Sorte kors Bulletin (1973) STATEN SOM MORDER: VALPREDA-og PINELLI-sagen og dens baggrund.

Jeg kunne ikke finde ud af om der er blevet lavet flere bulletins af det Danske Sorte Kors i 1970’erne dengang, dog regner jeg med at det er det første af sin slags i Danmark. Bulletin beskriver flere sager b. la. den berømte Pinelli-sagen som forfatteren Dari Fo har skrevet et teater stykke om som hedder en: En tilfældig anarkists hændelige død”.

link: Zenit-Plakat: Bekæp fascismen! Befri Valpreda!

Fo, Dario
En tilfældig anarkists hændelige død
Gråsten (Drama), 1977, 89 sider ; 27 cm , overs. Jytte Lollesgaard

se videre: Anarkisme og skønllitteratur

Zenit/Dansk Sorte Kors
Sorte kors bulletin : STATEN SOM MORDER: VALPREDA-og PINELLI-sagen og dens baggrund.
Zenit/Dansk Sorte Kors, Kbh. Nr 1, 1973

 se videre: Anarkisme og tidsskrifter

se videre:  Piazza Fontana-sagen

STATEN SOM MORDER
VALPREDA-og PINELLI-sagen
og dens baggrund.

Baggrunden
I 1969 gik en bølge af strejker og revolutionær uro hen over Italien som følge af den skærpede klassekamp.

Baggrunden for dette var, at fra og med 1968 skærpedes kon­flikten mellem den gamle form for kapitalisme (mellemstor industri og småindustri, storforetagender som var bundet til USA-interesser) og den “avancerede” kapitalisme af mo­nopolistisk, statslig type (FIAT, Pirelli, ENI, IRI, Monte- dison etc,).

Den sidstnævnte truer direkte det amerikanske monopol på det internationale plan og konkurrerer direkte med de amerikanske virksomheder (FIAT med Ford, Pirelli med Firestone og de store olieselskaber).

Derved skabes forudsætningerne for at den mindre og mellem­store industri gradvis opsuges i de økonomiske truster, hvilket jo medfører konkurser og nedlæggelser.

I denne sammenhæng opstår PSU (det nye socialdemokratiske parti), CIA’s agent og den mindre og mellemstore industris beskytter.

I denne sammenhæng opgiver PCI (det italienske kommunistparti) definitivt sin pseudorevolutionære holdning for at stille sig som garant for systemets opretholdelse, for produk­tionsstigning, for tilbagetrængning af USA fra de økonomi­ske magtcentre og for den italienske samfundsstrukturs ud­vikling i teknobureaukratisk retning.

Mens denne magtkamp på højt plan er i fuld gang, opstår og udvikles, i det tomrum som kommunistpartiet efterlader til venstre for sig, en bevægelse, som fra at have været sekte­risk og episodisk, antager en stadig mere anti-autoritær karakter og søger egne organisatoriske former. Overenskomstens udløb giver anledning til nogle radikale lønkrav, som alvorligt truer systemet.

I denne situation, som indebærer en vis fare for kapitalis­men. tillader storforetagenderne at den reaktionæreste del af borgerskabet overtager spillet:

En serie af attentater af klart fascistisk karakter finder sted. De kulminerer i det forfejlede attentat den 25. april 1969 på Centralstationen o g messen i Mi1ano. Attentatet blev anarkisterne anklaget for, men ingen af dem er længere i fængsel, eftersom domstolen ikke formåede at opretholde anklagerne, der var i modstrid med åbenbare beviser.

På børsen forekommer kunstige forandringer – opgange og ned­gange – som sætter skræk i middelklassen.

En ny serie attentater finder sted – denne gang på tog (au­gust 1969). Pånv er det anarkisterne, der får skylden, og bl.a. vores kammerat Pinelli anklages for disse attentater, som anarkist og jernbanearbejder.

Politiet antager en stadig mere provokerende holdning under strejker og demonstrationer. De alvorligste tilfælde er de, som leder til konfrontationerne på Corso Traiano i Turin og til politimanden Annarummas død i Milano.

Den sidstnævnte begivenhed udnyttedes skamløst til at for­stærke de reaktionære strømninger i middelklassen, retfær­diggøre modstanden mod at afvæbne politiet, foretage masse­arrestationer og forberede atmosfæren til den store massak­re den 12. december. Annarumma dræbtes ved et sammenstød mel­lem to jeeps, men på trods af at dette utvetydigt fremgik af udtrykkelige vidneudsagn og en filmet reportage fra det franske fjernsyn, gav myndighederne en fejlagtig version og påstod, at Annarumma blev dræbt af demonstranter.

