Hvorfor afholder man 1. Maj?

haymarket-1.majHISTORIEN OM HAYMARKET-ANARKISTERNE OG KAMPEN OM OTTETIMERSARBEJDSDAGEN I USA

se videre: Haymarket-tragedie og 1. Maj
se videre: Arbejdskritik

Haymarket er en plads i byen Chicago. Den 4. maj 1886 kl. 22 sprang en bombe på pladsen medens politibetjente var i gang med at opløse en demonstration af arbejdere samme sted.

Én betjent døde og yderligere seks personer blev alvorligt lemlæstede og døde efterfølgende af deres sår. Efter bombens eksplosion skød politiet vilkårligt ind i demonstrationen. Der døde minimum fire demonstranter i forbindelse med dette skyderi.

Det var ikke de første, der blev dræbt af politiet i de urolige uger, der lå op til denne begivenhed. Dagen før skød betjente to strejkende arbejdere.

I den efterfølgende retssag fandt mig ikke frem til hvem der havde kastet bomben. Det fandt man faktisk aldrig ud af.
Denne blodige ugerning rystede USA og bragte alle de sociale modsætninger som den økonomiske udvikling havde fremkaldt op til overfladen, den amerikanske borgerkrig (1861-1865) og senere kulminerede i årene for Den store depression (1873-1896), som varede frem til omkring 1900.

I slutningen af den amerikanske borgerkrig oprettedes kæmpestore slagtegårde i Chicago, som følge af at den amerikanske borgerkrig havde fremmet den industrielle produktion og fødevaredistribution voldsomt. Denne ”uventede” blodige og grusomme krig bliv derfor også anset som den første moderne krig, fordi nordstaterne vandt krigen på grund af at de havde større industrielle resurser. Dele af overklassen blev millionærer på grund af krigen, men selvom disse senere påstod, at dette var et resultat af frihed og individuel dygtighed, så skyldtes det i høj grad krigens beskyttelsestold, de på kredit finansierede statslige ordrer og andre former for statslig subventioner. Dette økonomiske opsving skabte en masse elendighed iblandt arbejderne i USA, som var værre end konsekvenserne af den tilsvarende udvikling i England. I løbet af borgerkrigen skete der en markant stigning i efterspørgselen på levnedsmidler og metalbearbejdede produkter. Maskinindustrien producerede stof, tøj og sko osv. og det fortrængte mange håndværkserhverv for altid. En hurtig industrialisering, urbanisering og indvandring fulgte med krigen i USA. Fra 1873 til 1897 fulgte den store depression med en krise som ramte såvel landbruget som industrien i Mellemeuropa og Nordamerika. Det var den første økonomiske krise der ramte landene på begge sider af Atlanten. I løbet af krigen voksede den industrielle produktion tifold, kapitalinvesteringerne blev femdoblet medens antallet af virksomheder faldt med en femtedel.

I slutningen af det 19. århundrede boede en tredjedel af USA’s indbyggere i byerne, hvoraf en del voksede hæmningsløst – Chicago udgjorde hjertet i denne udvikling.

