Børneavisen – Villa Kulla villa

Alle tekster fra 1990’ernes børnemagts-blad “Børneavisen”. Den udkom kun engang. Der findes stadigvæk en hel stak af dem i  arkivet af Ungdomshusets bibliotek “Bogmaskinen” (bogcafeen på facebook). Måske kan nogen med hel overtale de lokale aktivister til at ville sælge nogle af eksemplarerne til sammler for en billig penge.   

Børneavisen – Villa Kulla villa
Kbh., 1992, s. 11 s

se videre: Anarkisme og tidsskrifter

se videre: Børnehuset og Børnemagt

se videre: Børne- og ungdomslitteratur

HISTOREN OM DRENGEN
DER IKKE VILLE VÆRE VOKSEN

I Danmark og Sverige og i alle andre lande
 findes historier som både er falske og sande,
men en historie er altid sand:
Det er den om drengen der ikke ville være mand!

Han havde set for meget af de voksnes verden
 og han syntes slet ikke om de ældres færden,
og så en morgen, før en regnvejrsdag,
syntes han, han havde fundet løsningen på den sag:

Nu ville han ikke være større,
han ville i hvert fald aldrig være fyrre.
Så gik han til et nyhedsblad
og blev vist ind der hvor reporteren sad.

“Nu skal du høre, skriverkarl.”
“Nu er den blevet gruelig gal.”
“Nu vil jeg ikke vokse mer’.”
 “Af de voksne skal der ikke være fler’.”

“Og jeg vil ikke gå i skolens tredje klasse
og lære intet og dog en masse,
og det man lærer er ikke noget værd,
men hvis man sir’det, får man et stempel”: “Du er sær!”

Og jeg vil ikke slås i hovedet af en sindssyg lærerinde,
der også før i tiden brugte pegepinde,
men jeg vil ikke bare vokse fra det hele,
for så er der bare en ny, der tager min sele.

Og alt imens han talte færdig
kom direktøren, fed og værdig,
sagde farvel og spurgte hvor han boede,
og klappede ham let på hovedet.

Og næste dag i det store blad,
var der billede af drengen, smilende og glad,
og under det var der en masse ord,
og de blev vældig sure, far og mor.

3 dage efter kom der brev fra retten
om at drengen skulle møde på mandag kl. 13,
og faren fik bøde for at sætte nykker i ungen,
og drengen skulle gå i skole, for skolegang er tvungen

Men drengen nægtede at vokse mere,
for af de voksne skulle der jo ikke være flere,
så kaldte de ham for evnesvag
og fyldte far og mor med fine ord, lag på lag.

Og avisen glemte efterhånden sagen
­de fandt en lækker dame oppe på skagen,
og drengen bor stadig på asmindegård,
der venter ham vist ikke bedre kår.

De holdt ham væk fra deres fede gilde,
og han fik ikke lov at være lille.
De har ødelagt hans liv i bund og grund,
og slige sager findes verden rundt.

                                                            Martin

Fra “De voksnes diktatur”.
Forlaget Babypower. 1973

I foråret 1990 var der en masse børn, som fik ideen til at starte BØRNEMAGT op i København. Der har eksisteret børnemagts- grupper både i 70’erne og i 80’erne i det meste af Danmark, men desværre har de voxne politikere ikke lavet særlig mange ændringer på det børnepolitiske område i løbet af årene. De bliver bare ved med at tage beslutninger om børn, uden at spørge os hvad vi har brug for eller lyst til, i betragtning af, at det er os som skal “trives” under deres beslutninger. Ikke engang de ungdomsfaglige eller ungdomspolitiske organisa­tioner, er findes bliver særligt tit spurgt til råds eller taget særlig alvorligt…

Men så en forårsdag i marts, hvor solen skinnede frem fra en forureningssky og fuglene prøvede at overdøve støjen fra bilerne, blev det første børnemagtsmøde holdt. På mødet kom der mange andre børn fra forskellige steder i Kø­benhavn og vi fandt ud af, at vi alle sammen syntes, at der var en masse ting, som hang helt forkert sammen

Vores drømme
Vi havde osse en masse drømme om, hvordan det hele meget hellere skulle se ud. Det var bare sværere at finde ud af, hvordan vi skulle ændre på det hele. I Børnemagt er der mange forskellige mennesker med forskellige holdninger og heldigviser vi ikke enige om alting, men en af de ting, som vi er enige om er, at der er noget helt galt med den måde som de voksne styrer verden på. Også det, at det netop er de voksne, som styrer verden, er meget mærkeligt. Det er jo bør­nene, der skal leve i den verden som de voksne sviner til med krige, forurening, udryddelse af reg­nskoven, broer, racisme og mange flere ting.
     Vi drømmer om en verden, hvor alle accepterer hinanden som lige mennesker og hvor ingen bliver undertrykt eller undertrykker hi­nanden. I den verden skal menne­skene også være meget bedre til at give hinanden et knus i stedet for skub.
     I denne her verden som vi lever i, tager de voxne stadig alle de vigtige beslutninger. Selvom der findes masser af elevorganisationer og elevråd, som meget bedre end de voxne ved hvordan eleverne gerne vil have deres skoler til at være, bliver de næsten aldrig spurgt eller taget særlig alvorligt.

Voksne og voxne
Når vi har snakket om hvornår man er rigtigt voxen -med stort X, har vi fundet ud af, at rigtige voxne er dem, der helt har glemt hvordan de tænkte og drømte da de selv var små og som nu undertrykker bør­nene. Voksen -med k, er bare no­get man bliver fysisk.

Børnehus nu!

Der var engang en planet, som blev kaldt jorden.
    
På denne jord boede der mennesker af mange forskellige nationaliteter og farver. Der boede store mennesker og små mennesker, nogle med mere magt end andre. Ikke alt gik retfærdigt til på denne jord. De store mennesker kæm­pede indbyrdes og kunne aldrig blive enige om, hvem der var størst.
    
Gennem flere hundreder år havde de små mennesker forsøgt at gøre oprør, men det resulterede blot i endnu mere undertrykkelse fra stormagterne. De store var ligeglade med om de små blev mindre, bare de selv blev større.

