Kødmaskinen – Historier fra Anarkocity.

Kødmaskinen – Historier fra Anarkocity.

Et manifest og utopi. Skrevet af Rosa og Peter. Første side: At være herre over tid og rum. Kapiteler: Hej med dig. Gratis te? Livet er alt jeg har. Det smukke mulige En by kalder Fredsvagten er din ven

Rollespilsamfund Modoffentlighed Tab dig selv og du har alt at vinde Med vold og magt: Fri i det ufrie. Hvad er Anarkocity økonomi? Aktørerne

Gift Kør på cykel Optøj og snold Fra begge fronter: Hovedet mod muren Fredscirklen Propaganda ved dåd Mor, jeg er anarkist Ud af tanken vokser byen

Handl socialt Børnebyen
Rolig, det er kun et sår Trædemøllen Efter alle i morgens fester Ingen forretning Det er verdens undergang Hvilken side er du på?
Essaysamling:

Ud af Kødmaskinen. Anarkocitys historie. Hvad er selvstyrende centrosocial? Anarkocitys juveler Hvad er Ateneo Voluntario, kaldet Ateo?

Få kunsten tilbage til kulturen, som skal være fri! (Kultur og traditioner i Anarkocity.) Ældrebølgen kommer til Anarkocity Syndikaternes bog- og infokafé Forbrugsrådet i Anarkocity AC´s svar på hjemløshed At være herre over tid. Polyamory Stofpolitik, Anarkocity. Syndikatet i Anarkocity Kærlighedssamfundet Religiøsitet i Anarkocity Social økologi og DIY Anarkocity Bazar Creative copright

At være herre over tid og rum.

I Anarkocity har de cyklisk tid istedet for tiden talt i arbejstimer. I Kødmaskinen tæller de efter “sekund, minut, time”, hvor alt måles efter profit og forbrug og derfor tæller arbejderne deres tid derefter.I Anarkocity tælles tiden i cyklisk forstand, iforhold til naturen og individerne, hvor de fleste bare har nogle ting de skal nå indenfor en bestemt periode uden at være bundet af så mange regler og rammer. Livet er inddelt cyklisk i dag og nat, sommer og vinter. Folk regner tiden individuelt efter “siesta” midt på dagen, ægløsning, stjernetegnets måned osv. I Anarkocity er det let at skifte job og bopæl, fordi der ikke findes arbejdsløshed, men alt er frivilligt og “freelanze.” Derfor er tid og sted mere relativ. De kan skifte døgnrytme og leve flydende hvor de er. Omgivelserne giver dig muligheder så du må træffe valgene. Det er friheden i Anarkocity: At du er herre over tid og rum. Hej med dig. Gratis te?

 

Du skal bruge: Vand En kop Noget til at varme vandet Tebrev
Varm vandet til det koger og hæld det op i en kop med te og lad det trække fem minutter.
”Hej med dig. Gratis te?” Spørger en venlig stemme. “Jo tak.” Siger du ved busstopstedet hvor kaffeautomaten er. Demonstranter samles for den er fixet, så Rosa giver gratis te og kaffe til alle. ”Syreholdig med jordbærsmag?” Spørger hun. “Nej. Stik mig en sort.” Siger du og hun vælger earlgrey, så automaten spytten et plastikkrus ud hvor kogende vand rammer ned. Tebrevet falder ned på bunden og giver vandet farve, smag og duft. Du tager imod kruset og involverer dig i noget du gerne vil og som hverken har krævet penge eller kreditkort. En sirene hyler og pærerne i tre lygtepæle er sprunget. Rosa har trukket tørklæde ned for munden: “At se folk lide eller vide, at folk lider gør mig til anarkist. Sygt nok alle ikke er anarkister.” Peter dukker op og siger: “Efter revolutionen vil te være gratis og lige nu er det stadig den kapitalistiske verden, der producerer billige vare pengemæssigt, men ikke billige i arbejdstimer og arbejdsindsats. Alle er en lille brik i en stor helhed som er gået i selvsving. I hvert led af produktion, transportering og salg er der udbytning og chefer der tjener på andre og øverst er et aktieselskab og aktionærer der tjener

kassen for at øge værdien af produktet. Prismæssigt har virksomheden medregnet forsikringsafgift, at der bliver stjålet en vis mængde varer og at gamle varer smides ud, når nye kommer hjem. Forbrugerne betaler det og bønderne og fragtmænd betales så ringe, at dem som tjener på det er virksomheden. Det er altid de fattige som bøder mest. Vi skal ikke have moralske forbabbelser over at stjæle. Udnyt eller bliv udnyttet. Efter revolutionen skal vi forandre alt. Men først skal folket indtage arbejdspladerne og kræve anti-autoritær styreform.” Du brænder læber, da du tager en tår af teen og tungen bliver ru og følelsesløs. Så du puster ned i kruset og folder hænderne om det. Teen giver dig ro, tryghed og velbehag. Du er god ved dig selv og det vender tilbage i selvkærlighed. Teen vil give dig den mængde energi og mineraler du har brug for, koffein og overskud. Du kan få te og kaffe alle vegne alene eller sammen med andre og den er god til at berolige oprørske følelser du ikke lige kan komme af med. Flere demonstranter kommer hen og trækker deres raver huer af og deles om krus der sendes rundt. Det er næsten som til en festival. En smagsprøve af den frie verden. ”Selvstyre og direkte demokrati. Det er sådan vi vil have det.” Fortsætter Peter. ”Te er en akvævelant for penge ligesom alting i dag og omvendt. Alting er skabt af kapitalismen, staten og magthavere, som har snydt, bedraget og udbyttet mennesker i århundreder og tusinder. En kop te eller kaffe er en banal ting, som har været igennem en lang proces, der indeholder mange, mange mennesker i hvert led.” Bussen kommer om hjørnet. Du overvejer, om du vil sige farvel til de søde anarkister. Der er kø til bussen og alle står som sild i en tønde da dørene lukker. Passagerne vælter som dominobrikker, da bussen stopper brat og du skubber folk væk fra dig i vrede og det må være samme følelse af hadkærlighed anarkisterne må føle og du står af ved næste stop og hjemme falder i søvn i din seng…

Livet er alt jeg har.