Indvandring og foragtens hierarki.
Chicagos jernbane var sammen med bosætter/nybygger fremstødet mod vest udgangspunktet for den endegyldige fordrivelse af den oprindelige befolkning (indianerne). Det var på den tid de forretningsdrivende blev velhavende og styrede slagtergårdene, savværkerne osv. og begyndte at kalde sig: ”native-born Americans” – dvs. de indfødte. De mente også at storbyen Chicago var: ”en by af udlændinge med højst en femtedel amerikanere, og her levede flere tyskere, end angelsaksere og folk fra Bøhmen end i en hvilken som helst anden by undtagen Prag.”(Northwestern Christian Advocate). Statistikken forholdt sig helt anderledes, når man tog hensyn til fødestedet og ikke af hvem nogen var beslægtet med. Faktum var at 60 % af indbyggerne var født i landet, og det betød at de fleste var ”andengenerationsindvandrere”. Absurditeten af disse kunstige grænser i mellem ”amerikaner” og de ”fremmede” – de såkaldte ”aliens” og ”etnics” – flyttede sig hele tiden, og jo mere den flyttede sig jo mere konkret blev foragten i mellem de forskellige ”etniske” grupper. Religiøse, sproglige og kulturelle forskelle blev understreget for at afgrænse sig fra en anden etnisk gruppe. For industrien havde indvandringen til gengæld nogle fordele, fordi mottoet var at: ”åbne porten for enhver der gerne vil ind, indtil der er så mange indvandrere at lønningerne er blevet så lave, at ingen gider at følge efter. ” Men næppe var indvandrerne kommet ind i landet, før de mødtes med en bølge af had og foragt. Mindretallet af disse ”native-borns” styrede ”white-colour” jobbene og håndværksfagene, mens immigranterne var den billige og ufaglærte arbejdskraft i fabrikkerne. Irerne fik ofte den samme behandling i England, når de søgte efter arbejde, de fik svaret ”irere er uønskede”.

Det var muligt at observere en ”foragtens hierarki”: Efterkommerne af de engelske bosættere opfattede irerne og tyskerne som drankere, mens irerne betragtede de protestantiske tyskere og skandinavere for usædelige, mens de alle sammen slog ned på syd- og østeuropæere. Nederst i hierarkiet var de ”befriede” efterkommere af de sorte slaver og de oprindelige folkeslag (indianerne).

Chicagos bybillede
Efter en stor brand i 1871 forandredes byen radikalt. Fattige såvel som rige, amerikanere og immigranter flyttede ind i deres egne kvarterer. De fattige blev presset ud af de massive boligblokke, der lå i centrum, hvor de første skyskrabere i stedet blev bygget. Den slags byggeri blev hyldet som udtryk for ”demokrati”, samtidigt med at de sociale realiteter mere og mere fjernede sig fra idealet om det selvsamme demokrati. I Kvartererne, der lå omkring den rige midtby, blev der bygget høje etageejendomme uden vand og sanitære forhold. Lejlighederne var håbløst overfyldte med mennesker. Tilsvarende dårlige hygiejne forhold kunne man også finde i Københavns fattige arbejderkvarterer i samtiden.

I Byens forstæder opstod der selvbyggede hytter som udgjorde byens værste slumkvarterer. Jo større afstand fra byens centrum jo værre var hygiejne forholdene og fattigdommen. For at forbedre familiens indkomst påtog kvinder og børn sig arbejde fra fabrikkerne på værksteder i baggårdene.

På grund af den manglende kommunale støtte, skabtes humanitære institutioner i lokalsamfundene som f.eks. kirke-, skole- og sportsforeninger, som også afspejlede på byens saloner og i det øvrige bybillede. Livet i lokalsamfundene blev diskuteret på de forskellige modersmål i byens mange aviser.

Magthaverne i byen ignorerede elendigheden, idet de anså årsagerne til de fatale bolig- og ernæringsforhold som et led i ”indvandrernes kultur” og de betragtede indvandrerbørnenes skæve rygge og forkrøblede hænder mere som et resultat af forældrenes alkoholisme og prostitution end som en følge af en fattigdomsbetinget dårlig ernæring.

Bevægelsen for ottetimersarbejdsdagen
Blandt de tyske immigranter dannedes frimurerloger, fritænker- og fagforeninger, samt velgørenhedsinstitutioner, og det viste sig også snart, at de udgjorde de eneste social- og sundhedssikrings institutioner, der fandtes. I det tysksprogede lokalsamfund stod de socialistiske strømninger stærkt. Mange som flygtede fra Tyskland til USA, kom på grund af at en revolution var blevet slået ned i 1848. Det betød, at der allerede var en del politiske flygtninge iblandt de mange, der flyttede væk fra 1880’ernes økonomiske krise. Senere kom der også en hel del socialister, der flygtede fra socialistloven af 1878, som forbød alle socialistiske og socialdemokratiske organisationer og deres aktiviteter i Tyskland uden for Rigsdagen og delstaternes Landdage.