   Vi har faktisk heller ikke lyst til at have hverken magt elle rigdom, vi synes, at magt er mærkeligt noget, men vi vil med til at bestemme over verden og vi har alligevel behold navnet Børnemagt, selvom der er nogen voksne, som bliver helt paranoide og spørger hvad vi har tænkt os at gøre når vi har taget magten. -Børnemagt/bømeret, er det samme…
    For at ændre på tingene har vi lavet mange forskellige slags aktioner og happenings; Vi har klædt os ud som indianere og tænd bål midt på en gade for at protestere mod, at den Canadiske regering havde ryddet et stort indianerreservat. Vi har låst lærerne inde på deres lærerværelser på nogle kommuneskoler og opfordret elevernetil at kræve mere medbestemmelse. Besat Børnehotellet da det skulle lukkes, for at gøre op­mærksom på behovet for et sted, hvor gadebørn kan komme uden at blive registreret. Børnehotellet var nemlig det eneste sted i Køben­havn, hvor man kunne det. Vi har lavet en børnerockfestival, hvor en masse børn kom og spillede for hinanden og hvor ingen var opvarmningsband for nogen. Vi har bygget legepladser, taget rundt omkring for at fortælle om Børne­magt, hvordan vi laver vores ak­tioner og hvorfor. Vi har lavet børnemagtsweekender og mange andre ting. Vi har osse lavet en masse aktioner sammen med an­dre grupper, som helt er aldrig er blevet rigtigt voxne.
     En ting vi har holdt fast ved er vores ikke-voldelige aktionsform; vi prøver altid at holde vores ak­tioner på et fredeligt plan, selvom de ikke altid bliver mødt med ligeså fredelig opførsel fråde voxnes side. Selvfølgelig er det ikke alle vores beslutninger der bliver ført ud i livet… men vil man ændre på no­get, må man starte med sig selv.
     En af de ting vi drømmer meget om, er at få et børnehus…

Vores eget børnehus
    “Hvis vi skal lære at være an­svarlige, må vi osse have noget at være ansvarlige for!”
    Bømemagt har gennem de sid­ste par år prøvet at skabe opmærksomhed omkring behovet for et børnehus, børnestyret fristed. Behovet har været der mange år, men er hver gang bliver i fejet af bordet af voxne som synes, at Danmark er oversvømmet af tilbud til børn og unge. Det er gamle grå forstenede mænd som sidder bag de vigtige skriveborde og griner af ord som kultur, med­bestemmelse og alternative ideer. De synes at vi børn bare skal skynde os at blive voxne så hurtigt som muligt, så vi nemt kan passe ind i det samfund som de har skabt. “- skulle børn kunne tænke selv? Ha, det må vist være jeres spøg!” På det børnepolitiske område kan man åbenbart spare så meget man vil – synes de.
     Det børnehus vi drømmer om skal være et åbent kulturhus for børn og andre mennesker. Et hus, som skal være til for alle børn og unge, hvor ikke kun os børn fra Bømemagt, men alle de børn, der kommer i huset, bestemmer hvor­dan det skal fungere. Et hus hvor man gør hvad man har lyst til og samtidig tager hensyn til hinan­den. Et hus fuldt af aktiviteter;
     -VÆRKSTEDER(cykelværksted, lerværksted, plakattrykkeri, atelier…) -CAFE (med billig mad, børne bio, levende musik og meget andet levende)
     – GRATIS ØVELOKALER (for spillende børn som ellers skulle betale en formue for at øve)
     – MØDERUM (hvor forskellige børne -og ungdomsgrupper kan holde møder gratis)

     – BØRNEAMBASSADE (hvor vi kan holde kontakt til børn andre steder i verden og være med til at kæmpe for børns rettigheder på internationalt plan)
     – ETLILLE KOLLEKTIV (med en mulighed for, at børn og unge kan overnatte, hvis der er proble­mer derhjemme)
     Og plads til udadvendte akti­viteter, måske samarbejde med gamle mennesker og alt hvad brugerne af huset ellers finder på. Vores erfaringer siger os, at når man selv er med til at bygge noget op, så får man et helt andet slags ansvar for det. Derfor lægger vi stor vægt på, at vi selv er med til at sætte huset i stand. Det vil skabe grobund for et hus fuldt af liv og med denne proces håber vi, at få fat på nogle af de børn og unge, der har problemer eller måske er gået i stå med deres liv. Vi synes, at en af de ting politikerne bør forstå, er at det ikke engang rent økonomisk kan betale sig at skære ned på midlerne til børn og unge. De penge vores nærige samfund sparer, vil alligevel blive brugt på et senere tidspunkt Måske i værste tilfælde som udgifter til behandling, fængsler og medicin i store mængder. Alt sammen penge, som man kunne have sparet, hvis man havde grebet ind på et tidligere tidspunkt.
     Vi vil skabe et sted, hvor der bliver lagt vægt på menneskelige værdier som kreativitet, venskab og sammenhold.

Det første børnehus
I den tid Børnemagt har eksi­steret, har vi aktioneret for børne­huset på forskellige måder.
    – Mikkel fra Børnemagt fortæl­ler: “Kort tid efter, at vi havde holdt vores første møde, lavede vi vores første børnehusaktion, da vi BZ’atte et tomt hus i Egegade på Nørrebro. Selvom huset havde stået tomt i mange år og var meget forfaldent, var det alligevel et godt hus, og den 6. april ’90 om efter­middagen gik vi ind og barrikaderede os. Vi havde i for­vejen besluttet os for at være pacifistiske, men efter cirka tre kvarter kom politiet alligevel for at smide os ud.. Vi kastede en masse skumgummibrosten i hove­det på dem og smed et banner ud, hvor der stod “vi gider ikke slås”.
     Efter omkring en time slog de sig ind gennem kælderdøren. Vi sad oppe på 3. sal på gulvet og sang sange da de kom ind, men de var tilsyneladende ligeglade og slæbte os med på politistationen. Senere på aftenen blev vi løsladt uden sigtelse.
     Søndagen efter var der ti styk­ker i huset igen. Vi ryddede op og byggede barrikader, indrettede os og spiste noget mad. Efter et par timer kom politiet desværre med et kæmpe opbud. Vi skred og nåede lige akkurat væk. Det fede var, at naboerne hjalp os med flugtveje!”
    Katrine fortsætter: “I efteråret gik vi en søndag i gang med at sætte et andet tomt hus på Nørre­bro i stand. Vi malede farver på huset så det ikke så så gråt og kedeligt ud og stillede et bord ud på fortovet med kaffe og kager. Imens delte vi løbesedler ud, der fortalte om vores mening med aktionen og at vi ville vise, at man med en lille indsats kan gøre de tomme huse beboelige.
    Ud fra vinduet hang der et ban­ner hvor der stod “husene er tomme, hvorfor?” Der kom en masse og hjalp os med at male, og mange af dem, som kom forbi sagde, at de syntes, at det var en god ide. Desværre var der osse nogen, som ikke ville tage imod vores løbesedler og det var nok også nogen af dem, som senere ringede til politiet. Sidst på efter­middagen kom politiet og fjernede banneret og vores bord.”

