Bevægede majdage Chicago 1886 til Nakskov 1931

Af CARL HEINRICH PETERSENhttps://i1.wp.com/libsoc.dk/wp-content/uploads/2011/06/07chp.jpg
– udgivet først i Information 1.5.1980

se videre: Anarkisme og syndikalisme
se videre: FS (20erne)
se videre: Haymarket-tragedie og 1. Maj

se videre: Arbejdskritik
se videre: Petersen, Carl Heinrich

1. MAJ som arbejderklassens internationale demonstrationsdag sin oprindelse i USA, og den internationale socialistkongres i Paris i juli 1889 besluttede at opfordre verdens arbejdere til at understrege kravet om 8-timers arbejdsdag med arbejdsnedlæggelse og demonstrationer den 1. maj 1890, så var det i høj grad en følge af, at en amerikansk fagforeningskongres i december 1888 havde vedtaget at proklamere almindelig arbejdsnedlæggelse for kravet om arbejdsdagens forkortelse til 8 timer netop fra den dag af.

Den 1. maj 1890 gik det hårdt til mange steder i verden, og i sin nu netop 90-årige historie har 1. maj fået adskillige martyrer i form af dræbte og sårede demonstranter i mange lande. Her til lands er heldigvis ingen blevet dræbt ved 1. maj-demonstrationer, og der er heller aldrig blevet nogen alvorligt sårede derved, men vi har dog haft enkelte bevægede majdage (og altid som følge af politiovergreb), og dem vil jeg fortælle om i det meste af denne artikel — men først vil jeg kort berette om den internationale demonstrationsdags oprindelse i USA.

Chicago-anarkisterne — 1. majs og arbejdstidsforkortelsens pionerer og martyrer.
PÅ EN KONGRES i 1884 vedtager »Federationen af fagforeninger i USA og Canada« at forlange 8-timers arbejdsdag fra 1. maj 1886 og gennemføre en generalstrejke fra denne dato for kravets opfyldelse. Samtidigt vedtager kongressen en opfordring til alle fagforeninger om at sætte al kraft ind for gennemførelse af dette krav. En vældig kampstemning griber den amerikanske arbejderklasse efter denne kongres, og bølge omfattende næsten ½ million arbejdere i alt over landet. Resultatet bliver både lønforhøjelser og kortere arbejdstid, men også enkelte nederlag. Alligevel har en del arbejdere allerede opnået 8-timersdagen forud for 1. maj 1886, hvor nye arbejdermasser nedlagde arbejdet over hele USA, og mange af dem vandt med ét slag 8-timers dagen.
I Chicago voksede strejkebevægelsen så meget de næste par dage, at kun en storvirksomhed fortsat var i gang den 3. maj nemlig Mc Cormicks maskinfabrik, som blev drevet med skruebrækkere under beskyttelse af det berygtede Pinkerton korps, som havde 300 svært bevæbnede voldsmænd sat ind på den opgave. Det var an gammel konflikt fra om vinteren, og der havde været adskillige sammenstød mellem arbejderne og Pinkerton-folkene + skruebrækkerne.

Den 3. maj fandt der et stort arbejdermøde sted i fri luft nær Mc Cormicks fabrik, og ved fyraftenstid kom det til slagsmål mellem skruebrækkerne derfra og en gruppe mødedeltagere. Politiet blev tilkaldt, skød 6 arbejdere ned og sårede mange. En fremtrædende lokal anarkist, Spies, der havde været taler på mødet, var øjenvidne til denne massakre og blev grebet af et frygteligt raseri, så han gik hjem og skrev et kraftigt opråb med overskriften. »HÆVN!« til dagbladet »Arbeiter-Zeitung«, som han var redaktør for. (Der var dengang et stort antal tyskere i USA, delvis som følge af Socialistlovene, og mange af de tyskere var aktive i USAs arbejderbevægelse). I Chicago var der en betydelig anarkistorganisation med 3000 medlemmer, som var meget aktive i bevægelsen for 8-timersdagen, og som havde stor indflydelse i byens arbejderklasse og fagforeninger.

Haymarket den 4. maj 1886
DAGEN EFTER den nævnte massakre, altså den 4. maj fandt der om aftenen et protestmøde sted mod arbejdermordene, men for 8-timersdagen. Talerne var de tre anarkister Spies, Fielden og Parsons, mødestedet Haymarket, et torv i Chicago. Det overværedes af byens borgmester, og han betegnede det som et fredeligt møde, hvorfor han da også forlod mødet ca. 10 minutter før, det skulle slutte, og bad politikaptajn Bonfield om at trække sine politistyrker hjem.

Næppe var borgmesteren dog gået, før 170 politifolk marcherede ind på pladsen, og den ledende politiofficer Ward gav forsamlingen ordre til at skilles øjeblikkelig.