I tiden efter den Amerikanske borgerkrig stillede lønmodtagerne krav om ”Otte timers arbejde, otte timers søvn og otte timer til hvad vi vil” som de australske arbejdere allerede havde kørt en kampagne for helt tilbage i 1856.. I kampen for at opnå dette mål udbrød der strejker, og USA’s regering var villig til at bruge våbenmagt imod de strejkende, men inden det kom så vidt, mindede de strejkende, præsidenten Abraham Lincoln, om hans udsagn fra 1860 at: ”Takket være Gud lever vi i et land i hvilket strejker er mulige”.
Strejken var udtryk for, at de mange soldater der var vendt tilbage fra borgerkrigen opfattede præsidentens tale om: ”at efter borgerkrigen vil landet igen blive til en frihedens oase” ordret, og derfor krævede et større udbytte af deres arbejde. Efter den første strejkebølge vedtog kongressen i 1867 en lov om otte timers arbejdsdagen.

Der fulgte dog ingen stadfæstelse af loven, som kunne sikre dens anvendelse i det virkelige liv. Desuden havde loven en masse smuthuller. Regeringen viste sig at være magtesløs overfor de få med ejendom og pengemagt.

Fagforeningen ”National Labor Union” som blev grundlag i kampen for otte timers arbejdsdagen faldt fra hinanden efter nogle få mislykkede strejker og blev igen til etnisk opdelte arbejderorganisationer. Hver for sig oprettedes fagforeninger der repræsenterede faglærte håndværkeres syge- og strejkekasser udelukkende for deres egne medlemmer og prøvede at få små indrømmelser igennem ved selv at forhandle med de lokale arbejdsgivere, mens arbejdsløse og ufaglærte ikke fik nogen støtte fra nogen organisation overhovedet.

Centrum for strejkebevægelsen var Chicago, og efter nogle mislykkede lønforhandlinger påbegyndte jernbanerne strejken. Det førte til at regeringen indsatte nationalgarden, og i den forbindelse blev en arbejder skudt. Den vrede og fortvivlelse der fulgte udløste en lavine af spontane strejker, der bølgede over hele landet. Ikke blot lammedes trafikken på Jernbanerne, men der var også tale om en generalstrejke, som ikke kunne styres af fagbevægelsens ledere. I den borgerlige presse væltede det ud med beskyldninger og fornærmelser rettet imod de strejkende.

Det resulterede i at, de respektive delstater satte nationalgardens tropper ind imod de strejkende, hvad der kostede snesevis af mennesker livet. Men da tropperne nogle gange nægtede at udføre ordrerne, blev der for første gang i USA’s historie anvendt forbundstropper (hvis opgave er at forsvare USA udadtil), imod amerikanske borgere. Til Chicago blev der i alt sendt 2000 soldater (inkl. forbundstropper) imod de strejkende.

Der skete nu det, som de borgerlige kræfter havde frygtet. Statsmagtens brutale fremfærd forenede de forskellige etniske grupper, som: ”normalt trækker en tydelig skillelinje i mellem deres bander” (Chicago Tribun). Den sidste strejke kunne dog ikke gennemtvinge andet end nogle få indrømmelser over for jernbane selskaberne. Arbejdernes manglende organisering var en af årsagerne til at det kom til at gå sådan. Det var på den tid ”Workers Party” skiftede navn til ”Socialist Labor Party (SLP)” som fik et stort tilløb af medlemmer.