Hun faldt i søvn med tøj og støvler på og skriver på en lap: ”Jeg drager mod Anarkocity og det selvstyre jeg har drømt om at besøge.” Mennesker strømmer forbi i Kødmaskinens oplyste gader. Anthony har brug for selskab til at komme videre og går forbi torvet. ”Mangler du en ven?” Spørger hun et æsel. Skomageren råber: ”Kom her.”Æslet slår ørene ned. ”Tror du ikke du kan være selvstyrende og klare dig?” Spørger hun æslet, der drejer hovedet bort. ”Græd mig en flod.” Kalder hun det og genkender det menneskelige i dyret med følelser som smerte og frygt, angsten for at miste og behovet for at have en flok omkring sig. De er midt imellem skyskrabere og blinkene billboards og reklamesøjler, butikker og supermarkeder, banker og boligselskaber, parlamentet, domstolen og skoler. Alt er inddelt i kategorier. Børnene ét sted. Dyrene ét sted. De gamle ét sted. Byen er bombastisk, udfyldt og gennemreguleret. Så mange folk går forbi hende og de har sænkede øjenbryn og øjne der ser ud i luften. ”Hvad tænker de alle sammen på? Det virker som om de fleste forbruger billeder og tanker der kører på fuld tryk i deres hjerner.” Æslet giver hende ret med et grynt. Den begynder at følge efter hende. Ting transporteres fra a til b til c til d og alle afhængige af dronerne. Dronen er billigere end en lærer og kioskarbejder. Mennesker er ikke slaver, der giver hele sit liv. Folk i Kødmaskinen giver kun noget af deres tid og har visse nydelser, men køber de bare kopier af kultur og god mad, når de har fri? Kødmaskinen er større end dronesamfundet for dealen er mellem den parlamentaristiske arbejdsmaskine og mennesket. Ud af indkøbscentrene strømmer folk ud som fars i en kødhakker og Anthony spørger sig selv: Er vi homoculus? Er vi mennesker skabt af maskiner? Eller er vi maskiner skabt af mennesker? Når så mange tror på maskinen bliver verden derefter. Så bliver symbolet Kød-maskinen mere og mere materaliseret og virkeligt. Alle vil gerne et skridt op i hierakiet og have forandringer via maskinen. De store virksomheder har psykologer og stresseksperter tilrådighed for arbejderne, ansat sociologer for at få virksomheden til at se bedre ud i offentligheden, filosoffer der skal hjælpe arbejderne til at tænke mere skævt på tværs af daglige rutiner. Virksomheder er interesseret i at skabe en mere kreative produkt udvikling og få medarbejderne med til at skabe en etik og moral omkring arbejdet, som om dagligdags mennesker ikke har andet liv end deres arbejde og ved ikke hvordan de skal leve livet uden sociologer, filosoffer og kunstnere, kender ikke længere deres egne ønsker og motivationer for at handle uden at tænke på virksomhedens vegne og køber sin identitet. Dét er maskinen: Alt er maskinen.
I en vejkiosk læser hun taboid pressens overskrifter om Anarkocity: ”De snyder for millioner i skat.” ”Ikke svømmere bliver smidt i vandet.” ”Kriminelle og terroristers gemmested.” Og om Cirkus Verdens Undergang: ”Cirkuset besøgte bombefabrik, men blev ikke lukket ind.” ”Voldsforherligende cirkusartister lokker nazister i baghold. Nazist på båren: Jeg vil have hævn.” ”Cirkuset kommer til byen. Pas på jeres punge. Lås døren. Hold ekstra øje med dyr og børn. Borgere i provinsen kræver beskyttelse og kristne blokerer vejene.”
Cirkuset er modkultur og hvad hun kommer fra. Anarkocity er hvad hun bevæger sig imod. Næsten overalt i verden har hun boet på raste og parkeringspladser med cirkuset som sladderbladene selv, hvor alle brokker sig over det, men køber det. Cirkuset er som tabloid pressens fremstilling af autonome og anarkister med sensationshistorier om underlige mennesker og anti helte. Hvor eksistensen er kogt ned til at minimum og hvor det handler om at undgå farer og skaffe føde som insekter. Cirkuset sælger ting de laver ud af skrald og sælger ting over grænserne. På landevejene har de fået lift til andre dele af verden på få døgn. Bor hos folk på rejser eller bor mange sammen. De bryder ind i kolonihavehuse og tomme haller og huse og får folk til at bo der før de flytter videre. Den ydre sikkerhed er sociale relationer, kirke og stat.
En overgang arbejdede hun på fabrik, men ville ikke fortsætte i længden for arbejdet var ensformigt, dagene lange og lønnen lav. Senere arbejdede hun på fritidshjem. Det udfordrede hende, men hun var altid bag de samme vægge, børnene måtte ikke få lov til noget og skulle sidde stille, spise pænt og disciplinære ting hun ikke selv gad. Børnene blev små voksne i skolen. Hun prøvede at give “The man of tomorrow” andre indput, men stressede, kedede sig og kunne ikke stå inde det. Drengene og pigerne bliver flasket op med ikoner, påtagede syn på sex og køn, konkurrede om små ting, læste borgerlige skolebøger der fokuserede på vold, krige og hierarki, som om det altid har eksisteret og skal blive ved med det. Hun opfordrede dem og de voksne til at bryde reglerne, for for mange fulgte dem uden at syntes de var sympatiske. De oprindelige pædagoger var slaver i demokratiets fødekedel Rom og fulgte børnene i skole. Er vi alle ikke stadig slaver? Hun ser forældrene, der er blevet rå realister, drømmere eller fantastikere, nogle drikker sig fulde og alle har de udviklet sig, men hvad bruger de deres liv på?
Anthony ser sig selv i en butiksrude med øjnene vandede og håret har mistet sin pragt til en falmet tjavset frisure og skuldrene falder frem i en rundrygget holdning. Hun identificerer sig med gade-, guillia- og gør-det-selv-kultur. Det er den tidlige punk og crasskulturen, som er mennesker der bare rejser rundt. Anarkistisk punk og subkultur der er super avantgarde, skønheden i at være laset og ikke at gå i bad som det punkbevægelsen er bygget på, nemlig at være sig selv og ikke sit tøj. Det handler ikke om penge, men om musik, at hænge ud med venner, det man gør og siger. Anthony ser igennem butiksvinduet indtil maniquin dukker i smoking der ser kølige ud. I butikken tager hun én med i omklædningsrummet og slår alarmen i stykker og tager tøjet på. Ved udgangen ler en vagt af måden hun ser ud. ”Er du ikke en pige? Køb noget kvindetøj. Se ud som en kvinde.” Anthony svarer: “Men kvinder er ikke specielt søde. Det er hårdt at opfostre børn, kvinder kan være meget strenge og onde. Fødsel og menstraution er smukt og gør at kvindernes smertetærskel er større.” Bilerne drøner forbi som robotter på samlebånd. Hvorfor skal jeg altid vige for andres behov for accelererende akkumulation af varer? Er de bedre mennesker? Hvorfor skal de altid skynde sig? Fodgængere marcherer ud af fortorvet, men i hastigheden for at nå pligter glemmer man at stoppe op og mærke sig selv. Hvorfor er alle offentlige steder isoleret? Anthony stiller op i en robotdragt. Hun har hærgede tænder og ikke i tv og peger med en legetøjsriffel og stiller spørgsmål til alle. ”Har du været forelsket? Er du i et fællesskab?” og prøver at spørge så meget ind til folk, at de ikke længere kan argumentere og bevise at de intet ved og indtil de siger ”Stop.” Hun er som irriterende fyre der ikke giver op på piger der ikke vil scores. Anarkister hun kender taler tilgengæld en del. Alle har droner som statussymboler for hvor meget de har. En mand falder om og folk spørger: ”Hvor ér mandens fugl?” ”Spørg fuglen hvad han fejler. Der ér ingen fugl.. Han er nok fra Anarkocity.” Og en redderbil kommer.

