Christian Christensen: Fagoppositionens agitatorskole beretning om virksomheden i vinterhalvåret 1916-1917

Først udgivet i Fagoppositionens blad ”Solidaritet” den 5. Mai 1917.
Artiklen blev genoptrykt i ”Chr. Christensen – og den danske syndikalisme”, Modtryk , Århus,  1979, bind 2, s. 398-404

se videre: FS (20erne)
se videre: Christensen, Christian


Da vi forudsætter, at mange af vore medlemmer og måske mange andre af Solidaritets læsere har interesse af at høre lidt om vor første agitator-skoles virksomhed, tillader vi os at aftrykke skolens beretning.

I henhold til vor københavnske afdelings generalforsamlingsbeslutning i sommeren 1916 blev Agitatorskolen oprettet.

Efter samme generalforsamlings beslutning blev det overladt undertegnede at lede skolen.

Motiverne for skolens oprettelse kan sammenfattes i: Et forsøg på, om man ad systematisk undervisnings vej kan uddanne socialistiske agitatorer.

Ud fra dette samlende motiv: Et forsøg o.s.v., må beretningen læses.

Den første vanskelighed, skolens oprettelse mødte, var lærerkræfterne. Afdelingen havde vel sagt god for det økonomiske, men kunne dens kasse række til bogudgifter og husleje, turde man sikkert ikke bebyrde den med mere. Lærerne skulle være socialistiske teoretikere.

Vor egen bevægelse, ung som den er, ejede endnu ikke sådanne kræfter, og lyst i band af Socialdemokratiet, som den også er, blev lærerspørgsmålet yderst vanskeligt.

Kort og godt, jeg løb forgæves flere steder, og det endte med, at jeg – til-

trods for alle betænkeligheder – måtte påtage mig selv at bestride hele undervisningen.

Eleverne – hvem skulle det være? Kun de med evner eller alle, der havde lyst? Jeg lod det sidste i det store og hele være det afgørende. Der meldte sig 21, og 17 blev antaget; deriblandt to kvinder.

Dette elevantal var meget for stort, når der skulle være tale om intensiv øvelse af hver enkelt. Jeg forudsatte dog, at mindst halvdelen ville løbe deres vej omtrent med det samme, og nogle stykker senere, således at der blev 5-6 igen, som gik skolen igennem. I denne henseende blev jeg dog skuffet; kun en elev gik straks. I løbet af halvåret måtte dog 4 elever på grund af arbejdsforholdene forlade skolen. Denne sluttede således med 12 elever.

Skolen begyndte sin virksomhed tirsdag den 17. oktober 1916 med to ugentlige skoleaftener, tirsdag og fredag.

Skolens opgave blev delt i to: 1) at give eleverne et dybere kendskab og forståelse af arbejderklassens kamp og socialismen, og 2) at øve dem i gennem tale og skrift at fremføre deres tanker.

Den første opgave helligedes fredagen, den anden tirsdagen.

Den første opgave fremmedes på to måder, dels ved hjemmelæsning og genfortælling på skolen, og dels ved at jeg holdt foredrag.
Foruden at eleverne selv har læst almindelig verdens- og kulturhistorie, har vi på ovennævnte måde i skolen gennemgået en række bøger og beskæftiget os med historiske, økonomiske og sociale forhold.

Her en lille oversigt:
Eleverne lærte først om de to grundanskuelser, den materialistiske og spirituelle, der gør sig gældende i granskningen af naturen såvel som af historien. De gennemgik Nic. Petersens pjece: »Den materialistiske historieopfattelse «.

Dernæst gennemgik vi Fr. Engels bog: »Familiens, privatejendommens og statens oprindelse«. Vi gennemgik derefter overgangsformerne fra slaveri til hoveri. Side om side med denne socialhistoriske udvikling beskæftigede vi os med oldtidens socialistiske skoler. Vi fortsatte med den utopiske socialismes historie op gennem middelalderen helt op til den moderne tid.

