Pædagogers umyndiggørelse og velfærdsstaten

Problemformulering 
Hvordan påvirker New public Management offentlige institutioner og skaber umyndiggørelse blandt pædagoger – med særlig henblik på socialkritikkens og kunstnerkritikken?

Metode og afgrænsning
I denne opgave er der anvendt den kvalitative metode i form af tekstanalyse. Metoden kan anvendes på alle former for tekster, der udtrykker eller fremstiller en sag.  Med den kvalitative metode søger man at forstå og fortolke. I tekstanalysen går man i dialog med teksten for at forstå og fortolke den sag der fremstilles (Thisted, 2010, s. 62+168).  Tekstanalysen i denne opgave bygger på flere forskellige tekster for at forstå sagen fra forskellige sider.

Opgave tager udgangspunkt i ”Umyndiggørelsen” fra 2009 af sociologen Rasmus Willig, som bygger på fokusgruppeinterview i Århus med i alt 110 medvirkende. Interviewene er med pædagoger, pædagogiske ledere, samt andre tilknyttet faget som socialrådgivere og tillidsmænd. Jeg har valgt at anvende Willig til at beskrive New Public Management (NPM) og dens følger for pædagogerne, fordi den prøver at konkretisere dette på en systematisk måde

New Public Management
For at beskrive den overordnede udvikling i den offentlige sektor og hvordan NPM har påvirket socialpædagogiske institutioner, har jeg taget udgangspunkt i artikler fra kompendiet, men mit fokus lå på at beskrive den manglende analyse hos Willig i forhold til Socialkritikken og dens rolle i forhold til velfærdsstaten. På grund af det sidste har jeg tage udgangspunkt i Jürgen Mümkens: Sozialstaat und Rassismus – oder vom Liberalismus zum Staatsrassismus”, som har en unik analyse af socialstaten og som tager udgangspunkt i bl.a. François Ewalds analyse af velfærdsstaten og forsikringsteknologi, Gilles Deleuzes beskrivelse af opståen af ”det sociale”, Michel Foucaults diskursteori og analyse af biomagt og Thomas Lemkes arbejde med og om sidstes teoribygning.

NPM er et svar på velfærdsstatens krise, fordi den er en billigere og nem måde for at håndtere det politiske system over belastning af velfærdstaten. Accountabillitypolitik (AP), som har sine rødder i USA i hospitalsverden og kan føres tilbage til evidens-tankegangen, som bruges inden for medicinen (Moss, 2000).

NPM er mere end en simpel effektivisering af en given arbejdsproces, men et forsøg på at forvandle
uproduktive til produktive offentlige insinuationer[1], fordi der er tale om markedsføres eller markedssimulering. Staten definerer sine grænser og opgaver i forhold til markedet. Den skaber også markedet ved afskaffelse og reduktions af statslig kontrol på nogle områder – i stedet for at kontrollere selve processerne, fokuserede man kontrol af resultat (Kompendium #2, s. 16-17).  Der er ikke tale om simpel decentralisering, men en decentraliserings som er igangsat fra oven, og derfor går op i centralstyrede målsætninger. Kompleksiteten reduceres af beslutninger, ved at indføre fleksible personale normeringer og løndanneles, forenkling af reglerne, indføre offentlige legitime standarter og strategier for deres anvendelse, som kunne gøre det muligt at dokumentere og sammenligne kvalitet (Ibid.).  Det overordnede mål er: ” at præcisere ansvaret på samfundsmæssige niveau (politik), organisationsniveauet og interaktionsniveauet (undervisning)” ((Kompendium #2, s.17).

Test og lister er en let og billig måde at løse det politiske systems overbelastningsproblem på.
Det handler om at skaffe viden omkring ydelser til velfærdsområder og at kunne justere på tilbuddene samtidig betyder det at; ”kompleksitet reduceres til enkelte målenheder, som gør det muligt for ikke eksperter som forældre, politikere, lokale beslutningstager” (Kompendium #2, s. 28).

Selvstyre er den selvkorrektur af institutionsbestyrelse og ledelse foretager i forhold til de overordnede mål.  Det: ”at man kun kan holde nogen ansvarlig for noget, de selv har indflydelse på og kontrol over” (Kompendium #2, s. 16-17). Selvstyre kræver, at man som minimum har autonomi og får anerkendelse. Det er dog svært at få øje på når: ”Målstyring skulle betyde en dæmpning af politikernes orientering mod enkeltsager og være en opprioritering af målfastsættelse for den (amts)kommunale udvikling.” (Kompendium #1, s. 71). Målene bliver ikke oplevet som motiverende, fordi det sker regelmæssigt sker at politikerne blander sig i enkelt sager i institutionerne, samtidigt med målene er så upræcise og giver det indtryk at politikerne ikke virkeligt interesserer sig for dem og at lederne ikke føler det er noget de bør leve op til (Ibid.).