Et skuffende demokrati
Den tyske læge Ernst Schmidt var den første kandidat fra SLP som blev Chicagos borgmester. Det lykkedes at opnå et respektabelt resultat på 10.000 stemmer, hvilket svarede til 20 % af stemmerne (kvinder fik først stemmeret i 1920).
Socialisterne erklærede stolt: ”Vi har ikke brug for at kalde til våben og en blodig revolution. Vi har uafhængighedserklæringen og forfatningen …

Men socialisternes begejstring varede ikke ved. Det første valg forblev SLP’ s eneste succes. Det viste sig, snart at partiet kun blev midlertidigt tolereret af Demokraterne for at sikre deres kandidat Carter Harrison borgmesterposten. Efter at denne fik magten fik SLP, hvilket tak for hjælpen, nogle funktionærstillinger til nogle af de ledende medlemmer, som både skadede partiets omdømme udad til i offentligheden og skabte konflikter internt i partiet.

De egentlige beslutninger i byen blev truffet af de såkaldte ”Aldermen”(byrådsmedlemmer), som blev valgt på en relativ uigennemskuelig måde i byrådet. I Chicago fungerede salonerne endvidere som valglokaler, hvilket gav deres ejere en stor indflydelse på politikken og skaffede dem en del poster i byrådet. En almindelig metode til at påvirke valget, var det man kaldte: ”colonization” – dvs. sæsonarbejderne fra land- og skovbruget, der til lejligheden blev kørt til Chicago for at sætte krydset det rigtige sted, for så til gengæld at få betaling, kost og logi.

Kandidaterne hos SLP havde ingen indflydelse på dette og blev ofret i dette politiske spil.

Valgsvindel var ikke ualmindelig: De forenede staters valgsystem viste sig snart at være lige så udemokratisk som de europæiskes monarkiers censur-valgsystem. Som f.eks. det preussiske riges som kun gav dem stemmeret, der kunne påvise at de havde nogle finansielle ressourcer, som f.eks. bevis på at de betalte skat, havde ejendom eller anden form for aktiver. Der gik dog ikke lang tid før SLP mistede al indflydelse i politik og blandt arbejderne. Magthaverne sørgede for at ”gadens parlament” ikke kunne presse dem til noget ved hjælp af deres sikkerhedsstyrker – selvom politiet ikke officielt måtte bære skydevåben, skete det alligevel. Der var også flere paramilitære-forbund, der blev brugt imod strejkende arbejdere.

Det skete f.eks. ved den store jernbanestrejke eller ved stenhuggerstrejken i 1885. Den 2. marts 1886 foretog 300 politibetjente, så en massakre på en forsamling af protesterende lønmodtagere der ellers var ved at løbe væk. Flere af de strejkende blev dræbt. Imod denne rutinemæssige vold fra politiet og de paramilitæres side blev den folkelig modstand stærkere og stærkere fra midten af 1880’erme.

”The Great Upheavel”
I 1881 blev ”The Federation of Organized Trades and Labor Unions of the United States and Canada (FOTLU)” grundlagt. Det første denne fagforening satte i gang var en kampagne for en 8 timers arbejdsdag, som kulminerede i den store strejke 1. Maj 1886. Til forskel fra jernbanestrejken (1877) var der denne gang nogle stærke arbejderorganisationer, der var klar til at tage kampen op. Kampagnen sørgede for at arbejderorganisationer, der ellers var konkurrenter og bekæmpede hinanden nu stod sammen.
Bevægelsen voksede mod alle forventninger til en landsdækkende massebevægelse. Den 1. Maj 1886 strejkede 340.000 arbejdere på i alt 12.000 fabrikker. Alene i Chicago marcherede 45.000 arbejdere fredeligt. Arbejdsgiverne havde ellers allerede dagen forinden forsikret arbejderne om, at de gik med til en 8 timers arbejdsdag. Dette mildest talt beskedne krav var altså nu tæt på at blive realiseret.