De kommer til en studenterfest. Anthony stiller sig i et hjørne og tøjet føles levende med lugt og varme og læderjakken overtegnet med tusher i hærgede mønstre. Hun læser avis temanummeret: Krig.

“Hvad hedder du?” ”Sikke et standard spørgsmål. Er det ikke noget man spørger en ludder om?”

”Jeg hedder Sylehat, for til en fest havde jeg en mexicohat på med strikkepinde i. Jeg studerer landbrug og økonomi.” Sylehat kigger indtrængene og spørger: Hvor bor du? Vil du være kvinde eller mand? Hun svarer ironisk: ”Jeg spekulerer på Børsen og sælger knæklys på diskoteker i weekenden.” Hun opfinder noget og får fred. ”Hvem vil du være og hvorfor er det vigtigt?” Svarer hun igen splittet mellem den hun er og den hun tror hun er og spørger sig selv: Hvad skal jeg stille op med det? Når hun indefra kan opleve livet som rå realisme, kan andre se hende som en eventyrlig person. Andre kalder hende drukmus, digter, drengepige, punkprinsesse. Hun er ikke det de tror hun er. Når hun betragter sit køn udefra er det bare holdninger. Maskulint og feminint er klicheer der er blevet kørt på i tusinder af år. Queerteorien handler om at i bund og grund er ingen sig selv og det er ideen om den moderne verden. Derfor er rollerne så vigtige. Hun er queer. Hun er høn. Hun sætter ikke krav til andre om at de skal være kvinde. Der står Lærke i hendes pas, men hun synes det er en dum fugl der yngler på jorden og ikke sikkert oppe i træet. Folk stuver sig sammen og alle bruger de dronerne, som er noget de har købt mentalt, fordi det er blevet solgt godt for at kunne følge med i hvad der sker for at deltage i samfundet og have et socialt netværk. En mor med barn på armen siger: ”Dronen er min bedste ven. Den hjælper mig med alt. Når jeg skal træffe svære valg, beskyttes mod kriminelle eller følger mine børn i skole.” Anthony finder en bøtte sort maling og hader dronernes informationsstrømmene der er så kraftige, specifikke og målrettede den enkelte at det er svært at sige fra. Hun er vokset op i en fuldkommen unormal verden og vil ikke være absurd, men folk ser hende sådan og I en tunnel maler hun:

SMADR DIN DRONE ! HVAD HAR FOLK TILFÆLLES MED TVET, POLITIKERNE OG REKLAMERNE? DER ER INTET REELT NABOSKAB, INGEN REEL IDENTITET ELLER FORDYBELSE I HINANDENS LIV. ANDRE MENNESKER ER OVERFLØDIGE I EN TID SKABT AF MASKINER OG UNDERHOLDNING, SÅ DRONERNE ER BARE ET SYMBOL PÅ DET AUTOMISEREDE SAMFUND, HVOR MEDIERNE HOLDER DET SAMMEN OG OVERDØVER MENNESKENE MED ET HAV AF INFORMATION, MEN HVEM BESTEMMER DENNE INFORMATION? OPRINDELIGT VAR DET DET GAMLE CPR SYSTEM, SOM BLEV VIDERE UDVIKLET. I PRAKSIS ER DET BENHÅRD OVERVÅGNING OMHANDLEDE PROFIT, SELVDISCIPLINERING OG FYSISK KONTROL. FØRST OG FREMMEST BRUGES DRONERNE TIL AT STYRE DEN BREDE BEFOLKNING VED AT BØJE VIRKELIGHEDEN I EN BESTEMT RETNING VED MENNESKENES AFHÆNGIGHED AF DEM OG REPRÆSENTERE TRYGHEDEN IGENNEM POPMUSIK, SLANG OG UNDERHOLDNING, SOM SAMLER FOLK. UD OVER DETTE BRUGES DRONERNE TIL AT FINDE OG STRAFFE KRIMINELLE.. DET ER IKKE: I OVERVÅGER OS. DET ER: I OVERVÅGER OS OG VI SKAL MAKKE RET. INTERNETTET ER ET PANOPTIKON, ET FÆNGSEL HVOR MAN KAN SE ALLE FANGER OG ALT DER SKER FRA BESTEMTE STEDER, DET ER ET FÆNOMEN, DER ER OVERALT TILSTEDEVÆRENDE OG IKKE-FYSISK, ET RUM, SOM DE MED EN SÆRLIG VIDEN KUN KAN INDTRÆDE, SOM MILITÆR, REGERING ELLER HACKERE, SOM FOR DET MESTE ER PÅ MAGTHAVERNES SIDE.. DET ER ALTSÅ IKKE FÆNGSLETS MURE, SOM ER DET STORE PROBLEM, MEN PINEN I, AT MAN HELE TIDEN ER KIGGET PÅ OG VURDERET UDEN AUTONOMI ELLER AT KUNNE TRÆKKE DIG TILBAGE.

Det smukke mulige.

