Ruddi Welzel: Flugten fra friheden

https://ia700805.us.archive.org/zipview.php?zip=/19/items/olcovers554/olcovers554-L.zip&file=5548511-L.jpg“Flugten fra friheden” er en tekst om Erich Fromms frihedsbegreb. Det var meningen at teksten skulle publiceres som et kapitel i bogen: “Det anarkistiske mennesker”, men på grund af dens omfang blev den aldrig tage med i udgivelsen[1].

PDF udgaven er på Scribd. Du kan læse mange flere tekster af Welzel på bloggen.

Se videre: Welzel, Ruddi

Helt centralt i anarkismen står det synspunkt, at mennesket ikke kan få for meget af én bestemt vare: frihed. Jeg erkendte imidlertid allerede i bogens anden del [om liberalisme kontra anarkisme][2] eksistensen af fænomenet angst for friheden.[3] Jeg erkendte, at mennesker sommetider begrænser andres og deres egen frihed endnu mere end autoriteterne kræver. Jeg kunne ikke finde anden forklaring på denne angst for friheden end – evt. tidligere – autoriteters dårlige indflydelse. En grundigere behandling af spørgsmålet vil jeg give med dette kapitel.

Jeg vil gøre det ved at lade freudo-marxisten Erich Fromms Flugten fra friheden[4]få en tur gennem min anarkistiske hakkemaskine. Fromm argumenterer i dette værk for det – tilsyneladende helt indlysende – synspunkt, at når mennesker flygter fra friheden, så skyldes det, at friheden er en byrde for dem, at de har fået mere frihed, end de kan bære.

1. Fromms tese

Erich Fromm

Fromms tese, som jeg vil forsøge at tilbagevise, er den

”at det moderne menneske, befriet for det før-individualistiske samfunds hæmmende bånd, som på en gang gav det tryghed og indskrænkede dets udfoldelsesmuligheder, ikke har vundet frihed i den positive betydning, at det er blevet frit til at realisere sit individuelle jeg; det vil sige: til at lade sine intellektuelle, emotionelle og sanselige potentialiteter komme til udtryk. Skønt friheden har givet mennesket uafhængighed og rationalitet, har den også gjort det ensomt og dermed usikkert og magtesløst. Denne isolation er uudholdelig og stiller individet overfor det alternativ enten at befri sig for frihedens byrde ved at søge tilflugt i nye former for afhængighed og underkastelse eller at stræbe efter at nå til den fulde realisering af positiv frihed, som bygger på menneskets individualitet.” (Forordet, side 7-8.)

Kort fortalt, så mener jeg ikke, at det er frihed, der har gjort det moderne menneske isoleret, angst og magtesløst. Det er derimod mangelen på frihed.

Fromm skelner mellem positiv og negativ frihed. Positiv frihed (se citatet) betyder fri individuel udfoldelse (se også side 185); negativ frihed betyder fraværet af ydre autoritet (se side 31-32 og 35). Fromms synspunkt er nu det, at negativ frihed nok er en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig betingelse for positiv frihed.

Jeg har [på de foregående sider i Det anarkistiske menneske] argumenteret for, at negativ frihed også er en tilstrækkelig betingelse for positiv frihed. For mig er det uden mening at skelne mellem de to slags frihed. Men lad os først se på, hvordan Fromm uddyber og argumenterer for sin tese.

Udviklingen af det moderne samfund er ifølge Fromm karakteriseret ved menneskets tiltagende uafhængighed af ydre autoriteter (side 35). Mennesket i f.eks. middelaldersamfundet havde ikke negativ frihed. De ydre autoriteter lænkede det til en bestemt plads i samfundet (38):

”En person var identisk med sin rolle i samfundet; han var bonde, håndværker eller ridder, ikke et individ, der nu engang havde dette eller hint erhverv.” (38)

Middelaldermennesket var ikke blot lænket til et bestemt erhverv, men også til et bestemt geografisk sted (og dermed til bestemte personer). Og desuden var der faste regler for omtrent enhver form for livsudfoldelse (41).