Blandt de fagforeninger som fik mange ny medlemmer, var der den relativt nye ”Central Labor Union (CLU)”. Denne fagforening afviste den bestående samfundsorden radikalt og ville afskaffe den ved hjælp af en revolution. Dens medlemmer rekrutteredes først og fremmest fra indvandrermiljøet, og dens erklærede mål var at agitere forskellige faggrupper blandt arbejderne for den sociale revolution. Det drejede sig om håndværkere, faglærte såvel som ufaglærte, mænd og kvinder, på tværs af etniske grænser osv. Fagforeningen tilsluttede sig ”International Working Peoples Association (IWP)” som stiftedes 1881. Den kaldtes også for ”Den Sorte Internationale”. Anarkisterne i Chicago var mere overbevist om dådspropagandaens (brug af vold) fortræffelighed end anarkister var det andet steds i verden i samme periode, på grund af den vold de havde oplevet og den deraf opståede nødvendighed for en stærk organisation for arbejdere.

Inden for immigrantmiljøet lykkedes det de revolutionære at slå rødder og sikre sig meget indflydelse.
Den socialistiske/anarkistiske bevægelse gjorde brug af de mange sociale og kulturelle begivenheder såsom skovture, danse arrangementer, teater- og sangklubber. Folkefester og vandreture var i sig selv ikke radikale, men de blev til gengæld arrangeret af de revolutionære.
Det borgerlige dagblad ”Tribune” skrev: ”l en dunst af Gin, øl, blodrøde faner og endnu rødere næser med revolutionære paroler på deres bannere påbegyndte anarkisterne i går deres skovture og demonstrationer”. På deres løbesedler annoncerede anarkisterne sig selv som ”fröhlicher Verein” (den glade forsamling). Eftersom både arbejdsgiverne og deres lakajer blev mere og mere brutale i deres metoder, begyndte arbejderne at tro på at sprængstof var et legitimt middel. Man håbede på at det kunne udgøre et modsvar til politiets frygtede ”Gatling Gun” (forløber til maskingevær). Dagbladet ”Times” opfordrede til massakre på arbejderne: ”Til våben! Til våben! I dag forventer Chicago af enhver mand, at han gør sin pligt. Vær parate til at slå, stikke, nedskyde og udslette kommunisterne i fællesskab.

Syndebukkene fra 4. maj 1886
Selv uden ”Pinkerton-detektivernes”(1) spionage kunne man have fundet de formodede skyldige for bombeattentatet på Haymarket. Dem der blev gjort til syndebukke var: Albert B. Parsons, Michael Schwab, Samuel Fielden, Oscar Neebe, Adolph Fischer, George Engel, Louis Lingg og August Spies, og de var ikke gået under jorden. De havde ikke gjort noget for at skjule sig, da de var helt uskyldige. De var nu heller ikke ukendte i offentligheden, men derimod velkendte personer i den daværende socialistiske bevægelse.

Alle de tiltalte havde været talere på forskellige møder, ledet demonstrationsoptog, udgivet aviser og var medlemmer af fagforeninger og andre foreninger. Deres eneste forbrydelse som man med sikkerhed kunne påvise var, at de var engagerede arbejdere.

På denne mindeværdige 4. maj var disse mænd allerede overbebyrdede og udmattede af deres ledelsesmæssige engagement i massestrejken, og på grund af deres minder fra massakren på demonstranterne overvejede de at skrive en flyer: ”Arbejdere grib til våben, duk op i massevis”. Den blev dog ikke publiceret. De få eksemplarer der blev trykt røg først i papirkurven, men landede senere i politiets hænder og blev brugt som bevis i retssagen imod dem.

Blandt lytterne til talerne ved demonstrationen den 4. maj var også den regerende borgmester Carter Harrison, som på grund af demonstrationens fredelige karakter opfordrede politichefen Onfield til at fjerne sine betjente fra pladsen.

Da Samuel Fielden begyndte at tale begyndte det også at regne, hvorpå en del af demonstranterne søgte ly i de nærliggende Saloner. Lige før afslutningstalen, løb 2-300 betjente demonstrationen i møde. Fielden råbte ”We are peaceable”(Vi er fredelige). Kort efter eksploderede en bombe.

