Lenin og Kropotkin: En samtale

 


Se videre: Kropotkin, Pjotr


Nedskrevet af Bontsj-Brujevitsj, sekretær for folkekommissariatets råd, tro leninist(1919)

Jeg kan med nogenlunde sikkerhed datere mødet mellem Vladimir Iljitsj (Lenin) og Pjotr Alexejevitsj (Peter) til tiden mellem 8. og 10. maj.

Lenin bestemte tidspunktet, og underrettede mig, at han ville komme til min lejlighed kl.17. Jeg ringede til Peter, fortalte tidspunktet og bestilte en hestedroske til at afhente ham.

Lenin kom først. Vi startede en snak om tidligere tiders revolutionære værker. Lenin gav udtryk for, at tiden snart ville bringe fuldstændige udgaver af emigrantlitteraturen med alle anmærkninger og udførlige noter.

“Dette er yderst nødvendigt”, sagde Lenin. “Ikke kun skal vi selv studere vor egen revolutionære bevægelses historie; men vi skal også give unge forskere og elever mulighed for at skrive masser af artikler om disse dokumenter — for at gøre de store masser fortrolige med, hvad der skete i Rusland under den tidligere generation. Intet er mere forkasteligt end at tro, at vort lands historie begyndte den dag, Oktober revolutionen startede. Sådan en dumhed er end ikke værd at bemærke. Vi har nu igen etableret industrien – papir – og trykkekrisen går snart over – og vi vil trykke oplag på l00.000 eksemplarer af bøger som “Den Franske Revolution” af Kropotkin – selvom han er anarkist. Vi vil trykke hans samlede værker med alle nødvendige noter, således at læseren tydeligt kan lære at skelne mellem den småborgerlige anarkisme og den sande revolutionære marxistiske verdensanskuelse.”

Lenin tog en bog af Kropotkin og en anden af Bakunin ned fra reolen, og gennembladede dem hurtigt side for side. I samme øjeblik ankom Peter. Jeg hentede ham, han gik langsomt op ad den stejle trappe. Sammen gik vi ind i mit arbejdsværelse. Lenin bød Peter velkommen med et varmt smil. Peter rødmede og sagde straks: “Jeg er glad for at se dem, Vladimir! Vi har mange meningsforskelle i en lang række spørgsmål vedrørende aktionsmetoder og organisation. Men vort mål er det samme — og hvad I gør i kommunismens navn står mit hjerte nært.”

Lenin tog ham under armen og førte ham opmærksom og høfligt hen til en stol, og sætte sig overfor ved skrivebordet.

“Da vore mål er ens findes der meget, som forbinder vor kamp,” sagde Lenin. “Selvfølgelig er det muligt at nærme sig et mål fra forskellige sider; men jeg tror, at vore veje i mange henseender burde følges.

“Ja sikkert” men i forfølger kooperativerne, og jeg støtter dem”

“Også vi er for dem, “råbte Lenin lidenskabeligt “men vi er i mod den slags kooperativer, bag hvilken gemmes landbesiddere, handlede og privat at kapital. Vi vil ganske enkelt rive masken af disse kooperativer, og give de brede masser mulighed for at indtræde i et ægte kooperativ”.

“Det vil jeg ikke betvivle” svarede Peter “og selvfølgelig skal man bekæmpe disse tendenser hårdt, vi har ikke brug for gemmesteder til løgn og bedrag… Men i Dmitrov ser jeg, at myndighederne forfølger kooperativer, som intet har til fælles med de før nævnte – og det fordi de lokale autoriteter, måske netop igårs revolutionære, er lige så bureaukratiske som enhver anden autoritet — “omvendte” embedsmænd, som lægger deres undergivne i seletøj. De tror, at de er hævet over den almindelige befolkning”.

“Vi bekæmper bureaukraterne overalt og til enhver tid,” svarede Lenin. “Vi vil trække bureaukratiet op med rod, når det hager sig fast i vort nye system; sluttelig, Peter A, forstår de godt, at det er svært at ændre mennesket, for – som Marx sagde — er menneskets hjerne den mest frygtelige og uindtagelige fæstning! Vi tager alle mulige forholdsregler for at sejre i denne kamp — og af erfaringerne lærer vi meget. Vores mangel på kultur, manglende uddannelse, vores tilbageståenhed er naturligvis tydelig overalt — og ingen kan give os ansvaret, som parti og regeringsmagt – for fejl, som begås i denne magts maskineri — endnu mindre for, hvad der sker dybt inde i landet langt fra centrene.”

