Foredraget (23/3/17): Imod systemet siden Jesu tid

17554954_10206424832858792_1374369776_nJohannes Aakjær Steenbuch:
Imod systemet siden Jesu tid

Opkog af foredragsnoter fra foredrag med filmfremvisning i Christianiakirken/Operaen den 23. marts 2017.

”Anarkismens religiøse sandhed består i, at magten over mennesker er forbundet med synd og ondskab, og at den fuldkomne tilstand er en tilstand, hvor der ingen magt er menneske over menneske, altså anarki. Guds rige er frihed og fraværet af magt … Guds rige er anarki.” (Nikolaj Berdjajev)

Anarkismens cirkel-A, der pryder forsiden af det seneste optryk af Jacques Elluls nyklasikker, er vel kendt af de fleste. Man ser det i gadebilledet som grafitti, og de fleste har vel også en fornemmelse af, hvad det står for – det er noget med kritik af det bestående samfund og den slags. Men bor man, som jeg, på Amager, ved man måske, at symbolet her også betyder noget andet: Her betyder det nemlig også Amager-centeret. Jeg ved ikke om det er med vilje, men af en eller anden grund har Amagercenterets ledelse valgt at udsmykke bygningen med et gigantisk A i en håndtegnet font med en cirkel omkring. Det symbol, der skulle betegne et radikalt oprør mod en kapitalistisk samfundsorden betyder altså her noget nær det modsatte – for et af de klareste udtryk vi har for en kapitalistisk samfundsorden er vel netop indkøbscentrene.

Jeg ved ikke om sammenligningen holder, men noget af det samme kunne måske siges om korset. De fleste mennesker kender kristendommens klassiske symbol, og de fleste har vel også en fornemmelse af, hvad det står for – i hvert fald har man vel en idé om, at Jesus prædikede ikke-vold, kærlighed, håb for de fattige og så videre, og at han blev henrettet som politisk oprører. Alligevel er korset kommet til at symbolisere så meget andet – religiøs undertrykkelse, autoritær moral, overtro og så videre. Det har sine grunde. Religion og religiøse institutioner har jo gennem tiden ofte været tæt knyttet til magthaverne.

Kritikere af undertrykkelse, statsmagt og kapitalisme, har derfor ofte været hurtige til at tage afstand fra enhver for religion i samme åndedrag som de har afsværget den herskende politiske magt. Det gælder ikke mindst anarkister, der igennem tiden er samledes under sloganet ”ingen Gud, ingen hersker” (Blanqui). Tanken er, at enhver gudstro indebærer menneskelig underkastelse. Og det giver jo umiddelbart god mening – og så alligevel. For der er jo en verden til forskel på at tro på en autoritær Gud, der kun elsker få udvalgte og som derfor kræver, at man for eksempel skal undertrykke eller bekæmpe de vantro, og så at tro på en Gud, der ud af kærlighed siger ’nej’ til alle former for vold og undertrykkelse. Den Gud, der af kærlighed siger ’nej’ til magten, er ikke magtens Gud, men de magtesløses Gud. Den Gud, der har lovet at tilintetgøre ”al magt og myndighed” (1 Kor 24,25) er ikke undertrykkelsens Gud, men de undertryktes Gud.

Jeg tror der er noget om, at ens politiske ideologi ofte hænger sammen med ens billede af, hvem Gud er. Har man en autoritær Gud, har man også ofte et autoritært syn på politik og forholdet mellem mennesker i det hele taget. Men alternativet til en autoritær Gud behøver ikke at være ateisme, for det kan lige så godt være en anti-autoritær Gud. Min pointe er, at selvom kirken igennem tiden ofte har været allieret med magten, og selvom man ofte har forsvaret forskellige former for autoritær politik, så er der altså også andre muligheder. Der findes igennem hele kristendommens historie en strøm af radikal magtkritik, som har taget udgangspunkt i et anti-autoritært gudsbillede. Det er det, vi skal se nærmere på i det følgende.

Hvad er anarkisme?
Hvis vi skal have en hurtig definition, kunne det være noget med, at anarkisme er afvisningen af alle former for magtudøvelse, især politisk magt. Ordet archê betyder jo på græsk magt eller autoritet, så an-archê betyder altså ikke-magt eller ikke-autoritet, altså det, at der ikke er nogen autoritet eller magt. Kristendom er langt ældre end anarkismen som politisk idé. Men ordet anarchos er faktisk også blevet brugt som teologisk begreb nærmest siden kristendommens begyndelse. An-archos betyder ikke bare ”uden magt”, men også mere generelt ”uden begyndelse”.