Af de otte tiltalte var det kun Fielden og Spies, der deltog i demonstrationen på Haymarket. De andre gik hjem for at sove eller for at spille kort. Altså ikke ligefrem en typisk adfærd for kriminelle på flugt.

Repression og retssagen
Dagen efter attentatet herskede der undtagelsestilstand i Chicago. På grund af det almindelige hysteri blev socialisternes røde fane fjernet fra annoncer og plakater. Derefter blev der foretaget utallige arrestationer af personer relateret til anarkistmiljøet, og der blev foretaget ransagelser uden dommerkendelse af arbejderpressens lokaler, mødesteder og private boliger. Statsadvokaten Julius Grindnelll gav politiet frit spil: ”Lav først razziaer og undersøg bagefter om det var lovligt.

Politiofficererne Bonfield og Schaack kappedes om, hvem der kunne fremvise de mest sensationelle våbenfund og arrestanter. Som det senere viste sig modtog disse pengegaver af rige forretningsmænd. Pressen higede efter sensationer og ikke mindst nye våbenfund havde deres interesse. Den dengang nye ”Penny Papers” (en slags Ekstra Blad) skabte for sin samtid en helt ukendt sensationsjournalistik, hvor rygter blev gjort til fakta, og ikke verificeret information blev benyttet af politiet. Der var konstante opfordringer til selvtægt mod de rebelske arbejdere. Avisernes oplag fordobledes i denne periode.

De moderate arbejderorganisationer som ”Knigts of Labor” begyndte med det samme at distancere sig fra den påståede: ”Pøblen fra Haymarket”, og deltog i den borgerlige presses hetz ved at skrive at det kun var ”feje mordere der ville rulle anarkiets røde fane ud med opstand og blodsudgydelse som mål, men USA’s stjernebanner bør være: de amerikanske arbejderes eneste emblem”.
Den 8. maj blev der rejst sag mod 13 personer for manddrab (og meddelagtighed) på politibetjenten J. Degan. Betjentene som senere bukkede under på grund af deres kvæstelser blev ikke nævnt. Nogle mente at det muligvis skyldtes, at disse betjente blev dræbt af projektiler fra deres egne kolleger ved de skyderier, der fulgte efter eksplosionen. Endvidere blev der også ført retssag imod de 13 mistænkte for sammensværgelse imod politiet.

Af lutter frygt for anarkisterne blev nævningene ikke trukket ved lodtrækning, som man ellers plejer at gøre, men blev nøje udvalgte af anklagemyndigheden, hvorved forsvaret slet ikke fik mulighed for den i loven garanterede indsigelses mulighed.
Haymarket-processen udviklede sig mere og mere til en skueproces i hvilken retssagens udfald var givet på forhånd. I mediespektaklet rykkede selve gerningsforløbet i baggrunden, mens retsforfølgelsen alene blev baseret på den omstændighed, at de var anarkister og oven i købet også var udlændinge.

Statsadvokatens påståede: ”Anarkisterne gjorde alt for at ødelægge byen. Der skulle kastes bomber i alle Chicagos bydele.” Den omstændighed, at der var blot tale om en enkelt bombe og ikke mange flere blev simpelthen bortforklaret ved politiets dygtighed, og at de anklagede havde været for krysteragtige til at kaste flere bomber. Det at de fleste af de retsforfulgte havde et alibi for gerningstidspunktet, blev set som yderligere påvisning af deres fejhed og dermed ophøjet til skyldsbevis.
Forsvaret blev ofte frataget retten til at fremvise aflastende beviser. Selv udsagnet fra Chicagos borgermester, Harrison, som bekræftede demonstranternes fredsommelighed blev ikke taget i betragtning.

