således argumenterede han for, at de mennesker, der arbejder på jorden, har både en lovmæssig og en naturlig “ejendomsret” til den.

De fleste kulturer har den tradition, at jorden engang var fælles eje. “Godsejeren ejer bønderne, men bønderne ejer jorden” er en russisk talemåde fra dengang godsejerne målte deres rigdom i antal “sjæle”. I England tror de fleste fejlagtigt at de sidste sørgelige rester af den fælles jord faktisk er fælles ejendom. Denne tro kan ses som et levn fra gammel folkelig visdom. For lovmæssigt set, udtrykt af historikerne: “Al fælles jord er privat ejendom. Det tilhører nogen – et enkeltindivid, eller f.eks. et selskab, en fond, kommunen – og har gjort det så langt man kan huske tilbage”. De fortsætter dog: “Rettighederne til fællesjorden var ikke noget, der blev givet af en gavmild godsejer, men var resterne af rettigheder, der engang var mere udstrakte; rettigheder, der efter al sandsynlighed er fra før ideen om privat eje af jord – og dermed ældgamle.”

The Forcible Entry Act (Lov om indtrængen med magt, fra 1381) blev sat i kraft for at skabe orden i stridigheder om jord. Den forbød enhver indtrængen med magt på et hvilket som helst stykke jord. Loven slår fast:

“Og ligeledes garanterer Kongen, at ingen fra nu af trænger ind på nogen som helst jord eller ejendom, undtagen i tilfælde hvor adgang er givet ved ov, og i sådanne tilfælde hverken med vold og våben eller med mange folk, men kun på en lovlig, fredelig og rolig måde. Og hvis nogen mand fra nu af gør det modsatte og derfor bliver behørig dømt, skal han straffes med fængsel.”

Med andre ord kunne også squattere lægge sag an mod ejere, der forsøgte at smide dem ud med magt, voldeligt. (Denne lov gælder i princippet stadig i England.)

Adgang til og brug af den fælles jord var absolut livsvigtig for det 14. århundredes selvforsynende bondeøkonomi, selvom udstrækningen af sådan jord allerede var blevet reduceret ved “cnclosure” (indhegning, betyder også inddragelse af fællesjord til privat eje). Rækken af frygtelige epidemier, kendt som Den Sorte Død, vendte udviklingen. Meget af den indhegnede (privatiserede) agerjord lå efterhånden brak som græsgange og overdrev (ubrugt jord), og mange landbrug, hvis beboere var døde eller flygtet, blev squattet af jordløse overlevende. I den sidste halvdel af det 16. århundrede havde befolkningen i England og Wales nået den samme størrelse som før Den Sorte Død, og der var endnu engang et enormt pres, både fra godsejere og fra de fattige, for at få inddraget, privatiseret, fællesjorden.

En folkelig tradition for squatting groede op. Både i England og mange andre dele af Europa var det bredt accepteret, at hvis det lykkedes en person at opføre en bolig og tænde op i ildstedet, mellem solnedgang og solopgang, kunne vedkommende ikke sættes ud igen. Der er talrige varianter af denne formulering, og af hvor meget jord, der kunne inddrages. “Så meget som han kunne indhegne i løbet af natten, indenfor et øksekasts afstand fra boligen”, sagde man i Radnor i Wales. Der er også mange fejlagtige opfattelser af længden af det tidsrum i hvilket ejendommen skulle være beboet, for at man kunne opnå ejendomsret – varierende fra seks måneder til 30 år. Faktisk, efter engelsk lov, opnår squattere ejendomsretten, når de har fastholdt en fredelig besiddelse overfor ejeren i 12 år.

Mange squatterhuse fra det 16. til 18. århundrede kan man finde ved selvsyn i lokalområderne eller ved at studere generalstabskort i stor målestok. I nogle egne er de bygget tæt på vejen og parallelt med den, i andre ligger de spredt rundt om eller på landsbyens grønning. En historiker fortæller:

“Herregårdenes retsoptegnelser overalt i England og Wales indeholder talrige henvisninger til disse squattere på den uopdyrkede jord. Ofte var det folk, der var blevet presset ud af lavlandets landsbyer, hvor der ikke var mere jord at få. Derfor finder vi i et amt som Northamtonshirer at de såkaldte “skurbyer” i det 17. århundrede i gennemsnit havde halvanden gang så stor en befolkning som de almindelige landsbyer, fordi de havde tiltrukket så mange af den fattige landbefolkning. Folk benyttede sig af de fælles, folkelige rettigheder i skovene til at skabe sig en usikker levevej.”