Den første aktionsuge
    “Der skal købes bannerstof og vi mangler stadigvæk maling!”
“Der er nogen andre, som må få trykt de løbesedler, jeg går i skole hele dagen”
“Ja, og jeg kan heller ikke nå at skaffe så meget værktøj”
     “Vi udskyder altså ikke den uge en gang til!”
     Sådan lød det i vores børnemagtsrum det sidste stykke tid inden vores aktionsuge i okto­ber ’91. Vi havde vildt travlt med at arrangere den, og desværre nåede den ikke at blive ligeså flot som vi gerne ville have. Men vi havde udskudt ugen så mange gange, at vi alligevel valgte at gennemføre den, og vi mødtes den 23 og 24 oktober for at aktionere og gøre folk opmærksomme på at vi er her; Onsdag d.23/10: Byggedag Vi mødtes kl.15.30 på Rådhuspladsen og gik sammen op ad strøget til Kultorvet.
     På Kultorvet havde vi i for­vejen samlet brædder, plader og andet til at bygge med. Vi havde osse købt farvekridt Under råb som “Æh bæh buh, børnehus nu” blev vores første børnehus til. Vi delte løbesedler ud og indviede huset med et børnemagtsmøde, hvor vi snakkede om kommende aktioner.
     Torsdag d.24/10: Vand-al dag Denne dag strømmede der 30 børn ind i en tom ejendom i Teglgårdsstræde 6 (huset har tid­ligere været meget kortvarigt bzat under en bz- aktionsuge i maj ’88.) Vi havde taget vandballoner og skumgummibrosten med. Mens de Bømemagtere, der var inde i huset begyndte at gøre klar til “kamp”, delte resten løbesedler ud i områ­det. Efter ca. en halv time ankom en patruljevogn, og to robotter steg ud. De måtte dog ret hurtigt og ret våde trække sig tilbage til patruljevognen, hvor de tilkaldte forstærkning. Mens forberedel­serne fandt sted, begyndte flere og flere af kvarterets beboere og forbipasserende at samle sig omkring huset. Stemningen var høj, omkring to timer efter vores indtræden skete det. Vejen blev af afspærret og ca.15 kampklædte betjen ryddede gaden som en rive i ukrudtsbed. Såkorn en stigevogn (politiets specielle bil i husrydninger) brasende ind i gården, og 20 blå mænd væltede i fra den og begyndte angrebet døren.
    Imens alt dette skete, vælte skumgummibrosten, vandballoner, tæpper, puder og bamser af vinduerne, som var fyldt med Turtels maskerede Børnemagtere. Da de blå mænd gik igennem døren, samledes vi i et rum og sang børnesange. Politiet kastede sig nærmest ind over os og førte os, efter en, brutalt ud af huset Den brutalitet resulterede bla. i, at 15 årig pige på mystisk vis fik støvle i hovedet, samt to bøje ribben. Derefter blev vi kørt Valby politissemandsstsation, hvor vi fik lov til at blive i 5 timer, 27 blev anhold. Alle var under 18 år…

Nyt børnehus i Baldersgade
   
Det hus som vi indtil videre har fået lov til at beholde i længst tid, og som nok derfor også er det hus vi har fået lov til at komme til at holde mest af er en gammel forfalden rønne i Baldersgade nr.4. Huset har stået tomt i omkring fem år, mens ejeren Steen Hasager – osse kendt som bossen på Minerva film har ventet på en nedrivningstil- ladelse. Steen Hasager har nemlig besluttet sig for, at på grunden til Baldersgade nr.4 skal der opføres en arkitektonisk perle. Han har før fået en pris for Minerva filmstudiet i gården ved siden af. Men Steen Hasager har IKKE fået nedrivningstilladelsen endnu. Re­sultat: Huset står tomt nu, og det næste lange stykke tid imens vi har konkrete planer for, hvad man kunne bruge huset til lige her og nu- og i det næste stykke tid.
    Så lørdag den 25 januar beslut­tede vi os for at begynde at sætte huset i stand. Vi har taget kaffe og kage med som vi sammen med løbesedler deler ud til de folk, som går forbi. Samtidig begyndte vi at male, rydde op, og gøre et par rum beboelige. Omkring en halv time senere dukkede to af vores bedste venner op. Det var Flemming og Carsten og de havde taget pæne blå uniformer på i dagens anled­ning. Desværre brød de sig ikke om ideen med vores istandsæt­telse og prøvede pædagogisk, at få os til at gå hjem. Men vi var i fuld gang med at male, og havde ikke ligefrem lyst til at gå. Vi begyndte i stedet at danse rundt om dem, men Flemming og Carsten var ikke i humør til glade børn og gik hur­tigt deres vej igen.
    Vi fortsatte vores istandsættelse af huset, men noget tid senere blev vi afbrudt af en seks-syv af Flem­ming og Carstens venner. De gik en tur ind i vores hus og beslag­lagde alt, hvad der kan beslaglæg­ges: To søm, et banner og en ter­mokande. MOD alle vores forven­tninger, men meget MED vores vilje, forlod de stedet igen og vi gik glade og forbavsede tilbage til arbejdet med huset. For en gangs skyld havde politiet ladet os være i fred…
    Ud på aftenen dukkede Steen Hasager op. To Bømemagtere blev inviteret med op på hans kontor, hvor de forklarede ham om vores planer, alt imens han diskede op med sodavand og et fedtet voksensmil. Steen Hasager var ikke i forhandlingshumør, men gav os “lov til at lege til søndag”.
    Senere på aftenen fik vi en te­lefax fra vores norske børnemagtsvenner i Oslo. De skrev, at de samme formiddag havde BZ’atethus, og, at de havde tænkt sig at være ret militante i forhold til os. Vi blev ellevilde og skyndte os at faxe tilbage. De vidste nemlig ikke, at vi osse var igang med en børnehusaktion.
    Vi gik igang med at skaffe ma­drasser, afspærre de farlige steder i huset og organisere strøm og nat­tevagter. Vi tændte bål i en tønde på gaden og prøvede på at holde varmen. Hele natten kom folk fra kvarteret forbi med positive kom­mentarer, og vi fik raslet en del penge ind til mad og kaffe.
     Næste morgen gik vi trætte, men optimistiske igang med at lægge presenning på taget, som var utæt, og ryddede øverste etage for tegls­ten (gulvet var ved at falde sam­men under dem), og vi undersøgte svampen, som til alt held ikke var så fremskreden som vi først troede. Til alt held havde vi nogen gode naboer i nummer20-22, som hjalp os, bl.a. med en brændeovn. Vi prøvede en del gange, at få fat på Steen Hasager, men han holdt sig tilsyneladende væk hjemmefra. Politiet var ikke dukket op og stemningen var rigtig god. Alle som arbejdede i huset var begynd at føle noget specielt for det, og d var svært at lade være med drømme og fantasere, selvom chancerne for, at vi ville få lov at blive, var meget små.
    Vi arbejdede hårdt hele søndag, og da det blev mørkt, og igen tændte bål, syntes vi allerede at vi var nået lang vej. 
    Mandag  morgen da de sidste var gået søvndrukne i skole, gik igang med at feje gaden og rydde op foran huset. Vi prøvede igen at få fat på Steen Hasager, men han havde åbenbart vigtigere ting tage sig til.
    Klokken kvart i tolv dukkede to betjente op. Selvom vi et eller an­det sted hele tiden har vidst, at de ville komme, blev vi alligevel sure og kede af det. De var helt ved siden af, sendt ud af nogle voxne, som ikke selv turde komme og se os i øjnene. De fortalte os, at vi skulle være ude af huset inden klokken tolv, ellers ville vi blive “konfronteret med ordensmagten”. Vi begyndte at flytte vores vigtigste ting, tæpper, lamper, varmeovne og andre ting som vi kunne få brug for igen. Det var svært, og en tam fornemmelse bare at flytte ud af huset efter alt det arbejde og alle de kræfter vi havde lagt i det, og med alle de følelser vi havde for det Vi havde stadig ikke set skyggen af Steen Hasager eller hørt noget fra ham, selvom vi havde lagt utallige beskeder på hans telefonsvarer.