“At gøre det umulige mulige er en gammel talemåde, som Bakunin har brugt og handler om, at de mål hun sætter sig flytter sig og hun kan tro noget er umuligt, men senere opdage at hun er i gang med det og elske det hun har hadet. Og fordi dette er muligt ikke fortryde noget i livet. Opnå ting hun ikke troede var muligt i en virkelighed der har overgået fantasien og sætte spørgsmålstegn. Da hun finder rester af droner vil hun gøre dem til en pertuum mobile eller levende dyr så den kan leve et selvstændigt liv uafhængigt af mennesker. I en økologi diskussion sagde hun: ”Verden ville være meget bedre hvis vi havde en perpetuum mobile og havde vi aldrig et energi problem, men en maskine der kører til evig tid så der ikke er brug for brændstof.” Hun må gemme dronen for myndighederne og droner som kan koble sig til og reparere hinanden så de fastfryses i dronesamfundet, som hun jo vil afskaffe og leve i et samfund for dyr og mennesker. Hun giver dronen lovehate samt lagrer koder for følelser og behov i dens software for at skabe det stærkeste våben: Teknologi der bliver som natur, der ikke bare kan udnyttes, men appellerer til følelser, samvittighed og evnen til indsigt. Mennesker har et valg: Enten at blive endnu mere brutale eller det modsatte. Enten giver de droner og dem selv fuldstændig fri eller fortsætter i et endnu voldsommere barberi. Det hun ønsker er, at teknologien blev en moderne natur og et landskab i verden, men ikke brugt til at kontrollere mennesker med. Det er vilde fantasier hun deler med flere.

 

En by kalder.

Anthony og æslet går imod hovedindgangen ind til Anarkocity, som er ti meter bred og kun én ud af de fem porte ind til byen. Over byen er himlen, hvor de er sprayet med farven Oea: Farven der changerer i alle farver og skifter hele tiden. Jadegrøn, gyldenhvid, grønturkis. Farvestrømmene bevæger sig som slanger, der slanger sig hurtigt ind og ud mellem hinanden. Anthony er forelsket i effekten: Sæt former og farver fri! Æslet går ind i muren og hyler. Hun hiver den i manken og siger: “Se” og peger efter indgangspartiet pyntet med mosaik og glasperler. Porten er en flaskehals ind til anarkobyen, hvor mennesker bliver presset ud og ind som to strømme der går modsatrettet, der er ikke nogen færdselsregulering og skilte hvor der står: ”Gå ind til højre, gå ud til venstre.” som i Kødmaskinens metro, men i stedet står der: ”Vis hensyn og giv en hånd til gamle, børn og handicappede mm.” og ”Vis hensyn til naboerne. Spørg i de lokale socialcentre om reglerne for larm, bilisme og graffiti.” Cykler er parkeret her i hundredevis uden lås. Der er tønder med åben ild og moderen med barnevognen, venindeflokken på fem, den lokale dranker på bænken, den gamle med stokken og en flok køer. Festen starter med hundredvis af ansigter og en overflod af kraft og følelser, mennesker som både vil gøre modstand og nyde livet. Men stemningen er lidt nervøs: Kommer politiet snart? Får de guleroden eller pisken fra myndighederne? Nogen gør reklame for en gadefest i en megafon og : ”Gå med her, stå ik´ dér.” Anarkocity er kendt for sine gadefester og demonstrationer der bevæger sig gennem Newcity og når byfarmene og dyreavlerne går med tager de store dyreflokke med spande med kartofler og gylle og det er svært for politiet at flytte de tunge traktorer og majetærskere, som ikke er ufarlige og hurtigt kan blive til et offensivt våben. Anthony håber byen er mere end en festby og et reelt alternativ. De går langs den hærgede mur der gør det til et lukket område, nogle steder er muren bombet i stykker og pigtrådshegn og gitret er hærværket. Muren som oprindeligt var et forsøg på at inddæmme Anarkocity er nu et stort billedemuseum for graffitikunst og mødestedet til gadefester med tusindvis af deltagere på ringvejen, hvor politiet prøver at inddæmme festen, som langsomt bevæger sig mod Kødmaskinens centrum og skaber kaos i trafikken og folk klatrer over stigerne de bygger langs muren. “Jeg håber, at alle ikke har nok i sig selv, men inviterer hinanden med til aktiviteter, at der er debatter og diskussioner.” Over Anarkocity står der noget med oea. Farven blænder og skriften ses fra på lang afstand, da en person står på muren og sprayer med bobler i luften:
Frihed fra: Klasser og regering

Politi og militær Domstol og fængsler Undervisningstvang og kommercialisering Monopoliseret vold Forretning og misbrug af stoffer Monopoler og centralisme (Bla. gennem ejerskab, patent, bureaukrati) Institutionaliseret religion

Forsikring og pension med udgangspunkt i profit og at binde folk til arbejdmarkedet Landegrænser Alle hierarkier i bla. kultur, farve, køn, klasse, viden, normer.
Frihed til: At skabe samfundet gennem: Spontanitet og selvorganisering Direkte demokrati og føderalisme

Fredsvagtsystem og fredscirkler Forbrugsråd og syndikater Kooperativer samt arbejds- og boligpolitik som er kollektiv Virksomheder, forening, fonde, organisation, prærie, kolonihaver

Kærlighed til natur og dyr Frie stoffer anerkendt som mediciner Legaliseret mahuanna, dyrkning og producering Monogami og polyamory Garanteret eksistens minimum uden ydelsestvang Den universielle familie og gensidig hjælp

Gæstebudet: Den åbne dør Cyklisk tid i stedet for tiden talt i arbejdstimer Social økologi og DIY Mangfoldighed frem for effektivitet Kunsten tilbage til kulturen, som er fri Participations økonomi som ikke er profit orienteret. Ateistisk tradition og anti-autoritær religion Rotationsprincip og potchlach Centrosocial: byens social og sundhedsystem Ateneo Voluntario, Ateo : frivillig læring og anti-autoritær pædogogik Ubetinget agitations- og forsamlingsfrihed

 