I den forstand er Gud selv anarchos, for Gud er jo ifølge kristendommen evig og uden begyndelse. ”Anarchos Theos” (Άναρχος Θεός) hedder således en græsk julesalme. At leve i Guds rige er at leve i et rige uden begyndelse, altså et rige, der derfor er anarki i ordets egentlige forstand. Som kristne magtkritikere gennem tiden – fra tidlige teologer som Gregor af Nyssa i det fjerde århundrede til Nikolaj Berdjajev i det tyvende – har peget på, er Guds rige noget ganske andet end denne verdens riger, der alle er grundlagt på magt og vold. Guds rige er frihed og fraværet af magt: Guds rige er anarki.

Anarkisme handler selvfølgelig ikke om at dyrke vold og kaos for deres egen skyld, selvom anarkister ofte bliver beskyldt for i virkeligheden bare at ville smadre ting. Anarki er for mig at se ikke uorden, men netop en form for orden, der i modsætning til andre former for orden ikke er baseret på vold, tvang, manipulation og autoritære magtformer og så videre. Anarkister har igennem tiden haft forskellig mening om, hvad det betyder i praksis. Der er som bekendt dem, der mener, at det er legitimt at bruge vold til at bekæmpe politisk magt, mens andre afviser voldsudøvelse i det hele taget.

Vi kan altså tale om anarko-pacifisme, og det er især den opfattelse jeg mener vi kan finde eksempler på i kristendommens historie – med Jacques Ellul som et godt, nyere eksempel, men altså blot ét blandt mange. Her er opfattelsen ofte den, at jo mere vold, jo mindre revolution (de Ligt). Vold er principielt altid reaktionært, så en egentlig radikal samfundskritik kan kun funderes i ikke-voldelige praksisser. Vold er altid autoritært uanset om det udøves af stater, organiserede grupper eller enkeltindivider – også selvom det udøves i frihedens navn.

Den mest revolutionære handling er omvendt at tilintetgøre magt, vold og undertrykkelse ved at nægte at gå ind på magtens præmisser, ved at nægte at spille dens spil. Det er det Jesus gør, da han afviser Djævelens tilbud om politisk magt og i stedet lader sig henrette som politisk oprører. Derved besejrer han i sidste ende selv dødens magt, der i det bibelske verdensbillede ligger bag al anden magt – med opstandelsen fra de døde som resultat.

1. De første kristne og ”verdensherskerne i dette mørke”
Om man godtager den historie er selvfølgelig et spørgsmål om tro, men man kommer ikke uden om, at de første kristne forholdt sig kritisk til magt. Hvis vi vil vide hvordan de første kristne så på politisk magt, vold, ejendom og undertrykkelse, så er det især historierne om Jesus i Det Nye Testamente, der er interessante. I Lukasevangeliet hører vi, hvordan Maria lovpriser Gud, da hun har fået besked på, at hun er gravid og skal føde Guds Søn.

”Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe;
sultende har han mættet med gode gaver,
og rige har han sendt tomhændet bort.” (Luk 1,51-53)

Efterfølgende hører vi, hvordan Jesus fødtes i en stald, fordi der ikke var plads på herberget. Men juleevangeliet er ikke kun en sød fortælling om en fødsel, der nær var gået galt, men så lykkes alligevel. Det er ikke tilfældigt, at Jesus fødtes på kanten af samfundet i noget, der knap nok var en by. Også de bibelske profeter befandt sig ofte uden for og i opposition til det etablerede samfund. At Jesus som sådan har en profetisk rolle bliver hurtigt klart. Da Jesus er blevet døbt af Johannes døberen, følger der i Lukasevangeliet en historie om, hvordan Djævelen i ørkenen forsøger at friste Jesus ved at få ham til at gøre brug af politisk magt.