Flere små blå mænd
   
Efter et kvarter er næsten alle kommet fra deres skoler, og da 50 blå robotter drejede om hjørnet, godt pakket ind i hjelme, kampdragter, skjolde og med videokameraer og andet dyrt ud­styr, stod vi foran huset i kæder og holder fast i hinanden. De skubbede os brutalt væk med deres skjolde, men fik samtidig indholdet fra en 10-liters vanddunk i hovedet. De fem Børnemagtere, som var inde i huset flygtede grinende over hus­tagene imens robotterne skuffede vred deres kampuniformer. Imens skubbede deres kolleger os andre et stykke ned af Baldersgade, og her stod vi stædigt overfor hinan­den, os i vores kæde og de blå robotter i deres. Imellem deres skuldre kunne vi se dem køre en flyttevogn op til huset. De begyndte at pille de nye termoruder ud og lukke huset af med træplader. I lang tid stod vi bare overfor hi­nanden, vi blev stående på gaden, vi havde ikke tænkt os at give op så let. Hver gang robotterne gjorde mine til at forsvinde, rykkede vi frem igen. Da vi på et tidspunkt spurgte om de havde tænkt sig at give os tæsk, nikkede de bare – robotter kan jo ikke tale. Vi lagde os på ryggen på jorden. Hvis de e så usle, at de vil slå løs på 30 bør som oveni købet ligger ned, havde nu chancen. En halv times tid senere forsvandt de rundt om hjørnet med deres skjolde og blå biler.

     Vi erklærede straks børnehuset for genåbnet, fjernede træpladerne fra vinduerne og gik glade igang med at samle brænde til et bål.
     To minutter efter kom robotterne igen styrtende om hjør­net, men denne gang med kniplerne trukket. De stillede sig i en kæde foran vores hus, så vi ikke kunne komme derhen. Vi stillede os foran dem. Det var vores hus, og vi ville ikke have en flok kolde robotter til at stå og passe på det for os, det kunne vi udmærket klare selv.
     En Børnemagter smuttede ube­mærket ind i baggården og op i huset. Robotterne blev en smule forbavsede da de så et banner blive hængt ud af vinduet.
     En dreng på 14 år, der stod på gaden spyttede på en af robotternes skjolde. Pludselig blev han hevet om bag deres kæde hvor ingen kunne se ham, og de tæskede løs på ham. Vi råbte og skreg. Dren­gen blev anholdt og kørt til Bellahøj politistation sammen med fem an­dre.
     Da vi havde stået og frosset et kvarters tid, gik vi skuffede hjem, men med et løfte om modstand malet med store, grønne bogstaver på vejen…

Blod på tanden
   
Weekendens oplevelser gav os blod på tanden. Vi fandt hurtigt ud af, at for, at vi kan kæmpe for vores hus, må vi gøre det på alle tænke­lige måder, og vi startede tre grupper op i Børnemagt; En demo­gruppe, hvis formål vår at arran­gere en demonstration for børnehus i slutningen af februar, en informationsgruppe, som skulle kontakte journalister, skrive læ­serbreve, i det hele taget informere folk om vores tanker og ideer. Og til sidst, en forhandlingsgruppe, som startede med at tage kontakt til Gunna Starck, der sidder i Kø­benhavns Borgerrepræsentation for VS. Hun støttede ideen med et børnehus, og gruppen holdt et møde med hende. Vi lavede en projekt-beskrivelse med alle vo­res ideer og krav til et børnehus. En af de ting vi lagde vægt på var, at alle vigtige beslutninger tages på et ugentligt fællesmøde for alle husets brugere, uden nogen voks­nes indblanding. Og så selvfølge­lig, at vi selv er med til at sætte huset i stand. Vi foreslår at lave en aftale med kommunen, som lyder på, at kommunen låner os huset og vi betaler for lys, vand og varme.
     Vi ønsker en fortsat, GENSI­DIG kontakt mellem børnehuset og kommunen, evt. gennem en kontaktgruppe. Projektbeskrivel­sen skal bruges som en motive­ring, og den bliver lagt frem i borgerrepæsentationen til etmøde, herfra bliver den sendt videre til kommunens 3. magistrat.

