1. Maj 2014: VELSTAND TIL ALLE! – ikke velfærd som en måde at manipulere lønmodtager på

PDF udgave af teksten
se videre: Sorte Fane – agit/prop

De liberale tænkere i 1700-tallet opfattede det demokratiske styre meget anderledes, end den måde som vi forstår det i dag. Rousseaus, Jeffersons eller Humbolts liberale tanker er udtryk for idealer, som aldrig kan realiseres eller fungere i praksis, fordi det kræver et stærkt, meget autonomt og lokalt forankret demokrati, som i sin form minder mere om antiautoritær fristeder, konsensusdemokrati eller direkte demokrati end det minder om det parlamentariske demokrati, som er den mest almindelige demokratiform i dag.

De liberale filosofer undervurderer hvor meget magt korrumperer, og at en stat har derfor sit helt eget liv. Den er ikke neutral i forhold til borgerne. Den politiske elite har sin helt egen interesse i forhold til befolkningen og en magt, der adskiller sig grundlæggende fra den økonomiske magt og som er meget mere omfattende. Politikerne er som folkets repræsentanter i praksis ikke bare med til at formulere, men også til at styre tilfredsstillelsen af borgernes behov. Indførelsen af den privatsfære, som var et stort fremskridt i forhold til enevældens ret til at blande sig i det enkelte menneskes liv, betød kun at friheden gjaldt for den enkelte som individ og i forhold til sin familie og ikke i forhold til andre og interesser som f.eks. ejendom, penge osv. Relationen til andre mennesker udover dem man finder privat imellem mennesker er i samfundshenseende at betragte som offentlige. I princippet kan det offentlige være alt. Det forklarer de totalitære træk ved stater, som at de f.eks. skal blande sig i alt.

I Praksis ser man at den sultne ikke kan gå til bageren og kræve brød, den arbejdsløse kan ikke kræve arbejde af arbejdsgiveren, den syge kan ikke uden videre tage til hospitalet for at få behandling. Disse individer skal først gå til staten og bede om hjælp eller lov til at få del i nogle resurser for at kunne hjælpe sig selv. De der har brug for nogle ting, kan ikke bare tage dem, fordi der er love om ejendomsret, og når man bryder loven kan man risikere at ryge i fængsel, og dertil følger også den sociale udstødelse, som et fængselsophold kan resultere i. Den private frihed er der i princippet intet galt med, problemet er, at individer og grupper ikke direkte kan drage spekulanten, erhvervslivet, bageren, lægerne, osv. til ansvar, fordi regeringen via lovene modarbejder dette. Det betyder, at man ikke direkte kan drage dem, der tjener penge på andres lidelse til ansvar. Det betyder også, at man ikke selv må tage ansvar og besætte et hus, tage jord, tage medicin, osv. og derigennem få magten over sit eget liv tilbage.

De liberale tænkere i 1700-tallet opfattede det demokratiske styre meget anderledes, end den måde som vi forstår det i dag. Rousseaus, Jeffersons eller Humbolts liberale tanker er udtryk for idealer, som aldrig kan realiseres eller fungere i praksis, fordi det kræver et stærkt, meget autonomt og lokalt forankret demokrati, som i sin form minder mere om antiautoritær fristeder, konsensusdemokrati eller direkte demokrati end det minder om det parlamentariske demokrati, som er den mest almindelige demokratiform i dag.

De liberale filosofer undervurderer hvor meget magt korrumperer, og at en stat har derfor sit helt eget liv. Den er ikke neutral i forhold til borgerne. Den politiske elite har sin helt egen interesse i forhold til befolkningen og en magt, der adskiller sig grundlæggende fra den økonomiske magt og som er meget mere omfattende. Politikerne er som folkets repræsentanter i praksis ikke bare med til at formulere, men også til at styre tilfredsstillelsen af borgernes behov. Indførelsen af den privatsfære, som var et stort fremskridt i forhold til enevældens ret til at blande sig i det enkelte menneskes liv, betød kun at friheden gjaldt for den enkelte som individ og i forhold til sin familie og ikke i forhold til andre og interesser som f.eks. ejendom, penge osv. Relationen til andre mennesker udover dem man finder privat imellem mennesker er i samfundshenseende at betragte som offentlige. I princippet kan det offentlige være alt. Det forklarer de totalitære træk ved stater, som at de f.eks. skal blande sig i alt.

