Pædagogers umyndiggørelse og velfærdstatens rolle i kapitalismen

Jeg har skrevet en lille opgave (Pædagogers umyndiggørelse og velfærdsstaten), hvor jeg tager emnet neoliberalisme op ved at tage fat i nogle af Rasmus Willigs gode beskrivelser af pædagogernes umyndiggørelse. Jeg tager fat i hans beskrivelse af pædagogers arbejdsforhold, samt lidt sociologiske teori om hvilke metoder man bruger til at få pædagoger til at makke ret.  Jeg prøver at underbygge Willigs analyse ved at beskrive de overordne politiske udviklinger, management strategier og socialiseringsteknologer, som følger med New Publik management.   

Willigs analyse af kunsterkritikkens integration i den neoliberale dagorden er god, men han mangler en vigtig kritik, forhold til socialkritikkens integration i markedsøkonomien igennem velfærdstaten. I denne analyse tager jeg udgangspunk i en kritik af post-anarkistens Jürgen Mümken pjece: “Sozialstaat und Rassismus“, hvis point er at nedskæringer og markedsgørelser i social og sundhedssektoren, ikke betyder socialstatens afskaffelse, men omstrukturering til en autoritær velfærdstat, hvis opgave er at sortere nyttige fra unyttige borger. Den autoritære velfærdsstat er strukturel betinget. Det vil sige at velfærd ikke kan ses løsrevet fra markedslogik, som er inhærent i den etatistiske logik, b.la. fordi den liberale diskurs aldrig blevet svækket med velfærdstaten, man tilføjer blot den liberale diskursen et paternalistisk blik på befolkningen. Når jeg skriver i opgaven at: ”Der er, i den liberale diskurs, lige så lidt forståelse for kausalt forhold mellem den enes rigdom og den andens fattigdom, som der er mellem den enes uheld er den andens kapital i det moderne socialkritikken, skyldes det at er blevet integreret i kapitalismen igennem forsikringsteknologien solidaritetsbegreb.”, ønsker jeg at udtrykke at man tager trafikulykker, arbejdsulykker, nedslidning, depression, narkomani, ludomani, … og alle andre ulykker  for givet bliver – det bliver, ligesom fattigdom, en naturlig del af samfundet, som ikke bliver sæt i forbindelse med et økonomisk system, som udelukkende bygger på menneskers udnyttelse af mennesker. Velfærdsstaten bidrager til individualisering i diskursen om samfundet med et paternalistisk begreb om ”miljø”, som netop belejligt undgår debatten om, at der findes antagonistiske interesser i det kapitalistiske samfund.[1]

Som akademiker tager Willig, ligesom de fleste mennesker, staten for givet. Det er et paradigme, fordi staten tilsyneladende opfattes som den eneste troværdige måde at have et eller anden form for trykhed igennem socialsikring og et minimum frihed igennem af demokratiske rettigheder. Det betyder bl.a., at alt for få sætter spørgsmålstegn ved, hvilken rolle netop dette velfærdssystem har til at skabe sunde, disciplinerede, fleksibel og ydelsesdygtige forbruger og lønmodtager klar til udnyttelse igennem statens biomagt. Det er svært at sige, om det er mangel på utopi, som er årsag til mangel på kritik eller mangel på kritik resultere i en mangel på utopi. Ligegyldigt hvad, så tror jeg at en af anarkisternes vigtigste opgaver må være oppositionen mod nedskæringer og neoliberale reformer, samt at komme med en kritik velfærdstaten, for at skabe tilid til at man kun kan skabe velstand for alle netop uden en stat og markedet. Det vil kræve, at man ret nøje og konkret beskrive hvordan hospitalet, skoler, fritidshjem, osv. kunne styres af dem, der arbejder der og bruger institutionerne uden bosser og penge. Det betyder blandt andet også, at praktisere solidaritet i det små på trods af alle ods, og at have en ide om et solderiets begreb man vil propagander.

På bloggen finder du en anden tekst, som var et udkast til opgaven, og som mere detaljeret forklare nogen af de vigtigste pointer af Mümkes pjece i teksten: ”Velfærdsstaten og solidaritet – integration af socialkritikken i kapitalismen”.

Jeg var også været inspireret Freerk Huisken teser om hvilken rolle socialstaten har i kapitalismen: Der Sozialstaat: Nichts als kapitalistische Mangelverwaltung”. Teksten findes også i en engelsk oversættelse: The Welfare State: Nothing but the management of capitalistic poverty

Hvis du vil læse mere om dette emne eller andet
se videre: Anarkisme og pædagogik
                     anarkisme og postmodernitet

                     Antiautoritær pædagogik


[1] eks.: debatten om ”socialarv” som er et skræmmende eksempel på udenomssnak både akademisk kredse og i den offentlige debat, fordi man ender med at fokusere på individets habitus og miljø med familie, venner, bekendte, osv. helt løsrevet fra hvilken rolle individet og miljøet netop har i forholdt til alle de overordnede rammer i kapitalismen.

Advertisements

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s