Efter en kort gennemgang af lensvæsenet og laugsvæsenet samt en nærmere beskæftigelse med de økonomiske, sociale forhold og opdagelserne lige før den kapitalistiske tid overgik vi til selve kapitalismens gennembrud. Vi støttede os væsentlig her på Gustav Bang’s bog: »Kapitalismens gennembrud «.

Efter grundigt at have sat os ind i kapitalismens opståen og dens væsen, hvor vi også havde god nytte af Domela Nieuwenhuis pjece i »Kapital og Arbejde«, fortsatte vi studiet af kapitalismens videre udvikling op til vor tid, fra småborgerlig kapitalisme til moderne aktie-, ring-, trust- og international storkapitalisme. Vi havde her god nytte af Joh. Sandgrens udmærkede bog: »Fra primitiv til industriel kommunisme«.

Side om side med den moderne tids økonomiske og sociale udvikling gennemgik vi i store træk det samme tidsrums udvikling på det politiske og særlig på de sociale ideers og bevægelsers område. Vi tog vort udgangspunkt fra de borgerlige bevægelser og revolutioner, der blev de direkte følger af kapitalismens gennembrud og første udvikling og fulgte derefter de mere moderne sociale ideers og den moderne arbejderbevægelses udvikling i England, Frankrig og Tyskland. Med »det kommunistiske manifest« og den første Internationales dannelse som udgangspunkt fulgte vi kampen mellem Bakunin og Marx og Socialdemokratiets tilblivelse og udvikling op til vor tid samt dets bærende principper. Hertil betjente vi os i ikke ringe grad af »Socialdemokratiets Historie«.

I samme forbindelse fulgte vi den kooperative og faglige bevægelses udvikling. Vi nåede her frem til skillelinjerne i opfattelsen af den moderne fagbevægelses mål og midler og fik gennemgået Joh. Sandgrens bog: »Samfundsproblemet og dets løsning«.

Desværre standsede min sygdom her brat skolens arbejde, og jeg måtte da nøjes med at henvise eleverne til følgende bøger: »Syndikalismens A.B.C., af Georger Yvetot, »Generalstrejke og direkte Aktion« af Pierre Ramus og »Syndikalismen, dens væsen, teori og praksis« af Holmberg.

Ligeledes måtte jeg for georgismens vedkommende nøjes med en henvisning til »Fremskridt og Fattigdom« af Henry Georges.

Med elevernes kendskab til den reformistiske fagbevægelses oprindelse og udvikling og bærende principper vil de ved hjælp af disse bøger sammenholdt med, hvad de har erhvervet gennem Sandgrens bøger, have en nogenlunde oversigt over retningerne indenfor den moderne arbejderbevægelse, mere end de 90 pet. af Danmarks arbejdere.

Også i undervisningen om de moderne idéretninger fik min sygdom uheldige følger. Det var de sidste skud på stammen af den filosofiske socialisme, vi kom til at mangle, anarkismen. Jeg måtte derfor også her nøjes med at henvise til følgende bøger: »En oprørers ord«, »Erobringen af brødet« og »Gensidig hjælp«, repræsenterende den kommunistiske anarkisme, alle af Peter Krapotkin. Eventuelt også »En anarkists erindringer« af samme forfatter. Og endelig som sidste skud Maks Stimers bog »Den eneste og hans ejendom« repræsenterende den individualistiske anarkisme.

Det havde været meningen til slut at samle den hele verdensudvikling på det økonomiske, sociale, politiske og åndelige område i et par afsluttende forelæsninger for nærmere at påpege for eleverne de almene udviklingslove for samfundslivet, men desværre måtte også dette opgives.

Oplysningsarbejdet, som var helliget fredag aften, foregik som skolearbejde i almindelighed.

Skolens anden opgave, opøvelse i tale- og skrivefærdighed, foregik mere tvangfrit. Her var eleverne selv herre i huset. Det stod klart for mig, at en virkelig agitator samtidig må være noget af en organisator. Vi lod derfor skolen om tirsdagen arbejde som en forening, hvo eleverne fik lejlighed til at øve sig som kasserere, sekretærer og dirigenter og ellers alt, hvad der følger med praktisk organisationsarbejde.