Kaffebord og håndjern
    
I projektbeskrivelsen foreslog vi kommunen et hus. Det er et lille, gammelt murstenshus, som ligger i Prins Jørgensgade nr.6, lige overfor Folkets park på Nørrebro. Men i kommunen kan sager godt trække i langdrag, når de flyttes fra den ene skrivebordsskuffe til den anden, og vi har ikke tænkt os at gå helt i stå, mens vi venter. Så d.l. februar inviterer vi til kaffe og kage foran Prins Jørgensgade 6.
     Vi får os en snak med beboerne og maler flotte tegninger på huset og på den grå vej. Desværre går der ikke ret lang tid før ordensmagten bryder ind og øde­læggerstemningen. Vi forsøger os igen med at danse rundt om dem og tilbyde dem kaffe, men idag er de ekstra mopsede. I løbet af fem minutter står de for enden af gaden med skjolde, og hvad, der ellers skal til for at bekæmpe kagespisende Bømemagtere og andre ter­rorister af klasse et. Vi skynder os at stille os i en kæde foran huset, mens de hurtigt rykker sidelæns hen ad gaden og fejer alt med sig som en bulldozer. En pige, der kommer i karambolage med vores kaffebord, da hun prøver at komme væk, bliver brutalt smidt ned på jorden og lagt i håndjern, imens en (mindst tre gange så stor betjent) masser hende flad som en fregne under sit skjold.
     I løbet af to minutter er hele området smækfyldt med uro-be­tjente, salatfade og en hundevogn. Betjentene stiller sig i en kæde foran os, imens deres overordnede hvisker og udpeger folk. Pludselig og uden varsel styrter de frem, mens de forsøger at fange folk ind under deres skjolde, og jage dem over på den anden side af vejen. I alt bliver otte børn anholdt på voldsom vis, mens resten flygter og gemmer sig i lejligheder og opgange hos søde beboere.
     På os virker det mest som om de små blå er ved at være godt trætte af vores aktionsform. Fordi Bør­nemagt er ikke – voldelige, og læg­ger stor vægt på at lave sjov og ballade-aktioner, er det svært for dem at undskylde deres voldelige adfærd. I øvrigt er mange af os under den kriminelle lavalder, men det plejer politiet nu ikke ligefrem at lade sig genere af… I den presse­meddelelse som vi udsender efter aktionen skriver vi bla; ” Vi prø­vede som vi plejer at holde aktionen på et fredeligt og hyggelig plan, og undgå voldelige aktioner med politiet. Vi holdt os derfor på gaden uden for huset. Da politiet kom for at rydde huset, gik de frem med en voldsomhed vi aldrig før har mærke børnemagts aktioner. Med brug hunde, knipler og et stort opbud af civilt politi, prøvede de at give os en lærestreg. Vi udsender pressemeddelelse i protest mod disse metoder, da vi mener de er helt unødvendige!…”
    Et par dage efter aktion går nogen af os eb tur forbi Baldersgade. Vores presennings reparationer på taget er pillet ned, men også det – ellers næste helt intakte tagpap – er flænset regnen nu kan fosse ind ødelægge huset. Det er vel nemmer at få en nedrivningstilladelse til et hus, som er totalt smadret og svampeangrebet, end hvis en gruppe børn har lagt kræfter i at få huset til at ånde igen. Hvad der derimod ikke gør os særlig kede af det er, at nogen frække børn har været en tur forbi og besøge Minerva films pæne blå port. Sikke flot den ser ud med et stort lyserødt børnehustegn på.

Vi laver en demonstration
    Fredag d. 14 februar har vi ind­kaldt til demonstration for et børnehus kl.17 på Kultorvet. Des­værre går der kuk i nogle ting, så vi ikke kan holde vores løfte, om åben mikrofon og talerne må vi udskyde til vi når til Folkets park. Men heldigvis er vi i godt humør og vi laver gøgl og puster ild. Mens vi går, synger vi vores “kampsang”.Vi går fra Kultorvet ad Nørrevold til Gyldenløvesgade og ad Blågårdsgade til Folkets park.
      I Folkets park har vi en aftale med Stig Møller og Syngepigerne. Vi har lovet dem et anlæg at spille over, men da vi ikke altid er lige “tjekkede”, kikser det lidt med det. Heldigvis har ingen af dem fine fornemmelser og de spiller allig­evel og alle folk bliver i godt hu­mør. Selvom det er både koldt og vådt, står alle og synger “sikke dog et dejligt vejr det er idag” sammen med Stig Møller, og selv de mest rå synger med. Vi holder en tale, hvori vi blandt andet sender en hilsen til andre grupper af børn og unge, der kæmper for børns og unges medindflydelse, såvel på skoler, som i beslutningen om den kommende EF- union. Senere kommer Gunna Starck og holder tale. Hun fortæller lidt om for­handlingerne for en børnehus og slutter med at opfordre os til at blive ved med at gøre opmærk­somme på os selv og på behovet for et børnehus imens sagen be­handles.
    Imens vi står og snakker og varmer os ved bålet, får vi at vide at der sidder 20 gange Bent og Bente – rare politibetjente – og fry­ser inde i vores kommende hus i Prins Jørgensgade. Bare synd for dem!

Genåbning af “Prins Jørgen”
   
Mandag d. 17. februar inviterer vi til genåbningsreception i Prins Jørgensgade. Vi byder alle an­stændige gæster velkommen og serverer pindemadder og safte­vand. Vi maler igen på alt hvad der er gråt, og vi er klædt ud, har plasticsværd, vandpistoler og gumminæser. Vi sjipper midt på vejen og snakker med en masse skægge børn fra kvarteret.
    I en løbeseddel har vi frabedt os gæster med voldelig karakter og blinklys på taget. Til alt held går der osse lang tid før den slags gæster blander sig i selskabet og forhindrer os i at ha’ det sjovt. Da vi ser dem, hopper vi ind i Folkets park, hvor vi har tre indkøbsvogne med kasteskyts parat. Da de små blå undrende når til huset og tæn­ker “hvor blev terroristerne af?”, bliver de bombarderet med skumgummibrosten.
    Da vi som sædvanlig er blevet jaget frem og tilbage foran huset i en times tid, går vi samlet derfra, for vi synes ikke det er værd at stå og vente på at blive anholdt. Vi følges ad væk, og har pludselig udviklet os til en lille spontan børnedemo, som går ned til Ungdomshuset på Jagtvej.