I Praksis ser man at den sultne ikke kan gå til bageren og kræve brød, den arbejdsløse kan ikke kræve arbejde af arbejdsgiveren, den syge kan ikke uden videre tage til hospitalet for at få behandling. Disse individer skal først gå til staten og bede om hjælp eller lov til at få del i nogle resurser for at kunne hjælpe sig selv. De der har brug for nogle ting, kan ikke bare tage dem, fordi der er love om ejendomsret, og når man bryder loven kan man risikere at ryge i fængsel, og dertil følger også den sociale udstødelse, som et fængselsophold kan resultere i. Den private frihed er der i princippet intet galt med, problemet er, at individer og grupper ikke direkte kan drage spekulanten, erhvervslivet, bageren, lægerne, osv. til ansvar, fordi regeringen via lovene modarbejder dette. Det betyder, at man ikke direkte kan drage dem, der tjener penge på andres lidelse til ansvar. Det betyder også, at man ikke selv må tage ansvar og besætte et hus, tage jord, tage medicin, osv. og derigennem få magten over sit eget liv tilbage.

Det betyder i praksis, at i et overflodssamfund, som det vi kender i dag, hvor der er rigeligt med mad, boliger, læger, sygehuse, osv. at der alligevel ikke er nok til alle, fordi disse ting og ydelser er noget, der kun findes, i forretningsøjemed. Behov er et middel til et mål og ikke et mål i sig selv. Alle regeringer har en interesse i, at denne situation bliver ved, for så længe ydelser/varer er en forretning, og man ikke må ansvarliggøre andre for deres handlinger, som f.eks. måden, hvorpå de bruger deres resurser, skal man gå til statslige institutioner for at tigge om hjælp. Det er nødvendigt selvom staten allerede har taget disse resurser i form af skat og moms fra de mennesker, der beder om hjælpen. En regering har ingen interesse i at stoppe folks afhængighed af den. Den har ingen interesse i at folk bliver selvstyrende og selvforsørgende i direkte demokratiske fællesskaber. Den poliske elite er en koordinerende klasse, der lever godt af, at alt altid kan købes og sælges, og at langt de fleste mennesker er lønmodtagere og derfor ikke kan klare sig uden hjælp fra staten, fordi de kun har deres arbejdskraft at sælge, hvorved de får råd til mad, el, bil, hus og lidt bekvemmelighed i hverdagen. Når de mister deres job, mister de deres eksistensgrundlag.

Erhvervslivet har en interesse i en velfærdsstat, fordi denne disciplinerer lønmodtagerne, f.eks. ved at staten skaber institutioner, der gør et marked muligt på alle områder, der er vigtige i hverdagslivet såsom skoler, hospitaler osv.

Udover det gør velfærdsmodellen flere og flere områder af hverdagslivet tilgængeligt for erhvervslivet. Disciplinen dækker også over, at lønmodtagerne accepterer, at de bærer alle omkostninger for de ødelæggelser erhvervslivet begår mod menneskene og naturen i form af forurening, sygdom, nedslidning osv. Lønmodtagerne bærer omkostningerne som skatteydere eller gennem private forsikringer. Lønmodtagerne tjener som regel kun lige nok til at have råd til bil, hus, bil og lidt luksus, men kan ofte ikke skabe tilstrækkeligt med opsparing til at blive uafhængige. Mister de arbejdsevnen mister de også muligheden for at forsørge sig selv. Den politiske og økonomiske elite har en interesse i at det forbliver sådan.