— Så skete det, lige efter at Ward havde givet politifolkene en ordre. Fra en sidegade kastedes en bombe ned mellem politifolkene og dræbte en af dem. Politiet gav straks ild mod mængden, der flygtede til alle sider, og en tilstedeværende detektiv søgte med en revolver at myrde August Spies, men dennes bror greb efter revolveren, såredes af den, og reddede derved August Spies i denne omgang. Enkelte arbejdere besvarede ilden, men i forvirringen, som bomben afstedkom, blev flere politifolk ramt af deres kammeraters kugler. Resultatet: 7 dræbte politifolk og ca. 60 sårede, 4 dræbte arbejdere og ca. 50 sårede. Dagen efter blev anarkistførerne i Chicago arresteret på nær Parsons, som først blev arresteret ved sagens begyndelse, da han mødte i retten med sin sagfører. En mægtig ophidselse greb hele det borgerlige Amerika, og en pressehetz satte ind mod al slags arbejderbevægelse, i utallige artikler krævedes dødsstraf mod de anklagede.

Klart justitsmord
HVEM DER kastede bomben, er aldrig blevet opklaret, men det blev bevist, det ikke var nogen af de anklagede. De fleste af dem var langt væk fra mødepladsen, da bomben faldt, og de øvrige stod på en vogn, hvorfra de talte, synlige for alle tilstedeværende. Men så blev de i stedet for anklaget og dømt for »ophidsende agitation«. Nu var den tids anarkistiske og socialistiske agitation ofte »ophidsende«, og folk, der oplevede, at deres kammerater blev plaffet ned, blev ganske naturligt ophidsede deraf — og det forekom ofte – men det kvalificerede dem dog ikke til at blive hængt: Alligevel dømtes de fleste af dem til det, og den 11. november 1887 besteg Spies, Parsons, Engel og Fischer skafottet. Da de stod med rebet om halsen, sagde Spies med høj røst: »De tider vil komme, da vor tavshed i graven vil være mægtigere end vore stemmer, som i nu kvælder«. Fischer og Engel råbte: »Leve anarkiet!« Og Fischer tilføjede: »Dette er den lykkeligste dag i mit liv!« Parsons sidste ord var: »Lad folkets røst blive hørt!« To dage efter fulgte 150.000 arbejdere de myrdede kammerater til graven. Politiet havde forbudt røde faner og revolutionære sange i sørgetoget, men arbejderne satte sig ud over disse forbud, og politiet vovede ikke at gribe ind mod dette masseopbud. Det var ingen religiøs begravelse, og de dømte havde selv nægtet at modtage præster i fængslet før henrettelsen.

Ved graven talte bl.a. de henrettedes sagfører, som fastslog, at de var hæderlige mænd, der var faldet som offer for et gement justitsmord. Dette blev da også eftertidens dom. — I 1893 valgtes den bor-gerligt-liberale Altgeld til staten Illinois’ guvernør på et program, der bl.a. indbefattede, at han ville gennemlæse alle papirerne angående retssagen mod de dømte anarkister. Men han føjede til, at han kun ville løslade de stadigt fængslede Schwab, Fielden og Neebe, hvis det af papirerne uomtvisteligt fremgik, at domstolen havde taget fejl.

Det gjorde det. Efter at have sat sig ind i sagen udsendte Altgeld en erklæring med en helt tilintetgørende kritik af domstolens sammensætning, hele processen og dommen, fastslog, at der var begået en uhørt uret mod alle de dømte og løslod de tre overlevende Chicago-anarkister.

Den første danske majdag
I KØBENHAVN forbød politiet processioner i gaderne den 1. maj 1890, og det bøjede Socialdemokratiet og fagforeningerne sig for, idet de bare lavede optog og møde på Fælleden — men der blev alligevel en lille maj demonstration i københavnske gader det år. Få måneder før 1. maj var der nemlig blevet oprettet et lille revolutionært-socialistisk arbejderparti i Danmark, efter at en gruppe revolutionære marxister med Gerson Trier og Nicolaj Petersen i spidsen var blevet smidt ud af Socialdemokratiet i november 1889 for deres kritik af partiledelsen, og dette nye parti, som højst talte nogle få hundrede medlemmer og i øvrigt gik i opløsning i løbet af ca. 3 år, organiserede en lille gadedemonstration. Ifølge deres eget referat talte den kun 300 mennesker, som samlet marcherede igennem nogle gader i den indre by og på Nørrebro, men skønt de herunder holdt sig til fortovene, blev 5 af lederne alligevel senere idømt 40 kr. i bøde hver — og 40 kr. svarede dengang til ca. 2 ugers gennemsnitsløn for en mandlig arbejder. — På den måde fik majdagen sine første martyrer i Danmark — i beskedent dansk format. Men senere flød blodet enkelte gange.