Om at forhandle med voxne…
     Mens vi har lavet aktioner, har forhandlingsgruppen arbejdet og holdt møder med højtstående voxne. Ellen fortæller hvordan det er gået:
     Det første vi gjorde var at tage kontakt til Gunna Starck, som sid­der i Københavns borgerrepræ­sentation. Hun foreslog, at vi la­vede en motivering, hvori vi be­skrev vores drømme og ønsker med huset. Den lavede vi så, og den blev fremlagt i borgerrepræ­sentationen den 20. februar i år af Gunna Starck, Jan Manfeld (De Grønne), Jørgen Tved (P), og Lars Hutters (Byens Oprør). Herfra blev den sendt videre til socialborgme­ster Winnie Larsen (3. magistrat).
     Imens holdt vi møde med Niels Andersen, som er direktør for byfornyelsesselskabet. Men han ville absolut og under ingen om­stændigheder låne os et hus, for han ventede liiige på den og den tilladelse, så han kunne gå videre. Mange af de huse, som står tomme, er huse som skal istandsættes når byfornyelsesselskabet har fået ud­arbejdet planerne, og vi forkla­rede, at vi godt ville låne huset i mellemtiden, men det mente Niels Andersen ikke ville kunne lade sig gøre. -Vi fik ikke mere eller min­dre ud af det første møde end vi havde forestillet os, men vi klarede vores første møde med højtidelige voxne flot.
     Vi holdt nu endnu et møde med Gunna Starck og hun opfordrede os til at holde et møde med Winnie Larsen. Det gjorde vi så den 13. maj. Siden er sagen blevet sendt videre fire gange, den er vist efter­hånden blevet lidt af en varm kar­toffel. Da den blev taget op i borgerrepræsentationen første gang fik vi at vide, at den ville blive taget op igen tre måneder efter til afgørelse, men der skete intet. Efter lang tids venten blev vi ringet op af Inger Harum, som er kontorshef i magistratens 1. afde­ling. Hun fortalte os, at hvis vores sag blev besluttet, ville den blive flyttet til et andet udvalg og her ville der kunne gå alt mellem en uge og et år inden noget lå fast…
     Vi har planlagt et møde med Tom Ahlberg, og om cirka en måned skal sagen igen op i borgerrepræsentationen.
     – Men med de voxnes evne til at skyde ansvaret over i den næste skrivebordsskuffe, og glemme løfter, er det nok svært at regne med noget særligt fast fra deres side. Sådan kan det for eksempel gå, når man ringer til rådhuset for at spørge hvordan det går med en sag:
     – “Rådhuset, goddag”
     – “Ja, dav det er Ellen fra Børne- magt, jeg ville høre om socialborgmesteren stadig har vo­res sag om et børnehus”
     – “Lige et øjeblik”
     – “Borgmesterens kontor, god­dag”
     – “Dav, det er Ellen fra Børne­magt”
     – “Ja, goddag”
     – “Goddag, jeg vil spørge om I har vores sag om et børnehus, som kom op til overvejelse d.20 februar. Der skulle gå tre måneder, før vi fik en afgørelse, men vi har ikke fået noget svar endnu”
     – ‘Ellen fra Børnemagt, ja, jeg skal undersøge det, andet kan jeg ikke gøre.
     – “Jeg tror måske, at sagen kan være gået videre til en anden afde­lingjeg mener, at det var 1. magi­straten eller overborgmesteren sagen ville gå videre til.”
     – “Vent lige et øjeblik. Ja der er Mikael Hansen, Jeg stiller lige om, han kender til det
    
     – “Mikael Hansen, goddag”
     – “Ja, goddag, det er Ellen fra Børnemagt. Jeg ringer angående Børnemagts sag om et børnehus, som kom op til overvejelse i borgerrepræsentationen d. 20 fe­bruar, og der ville blive truffet en afgørelse efter tre måneder, men vi har ikke fået noget svar en­dnu…”
     – “Sagen er nok blevet omstil­let”
     – “Ja, det er lige det, men hvem er den blevet omstillet til?”
     – “Jeg tror den ender i 1. magi­straten, det er det seneste jeg ved.”
     – “Kan du så ikke omstille mig dertil?”
     – “Du må ringe til rådhuskontoret igen og bede om Tom Ahlberg”
     Ellen ringer til rådhuset en gang til
     – “Rådhuset, goddag!”
     – “Ja, goddag kan jeg tale med Tom Ahlberg?”
     – “Nej, der er lukket i afdelingen nu.”
     – “Kan jeg så ikke få nummeret til borgerrepræsentationen?”
     – “Lige et øjeblik”

   – “Borgerrepræsentationen!”
    – “Ja goddag, det er Ellen fra Bømemagt, jeg vil spørge, hvor­når vores sag om et børnehus kommer op til afgørelse?
    – “Det har jeg ikke hørt noget om, hvad er det for en sag?”
    – “Ja, den kom op til overvejelse d. 20 februar og så skulle den have været oppe til afgørelse tre måne­der efter, men vi har ikke hørt noget nyt!”
    – “Næh, det har da heller ikke været oppe, og der står heller ikke noget om det i dag.”
    – “Men hvordan kan det egent­lig være, at det ikke er kommet op endnu?”
    – “Ja, det må du ikke spørge mig om, den er antagelig sendt over til magistraten til en udtagelse. Et øjeblik, så skal jeg se om vi har hørt noget…
    Det har vi desværre ikke, men prøv evt. at ringe til borgmesterens forværelse.”
    – “Og hvad for en borgmester er så det?”
    – “Det er borgmester Tom Ahlberg”
    – “Okay, tak skal du have, far­vel!”
     Men selvom de voxne sjældent holder hvad de lover og er gode til at fralægge sig ansvaret, lader vi os heldigvis ikke slå ud af det Vi aktionerer, demonstrerer, sabot… selvfølgelig videre for vores hus, og vi har brug for en masse flere kræfter og ideer, vi bliver aldrig mange nok!

    – FOR BØRNESTYREDE FRISTEDER…
    – BØRNEHUS NU!

LIVET ER TÆT PÅ  OG INTENST

En snak med Lærke og Fims fra Børnemagt om forældre, andre voxne, drømme og Børnemagt

Fims har været med i Børnemagt i København i et par år. Han gik med i Børnemagt fordi, at han havde lyst til at gøre noget ved alle de ting i verden, der er forkerte.
    – Det startede med, at der var så mange ting, som jeg syntes, er noget lort Ting jeg godt kunne tænke mig at lave om på. Jeg vidste godt, at jeg sikkert ikke kunne lave om på det hele, men det kunne bare være at lave noget symbolsk. Så­dan noget med teater eller perfor­mans mod Europa-unionen og alle andre mulige lorte-ting. Man kan måske sige, at bare det at gøre noget er en nødvendighed for, at vi kan have det godt ved at være til. Jeg synes også, at børn meget ofte bliver behandlet som nogle lavere individer, der bliver snakket ned til af “bedrevidende” voxne. Det har jeg selv været ude for mange gange, og det er jeg træt af.
     Lærke er 16 år og har været Børnemagter i et år, hun er også gået ind i Børnemagt fordi hun ikke mente, at hun blev taget al­vorligt.
     – Det er meget det der med “Du er så ung at høre på” og “du har ikke oplevet noget”, det er jeg pisse træt af. Det Børnemagt står for, er det med retten til at bestemme over sit eget liv og leve på den måde man har lyst til at leve det på, og spørgsmål… Børnemagter jo også sjov og ballade, fniser hun.