Kritikkens betingelser
Willig beskriver, med begrebet ”campingpladskritik”, kritikkens betingelser i samfundet. Han kalder det campingpladskritik, fordi alle er velkommen, passer deres eget og kan brokke sig over alle andre, men ingen sætter spørgsmålstegn ved hvad og hvem, der egentlig styrer pladsen. En måde hvorpå kritikken bliver fordrejet, er igennem ”spin”. Kritik tjener som våben til at umyndiggøre modparten i stedet for dialog ved f.eks. at påstå at den, som kritiserer den stigende ulighed, ikke har erfaringer med selv samme miljøer. Willig påpeger, at kritikken i samfundet er kommet i kapitalismens tjeneste. Nøje sagt er det kunstnerkritikken. Kunstnerkritikken handler om at individet bliver underlagt masseforbrug og -produktion med profit for øje og derfor mister sin selvbestemmelsesret og således noget af sin særegenhed som individ. Det er også en kritik af byrokratiet, samt i dens neoliberale kontekst i dag et krav til individ tilpassede forbrugsgoder, om autonomi, fleksibilitet, bonusordninger og lønninger, som er tilpasset den enkeltes ydelser og markedets konkurrence krav. Kunstnerkritikkens alliance med markedsøkonomien betød, at socialkritikken nu er blevet fortrængt ud af kritikken: f.eks. kritikken af godernes ulige fordeling og individualisering på bekostning af sammenhold i solidariske fællesskaber (Willig, 2009, s. 37-40).

Kunstnerkritikken er gået fra at være frigørende, nu et succeskrav, som individet forventes at skulle leve op til. Individet forventes, at udleve sin personlighed ved originalitet, kreativitet og indlevelsesevne i de kommercielle interesser (Willig, 2009, s. 43-44).  Dette har medførte en ny ideologiform i arbejdslivet, det såkaldte projekt: ”hvor individet beviser sit værd, ved at være i stand til at engagere sig i projekter og være bevidst om, at de er midlertidige og flygtige. Samtidig med at individet er fleksibelt, må det kunne etablere nye værdifulde kontakter, så det næste projekt sikres.”(Willig, 2009, s. 42)

Umyndiggørelsens politik
AP forandrer de organisatoriske rammer ved at skabe effektiviseringer ved at man rationelt prioriter administration af ressourcer.  NPM indeholder krav også om decentralisering nede fra, som gør det svært at afvise, fordi der er mange interessegrupper om buddet. Disse har ofte modstridende tendenser f.eks. et ønske om at tilbyde alle lige muligheder, som bygger på et ideal om merit lighed for alle borgerer, men også er ønske fra forældre om at bestemme hvilke institutioner barnet kan gå i for at have mere indflydelse på barnets tryghed og fremtid, eller også fra lærere, som fortrækker tests og lister fordi disse betyder tydelige krav (Kompendium #2, s. 24).Desuden ser ledere i socialpædagogiske institutioner dette: ”som et redskab til at få medarbejderne til at arbejde frem mod et fælles mål.” (Kompendium #1, s.71)

Det betyder også at krav til velfærdstaten opfattes som forbrugerkrav og ikke blot som almene rettigheder. Institutioner bliver opfattet som koncerner, hvis opgave er at leverer et givent produkt til den forventede pris, kvantitet og kvalitet.  Der er ikke tale om en simpel individualisering, men en individualisering i et fælleskab, som er blevet muligt igennem den socialøkonomi velfærdstaten, og skabt i første omgang igennem politikerne omstruktureres i samme velfærdsstat radikalt: siden 1991 har det været muligt at oprettet og finansieret institutioner igennem puljeordninger, siden 1993 har det været muligt at få tilskud til privat børnepasning, siden 1997 har der været forsøgsordninger med at forældre helt frit kan vælge hvilken ordning børnene skal passes i (Kompendium #1, s. 65).  Med denne lovgivning blev beslutningskompetencerne decentraliseret fra de centrale (amts)kommunale forvaltning i 1993betød brugerbestyrelse, servicedeklarationer og kontraktstyring og med det krav om der med også en radikal forandring for lede af situationerne og den pædagogernes faglige identitet. Modernisering betyder at i det offentlige (Kompendium #1, s. 68).

Grænsen mellem drift og politik er blevet fyldende, indhold i standarter bliver afhængigt af hvordan man lokalt er i stand til at påvirke det politiske niveau (Kompendium #1, s. 68). Denne evne er dog igen betinget af forholdene i institutionen, samt hvordan forældrebestyrelsen, den pædagogiske ledelse og pædagogerne samarbejder. Decentralisering har medført, at ledelsen sættes i det dilemma at være splittet mellem loyalitet overfor det lille fællesskab i den enkelte institution og det store fælleskab mellem medarbejdere og deres fag med kommunale chefgruppe sammen med forvaltningschefer og institutionsleder (Kompendium #1, s. 67). Pædagogerne møder en lignende udfordring i spændingsfeltet i det daglige arbejde mellem hensyn til forældre og børn, og deres interesse som lønmodtagere og professionelle. Institutionerne befinder sig i et spændingsfelt mellem et ”lille demokrati” og et ”stort demokrati”.