Politichefen Grindell: ”Manden som kastede bomben har fået den af Lingg eller Spies, og har kastede den i overensstemmelse med den generelle omvæltningsplan. … Denne bombe blev kastet med udgangspunkt i en fællesplan. Hvem der kastede den spiller ingen rolle.

Statsadvokaten slog på nævningenes patriotisme: ”Mine Herre, den røde fane er blevet båret i alt for lang tid igennem vores gader … Der er kun en fane for frihed i dette land og det er stjernebanneret. Denne fane er plantet på vores jord, og der vil den også blive stående, når de (red.: nævningene) har modet til at gøre loven gældende. Denne fane vil disse mænd fjerne og erstatte med en sort og rød fane.”, og endeligt: ”Foran domstolen står loven, foran retten står anarkisterne. Disse mænd blev udvalgt, fordi disse mænd er lederne. De er ikke mere eller mindre skyldige end de tusinder der følger dem. De Herre nævninge, døm dem, statuer et eksempel, lad dem hænge, og det vil redde vores institutioner og samfund.

Nævningene dømte August Spies; Michael Schwab, Samuel Fielden, Albert R. Parson, Adolf Fischer, George Engel og Louis Lingg til døden, og Oscar Neebe til femten års fængsel.

Henrettelsen og dens følger
Forsvaret, familiemedlemmer og kammerater i Chicago, i USA og også i Europa prøvede, med alle midler, at få fremkaldt en revision af dommen helt frem til henrettelsestidspunktet.

En forsvarskomité indsamlede penge. Denne kampagne blev frem for alt gennemført af kvinder. Lucy Parson(2), Lizzy Holmes, Nina van Zandt-Spies og hendes mor talte i offentligheden for de påtalte og støttede også op om dem personligt. Lucy Parson rejste tværs igennem Amerika og lod sig ikke afskrække, fra at stå frem i offentlighedens lys, af at bliv kaldt ”Niggerheks” eller af stereotyper om bombekastende anarkister: ”Måske har de forventet at jeg kaster med dynamit omkring mig … når de nu er skuffede bør de udelukkende gøre den kapitalistiske presse ansvarlig for det.”

De fængslede fik breve, solidaritets tilkendegivelser og besøg fra hele verden. En succes, som var vigtigere for de dømte, var ikke blot solidaritet med deres egen sag, men at de også fik støtte fra radikale arbejdere til fagforeningerne og reformistiske partier, som deltog i protestmarcher, petitioner og forsamlinger. Også de populære arbejderaviser viste interesse. Selv om bevægelsens egentlige mål blev skubbet i baggrunden, som endda de fængslede kritiserede.

Fielden, Schwab og Spies underskrev otte dage før henrettelsen en benådelsesansøgning, men Spies trak den senere tilbage.
De andre mere radikale – og hvor flertallet af dem oven i købet var udlændinge – kunne i forvejen ikke regne med benådningsansøgningens succes til Guvernøren. Lingg døde af en dynamitkapsel sin celle.

Syv ad dødsdommene blev håndhævet den 11. november 1987. Albert Parson, August Spies, Adolph Fischer og Georg Engel blev ført til hængning cirka kl. 11:30 og døde lige efter kl. 12 – efter mere end syv minutters dødskamp. Med et ”leve anarkiet” på deres læber, som Friedrich Hausmann(3) så patetisk skrev.

To dage efter, var mere end 200.000 mennesker på gaden, og det var det største ligtog, som Chicago nogensinde havde set. De døde blev hentet fra deres familiers huse for at blive bisat i Waldheim-Friedhof. En kort sang og taler blev holdt på engelsk og tysk.
I hele landet, i England, Frankrig, Holland og Italien fandt sørge- og protestmøder sted, og på en international arbejderkongres i Paris udråbtes 1. maj til arbejdernes internationale kampdag(4).