Politioverfald under første verdenskrig
DER HAR ALDRIG været ret mange revolutionære i Danmark, men de første landsomfattende socialistiske ungdomsforbund blev udklækningssteder for en forholdsvis stor del af de danske revolutionære i de første årtier af vort århundrede, især i København. Under første verdenskrig blev stemningen i de socialdemokratiske ungdomsforeninger stadigt mere radikal og oppositionel i forhold til partiet, som de unge med megen ret kritiserede for at have svigtet principperne og idealerne, f.eks. i forhold til kongemagten og militarismen.

Dét var således meget betegnende for holdningen i Socialdemokratisk Ungdoms-Forbund (SUF) dengang, at dette forbund i sin del af den af Fællesorganisationen arrangerede majdemonstration i de københavnske gader i 1915 medbragte en stander med påskriften »Knæk sablen, bryd kronen, styrt kirken«, og det gav anledning til politiindhug i processionen — men politioverfaldene begyndte egentlig allerede 1. maj 1914. Det år havde den socialdemokratiske ungdom i sin del af optoget et banner med disse ord: »Ned med kongedømmet! Leve republik!«, og det huggede politiet ved en voldsom masen ind i toget, og da de unge så rejste et nyt banner med påskriften »Politiet har taget vort banner«, så huggede politiet på ny ind og anholdt yderligere de to bannerbærere.

Et par dage efter samlede et protestmøde mod disse overgreb stor tilslutning, og den gamle socialdemokratiske redaktør og folketingsmand Emil Wiinblad udtalte her bl.a.: »Det varmede mig i hjertet, da jeg så de unge mænd… Gudskelov, tænkte jeg, de lever endnu de unge — og de uniformerede idioter. Der er endnu kamp mellem ungdommen og det gamle samfunds vogtere.«

I 1915 huggede politiet også ind to gange i SUFs del af den københavnske 1. maj demonstration, fordi de i kampens hede i første omgang fik fat i et for dem forkert banner med krav om 21-års valgret. Først ved det andet indhug erobrede de standeren med »Knæk sablen, bryd kronen, styrt kirken!« — og det år protesterede selve Stauning fra talerstolen i Fælledparken mod politiets overfald.

1. maj 1917 kom det for tredje og sidste gang til kamp med politiet, som igen var ude efter banneret med den gode tekst om »Knæk sablen« o.s.v., og ved politiets to drabelige indhug det år gik det særligt hårdt til, og bl.a. blev Hjarne Borgbjerg (søn af den da meget kendte socialdemokratiske leder og chefredaktør Borgbjerg) ret hårdt medtaget ved de af politiet startede slagsmål. Politiet foretog også nogle anholdelser, men da en ophidset menneskemængde protesterede herimod foran Fælledvejens politistation, blev det meddelt, at de anholdte var løsladt.

1. maj 1918 var »Knæk sablen« o.s.v. med igen, og skønt politidirektøren havde indskærpet, at et sådant banner ikke måtte bæres, så lod politiet det være i fred. Derimod blev der bagefter rejst sag mod tre af arrangørerne af SUFs del af demonstrationen, endda i henhold til den såkaldte oprørsparagraf, der kunne medføre tugthus på livstid og mindst 3 år. Trods det blev de anklagede pure frifundet, både i Kriminalretten og ved Højesteret, og ved demonstrationen i 1919 blev lovligheden af det herlige banner da også specielt fremhævet ved et særligt banner. — Så det endte jo godt, men vi mangler jo stadigt at få de tre gode paroler realiseret!

To politioverfald og deres følger i Nakskov i 1931.
DE MEST dramatiske begivenheder i forbindelse med 1. maj i Danmark fandt sted i Nakskov 1. og 2. maj 1931, og de sluttede med en række ret hårde fængselsstraffe til nogle af de overfaldne arbejdere o.a. ved Højesteret i oktober det år. Men det begyndte egentlig med, at en stor demonstration af arbejdsløse til byrådsmødet den 2.2.31 fik udvirket, at byrådet til sidst bevilgede 20.000 kr. til Hjælpekassen, hvad demonstranterne betragtede som en stor sejr — og hvad byrådet ved sit næste møde annullerede med den motivering, at man havde bevilget de penge under tvang.

Det næste og afgørende skridt bestod i, at byens politimester den 30. april forbød den 1. majdemonstration, som by han den skyldige i Nakskovurolighederne, så det var ham, der skulle have været i spjældet for dem, hvis nogen skulle straffes derfor!