Så eksploderer bomberne den 12. december i Milano og Rom. Derpå følger en atmosfære af heksejagt, af lynchstemning, af “hvid terror”, imponerende godt opbakket af hele den borger­lige presse og det officielle venstre.

I denne atmosfære bliver Pinelli, efter i tre dage at have siddet ulovligt arresteret på politihovedkvarteret i Milano”, kastet ud fra et vindue på fjerde sal.

Hvad angår de reaktionære, så rettede deres intriger sig i- mod to mål: 1) På den ene side at bremse den økonomiske rationaliseringsproces, som storindustrien vår ved at gennemføre – takket være støtte fra det officielle venstre. Deres formål var at undgå katastrofe for den hjemlige middelklasse. 2) På den anden side at slå den revolutionære bevægelse – som i disse måneder voksede sig stadig stærkere – ned.

Det første mål mislykkedes helt og holdent af årsager som har med den økonomiske og historiske udvikling at gøre. De store monopolforetagender har en let kamp mod de oprørske småforetagender.

Hvad angår det andet mål, er forløbet et andet: Arbejdsgiver­ne. som altid er i kamp indbyrdes om at have overtaget og slås om fordele og markeder, plejer altid i krisetilfælde at genfinde enigheden imod de fælles fjender, disse ekstremister som ikke diskuterer nogen bedre, “humanere” form for udsug­ning, men kæmper videre og vil afskaffe selve udsugningen.

Derfor forenede storindustrien sig med småindustrien og de to med statsapparatet i deres fælles iver for at støtte de løgnagtige anklager, som rettedes mod de anarkister, som blev fængslet efter attentaterne den 25. april og den 12. decem­ber.

Bomberne ved Milanomessen
25. april.1969

Den 25. april eksploderer to bomber i Milano, én ved FIAT-pavillonen på messen, en ved vekslingskontoret på Centralstationer. Flere personer bliver alvorligt såret, men ingen dødeligt; men alligevel kunne det have blevet en massakre.

Som skyldige i attentatet anholder man straks nogle anarkis­ter. Undersøgelserne, som bliver foretaget af modsat hold, sker efter kendelse fra dommer Amati, der omgående udpeger anarkisterne som de skyldige. Amati kommer iøvrigt til at spille en hovedrolle ved undersøgelserne efter bombeattenta­tet den 12. december og ved anklagen mod Valpreda og hans kammerater. To af de anholdte, ægteparret Corradini, bliver efter syv måneders fængsel frigivet på grund af mangel på be­vis, efter at udenlandske aviser og menneskerettighedsdomsto­len igennem længere tid har interesseret sig for sagen. De andre kammerater tilbageholdes fortsat: Braschi, brødrene Del la Savia, Faccioli, Pulsinelli, Lorscia, Mazzanti.

Til slut, efter to års fængsel, den 22. marts 1971, begynder rettergangen imod dem og den afsluttes den 29. maj med en kendelse, der kun bliver klar, hvis man gransker det, som er kommet frem ved selve retsforfølgelsen. For til stor ærgrel­se for dommeren og den offentlige anklager kom der tilstræk­kelig mange fakta frem under rettergangen til at man kan re­konstruere det virkelige hændelsesforløb – endda i detaljer.

1)  Anklagerens eneste vidne, Rosemma Zublena, viklede sig i den grad ind i selvmodsigelser, at endog anklageren kaldte hende hystade og mytoman. Dommeren betegnede hende senere som “psykisk abnorm”. Kommisær Calabresi – ham, som den 15. december “selv” myrdede Pinelli – har bevidst udnyttet en per­son, i hvis mund han kunne lægge enhver anklage, der passede ham.

