J. J. Ipsen: Grundloven.

uret

Følgende artikel blev første gang bragt i bladet ”Den røde krig” og sender genoptryk i ”Mælk og Honning”. Det er oprindeligt skrevet til grundlovsændringen i 1918.

l Danmarks riges grundlov af 1915 er akkurat det samme som den forrige af 1866, som den af 1849 og som alle; grundlove i verden: et udtryk for ønsket on at bevare det bestående. De første 28 paragrafer handler om kongehuset. Og det hører i høj grad med til det bestående. Der står om kongen i grundloven: Han er myndig fra 18 års alderen. Han er arvelig. Han hører til den evangelisk lutherske kirke. Han har den højeste myndighed over, alle rigets anliggender. Han er ansvarsfri og afskedigere sine ministre (Hr. Stauning er altså ikke: “vores” minister, som de bilder os ind). Kongen udnævner og afskedigere ligeledes ” sine” embedsmænd. Han erklærer krig og slutter fred. Han sammenkalder i rigsdagen, han opløser folketinget og i eventuelt også landstinget. Han giver samtykke til lovens ikrafttræden. Han sætter sig imod tiltale. Han benåder for idømt straf og han slår mønt.

Her efter 28ende paragraf, kan læseren passende rejse sig op og istemme tre hurraer for kongen samt det lange.

De næste 37 paragrafer handler om rigsdagen. Også rigsdagens medlemmer slår mønt; det bliver lige 10 Kr. cm dagen, fri bolig på Christiansborg slot, adgang til Snaps tinget og en normal arbejdsdag på 3 timer. Sådan skulde man ha” det!

De næste 7 paragrafer handler om domstolene (fra politistationen til højesteret og Horsens tugthus).

De næste 4 paragrafer handler om folkekirken (bare tålmodighed kære læser, nu kære der snart noget om os to!)

De næste 4 paragrafer handler cm ejendomsretten (og rager altså ikke os, der ingenting ejer).

Men nu er der slav’et, li’ som da Gothersgade møller brændte, og kan nu godt sige plirum! De næste 2 paragrafer handler om retten til fattigvæsenet. Hvis vi ikke kan slå mønt, kan vi heldigvis komme på sognet. Plirum engang til!

(Det er kun af rent ondsind, at vi her indskyder en paragraf som mangler, nemlig den om retten til arbejde, eller rigtigere an ret til i det hele taget at være her. Men den sprang Borgbjerg over, som var det Rundetårn. Grundlovens fader har ikke kunnet se noget der, også sprang han over det.)

Den næste paragraf handler cm trykkefriheden “dog under ansvar for domstolene” (Varde galge). Der er i denne paragraf indløbet en beklagelig fejl, idet der står: “Censur og andre forebyggende forholdsregler, kan ingensinde påny indføres”. Som bekendt er der fortiden indført en meget skarp Censur mod pressen. Men det har grundlovens fader også overset og oversprunget.

De næste 3 paragrafer handler om ret og ikke ret til at danne foreninger og være bevæbnede. Du må absolut ikke deltage i “opløb”, men skal skilles ad og gå fra hinanden, når politiet har råbt tre gange i kongen og lovens navn.

Den næste paragraf henviser til en bunke særlige love, hvorefter man, i modsætning til den foregående paragrafs bestemmelser, må gå med gevær, når det er udkommanderet til fædrelandets forsvar. Geværet er obligatorisk, selv an man ikke ejer en tomme jord eller så meget som et hundehus af dette fædreland.

Ja, så er der ikke mere, fra regnet lidt pilleri. Og her kan vi faktisk lette os alle sammen og råbe Grundloven leve!

Vi har karakteriseret grundloven som et udtryk for ønsket om at bevare det bestående. Hver linie i den giver os ret heri.

Vi kunde også sige, at grundloven er tragikomisk, eller som det hedder: både til at le og græde over. Det er nemlig på en gang latterligt og sørgeligt, at socialdemokratiet har været med til at lave denne grundlov. Man skulde jo tro, at arbejderne var idioter; og det er kun en ringe trøst, at til gengæld er kapitalisterne desto klogere. Oppe i overklassen sidder nu alle arbejdernes professionelle politikere, og det er der oppe, at de har lavet grundloven.