Anthony puffer til æslet og siger: ”Den her by findes. Det er fantastisk. Uden politi, fascister, holigans eller bondeknolde fra provinsen som kan finde på at slå mig ned på grund af mine holdninger og udseende…” Hun ler lettet, men æslet ser trynende på hende, så hun lægger armen om dens hals. ”Rolig. Hold dig til mig.” De går ind gennem porten og vier ind til siden for at slippe for det største menneskepres. Inde bag muren er der opbevaringsskabe, men i tusindtal og som dem hun har set i offentlige bade. Midt på vejen står der et 2gange3meter rødt skilt med teksten: ”Ingen droner tilladt. Lås dronerne inde i skabene!”Opfordring må være til turisterne og alle der kommer her, hvis de tager dronerne med ind og bliver opdaget i det, reagerer folk kraftigt og vil smadre dronerne og komme med alle argumenterne imod dem. På et skilt står der: ”I Anarkocity kommer vi hinanden ved. Vi har hverken Big Brother eller Big Buisness.” Æslet pruster udmattet, lægger sit hoved på hendes skulder og slikker hende på kinden med sine ru tunge. Den er venlig stemt så hun kan bestemme hvad de skal. De går dybere ind i byen i de ikke-oplyste stræder og her er mindre gadebelysning end i Newcity. Lyset i storbyerne skal beskytte de gode borgere og deres bekvemmelige liv, så de ikke behøver at være bange for kriminelle, terrorister og hele banden. Lyset er til for det pæne og renlige, hvor borgerne i Kødmaskinen kan leve, opleve og føle i seperate rum, hvor dronerne og magthaverne skal skabe helheden imellem individerne. “Klonk-klonk”siger det, når vandrestøvlerne rammer brostenene og som hun kommer frem sørger bevægelsessensorer for at gadelygterne tændes i en smøge. De sparer på strømmen for de skal selv arbejde for den. Byen er mørk med tåge i knæhøjde og AbInitio strømmer som hovedåre med forgreninger i skoven, gennem de to byer hun har besøgt og i hele Kora. Månen ligner et ansigt, der smiler ned til dem. Månen ligner et ansigt, der smiler ned til dem. Hun går på Road Kill Café og får en burger og en liter sødmælk. Hun fortærer det hele og spejder ud over søen. Folk natbader efter sauna i træhytten ved siden af. De er nøgne og svømmer rundt. På broerne er der udspring, hvor musikere, malere, forfattere, madpakke turister, elskende mm. holder til og hænger ud. Der er huse i padehatteform og tegltage med rødt og hvidt glasur. De bor i gamle brudte skibe på kajen med en masse piratflag. Der er uformlige “klatter” på jorden i 2 -4 meters højde og med døre og vinduer i. Det ligner grotter, men er det ikke. Anthony giver forfatterne ret: “Kun fantasien sætter grænser for, hvordan friheden skal se ud og må den være abstrakt: Frihed bryder grænsen for fantasi.” Forfatterne nikker og skåler.
De kommer til et villakvarter, men ikke så harmonisk at alt ligner hinanden. Her er ikke kun idylliske huse af musten og træ, men også beton og glas, et enkelt hus ud af fibermøtel og stålnet i en uformelig grå klump. Anthony aer æslet over manken og nikker:”Det hus dér, er ikke blevet så vellykket, men sådan må det jo se ud, når folk har lov til at bygge som de har lyst til.” Alle byggerierne har krævet engagement og vilje, hænder, stillingtagen til reele problemer: Brandsikkerhed, kloarkering, isolering og finansiering samt anskaffelse af arbejdskraft og materialer, så Anthony må spørge sig selv: Hvordan har de klaret det? Når bare et enkelt hus tager så lang tid at bygge, hvordan har de så bygget et helt kvarter færdigt? Der er langhuse bygget til 40-50 personer, men også en masse små individuelle boliger og husene er bygget kollektivt ved byggefestivaller, som Anarkocitys syndikater og forbrugskollektiver organiserer som en sommerlejr, hvor alle dem der støtter op og gerne vil hjælpe kan komme. Hundredevis af mennesker, bliver inddelt geografisk efter hvert kvarter. Ethvert hus har et shak med halvtreds mennesker, hvor halvdelen er faglærte og den anden halvdel er ufaglært. Den ene del tager sig af sikkerheden på byggepladsen, lærer fra sig mm. og den anden halvdel sørger for teltene, musik, mad og derfor bliver Anarkocity hver sommer en ottendedel større. Selvom nogen har bygget huse hele deres liv bliver de ved med at melde sig og have det sjovt med at bygge, for det er også socialt og festligt, de har meget at lære fra sig. Og andre kommer for at afprøve deres evner, lære noget, knytte venskaber, få en fælles oplevelse og tage vare på en reel boligmangel. På villavejen er der ikke hegn og ligusterhække, men en hel del skovparker med bænke hvor folk kan sove, som de har lyst.
En gruppe synger gentagende gange: “Far. Du er min frelse. Du får mig til at indse at Gud er i os i alle situationer.” Folk danser og sidder på små skyer af lovehate. Folk hiver hende med i dansen, men på en venlig inddragende måde. Den ene tager hendes hånd og nynner sangen til hende, den anden smiler skævt, mens folk danser absurd. De bryder alle typer og ser bare mærkelige ud. Anthony danser pogo. Folk inviterer hinanden hen og deler ting: Den ene tager en plade chokolade frem og den går rundt. Den anden har ekstra tæpper til ekstra hygge. Den fjerde siger: “Velkommen til. Universet har kaldet dig hertil. Sid ned.” Anthony savner et fællesskab og sætter sig. Guruen siger: “Anarkist tøs. Du behøver ikke savne nogen. Du kan blive forbundet med alle mennesker på alle tider.” Hun spørger: “Er det her en form for ceremoni?” Han nikker og siger: “Se mig som en ven med gode råd…” Så forsvinder han i en regnbuesky. Børn leger et par trappetrin nede i en grøntsagskælder, de kommer op kastende med agurker og mad. Et barn stopper dem og siger: “Kom med ned til Tante Tik og Tante Utak” og løber ind af naboens vindue. Folk rejser sig op og bryder ud i sang, dans, tale og folk samtaler, så udeforstående ikke kan finde ud af om de rent faktisk har en samtale mellem venner eller et mundhuggeri. I Kødmaskinen bliver det set som pinligt at være så åbenmundet, men i anarkobyen opfattes det som en selvfølgelighed.
Kødmaskinen er bygget i lige linier, firkanter og stjerner. Brand- og redningsfartøjer skal kunne komme frem i lynene hast og for de lokale fredsvagter er cyklen ofte hurtigst. Bygninger ligger hultur til bulter. Der stikker kanter ud alle vegne, lavet supplerende tilbygninger der ser spøjse ud. Kubler, snabler, halvmåner. På gaden bygger folk smalle trapper af mursten op til døre fra tredje og fjerde sal. Den ene råber ned til hende: “Vil du være håndværker for en dag?” Anthony råber glad tilbage: “Jeg er arbejdssky.” Men hun får et svar: “Der er ikke noget der hedder arbejde her. Vi morer os og er sociale. Fest og dagligdag er det samme her. Vi øver os i kærlighedsanarki!”Anthony råber tilbage: “Jeg driver bare…” Ældre mennesker med cigarer og whiskey er i baren og på dansegulvet. Ja, der er fire fem generationer af revolutionære. En mand på 100 byder et barn på 4 op at danse. De er en universiel familie og det som knytter dem sammen: Et bedre liv her og nu og for de kommende generationer. Hun tager en øl og slentrer afsted. Der er huse bygget ned i jorden, hvor der er hældt jord over og plantet haver. I anarkobyen er kulturen udtryk for hver beboers lidenskab, ønsker og behov, intet andet. De bygger højt og de bygger lavt. I en gyde er sporvognen .fuld og nogen råber: “Hurra, hvor det kører. Huja huja huja.” Gaderne bliver smalle og indviklede, hvor folk bygger husene så forskellige at de bliver til en stor labyrint. Her er stier, tuneller, broer, gange, hængebroer, flettede torve på tværs, der forbinder hus med hus og med flyvepost. Der er overskårne olietønder til grill, skakplads med brikker på størrelser med dværge og muldtoiletter. Ingen overordnet myndighed står for byplanlægning, for det er autoritært at ville planlægge alt på andres vegne. Byplanlægning i Kødmaskinen er så markeds økonomien fungerer, trafikken og retten til at køre i bil dominerer alt. Anthony tænker ved sig selv, at det menneskelige samværd er centrum i denne by, men at labyrinten også gør, at politiet ikke kan finde vej når de stormer ind og ransager lejligheder. I labyrinterne kan politiet møde den uundgåelige modstand og her er de kun en indvarderende hær og ikke repræsentanter for tryghed. Hun ser huse med jerndøre til at holde politi ude.