I 1662, efter monarkiets genindførelse, blev Act of Settlement (lov om at slå sig
ned) gennemført, for at begrænse bevægelsesfriheden hos de, der ikke var selv-ejere eller kunne betale en husleje på 10 pund om året. Den sagde, at “ved en fejl i lovene forhindres de fattige ikke i at gå fra et sogn til et andet og følgelig søge at slå sig ned i de sogne, hvor der er de bedste forråd, de største fælleder og grønninger til at bygge hytter på og det meste skov, de kan brænde og ødelægge.”

1. Winstanley og Diggerne
I tiden mellem disse to love, der var rettet mod “hytteboere og fattigfolk”, dvs. squattere, skete den mest berømte besættelse, af den type, vi i dag ville kalde “ideologisk inspirerede besættelser”. Det var da Gerrard Winstanley og andre, som kaldte sig Diggers (“gravere”), i Walton-on-Thames i Surrey i 1649, overtog “fælles” jord, der lå øde hen, og gik i gang med at dyrke den op i fællesskab. De håbede, at fattige folk overalt ville følge deres eksempel, og at jordejerne frivilligt ville overgive deres jord og gå med i den fælles produktion.

Digger-bevægelsen var kulminationen på et århundrede med illegale besættelser i skove og på den øde jord – drevet af manglen på jord og presset fra den voksende befolkning. En historiker, Christopher Hill, forklarer om baggrunden:

“Midlands-opstanden i 1607, hvor vi første gang hører navnene Levellers og Diggers, skyldtes enclosure. Opstande i Vestengland i slutningen af 1620’erne og begyndelsen af 1630’erne rettede sig for en stor del mod kongens enclosure og for squatternes rettigheder i skovene. Ligesom statskirkens autoritet blev nedbrudt i 1640’erne og “undergrundssekter” kunne bryde frem, således udløste nedbrydningen af den ikke-kirkelige autoritet (staten/kongen) en serie af oprør mod enclosure overalt i landet.”

I pjecen “The New Law of Righteousness” (Den nye lov om retfærdighed) fra 1649, fremlægger Winstanley sin kritik af privat tilegnelse af jord:

“Og dette er begyndelsen til sær-interesser: køb og salg af Jorden, fra én hånd til en anden – at en mand siger: “denne Jord er min”, og skaber sig en lov til at bevare ejendomsretten til jordstykket, således at han forhindrer sine med skabninger i at søge næring fra deres Moder Jord. Således, at selv om en mand er vokset op på en Jord, må han alligevel ikke arbejde for sig selv hvor han vil, men skal arbejde for en anden, som har købt jorden eller er kommet til den ved arv fra sine forældre, og nu kalder den sin Jord.

Således, at de, der ingen Jord ejer, må arbejde for en lille løn for dem, som kalder jorden deres. Ved dette bliver nogen løftet op i tyranniets sæde og andre trådt under elendighedens fodskammel – som om Jorden er skabt for de få, og ikke for alle mennesker.”

Dette er en jordløs bondes råb, som det lyder overalt, på hans tid og i vores. Gennem alle sine pjecer og offentlige erklæringer vender Winstanley tilbage til det samme tema, f.eks., i sin “Nytårsgave til Parlamentet og Hæren”: “Derfor, siger jeg, er Fællesjorden min egen jord, på lige fod med mine medborgere; og det er vores sande ejendom, fordi det er os, der bruger den. Den er alles, men ingen enkeltes.”

Diggernes invasion af “fælles” jord ved Campe Close nær St. George’s Hill begyndte søndag den 1. april 1649. Statsrådet blev omgående informeret af en lokal godsejer om, at folk var gået i gang med at tilså jorden med pastinakker, gulerødder og bønner, med det formål, at genoprette “det gamle fællesskab omkring nydelsen af jordens frugter”. Statsrådet sendte brev samme dag til Lord Fairfax, kommandør over de samlede væbnede styrker i Commonwealth, for at få ham til at sende styrker til “Cobham i Surrey og deromkring, med ordre til at sprede de forsamlede folk, og at forhindre deslige for eftertiden, så at et ondskabsfuldt og os fjendtligt parti ikke, under dække af sådanne latterlige personer, skal have nogen mulighed for at gøre nogen større skade.