”Så førte Djævelen ham højt op og viste ham i ét nu alle jordens riger og sagde til ham: »Dig vil jeg give al denne magt og herlighed, for den er overgivet til mig, og jeg giver den, til hvem jeg vil. Hvis du altså tilbeder mig, skal alt dette være dit.« Men Jesus svarede ham: »Der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹«” (Luk 4,6)

17622439_10206425146426631_1433924216_o
De første kristne var altså af den overbevisning, at ”alle jordens riger” på en eller anden måde er underlagt det onde. Når Jesus afviser at tilbede Djævelen for at få del i hans magt er det fordi hans opgave ikke er at oprette Guds rige med vold og magt, men tværtimod at tilintetgøre alle former for magt. Og det gør han overraskende nok ved at sige nej til alle muligheder for at få politisk indflydelse.

Ved at lade sig korsfæste har Jesus afvæbnet ”magterne og myndighederne”, som det også hedder (Kol 2,15). Ved at gå i døden på vores vegne, har Jesus sat os fri fra det ondes magt, i sidste ende også dødens magt. Af andre steder i Det Nye Testamente fremgår det, at Jesus forventer, at hans disciple derfor også skal afvise magt.

I ved, hvordan konger hersker og bestemmer over deres folk, og hvordan de store bruger deres magt. Sådan skal det ikke være hos jer. Den, der vil være stor, skal være de andres tjener, og den, der vil være leder, skal være slave for de andre. På samme måde er jeg, Menneskesønnen, ikke kommet for at andre skal tjene mig, men for selv at være tjener. Med mit liv skal jeg købe mange mennesker fri.” (Matt 20,25-28)

Når Jesus taler om at give sit liv som løsesum for mange, handler det om, at han med sin død løskøber mennesket fra døden. Gud bruger ikke vold, men besejrer mørkets og dødens magt gennem sin afmagt. Det er netop det, de kristne skal afspejle i deres liv og forhold til hinanden. Hvis Jesu disciple vil være ligesom ham, så må de tjene i stedet for at herske.

Det er ofte blevet misforstået sådan, at man skal finde sig i politisk uretfærdighed og lade være med at gøre oprør, men det er altså netop en misforståelse, for pointen er jo, at det mest radikale oprør man kan gøre må indebære, at man helt lader være med at gå ind på magtens præmisser. Her er det afgørende at skelne mellem magten som system, og så de mennesker, som magten benytter sig af. Kristne kæmper ikke mod mennesker i ”kød og blod”, men, som Paulus forklarer, mod ”myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet” (Ef 6,12). Mange vil nok sige, at tanken jo er, at kristne kæmper mod åndelige magter, altså engle og dæmoner og den slags. Men kampen mod åndelige magter kan ikke adskilles fra kampen mod politiske magter. Bag de politiske magter står nemlig åndelige magter – og omvendt kommer åndelig magt også til udtryk i politisk magt.

I det bibelske verdensbillede er åndelig og politisk magt to sider af samme sag. Men Jesus indstifter Guds rige ved at afvise at bruge vold og magt, for Gud virker selv gennem afmagt: ”Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.” (1 Kor 1,25). Men derfor udvælger og kalder Gud netop også de afmægtige og svage, ikke de stærke og magtfulde: ”det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting” (1 Kor 1,27-28). Når Gud virker gennem afmagt er formålet altså, at magten derved nivelleres.

Målet er i sidste ende at tilintetgøre alle former for magt. Enden kommer først når Jesus har ”tilintetgjort al magt og myndighed” (1 Kor 24,25), for først da kan Gud være ”alt i alle”, som Paulus skriver (1 Kor 24,28). Pointen er altså ikke, at der skal indføres et eller andet autoritært kristent magtsystem, eller at staten skal gøres kristen, men tværtimod, at alle former for magt og autoritet skal tilintetgøres. Gud ”er” ifølge kristendommen kærlighed, og hvis Gud engang bliver ”alt i alle” betyder det derfor ganske enkelt, at kærlighed har erstattet magt. Kærlighed er ikke en særlig fin eller sofistikeret form for magt, men alternativet til magt.

Denne afvisning af ”magt og myndighed” tror jeg var en vigtig grund til, at det var livsfarligt at bekende sig som kristen. At kristne blev opfattet som en trussel mod Romerriget er i hvert fald klart. Ret hurtigt blev kristne nemlig forfulgt og henrettet, de blev kastet for løverne, brændt levende og så videre. I Brevet til Diognetus, en tekst fra det andet århundrede, kan man finde den tanke, at kristne lever som gæster i denne verden på lige vilkår med alle andre, men at de alligevel bliver forfulgt. Kristne har ifølge Brevet til Diognetus ingen særlig religiøs livsstil og de er derfor ikke til at kende fra andre. Men kristne adskiller sig dog alligevel fra andre fordi de modsætter sig magt og rigdom. Vold og tvang, rigdom og magt er fremmed for Guds væsen, og ligesom Kristus derfor ikke kom til jorden for at herske og regere, vil de kristne heller ikke have noget at gøre med vold og magt.