Sjov og ballade
    
En vigtig ting i Børnemagt er at have det godt sammen i gruppen. Det har betydet meget for mange. For Fims ændrede det mange ting i den måde han var sammen med andre på.
     – Lige da jeg kom ind i Børnemagt ændrede mit billede sig. Fra at det er en politisk iden­titet, til bare at have samvær. Så­dan noget med at blive kælet med, bare det at der kommer en og giver dig et knus uden, at det har noget med kærester at gøre…det er også Børnemagt.
     Lærke bryder ind:
     – Hvad Børnemagt er, er et stort
     spørgsmål… Bømemagter jo også sjov og ballade, fniser hun.
     Omkring Bømemagt skal man lede længe, hvis man skal finde straite unge med jakkesæt og slips. MangeBørnemagteregårispraglet tøj og har farvet håret i vilde far­ver. Fims mener nu ikke, at man skal være en bestemt slags for at være Børnemagter.
     – Hvis det skal være op til mig, hvem der skal være med i Bømemagt, så skal alle være med, bare de er aktive, og det er også karakteristisk for et samfund; Dem som sidder på deres flade røv, de kan ikke udrette en skid og det er ikke sagt for at være kritisk, og sige, at de ikke er noget værd, for det er de jo, men når de ikke laver noget, så kan man sgu ikke bruge dem til noget… Alle grupper, sy­stemer, samfund, organisationer- alt burde være bygget på, at man tager del i sin hverdag.
     Lærke mener at, hvis man er sammen med nogle bestemte mennesker, så kommer man også til ligne hinanden lidt.
    
     – Der er også vildt mange, der synes at vi ser helt ens ud i vores tøjstil, men så kan jeg jo synes, at alle Hip Hopperne ser helt ens ud i deres tøjstil. Jeg synes ikke, at vi ser ens ud, for vi syr vores ting selv, klistrer ting på vores jakker, laver nogle sjove hatte. Det er jo ikke sådan nogle ting, som vi kø­ber.

Medbestemmelse og skolen
    
Fims opfatter Børnemagt som en ide.
     – Det er ikke kun vores lille gruppe. Der er sådan en stor ide om et samfund, hvor alle kan være lige… Både børn og også gamle, for de har heller ikke noget med­bestemmelse over deres eget liv. Medindflydelse i skolerne er vig­tig. Man skal selv påvirke hvad man skal lære. Selvfølgelig skal man lære at regne og skrive og tælle, og man skal ikke sidde og lege hele dagen i skolen, men man skal være med til at bestemme om man vil læse Søren og Mette eller Tolkien. Hvis man ikke har nogen medbestemmelse og ikke noget at skulle have sagt, så bliver det så ligegyldigt det hele. Skolen bliver bare sådan et sted, hvor man skal komme og kede sig røven ud af bukserne. Sådan vil det ikke være, hvis eleverne havde mere medbe­stemmelse.
     – Næ, for så kan du jo vælge, hvad du har lyst til at lære, mener Lærke.

Nervøse forældre
   
En del Børnemagteres forældre har været ret nervøse overfor hvad deres unger går og laver, især fordi politiet har været meget volds­omme. Nogle gange har de også haft svært ved at forstå, hvad der sker. Det har betydet små und­skyldninger, når forældrene skulle have den første forklaring om, hvad Bømemagt er.
     –  Jeg fortalte min mor, at det var sådan en teater gruppe, bestående af børn og at vi lavede happenings og alt muligt, griner Fims, – Men da jeg så begyndte at blive anholdt og gå til demoer, så var hun ikke så glad for det. Hun blev bekymret hver gang vi skulle lave noget. Hun var vildt nervøs for om jeg skulle komme noget til. Det med at blive anholdt er jo noget, der hører med i alle systemer og i vores historie. I de mange tusind år, der ligger bag os, har det været sådan, at dem, der har været uønsket er blevet arresteret og smidt i kachotten, og sådan vil det altid være… tror jeg…
     –   Min mor er ikke imod, fort­sætter Fims, vi er enige om mange ting, det er bare vores måde at kæmpe på. Altså hun er organist, hun formidler en god oplevelse til folk i kirken, mens jeg… jeg giver det mere til mine medmennesker, som jeg møder ansigt til ansigt, som jeg kan se i øinene mere di­rekte. Fra min mor er der virkelig fed solidaritet, også selvom hun ikke er enig. Hun bakker mig op fordi det jeg gør er det mest rigtige for mig selv og det er det jeg gør.
     Ifølge Lærke er hendes mor stolt over, hvad Lærke og hendes ven­ner går og laver.
     –  Hun synes det er vildt fedt, når jeg kommer og fortæller hende om de ting vi laver, men hun ved hvordan det er, for hun har selv været hippie. Men hun er vildt bange for, at der skal ske noget med alt den politivold. Se bare Benjamin, der blev slået ned af politiet på Rådhuspladsen
nytårsnat.
     Benjamin er en 18 årig dreng, der fik hjertestop under anholdel­sen, efter at to grandvoksne politi­folk sad oven på ham.
     – Min far bakker mig også op langt hen ad vejen, fortsætter Lærke, og de synes begge to, at der en meget smuk måde at bygge livet på. De siger også, at von syn på det hele er meget præget a at vi er så unge, og det synes jeg er fedt.
    Den kender Fims også.
    –   Sådan er det jo så tit, fordi: unge har et mere romantisk syn p tilværelsen, for når man er ung, s er alting meget lettere, livet er i tæt på og det er så intenst, så bliv< man gammel og grå, så går man stå.

De andre voxne
     Børnemagterne er tydeligv trætte af voxne der vil bestemm nogle af dem bliver kalt voxenfascister.
    – Der er mange forskellig voxne, siger Fims og fortsætter Der er dem som mange kald voxenfascister, det er ikke så meget det, at de er voxne der gør d< mere at de tror 100% på sig se og, at de altid har ret fordi de har lang livserfaring bag sig. De bliv så forstokkede, så de ikke er til ændre. Der er osse mange voxne der støtter os, og så er der dem, der pisse ligeglade. Dem, som pa ser deres arbejde, og så er der al borgerdyrene. En voxenfascist altid bagklog, der ser børn so uromagere… det er synd for dem…
     Lærke er også fortørnet over voxenfascister.
     – Dem jeg kalder voxenfascisti det er dem, som ser børn som hal’ mennesker. Det eneste det rigtige gælder om er at vokse op og bliver voxen, det er dem der helt overs børns interesser. Jeg synes, at mi skal være meget varsom med bruge ordet voxenfascist. Vores samfund er desværre indrettet efter, at man skal skynde sig at blive voxen.
      –  Det at være voksen, det kommer til os alle, bare i forskellige grad og i forskellig alder, sig Fims med overbevisning.

