Velfærdsstaten og solidaritet – integration af socialkritikken i kapitalismen

Rasmus Willig beskriver i hans bog ”Til forsvar til kritikken”, bl.a. med udgangspunkt i Boltanski og Chiappello, at samfundskritikken er kommet i kapitalismens tjeneste: ”I takt med at ”kunstnerkritikken” blev mere og mere accepteret, mistede ”socialkritikken” sit fodfæste, da den ikke havde argumenterne eller fortolkningstematikker til at indgå en alliance med ”kunstnerkritikken”. Kunstnerkritikken fokuserer på individets autonomi, spontanitet, kreativitet, og at det er unik, men ”kunstnerkritikken” mistede imidlertid også dele af sit fodfæste, men dog på en anden måde, da dens fortaler faktisk blev tilfredse med de organisatoriske ændringer, som kritikken havde medført.”1

I bogen beskrives kunstnerkritikken, samt hvordan den var med til at skabe neoliberalismen, mens ”socialkritikken” udvikling kun nævnes meget kort: ”Denne kritikform indeholder altså et solidaritetsorienteret og egalitaristisk mål, hvor den totale revolution lykkes alle undertrykte koordinerer deres handlinger og frigør samfundet fra den private ejendomsret”.2 Det fortælles også, at socialkritikken fandt sammen med kunstnerkritikken i oprøret i Paris 1968, som tvang erhvervslivet til indrømmelser, og som mistede styrken igen: ”med kommunismens forfald og de franske arbejderulyst til at vende tilbage til lavere effektivitet og produktivitet.” 3, men udover dette står der intet om, hvad denne socialkritik har udviklet sig til eller indebærer. Dette er en stor mangle, da det er af denne kritik, at velfærdsstaten er opstået, og en kritik af den neoliberale udvikling, er en meget forsimplet modsætning: velfærdstaten vs. neoliberalstat. Det er utilstrækkeligt, idet der ikke tages højde for velfærdstatens rolle i kapitalismen.

Derfor har jeg valgt, at tage udgangspunkt i Jürgen Mümkens: Sozialstaat und Rassismus – oder vom Liberalismus zum Staatsrassismus” og Der Sozialstaat: Nichts als kapitalistische Mangelverwaltung – 7 Thesen und eine Konsequenz”. Første tekst tager udgangspunkt i bl.a. François Ewalds analyse af velfærdsstaten og forsikringsteknologi, Gilles Deleuzes beskrivelse af opståen af ”det sociale”, Michel Foucaults diskursteori og analyse af biomagt og Thomas Lemkes arbejde med og om sidstes teoribygning. I den sidste tekst anvendes et uddrag fra Freeken Huisken pointeret ud fra et marxistisk syn og problematikken omkring velfærdstaten.


Fattigdom og velgørenhed

Liberalismen kan ikke se årsagssammenhængen mellem den enes rigdom med den andens fattigdom, idet fattigdom ses som et misbrug af den liberale frihed. Den fattige har ingen rettigheder, fordi dette ville betyde, at man greb ind i samfundets selvstyrende natur. Det er kun muligt at træde ud af fattigdom ved moralsk styrke til at lave om på ens adfærd – det vil sige at sociale relationer styres ved den moralske orden og ikke ved ret. Velgørenhed er samfundets fundament. Det handler om at skelne mellem de rigtige og de falske fattige. Kun dem som fortjener den og profitere af hjælpen, må få hjælp. Velgørenhed skaber forbindelse mellem de to klasser, som eller ville stå som to fjendtlige modsætninger: rige og fattige. Velgørenhed bliver givet af individ til individ og enkeltsag til enkeltsag, da det er den liberale diskurs og den en eneste måde at skelne værdige trængende fra uværdige trængende. Velgørenhed er altid mere en f.eks. pengegaver. Det er også altid pædagogisk, fordi målet er at skabe en omvendelse, så den fattige lærer at håndtere sin frihed som normerne kræver. Den fattige tjener også altid som påmindelse for resten af samfundet om, hvordan man kan bruge sin frihed forkert. Fattigdom er derfor ikke kun en økonomisk nødvendighed, men sørger også for moralsk sammenhold i samfundet.
Kun de mennesker, som på grund af naturlige årsager, f.eks. sygdom, ikke arbejder fortjener hjælp. De må dog ikke tage den forgivet eller som en selvfølge regne med at få den.4 Ifølge den liberale diskurs, er den eneste måde at løse fattigdomsproblemet på, at fjerne alle hindringer for at fattige kan få et arbejde, og det betyder, fordi: ””Der gesunde Arme muß für die Gesellschaft arbeiten, andernfalls er all seine Rechte verlöre und sich als jemand zuerkennen gäbe, der auf die öffentliche Wohltätigkeit der Gesellschaft spekuliert und es durchaus verdient, daß ihm das Handwerk gelegt wird” (Ewald 1993)“5(1)