“Det er dog ikke på nogen måde lettere for dem, som udsættes for indflydelsen at denne uafklarede autoritet,” råbte Peter højt “som viser sig at være ætsende gift hos de få, som tilegner autoriteten til sig selv.”

“Men der findes ingen anden mulig vej,” tilføjede Lenin “man kan ikke lave revolution med hvide handsker på. De ved meget vel, at vi begår og vil begå et stort antal fejl, at der findes mange uregelmæssigheder, og at mange mennesker har lidt unødigt. Men hvad kan rettes, vil vi rette; vi vil stoppe vore fejl, som ofte er opstået af dumhed. Det er dog ikke muligt under revolutionen at undgå fejl. Ingen at begå ville sige, at afskrive sig livet og handlingen. Men vi foretrækker at handle og begå fejl. Vi ønsker og vil handle trods alle fejl, og vi vil føre vores socialistiske revolution til den endelige og uundgåelige sejr. Og de kan hjælpe dermed, i det de meddeler os alle deres informationer om fejl. De kan være sikker på, at enhver af os vil tage imod Deres informationer med omsorg.

“Storartet,” sagde Peter, “hverken jeg eller andre af mine vil modsætte os at hjælpe dem og deres fæller; men vores hjælp vil bestå i at meddele om alle de uregelmæssigheder som forekommer hver dag, og under hvis virkninger mange mennesker i mange landsbyer stønner…”

“Ikke stønnen. Men skriget fra de tilbageværende kontrarevolutionære, for hvilke vi ingen nåde har eller får.”

“Men de siger, at det er umuligt at undgå autoritet,” begyndte Peter på ny at teoretisere, “og jeg siger, at det er muligt. Hvorhen de end se, opstår grundlaget for fravær af autoritet. Jeg har lige modtaget budskab om, at i England har dokarbejderne i en havn startet et fremragende, fuldstændigt frit kooperativ, som hele tiden besøges af andre arbejdere fra andre erhverv. Kooperativbevægelsen er enorm, og dens betydning er stor.

“Jeg iagttog Lenin. Hans øjne skinnede spotsk. Han syntes forbløffet over, at nogen — stående ansigt til ansigt med Oktoberrevolutionens enorme opsving og medrivende bevægelse — kunne vedblive med at tale om kooperativer, og altid kun om kooperativer. Og Peter blev ubønhørligt ved med at tale om, hvordan det i en helt tredje by i England, og om en eller anden lille føderation i en landsby i Spanien, hvilket opsving syndikalisterne i Frankrig havde haft…

“Det er meget skadeligt”, afbrød Lenin, “ikke at være opmærksom på den politiske side at livet og åbenlyst demoralisere de arbejdende klasser, at af lede dem fra den umiddelbare kamp…”

“Men den syndikalistiske bevægelse forener millioner, dette alene er en betydelig faktor,” sagde Peter ophidset, “sammen med kooperativbevægelsen er det et kæmpe skridt fremad.”

“Det lyder smukt og godt,” afbrød Lenin ham, “selvfølgelig er kooperativbevægelserne vigtig – ligesom den syndikalistiske bevægelse er skadelig. Dette kan ikke bestrides. Det er åbenlyst at når der først engang er en rigtig kooperativbevægelse vil denne være forbundet med masserne. Men er det virkeligt muligt at opnå noget herved? Tror de virkeligt, at den kapitalistiske verden vil føje sig efter kooperativerne? De forsøger med ethvert middel at få kontrol over bevægelsen. Og dette lille kooperativ – en håndfuld engelske arbejdere uden magt – bliver destrueret og uden medfølelse gjort til tjenere for den kapitalistiske magt; denne nye udvikling i kooperativbevægelsen vil skabe en direkte og absolut afhængighed, skabt ved 1000 tråde, som omgiver kooperativbevægelsen som et edderkoppespind. Det er snæversyn. Det rene vrøvl. Vi har brug for massernes direkte aktion — denne aktivitet, som griber den kapitalistiske verden om halsen og kvæler den. Lige nu findes denne aktivitet ikke — for slet ikke at tale om føderalisme, kommunisme eller den socialrevolutioner, alt dette er rene barnepjat, nytteløs snak uden fodfæste, uden kraft, uden betydning og tilmed uden tilnærmelser mod vore socialistiske mål. En direkte og åben kamp – en kamp til sidste bloddråbe – er lige hvad vi har brug for. Borgerkrigen skal frembringes, understøttes af alle revolutionære og oppositionelle kræfter – der vil flyde meget blod og ske meget ubehagelige ting i denne kamp. Jeg er overbevist om, at det vil blive værst i Vesteuropa, fordi den hårdeste mellem klasserne vil blive udkæmpet – der store spænding mellem de modstående kræft – denne sidste kamp mod den imperialistiske verden til den sidste mand.