Hvad er til syvende og sidst en lov? Ikke andet end dette; du kan ikke regere dig selv, nu skal vi regere dig! Bogstaveligt talt alle love kan føres tilbage til dette: magt over andre! De fleste af dem handler direkte eller indirekte om den omtalte ejendomsret, der altså ikke er andet end overklassens ret til at eje det hele og underklassens ret pligt til gennem lønarbejde og valgretten at hjælpe dem med at bevare det.

Men der er mange andre beviser for lovmageriets usselhed. Lovene er kollektive og undertrykker altså den enkelte. Lovene er rå, thi de øger tvang også imod dem, som er imod dem. Lovene lever på den løgn, at de er flertals afgørelser-som om det ikke er et lille mindretal af repræsentanter for den kapitalistiske-socialistiske alliance stat, der har siddet og vedtaget selve grundloven med de 28 paragraffer om kongemagten og de 65 andre om deres egen dermed forbundne magt! Lovene er overtro, nemlig overtroen på rigsdagens guddommelige ret, efter folket har mistet troen på kongernes guddommelige ret. Lovene er i den grad tåbeligt mesterværk, at hvad der kan være lov på den ene side af en grænse, kan være lovløshed på den anden side. Lovene er uklare, for de kan fortolkes, vendes og drejes som en vognstang, så man aldrig ved, hvad vej man kører med dem. Lovene er meningsløse, for der er sådanne bunker af dem, at ikke engang lovgiverne kan finde rede i dem, men må uddannes prokuratorer og dommere – og de kan heller ikke finde rede i dem. Lovene er lap på lap, for de fleste love ændrer, supplerer eller afskaffer andre love, og det er vanskeligere at finde retten i et læs love end at finde en knappenål i et læs hø; eller som en klog mand sagde: der eksisterer så mange love, at ingen er sikker på ikke at blive hængt! Lovene er endelig politi, fængsler og anden kostbar elendighed.

I et opråb til vælgerne før rigsdagsvalgene i maj 1913 hed det:
“De tre år der er forløbne siden sidste valg, har kun bragt få gode lovgivnings resultater, hvorimod der under vor modstand er gennemført en række love, der vil vise sig at være en byrde på det danske folk.” Ja, vil grundlovens tilhængere indvende, sådan noget står der måske i et oppositionsblad, der hører til de magres og misfornøjedes fagforening. Nej kære venner, det har såmænd stået i et regeringsblad, der hører til foreningen af politikere, som vejer over 12.000 kr. om året. Det har stået i “Socialdemokraten “.

Midt i vævet af love ligger grundloven som en slags central. Og i denne central sidder rigsdags mændene som edsfæstede funktionærer. Man kan jo sagtens aflægge ed på grundloven, når man får det godt betalt, har plads i den på livstid, eller i alt fald til man falder ned af stolen af alderdom. Fra centralen går tråden ud til alle magt-stationerne i landet. Man trykker på en knap og plirum! – kapitalisternes møller slår igen et slav med vingerne og man får mel i posen, bliver bankrevisor, aktionær, direktør, redaktør, borgmester og måske minister, og kan gå til taffel med alle de fornemme folk, som man har aflagt ed på at ordne paragrafferne for. Kære ven, du aner ikke, hvor nem tosserne regeres fra sådan en central!

Hvis du spørger minister Stauning, hvori da hemmeligheden ved at regere ligger, så vil han svare dig med Hørups berømte: Overskæg for sig, og snot for sig! Eller han vil måske benytte et gammelt ordsprog, der “siger, at det er ikke for svin at komme i concelliet. Hemmeligheden ved grundloven er den samme: det beståendes opretholdelse. De store for oven og de små for neden.

Men vi må endda være taknemmelige. Regeringsorganet “Socialdemokraten” formaner os til det. Vær du glad for, at du ikke kom fra Ribe ret, sagde kællingen, da hun så sin søn hænge i Varde galge.

Se videre: Ipsen, Jean Jacques
se videre: Anarkisme generelt

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s