Opdagelsen af det sociale

Den nye fattigdom, som opstod med industrialiseringen i storbyerne, betød, at det liberale menneske blev stillet over for nogle store udfordringer. Ifølge liberalismen er fattige og rige lige, men de nye fattige fødtes fattige, levede fattige og dødede fattige, og det kunne ikke tilbageføres til det enkeltes individs fejlagtige brug af sin frihed, men opstod af arbejdet og konkurrencesystemet, og også alt det som i liberalismen opfatter som naturligt: privatejendom og den liberale frihed. Fattigdom kan ikke være den enkeltes fejl, men afgjordes af livs omstændighederne.6 Denne fattigdom skaber en ny situation i samfundet og i den liberale diskurs, som skaber en ny social species pauperismens masses som ogsaa gjorte oprør:””Um revolutionären Forderungen nach einer radikalen Reorganisation der Gesellschaft zu begegnen, war es zwingend notwendig, die Frage der Armut von rechtlichen Ansprüchen auf Arbeit zu trennen und sie in einer Art und Weise zu betrachten, die jeden Bezug auf Politik und Ökonomie vermied”(vgl. Donzelot 1994, 125-139)” 7(2). Velfærdstatens oprindelse ligger i, at man adskiller det social fra det økonomiske og socialøkonomie opstår. Dog betyder det på ingen måde, at man holder op med at moraliseres fattigdom i den liberale diskurs – tværtimod. Moraliseringen bliver udvidet ved at inddrage miljøet i problematik som lønmodtagernes sorgfrie liv: ”Eine Sorglosigkeit, deren Ursprung darauf hindeutete, daß sie ihr nicht mit eigenen Mitteln entrinnen können. Den Arbeiter seiner Freiheit zu überlassen hieße, ihn jenem ökonomischen und sozialen Determinismus auszuliefern, der quasi notwendig in die Schrecken des Pauperismus führt. Die Freiheit des Arbeiters bedurfte unter den Bedingungen der neuen industriellen Ordnung einer Bevormundung, eines Patronats, das sie absichert und vor sich selbst in Schutz nimmt“(Ewald 1993, 115) 8(3) Det betyder, at man i en liberal diskurs stadigvæk ikke anerkender årsagssamenhæng mellem den enes rigdom og den andens fattigdom, fordi det: Wo eine staatliche Notfallverwaltung in großem Stil aufgezogen wird, da geht es allein darum, die Folgen und Auswirkungen kapitalistischer Benutzung von Arbeitern “abzufedern” und “abzumildern”. Die ruinöse Benutzung selbst ist mit dem Sozialstaat als Normalfall des kapitalistischen Arbeitsalltags ins Recht gesetz.9(4) Det resulterer i den en nyopdeling af hvad der opfattes som privat eller offentligt, ved at staten griber ind i det private, som f.eks. familie og forretninger hvor den enkelte ikke magter at håndtere sin frihed på grund af deres miljø. Velfærdsstaten betyder også en ny opdeling og funktion i to klasser. På den ene side er det formynderiske borgerskabs lederskab, hvis opgave er at overvåge og beskytte lønmodtagerne fra dem selv og på den anden side står lønmodtagerne hvis sociale identitet og årsagerne til deres fattigdom er som en slags “social patologi”.10 Socialstaten betyder en afpolitisering af netop det sociale, fordi: ”Der Pauperismus hat in den Diskurs der Sozialen Ökonomie seine Ursache nicht in einer ökonomischen Struktur, sondern in einer moralischen Disposition. Diese Strategie definiert die Armut noch immer als ‚Schuld der Armen‘ und erlaubt darüber hinaus die Moralisierung der Gesellschaft als Ganzer durch die Techniken der Behandlung der Armut. Im Ergebnis führte dies zu einer Entpolitisierung des Problems der Ungleichheit in einer Gesellschaft von Gleichen: Die Ungleichheit ist nicht mehr Resultat eines unterschiedlichen Gebrauchs der Freiheit, sondern eine Differenz in der Gesellschaftlichkeit oder in dem Grad der Gesellschaftlichkeit. Das Ziel dieser Strategie war eine Entpolitisierung des Konflikts durch die Etablierung einer ‚normalen‘ Beziehung zwischen Reichtum und Armut“ (Lemke 1997) 11(5)

Velfærdsstaten afpolitisering af det sociale sker også bl.a. ved at man at man adskiller ret og moral, og at den enkelte lønmodtager har rettigheder i tilfælde af nødsituation, fordi moralsk set gælder han ikke mere som ansvarlig i den liberale diskurs.

