Ulrich Klemm – Libertære skole koncepter eller befrielsen af ​​skolen fra Stat, kirke og disciplin

agitate_educate_organize_and_overthrow_the_systemse videre: Anarkisme og pædagogik

Anmærkning: Tekten havde fodnoter tilføjet, men de tilsvarende fodnoter manglede i apendiks. Derfor blev disse fjernet ved digitaliseringen af den tyske original tekst: Zur Sache Nr. 7. Eine Schriftenreihe, herausgegeben von der Mackay-Gesellschaft (1984).

Først digitaliseret og bearbejdet af http://www.anarchismus.at i sin tyske orginal, og overs. og udg. først på dansk af Sorte Fane Blog & Distro.

1. For et alsidigt, rationelt og frisindet dannelsekoncept
De libertære pædagogiske bevægelser og koncepter handler generelt lige ud sagt om at frigøre pædagogikken fra dannelsen, til en eller anden verdensanskuelse og autoritær opdragelsespraksis. Det er rettet imod uddannelses- og opdragelsesforanstaltninger, som har til hensigt at forme mennesker efter  verdslige eller religiøse ideologier. Pædagogiken bekæmper metafysisk determinerede uddannelses- koncepter og sætter i stedet den fri læringskoncept i et frit opdragelsesfællesskab.

Vi må se Libertære opdragelseskoncepter primært som en pædagogisk befrielsesbevægelse, der beskæftiger sig med at frigøre børn og unge fra institutionaliserede pædagogisk tvang (familie, børnehave, skole, etc.). Pædagogiske processer er tænkt her som socialiserings processer, der ikke kun foregår i skolesystemet.  Dannelse foregår også i familien og andre institutioner styret af udefra kommende magter, og derfor må en omfattende pædagogisk befrielsesbevægelse også være rettet mod en påtvungen seksuel moral, mod autoritære familiestrukturer, imod statens formynderi, økonomisk udnyttelse og må ikke stoppe ved kritikken af skolen. Det statslige tvangsskolessystem er blot en form for at udøve strukturelvold imod børn og lærer/pædagog. Libertær pædagogik er en integreret del af en revolutionær praksis. Denne forståelse af pædagogik møder vi allerede hos Robert Owen og Charles Fourier, og i samtiden udøves af radikale “udviklingspædagoger” som Ivan Illich, Paulo Freire og Everett Reimer. En revolutionær praksis forstås her i betydningen af “Strategier for en fredelig revolution” (E. Reimer, 1972). Dannelse og opdragelse til ”frihedens praksis”(P. Freire, 1973), hvor de fremtidige “strukturer for  en kulturrevolution”(I. Illich, 1972), der skal udvikles. ”Hvis radikal pædagogik er en del af en radikal bevægelse, kan deres handlinger ikke være at skabe et nyt uddannelsessystem i et tomrum. Det er nødvendigt at udvikle strategier, der reagerer på de politiske realiteter i det  nuværende opdragelsessystem.”

 Libertær pædagogik handler om radikale strategier for fornyelse af pædagogiske processer, der fanger mennesket som helhed.

Det handler ligeså om en anti-autoritær og anti-statslige kritik af de sociale institutioner, som også er en kritik af de historisk producerede betingelser for “barndom” og “ungdom”. Libertære tilgange til pædagogik kæmper for kvinders frigørelse fra sociale, økonomiske og ideologiske begrænsninger og kombinerer ofte uddannelses- og pædagogiskeprocesser med de antiautoritære målsætninger af den anarkistiske bevægelse.