Disse lænker, som betød, at mennesket endnu ikke var individ, kalder Fromm ”primære bånd” (39). Først når mennesket knuser de ydre autoriteter og bryder de primære bånd, bliver det individ. Individet er karakteriseret ved at besidde negativ frihed.

Selv om middelaldermennesket ikke besad negativ frihed, så hævder Fromm:

”Middelaldersamfundet berøvede ikke individet dets frihed, for ’individet’ eksisterede ikke endnu; mennesket var stadig knyttet til verden ved primære bånd.” (39)

Dette må betyde det samme som, at mennesket i middelalderen endnu ikke havde et behov for frihed; autoriteterne frustrerede ikke et behov for frihed hos mennesket.

Mens omtrent alt for middelaldermennesket var bestemt af dets plads i samfundet, så skabte kapitalismens opståen en helt anden situation:

”Individet var nu overladt til sig selv; alt afhang af hans egen kunnen og villen, ikke af hans traditionelle stilling i samfundet.” (Side 50, Fromms kursivering.)

Med den negative frihed har individet fået muligheden for at erhverve den positive frihed, dvs. muligheden for fri individuel udfoldelse. Hvis individet ikke realiserer denne mulighed, så bliver friheden er byrde. Den negative frihed betyder nemlig i sig selv isolation (ensomhed), angst og magtesløshed. Fromm taler om frihedsbegrebets (det negative) ”dobbeltbundethed” (36).

De primære bånd gav en tryghed, som forsvinder med dem (26-27). Individet kan kun overvinde frihedens byrde ved at realisere den positive frihed, ved at realisere sig selv. Individet opnår positiv frihed ved at

”indgå en spontan forbindelse med verden gennem kærlighed og arbejde og ved på en ægte og oprigtig måde at lade følelser, sanser intellekt komme til udtryk; på den måde kan det igen blive ét med sine medmennesker, med naturen og med sig selv – uden at miste sit individuelle jegs uafhængighed og integritet.” (106)

Men individet kan også forsøge at undslippe frihedens byrde ved at flygte fra friheden (den negative). Individet kan som erstatning for de primære bånd søge nogle nye ”’sekundære bånd’” (107). Det kan forsøge at opløse sig selv som individ, d.v.s. det kan forsøge at opløse sit behov for frihed.

Det kan det ifølge Fromm gøre på to måder: enten ved at underkaste sig nye former for autoritet eller ved at tilpasse sig et konformt mønster. (102) Ingen af disse flugtveje kan imidlertid opløse menneskets behov for frihed. Flugtforsøgene er dømt til at mislykkes. (172) Fromm sammenligner menneskets tilblivelse som individ med myten om syndefaldet. (32-33)

Når individet føler den negative frihed som en byrde, så er det fordi det er for svagt til at realisere den positive frihed. Frihedens byrde er derfor identisk med byrden ved at have et svagt jeg. Fromm beskriver i overensstemmelse hermed forskellige flugtmekanismer svarende til forskellige karaktertyper som forskellige forsøg på at overkomme byrden ved at have et svagt jeg. Lad os se nærmere på de forskellige karaktertyper.

Den masochistiske type forsøger at lette svaghedens byrde ved dels at reducere sit jeg (Hvis jeg’et ikke eksisterer, så er der ikke noget der kan tynge det!) og – i sammenhæng hermed – dels at underordne sig, og på den måde blive en del af, en større og stærkere enhed uden for det selv. (117)

Den sadistiske type forsøger at lette svaghedens byrde ved at underordne andre under sig og på denne måde forstørre sit jeg. (117-18)

Til grund for såvel masochisme som sadisme ligger et behov for symbiose, et behov for at styrke sit svage jeg ved hjælp af andre mennesker. (118) Fromm mener, at de masochistiske og de sadistiske træk altid forekommer sammen. Han taler derfor om den sado-masochistiske karakter, eller den autoritære karakter. (122) En autoritær person er masochistisk over for sine overordnede (de stærke) og sadistisk over for sine underordnede (de svage). Den autoritære karakter er det menneskelige grundlag for fascismen, f.eks. i Hitler-tidens Tyskland. (122)