De første kristne afviste at have noget at gøre med statsmagten – blandt andet ville man ikke ofre til kejseren eller deltage i militærtjeneste. Derfor beklagede kristendommens modstandere sig over, at kristne undergravede samfundets sikkerhed. Fordi de kristne afviste at tilbede kejseren som en gud blev de anklaget for ateisme, og hvis begrebet havde eksisteret dengang, tror jeg ikke, at det er usandsynligt, at de kristne også ville blive anklaget for at være anarkister.

2. Magt- og ejendomskritik i det fjerde århundrede
Alt det ændrede sig selvfølgelig efterhånden. Fra at have været en forbudt religion i starten af 300-tallet gik kristendommen til i slutningen af 300-tallet at være den eneste tilladte religion, med store omvæltninger i kristnes syn på magt til følge. Romerriget blev altså officielt ”kristent”, men det betød dog ikke, at der ikke længere fandtes nogen kristen magtkritik, tværtimod. Måske netop fordi samfundet var blevet kristent var der nu også mulighed for at kritisere magten på en måde som man ikke havde gjort før. Når mennesker hævdede at være kristne, kunne man også kritisere dem, for ikke at leve i overensstemmelse med deres påståede tro. Især er der mange eksempler på hvordan kristne biskopper og teologer kritiserede de rige for deres behandling af de fattige i samfundet.

”Dette er definitionen på tyveri: At man ikke deler sine ejendele.” Sådan sagde Johannes Krysostomos – eller Johannes ”med den gyldne mund”, som han blev kaldt på grund af sine retoriske evner. Jeg har taget citatet med fordi jeg synes det minder om den franske proto-anarkist Pierre-Joseph Proudhons berømte slogan, at ”ejendom er tyveri”. Overhovedet at hævde at have ejendomsret over noget er en form for tyveri, fordi man jo derved indirekte fratager andre deres ret til at bruge tingene. Krysostomos forklarer, at jo mere han tænker over ordene ’mit’ og ’dit’, jo mere virkede de til bare at være ord. Og han konkluderer, at alle mennesker har en fælles brugsret til de ting vi kalder ’mit’ og ’dit’.

Radikaliteten heri ligger ikke i en eller anden løftet pegefinger om at lægge lidt til side til velgørenhed. Uanset hvor meget man giver til gode formål er der stadig et ulige magtforhold mellem den, der giver, og den der modtager. Det egentligt radikale og sandt solidariske er derfor helt at ophæve forestillingen om, at vi har ”ret” til vores ejendom, så det står klart, at vi alle er i samme båd. Møder jeg en tigger på gaden skal jeg ikke give ham penge fordi jeg af egen ”godhed” beslutter at overdrage noget af min ejendom til den mindrebemidlede, men fordi jeg erkender, at de penge jeg har i lommen i lige så høj grad er tiggerens ejendom.

At vi på den måde egentlig slet ikke har nogen ejendomsret, men kun ret til at bruge det, vi har behov for, synes at have været en udbredt opfattelse blandt kristne i det fjerde århundrede.

”Brødet i din skuffe tilhører de sultne; frakken, som hænger ubrugt i dit skab, tilhører dem, der brug for den; de sko, der står og rådner i dit skab tilhører dem, der ingen sko har; de penge, som du gemmer væk, tilhører de fattige.” (Basileos)

Citatet her stammer fra en af Johannes Krysostomos’ samtidige, biskoppen Basileos af Caesarea. Den her kritik af ejendom hænger mere principielt sammen med, at ejendom baserer sig på en illegitim magtudøvelse. Den tanke kan især findes hos Basileos’ bror Gregor af Nyssa, der var biskop i Kappadokien i det, der nu er Tyrkiet. Ham skal vi kigge nærmere på.
17580012_10206425146066622_875911231_n
Selvbestemmende og uden hersker
Gregor af Nyssa er især kendt for det vi kalder negativ teologi. Med negativ teologi menes den opfattelse, at Gud er ubegribelig for mennesker, og at vi derfor kun kan tale i negative definitioner om, hvad han er – med mindre han altså åbenbarer sig. Gud er for eksempel u-endelig, u-synlig, u-begrænset og så videre. Den tanke får indflydelse på menneskesynet. Mennesket er nemlig ifølge bibelen skabt i Guds billede (Gen 1,27).