Hertil kommer, at dem der er fortaler for denne pædagogik ikke sidder fast i en meta-kritik af de sociale forhold, men giver konstruktive bidrag til fornyelse af “pædagogiske relationer” mellem lærer/pædagog og barn/elev. Udgangspunktet er en pædagogisk antropologi, der har sit fundament i det frisindede-libertære syn på mennesket. Individet ses som et væsen, der passerer gennem frihed til frihed. Princippet om “selvstyret læring” er aksiomet af “pædagogiske relationer” af libertær karakter. Med hensyn til læring i skolen giver L. N.Tolstoj udtryk om det  følgende: ”Læreren bestræber sig instinktivt altid til at vælge den metode til undervisning, der er mest bekvem. Jo mere bekvem en undervisningsmetode er for læreren , jo mere ubehagelig er den for eleven. Kun den undervisningsmetode er den rette, med hvilken elverne er tilfreds med. ”

I sit pædagogiske tidsskrift “Jasnaya Poljana” (1862-1863) gennemarbejder Tolstoj i talrige essays sine oplevelser fra sin undervisningspraksis og kom til den erkendelse, at uddannelse altid må tage udgangspunkt i princippet om individets frihed og helt og aldeles kun må begrundes ved hjælp af den menneskelige erfaring og fornuft (i modsætning til verdensanskuelig forudbestemte opdragelsesnormer og -metoder).

Denne grundlæggelse af en frisindet pædagogik er idealtypisk for libertære opdragelseskoncepter. Men vi må tydeligt fremhæve at libertær pædagogiske fornyelsestanker er ikke kun formuleret i teorien. Næsten alle der repræsenterer denne bevægelse var først praktikere. Således finder vi i historien af denne radikale reformpædagogik en række succesfulde og langvarende opdragelses – og skoleeksperimenter. Den begyndte med skolegrundlæggelser af R. Owens i begyndelsen af ​​det 19. århundrede. Derpå fulgte de antiautoritære modelskoler af L.N. Tolstoj og F.Ferrer og i mellemkrigstiden var det børnegrupperne og opdragelsesfællesskaberne af Otto Rühle, Ernst Friedrich og ”Freien Arbeiter-Union Deutschlands” (FAUD), der fulgte frisindede og libertære pædagogiske  mål. I USA opstod en bevægelse efter F. Ferrers død, ligeledes en række libertære skoler, der så sig selv som “Free School Movement”. I begyndelsen af ​​tresserne udviklede også i USA en modskolebevægelse, som er tæt knyttet til pædagogerne Paul Goodman, Jonathan Kozol, George Dennison og John Holt. Her bør fremhæves “First Street School” (1964-1964) grundlagt af George Dennison i New York og som blev til model for den nordamerikanske alternativskolebevægelse.

Sammenfattende om principperne for den libertære pædagogik citeres afsnitvis en tekst, der blev skrevet 1898 af en anarkistisk komite for at begrunde et libertært undervisningsprogram og fastholde grundlaget for en frisindet Skole og opdragelsespraksis: “En undervisning, der bør svare videst til frihedens kriterium, må fra et opdragelsesmæssigt synspunkt fjerne disse tre formler: a) den disciplin, der giver fødsel til hykleri og løgn; b) programmerne (læreplaner), der ødelægger originaliteten, initiativet og ansvarsfølelsen; c) klassificeringen, som føder rivaliseringen, jalousien og hadet. Efter ophævelsen af disse ting kan og skal undervisningen være integral (alsidigt), rationelt, for begge køn i fællesskab og frisindet:

a) integral (alsidigt) ved at søge den harmoniske udvikling af hele væsenet, og vil tilbyde et komplet, syntetisk, forbundet, på alle områder af intellektuelle, fysiske, manuelle og professionel viden parallel progressiv hele; b) rationelt, ved at (pædagogikken)vil blive begrundet på fornuft og på principperne af nutidens videnskab og ikke på tro: udviklingen af ​​den personlige værdighed og uafhængighed, og ikke på fromhed og lydighed; på fjernelsen af fiktionen Gud, på hvilken denne evige og absolutte årsag til slaveri bliver bygget. c) (undervisning) for begge køn sammen, ved at fællesundervisning af kønnene begunstiger det stadigt broderlige og familiære samvær af drenge og piger. Snarere end repræsentere en trussel, fjerne denne fællesopdragelse i barnets, sind sygelige nysgerrighed og vil ved disse fornuftige betingelser, under hvilken denne(opdragelse) bør blive efterkommet, for at garantere trygheden og en høj moral. d) libertær (anarkistisk) ved at den vil retfærdiggøre en gradvis ødelæggelse af autoritet til fordel for frihed, fordi endemålet for opdragelsen er at danne frie mennesker som føler agtelse og kærlighed for andres frihed.”