Fromm skelner mellem sadistiske og destruktive tendenser:

”Sadismens mål er en inkorporation af objektet; destruktionsdriftens at fjerne det. Sadismen tjener til at styrke det uendeligt lille og svage individ gennem dominationen af andre; destruktionsdriften til at bibringe det styrke ved at fjerne enhver trussel udefra.” (133)

Fromm har samme syn på grundlaget for destruktionsdriften, som det jeg tidligere har argumenteret for: ”Destruktivitet er en følge af liv, der ikke leves.” (136)

Den autoritære karakter vil forsøge at flygte fra friheden ved at underkaste sig nye former for ydre autoritet, f.eks. ved at underkaste sig et fascistisk styre. Der findes imidlertid også en flugtmekanisme, der er forenelig med demokratiet, nemlig ”automatisk konformisme” (137 og frem).

Denne mekanisme er den løsning, som flertallet af det moderne samfunds normale individer benytter sig af:

”Kort formuleret: individet ophører med at være sig selv; det tillægger sig nøjagtigt den personlighed som det kulturmønster, det lever i, tilbyder det; det bliver derfor præcis som alle andre er, og som de venter, at det skal være. Disharmonien mellem ’jeg’ og verden forsvinder og dermed også den bevidste frygt for ensomhed og magtesløshed. (…) Det menneske, der opgiver sit individuelle jeg og bliver en robot mage til de millioner af robotter, der omgiver det, behøver ikke længere føle sig ensom og bange. Men prisen, det betaler, er høj: den er tabet af jeg’et.” (137)

Individerne tror oftest selv, at de handler helt selvstændigt, selv om de i virkeligheden fungerer som automater. Fromm sammenligner situationen med det post-hypnotiske eksperiment. (138 og frem) Personernes handlinger er pseudo-handlinger og deres jeg et pseudo-jeg. (150)

Naturligvis mener Fromm ikke, at der går et skarpt skel mellem det autoritære og det konforme individ. Det autoritære individ har konforme tendenser og det konforme individ har autoritære tendenser. (184)

Som vi har set, definerer Fromm negativ frihed som fraværet af ydre autoriteter. Han siger imidlertid, at vi er

”fascineret af den frihed, vi har opnået fra de ydre magter og er blinde for den kendsgerning, at indre former for tvang og ufrihed frygt truer med at underminere betydningen af de sejre, friheden har vundet mod sine traditionelle fjender. (82)

Fromm taler om, at den indre autoritet er ”maskeret som sund fornuft, videnskab, psykisk sundhed, normalitet, den offentlige mening.” (125) ”Samvittigheden” er også en indre autoritet, men den har ifølge Fromm mistet meget af sin tidligere betydning. (125)

(Så vidt jeg kan se, mister Fromms distinktion mellem den autoritære og den konforme karakter i nogen grad sin betydning, når det drejer sig om indre autoritet. Der kan vel kun være en gradsforskel mellem den måde, som den autoritære og den konforme plager sig selv og andre med disse indre autoriteter? Det er dog muligt, at Fromm forbeholder de indre autoriteter for den konforme karakter, idet han taler om de indre autoriteter som ”konformitetens redskaber” (182).)

Kampen mod de indre autoriteter er ikke indeholdt i kampen for negativ frihed, men i kampen for positiv frihed. Hvordan opnår mennesket positiv frihed?

