1. Mai 2016: KRIG MOD KRIGEN KRIG MOD ARBEJDE

antiarbejdeStaten kan sulte dig, sætte dig i fængsel, tvinge dig i arbejde og krig – intet af dette er forbudt af regeringen

PDF Krig mod krigen krig mod arbejdet

  1. Krig og markedet har siden oldtiden været to sider af samme sag. Foreningen af stat og marked opstår i oldtiden, fordi kongerne som regel kun kunne aflønne lejesoldater med guldmønter. Disse penge og det deraf opståede marked blev brugt i samfundet, hvilket betød, at der blev skabt et civilsamfund, hvis velstand var afhængig af krigenes succes, for at kunne forsyne soldaterne med mad, våben, tøj og underholdning, osv.

    2. Forbindelsen mellem markedet og krigen, var måden man tvang samfundet til at acceptere privat ejendom og lønarbejde. Dette er ikke sket frivilligt. Den tidlige industrialiserings fabrikker har virkeliggjort billedet på denne krig: arbejdernes blå uniform og fabriksfløjten, maskinernes rytme som marchrytme, hierarkiet, autoritetstro, arbejdsmoral og -disciplinen, volden mod strejkende arbejdere osv. Hvem kan holde ud at stå foran den samme maskine i timevis og lave samme ensidige bevægelser? Lønarbejdets historie er en historie om vold og atter vold, da det overhovedet ikke ville have været muligt uden militærisk pligt, tvang og disciplin, at få folk til at acceptere det. I Europa begyndte det med, at man ødelagde middelalderens landsbysamfund og commons, og der efter, gik man i gang med at gennemtvinge samme barbari i resten af verden ved hjælp af kolonialismen og krig. Dette forsætter stadig i hele verden i dag. I commons der før var kollektiv dyrkelse af jorden, opdræt af dyr og skovbrug af bønderne, blev der etableret skoler, veje og en slags middelklasse, der ønsker vestligt forbrug, samt en overklasse der røver landet, til fordel for vestlige lande. Derfor er der stadigvæk post-kolonial afhængighed og økonomisk og kulturelt udnyttelses i forhold til de “koloniale moderlande” årtier efter at kolonimagten er væk.

 

Der blev i 2014 anmeldt Anmeldte 21.700 erhvervsbetingede sygdomstilfælde, 32.065 sundhedsskadelige påvirkninger og 40.674 arbejdsulykker hvor af  37 med døden til følge (Arbejdsstyrelsen). I DK  døde 2.000 lønmodtager på et år på grund af arbejdsbetingede lidelser og  1.942 danskere samme år døde før pensionsalderen som følge stress eller kræft efter at have indåndet asbest – sygdomme de havde erhvervet sig på deres arbejde (ILO 2001).
  1. Hvad krig og markedet også har til fælles er at igennem staten, er arbejdstvang, sulten og fattigdommen påført af staten. Hvordan fik man arbejderne i Europa til at slide i fabrikkerne til at begynde med? De blev drevet til det af sult i byerne. Dem, som smuttede uden om systemet og prøvede at overleve ved at vagabonderede og tigge blev udsat for en klapjagt, for at sætte disse mennesker i arbejdshuse, tugthuse og andre fængselslignende steder. Dette er i dag blevet genskabt igennem kommunal aktivering af folk på overførselsindkomsten, kontanthjælpsloft og lignende. En indvending kan være, at der i kraft computere og globalisering, er blevet afskaffet de mest barbariske forhold ved industrialiseringen, i det mindste i velfærdsstaten Danmark. Men nej! Løbebåndet findes stadigvæk i nogle industrier og der hvor den er forsvundet lokalt, findes den i stedet globalt. Det er blevet udvidet til hele verden. Danmark er en station i produktionen på det globale løbebånd. Den enkelte arbejder skal løbe om kap med den indiske, franske og tyske lønmodtager. Det som alle arbejder har til fælles, er trussel om social deroute når disse i ikke leve op til samfundets normer. Lønmodtageren har aldrig penge nok til, reelt at holde op med at kunne arbejde og som arbejdsløs, har man ikke midlerne til at skabe sig en sikker økonomi, der kan give en meningsfuld tilværelse i de fællesskaber, man ønsker at være en del af. Mister man arbejdet eller arbejdsevnen, mister man også evnen til at være økonomisk “selvforsørgende” og til at blive anerkendt i samfundet. Kynismen i politikernes sprog er synligt, når disse kræver at man skal være “selvforsørgende”. Lønmodtagere får netop kun lønnen for deres arbejde og ikke hele den profit arbejdsgiveren får for produktet eller ydelsen når disse sælges på markedet. Lønmodtageren har ikke erhvervslivets produktionsmidler (fabrikker, naturresurser, transportmidler …). Dem der kan leve af andres menneskers arbejde er cheferne. Lønarbejdertilværelsen er et resultat af strukturel vold, som er at alting koster penge. Der findes ingen måde at leve uden for markedsøkonomien.