De går op af serbentiner og vejen drejer. Huse ligger op af skrænten, de bygger dæmninger og broer. Fra en bakketop kan hun se den ældste og mest tætbebyggede del af Anarkocity hvor tagene ikke er øde ørken af teglsten, beton og metal, men terasser, græsplæner, sportbaner med åer, cykelruter, læskure med hængebroer og reb og stiger der binder alt sammen. Skilifte cirkulerer så folk kan komme fra det ene kvarter til det andet på en nem måde og der er svævebaner og en luftballon. I horisonten kan man se muren, bilerne med billygterne fra ringvejen og ned af de andre veje bygget som stråler ud fra en halvsol og gennem Kødmaskinens fine villahuse og kedelige socialbyggeri. Der lyder en ubehagelig høj tone, som når stål river mod hinanden og togets hjul og skinner presser mod hinanden. Sporvognen kører forbi. Togpassagererne kører helt tæt forbi vinduerne til folks hjem. Der må være problemer med larmen, men højbanen er billigere at bygge end en undergrundsbane og kræver mindre arbejde. Den er bygget i tre etagers højde over floden hvor fodgængere og cyklisterne driver forbi.På den måde adskiller Anarkocity sig ikke fra Kødmaskinen.
En bys lyde kendetegner den. Æslerne skryner og “Græd mig en Flod.” vifter ivrigt med halen og svarer sine venner. Den skryner selv til fuglene, hestene og køerne. “Smut ned til den brogede skare. Skæve børn leger bedst.” Siger Anthony til æslet. De står på en helikopterholdeplads for byens alarmberedskab og øvrige trafik og hun hører en helikopter, hvor vingerne skær igennem luften og ser det blinkene lys. Hun spørger sig selv: ”Kan det være pressen eller politiet?” Op af bakken kommer hun til herskabsvillaer med søjlegange og flotte indgangsparti. Husene har bløde hjørner og spir og håndudskårne stukke med perler. ”Hvor har de dog gjort sig umage og brugt meget tid på det.” Siger hun fascineret. Anarkocity har bevaret tingene for fortiden kan ikke forandres, men kun fremtiden! Anarkisterne cencurerer ikke, men bevarer historiske bygninger og bruger dem til egne formål. Der er vægtavler og vægdekorationer, malerier af madorgier og sexorgier. Et mylder af glasperle i okkergul, bladguld og æggefarvet til hudfarverne. Figurer som en ørn, en sol, en arm og til sammen danner de betydning; det er kunstretningen euforisme. Husene er fra en rig periode, hvor folk ønskede at funktion og skønhed var ét. Æslet er sakket bagud og græsser på plænen. Hun går rundt om huset, der er dekoreret med graffiti som freskoer mm. og ind af de oplyste vinduer er der tegnestuer med folk ved tegneborde, hvor glaspladen bliver oplyst nedefra af stærkt hvidt pærelys. Hun kan lugte rødvinen, som naturtræet er behandlet med i stedet for kemikalier og gift, men har sin egen lugt af bark. Fugtigheden og træet der ånder minder hende om lugten i sit barndomshjem. Bombar fortalte om dette sted med fotoalbummet på skødet.
Folk bor i herskabshuse fra 1950erne, hvor folk blev trætte af rationaliteten og dyrkede eventyret, det glade, sunde, smukke og organiske, det positive syn på fremtiden og troen på videnskaben. Kødmaskinens rige borgere tilbragte for hundrede år siden ferierne her væk fra de forurenede byer og hvor de havde penge til at inviterer forfattere og kunstnere, der kom i huset og arbejdede på deres værker. Måske var de rige selv kunstinteressede eller lavede kunst og derfor blev kvarteret især kendt for den musik, de malerier og bøger, som blev skabt i husene. Nu er området en del af Anarkocity og hun gætter sig til, hvordan byen simpelthen må være vokset ind i området og overtaget det. Nu må husene være beboet af nutidige kunstnere, der laver ny kunst, men også replika af de gamle berømte værker til turisterne fra Kødmaskinen, der kommer for at se villaerne. De nutidige beboere og museer har aftaler med støtteforeninger og berømte kunstnere om at bevare husene i god stand, aftaler med kunst og bevaringsforeninger og hvor de hvert år holder en kunst festival for at fejre deres generations kunstnere og musikere højtideligt og mindre højtideligt.
Anthony er på æslets ryg og spørger: ”Er det okay baby?” Dens psykologi er som en babys og hun kysser den mellem ørene. De traver over bakkerne og i gamle krater efter bomber, som fordybninger i jorden på mellem 1-5 meter og villaer med skudhuller, hvor den villa med flest er lavet om til et anti-krigsmuseeum. Historien lever her stadig og Anarkocity er ucencureret i den forstand. På et skilt står der på fem sprog og med et brudt gevær teksten: ”Besøg museet, kom ned i en ægte bunker fra krigen og lær at forstå krigens rædsel. Vi må aldrig glemme. Krig mod krigen!” De ridder tæt hen til vinduerne hvor Anthony kan se forstørrede fotos af menneskers ansigter hvor kæben er sprængt af, børn uden arme og ben, tusindvis af soldater der går i gåsemarch, fordi de er blevet blinde af giftgas. Der er reoler med legetøj med alt fra gammeldags tinsoldater til nutidens aktionmænd der forherliger krigen. Æslet bakker tilbage i endnu et krater tre meter dybt, hvor dens bagben skrider ned og den kæmper for at komme op. Stadig den dag i dag finder de gamle bomber og granater, der kan eksploderer når nogen rør ved dem, når de bygger nye huse og kloarkering og må tilkalde Kødmaskinens mine og bomberyddere, fordi bomber er endnu mere farlige og utilregnelige nu end for halvfjerds år siden. Grave kommer til syne med levende lys, fordi folk bruger det til udflugtssted. I midten af gravstenen er mindelunden med ”den evige flamme” hugget i sten, som symbolet på det ubrydelige håb og hvert år bliver der arrangeret en mindemarch for de fem dage, hvor der var oprør mod regeringens parti, der sammen med eliten blev stinkene rige på at sælge våben, mad m.m. til dikaturer og krigsførende lande for over halvfjerdsår siden.
Byens tætte infrastuktur begynder her og de ridder imellem husene som de kigger på og beundrer. Kvarteret er æstetisk groft blandet hus til hus, gade til gade og med vægmalerier i forskellig stil fra minimalistisk, abstrakt og kubistisk. Andre har de frabedt sig graffitien for i en fri by skal der være plads til mange former for smag, kunst og livsformer, én kunstform overalt er kedeligt og ensidigt. På bygningerne står der ”Centrosocial” og”Ateo”, men alle bygningerne har navne som Fuglelorten, Citronen, Lauerbærkvisten mm. og socialcentre er noget som fascister og anarkister igennem historien har bygget utallige af og skiftedes om at brænde hinandens af, fordi centrene er samlingssted for folk der vil arbejde på projekter og have et fællesskab. Et skilt står med teksten: ”Den gamle by. Kvarter nr.22” og her begynder bindingsværk- og flade landarbejder huse, men hvor der på dørene også er store pigge så hverken tanks eller kanoner kan skyde sig igennem og hvor husene har altaner med tinder ligesom borge så arbejdermilitser kunne forskandse sig og blaffe regeringens tropper ned.