Mennesket afspejler Guds uendelighed og ubegribelighed, og vi kan derfor ifølge Gregor heller aldrig sætte grænser for, hvad mennesket er. Mennesker kan ikke reduceres til deres overfladiske, individuelle egenskaber, herunder fx køn, og derfor er vi altid mere end hvad vi ser ud til at være. Det eneste, der endegyldigt kan siges om menneskets væsen er, at det afspejler Guds uendelige værdi og frihed – og, ligeså vigtigt, Guds enhed.

Menneskeheden afspejler Guds ubrydelige enhed – ligesom Gud er tre personer i ét væsen er menneskeheden en mangfoldighed af personer i ét menneskeligt væsen. Netop fordi vi tilhører en fælles menneskelighed har vi ikke ret til at udøve magt over andre. Og fordi mennesker per natur er ligeværdige er det imod naturen at forholde nogen del i magten, skriver Gregor:

Menneskelige regeringer oplever jævnligt gentagne revolutioner netop af den grund, at det er praktisk umuligt, at de, der fra naturens hånd har samme værdi som andre, ikke skulle have en ligelig del i magten – men alle har af naturen i sig en instinktiv tendens til at ville gøre sig lige med den, der har magt, da alle jo er af samme blod.”

Det kunne man så forestille sig førte til en slags demokratisk tankegang, men Gregor går videre end det. Det er i det hele taget absurd at opdele menneskeheden i hersker og undersåt, for derved har man jo gjort menneskeheden til sin egen og hersker og sin egen undersåt: ”Det ville være det rene tyranni, hvis autoritet, i stedet for at komme af en ontologisk forrang, kom af, at man opdelte den skabning, der af naturen har samme værdi, i slave og magthaver, den ene som hersker, den anden som undersåt”.

Den tanke kommer til udtryk i Gregors kritik af slaveri. Slaveri var almindeligt i antikken, men med kristendommen blev det gradvist afskaffet. På Gregors tid var det dog stadig almindeligt at have slaver, men den praksis vendte Gregor sig stærkt imod som en af de første. Man kan ikke sælge et menneske uden også at sælge alt, hvad der tilhører mennesket, skriver Gregor. Men menneskeheden er skabt med fælles ejendomsret over hele skaberværket, og derfor følger hele jorden og alt hvad der er derpå med, når et menneske sættes til salg.

Men hvis hele jorden følger med det menneske, der er til salg, hvad kan nogen så betale for det menneske?, spørger Gregor retorisk. Igen fører forsøget på at dele menneskeheden op i herre og slave altså til absurditet. For Gregor gælder det med andre ord, at det enkelte menneskes ret til selvbestemmelse i hvert fald i nogen grad er funderet i et begreb om kollektiv ejendomsret. Der er altså langt til liberalismens idéer om individuelle menneskerettigheder, herunder privat ejendomsret, som det fundamentale.

Gregor gør det klart, at ikke engang Gud gør mennesker til sine slaver, for han har én gang for alle givet mennesker deres frihed. I kraft af Jesu død og opstandelse har Guds givet frihed én gang for alle. At være fri betyder ifølge Gregor ”at nå en en tilstand, hvor man er uden hersker og hvor man er selvbestemmende”. Gregor forklarer, at Gud selv er kilden til frihed og selvbestemmelse. At blive forenet eller at blive ét med Gud betyder ikke, at man giver afkald på sin frihed, men tværtimod, at man opnår en tilstand, hvor man ligesom Gud er selvbestemmende og uden hersker. For Gregor er det først og fremmest en åndelig pointe, altså det handler om åndeligt at være uafhængig og fri. Men det har altså også konsekvenser i praksis, for når Gud selv sætter mennesker fri til at være selvbestemmende, så har ingen ret til at herske over andre.