“Diggerne blev forfulgt, bopladsen blev flere gange hærget og plyndret, og til sidst flyttede de til Cobham Hede, 1 mile eller 2 væk. Efter yderligere forfølgelser, hvor hytter og møbler blev brændt af, blev diggerne tvunget til at forlade bopladsen, præcis et år efter den oprindelige besættelse. I starten af 1650 begyndte andre Digger-kolonier at dukke op, men ved årets slutning var bevægelsen brudt sammen
2. Squatting i smug
Besættelserne fortsatte, som de altid havde gjort, på énfamilieplan. Det meste af den private tilegnelse af fællesjord, som skete, blev ikke foretaget af jordløse bønder, men af godsejerne, hjulpet af Enclosure-lovene, og af velhavende folk, som ustraffet kunne rage til sig. Mellem 1760 og 1860 var godsejernes enclosure på sit højeste. I Radnor blev der fra 1810 til 1882 vedtaget 34 love om enclosure, af omkring 20.000 hektar fællesjord.

“Kun en meget lille del af dette store areal blev overgivet til de folk, der levede der; det meste af jorden blev tillagt eksisterende ejendomme, hvis ejere som oftest skyndte sig at få smidt squatterne ud. Som regel lykkedes det for dem, men i en berømt sag fra 1835 førte en advokat, Cecil Parsons, squatternes sag helt op i Court of Common Pleas – og vandt den. Da nyheden om denne afgørelse nåede ud i Radnors afkroge, blev der ringet med kirkeklokkerne og holdt fester. “Hyttefolkets forkæmper”, som Parsons blev kaldt, fik en smuk gave overrakt, og billeder af forskellige godsejere blev offentligt brændt.”

Dette var en dramatisk version af de kampe, der blev ført over hele Storbritannien. Måske var fornemmelsen af, at Kronen i særdeleshed havde tilrevet sig jord, ansvarlig for den store udbredelse af squatting på jord, der tilhørte dele af den kongelige familie.

Så sent som i 1942 fortæller en forfatter, at “flere små jordlodder med hytter siges for kun få år siden at være blevet opført på Dartmoor mellem solnedgang og solopgang.” En victoriansk historiker siger om Windsor Slot, at fattige folk på et tidspunkt squattede i mange af tårnene. I begyndelsen af 1800’tallet “overtog” en æblesælgerske, Ann Hicks, et stykke af Hyde Park, ved østenden af The Serpentine. Hendes hytte blev kendt som Den Hvide Hytte, og den blev ligeså stille og roligt udvidet.

“Fra en åben markedsbod med markise udviklede den sig til en lukket butik. Så dukkede et lille baglokale op, med fire vægge og en dør. Bygningens højde blev senere forøget, og med en reparation af taget som undskyldning blev en skorsten tilføjet. Det næste skridt var at stille et hegn op, for at hindre de nysgerrige i at kigge ind ad vinduerne. Hegnet blev gradvist flyttet udad, indtil der efterhånden var et pænt stykke jord indhegnet. På dette tidspunkt greb myndighederne ind og sikrede sig retten til Ann Hick’s domæne, mens hun selv blev tildelt et mindre beløb.”

En anden squatter, der gradvist udvidede sin ejendom, var mrs. Kit Nash, som ved århundredskiftet havde en hytte mellem Hammer Green og Burnham Green i Hertfordshire.´

“Ar efter år udvidede hun sin have, ved kun at klippe brombærhegnene på indersiden, og lade dem sprede sig på ydersiden. Der kom en klage, men den afviste hun ved at fægte med en høtyv. Hun havde kun en squatters ret til jorden, men efter hendes død blev den lovligt registreret i hendes navn af de lokale myndigheder, og blev solgt, så de kunne få de penge ind, hun skyldte dem.”

I sammenligning med den jordløse arbejder havde squatteren opnået en vis grad af frihed, der – som eksemplerne viser – blev udvidet med tiden. En forfatter citerer kirkeværgerne fra landsbyen Headington Quarry i Oxfordshire, der klager over familierne Steel og Parsons: “For 40 eller 50 år siden blev to små hytter opført på denne jord, og de blev beboet af nogle fattige folk, og med tiden er bygningerne vokset til to små huse, og beboerne har inddraget et stykke af grunden til haver, men for intet af dette betaler de nogen leje.”

