Lidt om anarkismen – historisk og aktuelt

Teksten er oprindelig udgivet af Anarkistisk Boghandel, Viborg, [ca.1980], 6 A4 sider, stencileret.

Teksten bringes med tilladelse fra Carl Heinrich Petersens Mindefond, der også driver ejendommen Gothersgade 27 i Viborg, og er indskannet fra en pdf-kopi af Carl Heinrich Petersen egen maskinskrevne tekst med håndskrevne rettelser. Noterne er alle tilføjet af redaktionen.

http://modkraft.dk/artikel/lidt-om-anarkismen-historisk-og-aktuelt

se videre: Petersen, Carl Heinrich

Af Carl Heinrich Petersen

Enhver, der rejser sig mod magten og bekæmper den, er anarkist, sagde den franske anarkist Sebastian Faure (1). Det skal dog straks tilføjes, at det ikke er nok bare at bekæmpe bestemte magthavere. Ja, end ikke alle bestående og hidtidige magtsystemer, hvis formålet er at sætte et andet magtsystem i stedet; det er selve magten som system og praksis, anarkisterne vil udrydde. Det er svært at forstå for de allerfleste, og det bliver ikke lettere af, at hovedparten af anarkisterne har været parate til at bruge eller anbefale særdeles håndfaste magtmidler til udryddelse af magten – såsom væbnede opstande, generalstrejker og undertiden også forskellige former for individuel eller gruppeterror som f.eks. attentater. I praksis har de anarkistiske attentatperioder og antallet af udøvere af modterror af anarkistisk observans dog været af langt mindre omfang end almindeligt antaget, og det er ganske karakteristisk, at blandt nutidens talrige terrorister i mange lande, er jeg ikke i stand til at nævne een eneste rigtig anarkist, skønt massemedierne jo ligefrem frådser i anarkistbetegnelser om dem! Derimod er der mange marxist-leninister og nationalister og kombinationer af sådanne blandt terroristerne, selv om de i disse kategorier også kun udgør et fåtal. Og de værste terrorister er og har altid været diktatorer og en del andre magthavere med statsmagten til deres rådighed!

Ordet anarkisme kommer af det græske anarchos, hvilket betyder “uden herredømme”, altså uden herskere eller regering og disses magtapparat, staten. Som regel bruges ordet helt negativt, nemlig som betegnelse på frygtelig uorden, og ved anarkister forstår de fleste simpelthen aldeles amoralske mennesker, som hylder og anvender de mest hensynsløse og forbryderiske midler, navnlig vold af enhver art. I virkeligheden har der som påpeget for 10 år siden af vor fornemme danske ekspert i ideologier og politisk historie Curt Sørensen ved Århus Universitet, snarere været færre voldsudøvere blandt anarkister end blandt tilhængere af andre ideologier, – men alligevel er ordet “anarkist” også historisk først blevet brugt på den negative måde. Det skete under den store franske revolution i 1789, hvor både “les enrages” (de rasende) (2) og Robespierre blev skældt ud som anarkister af mere moderate revolutionsmænd. Men ligesom ordene kristen og kvæker oprindeligt var skældsord og senere blev accepteret af de udskældte og dermed givet en positiv betydning, sådan gik det også med betegnelsen anarki og anarkister.

Den første, som selv betegnede sig som anarkist, var franskmanden Proudhon (3), og det skete i hans bog “Hvad er ejendom?”, der kom i 1840. Alligevel gik der en menneskealder, inden ordet blev antaget som en retningsbetegnelse, idet Proudhons tilhængere ikke kaldte sig anarkister oprindeligt, men “mutualister” (4), hvilket betyder gensidigheds-tilhængere, og kommer af det gensidighedsprincip, som var det bærende i Proudhons kooperative ideer og projekter. Først i løbet af 1870’erne gik Bakunins tilhængere tøvende over til at betegne sig som anarkister. Endnu mens de sloges med Marx i og omkring 1. Internationale, kaldte de sig i reglen bare “de antiautoritære”.

 

Første side af artiklen med Carl Heinrich Petersens egen håndskriftFørste side af artiklen med Carl Heinrich Petersens egen håndskrift

Uenighed blandt anarkister

Det er som sagt magten som princip og staten som dens højeste praktiske organ, vi anarkister vil afskaffe, og derom er vi principielt enige, men ellers er vi mindst lige så uenige som f.eks. socialister, kommunister og kristne, og derfor er også anarkismens historie for en væsentlig del historien om indbyrdes stridigheder.