Om eftermiddagen den 1. maj 1931 samledes ifølge en lokal avis 500-600 mennesker på torvet i Nakskov, og da nogle af dem så begyndte at gå i optog med faner og bannere, blev de næsten omgående overfaldet af den lokale politistyrke, og ikke kun demonstranter, men nysgerrige tilskuere og tilfældige trafikanter blev tævet og skubbet og skældt ud af de brutale betjente. Mellem ofrene for dette politioverfald var — traditionen tro — også både kvinder og børn, og det udløste helt naturligt en voldsom harme i store dele af byens befolkning. Det førte til et stort protestmøde med antageligt ca. 2000 deltagere tidligt om aftenen den 2. maj i Inderfjordsanlægget på initiativ af Emil Koch, der både var formand for Arbejdsmændenes Fagforening og socialdemokratisk byrådsmedlem. Politimesteren ville igen nedlægge forbud, også mod det møde, men det blev forhindret af to af byens socialdemokratiske spidser, nemlig borgmesteren og et andet byrådsmedlem, der var formand for kommunens udvalg for parker og anlæg. Det endte med det kompromis, at protestmødet blev tilladt, mod at Emil Koch lovede, at der ikke blev lavet gadedemonstration efter mødet.

Koch var første taler på dette friluftsmøde, og han begyndte med at fremhæve, at han havde lovet politimesteren, at der ikke fandt nogen demonstration sted. Koch kritiserede så kraftigt politiets optræden dagen før og krævede undersøgelse og eventuelt afskedigelse af politimesteren. Den næste officielle taler var næstformanden for Arbejdsmændenes Fagforening Jacob Jacobsen, der også gav sin harme frit løb, mens en tredje taler fra DKPs ledelse i København mere snakkede om verdenssituationen og politik i almindelighed.

Efter disse tre officielle talere fik en beruset skibsværftsarbejder (Victor) ordet, og han slog til lyd for, at man ikke skulle nøjes med snak, men trodse demonstrationsforbudet, hvad der hilstes med klapsalver — med det resultat, at Jacob Jacobsen nu optog ideen om demonstration gennem byen og tilbød at gå i spidsen. Koch sprang nu op på talerstolen og talte med stor kraft imod demonstrationen og opfordrede folk til at gå roligt hjem, hvad langt de fleste af dem også gjorde. Alligevel blev Koch ved både Landsretten og Højesteret dømt som en anstifter af den demonstration, han talte så kraftigt imod!

Kun en 200-300 mand deltog i demonstrationen og da de nærmede sig politistationen blev de selvfølgeligt mødt af den lokale politistyrke, som i første omgang sejrede stort og i øvrigt optrådte endnu mere brutalt end dagen før. Men ved den nærliggende havn fandt demonstranterne masser af sten, efterladt på kajen af stenfiskerne, og med de sten som kasteskyts forsvarede de som søgte tilflugt i politistationen, hvor de barrikaderede sig. Efter politimesterens ordre affyrede en politimand med en revolver varselsskud over hovedet på demonstranterne, der til gengæld knuste 85 vinduesruder, 6 dørruder og 4 lygteruder i politistationen. Også de telefonisk tilkaldte politiforstærkninger fra Nykøbing Falster blev besejret og spærret inde ved demonstranternes stenkast, og da der nåede en militærstyrke fra Vordingborg frem midt på natten var demonstranterne gået hjem og i seng.

Næste dag satte massedemonstrationer ind, 16 »urostiftere« fik pengebøder, og 9 såkaldte hovedmænd fik fra 4 måneder til 2 års fængsel. Sådan endte de mest bevægede majdage i Danmark.

Var de stalinister?
EN OG ANDEN vil måske nu sige til mig: Var disse Nakskov-arbejdere, som du så klart tager parti “for, nu ikke stalinister, og dermed snarere hjemfalden til kritik? — Hertil vil jeg nu først sige, at selv hvis de var 100 pet. stalinister dengang, så ville jeg have forsvaret deres ret til demonstration og fordømt politiets, især politimesterens, samt domstolenes behandling af dem — men for øvrigt var de meget lidt stalinister og kendte næppe det begreb. For dem som for næsten alle dengang (og langt senere), så var DKP et radikalt og revolutionært arbejderparti, og det var først i løbet af begivenhederne i Nakskov i 31, at byen overhovedet fik en DKP-afdeling, som ikke nåede at blive konsolideret, før den i stor udstrækning blev ødelagt ved DKP-Iedelsens eksklusion af afdelingens åndelige leder Agermose, for øvrigt en klart stalinistisk handling.

Ser man på de rent økonomiske krav, der blev stillet til byrådet den 2.2.31, og på kampen for demonstrationsretten den 1. og 2. maj samme år, så er der intet specielt stalinistisk ved det, snarere det modsatte. »Nakskovsagen« drejede sig altså om disse helt elementære krav og rettigheder, og det var fattige og almindelige arbejdere, som kæmpede herfor — uden kendskab til storpolitik, ismer og stalinistisk bureaukrati, så det er helt misvisende at ville hænge dem op på noget af det, for det lå altså helt uden for deres forestillingsverden.

 

Advertisements

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s