2)  Anklagen blev iøvrigt begrundet med de anklagedes “tilstå­elser”. Hvis man tænker på, at Faccioli fik flækket sin læbe med knippelslag, så er det ikke svært at forstå, hvordan dis­se tilståelser er fremkommet. De anklagedes påstand om, at

de havde været udsat for mishandling, blev betvivlet, men se­nere kom det frem, at Faccioli i S.Vittore-fængslet ikke kun­ne få det reglementerede, obligatoriske lægetilsyn ved ind­sættelsen. Hvis man overvejer disse metoder, kan det ikke un­dre, at de anklagede tilstår en lang række sager, af hvilke en del overholdet ikke eksisterer. For eksempel har tyveriet af sprængstof fra en mine i Bergamodalen (et af anklagepunk­terne mod kammeraterne) aldrig fundet sted. Dette fremgår af vidneudsagn fra ingeniører og vagtpersonale ved minen. Dette: Tyveri, der aldrig har fundet sted, er i mindste detalje ble­vet opfundet af politiets ballistiske ekspert, Cerri. Et ejendommeligt “sammentræf”: Cerri er den samme ekspert. som d. 12. december gav ordre til sprængning af den bombe, der ikke var sprængt i Handelsbanken, hvorved han grundigt øde1agde hvad der kunne være blevet afgørende indicier mod ophavsmændene til massakren; måske var det et for afgørende indicium…
3) Den 7. december 1969 udgav de engelske ugeaviser Guardian og Observer en hemmelig rapport fra den græske udenrigsminister de græske fascistobersters ambassade, hvori det afsleredes, at attentatet den 25. april var planlagt af den græske regering og blev udført af italienske fascister i direkte samarbejde med obersterne. Rapporten citeredes i hele den internationale presse, men blev ikke taget i be­tragtning af den berygtede undersøgelsesdommer Amati, som nægtede at lade den indgå i retshandlingerne.

I dette dokument redegøres der detaljeret for kontakter og aftaler med repræsentanter for hæren, politiet og de itali­enske carabinierer – aftaler, der havde til formål at opbyg­ge en “hemmelig organisation” inden for disse væbnede styr­ker, som skulle påtage sig rollen som provokatører og bombemagere på samme måde som det skete inden for det “græske militærpoliti under forberedelserne til obersternes revoluti­on”. I dokumentets andet kapitel, som består af en redegørel­se for de “konkrete handlinger”, der allerede er blevet ud­ført, hedder det bl.a. med udtrykkelig henvisning til atten­tatet den 25. april 1969 ved FIAT-pavillonen i Milano: “Ak­tionerne kunne ikke gennemføres før den 25. april. En æn­dring i vores planer blev nødvendig derved at et uheldigt sammentræf vanskeliggjorde adgangen til FIAT-pavillonen. De to aktioner har haft en betragtelig virkning.”

Ved rettergangen ramlede hele konstruktionen sammen trods politiets og dommerens forenede anstrengelser – og det så fuldstændigt, at til og med den civile part (familien til en dreng, som blev invalid) trak sig tilbage, fuldt overbevist om, at de anklagede intet havde haft med sagen at gøre.

Braschi, Della Savia, Faccioli, Pulsinelli, Norscia og Mazzanti måtte sidde to år i undersøgelsesfængsling med yderst alvorlige anklager for tolv attentater som ville have med­ført tugthusstraf. De blev senere løsladt, men imod bl.a. brødrene Della Savia har man nu påny flikket anklager sam­men, som kan medføre mangeårige fængselsstraffe.

Domshandlingerne fremviser en enorm samling af procedure­fejl, forfalskninger af protokoller og beviser og magtmis­brug. Ved hjælp af vold og afpresning er det lykkedes at få visse protokoller undertegnet af de anklagede. Disse proto­koller er så lidet troværdige, at endog anklageren undlod at benytte af sig af dem.

En anden sørgelig erfaring, der kan drages af det skete, er at forsøget på at likvidere den anarkistiske bevægelse politisk og moralsk, ikke er stødt på modstand nogetsteds – ikke hos det officielle venstre, men heller ikke engang blandt de udenomsparlamentariske kræfter.

Flere Bomber
Forsøget på at få den revolutionære venstrebevægelse og arbejderbevægelsen slået tilbage ved hjælp af bomberne den 25. april, mislykkedes fuldstændig. Arbejderne Lod sig ikke narre så åbenlyst falske anklager og fremstillinger. Kampen fortsatte med endnu større kraft. I løbet af efteråret fandt der mange strejker sted, og gaderne blev invaderet af store masser af hadefulde demonstranter.

I oktober og november intensiveredes terroraktionerne og in­den for den mindre og mellemstore industri organiseredes be­væbnede og aflønnede patruljer af “politisk neutrale” perso­ner, som havde til opgave at gøre en “stærk regering” uund­gåelig. Ministerpræsident Nenni sammenligner i et interview i Corriere della Sera den aktuelle situation med de hændelser som i 1922 førte frem til fascismen.