Velfærdssystemet findes, fordi dette er en forretning, og det parlamentariske demokrati er et forum, hvor denne forretning foregår. Folkets stedfortrædere forhandler på folkets vegne om hvilke sociale rettigheder de må få. Velfærd betyder, at eliten bestemmer, hvem der fortjener solidaritet. Vi har resurser nok til at skabe velstand for alle! Velfærd findes, fordi den økonomiske og politiske elite akkumulerer status, penge og magt, og fordeler brødkrummer (de selv har betalt for) til dem, der er taberne i dette spil. Det er lykkedes for dem at blive opfattet som godhjertede, retfærdige og nødvendige, selvom de som forvaltere af knapheden er de privilegerede. VELSTAND FOR ALLE er muligt, når man afskaffer regeringer og samfundsklasser. Sådan et samfund kaldes ANARKI!

Det betyder i praksis, at i et overflodssamfund, som det vi kender i dag, hvor der er rigeligt med mad, boliger, læger, sygehuse, osv. at der alligevel ikke er nok til alle, fordi disse ting og ydelser er noget, der kun findes, i forretningsøjemed. Behov er et middel til et mål og ikke et mål i sig selv. Alle regeringer har en interesse i, at denne situation bliver ved, for så længe ydelser/varer er en forretning, og man ikke må ansvarliggøre andre for deres handlinger, som f.eks. måden, hvorpå de bruger deres resurser, skal man gå til statslige institutioner for at tigge om hjælp. Det er nødvendigt selvom staten allerede har taget disse resurser i form af skat og moms fra de mennesker, der beder om hjælpen. En regering har ingen interesse i at stoppe folks afhængighed af den. Den har ingen interesse i at folk bliver selvstyrende og selvforsørgende i direkte demokratiske fællesskaber. Den poliske elite er en koordinerende klasse, der lever godt af, at alt altid kan købes og sælges, og at langt de fleste mennesker er lønmodtagere og derfor ikke kan klare sig uden hjælp fra staten, fordi de kun har deres arbejdskraft at sælge, hvorved de får råd til mad, el, bil, hus og lidt bekvemmelighed i hverdagen. Når de mister deres job, mister de deres eksistensgrundlag.

Erhvervslivet har en interesse i en velfærdsstat, fordi denne disciplinerer lønmodtagerne, f.eks. ved at staten skaber institutioner, der gør et marked muligt på alle områder, der er vigtige i hverdagslivet såsom skoler, hospitaler osv.

Udover det gør velfærdsmodellen flere og flere områder af hverdagslivet tilgængeligt for erhvervslivet. Disciplinen dækker også over, at lønmodtagerne accepterer, at de bærer alle omkostninger for de ødelæggelser erhvervslivet begår mod menneskene og naturen i form af forurening, sygdom, nedslidning osv. Lønmodtagerne bærer omkostningerne som skatteydere eller gennem private forsikringer. Lønmodtagerne tjener som regel kun lige nok til at have råd til bil, hus, bil og lidt luksus, men kan ofte ikke skabe tilstrækkeligt med opsparing til at blive uafhængige. Mister de arbejdsevnen mister de også muligheden for at forsørge sig selv. Den politiske og økonomiske elite har en interesse i at det forbliver sådan.

Velfærdssystemet findes, fordi dette er en forretning, og det parlamentariske demokrati er et forum, hvor denne forretning foregår. Folkets stedfortrædere forhandler på folkets vegne om hvilke sociale rettigheder de må få. Velfærd betyder, at eliten bestemmer, hvem der fortjener solidaritet. Vi har resurser nok til at skabe velstand for alle! Velfærd findes, fordi den økonomiske og politiske elite akkumulerer status, penge og magt, og fordeler brødkrummer (de selv har betalt for) til dem, der er taberne i dette spil. Det er lykkedes for dem at blive opfattet som godhjertede, retfærdige og nødvendige, selvom de som forvaltere af knapheden er de privilegerede. VELSTAND FOR ALLE er muligt, når man afskaffer regeringer og samfundsklasser. Sådan et samfund kaldes ANARKI!

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s