Der er også trussel og anvendelse af vold fra politiet mod alle som bryder med ejendomsretten som “kriminelle”, som efterlever profittens logik på den forkerte side af loven eller bz’ere der tager huse eller arbejdere som overtager fabrikken ved direkte aktion for at blive herre over deres egne liv ved at tage de ressourcer de har brug for. Ejendomsretten gør at individer og grupper ikke selv kan stille dem, der er de privilegerede i et samfund ved at drive forretning, til ansvar:  Den sultende kan ikke gå til bageren og tage brød, den boligløse kan ikke uden videre flytte ind i en tom bolig, og den der har brug for at arbejde, kan ikke uden videre gå hen et sted og starte med at arbejde der, den syge kan ikke tage på hospitalet eller apoteket få lægebehandling og medicin osv. Alt koster penge, over alt er behov et mål til midlet for at opnå profit. Ejendomsprincippet er aftalen mellem stat og borger, det er ikke en aftale om hvordan ressourcer kan bruges som brugsretten, men kun en aftale om at ingen anden må bruge en ting som man ejer. Dette betyder, pga. markedsøkonomien, at erhvervslivet bruger deres ejendomsret til at tjener kassen på andres menneskers behov. Ejendomsretten monopol på produktionsmidlerne, mens lønmodtagerne kun kan bruge samme ret til at sikre ting til deres overlevelse og komfort i privat forbruget.

 

  1. 4. Krig og markedet har det til fælles at den politiske elite vil aldrig reelt gøre op med ingen af disse. Begge skabes af staten igennem mobilisering af folk til massive økonomiske investeringer, opbyggelse af institutioner, osv. Dette kræver at legitimerer en massiv indgriben i civilsamfundet og udvidelse af statens magt over samfundet. Den politiske elite hverken kan eller vil ikke udfordre markedsøkonomiens misbrug og brug af lønarbejdere som producenter og forbrugere, fordi den politiske klasse som koordinerende klasse, ikke er en neutral part over for borgerne. Dens magt bygger netop på monopol på at være den formidlende i mellem borgerne igennem bl.a. statens monopol over den dømmende, udøvende og lovgivende magt. Et monopol der betyder at borgerne er fremmedgjort over for hinanden og derfor ikke kan have viden og erfaringen om at skabe autonome og solidariske fællesskaber, fordi i privatsfæren hersker den enkeltes interesse i kaotisk konkurrence med hinanden pga. den egocentriske adfærd som marked og alt det medfører. Staten holder på den måde erhvervslivet fri fra at tage ansvar for den systematisk ødelæggelse af mennesker og natur. Det legitimerer systematisk indgriben i samfundet. Staten bruger markedet og regulere det når det skader statens magt. Dvs. så længe regeringernes egne økonomiske indtægter og borgernes sundhed som fremtidige soldater, forbruger, forældre osv. ikke er truet. Velfærdsstatens social retfærdighed betyder ikke at “enhver er sin egen lykkes smed” forsvinder, men indebærer blot at staten paternalistisk umyndiggør borgerne for at lære dem med eller mod deres egen vilje at blive “deres egen lykkes smed” og en ideologisk ramme hvor man tager for givet at man skal slides op for samfundets skyld/ fælles bedste. Nedslidning, arbejdsulykker, trafikulykke og sygdom skyldes at menneske deltager i det kapitalistisk samfund. Betingelserne og konsekvenserne for samkvem skal tages for givet som en anden naturlov, man skal “være taknemlige” for arbejde, der ødelægger mennesker og miljø. Skattepenge går til at redde lønarbejdere, fra de værste modbydeligheder af kapitalismen, som både stat og kapital har skabt i fællesskab, men ikke drages til ansvar for.