Den tankegang fortjener at blive sammenlignet med moderne former for anarkisme – ikke mindst fordi Gregor har inspireret mange moderne kristne anarkister. Den russiske anarkist Michaeil Bakunin afviste kristendommen ud fra det rationale, at hvis Gud er herre, så må mennesket være slave. Det giver sådan set god mening, men dér er Gregor af Nyssas pointe altså den, at Jesus ved selv at dø én gang for alle har sat menneskeheden fri til at være sin egen herre, og at alle former for slaveri og magthierarkier derfor må afvises.

Når ikke engang Gud gør sig til herre over mennesker, så kan mennesker heller ikke legitimt gøre sig til herrer over hinanden. Guds rige står ifølge Gregor i modsætning til alle former for politisk orden, for Guds rige er slet ikke et rige som andre riger – det er kun, skriver Gregor, for at lette forståelsen, at vi kalder det et ’rige’. Pointen er netop, at der i Guds rige ikke findes magt og vold, men kun frihed og kærlighed. Guds rige er derfor et anti-rige, frihed, eller, som som andre ville sige det, anarki.

Graverne
I nyere tid kommer tankegangen til udtryk hos reformationstidens radikale bevægelser, døberne (”anabaptisterne”), og i England sidenhen hos The True Levellers eller de såkaldte Diggers, der ofte betragtes som forløbere for moderne anarkister. Hovedmanden i bevægelsen var Gerrard Winstanley. Winstanley og hans folk blev kaldt Diggers, altså ”gravere”, fordi de i 1649 begyndte at grave og plante grøntsager i Saint George’s Hill – der havde været offentlig ejendom, men på det tidspunkt var blevet indhegnet. Inspireret af fortællingerne om de første kristne i Apostlenes Gernigner, hvor det hedder, at de kristne havde alt tilfælles, stod the Diggers for en slags ”agrar socialisme”, med fælles ejendomsret over jorden.
17619227_10206425146346629_1566932197_n.jpg
Diggers er ofte blevet hyldet af marxister som en slags proto-kommunister, men deres grundlag var altså teologisk. Ud fra en eskatologisk forestilling om, at Gud ikke bare er i færd med at frelse nogle få udvalgte, men er ved at genoprette hele menneskeheden, ja hele skaberværket, var det for Winstanley klart, at kristendommen ikke handlede om, hvordan vi skal komme i himlen når vi dør, men om, at Gud er ved at transformere hele den virkelighed vi kender til nu og her. Verden som vi kender den er underkastet menneskets synd og egoisme, men Jesu sejr over synden og dødens magt betyder netop en genoprettelse af skaberværket og mennesket som skabt i Guds billede.

Winstanley skriver et sted: ”Da Gud i begyndelsen skabte jorden, blev der ikke sagt et eneste ord om, at en del af menneskeheden skulle herske over en anden, men det var selviske illusioner, der fik mennesker til at belære hinanden og herske over hinanden.” Med andre ord er de gældende ejendomsforhold ifølge Winstanley baseret på en illegitim voldshandling. Og fordi alle ejendomsforhold historisk går tilbage til en illegitim voldshandling, er aktuelle ejendomsforhold også illegitime. De er udtryk for det vi i teologien kalder arvesynd. Når Jesus så frelser mennesker fra syndens magt må det omvendt komme til udtryk i, at magt- og ejendomsforhold ophæves.

Når Jesus helt konkret udsletter ”magt og myndighed” må det betyde, at de kunstige skel, som vi har sat mellem mennesker, ophæves. Det, der står tilbage, når mennesker gøres fri af magt- og ejendomsrelationer, er ifølge Winstanley ”the new law of righteousness”, den gyldne regel, altså princippet om at behandle andre som man selv vil behandles, der jo også af Jesus tillægges en fundamental betydning. Johannes Krysostomos havde allerede i det fjerde århundrede peget på, at kernen i princippet om at gøre mod andre, som du vil at andre skal gøre mod dig (Luk 6,31), er, at vores egen vilje – og altså ikke fremmede principper, der autoritært skal påduttes os, er moralens grundlag. Det er den tanke, der kan genfindes hos Winstanley.