Den 26. juni ophævede den nye guvernør Altgeld dommen fra Haymarket-processen og undskyldte sig for processen.
Den senere benådning af de døde, fik dem ikke til at komme til live igen. For dem der overlevede, og som senere kom fri, var det også for sent. August Schwab døde som følge af en tuberkulose han fik i fængslet, og Oska Neebe levede som enkemand til 1916. Samuel Feilden blev 75 år og måtte opleve, hvordan anarkisterne Bartolomeo Vanzetti og Nicola Sacco(5) vederfaredes den samme skæbne som fire af hans meningsfæller.

 

Otte timers arbejdsdagen blev først gennemført i USA under Franklin D. Roosevelts regeringstid som del af hans ”New deal”. Alliancen mellem reformistiske og radikale arbejderorganisationer holdt ikke lang tid, og ”anarkister” blev snart igen et skældsord – også inden for arbejderbevægelsen. Levningerne af Chicago-ideerne er den anarkistiske ”Fröhliche Vereinigung”, som forener mennesker af mange slags kulturer, sprog og hudfarver i kampen for en bedre verden.

(1) Privat sikkerhedsvagt og detektivbureau der findes den dag i dag. Det blev etableret i USA af Allan Pinkerton i 1850 og var forløber til det der senere blev til FBI. ”Pinkerton” var den største private retshåndhævende organisation i verden. Den blev ofte brugt imod de strejkende arbejdere i det 19.og det 20. århundrede helt op til 1970´erne, hvor det ikke længere var tilladt at bruge private vagtværn som retshåndhævende organisationer.

(2) Lucy Eldine Gonzalez Parsons (1853- 1942) Hun var en farvet amerikansk arbejder agitator og radikal socialistisk/anarkistisk kommunist. Hun var kendt for taler, der gjorde indtryk på mange. Parsons blev en del af den revolutionære arbejderbevægelse efter, at hun blev gift med bladredaktør Albert Parsons og flyttede med ham fra Texas til Chicago. Hun var med til at skrive og redigere et blad. Efter hendes mands henrettelse i forbindelse med Haymarket-sagen blev hun en af de førende amerikanske aktivister i bevægelsen – blandt andet som medlem fagforeningen IWW.

(3) Østrigsk historiker som skrev bogen artiklen tager udgangspunkt i.

(4) På den 2. Internationales arbejderkongresses i Paris den 14. juli 1889. Stiftedes den international kampdag på forslag fra de amerikanske delegerede på en internationale (socialistisk) arbejderkongres 1889 i Paris – i 100-året for Den Franske Revolutions udbrud til minde om otte timers arbejdsdags.

(5) Nicola Sacco (1891-1927) og Bartolomeo Vanzetti 1888 -1927) var to italiensk-fødte anarkister, der blev dømt og henrettet ved omdiskuteret-retssag for at have myrdet to mænd under et væbnet røveri af en skofabrik i South Braintree Massachusetts i USA 1920. Det dømtes trods tvetydige ballistiske beviser og adskillige vidner, der hævdede Sacco havde været et helt andet sted. Begge tiltalte blev kørt sag imod på grund af deres anarkistiske overbevisninger, hvilket fører til mistanken om en politisk retssag og at juryen var udvalg af myndighederne selv.

Litteratur henvisning:
Artiklen er en oversættelse og forkortelse fra tysk. Oversættelsen tog udgangspunkt i udgaven fra bladet: “Die sociale Hängematte – syndiklatiskche zeitung su libertärem socialismus und ersten mai” fra 2005 på s. 14 til 18.  Orginal Teksten stammer dog fra: “Warum Wird der 1. Maj Gefeiert? – Die ereignissne vom Haymarket.” Den blev første gang udgivet i bladet: “Schwarze Maulwurf“.

Den tyske artikel er et udrag af Fierdrich Hausman bog: ”Die deutschen Anarchisten von Chicago – oder Warum Amerika den 1. Mai nicht kennt” som udkom i Wagenbach 1998 på s. 208.

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s