Det første, vi her kastede os over, var at få klarhed over, efter hvilke love og principper et foredrag og en artikel skal logisk opbygges for at være uangribelig i sin form, forståelig og klart affattet. Det næste var love og principper for diskussion samt den taktiske fremgangsmåde overfor modstandere. Aflure modpartens svage og stærke sider og udnytte disse til fordel for det, man mener er rigtigt.

Det næste, vi tog fat på, var sprogform, sætningsbygning, betonings-kunst og mimik, hvis rigtige udøvelse først gør taleren til agitator. Om man ikke kan fremelske flammende ild af en død sjæl, så kan man dog ved i bevidsttheden at fastslå, hvad der er skønt, og hvad der er grimt i en talers gebærder, grimasser og udtalelyde retlede meget til den gode side. Vi har derfor i vinterens løb foruden den almindelige foredrags- og diskussionsøvelse læst op og deklameret. Vi har til dette bl.a. benyttet en bog, som i det danske sprog i klarhed og kraft – netop agitatorens sprog – står højest, »Proletaren« af Kristen Bundgaard. Vi har ligeledes benyttet os i stor udstrækning af Holger Drachmanns digte, særlig de sociale.

I taleøvelsen blev foredrag og diskussion den almindelige form. Dels udvalgte jeg, og dels udvalgte eleverne selv emnerne, som samtidig dannede supplement til den oplysende virksomhed. Her en lille fortegnelse over emner, som er forelagte og diskuterede på skolen af eleverne selv.

»De nærmere overgangsformer fra slaveri til livegenskab og fra livegenskab til lønarbejde«. »Hvilken særlig forskel er der på en slave, en livegen og en lønarbejder?«; »Klassekampen«; »Lønsystemet – bør man foretrække dagløn, timeløn eller akkord?«; »Er der nogen forbindelse mellem arbejdernes løn og livsmidlernes priser, og da hvilke?«; »Hvad betyder forkortelsen af arbejdsdagen?«; »Hvad er engelsk uge, og har den nogen betydning for den samlede klasse, og da hvilken?«; »Kooperation«; »Har den teoretiske oplysning betydning for klassekampen og da hvilken?«; »Pariserkommunen«; »Den nordamerikanske frihedskrig«; »Godgørenhed og dens årsager«; »Social forsorg og dens årsager«; »Har social forsorg og godgørenhed indvirkning på klassekampen?«; »Afholdsspørgsmålet og arbejderklassen«; »Forbrydelse og straf«; »Religion og socialisme«; »Arbejderne og den sociale skønlitteratur«; »Syndikalismen som fagopposition eller selvstændig bevægelse«.

Jeg valgte den fremgangsmåde at lade eleverne indlede og diskutere spørgsmålet et stykke tid, og derefter endnu før diskussionen var afsluttet at påpege fejlene, både menings-, tale- og formfejl, for at de igen kunne reagere overfor mine påvisninger.

Diskussionerne har på en enkelt undtagelse nær uden at udvikle sig til sofisteri været meget livlige og oftest meget interessante. Disse diskussioner blev en åndelig tumleplads, hvor man bankede hinanden af hjertens lyst til gensidig udvikling.

Foruden taleøvelsen øvede eleverne sig i skriftlig at fremføre deres tanker.

I modsætning til skolernes almindelige stiløvelse og diskussionsklubbernes højtidelige skriftlige afhandlinger indrettede vi os praktisk. Vi gjorde skolen til et bladkontor, hvor jeg indtog redaktørens rolle og eleverne journalisternes. Jeg forlangte artikler først om et enkelt spørgsmål, som alle elever behandlede, dernæst om forskellige spørgsmål, et for hver medarbejder, dernæst om et spørgsmål nuanceret og set fra lige så mange forskellige synspunkter, som der var medarbejdere og endelig døgnets begivenheder, set og behandlede ud fra socialistisk opfattelse og udnyttet i arbejdernes interessekamp.