 

Æslet og hun traver ind i en gård. Over porten står der: Pladsen for 4.oktober 1976, datoen for oprøret der blev slået ned efter syv dage og inde i selve gården er den fuld af vægmalerier af berømte plakater og fotos, helte fra modstands-bevægelsen, buttede og muskuløse bønder og bondekoner med rifler og flag, ansigter med stærke træk der udstråler styrke. Soldaten der er skudt lige i hjertet. Kvinder i blåt arbejdstøj der peger ud af plakaten mod den som kigger. Tættere på murene kan Anthony læse smågraffti som ”Alexandra var her”, ”Mathias, vi vil aldrig glemme” og ”Al kærlighed til vores kammerater”skrevet med tush og ridset ind i dørkarmen, vinduet og spejlet, som på Jim Morrions gravsten. Og der er kranse og bede og et skilt med teksten: ”Her blev halvtreds af vores kammerater trængt ind og skudt af regeringens soldater.” Anthony husker, Bombars tårevæddede øjne, da hans venner blev skudt og dræbt i protesterne og han sagde: ”Derfor må aldrig stole dem i regeringen og overhoved ikke deres uniformerede håndlangere.” Cirkus kom forbi hendes barndomsby med illegale og revolutionære under jorden og havde brug for altid at være på vej. Andre var håndværkere, der byggede skorstene ud af konservesdåser, plukkede druer og hø på gårdene, gjorde rent i køkkenet, sleb knive og pudsede sko, spillede, sang og resiterede digte til høstfester, bryllupper, begravelser mm. Bombar inviterede altid rejsende ind på middag og gav dem husly og pladsen var trang.
På et skilt står der: “Shit Pit.” med en pil ind i skoven. Inde mellem træerne er der en skidegrav og et skilt hvor der står: “Dæk lorten med jord. Fluerne kommer i folkekøkkenet.” Et barn kommer løbende, stiller sig overskrævs graven, løfter kjolen op og spørger: “Hvilken farve er din kage?” Anthony låner dasset i gården, som stinker af urin og på væggen hænger sedlen: “Hvem sørger for toiletterne???” Over vasken hænger et spejl og hun ser på sig selv. Kæben er skæv, læberne sprækkede, øjnene grønne. Hun stryger en hånd over den rynkede pande, der ikke ligger skjul på at hun har levet stærkt, som de mennesker der har rejst meget, festet meget, været meget op at slås, arbejdet meget eller anstrengt sig så deres krop bærer flere fysiske mén.”Det går nok det hele…” Siger hun til sig selv. Hvis hun ikke opmuntrer sig selv hver dag får hun det dårligt med sig selv. Flygtet fra aktivitet til aktivitet og hun har klaret sig uden penge og levet under fattigdomsgrænsen. Hun ville ønske hun kunne bruge tiden mere frugtbart. Når det for den borgerlige handler det om etik, livskvalitet og karriere, handler for punken om at smadre, slås med politiet og gå til vilde fester med hor, druk og stoffer. Alle i Kødmaskinen er opdraget til at tro at de er verdens navle, at de skal sammenligne sig med andre, det er her den hierakiske tankegang fastholdes, en bevidsthedskontruktion skabt for at opretholde magthaverne. Hun vil sige fra og der er ikke noget hun SKAL. Hun vil vende modstand til ekstra energi.
I gården standser hun ved en plakat underskrevet”Cykelpartisanerne.” med fotoet af en bondekarl der sover i grøften med sin cykel og hvor der står ”Tour de Kora” som overskrift. Cyklen er mørkeblå og i modellen fra modstandsbevægelsen, hvor guillaen brugte cyklen til alt fra våbentransport til at affyre rakettet i fuld fart og hvor én kunne sidde på ladet foran styret og skyde med automatiske geværer og kaste gåndgranater. Anthony vender sig mod æslet. ”Her ligger historien tungt på folks skuldre, jeg håber de har givet slip og givet plads til fremtiden. Men her vil jeg ikke bo… Lad os finde et sjovt sted.” og de går ud af gården, hvor gaden er fire meter bred oplyst af lygtepæle og med desto flere mure dækket af plakater, vægaviser, graffiti og streetart. ”Åh, jeg elsker streetart, men det med at indtage byen med graffiti kan hurtigt blive en gestus ligesom det kan blive at gå til demonstration, jeg håber at folk her i byen reelt organiserer sig på arbejdspladserne.” Hun ved, at graffiti har eksisteret ligeså længe mennesker har eksisteret uden på jordhuler og i alle civilisationer, men her er selv vinduerne skrevet over og plakaterne flænsede, tapeseret oven på hinanden og hvor malingen skaller. Hun bliver ked af det og spørger sig selv: Hvorfor vil de lade deres fortid gå i forfald? Hvorfor bruger de ikke ressouser på at restaurerer? Eller lave noget nyt og spændende? Mellem to lygtepæle er der klisterbånd med papirstykker der hænger fast, hvor folk kan tage et digt, en tegning eller foto og selv hænge op. En vægavis med overskriften: ”Rekord mange droner pr. new citizen.”, fem plakater der tilsammen danner et rim: ”KONTROL = LORT NOK.” og med skygger af droner på fortorvet i baggrund. En plakat med røde pile der peger mod individet i midten og med teksten: ”Dronerne formidler ikke her!”På et skilt står der: I dette kvarter er graffiti velkommen. Brug fjernbar maling. Henvend dig til det lokale social center for at få mere information.” Gaden har personlighed. Der er en reklame for kloarkarbejde med både mænd, kvinder og transer smilende i uniform, én af dem kigger op fra et kloarkdeksel og siger: ”Det er os der undergraver samfundet.” og ”Velkommen under jorden.” Nederst på plakaten står der: ”Anarkocitys kloarkarbejdersyndikat.” En anden plakat er for Anarkocitys skraldearbejder syndikat går halvtreds mennesker i lænker og hvor der står: ”Det er os der tager skraldet til hverdag og demonstrationer.” Der er en plakat med en gedebuk i lange skørter med banneret: ”L´amour libre.” og parolen: ”Inddrag alle uanset alder. Ingen er udstødt og alle kan være med. Mangfoldighed frem for effektivitet.” Husene er arkitektonisk smukke med snoede metaltrapper der går op på taget, på en altan er der stearinlys og natmadsgæster, på en anden dyrkes der yoga.