Den fremgangsmåde, som er blevet kaldt “spændingens strategi” og som går ud på at standse studenterurolighederne og de alt for højrøstede krav fra arbejderside, var i fuld udvikling under de vilde strejker, som blev mere og mere almindelige. På Pirelli førtes en hård kamp og man fremfører et nyt slag­ord: “Vi vil have alt – og det nu!” Republikaneren La Malfa og socialdemokraten Tanassi går den 21. november til kraftige angreb på fagforeningerne, som under pres fra arbejderne er blevet tvunget til at mobilisere fem millioner arbejdere i overenskomstkampen. Samme dag udfærdiger Confindustria (indu­striforbundet) et hadefuldt kommunique: “…arbejdermagt ten­derer imod at erstatte parlamentet… det skaber en omvælt­ning i hele det politiske system.” En kristelig demokrat på højrefløjen, Guido Gonella, opfordrer “de fremsynede borgere” til at reagere kraftigere mod “arbejdernes strejkevagter”.

Den 6. december istemmer den socialdemokratiske partisekretær det politiske og økonomiske højres hysteriske klagesange og kræver en autoritær løsning på alle problemer: indførelse af præsidentregime.

Samtlige politikorps er i højeste beredskab. Fascisterne fra samtlige sekter er i fuldt oprør med Almirante i spidsen. Han taler om borgerkrig og kræver militær indgriben. I hæren mær­kes tydelige tegn på nervøsitet. En tendens, der er positivt instillet over for en væbnet indgriben for at sikre lov og orden, begynder at udkrystallisere sig. Efterhånden bliver for­nemmelsen af, at kun en voldelig indgriben kan redde situationen, mere og mere almindelig.

Confindustria gyder olie på ilden, idet dets leder offentlig­gør den italienske kapitalismes officielle hensigt: “Det par­lamentariske system passer ikke til italienerne… der er brug for en organisation oven over partierne med en stærk tro på lov og orden…”

Blandt dem som skaber politik’ og af økonomiske interesser eller magtinteresser lever med i disse dages hændelser, taler man åbent om “noget enormt som meget snart vil eksplodere”… “Massakren havde sine profeter, sine udsete ofre og sine synde bukke. Det kom senere frem, at i de mest betroede kredse i fascistorganisationen Ordine Nuovo talte man mindst to dage i forvejen om at der ville blive sprængt bomber netop den 12. december i Milano og Rom.

Og så sker det. Den 12. december mellem klokken 16.37 og 17.24 finder en række eksplosioner sted i Milano og Rom. Særlig voldsom skade skete i Banca Nazionale dell’ Agricoltura (Landbrugsbanken) i Milano, hvor 16 mennesker omkom og 90 såredes. En anden bombe blev fundet i Banca Commerziale Italiana (Handelsbanken) nogle hundrede meter derfra.
Denne bombe eksploderede ikke – formentlig fordi tidsindstillingsmekanismen ikke fungerede. Dette afgørende indicium blev i al hast skaffet af vejen, idet politiet sørgede for at bomben blev gravet ned og sprængt, i luften allerede samme aften – trods eksperters udsagn om at det var kom­plet unødvendigt.

I Rom eksploderede der bl.a. bomber ved den ukendte soldats grav, og det varede ikke mange minutter efter eksplosionerne før højrekræfterne gik i gang. Gaderne i centrum oversvøm­medes med flyveblade mod “de anarkistiske terrorister”.

Der var knap gået så lang tid, at de ledende inden for po­litiet kunne nå at mødes, førend politimyndighederne i Rom og Milano udpegede Valpreda og hans kammerater i 22.martsgruppen som skyldige.

Undersøgelserne blev allerede fra begyndelsen kørt i en ret­ning, Alle kendte anarkister, der igennem måneder havde væ­ret udsat for overvågning – skygning og telefonaflytning – blev anholdt.

I flere måneder forinden havde Valpreda været genstand for special-overvågning. Han blev skygget, kaldt til politiet daglig osv. Alene af den grund havde det været praktisk umuligt for ham at udføre nogetsomhelst attentat.