    Markedet og krig har til fælles, at være arbejdskraft og soldat begge betyder, at man accepter, at man tvinges ind i en rolle hvor autoriteter piller alle andre evner, interesser, osv. ud af personen, som ikke passer ind i autoriteternes mål. Det gælder arbejdskraft som ikke er Maria eller Tomas, forældre, ven, trist,  forelsket, … , men er kun abstraktionen af de dele af mennesker der skal yde for en løn. Det sammen sker med soldater i endnu ekstrem grad, der skal udføre og dræbe på kommando.

  2. Det at deltage i krig og i markedet kræver en hvis frivillighed og denne “frivillige trældom”, skabes mest øjensynligt igennem patriotisme. Hver gang man snakker om at man skal yde noget for “fællesskabet”, når politikerne snakker om at gøre landets konkurrenceevne bedre, at forsvare danske værdier, om verdens lykkeligste folk, osv. lægger man også altid en logik ind i folks hoveder, imod alle dem der ikke vil og ikke kan tilpasse ind i samfundets succesnormer. Der opstår mistænkeliggørelse af arbejdsløse, fattige, dovne, kriminelle, nassere osv. Når arbejderne ikke har tro på nogen anden solidaritet eller fællesskab, skyldes det at arbejderbevægelsen er forsvundet. Dens “sejr” har betydet at fagforeningerne er integrerede institutioner i staten. Arbejderne er uorganiserede og forsvarsløse overfor den førte politik. Når lønmodtagerne ingen andre fællesskaber har, er det nærliggende at man falder tilbage i den statslige logik om “dem og os”. Fremmedhad, strukturelt racisme og foragt for fattige og alle andre, der ikke lever op til succeskravene, blomsterbede også før neoliberalismen kom til. Den har fået ekstra medvind når mennesker opfatter stat/nation som den eneste sikkerhed/solidaritet i forsvar i mod ens kollektive og individuelle angst der skyldes ens afmagt.
Den danske militær- og civilindsats fra 2001 til 2014 i Afghanistan har kostet ca. 20 milliarder kroner. USA’s udgifter til krigen i Afghanistan og Irak beløber sig op til 6 billioner dollars. Når man også regner udgifter til sårede veteraner og ødelagt militært isenkram med.  Landets faktiske udgifter kan være højere fordi der er tale om pengene som er lånt i udlandet og derfor skal betales tilbage med renter og renters rente  (udstillingen Krigens pris).
  1. Det sidste burde give en ide om hvad politikernes manglende interesse i, at gøre op med krige, militarisme, osv. skyldes. Fred betyder i det borgerlige samfund, at en stat i princippet altid skal kunne gå i krig for at forsvare sig og angribe et andet land. Orwelsk nysprog om at “krig er fred” er ikke dystropi, men er faktisk sådan som stater nu fungerer. Konkurrenceprincippet er i staten og i mellem stater, og når man siger at: “Krig er politik med andre midler” så siger det nogen om hvad stater er for en størrelse. At stater har brug for indre og ydre fjender. Der er brug for et “dem og os”, for gode og dårlige borger, for venner og fjender, osv., fordi det er den mest effektive og måde at mobilisere massen af mennesker til at tænke irrationelt og risikere det fysiske og psykiske helbred for profit og sågar liv på arbejdsmarkedet eller “fædreland” på slagmarken. Kapitalismen er alles krig mod alle. Den permanente borgerkrig, og Danmark findes af samme grund som der findes andre stater: netop for at få folk til at tie stille om dette! Det med at tie stille kan opfattes både bogstaveligt og symbolsk.

        Bogstaveligt: Soldaterne og politiets uniformer er der ikke for at se godt ud. Truslen om vold er nok til at de fleste makker ret og de få, som ikke makker ret får statens kærlighed at føle både til borgerne, lande og udlandet.
        Symbolsk: Socialrådgiverne, som fortolker paragrafferne i den ene eller den anden retning, er der ikke for at pakke nogen ind i vat. Velfærdydelser får man kun når folk kan udnyttes profitabel af erhvervslivet og betaler skatter, og ellers skæres i socialydelserne og der indføres brugerbetaling på uddannelse, hospitaler, osv. Erhvervslivet vil kun profitten, og overlader omkostningerne og lidelserne til arbejderne og staten administrere  elendigheden – og er villig til at gå i krig for den.

KONTAKT

Food not Bombs Cph
Fb: CPH FNB
Url: sortefane. wordpress
Sorte Fane Distro
Fb: Sorte Fane Distro
E-Mail: anarkisterhotmail.com

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s