Artikel: Moderne ironi og anarkisme

James JoyceJeg starter i det følgende med den litteraturhistoriske opfattelse af ironi som præsenteres i den engelske digter og litterat Kevin Nolans essay “Feydeau’s Republic” (2002) om James Joyces tekst Giacomo Joyce (udgivet 1968). Det er Nolans pointe at Joyce i 1914 – hvor Giacomo Joyce blev skrevet – forsøgte at komme ud af en ironi som havde præget litteraturen siden fremkomsten af det romantiske ego i romantikken. Romantikken er i øvrigt en af de få litterære perioder Joyce næsten konsekvent forholder sig negativt til; den engelske romantik er også bemærkelsesværdigt underrepræsenteret i Finnegans Wake’s ellers så altindtagende litterære/filosofiske/mytologiske “traumscript”.

Senere sætter jeg Nolans tanke over for Jean-Michel Rabatés tematisering – i James Joyce and the Politics of Egoism (2001) – af et andet, politisk ego hos Joyce inspireret af bl.a. Max Stirners anarkistiske “egoisme”. Heri ligger en kommentar – i form af et alternativ – til diskussionen om politisk engagement i litteraturen. Tilsammen bliver det en slags uddrag fra mit efterord om James Joyces Giacomo Joyce som Basilisk Forlag i år udgiver i Martin Snoer Raaschous danske nyoversættelse.

I den ellers så vildtvoksende Joyce-forskning er der generelt enighed om at 1914 markerer et vendepunkt i Joyces æstetik. Den lille tekst Giacomo Joyce blev skrevet midt i den glidende overgang imellem Joyces arbejde med de to sidste kapitler af romanen A Portrait of the Artist as a Young Man (1916, men allerede fra 1914 serialiseret i London-tidsskriftet The Egoist) og hans første versioner af de tre første kapitler af Ulysses (1922), to meget forskellige værker. Kevin Nolan sætter i “Feydeau’s Republic” fremkomsten af en ny æstetik op imod Joyces tidlige alter ego Stephen Dedalus’ erklærede poetik i manuskriptet Stephen Hero (ca. 1904-7, udgivet posthumt 1944) og A Portrait. Stephen havde her talt for en prioritering af lyrikken som “the art whereby the artist sets forth his image in immediate relation to himself”. Det lyriske subjekt opfattes som bekræftet af “the aesthetic image,” det såkaldt epifaniske billede peger endda for Stephen på en såkaldt “quidditas”, en “hvadhed” bag tidens og tingenes flux.
http://prmndn.dk/moderne-ironi-og-anarkistisk-egoisme/

Brixvold, Jeppe:
ekstern link: Modern ironi og anarkisme
Promeaden , 22 2 2014,

se videre: Stirner, Max
se videre: Anarkisme og individualisme

se videre: Anarkisme og skønlitteratur

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s