Fromms svar er: ”Denne frihed kan mennesket opnå ved at virkeliggøre sit jeg, ved at være sig selv.” (185) I stedet for at vælge at miste sit jeg (185) må mennesket vælge at realisere sig selv. Som en slags marxist er Fromm på det rene med, at forudsætningen, ”det materielle grundlag” (194), for selvrealisationen må være til stede. (Med udtrykket ’det materielle grundlag’ refereres der til ”samfundets økonomiske, sociale og politiske struktur” (194). Men det er ikke problemet, for: ”Kapitalismen har tilvejebragt denne forudsætning.” (194)

I overensstemmelse hermed beskæftiger Fromm sig i sit svar på, hvordan mennesket opnår positiv frihed, ikke med betingelser, som må eksistere for at mennesket kan vælge at realisere sig selv, men derimod med indholdet af dette valg. Mennesket realiserer sig selv ved ”spontan aktivitet” (186). Vi har tidligere set, at hovedelementerne i denne aktivitet er arbejde og kærlighed, som Fromm altså betragter som individets fundamentale (reelle) behov.

Men hvordan opnår jeg’et styrke til spontan aktivitet? Kun ved at kaste sig ud i den spontane aktivitet: ”For jeg’et er så stærkt, som det er aktivt.” (Fromms kursivering, side 188) Det eneste, der er at gøre for individet, er at kaste sig ud i tilfredsstillelsen af sine reelle behov. Fromm forsøger med sin bog at vise os, hvilke de reelle behov er, og at tilskynde os til at tilfredsstille dem.

Før mennesket blev individ, bestemte de ydre autoriteter, hvad det skulle gøre. De ydre autoriteter er nu væk, og vi har muligheden for selv at tage vore beslutninger. I stedet for at flygte fra den negative frihed må vi springe ind/ud i den positive frihed. Herved ophører den negative frihed med at være en byrde.

Af det sagte følger ikke, at Fromm accepterer vort samfund, som det er. Han går ind for det, han kalder ”demokratisk socialisme” (195), der er et samfund med planøkonomi (195), hvor man forsøger at kombinere centralisering med decentralisering (196). Fromms idealsamfund indeholder både bureaukrati (nødvendiggjort af centraliseringen) (196) og en repræsentativ regering (195).

Det afgørende i denne forbindelse er, at Fromm mener, at individet har mulighed for at realisere sig selv uden at skulle kæmpe mod ydre autoriteter. Den kamp har mennesket udkæmpet – i hvert fald i de demokratiske lande. Mennesket bestemmer selv.


2. Min kritik

Man kunne hævde, at det blot er et spørgsmål om definitioner, om man vil opfatte såkaldt demokratisk valgte autoriteter som autoriteter. Det viser sig imidlertid – ved nærmere eftertanke – at Fromm med sit begrebsapparat ikke er i stand til at forklare det, som han forsøger at forklare. Hans forklaring viser sig at være en bortforklaring.

Fromm forsøger at forklare, hvorfor individet, det moderne menneske, ikke realiserer sig selv, hvorfor individet ikke tilfredsstiller sit reelle behov for fri udfoldelse. Ved at benægte eksistensen af ydre autoriteter har Fromm berøvet sig selv muligheden for at give den eneste mulige forklaring: eksistensen af de ydre autoriteter.

At mennesket har et reelt behov (af en eller anden art), kan kun betyde, at det faktisk tilfredsstiller dette behov, medmindre det forhindres deri – af ydre autoriteter. (Vi kan her se bort fra den undtagelse, at mennesket forhindres i at tilfredsstille materielle behov på grund af knaphed. Fromm er enig med mig i, at knaphedens rige er ophørt med at eksistere.)

I stedet for at benægte eksistensen af ydre autoriteter ville det have været mere reelt, hvis Fromm havde argumenteret mod anarkiets mulighed. En sådan argumentation forudsætter imidlertid, at man – som f.eks. Freud – mener, at mennesket ikke er et helt igennem socialt væsen. Men Fromm er enig med mig i, at hvis

”mennesket får lov til helt og holdent at realisere sit jeg, da vil den fundamentale årsag til dets asociale drifter forsvinde” (193).

Eller er det muligt, at mennesket undlader at tilfredsstille sine reelle behov, hvis det ikke forhindres deri af ydre autoriteter? Fromm har et svar parat til os: det moderne menneske forhindrer sig selv i at tilfredsstille sine reelle behov – i kraft af de indre autoriteter. Men hvor kommer de indre autoriteter fra?

