Velfærdsstaten er blot en anden måde at udnytte lønmodtagerne på!

Danmark beslutter, at der ikke er penge til de arbejdsløse, de svage og marginaliserede. Nedskæringer, besparelser, omstruktureringer, ulecitering, privatisering, brugerbetaling, osv.: kært barn har mange navne. Det betyder kun at staten ikke gider være en hjælpeorganisation og ikke mere ønsker at fordele brødkrummer til de fattige. Det er slut med ”brød og skuespil for folket”, nu skal det handle om det enlige formål med at styre: penge. Nu tager man brødet fra folk. Dem der ikke tror, må føle det, fordi der mange som tror at Denmarks opgave er at garantere et nogenlunde overkommeligt liv bliver snydt. ”De bredeste skulder skal bære den tungeste last” siger en talemåde som skal beskrive velfærdsstaten, men hva’ fanden har det med velfærdstaten at gøre? Den er helt sikkert blevet ikke skabt for at der ikke børe være fattige og elendighed. Der har altid været fattigdom og elendighed selv i den tid hvor velfærdstaten fungerede bedst. Det er noget, som de mange, der ønsker at få denne velfærdsstat tilbage, gerne glemmer.

Velfærdsstaten har aldrig været gratis for nogen, i det et samfund bygger på arbeidstvang. Syge- og dagpenge, pensioner, skoler og universiteter, osv. bliver betalt af lønmodtagerne igennem skater, moms og alle mulige andre afgifter. Men bestemmer lønmodtagerne hvad der skal ske med disse penge? Nej, og det er helle ikke mening at de skal have indflydelse på dette. Skatten er ikke lavet til dig og mig. Velfærdstaten findes netop, fordi man bedre kan tjene flere penge med velfærd endt uden. En gang til for Prins Knud: årsagen til at en socialstat ikke er en filantropisk forening er et ønske om kolde kontanter, og lige nu tror politikere og erhvervslivet at de kan tjene flere penge med mindre eller måske helt uden nogle velfærdsydelser.

Hvorfor gik politikere og erhvervslivet med til at lave velfærdstaten i første omgang? Den øget moralen bland borgerne. Folk gøre mindre modstand mod udnyttelse og slidder, endda frivilligt, mere i det når de er taknemlige for ikke at skulle komme ud for de værst tænkelige sider af kapitalismen. Hvem gider uddanne sig, arbejde og forbruge bravt hele livet igennem, når man ved at man ender med at være syg og leve i smerte, og hvis man er meget uheldigt endda ender på gaden, fordi de man ikke har råd til medicin, pleje eller bolig når man bliver gammel? Historisk set var sygesikring, pensions og a-kasser, meget mere profitabel end flere maskinpistoler og tanks til militæret for at nedkæmpe arbejderoptøjer. Men for alle dem som ikke husker det, så har samfundet altid nogen som tjener som et skræmme eksempler klar hvor galdt det kan gå for én i dette samfund: Arbejdsløse, hjemløse og alle de andre marginaliserede.

Det var aldrig et problem at inddrage fagforeninger og socialdemokraterne i det parlamentariske skuespil, fordi disse organisationer altid har været patriotiske, og altid været glad for at ignorere social og økonomiske modsætninger og smide principperne om klassekampe i ud af vinduet for i stedet at hylde det nationale fællesskab. Med andre ord, at man skal være “solidarisk” med erhvervslivet og den politiske elite frem at kæmpe for sine egne og en kammeraters interesser. Helt konkret betydet det, for socialdemokratiet lige fra begyndelsen også at stemmer for penge til militæret og til deltagelse i krige, og den dag i dag er socialdemokratiet villigt til enhver tid vise sindelag og skaber fred ved bomber. SF og EL gentager nu også samme kedelige reformistiske udvikling som dens forgænger.

Velfærdssystemet er ikke andet end kynisme. For at arbejdsgiverne kan få mere profit ud af arbejderne, sørger staten for at disse ikke dør af sult eller ender i rendestenen, når disse bliver gamle. Arbejdsgiverne betaler mere eller mindre frivilligt til velfærdstaten så længe det kan betale sig for dem. Fabriksarbejderen, som har faet ødelagt sin hånd i maskinen, kontordamen, som har gigt i fingrene og musearm efter mange år for an skærm og tastatur, mureren hvis ryg er nedslidt og han ikke kan gå ordentligt efter mange års på byggepladsen eller akademikeren som ender med depression på grund af kravet om at være den hurtigste, mest kreative og mest analytiske i udviklingen af et produkt til ene eller anden målgruppe i et reklamebureau. Staten sørger for, at alle får tilbudt at blive lappet “gratis” på hospitalet, når det er akut eller kan gå til “gratis” konsultation hos lægen og få “tilskud” til piller når lidelsen er kronisk for at kunne leve op til deres samfundsmæssige funktion i det daglige.