2. Imod industrisamfundets hellig ko.
I fokus for antipædagogisk og antiautoritær kritik af libertær karakter, er skolen. Langt de fleste af kritikens repræsentanter var og er i første omgang kritiken af skolen. Deres kritik er vendt imod både læringsbetingelser i skolen og den traditionelle elev-lærer-relation, samt imod skolen som en samfundsinstitution.

Angrebet på “skolen som en hellig ko” (I. Illich, 1972) af det industrielle samfund, finder vi gennemgående disse koncepter. For I. Illich er skolen blevet et “myte-dannende ritual”, som kun kan fjernes ved dybtgående samfundsmæssige ændringer. “Radikal nyorientering i den institutionaliserede uddannelse forårsager radikale politiske ændringer i mennesket, der forstår sig selv som et væsen der behøver skolen”. Illich står således i traditionen med libertære opdragelseskoncepter, der ønsker med omfattende uddannelsesreform at forårsage store samfundsmæssige forandringer. I. Illich skriver videre: “Det er svært i dag at sætte spørgsmålstegn ved skolen som et system, fordi vi er så vant til det. Vores industrielle kategorier er beregnet til at betragte disse som produkter af specialiserede institutioner og instrumenter.”.

P. Goodman, en moderne I. Illich og libertær samfundskritiker, ser en vej ud af dilemmaet af koloniseret pædagogik og uddannelse, som han kalder ”Incidental education”. “Vi er nødt til at udvikle praktiske måder at undervise, som ikke har udnyttende karakter.” Med et fem-punkts program, kræver han en drastisk reduktion, af den statslige vedtagende skolegang, som efter hans mening hæmmer den naturlige og harmoniske udvikling af børn og unge.

Han skriver: “Jeg tænker, 1.) Incidental uddannelse (gennem deltagelse i, hvad der sker i samfundet) bør være hovedformidling for læring; 2). de fleste High Schools bør afskaffes, ungdomsfællesskaber af anden slags bør overtage deres sociale funktion; 3.) College-uddannelsen bør ikke gå forud for indtrædelsen i erhvervslivet, men følge derefter; 4.) Opdragerens hovedopgave bør være at sikre, at Incidental læring, bliver muligt i alle områder i samfundet. I givent tilfælde bør samfundet skaber nye meningsfulde aktivitetsområder, med nye pædagogiske muligheder; 5.) målet for folkeskoleskolepædagogik bør være at beskytte og fremme den frie udvikling af barnet op til tolvårsalderen, fordi presset der udøves af samfundet og familien er for stort, til at barnet kan modstå den ved egen kraft.Disse principper realiserede George Dennison i hans “Modskole”, om hvilket  han beretter: ”I fire punkter var First Street School usædvanlig”: For det første var det en meget lille skole med et lavt antal lærere/elever, for det andet kostede de offentlige skoler denne ”ødsel” fortrolighed mellem lærere og elever, som normalt  er meget dyrt, per barn ikke mere end  850 Dollars årligt i driftsudgifter, for det tredje, havde vi væltet den konventionelle struktur, fordi i mens de offentlige skole kun så sig som undervisningssteder og personlige relationer underlægges alvorlige begræninger, forstod vi os selv som miljø, for at modne og at acceptere relationerne mellem børn og som osse var skolens sande hjerte barn;. og for det fjerde, oplevede lærere og elever denne form for frihed på samme måde.”

Vi ser ved dette eksempel af en libertær skolepraksis, at den ikke er begrænset til kritikken af skolens samfundsmæssig funktion, men søger efter konkrete koncepter for humanisering af didaktikken og lærer-elev-relationen.