De indre autoriteter kan kun eksistere som internaliseringer af ydre autoriteter. Dette kan også udtrykkes på en anden måde: eksistensen af indre autoriteter betyder eksistensen af falske behov, som igen betyder eksistensen af fortrængninger af reelle behov. Og et menneske fortrænger kun reelle behov, hvis det tvinges dertil af ydre autoriteter.

Lad os som et eksempel på en såkaldt indre autoritet tage den offentlige mening. Den offentlige mening eksisterer ikke kun i den enkeltes indre. Det får man at føle, når man i sine handlinger går imod den offentlige mening. Man bliver udsat for de andres mishag og sanktioner. Når man begrænser sine handlinger på grund af den offentlige mening, så er det ikke en flugt fra friheden, men en flugt fra mishag og sanktioner – fra udøvelsen af ydre autoritet.

Jeg har selv tidligere talt om angst for friheden – og jeg vil også godt i samme forbindelse tale om flugt fra friheden. I hvilken forbindelse? Mennesker kan vige tilbage fra at tilfredsstille deres behov i situationer, hvor de ikke med tilfredsstillelsen vækker ydre autoriteters mishag.

Det kan der være to forklaringer på: For det første kan det være tilfældet, at tilfredsstillelsen tidligere vakte de ydre autoriteters mishag. De internaliserede ydre autoriteter (de indre autoriteter) har en vis inerti. Jeg talte tidligere om psykisk efterslæb.[5] For det andet vil de ydre autoriteters eksistens bevirke, at ofrene generelt bliver usikre på sig selv, og derfor også viger tilbage fra handlinger, som autoriteterne tillader. I begge tilfælde er det imidlertid mangel på frihed, der er årsagen til flugten fra friheden.


3. Mellemspil om psykisk efterslæb 

Her er det på sin plads at gøre opmærksom på, at Freuds teori om fortrængninger har langt alvorligere konsekvenser for det psykiske efterslæb end min teori. Freuds voksne patienter stillede med seksuelle fortrængninger fra deres tidligste barndom. De opretholdt fortrængninger, som der ikke var nogen grund til, at de opretholdt, da deres voksne (styrkede) jeg’er faktisk var i stand til at klare de fortrængte drifter.[6] For Freuds patienter var det psykiske efterslæb vedvarende – indtil de havde ligget en rum tid på hans sofa.

Da fortrængningen af de seksuelle drifter i min teori også er et symbol for fortrængningen af de fundamentale behov for autonomi og solidaritet, d.v.s. af behovet for fraværet af autoritet (som man sammenfattende kan udtrykke den massive fortrængning, der sker af alskens behov), så følger, at jeg’et aldrig bliver stærkt nok til at opgive de egentlige fortrængninger – så længe autoriteterne eksisterer. Måske kan man til en vis grad slippe af med selve de seksuelle fortrængninger ved hjælp af psykoanalytisk terapi.

Men – og det er det afgørende i denne sammenhæng – vi behøver ikke som Freud at antage, at jeg’et i en situation, hvor det er stærkt nok til at opgive sine fortrængninger, alligevel ikke gør det. Vi kan hævde, at jeg’et stadig opretholder fortrængningerne, fordi det ikke er i stand til at klare de fortrængte behov for autonomi og solidaritet – i det autoritære samfund. Jeg’et kan hverken tilfredsstille eller tilintetgøre dem, da der er tale om fundamentale behov. Derfor er fortrængningerne stadig nødvendige.

På den anden side kan vi også hævde, at så snart autoriteterne forsvinder, så vil fortrængningerne også forsvinde. Hvis min teori om fortrængninger er korrekt, så er vi i stand til at give mennesket en del af den rationalitet tilbage, som Freud tog fra det.