Hvorfor begyndte industri-baroner, som Krupp: D, Ford: USA eller Mærsk: DK at give lidt bedre løn og sørge for lidt bedre boligforhold for lønmodtager? Når arbejdet ikke kræver nogen særlig uddannelse eller evner, er lønmodtagerne for, arbejdsgiverne ikke andet end et trækhest og derfor bliver disse også behandlet der efter. Det betyd at det er nok at arbejderne kan trække en plov eller slå med en hammer for at arbejdsgiverne kan tjene på arbejdet. Men indebærer arbejde mere kompliceret maskineri er kravene større, fordi f.eks. skaderne ved fejlbetjening af en maskine kan med føre store skader som forsinker eller afbryde produktionsprocessen helt. Det igen betyder tab af fortjeneste. Det er simpelthen nødvendigt at få lønmodtagerne som er udhvilet, velnæret og velplejet for at kunne lave deres daglige dont. Det er ikke muligt at arbejde med en komplicere maskiner i en løbebåndsproduktion som er meget rationaliseret og en intensiv arbejdsproces uden at være veluddannede, disciplinerede og nogenlunde sund i 8 timer. Kravene til lønmodtagerne i en globaliseret verden, med mikrochip- og kommunikationsteknologien er skiftet. I princippet handler den stadigvæk for arbejdsgiverne, ikke om andet end at lønmodtagerne producere hurtigst og billigst muligt og derfor forventes at være veluddannet, osv.

Det betyder, SFOer, skoler, semininarer, universiteter, osv. ikke findes for individers lykke. Uddannelse vil blive ved med at være gratis og pasning af børn billigt, så længe, der vil være brug for veluddannede lønmodtager, som hver i sær kæmper for at nå toppen af kransekagen i karriereræset. Karriere er både motivation for at få folk til at pukle, og i sig selv også en ret god forretning for alle de virksomheder/institutioner, som lover at det netop med deres undervisning eller coaching vil karrieren være sikkert. Kravet om demokratisering af retten til udannelse og karriere er i sig selv ikke særlig progressiv eller i modstrid med elitedannelsen. For demokratisering betyder ikke andet end et krav om meritlighed. Altså flere æsler følger guleroden sæt for an næse, som de nok aldrig vil få. Der bliver der udannet flere og flere akademikere, men flere udannede betyder ikke igen selv flere jobs, og når flere akademikere konkurrer om færre jobs, kan arbejdsgiverne stille større krav, presse lønnen ned, forringe arbejdsforholdene, osv. Jo flere konkurrenter jo større konkurrenceevne. Af den grund er det helt absurd at argumentere at Danmark vil miste noget af sin internationale konkurrenceevne, fordi der er for mange børn og unge i en skoleklasse eller fritidshjem betyde at disse bliver stresset og dummere. Tvært imod er det mest sandsynligt, at jo flere, med færre omkostninger, der hurtigst mulig kommer gennem udannelserne ud på arbejdsmarkedet, jo bedre.

Når arbejdsgiverne giver en løn til lønmodtagerne sådan at disse har råd til en bolig, varme, underholdning, til at stifte familie og en lille smule luksus, … så skyldes det, at det kan betale sig for dem. Familien er en økonomisk størrelse og ikke naturligt eller lavet af Gud. Kernefamilie betyder stabilitet. Det er en anden måde at sige at forældre er økonomisk afhængigt af lønnen for at have råd til at betale til alle de udgifter, som der er forbundet med det at have børn og gæld pga. hus, bil og forbrugslån. Familien betyder gratis reproduktion af arbejdskraften. Det indebærer at bl.a. at få vaske tøj, mad, sex, ømhed og opdragelse af børnene. Som feks. det ”kærlige skub” om morgen, som gør at alle familiens mellem dukker op til i tiden, velsoigneret og udhvilet, der for samfundet forventer dem at være: på arbejde eller i skolen. Dem som laver største part af dette gratis arbejde, er som regel kvinderne i familien. De fleste kvinder arbejder i dag, fordi de har muligheden og fordi det også kræver to indkomster at forsøge en familie med nutidens levestandart og priser. Det betyder, at kvinder har dobbeltarbejde, og derfor bliver det mere almindeligt, for de familier der har råd til det, at betale lavere udannede og lønnede kvinder til at passe og opdragelse børnene og gør rent for dem som feks.: aupair, rengøringsdamer, mfl.. Staten bruger, for at sikre at alle forældre lever op til deres pligter både guleroden og pisken. Gulerod i form af børnepenge, SU, gratis udannelse, billige børnepasning og pisken i form af pædagoger og lærer; som opdrager forældre og børn for at disse kan lever op til normerne som samfundet kræver. Det kan gå så vidt, som at kræve barnet fjernet. Det sidste forklarer vældigt godt at velfærdsydelser ikke er gratis, bare fordi mor og far er fattige. For mor og far skal garantere, at staten har tilstrækkeligt af “Human resurses”: Soldater, lønmodtager, forbruger, vælger også sikker også mødre og fadere for at sikre næste generation af producenter og borger.