7. Tænk globalt, handle lokalt!

Mange kender nok sloganet om at ”tænke globalt, men handle lokalt!”. ”Think globally, act locally!”. Sloganet kendes vel især fra dele af den venstreorienterede antiglobaliseringsbevægelse, hvor tanken vel kort sagt er, at global kapitalisme bedst bekæmpes gennem lokale græsrodsinitiativer. Men ordene har faktisk teologiske rødder. De stammer – i hvert fald i én udgave – fra den franske jurist, filosof og teolog Jacques Ellul (1912–1994). Kristendom handlede for Ellul om at forstå sig selv og verden i sin helhed i relation til Gud – altså at tænke globalt.

17619722_10206425145866617_856347091_nUdgangspunktet er den såkaldt dialektiske teologi. Guds rige står i radikal modsætning til alt menneskeligt og Guds dom over verden er derfor også et rungende ’nej’ til alle menneskets forsøg på at skabe Guds rige gennem politiske, såvel som religiøse og moralske anstrengelser, projekter, teknologi og så videre. Men derved er Guds dom netop en befrielse fra alle menneskeskabte magtforhold, ideologier og systemer. I praksis handler kristendom derfor om at forholde sig frit til konkrete mennesker uafhængigt af, og i modsætning til, den politiske magt og de globale systemer, der omgiver os. Det er at tænke lokalt.

En af Elluls pointer er, at når vi gør brug af politisk magt, så indfanges vi i et system af nødvendigheder, som tager vores frihed fra os. Den politiske magt er ligesom pengemagten, Mammon, en af de ”magter og myndigheder”, der i bibelen omtales som de kristnes fjender. Men den nødvendighed og ufrihed, som kendetegner disse magters herredømme, overvinder Jesus netop, da han lader sig korsfæste af den politiske magt, i stedet for selv at forsøge at skaffe sig politisk magt. Netop ved at gøre det stik modsatte af, hvad den politiske magt forventer og kræver, undergraver Jesus den politiske magt, som han derved i sidste ende overvinder.

Jeg tror, at Elluls pointe er, at når kristne holder fast i evangeliet om, at Jesus med sin afmagt vil tilintetgøre alle former for magt og autoritet, så har de også mod på, at forstå verden med udgangspunkt i en grundlæggende beskrivelse af de åndelige ”magter og myndigheder”, der ligger bag tilsyneladende rent materielle fænomener som penge og teknologi, men uden, at denne bevidsthed fører til en abstrakt ideologisk tilgang til vores medmennesker. Netop fordi Jesus allerede har udkæmpet og sejret i det afgørende slag mod magterne og myndighederne, kan kristne i kraft af evangeliet forholde sig konkret til sine medmennesker uden om ”magternes og myndighedernes” ideologiske filter.

Det betyder så også konkret og politisk, at den eneste måde at gøre oprør mod globale magtsystemer er lokalt græsrodsarbejde. Og det altså også selvom det virker nyttesløst, for det, der driver den politiske magt er jo i mange tilfælde kravet om, at alting skal nytte noget. Hvis vi så hele tiden spørger os selv, hvad nytte det har, det vi går rundt og gør, så har vi købt magtens præmisser. Afviser vi magten må vi også afvise dens nyttebegreb. Det eneste, der virkelig nytter noget, er, at vi lader være med hele tiden at bekymre os om, hvad der nytter og hvad der ikke nytter.

Det nytter ikke noget at forsøge at bruge staten til at afskaffe staten, for så snart man har fået del i magten, bliver man fanget ind af magtens nødvendighed. Det er staten, der styrer politikerne, ikke politikerne, der styrer staten, ligesom det er den globale kapital og teknik, der bruger os, og ikke omvendt. Det hænger sammen med, at penge, magt, vold og teknik egentlig er åndelige kræfter. Det mest radikale er derfor ikke at bruge vold mod det politiske system, men at finde alternativer til enhver form for magt. Det var det Jesus gjorde, da han overvandt ”magter og myndigheder” ved selv at lade sig korsfæste.

Ellul understreger samtidig, at ikke-vold ikke er det samme som passivitet. I stedet bør kristne tage del i forskellige former for græsrodsarbejde. Og det er altså der, at det bliver relevant at tænke globalt, men at handle lokalt. Det kan ofte virke håbløst at tro, at gadearbejde og organisering på græsrodsniveau og den slags skulle gøre nogen forskel i en kompleks, global virkelighed. Men det er netop pointen, at det er når vores indsats virker mest ineffektiv, at den kan vise sig at give mest mening, for netop ved ikke at acceptere den politiske magts, pengenes og teknologiens krav om effektivitet har vi stukket en kæp i hjulet på maskineriet.