Da bomberne sprængtes den 12., skete det i fuld overensstem­melse med ‘spændingens strategi’. Politimagt, dommere og re­geringsmagt havde allerede med største omhu udvalgt person­er, der straks kunne udlveres til “folkets vrede” – person­er, man kunne vente ville blive godkendt som syndebukke af alle partier, og som ikke ville finde forsvarere nogen ste­der.

Pirelli blev nu taget i et tre dage langt forhør i politihovedkvarteret i Milano, hvor man med alle midler forsøger at presse en tilståelse ud af ham. Den 15. december dør han – officielt har han begået selvmord ved at kaste sig ud af vinduet. Den forklaring holder ikke. Den forklarer ikke det karateslag, man konstaterede i nakken på den døde krop. Den forklarer ikke, hvorfor ambulancen var blevet tilkaldt før han ”faldt” ud. Den forklarer ikke, hvordan Pinelli overhovedet har kunnet komme til at springe ud, mens han var omgivet af adskillige velvoksne politimænd fra det politiske politi.                 Desuden har et øjenvidne erklæret, at Pinelli havde begge sko på, da han “faldt”, mens en politimand påstår, at han i et forsøg på at standse ham fik fat i den ene sko og stod tilbage med den i hånden.

Der ingen tvivl om, at vores kammerat Pinelli er blevet myrdet under forhøret – enten fordi (karatemesteren) Calabresi er gået over gevind, eller fordi Pinelli under forhøret har hørt eller fornemmet for mange sammenhænge i sagen.

Vapreda-sagen
I de dage, da massakren i Milano blev forberedt og iscenesat, var alle de reaktionære kræfter beredt til at gribe ind og løse den dramatiske krise med et fascistisk statskup eller i det mindste en forfatningsændring såsom indførelse af præsi­dentregime. Derfor accepterede alle, inklusive det officiel­le venstre, at man anklagede Valpreda og hans kammerater fra 22. marts-gruppen – som en nødløsning, den eneste mulighed for i dette øjeblik at redde den republikanske legalitet og det parlamentariske system. Der var brug for en katastrofal hændelse, der kunne virke bedøvende i nogle dage og bryde den spænding, der var på nippet til at styrte landet ud i borgerkrigsagtige tilstande.

Man skal huske på, at højt placerede politiske repræsentanter for stat, dommerstand, hær, politi og storfinans – sammen med CIA-agenter og græske spioner – var indviklet i dette omfat­tende net af medskyldighed eller tavs indforståethed, der om­gav intrigerne omkring bombeattentaterne.

Derfor stødte politiet ikke på nogen modstand fra ‘autoritativ’ side, da man førte sagen for retten med den mest fantastisk usandsynlige konstruktion af bevismateriale, der er forekommet i en italiensk retssal. Politiets metoder var dennegang mere raffinerede end efter bomberne ved Milanomessen. Den gruppe, man havde udset sig som “skyldige”, 22.marts-gruppen, var en ganske ny gruppe, hvor både politiet og fascisterne på forhånd havde plantet hver sin spion, og provokatør.

Til trods for, at politiets materiale blev plukket fra hinan­den gang på gang, kørte sagen støt videre – dens udfald var bestemt på forhånd. Ubekymret skaffede politiet og fascister­ne alle ubekvemme vidner og bevismaterialer af vejen:

Den 13- december går en tysk hippie, Udo Leinke, til politiet og siger, at han på Piazza Venezia et øjeblik efter eksplosionen på den ukendte soldats grav har genkendt tre sicilianere, som en måned tidligere havde foreslået ham at udføre bombeattentater flere steder, bl.a. i Rom og Milano, – Den 16. januar 1970 bliver han arresteret for besiddelse af narkotika og tvangsindlagt på en nerveklinik. På den måde afskæres han fra at afgive sin forklaring for retten.

Den 14. december bliver advokaten Ambrosini indlagt på et privatsygehus. Han betror en gammel kommunistisk ven, at han i facistgruppen Ordine Nuovos lokaler i Rom har deltaget i et møde, hvor massakren blev forberedt. Fra den dag af får ingen adgang til hans sygeleje.

Den 15. december 1969 bliver Pinelli kastet ud af kommisær Calabresi’s vindue på 4. sal.

Den 25. december 1 969 forsvinder fascisten Calzolari. Han var uenig med de øvrige fascister i spørgsmålet om bomberne. På trods af at han var en erfaren dykker, fandt man ham druknet i en brønd med 80 cm vand en måned senere. Efter al sandsynlighed er han blevet myrdet.