Udviklingen i det ”store demokrati” går mod mere ekspertstyre, og i udviklingen i det ”lille demokrati” er der tale om brugerindflydelse, som betyder enkeltsagspolitik og markedsstyre (Kompendium #1, s. 75). Markedsstyre betyder, at der ikke er tale om almene rettigheder mere, men om at tilbyde en specifik ydelse til en specifik pris i forhold en givent målgruppe, som konkurrerer om ressourcerne med en anden målgruppe.
Denne udvikling bliver gjort muligt af to overordnede tendenser, som bevæger sig væk fra den parlamentariske styringskæde til ”policy-making”, som handler om ”’investments in human ressources through educational training” (Kompendium #1, s. 25). Dette bliver opnået ved IMF, som er den største ikke-statslige institution, som udlåner penge i verden, ved direkte eller indirekte strukturelle tilpasninger af det eksisterende uddannelsessystem til internationale standarter.  En anden vigtig medspiller er OECD, som har lavet PISA undersøgelserne, som inddrager 90 % af verdensøkonomien og sammenligner skoleelevers resultater i alle OECD-landene i forhold til deres uddannelsesmæssige evner. Overnationale institutioner, som f.eks. EU og OECD, fremmer den internationale konkurrence på uddannelsesområdet og: ”removes largely the ground for substanstial political debate amongst Citizens. Politics then is being eliminated by the dominance of policy-making, exercised through national, and increasingly transnational bureaucracies and steering mechanisms of objektive setting and performance measurement.” (Kompendium #1, s. 31)

På den anden side udfordres den parlamentariske styringskæde med ”governence”. Governence betyder, at borger deltager i et heterarisk og netværksbaseret struktur, som betyder samarbejde på bagrund af sammenfældende interesser og fælleskaber frem for f.eks. i traditionelle idelogier skel og politiske partier (Kompendium # 1, s. 76-77). Både ved policy-making eller governence er der tale om to udviklinger, som hver især fører til mere markedsstyre og at magt flyttes væk den parlamentariske styringskæde. Der er tale om at ”det store demokrati” afgiver magt til ”det lille demokrati” ved governence til handlingsorganisation (Kompendium #1, s.77) og samtidig afgiver ”det store demokrati” magt til policy-making – der er tale om ekspertsyret og instrumentalt rationalitet som giver sig teknisk og neutral af uddannelse (Kompendium #1, s. 28).

Der er også en kritik af at NPM idealet, ikke helt lever op til sine egne forventninger, i forhold til autonomi, i forhold til ”det lille demokrati”, fordi de offentlige institutioner stadig er under på politisk kontrol og derfor har helt andre betingelser end private institutioner. I private institutioner er bestyrelsen sparringspartner for ledelsen, især i forhold til relationerne til omverden, og bør ikke blande sig i hverdagens afgørelser i forhold til driften (Kompendium #1, s. 77).  Der kan være tale om ansvarsforflygtigelse fra politikernes side, fordi disse sætter de overordnede rammer eller også skyldes udviklingen, at det offentlige system både fortolker og forsvare sig i forhold til, at det hele tiden skal tage sig af flere og flere opgaver, og derfor lukker sig omkring sig selv som et autopoetisk system: ”som munder ud i en kommunikativ magt, er selvreferentiel, dvs. den både fortolker, forvalter og udlægger lovgivning gennem sine afgørelser.” (Kompendium #2, s. 75). Den udvikling forstærkes kun ved at politik bliver mere og mere til policy-making og den indholdsmæssige side af pædagogikken fjernes mere og mere fra den offentlige debat.

Umyndiggørelsens redskaber
NPM medfører en umyndiggørelsesproces, som netop bygger på at kritikken fra pædagoger om forringelser og ledelse ikke når nogen veje. Umyndiggørelsesprocesser er ikke synlige ved første øjekast. Først når man begynder at analysere og danne overblik, opdager man omfanget. Som udenforstående kan man desuden opfatte disse ting som bagateller, men for pædagoger kan det være et angreb på deres faglige integritet (Willig, 2009, s.52).

Evalueringen af projektet som arbejdsform laver projektet om til en permanent tilstand. Det medfører at pædagoger konstant skal være omstillingsparat (Willig, 2009, s. 65). Omstillingsparathed betyder reelt at: ”Velfungerende arbejdsgange laves om, så de kommer til at virke uhensigtsmæssigt. Det opleves som meget svært at orientere sig, og selv de mest basale procedurer og opgaver kan tage meget lang tid, enten fordi de er radikal ændret, eller fordi ansvaret er flyttet et andet sted hen.”(Willig, 2009, s. 64)

En måde pædagogerne er med til at acceptere omstillingsparatheden, er ved medarbejdersamtaler. Disse er et af de styringsredskaber, som er dukket op med NPM.
MED-systemet blev etableret i 1990’erne som samarbejdssystem mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Medarbejdersamtaler var officielt ment til at styrke medarbejdernes indflydelse (Willig, 2009, s. 81), men flere steder har ledelsen ikke tid til at tale på tomandshånd med de ansatte. Derfor laver man i stedet gruppeudviklingssamtaler, eller som en pædagog ved et interview kommenterer det: ”man sætter flueben sammen” (Willig, 2009, s. 87) på et af kommunens evalueringsskemaer. MED-systemet umyndigørelse beskrives af Willig ved: ”kritikkens uendelige rejse op og ned gennem MED-udvalg” (Willig, 2009, s. 83).