Eleverne har til skolen indleveret over halvanden hundrede artikler, hvoraf langt over halvdelen er gode og velskrevne og en stor del udmærkede både i form, logik og agitatorisk kraft. Enkelte har jeg optaget i Solidaritet, og flere af disse har herfra været optaget i »Direkte Aktion« i Norge.

I forbindelse med denne øvelse har skolen besøgt et moderne bladtrykkeri i virksomhed og set hvilket arbejde, der udføres for at overflytte den skrivende agitators tanker fra hans hjerne og pen ud til dem, han vil påvirke.

Forholdet mellem eleverne har været båret oppe af hjerteligt kammeratskab, flid og hengivenhed for skolen og dens opgave.

Som et lille ydre bevis herfor henviser jeg til det medfølgende regnskab. Københavns Afdeling havde besluttet at bestride skolens udgifter. Som regnskabet udviser, har skolen til bøger og husleje haft en udgift på 199 kr. 49 øre. Deraf har skolens elever – efter egen beslutning – betalt 111 kr. 50 øre.

Skolen afsluttede sin virksomhed ved et lille kammeratligt samvær den 28. april, hvor der var enighed om at mødes igen til efteråret og tage det med, som vi ikke nåede i år. Der har været afholdt 46 skolemøder. Eleverne har holdt 20 selvstændige og 27 repeterende foredrag og skrevet over 150 artikler foruden hjemmelæsning. Jeg har i vinterens løb holdt 31 foredrag på skolen.

Efter denne kortfattede beretning over skolens virksomhed vil man naturligt spørge efter resultatet. Men før jeg svarer på dette spørgsmål, ønsker jeg at sige et par ord om problemet agitatorer.

Sådanne hænger ikke på træerne, og de fabrikeres ikke på et halvt år. Der er nok, der kan snakke, men virkelige agitatorer er der få af. De skal være født med visse evner, og der fødes ikke et menneske for hvert tusind udrustet med tilstrækkelig hjerne, tilstrækkeligt temperament, tilstrækkelig energi og tilstrækkelig talefærdighed, som betinger den videre udvikling af agitatoren.

Og opdager endelig en ung arbejder og andre, at han besidder disse evner, så søger alle at ødelægge ham, gøre ham til en indbilsk snakkemaskine, der kun bruges og bliver brugt uden hensyn til manglende grundige oplysning og uden hensyn til det forfærdelige sprog, der uhjælpelig er knyttet til fattiggaden.

På denne måde ødelægges de fleste, hvis agitatoriske evner kommer for dagen. De bliver tomme snakkemaskiner uden storsyn i deres propaganda og uden sjæl og skønhed over deres sprog.

Lige så sikkert som dette er en ulykke både for den evnerige unge arbejder og for den klasse eller sag, han skulle tjene, lige så sikkert er det et gode for dem, der i tide bliver gjort opmærksom på faren og bliver sat i gang med det store selvdannelsesarbejde, som skal gøres, for at de medfødte evner virkelig kan komme til deres ret. Og dette gode er ikke mindre for den sag, de skal tjene.

For at belyse beskaffenheden af dette agitatorens selvdannelsesarbejde, f.eks. hvad sproget angår, skal jeg blot nævne, at jeg i over 16 år har arbejdet med udrensningen af mit sprog, og det kan hænde mig endnu, at jeg møder en løsreven stump af det »volapyk«, man talte i »Rabarberlandet« i min barndom.

Det er ingen sag for den, der er opvokset under gode kår, har fået en god skoleuddannelse og har sin tid udelukkende til opøvelse og udvikling at drive det til noget virkeligt, men det kræver energi, udholdenhed og ubøjelig viljekraft at tilegne sig kundskab, udvikle sin ånd og danne sit øre og danne sin tale for skønhed og kraft, når man kommer fra elendige kår, har fået en yderst slet skoleuddannelse og tilmed hver dag samtidig ved kropsarbejde skal skaffe føden og kæmpe med personlige, dårlige livsvilkår.