Den 27. september 1970 bliver fem anarkister dræbt ved en bilulykke. To af dem var vigtige vidner for forsvaret i sagen mod Valpreda, og var igang med en modundersøgelse. Ulykken skete ved at en lastbil kørte ud foran vognen og bremsede. Lastbilen kom ud fra fascisten Borghese’s landsted. Et års tid tidli­gere var dennes hustru omkommet på nøjagtig samme måde, på samme sted – dræbt af samme lastbilchauffør. Gennem en gammel ven inden for ordenspolitiet var en af de dræbte anar­kisters far blevet advaret mod at lade sønnen tage af sted allerede nogle dage forinden.

En hel mængde andre vidner for forsvaret er blevet arreste­ret ved demonstrationer og er senere, rutinemæssigt, blevet anklaget for vold med politiet – hvorpå de uden videre er blevet sat i forbindelse med Valpreda-sagen og til sidst levet frigivet; dette er ifølge italiensk lovgivning nok til at de ikke kan optræde som vidner for Valpreda.

I mellemtiden var sagen blevet udsat adskillige gange ved hjælp af forskellige juridiske spidsfindigheder. Da Valpreda havde siddet fængslet knap to år uden dom, forsvandt også hovedvidnet imod ham, den fascistiske taxachauffør Orlandi. Han døde på mystisk vis i sit badekar, efter at han havde røbet, at han havde fået en halv million kroner for at genkende Valpreda efter et foto, han havde set i forvejen hos politiet. Dommeren havde dog været; så forsynlig at få en skriftlig erklæring i den “oprindelige” version, der vil kunne anvendes i fremtidige retsbehandlinger, selv om Orlandi er død.

Det er ikke kun ubekvemme personer, der forsvinder. Også pinlige beviser og indicier bliver skaffet af vejen. Foruden sprængningen af bomben fra Handelsbanken, finder et utal af andre lyssky manipulationer med materialet sted.

For eksempel erklærer tekniske eksperter, at de ud fra eksplosionernes karakter med sikkerhed kan fastslå, at det sprængstof, der blev anvendt, ville have afsat kemisk påviselige spor på hænderne hos enhver, der har været i berøring med det – og dette op til flere måneder efter. Alligevel nægtede en ledende politifunktionær at lade Valpredas hænder undersøge, for – som han sagde: “Hvis udfaldet af disse prøver er negativt, har vi jo slet ikke noget på hånden længere!”

Valpreda lider af sygdommen mb. Burgheri, der ubehandlet vil •medføre lammelser, stumhed og til sidst døden. Da han blev fængslet, var sygdommen under kontrol, men den forværredes gradvis under hans fængselsophold – hovedsagelig fordi han blev nægtet ordentlig lægebehandling. Efter at han var blevet undersøgt af en engelsk specialist, der erklærede, at sygdommen ikke kunne behandles tilfredsstillende på fængselshospitalet, hvor han var indlagt, rettede mere end 30 italienske læger en appel til domstolen og myndighederne om at overflytte ham til et bedre hospital. Dette blev pure afvist. På dette tidspunkt havde det været yderst bekvemt, hvis Valpreda ville dø af sig selv, så man undgik pinlige afsløringer i retssalen.

 

Kun en enkelt undersøgelsdommer i provinsen, der ikke bekym­rede sig om sine avancementsmuligheder, forfulgte stadig på egen hånd det “sorte spor” – det fascistiske – i sagen. Ef­ter et enormt arbejde lykkedes det ham i 1972 at stable be­viser på benene mod tre kendte fascister. Under pres fra of­fentligheden blev myndighederne nu tvunget til at arrestere disse tre. Men Valpreda forblev fængslet sammen med sine kammerater. Ifølge italiensk lovgivning kunne han ikke løs­lades. Før hans uskyld var bevist.

Først i januar 1973 blev Valpreda løsladt – efter mere end tre års fængsel, uden dom og uden retssag. Dette kunne kun lade sig gøre ved en ændring i lovgivningen, der samtidig medførte, at snesevis af fængslede fascister kunne sættes på fri fod.

Tiltalen mod Valpreda og hans kammerater opretholdes dog stadig. Efter sin løsladelse gik Valpreda under jorden og han nægter at træde offentligt frem igen, før politiet på skrift garanterer for hans sikkerhed.