Det vigtigste skridt mod velfærdstaten var introduktion af forsikringer og forsikringsteknologi. Disse betød en helt ny regeringsform og introducerede ”solidaritet” som et nyt styringsprincip. Forsikringer var en helt ny måde at håndtere samfundets problemer: ”den sociale risiko”. De gjorde det muligt at opfatte fattigdom og også arbejdsulykker som “uheld”. “Uheld” legitimere retten til hjælp, men også i denne form for velgørenhed ligger en pædagogisk opgave i forhold til det liberale friheds syn, idet man ikke må være nogen belastning for andre, bortset fra hvis andre har forskyldt ens ulykke.

Et uheld skaber et dilemma i den liberale tænkning, da det med industrialiseringen bliver uundgåeligt med ulykker på fabrikken. Det er, ligesom fattigdommen, den pris samfundet skulle betale for det teknologiske fremskridt. I den liberale diskurs er der ingen, der kan ansvarliggøres, fordi det er et naturligt fænomen, som ikke kan tænkes væk fra den liberale diskurs, ligeså lidt som fattigdom, men lønmodtager har dog berettiget krav om at få kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.12

Forsikringsteknologi og solidaritet
Ulykker kan statistisk beskrives de er: forudsigeligt, beregneligt og således man kan forsikres. Det er igennem forsikringsteknologien bliver risikoen: beregnelig, kollektiv og til kapital. Det betyder en objektivisering af uheldet som er grundlaget til at kunne veltage social- og sundhedslovgivning og således skaber en radikal ny måde at individualiser et problem. Fra noget, der sker mellem to mennesker,
er der igennem forsikringsteknologien er der tale om en kollektiv måde at håndtere risikoer på igennem sociale sammenslutning hvor alle der er med til at indgå i kontrakt er risiko for sig selv og andre. Der er tale om en individualisering ved at hver især skal tage ansvar overfor nogen som skyldes kapitalismen.13

Denne helt nye måde at se verden på kræver også en tilsvarende ny videnskab – sociologien. Med sociologien opstår der en helt anden måde at se samfundet på, som adskiller sig meget fra den klassiske liberalisme: samfundet er ikke frivilligt, men fyldt med regler og love som individet møder og skal håndtere. Durkheim udviklede, af “teori om solidaritet”, legitimeringen ifølge hvilken samfundet hverken er frivilligt, naturligt eller kan instrumentalisere men følger sine egne love – solidariteten. Solidaritet viste sig som nyt regeringsprincip og strategisk alternativ i mellem liberal-konservativ og dens velgørenhed eller revolutionær socialistisk. Solidaritetsprincippet er ikke en modsætning til den liberale måde at tænke på. Tværtimod er det for den liberale diskurs netop et hovedargument, for at kunne gribe ind i den enkelte borgers liv, når disse ikke lever op til den frihed som autoriteter i familien eller virksomheden böre levet op til.

Socialdemokratiet blev, med udviklingen af socialretsbegrebet, det dominerende parti i arbejderbevægelsen ved at kræve udvidelse af den socialøkonomiske sfære ved social- og sundhedslove, osv. Det eneste der adskiller denne ideologi fra den liberale velgørenhed er at arbejdere i visse situationer har ret til hjælp. Hjælp indebærer dog at den enkelte internaliserer det liberale frihedsbegreb som betyder at man indser sit svigt overfor fællesskabet og hurtigst muligt bliver selvforsørgende igen.14

At forsvare samfundet: Statsracisme
Det sociales styre betyder på den ene side at forsvare samfundet fra individet, der skader samfundet, og på den anden side at forsvare individet overfor risikoer. Med andre ord: at forsvare det/de normale fra det/de unormale. Foucault forstår med statsracisme ikke noget biologisk, men noget socialt. Det er noget relativ nyt, et biologisk race begreb den opstår først i nyere tid, fordi der i feudalsamfundets absolutistiske verden ikke var forskel på hvad der var natur og politik. Først i nyere tid, med det liberale menneskesyn, opstår der et abstrakt skel mellem biologisk race og en social klasse.