Pædagogerne har den fornemmelse, at selvledelse faktisk er en ansvarsforflygtelse fra ledelsen. Igennem NPM har medarbejderne mistet kontakten med ledelsen bl.a., fordi mere hierarki betyder flere ledere, som refererer til hinanden, men netop ikke til medarbejderne (Willig, 2009, s. 89). NPM har lavet meget om på relationen mellem aktørerne i institutionen. Evalueringerne er der ikke mange af, dog fylder disse meget i pædagogernes hoveder (Willig, 2009, s.60). Med evalueringer, som f.eks. arbejdspladsvurderinger, evaluering af forældres tilfredshed og forældresamtaler og op følgende samtaler om barnets udvikling, som forældre har krav på, har pædagoger fået ekstra arbejdsopgaver, som er vigtige, men også betyder et ekstra arbejdspres (Willig, 2009, s. 54).

Willig beskriver pædagogers og den pædagogisk leders dilemmaer, som evalueringerne ofte skaber, som ”dobbeltbindende arbejdsopgaver”. Pædagogerne skal lave flere ting med færre ressourcer, som f.eks. bedre fysiske rammer og spare på budgettet, bedre psykisk arbejdsmiljø og effektivisere sin tid, koncentrere sig om det enkelte barns udviklingsbehov og passe flere børn eller lave sund økologisk mad og køb stort ind for at spare på udgifterne osv. En talemåde siger ”at man ikke kan blæse og have mel i munden”, men det er i virkeligheden det som man forventer af pædagogerne. Alle opgaver er tilsyneladende vigtige, og det at prioritere er svært eller helt umuligt grundet opgavernes natur (Willig, 2009, s. 54-55). Servicehensyn til forældre og børn har betydet, at disse får mere indflydelse, mens pædagogerne mister deres på grund af færre ressourcer (Willig, 2009, s. 80). Denne situation skaber handlingslammelse, men også forbitrelse, idet pædagogerne føler tab af status. Man må undre sig over, hvordan det skal kunne lade sig gøre, at børn skal lære at være deltagere i dette samfund, med pædagoger, som ikke har tid eller overskud til at i mødekomme deres meninger og oven i det er forbitret over at deres meninger tæller mindre og mindre.

Evalueringen er en kontrolform fra politisk side. Der findes eksterne og interne evalueringer, men: ”I praksis administreres den eksterne evaluering af de ansatte selv, og derfor er eksterne og interne evalueringer ofte blandet samme”(Willig, 2009, s. 56), det er derfor svært at gennemskue hvem, der har ansvaret og hvem der står til regnskab for hvad. Yderligere ved pædagogerne ofte ikke, hvad evalueringerne bliver brugt til og kan ende med at opfattet dem som meningsløse og spild af tid (Willig, 2009, s. 56). Med interne evalueringer er der kommet en ny kontrolform, som bygger på selvforvaltning, for: ”ansvaret kun kan placeres blandt medarbejderne, eftersom det er dem selv der hare opstillet de gældende standarter og procedurer, som de må lægge til grunde for deres egen evalueringer” (Willig, 2009, s. 56).

En ny form for kontrolform medfører en logik, som man kan genfinde i argumentere for evaluering, er at man jo altid kan blive bedre, og hvem gider ikke være ”bedre” – det er svært at være imod. Samme logik følges i begrebet medarbejder ”medinddragelse”. Hvem gider ikke være dem, som er imod ”med” i medarbejder. Alt dette er en måde at opdrage opdragerne og gøre pædagoger ”medejer” i noget, som disse har ingen eller kun ringe indflydelse på.  Det betyder bl.a., at pædagoger ved nedskæringer, skal være med til at bestemme hvor der skal skæres.

Pædagogerne oplever, at mennesker bliver reduceret til tal, og desuden vil mere og mere dokumentation opfattes som mistillid til pædagogerne. Evalueringer opleves som en bjørnetjeneste, da man skal være taknemligt for at lære noget nyt, men den måde at opfatte sig selv eller andre på bryder pædagogerne sig ikke om (Willig, 2009, s. 117). Evalueringskulturen har skabt selvreferentiel kritik, fordi ”de kritiske tal”, som alle evalueringer reduceres til, bliver kategoriale gabestokke, der låser pædagoger, forældre og børn i skalabedømmelser, og som fastholder alle involverede som umyndige. Alle forbliver umyndige, eftersom de kritiske kategorier kun omfatter dem, der modtager kritikken, og ikke dem, der afsender den. Det vil sige politikernes beslutninger, de dårlige institutionsbetingelser eller det overordnende samfundsforhold under kapitalismens og eventuelle profitere af dem er fri fra kritik – i stedet evaluerer og kritisere børn, forældre og pædagoger hinanden (Willig, 2009, s. 118-119).