Velfærdsstaten er ikke blevet lavet til dig og mig, og selv om det betyder nogle fordele til at overleve, har alle velfærdstilbud en pris. Prisen er, i den demokratiske markedsøkonomi, at være med til at perfektionere lønmodtagers mere eller mindre frivillige deltagelse i deres egen udbytning. 1 denne optik er selv det at købe militærgrej og bombe et land tilbage til stenalderen ikke noget som er i modstrid til en velfærdstatslig agenda. Militære interventioner kræver militært isenkram og soldater med våben, og dette er investeringer for fremtiden, da markeder skal forsvares, okkuperes og bombes på plads. Sygesikringen følger i princippet samme banale logik – mere og mere profit.

Venstreorienteredes ærligt mente harmen imod nedskæringer rammer remmer som regel overhoved ikke plet, da alt bliver ved status quo. Denne slags kritik betyder kun, at pengene blot bør bruges til en “venligere” måde at unytte folk på. Udnyttelsen er ikke indrettet efter om den er velment eller godhjertet. Økonomi har intet med moral at gøre. Den er indrettet efter, hvordan man får mest ud af noget i en given situation. Også den velmenende opfattelse om at kapitalismen kun tænker på profit her og nu, er alt for banalt, fordi kapitalismen ikke findes for at tænke altruistisk på hvordan man bedst sørger for flest menneskes ve og vel. Protest med sådanne et indhold udfordrer ikke markedsøkonomien eller regeringer, fordi denne slags protest ikke vil andet, end at finde sin plads på solsiden i dette lortesamfund. Politikerne, pamperne og aktivisterne er selv klar over at de ikke agerer imod kapitalismen og netop derfor altid sørger for at kapitalismen trives i bedste velgående. Det er pga. samme tankegang, at forældre overhoved ikke overvejer, at deres børn kan ende med at spilde livet på fabrik, på kontor eller et eller andet sted som lønslaver, og i stedet for brokker sig over at deres børn ikke får chancen for at spilde deres liv på jagten efter et status job.

Ulighed motiverer og skaber initiativ, fordi frygten for at miste det man har, motiverer til at acceptere alt det, man ellers aldrig vil finde på et gør frivilligt. Netop derfor findes nedskæringer, og alle dem, som på trods af al denne motivation, ikke bliver til andet end tabere og ender som marginaliseret gruppe (f.eks.: ældre, arbejdsløse, handikappede, fysisk og psykisksyge, alene opdragende mor), sørger velfærdstaten for, bliver placeret på folkepension, førtidspension, dagpenge, kontanthjælp, aktivering, fleksjobs, fængsler, psykiatrien eller på gaden. De færreste fra disse grupper tør at sige fra, selv om det er dem, som bliver hårdest ramt af nedskæringer. De få gange nogen tør at sig fra, i sager som dem om “fattige Karina” eller “dovne Robert”, bliver disse nedgjort til undermennesker, som ikke har ret til et blive behandlet ordentligt. Ingen i dette samfund må være i tvivl om at alle skal udnyttes, ingen må undslippe, alle skal stå til rådighed, og når man står helt uden for samfundet som overflødigt, fordi der er så mange arbejdsløse at der er rigeligt med konkurrence for at presse lønnen og arbejdsforhold, så skal man være taknemligt for almisser og retten til at være i live. Dette er normalitetens vanvid i “overflodssamfundet”, hvor velstand for én selv kun er muligt ved at udelukke andre fra samme på grund af profittens logik.

De “storslåede” goder fra velfærdsstaten, er aldrig blevet lavet til de svage eller fattige. Konklusionen må være, for alle dem, der faktisk ønsker lighed og velstand for alle, at både stat og kapital må afskaffes. Det indebærer, at modstand må, når den skal være succesfuld, vende sig imod både autoritet og udbytning i alle dens former. Det kræver frem for alt, at organisere sig udenom parlamentet, samt statsbærendes fagforeninger og foreninger. Det betyder overhoved ikke at man bør stoppe med at protestere imod nedskæringer, men at man forstår, at det i sig selv ikke nok kun at undgå forringelser. Kampen for reformer med målbare forbedring, må gå hånd i hånd med at tænde gnisten til en revolution.
SORTE FANE BLOG
sortefane.worpress.com

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s