David Graeber: Arbejderklassens forbandelse

Ise videre: Anarkisme generelt
se videre: Graeber, David

Information 8. april 2014
Jeg kan ikke fatte, hvorfor folk ikke går på gaden i oprør?« Udtalelser som denne hører jeg fra tid til anden fra folk, der kommer fra velhavende og magtfulde miljøer. Der er en form for vantro i deres udsagn, og det underliggende budskab er tilsyneladende: »Vi skriger jo ‘stop tyven’, hver gang nogen så meget som overvejer at true vores skattely – og hvis nogen ligefrem var ude efter vores adgang til mad og tag over hovedet, ville vi kraftedeme sætte ild til bankerne og storme parlamentet. Hvad er der galt med de mennesker?«

Det er et godt spørgsmål. Man kunne tænke, at når en regering har pålagt så store byrder og bragt så megen lidelse over dem, der har færrest muligheder for at gøre modstand, uden at økonomien har forbedret sig det mindste, så ville det med garanti være politisk selvmord. Men tværtimod er de grundlæggende nedskæringslogikker tilsyneladende blevet bredt accepteret. Hvorfor? Hvordan kan politikere, som lover fortsatte lidelser, skaffe sig nogen form for samtykke fra arbejderklassen?

Empati på bunden

En del af svaret skyldes det forhold, at arbejderklassen er mindre optaget af spørgsmål om lov og ejendom end de mennesker, der så at sige er ’over den’. Desuden er den langt mindre selvoptaget. Arbejderklassen nærer større omsorg for sine venner, familie og lokalsamfund. Kort sagt er den slet og ret flinkere.

Dette forhold afspejler til en vis grad en universel sociologisk lovmæssighed. Feminister har længe påpeget, at dem på bunden af en hvilken som helst social orden ofte tænker mere på – og dermed bekymrer sig mere om – dem, der er bedre placeret, end dem på toppen bekymrer sig om dem på bunden. Kvinder overalt i verden ved mere om mænds liv, end mænd gør om kvinders, ligesom sorte har større viden om hvides liv, medarbejderne om arbejdsgivernes og de fattige om de riges. Og som vi ved, er mennesker – empatiske væsner som de er – tilbøjelige til at lade viden føre til omsorg. De rige og magtfulde kan imidlertid fortsætte i deres uvidenhed og ligegyldighed, fordi de har råd til det. Adskillige psykologiske studier har den seneste tid bekræftet denne logik. De, som er født i arbejderfamilier, scorer konsekvent højere i tests, som måler evnen til at sætte sig ind i andres følelser, end de rige og velståendes børn gør.

Det er på sin vis ikke overraskende. Det er trods alt hele fidusen ved at være magtfuld: At man ikke behøver bekymre sig om, hvordan andre omkring en går og har det. De magtfulde har folk til den slags. Og hvem er de folk så? Primært børn af arbejderklassen.

Omsorgsklassen

I den forbindelse er det værd at minde om, at vi formentlig er blevet så forblændede af en optagethed af (eller måske snarere romantisering af?) fabriksarbejdet som paradigmet for »rigtigt arbejde«, at vi har glemt, hvad langt det meste menneskelige arbejde egentlig består i.

Selv på Karl Marx’ eller Charles Dickens tid, var der langt flere tjenestepiger, skopudsere, kokke, sygeplejersker, chauffører, skolelærer, ludere og lommetyve i arbejderkvartererne, end der var mine- og tekstil- eller maskinarbejdere.

Det, vi typisk opfatter som kvindearbejde – at drage omsorg for andre mennesker, at forklare eller forudse, hvad cheferne vil eller at passe planter, dyr, maskiner og andre objekter – beskæftiger langt flere i arbejderklassen, end industrielt og håndværksmæssigt arbejde gør.

Dette skyldes ikke blot, at størstedelen af arbejderklassen er kvinder, men også at vi har et forskruet billede af, hvad mænd laver. Eksempelvis bruger togpersonale en stor del af deres tid på noget andet end det, man typisk forbinder med manuelt arbejde. De forklarer ting til passagererne, de finder børn, der er blevet væk, de tager sig af gamle, syge og forvirrede i den offentlige transport.

Og når man tænker over det, er det så ikke, hvad livet grundlæggende handler om? Mennesker bliver til i gensidighed. Det meste af det arbejde, vi udfører, er for hinanden. Arbejderklassen tager bare en uforholdsmæssig stor del af slæbet. De er omsorgsklassen og har altid været det. Men den vedholdende dæmonisering af fattige som dem, der nyder godt af omsorgsarbejdet, gør det svært at erkende dette faktum.

Som barn af en arbejderfamilie kan jeg berette, hvad vi faktisk er stolte af. Vi bliver konstant fortalt, at arbejdet bærer lønnen i sig selv – det opbygger karakteren på en eller anden måde – men ingen har nogensinde troet på den fortælling. De fleste af os mente, at arbejde burde undgås, med mindre det kom andre til gavn. Men det arbejde, som faktisk kom andre til gavn – om det så gjaldt at bygge broer eller tømme bækkener – det kunne man med rette være stolt af. Og der var også noget andet, man kunne være stolt af. Nemlig, at vi var den slags mennesker, der tog sig af hinanden. Det var det, som adskilte os fra de rige. Rige mennesker, der – så vidt vi kunne se – knap kunne få sig selv til at tage sig af deres egne børn.

Solidariteten er væk

Der er en grund til, at den ultimative borgerlige dyd er sparsommelighed, og den ultimative arbejderklassedyd er solidaritet. Ikke desto mindre er det netop den dyd, arbejderklassen i disse år er afkoblet fra. Der var en gang, hvor det at drage omsorg for sit lokalsamfund betød at kæmpe for arbejderklassen i sig selv. Dengang talte vi om »sociale fremskridt«. I dag ser vi konsekvenserne af en nådesløs krig mod selv tanken om arbejderklassepolitik eller arbejderklassesammenhold.

Det betyder, at mange arbejdere tyer til konstruerede abstraktioner som et middel til at udtrykke omsorg. Det handler om »vores børnebørn« eller »nationen«. Om det så er i form af polemisk patriotisme eller appellerer til en følelse af kollektive ofre.

Resultatet er, at alt er blevet bagvendt. Den politiske manipulation, som er blevet bedrevet gennem generationer, har langt om længe forvandlet solidaritet til et åg. Vores omsorg bliver vendt mod os. Og sådan vil det nok blive ved at være, indtil den venstrefløj, som hævder at tale på vegne af arbejderne, reelt begynder at tænke strategisk om, hvad langt det meste arbejde egentlig består i, og ikke mindst, hvad værdien i det er for dem, der udfører det.

David Graeber er antropolog, aktivist og forfatter.

© Guardian og Information.

Oversat af Nina Trige Andersen

http://www.information.dk/493736

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s