Det offentlige har nu opdaget medarbejderen som ressource og herved er pædagoger både dem der bliver udsat for og dem der udsætter andre, igennem deres arbejde, for de socialiseringsteknikker, som kendetegner den moderne magtform. Socialiseringsteknikker, ”der operer ved at intensivere samspillet mellem institutionelle målsætninger og individets personlighed”(Kompendium #2, s. 88) for at pædagogerne gør virksomhedens mål til deres egen. Socialiseringstekniker indebærer metoderne bekendelse, selvevaluering og selvbeherskelse (Ibid.). Arbejdsformerne, projektet og sociale kontrakter, forgiver at være demokratiske, fordi det er utroligt produktiv at lære at individets interesse og virksomhedens er den samme (Kompendium #2, 89). Projektformen betyder, at man acceptere dette spil ved ”løbende refleksion over egne interesser, behov, lyster og fremtidsplaner har deltagerne her et rum, hvor han kan afprøve intimitet med henblik på at befæste og styrke de relationer, som samarbejdsrelationen omkring projektet har skabt” (Kompendium #2, s. 91). I projektarbejdsformen kan der være der tale om en ”pietistisk form for inderlighed og manifestation af egen sandhed” (Ibid.). Det betyder, at man ikke kan undgå at sige fra og at der er et krav om personligt engagement, hvor man tilkende giver at man er en del af projektet (Ibid.).

Willig mangler at nævne, at AP introducerede sociale kontrakter som en anden arbejdsform. Det er et redskabt til at gøre: ”konsekvenserne af uønskede handlinger til et spørgsmål om elevens egne disciplineringer og eventuelt egen afstraffelse af sig selv” (Kompendium #2, s. 93). Der er tale om flere vigtige diskruser som f.eks. ”ligeværdig samtale” og ” det bedre argument”, som giver indtryk at der er en ligeværdighed i mellem parterne, som også indebærer en ”rationalitet diskurs”, som ikke tager hensyn til det bedre argument, som bestemmer hvad, der skal ske uafhængigt af de involverede parters personlige evner og viden i debatten (Ibid.). Et særligt element ved den sociale kontrakt, er den juridiske diskurs, som gør kontrakten forpligtende at deltage i og forpligter til bekendelser hvis mål er at nå frem til en slags ”konsensus”, som skal afgøre en dom og de konsekvenserne dommen fører med sig (Ibid.).

Pædagogers umyndiggørelse
Der er mange årsager til, hvorfor pædagoger ikke fortæller om, hvad der sker i institutionerne og finder sig i forholdene.

Pædagogers faglighed nedbrydes ved krav om at de relationer, de har med børnene, forældrene og medarbejderne, skal laves om gang på gang, grundet evalueringerne. Det betyder, at pædagoger på den ene side mister rutinerne, der skaber tryghed og samtidig mister de også muligheden for at bruge de erfaringer som ritualerne har medført og som er styrken i pædagogers faglighed (Willig, 2009, s. 66). Samtidig forsvinder sammenligningsgrundlag for servicens kvalitet, fordi man ved nedskæringer bruger ”salamiteknikken”. Der bliver skåret lidt af gangen, hen over en længere tidsperiode på alle institutioner i kommunen. Det betyder, at det ser ud af mindre, hvorfor det ikke fylder så meget i medierne og er lettere at sluge for pædagogerne. Det vil kun være de pædagoger, som har været mange år i faget og de forældre, som har flere børn i samme institution, der faktisk opdager hvordan tingene er blevet forringet i gennem årene (Willig, 2009, s. 70). Forældre og pædagoger får et dårligere grundlag for at kritiseres beslutningerne, idet deres erfaringsverden indsnævres.
Dette betyder dog ikke at pædagoger er ukritiske, blot at de oplever at retten til kritikken er forbehold den ”kommunale ledelse” og derfor er bange for at blive afskediget (Willig, 2009, s. 72). Pædagoger er også bange for at tale åbent i medierne. Måske fordi de føler de ikke behersker sproget eller at medierne ikke vil gå ordentligt i dybden, og derfor er de bange for at opnå det modsætte af det de ønsker, nemlig kritik af dem og deres institution (Willig, 2009, s. 77). Arbejdslivet er en vigtig del af ens identitet. Det giver én mening og er noget man forsvarer over for andre. Derfor er det ikke noget man let giver slip på. Det er vigtige årsager til hvorfor mange holder sig fra kritik. Nogle pædagoger synes, det er svært at kæmpe når man er blevet ældre, nedslidt eller finder det uoverskueligt. For andre er det blot et job de har, som sørger for pengene på bankkontoen (Willig, 2009, s. 74).

Der er mange måder at håndtere frustrationerne på: kritikken damper af, fordi der går så lang mellem medarbejdermøderne, man kompensere ved at romantiserer de kampe som har været, andre bruger pauserne til at kritisere, der er slik, motion, hobby når disse er drænet af energi, råbe på vej eller fra jobbet, galgehumor osv. En tillidsrepræsentant taler f.eks. om at han slapper af til møderne og når kollegerne møderne under parolerne ved demonstrationerne (Willig, 2009, s. 97-108).