Biomagt betyder, at der defineres farlige individer og klasser/racer. Rets-, social- og sundhedslove fratager den liberale frihed fra borgerne, hvor alle i princippet har den abstrakte valgfrihed, netop fordi individerne ikke magter denne frihed i den liberale diskurs fordi der er tale om en slags “social patologisk” race eller ”biologisk patologisk” klasse.

Det er igennem den sociale risiko at det kan lade sig gøre at diagnosticere en fare for samfundet: afgøre størrelse af risiko, identificere behandling og hvilken instanser skal håndtere faren igennem: forebyggelse, omsorg, opbevaring eller repression.15

Statsracismen udviklede krig i mellem racer til en krig i inden for en social race. Der er tale om en magtteknologi, biomagten, igennem hvilken de sociale forhold neutraliseres, biologiseres og, på politiske niveau, individualiseres. Den individuelle adfærd er ikke et moralsk spørgsmål vedrørende den enkeltes valgfrihed, men et spørgsmål om i forsikringsteknologisk logik i den socialøkonomiske kontekst.16

Der skabes en social medicin. Folkesundheden får mere og mere betydning, jo mere kroppene bliver en integreret del af produktion og reproduktion, den enkeltes krop bliver mere og mere styret fra staten, jo større kravene bliver til den enkelte ud fra økonomiske målrationalitet. “Socialhygiene” er, i den liberale kontekst, en måde, at beskrive hvordan individet bedst kan forvalte sin egen frihed i forhold til samfundets bedste, samt hvordan staten griber ind, når individet ikke magter at håndtere denne frihed. Denne kontekst er en ny strafrationalitet. Konsekvensen er, at det bliver ligeså ligegyldigt at søge efter motiver eller mål ved en kriminel gerning, som at søge årsag og virkning ved sygdom, arbejdsulykker, osv. Socialstaten betyder at liberal ret bliver til social ret. Kriminelle er, som fattige lønmodtager, degenereret biprodukter. Et naturligt onde som det handler om at reintegrere.17

Jeg er af den opfattelse at socialkritikken er i lige så høj grad til tjeneste for kapitalismen som kulturkritikken igennem den nuværende socialstats opdagelse af det sociale, forsikringsteknologien og statsracisme.

Citat oversættelser:
(1) “Den raske fattige skal arbejde for samfundet, ellers mister han alle sine rettigheder, afslører sig selv som én, der spekulere på det offentliges velgørenhed og helt igennem fortjener at hans fremfærd bliver stoppet.”

(2) ”For at imødegå revolutionære krav om en radikal reorganisering af samfundet var det særdeles nødvendigt at adskille spørgsmålet om fattigdom fra kravet til arbejde og beskue dette på en måde som undgår enhver forbindelse til politik og økonomi”

(3) ”En sorgfrihed, hvis oprindelse hentyder til, at de (lønmodtager) ikke kan slippe fri med egne midler. At overlade arbejderne til deres egen frihed, vil betyde at man udleverer dem på en måde i denne økonomiske og social determinisme som ledte dem ind i pauperismens rædsel. Arbejdernes frihed kræver under den ny industrielle ordens betingelse et formynderskab, et patronat, som sikrer arbejderne og beskytter dem for dem selv. ”

(4) ”Der hvor der i stor stil bliver opbygget en forvaltning af nødstilfælde da handler det alene kun om at ”afbøde” og ”formilde” følgerne og virkningen af kapitalistisk afbenyttelse af arbejdere. Den ruinerende afbenyttelse selv bliver retsliggjort igennem Socialstaten og til normaltilfælde i den kapitalistiske dagligdag.”

(4)”Pauperismen er, i socialøkonomiens diskurs, ikke årsagen i en økonomiskstruktur, men i en moralsk disposition. Denne strategi definerer stadigvæk fattigdom som de ”fattiges skyld” og tillader udover det, en moralisering af samfundet, som helhed igennem behandlingsteknik af fattigdommen. Resultatet leder dette til en afpolitisering af ulighedsproblemet i et samfund af lige: Uligheden er ikke mere et resultat af forskelligartet brug af friheden, men difference i samfundsmæssighed eller i graden af samfundsmæssighed. Målet af denne strategi var en afpolitisering af konflikten igennem etablering af ’normale’ forhold mellem rig og fattige”