Catholic Worker
Man kunne få det indtryk at teologisk magtkritik er en særlig protestantisk ting. Det ville dog være en fejl. At der også i en romersk-katolsk sammenhæng findes eksempler på ”kristen anarkisme” er klart i tilfældet Dorothy Day, der i 1933 sammen med franskmanden Peter Maurin, stiftede Catholic Worker Movement, som stadig i dag består af en række bofællesskaber af frivillige engageret i socialt arbejde. For Peter Maurin stod det klart, at den givne samfundsorden egentlig slet ikke var en orden, men en uorden. Anarki, forstået som det radikale alternativ til en hvilken som helst samfundsorden baseret på magt og vold, er i den forstand ikke uorden, men sand orden.

Med udgangspunkt i Peter Maurins ”personalistiske” filosofi, der altså på én gang afviste socialistisk kollektivisme og liberal individualisme, slog Dorothy Day fast, at det er konkrete ”mennesker, der vigtige, ikke masserne”. Ligesom Ellul understregede Dorothy Day, at vi ikke skal være bange for at indrette os på måder, der virker nyttesløse: ”Don’t worry about being effective. Just concentrate on being faithful to the truth.” Tankegangen bekræftedes af en af de måske mest kendte eksponenter for Dorothy Days bevægelse, Ammon Hennacy, der med sin ”one-man revolution” kom til at stå for en slags kristen anarkisme formet af amerikansk individualisme:

”The dictionary definition of a Christian is one who follows Christ; kind, kindly, Christ-like. Anarchism is voluntary cooperation for good, with the right of secession. A Christian anarchist is therefore one who turns the other cheek, overturns the tables of the moneychangers, and does not need a cop to tell him how to behave. A Christian anarchist does not depend upon bullets or ballots to achieve his ideal; he achieves that ideal daily by the One-Man Revolution with which he faces a decadent, confused, and dying world.”

Anarkisme bør som sådan ikke forstås som en voldelig ideologi, men som en ikke-voldelig socialfilosofi, påpegede Ammon Hennacy. Ved fra dag til dag at nægte at samarbejde med undertrykkende magter i såvel staten som i kirken er anarkisten med til at nedbryde det bestående samfund, på den ene side, til fordel for frivillig social organisering, på den anden.

9. Hvad så?
Hermed har jeg blot nævnt nogle eksempler. Til sidst skal det måske lige gøres klart, at de fleste kristne anarkister afviser, at mennesker selv kan skabe det klasseløse samfund uden ejendom og politisk autoritet. Anarkisme er ikke så meget et ideal, som en organisationsform, en strategi eller en måde hvorpå vi kan forholde os kritisk til de ”magter og myndigheder”, der beskrives i bibelen. Mennesket kan ikke skabe paradis på jorden. Det kan kun Gud i sidste ende. Men hvor andre kristne ofte har haft en forestilling om, at kun få heldige får del i Guds rige, forholder det sig for mange kristne anarkister anderledes. Noget af det kristne anarkister typisk har tilfælles, udover selvfølgelig deres holdninger til magt og den slags, er nemlig, at rigtig mange af dem er overbevist om, at Gud i sidste ende vil frelse alle mennesker, altså hver eneste person uden undtagelse.

Det kristne budskab handler ikke om, hvorvidt vi kommer i himlen eller i helvede, når vi dør, men om, at Jesus med sin død og opstandelse har reddet os alle sammen fra døden og givet os udsigt til opstandelsen fra de døde – og det betyder jo så, at vi er fri fra at bekymre os for, hvad der sker når vi dør, så vi i stedet for kan engagere os radikalt her og nu. Fordi Guds kærlighed i sidste ende vil besejre alt ondt, handler vores kamp altså ikke om frelse og fortabelse, men om det enkelte menneskes frihed her og nu. Først når alting er underlagt Kristus, og det sker først når al magt og myndighed er udslettet, vil han overdrage det til sin fader, så Gud kan være alt i alle (1 Kor 15,24-28). Når det sker, så lever vi et magtfrit samfund, Guds rige, men ikke før.

Reklamer

1 kommentar

Filed under Uncategorized

One response to “Foredraget (23/3/17): Imod systemet siden Jesu tid

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s