Udover R. Owen, Ch. Fourier og L. N. Tolstoj fra det 19. århundrede er i denne sammenhæng, især F. Ferrer være at nævne, som i begyndelsen af ​​det 20. århundrede med hans “rationalistiske læringsmetode”, grundlæggeren af ​​”Modern School Movement” (engl. “Moderne School Movement” double “, frans. L ‘Ecole rénovée”) var og er bliver set, som en af ​​de store radikal reformpædagoger i dette århundrede. Den 8. september 1901 åbnede han i Barcelona hans “Moderne Skole”, som eksisterede indtil 1906, inden den blev lukket af den spanske regering. Han praktiserede en antiautoritær undervisningsdidaktik, hvor drenge og piger i atmosfæren af ​​en “fri skoleorden” fik en bred almen uddannelse funderet på videnskabelig erkendelse. Vi kan kun have svært ved  at forestille os dette revolutionerende skridt i det spanske skolesystem, hvilket var på denne tid helt i hænderne på den katolske kirke. F. Ferrer indså betydningen af ​​ordene “Viden er magt – magt er viden” (W. Liebknecht) og skabte med sin metode et undervisningskoncept, som efter hans voldsomme død og opløsningen af ​​hans skole, blev retningsvisende i Frankrig og USA for den anarkistiske skolebevægelse. For F. Ferrer var hans opdragelses- og undervisningsmetode et “forsvar mod fejltagelser og uvidenhed.” Samfundsmæssige forandringer begyndte for ham ved opdragelses- og dannelsesprocesserne. En sådan holdning er karakteristisk for libertære skolereformer og vi møder den hos R. Owen, som også hos Ch. Fourier, L.N. Tolstoj, B. Russel, M. Gandhi og de frisindede pædagoger i mellemkrigstiden. Libertær skoledidaktik er altid forbundet med antiautoritære koncepter og princippet om “selvstyret læring”. I modsætning til ortodoks-socialistiske modeller for revolutionære opdragelse. (f.eks. O.F. Kanitz, E. Hoernle), sigter libertær pædagoger på friheden og selvbestemmelse for individet, som konstitutive kendetegn ved læringsprocesser. For socialistiske pædagoger handler det først og fremmest om opdragelse til “klassebevidsthed”, “klassefølelse”, “kollektivisme”, og en uddannelse til “disciplin”. Opdragelsesmål underordnes partipolitiske og ideologiske interesser.

Libertær kritik af skolen kombinerer to elementer: Et, der vender sig imod den institutionaliserede uddannelse (under kontrol af stat og kirke), som bliver misbrugt til reproduktion nationalistiske, affirmativ og autoritære samfundsmæssige og individuelle strukturer.  En analyse af skolen som opdragelse og undervisningssted bliver til en analyse af stat og kirke, og deres interesse i udannelsesmonopolet. Historien af den statslige vedtagende undervisningspligt (uddannelsespligt i Danmark) er nationalismens og det borgerlige samfunds historie. Skolen er ud fra libertære pædagogers synspunkt, den vigtigste reproduktioninstans af de eksisterende økonomiske og sociale forhold, og i første omgang kun nyttede emancipation af borgerlige kredse.

To, Denne uddannelsespolitiske og samfunds-filosofiske kritik af skoler bliver suppleret med konkrete modeller for humaniserende praksis og didaktik i skolen. Dannelse og opdragelse som en praksis for frihed kræver et nyt lærer-elev forhold og en “fri orden” (L.N. Tolstoj) i uddannelses- og opdragelsesinstitutionerne.

En Sådan antiautoritær didaktik finder vi i særlig høj grad realiseret hos L. N Tolstoj, F. Ferrer, B. Russell og G. Dennison. Alle disse pædagoger vender sig imod at følge en verdensanskuelse-pædagogik, og i stedet tilstræber en “rationalistisk læringsmetode” (F. Ferrer), som beror på de didaktiske principper om frihed og ansvar og som orienterer sig efter de  videnskabelige og den menneskelige erfaring som erkendelsemetode.

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s