Det fik jeg for over 20 år siden et stærkt indtryk af, da min gode ven Rudolf Rocker (5) skænkede mig sin fortrinlige Most-biografi fra 1924: “Johan Most. Das Leben eines Rebellen”.

Anarkismens stærke side er i øvrigt så afgjort det negative: kritikken af de forskellige magtsystemer, staten, hæren og kirken, feudalismen og kapitalismen (herunder også statskapitalismen i form af bolchevikkernes såkaldte “socialisme”) samt det repræsentative system (pampervældet) i politik og arbejderbevægelsen, og der er for mig ikke den mindste tvivl om, at den kritik er rigtig i imponerende udstrækning. Jeg kan også godt se, at der kan være en vis logisk konsekvens i at afvise ethvert magtsystem og magtapparat, fra de mest totalitære til de mest demokratiske – men det er skinbarlig vanvid og en katastrofal mangel på vurderingsevne og realitetssans ved sidestilling af f.eks. facismens og bolchevismens terroristiske totalitære banditregimer (med afskaffelse af alle friheder og personlige rettigheder) med det borgerlige demokrati, som det kendes i nutidens Danmark og tilsvarende lande, hvor de medborgerlige friheder og personlige rettigheder eksisterer og praktiseres i ret stort omfang – uden på alle områder at være konsekvent gennemført, og som i visse henseender endda nærmest glimrer ved deres fravær. Eller sagt på en anden måde: der er ganske vist tusinde ting, som kan og skal kritiseres i demokratier som det danske i dag, og til den kritik kan der hentes megen inspiration og mange gode fiduser i anarkismen; men der er også positive træk i billedet, hvis man vurderer det ud fra den afgørende anarkistiske grundværdi, nemlig friheden. Tænk bare på ytringsfriheden og den ikke ubetydelige personlige frihed. Derfor er jeg helt enig med den gamle svenske anarkist, mangeårig chefredaktør for den svenske syndikalistavis “Arbetaren”, Albert Jensen (6), når han lige efter det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet i 1948 sagde: “Et ufuldkomment demokrati er bedre end et fuldkomment despoti!” Det skal her tilføjes, at de tre betydelige tyske anarkosyndikalister, Rudolf Rocker, Helmut Rüdiger (7) og Augustin Souchy (8) klart har stillet sig på samme standpunkt i alle de år, jeg har kendt dem. Jeg kan godt forstå, at anarkister og syndikalister før min tid var ganske negative mod politisk demokrati, for det, der dengang gik under betegnelsen politisk demokrati, var ikke synderligt demokratisk, og selv i de mest industrialiserede lande var masseelendigheden dengang et tilsyneladende urokkeligt faktum, hvortil endelig kom, at den tids revolutionære, herunder anarkisterne, regnede med en kommende revolution og påfølgende rask indretning af frihedens rige som en reel og nært forestående mulighed. Det kan ingen med en smule fornuft i behold tro i dag, og derfor består anarkismens positive værdi i nutiden ikke alene eller helt overvejende i at drive negativ agitation mod alle eksisterende magtstrukturer og samfundssystemer uden nuancer og forkynde en nært forestående anarkistisk dommedag i form af en engangsrevolution, der løser alle problemer – men i at forbinde den stadig vigtige kritik af alle magtstrukturer og magthavere med positive forslag og forsøg i praksis med delløsninger af (mere eller mindre bevidst) anarkistisk karakter.

Derfor er det i nutidens Danmark langt vigtigere at kæmpe for Thylejren og Christiania samt andre former for kollektiver og for nærdemokrati i det hele taget i boliger og på uddannelsessteder, i kommuner og faglige organisationer og for direkte aktion i form af strejker og på andre måder, end bare at snakke om revolution og tusindårsriget. Målet er stadig folkelig selvbestemmelse og selvforvaltning og frihed, men det afgørende må være det praktiske og konkrete arbejde herfor på utallige måder og områder, og hvis revolutionære fanatikere, som udråber sig selv til de eneste anarkister, kalder det for “reformisme”, så lad dem gøre det, for det er i hvert fald en “reformisme”, der er væsensforskellig fra Anker Jørgensens og Thomas Nielsens.