Undertrykkelse i dag
Selv om fascisternes kupplaner mislykkedes i første omgang, skal man ikke tro, at de er slået af marken. De er stærkt repræsenteret i Parlamentet og deres lakajer og gorillaer er anbragt på nøgleposter overalt i det italienske samfund. De arbejder nu tilsyneladende med at lave et grundigere for­arbejde på højere plan. Det er fornylig blevet afsløret, at mystiske organisationer og underorganisationer driver en om­fattende telefonaflytningsvirksomhed i ministerier og hos fremtrædende privatpersoner. Sagen er endnu langt fra klar­lagt, og den bliver det sikkert heller aldrig, men nogen er tilsyneladende meget interesserede i at skaffe sig et så grundigt indblik som muligt i statsapparatets funktioner.

En af grundene til at fascisternes oprindelige planer ikke lykkedes, var at de stred for meget imod storkapitalens in­teresser. Herskerklassen genoprettede kontrollen med den po­litiske situation og dæmmede op for en yderligere højredrej­ning.

Imidlertid daler konjunkturerne stadig og arbejderklassen stiller stadig større krav. For at kunne kontrollere situa­tionen, må industrimagnaterne søge åbenlys eller skjult al­liance med reformisterne. Dette kan ske helt uafhængigt af det politiske skuespil i parlamentet.

Kommunistpartiet har formået at udnytte den fascistiske plan til egen fordel. I valgpropagandaen fremtræder PCI Som et “lov og orden”-parti, som en garant for den republikanske lovlydighed i De forsøger – ligesom i Frankrig – at vinde ind flydelse i samfundsmaskineriets teknobureaukratiske lag, for om muligt at gennemføre en magtkoncentration til fordel for Staten som eneste ejer og undertrykker.
Fagbevægelsen har ganske vist vundet i styrke og magt, men det har ikke været til arbejdernes fordel. Faktisk er det fagbevægelsen som fremtræder som den eneste gyldige forhand­lingspartner over for regering og arbejdsgivere, hvorved den systematisk boycotter og undertrykker alle spontane initia­tiver i basis. Arbejderne tilstås ingen ret til at repræsen­tere sig selv, men er tvunget til at henvende sig til “de professionelle”, til fagforeningsbureaukraterne eller med an­dre ord til arbejdskøberne selv, hvis interesser disse vare­tager.

Heksejagten på anarkister og andre revolutionære er ikke ind­stillet. Brødrene Deila Savia befinder sig i øjeblikket i Vesttyskland, hvor de står for at blive stillet for retten, idet de italienske myndigheder har krævet dem udleveret. Man har brygget anklager sammen imod dem, nok til at indespærre den i mange år. Med vores kendskab til det italienske politis metoder må vi fastslå, at en udlevering meget vel kan betyde døden for dem på grund af deres forbindelse med Valpredasagen.

Næste nummer af SORTE KORS BULLETIN kommer til at omhandle Della Savia sagen og situationen i Vesttyskland. Du kan imidlertid allierede nu bidrage til deres forsvar ved at indsætte penge på SORTE KORS girokonto, indtil videre via ZENIT, Lyøvej 17, 2000 F – giro 11 12 55. Mærk TALONEN: SORTE KORS.

Litteratur om Valpreda og Pinelli sagen:

Massakren i Milano. Sthlm. 71.
La Strage. Di Stato La nuova sinistra 71.
Barberi: Valpreda. Processo al processo. 72.

er alle kan fås i
Anarkistisk Boghandel
Frankrigsgade 16
2300 København S
åben Torsdag kl.15 – 20

SORTE KORS
– er en hjælpeorganisation, der har til formål at hjælpe ofre for fascismen og antiautoritære, der i deres hjemland er offer for forfølgelse fra statsmagt og politi.
I samarbejde med lignende organisation­er i udlandet skaffer DANSK SORTE KORS penge til sagførerbistand, sager for po­litisk asyl m.v.
Kort sagt, SORTE KORS arbejder på enhver måde for at hjælpe revolutionære i kam­pen mod kapitalen, politiet og fascis­men.
STØT SORTE KORS’ ARBEJDE! BEKÆMP FASCISMEN:
Giro 11 12 55 (Zenit) modtager dit bi­drag. Mærk talonen SORTE KORS.
Nærmere oplysninger:
D A N S K  S O R T E  K O R S
Schønbergsgade 7 1906 København V

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s