1 Willig Rasmusen: Tilforsvar for kritikken, Hans Reitzels, 2007 S. 34
2 Willig Rasmusen: Tilforsvar for kritikken, Hans Reitzels, 2007 S. 32
3 Willig Rasmusen: Tilforsvar for kritikken, Hans Reitzels, 2007 S. 33
4 21:49 25-11-2012 http://www.postanarchismus.net/
Mümken: Sozialstaat und Rassismus oder vom Liberalismus zum Staatsrassismus (Schwarzer Faden Nr. 71 – 1/2001 und Nr. 72 – 2/2001) se: Die liberale Betrachtung der Armut og Die liberale Wohltätigkeit
5 21:49 25-11-2012 http://www.postanarchismus.net/
Mümken: Sozialstaat und Rassismus oder vom Liberalismus zum Staatsrassismus (Schwarzer Faden Nr. 71 – 1/2001 und Nr. 72 – 2/2001) se: Die liberale Betrachtung der Armut.
6 21:49 25-11-2012 http://www.postanarchismus.net/
Mümken: Sozialstaat und Rassismus oder vom Liberalismus zum Staatsrassismus (Schwarzer Faden Nr. 71 – 1/2001 und Nr. 72 – 2/2001) se: Die erfindung des Sozialen

721:49 25-11-2012 http://www.postanarchismus.net/
Jürgen Mümken: Sozialstaat und Rassismus oder vom Liberalismus zum Staatsrassismus (Schwarzer Faden Nr. 71 – 1/2001 und Nr. 72 – 2/2001) se: Die erfindung des Sozialen

821:49 25-11-2012 http://www.postanarchismus.net/
Jürgen Mümken: Sozialstaat und Rassismus oder vom Liberalismus zum Staatsrassismus (Schwarzer Faden Nr. 71 – 1/2001 und Nr. 72 – 2/2001) se: Die erfindung des Sozialen

9 18:11 14-11-2012 http://www.fhuisken.de/sozialab.htm se tese 2.
10 21:49 25-11-2012 http://www.postanarchismus.net/
Mümken: Sozialstaat und Rassismus oder vom Liberalismus zum Staatsrassismus (Schwarzer Faden Nr. 71 – 1/2001 und Nr. 72 – 2/2001) se: Die erfindung des Sozialen

11 21:49 25-11-2012 http://www.postanarchismus.net/
Jürgen Mümken: Sozialstaat und Rassismus oder vom Liberalismus zum Staatsrassismus (Schwarzer Faden Nr. 71 – 1/2001 und Nr. 72 – 2/2001) se: Die erfindung des Sozialen
12 21:49 25-11-2012 http://www.postanarchismus.net/
Mümken: Sozialstaat und Rassismus oder vom Liberalismus zum Staatsrassismus (Schwarzer Faden Nr. 71 – 1/2001 und Nr. 72 – 2/2001) se: Die erfindung des Sozialen
1321:49 25-11-2012 http://www.postanarchismus.net/
Mümken: Sozialstaat und Rassismus oder vom Liberalismus zum Staatsrassismus (Schwarzer Faden Nr. 71 – 1/2001 und Nr. 72 – 2/2001) se: Die erfindung des Sozialen

1421:49 25-11-2012 http://www.postanarchismus.net/
Mümken: Sozialstaat und Rassismus oder vom Liberalismus zum Staatsrassismus (Schwarzer Faden Nr. 71 – 1/2001 und Nr. 72 – 2/2001) se: Sozialstaat und Solidarität.

1521:49 25-11-2012 http://www.postanarchismus.net/
Mümken: Sozialstaat und Rassismus oder vom Liberalismus zum Staatsrassismus (Schwarzer Faden Nr. 71 – 1/2001 und Nr. 72 – 2/2001) se: Die Verteidigung der Geselschaft
1621:49 25-11-2012 http://www.postanarchismus.net/
Mümken: Sozialstaat und Rassismus oder vom Liberalismus zum Staatsrassismus (Schwarzer Faden Nr. 71 – 1/2001 und Nr. 72 – 2/2001) se: Die Verteidigung der Geselschaft

1721:49 25-11-2012 http://www.postanarchismus.net/
Mümken: Sozialstaat und Rassismus oder vom Liberalismus zum Staatsrassismus (Schwarzer Faden Nr. 71 – 1/2001 und Nr. 72 – 2/2001) se: Die Verteidigung der Geselschaft og Sociale medizin

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s