Jeg tror dog på et vis psykisk efterslæb, men vil ud fra min teori advare mod, at man overdriver dets omfang. Sådanne overdrivelser kan være medvirkende til, at mennesket bliver pålagt overgangsperioder à la proletariatets diktatur.

Ud fra min teori må vi også sige, at Freud fokuserede for meget på den psykoanalytiske terapi som midlet til at pille ved fortrængningerne. Der pilles ved fortrængningerne, hver gang et menneske udsættes for autonome og solidariske handlinger – især hvis det selv er subjekt.

4. Min kritik (fortsat)

Tilbage til Fromm! Når mennesker flygter fra friheden, når de bliver autoritære og konforme, så er årsagen altså ikke, at friheden er en byrde, men at mangelen på frihed trykker dem. Hovedårsagen til, at det moderne menneske føler sig isoleret, angst og magtesløst, er eksistensen af ydre autoriteter.

En medvirkende årsag er illusionen om, at alt er, som det skal være, i de såkaldt demokratiske lande: individet bestemmer selv sin skæbne. Denne illusion står i skærende kontrast til den enkeltes oplevelse af sin afmagt. På grund af den herskende illusion erkender den enkelte ikke den almindeligt udbredte følelse af afmagt, men giver sig selv skylden for sin afmagt, hvilket kun forøger følelsen af afmagt. (I de fascistiske lande indgår det i dag i ideologien, at der, når tiden er inde, d.v.s. når undersåtterne er modne nok til det, skal indføres repræsentativt demokrati som den endelige løsning.)

En anden medvirkende årsag er, at selv autoriteterne ikke har kontrol over samfundsudviklingen. Dette er sikkert også medvirkende til, at mennesker, der lever i et demokrati, af og til forlanger at få en stærk mand i spidsen for samfundet, at få et fascistisk styre.

En tredje medvirkende årsag er den omsiggribende institutionalisering af livet, som jeg tidligere har behandlet forholdsvis udførligt.[7]

Hvordan kom Fromm frem til det synspunkt, at det er friheden, der trykker det moderne menneske? Det gjorde han ved at foretage en sammenligning mellem middelaldermennesket og det moderne menneske. Den afgørende forskel mellem de to mennesker er ifølge Fromm, at det første var bundet af de primære bånd, mens det andet har brudt disse bånd. De primære bånd ”gav livet mening og sikkerhed”.[8] Opløsningen af båndene gjorde mennesket isoleret, angst og magtesløst. Da det at være bundet af primære bånd er det samme som at være underlagt ydre autoriteter, så følger, at det er selve friheden, der er en byrde for det moderne menneske.

At båndene er primære, vil sige, at de ikke kan genetableres, når de først er brudt. Det moderne menneske har bidt i frihedens æble, det har fået et behov for frihed, som det ikke kan slippe af med igen. Det kan forsøge at flygte fra friheden ved at etablere sekundære bånd, d.v.s. ved at blive autoritært og konformt. De sekundære bånd vil ikke kunne genskabe livets mening og tryghed, fordi de frustrerer et reelt behov for frihed.

Jeg mener, at Fromms sammenligning mellem middelaldermennesket og det moderne menneske er forfejlet. Jeg har argumenteret for, at hovedårsagen til det moderne menneskes elendighed er eksistensen af ydre autoriteter. Denne argumentation synes at smuldre, hvis middelaldermennesket på trods af ydre autoritet kunne leve et meningsfyldt og trygt liv.

Der er ingen tvivl om, at Fromm har et for romantisk syn på middelalderen. Men jeg vil godt gå med til, at middelaldermenneskets liv på nogle måder var mere meningsfyldt og trygt. Det skal imidlertid ikke forklares ud fra kæden om middelaldermenneskets ben, men ud fra, at middelaldersamfundet var et decentraliseret (eller endnu ikke centraliseret) samfund, hvor man løste livsopgaverne i fællesskab – især i (stor)familien. Arbejdsdelingen og institutionaliseringen var slet ikke så fremskreden som i dag. Man havde meget mere at gøre med de mennesker, som levede i samme begrænsede område, hvilket betød større solidaritet. Det var desuden lettere for den enkelte at overskue samfundsprocesserne.