Diskussion
Willig giver i hans bog, ”Til forsvar til kritikken”, bogen hvor det teoretiske grundlige er beskrevet til efterfølgeren i ”Umyndiggørelse”, bl.a. med udgangspunkt i Boltanski og Chiappello, en dybdegående beskrivelse af at samfundskritikken er kommet i kapitalismens tjeneste:

”I takt med at ”kunstnerkritikken” blev mere og mere accepteret, mistede ”socialkritikken” sit fodfæste, da den ikke havde argumenterne eller fortolkningstematikker til at indgå en alliance med ”kunstnerkritikken”. Kunstnerkritikken fokuserer på individets autonomi, spontanitet, kreativitet, og at det er unik, men ”kunstnerkritikken” mistede imidlertid også dele af sit fodfæste, men dog på en anden måde, da dens fortaler faktisk blev tilfredse med de organisatoriske ændringer, som kritikken havde medført”(Willig, 2007, s. 34)

I bogen beskrives kunstnerkritikken, samt hvordan den var med til at skabe neoliberalismen, mens ”socialkritikkens” udvikling kun nævnes meget kort: ”Denne kritikform indeholder altså et solidaritetsorienteret og egalitaristisk mål, hvor den totale revolution lykkes alle undertrykte koordinerer deres handlinger og frigør samfundet fra den private ejendomsret”(Willig, 2007, s. 32). Det fortælles også, at den sociale kritik fandt sammen med kunstnerkritikken i oprøret i Paris 1968, som tvang erhvervslivet til indrømmelser, og som mistede styrken igen: ”med kommunismens forfald og de franske arbejderulyst til at vende tilbage til lavere effektivitet og produktivitet.”(Willig, 2007, s. 33), men udover dette står der intet om, hvad denne socialkritik har udviklet sig til eller indebærer.

Socialkritikken er i lige så høj grad til tjeneste for kapitalismen. Jürgen Mümken beskriver, i ”Sozialstaat und Rassismus oder vom Liberalismus zum Staatsrassismus”, hvordan ulykker igennem forsikringsteknologien kan statistisk beskrives med: forudsigeligt, beregneligt og således kan forsikres. Igennem forsikringsteknologien bliver risikoen: beregnelig, kollektiv og til kapital. Det betyder en objektivisering af uheldet, som er grundlaget til at kunne veltage social- og sundhedslovgivning og således skaber en radikal ny måde at individualiser et problem. Fra noget, der sker mellem to mennesker, er der igennem forsikringsteknologien tale om en kollektiv måde at håndtere risikoer på igennem sociale sammenslutning hvor alle der er med til at indgå i kontrakt er risiko for sig selv og andre. Der er tale om en individualisering ved at hver især skal tage ansvar overfor nogen som skyldes kapitalismen (Mümken, 2001). Med forsikrings-velfærdstaten opstår der et solidaritetsbegreb, som forandrer den liberale diskrus, men bibeholder dens fundamentale paradigmer om, at liberalismen ikke kan se årsagssammenhængen mellem den enes rigdom og den andens fattigdom, idet fattigdom ses som et misbrug af den liberale frihed (Ibid). Mümken påpeger at:

””Der Pauperismus hat in den Diskurs der Sozialen Ökonomie seine Ursache nicht in einer ökonomischen Struktur, sondern in einer moralischen Disposition. Diese Strategie definiert die Armut noch immer als ‚Schuld der Armen‘ und erlaubt darüber hinaus die Moralisierung der Gesellschaft als Ganzer durch die Techniken der Behandlung der Armut. Im Ergebnis führte dies zu einer Entpolitisierung des Problems der Ungleichheit in einer Gesellschaft von Gleichen: Die Ungleichheit ist nicht mehr Resultat eines unterschiedlichen Gebrauchs der Freiheit, sondern eine Differenz in der Gesellschaftlichkeit oder in dem Grad der Gesellschaftlichkeit. Das Ziel dieser Strategie war eine Entpolitisierung des Konflikts durch die Etablierung einer ‚normalen‘ Beziehung zwischen Reichtum und Armut“ (Lemke 1997)” (Ibid.)

Velfærdsstatens afpolitisering af det sociale sker også bl.a. ved at man at man adskiller ret og moral,
og at den enkelte lønmodtager har rettigheder i tilfælde af nødsituation, fordi moralsk set gælder han ikke mere som ansvarlig i den liberale diskurs.

Det vigtigste skridt mod velfærdstaten var introduktion af forsikringer og forsikringsteknologi. Disse betød en helt ny regeringsform og introducerede ”solidaritet” som et nyt styringsprincip. Forsikringer var en helt ny måde at håndtere samfundets problemer: ”den sociale risiko”. De gjorde det muligt at opfatte fattigdom og også arbejdsulykker som “uheld”. “Uheld” legitimere retten til hjælp, men også i denne form for velgørenhed ligger en pædagogisk opgave i forhold til det liberale friheds syn, idet man ikke må være nogen belastning for andre, bortset fra hvis andre har forskyldt ens ulykke.  