3. E jendom: Tyveri eller frihed?
Der er et svælg mellem de to former for squatting – Gerrard Winstanley’s og mrs. Kit Nash’s – mrs. Nash, der havde kryb-skytte-lommer syet ind i sit skørt. Det er svælget mellem socialisme og individualisme, et svælg som den franske anarkist, Pierre Joseph Proudhon, har spændt bro over med to berømte paroler. “Ejendom er tyveri” er den ene og mest berømte, men han fremhævede også at ‘‘ejendom er frihed’’, – udfra folks mulighed for at bestemme over det hus, de bor i, og den jord og de redskaber, de behøver for at arbejde og leve.

“Ingen mand”, sagde Winstanley, “skal have mere jord, end han kan bearbejde selv, eller med hjælp fra andre, der arbejder med ham i fællesskab, — hvor de arbejder sammen og spiser deres brød sammen.” Dette beskriver præcist forskellen mellem den måde squatterne overtager jord på, og de mægtiges beslaglæggelser og enclosure.

Der var nogle få eksempler på “ideologiske besættelser” ved århundredskiftet. En Tolstoj-inspireret, anarkistisk koloni blev oprettet ved Whiteway i Gloucestershire i 1898, og skødet på 16 hektar land blev brændt, som et symbol på at stedet blev drevet i fællesskab. 8 år senere besatte “land-grabbers” tomme grunde i flere byer, bl.a. Manchester, Leeds, Plaistow og Bradford. En (nutidig) forfatter fortæller, at bevægelsens idé var “at tage jord (eller i nogle tilfælde låne den), som ikke blev brugt, og dyrke den op, hvorved de sultne kunne avle deres egen føde og opretholde livet på deres egen made.” Det var en reaktion på en massiv arbejdsløshed, fattigdom og sult, og initiativtagerne så “tilbage til jorden metoden” som en måde at bryde arbejdernes afhængighed af det kapitalistiske system på. Ingen af disse besættelser varede dog ret længe. Manchester-besættelsen blev hurtigt ryddet, med politiets hjælp: “tørvehytterne blev revet ned, afgrøderne hevet op og køkkengrejet smidt ned ad landevejen.” I Leeds:

“raserede en bande på omkring 20 bøller, ledet af en velkendt, lokal figur, lejren en sen aften. Lejren blev totalt smadret, de fleste beboere blev gennempryglet, og alle deres ejendele smidt på bålet. Det var ret åbenlyst, at grundejerne havde betalt banden for at foretage dette overfald.”

Besættelsen i Bradford forløb mere heldigt, men ebbede ud efter tre måneder, pga. mangel på støtte fra myndighederne, for lidt penge – og vinterens kommen.

Måske vil en nøjere gennemgang af lokalhistorie, retsprotokoller og ejendomsregistre afsløre de glemte fortællinger om sådanne offensive besættelser af tomme ejendomme og ledige grunde i byerne. Det 19. århundrede fremviser mange eksempler på kampe, udkæmpet både i retssalene og ved direkte aktioner, for at forhindre “enclosure” af fællesjord i byerne, og disse kampe har ansvaret for, at der endnu i dag findes fælleder og grønninger i byerne. I denne kamp var den individuelle “squatter” ligeså meget fjende som den godsejer, der foretog enclosure.

Beviser på udbredelsen af squatting i byerne er svære at finde, tildels fordi illegale beboere ikke er særlig tilbøjelige til at reklamere med deres tilstedeværelse. For de fattige, i 1700- og 1800’tallets overbefolkede storbyer, var forskellen mellem de dårligste af de logier, der skulle betales husleje for, og de steder, hvor man bare rykkede ind uden huslejebetaling, nærmest akademisk. Embedslægerne i Londons sogne klagede i 1838 til Fattiglovskommisionen over “sædvanen med bosættelser i forhen tomme huse, kældre etc.”, og mange beboere i skure, baghuse og stande mv. lå under et niveau på 3 pence om ugen i leje.

I de hurtigt voksende britiske byer i 1800’tallet er det let at forestille sig, at der var huse, hvis ejere – pga. død, emigration, fængsel eller fallit – ikke fik krævet husleje ind, således at lejerne blev de faktiske ejere. Dette vil først blive afsløret i det 20. århundredes byfornyelse, og på det tidspunkt har besætterne opnået, hvad der er kendt som “squatternes rettigheder”. Sådanne hændelser bliver kun til “nyheder”, når der opstår strid om ejerforholdet. Registrering af ejendom blev indført i England og Wales med Jordregistrerings-loven af 1862, “for at skaffe sikkerhed for ejendomsretten til fast ejendom og lette bevisførelsen herfor”. Det nuværende registreringssystem dækker områder i England og Wales og omfatter 2/3 af befolkningen, og vil éfterhånden dække hele landet. Selv til den tid vil det stadig være muligt at opnå ejendomsret via “squatters rettiheder”, ved at squatte det samme sted i 12 fortløbende ar.