 

Vi breder os…

     I løbet af de sidste par år har Børnemagt bredt sig i det meste af Norden, og det er med megen stolthed at Børneavisen her kan bringe breve fra to af de Norske grupper. Der er Børnemagt i Danmark i; København, Helsingør, Århus og Albertslund. I Sverige; Malmø, og i Norge; Oslo, Bergen og Trondheim…

HEI ALLE BARNEMAKTERE

     Vi er ca. 20 stk. fra 12-16 år, som har dannet Barnemaktgruppe her i Tronheim. Det er folk fra flere miljøer, men mest fra UFFA (Ungdomshuset i Tronheim). Siden vi ikke har holdt på så lenge, har vi ennå utmerket os noe særlig.
     Foreløbig har vi ikke hatt egne aksjoner, men vi har klart å samle folk fra forskjellige miljøer når det er aksjoner som andre har arrangert. Som for ek­sempel da vi aksjonerte mot en atom U-båt, som hadde parkert i Tronheims fjor­den, og da vi gikk i.demo tog mot rasisme og nazisme.
     RASISTER OG NAZISTER SKAL HOGGES TIL MEDISTER
     Vi her i Trondheim kjemper for det samme som dere gjør, for innflydelse for bårne i samfunnet.
      Politiet (purian, snuten) nekter på at det er SSP her. Men alikavel sier de at de samarbeider med barnevernet og skolerne… 
Hilsen Barnemakt Tronheim


BARNEMAKT PÅ NORSK ! ! ! !

     I motsetning til i Danmark har Barnemakt i Norge bare eksistert i litt over et år.
     Vi starta opp med det første møtet i febuar i fjor og begynte og holder fortsat til på Blitz i Oslo, men har endelig klart å skaffe oss et eget kontor på huset
     Det har vi pussa opp etter beste evne og fått det sånn passe kuult, med graffiti på’vegga og få (vakre) møbler.
     I løbet av tida vi har eksistert har vi prøvd å være i aktivitet, men ikke altid lykkes. Siden vi starta opp midt under Gulf-krigen var vi spesielt aktive i kampen mot å få en slutt på den. Vi troppa opp i demoer med egne paroler og slagord.
     7.juni 91 var vi med på en ungdomshøring med bårne ombudet, det vil si at vi skulle møte stortingspolitikere og diskutere ungdomssituasjoner i Oslo. Høringa foregikk med en god del publikum, selv om noen av politikerne ikke dukkede opp. Men fortsatt var det en del smask at kose seg med, som for eksempel Oslos mest berømte frp-politiker, Carl I Hagen, Frp er Norges mest høyrevridde parti.
     Vi snakka en del om Barnavern, SSP, utvikling av gjenger i Oslo sentrum og om opblomstringen av rasismen. Vi avslutta med å si at det Oslo nå trengte var et skikkeligt ungdomsopprør. Vi la frem vårt behov for sjølstyrte ungdomshus, og kritiserte politikerne for manglende forståelse.
     Etter høringa blei vi en del mere kjent blant folk og har ofte vært interjuva av aviser og blader om Barnemakt.

     Okkupasjon
     Seinere i august okkuperte vi Rødskiver nr. 13, et hus vi fikk beholde i en måned før vi blev kasta ut og huset ble rivd. Huset lå ikke i Oslo, men i en annen kommune nær Oslo. Huset ble også ganske populært blant en del straite ungdom, da det er lite fritidsklubber i denne kommunen. Uheldigvis eides kåken av Norges største forsikringsselskab og de ønsket tydeligvis at huset skulle rives, og ikke bli et nyttehus for barn og ungdom.

     Demoer og møter
     Barnemakt har hatt får egne arrangerte demoer og aksjoner. Men allikevel har vi klart å gjennemføre en, om ikke helt vellykket.
     Ideen begynte bra med et skuespil hvor tre barnemaktere kledde seg ut som lærer, sosialarbeider og snut. Resten av oss kastet egg på disse og seiret til slut over svina. Problemet var at få møtte op pga kluss med tida.
      I den siste tida har det gått litt nedenom med Barnemakt, få folk kommer på møter, men vi kan trøste oss med at Barnemakt er blitt opprettet flere steder i Norge nå. I Trondheim, og at vi derfor på denne måten otvikler oss til at bli en større gruppe folk.

     HILSEN BARNEMAKT- OSLO

 

Årets voxenfascister
    
Vi vil endnu engang kåre et par voxne med stort X, som har gjort sig mindre heldigt bemærket i den sidste tid;
     Den første behøver vist ikke meget forkla­ring, så lad os uden yderligere omsvøb byde velkommen til vores allesammens legeonkel Steen Hasager, som vi i januar tog på fast gemeing i, at pudse kampklædt politi på en flok børn, som havde forbrudt sig med at sætte hans forfaldne hus istand. Vi vil dog kun tildele ham en tredieplads, for nu blænder vi op for to virkelige voxenfascister; de har begge to udtalt sig i for­bindelse med debatten om Graversen betænk­ningen. Graversen betænkningen er et æn­dringsforslag til den lov, der bestemmer at børn under 18 ikke kan udtale sig til de sociale myn­digheder, uden forældrenes indsigt i sagens ag­ter.
     På baggrund udtalelser om Graversen be­tænkningen har vi valgt at kåre årets voxenfascister. Derfor går andenpladsen til alle bømeretternes myose, Elly Mose. Elly Mose har skrevet til Ekstra Bladets læserbrevkasse, og vi har valgt at bringe hendes brev heri Bømeavisen, så læserne selv kan dømme.
     Vi har ikke været i særligt meget tvivl om, hvem vi skulle tildele førstepladsen. Den går til Sophie Lunøe, som i TV-programmet “Den of­fentlige mening” har talt om Graversen betænk­ningen. Vi vil her bringe et citat: Det minder mig om nazi-Tysklands forsøg på at angive deres forældre og på den måde at umyndiggøre dem…”
     Sophie Lunøe emu bisidder ved tvangsfjern­elser af børn. Det er især betryggende, når man ved hun gik underjorden med sit eget barn, da det blev forsøgt fjernet…
     Så vogt jer, hvis i møder en tynd kvinde med høje kindben, lange tynde fingre og et psykotisk blik i øjnene. Det kunne være Sopie Lunøe og hun er vist ikke til at spøge med.

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s