Hvis middelaldermenneskets liv var mere meningsfyldt og trygt end vores, så var det på trods af autoriteterne. På samme måde som solidariteten i en tysk koncentrationslejr under anden verdenskrig kunne eksistere på trods af lejrens autoriteter. Den mere ubegrænsede og vilkårlige – mindre formaliserede – autoritet i middelalderen gav anledning til megen menneskelig elendighed.

Påstanden om, at middelalderens autoriteter ikke kunne være årsagen til menneskelig elendighed, fordi middelaldermennesket ikke havde et behov for frihed, kan jeg ikke tage alvorligt. Selve eksistensen af autoriteter og tvang implicerer et undertrykt behov for frihed. Siden middelalderen er det lykkedes for mennesket i nogen grad at begrænse autoriteternes magt. Hvorfor skulle mennesket føre en kamp mod autoriteterne, hvis der ikke i forvejen eksisterede et behov for frihed?

I de tilfælde, hvor autoriteterne pludselig af egen fri vilje ophører med at være autoriteter, kan man forestille sig, at mennesker vil forsøge at flygte fra friheden på grund af det psykiske efterslæb. Men som regel går det ikke således til. Mennesket må ved hårde kampe tilkæmpe sig og fastholde friheden. Faren for, at mennesket får en frihed, som det ikke er moden til, er derfor minimal. Holder man i det autoritære samfund ikke godt fast i et stykke frihed, så kan man være sikker på, at autoriteterne spiser det – eller institutionaliserer det bort. Der bliver ikke noget tilbage at flygte fra.

På et væsentligt punkt er jeg enig med Fromm. Som psykoanalytiker har han en dynamisk menneskeopfattelse (i hvert fald med hensyn til det moderne menneske). Mennesket har et behov for fri individuel udfoldelse, som det ikke er muligt at opløse. Den autoritære og konforme karakter er ikke blot udtryk for en passiv tilpasning til samfundet, men er udtryk for en frustration af behovet for fri individuel udfoldelse. Selv om dette behov får et fordrejet udtryk, så sygner det på ingen måde hen. Man kan regne med det – selv i dag.

Derfor venter Fromm ikke som (andre) marxister på, at en ændring af Samfundet skal skabe – eller genskabe – behovet for fri individuel udfoldelse – ved menneskets passive tilpasning til det frie samfund. Han tilskynder allerede i dag individet til at realisere sig selv, til at kaste sig ud i tilfredsstillelsen af sine reelle behov.

Jeg synes, at Fromms tilskyndelse er helt på sin plads, men vil dog tilføje, at jeg samtidig mener, at kampen mod de ydre autoriteter i dag indgår som en nødvendig del af denne selvrealisation, ligesom jeg mener, at der i dag – på grund af de ydre autoriteter – er grænser for i hvor høj grad, vi kan realisere os selv.

Men jeg vil ikke som marxister vente med at leve til efter Revolutionen og proletariatets diktatur – når jeg har været død i en evighed. Bortset fra, at revolutionen ikke er en begivenhed i fremtiden, men her og nu.

[1] Af pladshensyn kom dette kapitel ikke med i Det anarkistiske menneske (Berlingske Forlag 1979). I det oprindelige manuskript afslutter kapitlet delen om psykoanalyse og anarkisme. Lidt af kapitlet – om psykisk efterslæb – er dog med i bogen (og altså her).
[2] Kantede parenteser er tilføjet ved digitaliseringen af kapitlet i marts 2014.
[3] Se Det anarkistiske menneske, side 95.
[4] Oversat efter Escape from freedom (New York 1941). Citaterne er fra den danske udgave fra 1991 (som er identisk med udgaven fra 1969).
[5] Det anarkistiske menneske, side 94.
[6] Samme værk, side 164.
[7] Samme værk, side 124-29.
[8] Flugten fra friheden, side 184.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s