De kvinder og mænd, der fra begyndelsen bliver stillet ansigt til ansigt med denne kamp, og alligevel tager fat med energi og flid på arbejdet, for dem svinder i motivet al smålig trang til glimren og personlig at vise sig; der indgår i motivet den kærlighed til arbejderne, til frihed, sandhed og retfærdighed, som skal til for at bære sagen frem over alle skranker, og agitatoren, mennesket over alle skuffelser i trofasthed mod sag og mål.

Forstår man sandheden i det, jeg har fremført, da vil man ikke møde med spørgsmålet: Hvor mange agitatorer blev der så uddannet? Nej, man vil nedstemme sine fordringer betydeligt.

Evner kan en skole ikke give, men udvikle.

Eleverne mødte med forskellige evner, og flertallet fik disse udviklede, nogle meget, andre mindre. Men for alle, der gik skolen igennem, gælder det, at de fik deres åndelige horisont udviklet og deres socialistiske overbevisning befæstet. Skolen har givet dem et godt og solidt grundlag at bygge deres socialistiske kundskab videre på og den røde tråd frem til en højere udvikling. Hvor mange arbejdere kan ved læsningen af, hvad skolen har gennemgået af historie, økonomi og filosofi sige: alt det kender jeg.

Alene dette har været arbejdet og udgifterne værd. De, der slutter sig til det nye af galskab over det gamle, kan være meget gode, men de, der slutter sig til det nye, fordi dette for dem er logisk sandhed, vil dog til alle tider være de mest trofaste.

Øjeblikkelige fordelagtige resultater for bevægelsen kan jeg ikke her måle ud, jeg kan her kun tale om muligheder.

Et par af eleverne besidder rige muligheder for at blive glimrende agitatorer, både mundtligt og skriftligt. De har ganske naturlig hver deres kanter og ujævnheder endnu, som kun praktisk øvelse kan afslibe. Men støder intet andet til, og bevægelsen forstår at give dem rum og lejlighed til udvikling, tør jeg indestå for, at den syndikalistiske bevægelse får et par agitatorer, som den store, gamle bevægelse ikke har bedre.

Flere af eleverne har åbenbart gode journalistiske evner, som blot praktisk skal udnyttes for at bringe dem frem til virkelig dygtighed. Ligeledes findes der emner blandt eleverne til kommende syndikalistiske teoretikere, kommende opdragere ved kommende skoler i en livskraftig, voksende bevægelse.

Det gælder nu kun om at føre skolens arbejde videre, at udnytte og dermed udvikle de kræfter, skolen har kaldt til live. Dette håber jeg vil ske til held og gavn for vor sag. Moralske kræfter er for tiden vor bevægelses største mangel. Udviklingen af disse har ikke kunnet holde trit med vor bevægelses øvrige udvikling.

Måske mange kammerater ikke er tilfredse med dette resultat af skolens virksomhed. For mig er forholdet det modsatte. Resultatet overstiger langt mine forventninger. Jeg har arbejdet i lange år her ude på den yderste venstrefløj uden at se resultater; måske det er derfor, at jeg nu ved skolens afslutning er så tilfreds med arbejdets resultat, at jeg alvorligt vil henstille til Københavns Afdeling at gentage forsøget til vinter igen. I håb om, at dette må ske, bringer jeg på skolens vegne afdelingen en tak, fordi den gik med til forsøget i vinter.

Jeg kan ikke slutte denne beretning uden at sige en hjertelig tak til skolens elever for det gode samarbejde i vinter, og deres tak har jeg på forhånd modtaget ved den flid og hengivelse, de har vist skolens arbejde. Denne selvudvikling efter fyraften, hvor nætterne må tages til hjælp viser en stræbende trang op over døgnlivets slaveri, som det var en velsignet lykke, om større dele af vor fattige og trællende klasse besad.

København den 1. maj 1917.

Chr. Christensen

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s