” Lenin rejste sig fra stolen, efter at han havde sagt disse ord med megen klarhed og tydelighed. Peter sad tilbagelænet i stolen og med en manglende opmærksomhed, der flød over i manglende deltagelse i Lenins ophidsede ord. Derefter talte han ikke et ord om kooperativer.
“Naturligvis har de ret” sagde han. “Uden kamp kan intet til ende bringes i noget land, uden denne fortvivlende kamp…”

“Men kun en massiv kamp,” råbte Lenin. “Vi har ikke brug for voldsomme aktiviteter fra enkeltpersoner. Det er på høje tid, at anarkisterne forstår dette, og ophører med at spilde deres revolutionære energi på ubrugelige ting. Kun i masserne, kun med masserne og igennem masserne; fra undergrundsarbejde til massiv rød terror – hvis nødvendigt med borgerkrigen, med kampen på alle fronter, med en alle-mod-alle-krig – kun denne type kamp kan krones med resultat – alle andre veje – den anarkistiske inkluderet – vil blive overladt til historien, til arkiverne. Og de er ikke til nytte for nogen som helst, uegnet til alle. Ingen vinder noget ved disse veje, og de demoraliserer kun sig selv og dem, som at en eller anden uforklarlig grund følger denne gamle ubrugelige vej…

Lenin afbrød med et sig selv, høfligt og sagde: “undskyld mig. Jeg er vist blevet revet med og trætter Dem. Men sådan er vi bolsjevikker. Alt dette er vort problem, vor Cognac, og det står os så nært, at vi ikke kan tale roligt derom.

“Nej, slet ikke,” svarede Peter, “det er yderst glædeligt, alt det, de siger. Hvis de og deres folk tænker således… Hvis i ikke forgiftes af magten, og føler jer sikre på, at den statslige autoritet ikke vil slavebinde folket – ja, så vil i opnå meget. Så er revolutionen virkelig i gode hænder.”

“Vi vil forsøge det,” svarede Lenin godmodigt, “og vi vil se, at ingen af os er indbildske, og ikke tænker for højt om sig selv. Det er en frygtelig sygdom, men vi har et udmærket helbredelsesmiddel – vi sender disse mennesker tilbage til arbejdet, tilbage til masserne.”

“Det er udmærket,” råbte Peter. “Efter min mening skulle dette ske langt oftere. Det er værdifuldt for alle. Man må ikke miste kontakten med den arbejdende befolkning, og man skal vide, at alt det, som står nedskrevet i vore programmer, kun er muligt via masserne. Men socialdemokraterne og uniformerede mennesker i alle lande tror, at der er en stor del ikke-arbejdere i jeres parti, og at denne del korrumperer arbejderne… Det afgørende er den modsatte tendens. Andelen af arbejdere skal være overvejende, og den ikke-arbejdende del skal kun gennem undervisning hjælpe arbejderne med et problem. De skal være hjælpeelementer i den socialistiske organisation.

“Vi har brug for oplyste masser” sagde Lenin, “og det er ønskværdigt, I hvis f.eks. Deres bog “Den Franske Revolution” straks bliver udgivet i et stort oplag i et stort oplag. Det ville være nyttigt. Vi vil gerne udgive denne udmærkede bog i et antal, der rækker til bibliotekerne læserum i landsbyerne og regimenternes læserum “Hvordan skulle det være muligt.
“Hvordan skulle det være muligt. Jeg ønsker ingen statslige udgivelse.”

Nej, nej” afbrød Lenin med et snu smil. “Selvfølgelig ikke på et statsforlag – men på et kooperativforlag.”
Peter nikkede samstemmende. “Nuvel” sagde, han tydeligt glad over dette forslag. “Hvis de bedragter bogen som nyttig – bifalder jeg en billig-ugivedse. Måske findes der et kooperativt forlag, som vil påtage sig opgaven.”
“vi finder et, vi finder et” forsikrede Lenin så på sit ur, rejste sig, og sagde, at han skulle af sted for at forberede et møde i folkekomisariatet. Han sagde hjerteligt farvel til os, samtidigt med at han tilføjede, at han ville være lykkelig for at modtage breve og instrukser fra Peter – og at han ville gennemgå dem grundigt og seriøst.

Peter Alexejevitsj sagde farvel, og tog tilbage til sin lejlighed.

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s