Et uheld skaber et dilemma i den liberale tænkning, da det med industrialiseringen bliver uundgåeligt med ulykker på fabrikken. Det er, ligesom fattigdommen, den pris samfundet skulle betale for det teknologiske fremskridt. I den liberale diskurs er der ingen, der kan ansvarliggøres, fordi det er et naturligt fænomen, som ikke kan tænkes væk fra den liberale diskurs, ligeså lidt som fattigdom, men lønmodtager har dog berettiget krav om at få kompensation for tabt arbejdsfortjeneste (Ibid.).

Der er, i den liberale diskurs, lige så lidt forståelse for kausalt forhold mellem den enes rigdom og den andens fattigdom, som der er mellem den enes uheld er den andens kapital i det moderne socialkritikken, skyldes det at er blevet integreret i kapitalismen igennem forsikringsteknologien solidaritetsbegreb i det moderne industrisamfund.” Som Freerk Huisken beskriver det:”Wo eine staatliche Notfallverwaltung in großem Stil aufgezogen wird, da geht es allein darum, die Folgen und Auswirkungen kapitalistischer Benutzung von Arbeitern “abzufedern” und “abzumildern”. Die ruinöse Benutzung selbst ist mit dem Sozialstaat als Normalfall des kapitalistischen Arbeitsalltags ins Recht gesetz.” (Huisken, 2003)

Velfærdstatens opgave er at garantere produktionsforholdene i kapitalismen, og som Mümken beskriver det, bliver det gjort muligt igennem det sociales styre som velfærdsstaten etablerer. Det betyder, på den ene side at forsvare samfundet overfor individet, der skader samfundet, og på den anden side at forsvare individet overfor risikoer. Med andre ord: at forsvare det/de normale fra det/de unormale. Foucaults begreb, statsracisme, indebærer bl.a. farlige individer og klasser/racer. Rets-, social- og sundhedslove tager den liberale frihed fra borgerne, hvor alle i princippet har den abstrakte valgfrihed, netop fordi individerne ikke magter denne frihed i den liberale diskurs, fordi der er tale om en slags “social patologisk” race eller ”biologisk patologisk” klasse (Mümken, 2001).  

Det er igennem den sociale risiko, at det kan lade sig gøre at diagnosticere en fare for samfundet ved at afgøre størrelse af risiko, identificere behandling og hvilken instanser skal håndtere faren igennem forebyggelse, omsorg, opbevaring eller repression (Ibid.).

Mümkens analyse er møntet på den tyske socialstat, men når man tænker på sager i fundamental mistænkeliggørelse af arbejdsløse udlændinge af DF (Lehmann 2011) eller hvordan dansker, som ”Fattige Carina” og ”Dovne Robert” (Ritzau, 2012) er, blevet fordømt på tværs af det politiske spektrum i pressen, er den også anvendelig på den danske virkelighed.

T. W. Adornos analyse om Solidaritet er ikke kun møntet nutiden, fordi det er en kritik af autoritære kommunistisk styre, dog finder jeg også den anvendelig på samtiden:

”Sie wollte einmal die Rede von der Brüderlichkeit verwirklichen, sie aus der Allgemeinheit herausnehmen, in der sie eine Ideologie war, und dem Partikularen, der Partei vorbehalten, die in der antagonistichen Welt die Allgemeinheit einzig vetreten sollte. Solidarisch waren Gruppen vom Menschen, die gemeinsam ihr Leben einsetzten, und denen das eigene, im angesicht der greifbaren Möglichkeit, nicht das wichtigste war, so dass sie, ohne die abstrakte Besessenheit von der Idee, aber auch ohne individuelle Hoffnung, doch bereit waren, führ einander sich zu opfern. Soches Aufgaben der Selbsterhaltung hatte zur Voraussetzung Erkenntnis und Freiheit des Etschlusses: fehlen diesse, so stellt das blind Partikularinteresse sogleich weider sich her.”[2](Adorno, 1969)

, fordi det påpeger hvordan man med et solidaritets-begreb kan vendes sig til dens modsætning. Fra at handle om et ideal, om ideen om hvordan et samfund bygger på gensidig hjælp inkluderende alle, er den blevet vendt til en moraliserende forstiling om andres fejl og mangler. Et ekskluderende fælleskab, som tvinger andre til at følge normsæt og tjene en snæver gruppe interesser, fordi: ”Solidarit ist polarisiert in die desperate Treue derer, für die es kein Weg zurück gibt, und in die virtuelle Erpressung an jene, die midt Bütteln nichts zu schaffen haben mögen, ohne doch der Bande sich auszuliefern.”[3](Ibid.). Det er en kritik af de dem, som har brug for solidaritet af mangel af andre muligheder, men som ikke vil give noget af overskuddet til kunster og intellektuelle, af frygt for at miste det de har og af misundelsen om deres levemåde. Der er tale om en form for social-chauvinisme. 