Før i tiden var der ikke nogen squatter-bevægelse som i dag, – simpelthen fordi man ikke dengang havde disse grelle eksempler på både offentlige og private ejere, der bevidst vælger at lade beboelige huse stå tomme i lange perioder, fremfor at leje dem ud til boligløse. I tiden op til 1. verdenskrig, da 90% af boligerne var privat udlejning og der ikke eksisterede lejelove, stod selv dårlige huse sjældent tomme i områder, hvor der var stor efterspørgsel. Når en spekulant regnede galt og fik fiasko – som murermester Cubitt i London, der opførte luxus-enfamiliehuse i Pimlico, men ret snart måtte vende sig til et mere ydmygt marked, for overhovedet at få noget af investeringen igen – sørgede han altid for at få leje ind på en eller anden måde. Udviklingen, som vi har set den i England, fra mange private ejere af udlejningsejendomme og hen mod én monopolejer – de lokale myndigheder – er en konsekvens af de ændringer, der er sket i boligsektorens økonomi og i det offentliges politik. Resultatet for beboerne er, at de mister den frihed til at vælge og mulighed for frit at flytte rundt, som selv de fattigste før har regnet for en selvfølgelig ret. Staten har ikke taget højde for konsekvenserne af sin intervention.

I 1945 opstod en squatter-bevægelse, men allerede under krigen “beslaglagde” hjemløse familier tomme, eksproprierede ejendomme. Og lige efter 1. Verdenskrig skete der også noget: Under krigen havde regeringen ladet bygge en stor lejr for belgiske flygtninge, Elisabethville, ved Birtley i Durham County. George Woodcock opregner at:

“der var omkring 650 små betonhuse med afløb, vand, elektricitet, og veje, en skole og et hospital. Hele området var omgivet af et solidt hegn, med store porte. Da krigen sluttede, vendte flygtningene hjem, og lejren blev tømt og låst af. I mellemtiden var boligmanglen blevet akut, og en nat blev lejrens porte brækket op, og en gruppe arbejderfamilier indrettede sig i husene. Antallet af squattere steg snart, og før myndighederne vågnede nok op til at gå i aktion, var der etableret en større bosættelse. Regeringen indså, at en rydning ville kræve en betydelig magtanvendelse, og opgav derefter og accepterede situationen.”

I den samme egn, hvor landsbyerne ligger klumpet rundt om kulminerne, findes en tradition for en anden form for squatting. Før nationaliseringen af kulindustrien i 1947 beboede minearbejderne og deres familier i huse eget af. En kulminearbejder, der blev fyret, blev fyret, blev samtidig smidt ud af selskabets hus. Sådanne familier var tvunget til at flytte ind i “crees”, huse og hytter, de haver bygget i deres kolonihaver, som de lejede af det lok byråd for 2,1/2 shillings. I 30’erne boede 32 familier i kolonihaver i Horden, Dunham, County, mens andre var henvist til at leve i klippehuler langs kysten mellem Easington Kulmie og Blackhall. I ét tilfælde blev en familie smidt ud 3 gange på 2 dag, fordi manden blev fyret fra én grube, ansat ved en anden, der tilhørte samme selskab, men fyret igen da det blev optaget, og til sidst fyret fra en tredje grube unde lignende omstændigheder. Hans ulykkelige familie trak af sted med sin ejendele på en trækvogn, fra den ene landsby til den anden , for til sidst at ende i havekolonien. Også de drenge, der mistede deres jobs ved minerne, var tvunget til at forlade deres families bolig, flytte ind i hytter i kolonihaverne og kun komme hjem i weekenderne for at få et bad. En familie ved Horden Gruben, der boede i havekoloni, købte for deres opsparing et lille hus gennem postordre, og udvidede siden med køkken og andre bekvemmeligheder.

Beretninger om squatting op gennem tiden finder man kun som sidebemærkninger i selve bolighistorien. Men de stumper af folkelige fortællinger og anekdoter, vi samler samme – både om de jordløses besættelse i landområderne og de stregning af det ældgamle princip: når vi engang er på denne Jord, har vi alle en naturlig ret til en andel af det.

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s