Foruden om det med værdien af det relative demokrati og de mere eller mindre “reformistiske” arbejdsmetoder har der også været – og er der – uenighed mellem anarkister om de spanske anarkosyndikalisters taktik under den spanske borgerkrig, især om “ministeranarkismen”, dvs. deltagelse i regeringerne, samt stiltiende accept af militariseringen og den påfaldende passivitet over for den borgerligt-stalinistiske kontrarevolution i den republikanske lejr, f.eks. mod den storslåede og frivillige kollektivisering af store dele af det økonomiske liv, som betød en større tilnærmelse til visse anarkistiske samfundsidealer end både før og siden i verdenshistorien.

Selve det, at vore spanske kammerater gik ind for samarbejde med den øvrige spanske arbejderbevægelse og andre spanske antifascister, kan jeg principielt anerkende; men at deres deltagelse med ministre i centralregeringen blev en fiasko, og at de var alt for passive over for den stalinistiske kontrarevolution, vil jeg straks føje til. Men uanset taktik ville den spanske revolution efter al sandsynlighed have lidt nederlag, fordi den stod over for en verden af fjender, og kun havde få og aldeles magtesløse venner uden for Spanien.

Nu, jeg er ved uenigheden blandt anarkister, vil jeg også lige sige et par ord om det med religion. En hovedtendens i anarkismen har været en skarp ateisme, som ville afskaffe al religion, og Bakunins (9) stillingtagen i hans berømte skrift, som for nylig er udsendt på dansk (“Gud og staten”), er ganske typisk i den retning. Religiøse anarkister som f.eks. russeren Tolstoj (1828-1910) (10) har dog forekommet og forekommer stadig; men de har i reglen været stærkt rationalistisk indstillede, og deres primære mål har været samfundsmæssige forandringer og ikke religiøs propaganda. De har meget ofte været pacifister tillige, og det er ganske interessant, at (måske) de første anarkister i verden var kristne. Det var de såkaldte “diggers” (graverne) (11), som under den engelske revolution omkring 1650 søgte at skabe deres egen anarkistiske koloni ved at begynde for sig selv med at opdyrke ødemarker i Sydengland – hvad deres fjender dog hurtigt og voldeligt satte en stopper for.

 

Anarkistiske bevægelser

Den første anarkistiske bevægelse af nogen varighed var Proudhons elever, de franske mutualister, som spillede en betydelig rolle ved oprettelsen af 1. Internationale (sammen med engelske fagforeningsfolk, mens Marx først kom med ved selve stiftelsen og forholdt sig total passiv ved den!).

De franske proudhonister spillede ligeledes en rolle på Internationalens første kongresser; men det var først med Bakunins antiautoritære retning, at anarkismen i 1870’erne blev en international bevægelse – og i løbet af få år faktisk kulminerede som en sådan med tusinder af medlemmer i Spanien, Italien og det fransktalende Schweiz og med nogen tilslutning også i Frankrig. Tidligt fik anarkismen også en hel del tilhængere i Latinamerika. Denne første internationale anarkistbevægelse var mange steder en ægte arbejderbevægelse med massetilslutning, og den forenede de revolutionære bestræbelser med fagforeningsaktivitet og almen anarkistisk oplysning; men fra omkring 1880 ændrede billedet sig de fleste steder. En del kendte anarkister gik over til socialdemokratiet, og i land efter land drev regeringsforanstaltninger anarkisterne under jorden. Dette, sammen med en voksende beundring for den terroristiske bevægelse i Rusland, som i 1881 dræbte zar Alexander den 2., fik desperate gengældelsesstemninger til at brede sig i de anarkistiske rækker, som til med hjemsøgtes af politiagenter og provokatører, der ivrigt pustede til ilden. Resultatet blev i nogle lande en vis om end begrænset anarkistaktivitet i form af terrorisme, der yderligere isolerede og svækkede bevægelsen og satte ekstra gang i forfølgelserne af den. I Spanien bevarede anarkisterne dog deres massetilslutning, og en ny om end mere indirekte massetilslutning, og en ny om end mere indirekte masseindflydelse fik en del anarkister, der blev aktive i de syndikalistiske bevægelser i begyndelsen af vort århundrede.

I Norden opstod der anarkistiske grupper i 1890’erne i de tre skandinaviske lande, og i de såkaldte ungsocialistiske bevægelser fik anarkisterne en begrænset indflydelse efter århundredeskiftet – mest og længst i Sverige.