Velfærdstaten betyder at Notzustand er den permanente normaltilstand, som beregnes og accepteres. I den neoliberale udvikling forventes det også at borgere og lønmodtagere bør internaliseres den som succeskriteriet. Integrationen af kunsterkritikken med dens alliance mellem neoliberal kritik af velfærdstaten kunne kun lade sig gøre ved at socialkritikken allerede var integreret igennem velfærdstaten.  Social pædagogikken bliver underlagt en: Common World Education Cultur (CWEC) hvis historiske rødder findes i: ”process of standartisation dates back to the creation of the nation state, and the education system, in Europe.”(Kompendium #2, s. 39). CWEC er kun været muligt netop igennem socialiseringstekniker, som er blevet introduceret igennem AP socialiseringstekniker, som underlægger pædagogerne et fælleskabsideal som neoliberalismen indebærer.

Konklusion
Willig mangler en dyberegående kritik af hvilken rolle spiller i integrationen velfærdsstaten igennem socialekritikken.

Ud fra pædagogernes hverdag kan man kun tale om decentralisering i forhold institutions interne forhold, mens der i forhold til målsætninger er sket en centralisering igennem øget kontrol og selvkontrol, som AP og som medfører socialiseringsteknikker, som betyder at pædagoger påtager sig flere opgaver med færre ressourcer, ved at acceptere og internaliseres en faglig identitet og arbejdsforhold, der radikalt har forandret pædagogfaget.
           
NPM skaber pres på individet og ændre kritikken af forringelser i institutionerne til et privat anliggende. Det sker både ved ”spin” i medierne, og ved at pædagoger gøres til medejer af noget, hvori de skal træffe valg, som umuligt kan løses, uden at det går udover dem selv. Dette medfører i sidste ende, en yderst negativ selvkritik. En selvkritik, som betyder at den enkelte kan gå i stykker, flere og flere bliver udbrændt, går ned med stress eller depression.

På grund af dette kan det konkluderes, at NPM ikke er en hensigtsmæssigt løsning af kravet om bedre service til forældre og børn.  Pædagogerne oplever, at evalueringerne ikke omfatter menneskelige relationer. Der er to udfordringer for pædagogerne i forbindelse med NPM: 1) at lære tale NPM sproget og der igennem bliver en del af  tallene og statistikkerne i evalueringen og 2) at skabe debat i det offentlige rum om et andet solidarisk begreb og praksis, som kan garantere betydelige bedre forhold for netop pædagoger, børnene og forældre på længere sigt.

Litteraturliste

Bøger og artikler
Adorno, Theodor W. (1969): Minima Moralia. Frankfurt, Suhrkamp Verlag, s. 58- 60
Thisted, Jens (2010): Forskningsmetode i praksis – Projektorienteret videnskabsteori og forskningsmetodik. København, Munksgaard Danmark, s. 60 -64 + 167-168
Willig, Rasmus (2007): Til forsvar for kritikken. København, Hans Reitzels Forlag
Willig, Rasmus (2009): Umyndiggørelsen. København, Hans Reitzels Forlag
Michel-Schertges, Dirk m.fl. (Red.) (2012): Kompendium til Kandidatuddannelsen i Generel Pædagogik – tekster til: ’Pædagogik, Samfund og kultur’ Tekster # 1(ad 2) 
Michel-Schertges, Dirk m.fl. (Red.) (2012): Kompendium til Kandidatuddannelsen i Generel Pædagogik – tekster til: ’Pædagogik, Samfund og kultur’ Tekster # 2(ad 2) 
Moss,P.,Dahlberg,G., & Pence, A. (2000). Getting Beyond the Problem with Quality. European Early Childhood Education Research Journal, 8(2), 103-115

Elektroniske kilder
Lehmann, Christian: (2011): Arbejdsløse indvandrere er den største velfærdsudfordring
I: Information 6. marts 2011
(hentet 21:20 26-12-2012 http://www.information.dk/261552)
Mümken, Jürgen: (2001) Sozialstaat und Rassismus oder vom Liberalismus zum Staatsrassismus 
I: Schwarzer Faden Nr. 71 – 1, Nr. 72 – 2
(hentet 21:49 25-11-2012 http://www.postanarchismus.net/)
Huisken, Freerk: (2003) Der Sozialstaat: Nichts als kapitalistische Mangelverwaltung – 7 Thesen und eine Konsequenz, Tese 2
(hentet 18:11 14-11-2012 http://www.fhuisken.de/sozialab.htm)
Ritzau (2012): ‘Fattige Carina’ og ‘Dovne Robert’ har ændret danskernes syn på kontanthjælp
I: Politiken 18. dec. 2012
(hentet: 21:01 26-21:01 26-12-2012 http://politiken.dk/indland/ECE1846068/fattige-carina-og-dovne-robert-har-aendret-danskernes-syn-paa-kontanthjaelp/)


[1] Et eks er netop at fritidspædagogikken bliver til læring, i samme flere og flere mennesker for et mere flydene forhold til arbejdstiden og fritiden bliver igennem networking noget produktiv.
[2] Theodor W. Adorno: Minima Moralia: Reflexionen aus dem beschädigten Leben, Frankfuhrt, Suhrenkamp Verlag , 1. Auf. 1969, s. 58-59
[3] Theodor W. Adorno: Minima Moralia: Reflexionen aus dem beschädigten Leben, Frankfuhrt, Suhrenkamp Verlag , 1. Auf. 1969, s. 60

Advertisements

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s