Fra den spanske revolutions nederlag i borgerkrigen, der sluttede i 1939, og de næste ca. 25 år så det ud, som om anarkismen var forsvundet som masseforeteelse overalt; men fra midten af 60’erne kom anarkistiske og bredt antiautoritære synspunkter igen til at spille en rolle i en række lande – nu dog mere som en surdej især i ungdoms- og studenteroprøret end som fast formulerede og organiserede bevægelser af massekarakter. Det nærmeste man er kommet noget i den retning i nutiden, er i form af den genopståede anarkosyndikalistiske bevægelse CNT i Spanien, som med sine formentlig over 100.000 medlemmer igen fik vægt i spansk arbejderbevægelse før splittelsen i 1979, men dog er langt fra en majoritetsstilling som før 1939. Jeg har allerede antydet, at jeg betragter en helt anarkistisk verden som (formentlig) en utopi, men vil føje til, at så er marxismens mål også en utopi, for det er i virkeligheden det samme, der udtrykkes i formlen “statens bortvisnen” eller “den fuldstændige kommunisme”. Her kan man også se, hvor vigtigt det er, det med metoderne, for skønt kommunisterne altså har et lige så smukt endeligt mål som vi anarkister, så har deres modbydelige og forbryderiske metoder jo ført til lige det modsatte overalt, hvor de har magt til at praktisere dem. Under indtryk heraf og på baggrund af tilsvarende eller andre magtsystemer og magtmisbrug har mange både “idealister” og “realister” erkendt, at al magt korrumperer og total magt korrumperer totalt, og det er en god anarkistisk læresætning!

Kyniske magtudøvere, ideløse “realpolitikere” og åndeligt ubemidlede pampere af alle slags har redet menneskeheden som en mare i hele den historiske tid, og selv deres mest revolutionære modstandere har i reglen bare valgt sig andre autoriteter og magtudøvere. Derfor er der noget meget inspirerende og belærende i anarkisternes valg af den fuldkomne frihed som mål og idegrundlag. – Og selv om den nok er utopi, så kan det næppe skade at have den som ledestjerne, så er der måske chance for at nærme sig idealet. Som Danmarks betydeligste anarkistiske forfatter J.J. Ipsen (12) skrev uden på et af sine mange småskrifter: “Spænd en stjerne for din vogn!” – En sådan stjerne er anarkismen!

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til

Anarkistisk Boghandel
Gothersgade 27
8800 Viborg
Telf. (06) 62 33 18

oo0oo

Teksten er indskannet af Poul Mikael Allarp, 1/12 2015

Se Modkraft Bibliotekets emneliste Carl Heinrich Petersen (1915-1988), hvor der er link til andet materiale om Carl Heinrich Petersen og henvisninger til andre tekster om og af CHP, som er indskannet og lagt online af Modkraft Biblioteket.

Se Modkraft Bibliotekets lister om Anarkisme.

Se også Modkraft Bibliotekets samling af indskannede tekster.

 

Noter

(1) Sébastien Faure (6/1 1858 – 14/7 1942). Fransk anarkist og fritænker – stod for synthesis anarkismen. Se engelsk Wikipedia

(2) “Les Enrages”. Aktive under den franske revolution og spillede en aktiv rolle i 1793 opstandene i Paris.Se engelsk Wikipedia

(3) Pierre-Joseph Proudhon (15/1 1809 – 19/1 1865). Se Modkraft Biblioteket

(4) Mutualister – se P-J Proudhon (Note 3).

(5) Johann Rudolf Rocker (25/3 1873 – 19/9 1958). Tysk anarkosyndikalist, forfatter og aktivist. Se engelsk Wikipedia

(6) Albert Jensen (29/6 1879 – 9/4 1957) Svensk journalist, publicist, anarkist, syndikalist og agitator. Se svensk Wikipedia

(7) Helmut Rüdiger (1903-1966) Tysk anarko-syndikalist, deltog i den spanske borgerkrig. Se Libcom.org

(8) Augustin Souchy (28/8 1892 – 1/1 1984). Tysk anarkist, journalist og forfatter. Se engelsk Wikipedia

(9) Mikhail Bakunin (30/5 1814 – 1/7 1876). Russisk revolutionær anarkist. Se Modkraft Biblioteket

(10) Lev Tolstoj (9/9 1828 – 20/11 1910) Russisk forfatter. Se Modkraft Bibliotekets Tidslinje

(11) “Diggers” (graverne) ca. 1650, protestantiske radikale forløbere for anarkisme, agrar socialisme og Georgister. Se engelsk Wikipedia

(12) J.J. Ipsen. (1857-1936). Dansk forfatter og anarkist. Se Leksikon.org

 

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s