De går af en villevej, men villaerne er regnbuefarvede og ikke som i Kødmaskinens villakvarterer hvor folk kan kede sig ihjel. Fra gaden ser Anthony værksteder, køkkener, et fællesmøde i et spiselokale, kinoer, gensidigbibliotek og folk hygger sig. På en postkasse læser hun:”Ris, ros og nye ideer til håndværkerne. Nej tak, til reklamer i Anarkocity, vi er ikke til slag. Kærlig hilsen byens håndværkere –ACS – Anarkocitys syndikater.” hvor folk kan gå ind, få en snak, se hvordan håndværkerne arbejder og bestille det de gerne vil have. Værkstederne ligger ud til gaderne, her er ikke butikker hvor de færdige produkter fremvises for at sælge et produkt, men for at fremhæve processen bag det der bliver gjort og arbejdet der ligger bag alt det menneskene i byen konsumerer. Her er mange oplevelsesmuligheder og en infrastruktur som i en bymidte, hele anarkobyen æmmer af livlighed og selv hvis husene er bygget som i en forstad, føler hun at hun er i en metropol. Det ene hus med neonlys der stråler mod himlen, det andet med tacks, det trejde uden. Hver lygtepæl er malet i sin egen farve, hvor skærmene er i akryl, plastik, med tapet osv. I en park er en fodboldkamp i gang, men sportsgrene hvor folk konkurrer mod hinanden er okay så længe de ikke får store konsekvenser i anarkobyens daglige liv og bliver indenfor sportens rammer. Fodboldspillerne på banen er løbende sorte prikker, der bevæger sig rundt og en af spillerne råber til hende: ”Vil du være med?” ”Jeg er ude og gå tur med min bedste ven…” ”Dyr er tilladt. Lad det gå frit rundt og vandet af truet derhenne.” ”Den kommer til at kede sig og har aldrig synes godt om fodbold.” ”Okay og der er altid plads til en ekstra på Huxley holdet. Om vi er fem eller tyve gør ingenting. Efter træning er vi i det ternede hus, hvor kollektivet driver et mødested for alle der spiller fodbold.” Anthony ser ned af gaden og ja, der er et ternet hus i blå og grå. ”Tak og god kamp.” ”Selv tak, håber vi ses en anden gang.”

 

Fredsvagten er din ven.
Anthony og “Græd mig en flod.” slenterer over en eng. Der er sti og sandveje, naturen er fri og de har plantet stort og flot. Der er langhuse, små huse, tippier og skulpturer. På en lille hede mediterer halvtreds mennesker med fakler i en cirkel og rundt er der individer i en kyssetrekant og en bunke mennesker masserer hinanden fra top til tå. Èn kommer hen til Anthony og siger: “Gratis kram!” og giver ét langt kram, mens sæbeboblemaskinen spytter sæbebobler ud i Oea. Boblerne oplyser hele engen, natten sort, månen hvid. På et telt står der: “Fredsvagten” og det er solgult med tønder med ild foran. Der står førstehjælpsudstyr og fredsvagterne har walkitalki og gule bomuldsjakker på. En dyb og gennemtrængene stemme siger: “Potchai.” Det er Jeppes. Hun kan kende den, som en dyb røst fra brystkassen og mellemgulvet. Hun vender sig om mod æslet: “Er du stadig med?” Den står et par meter bag hende og hun hanker op i bukserne, der er str xxl. Jeppe står smilende i en fredsvagtjakke og øser op. Han er en ildsjæl for kærlighed, fred og natur, men han kan aldrig være så opofrende som han lyder. Hun møder ham altid til demonstrationer verden over, men han smutter altid når politiet kommer, blokerer ikke gaden eller tager i detentionen med sine venner. Han siger, at han ikke er bange for politiet, men hvorfor smutter han så altid? Anthony fnyser, da de blev taget sammen gav han hende ikke engang et skulderklap, men jamrede hele vejen til cellen. Hun måtte være den opofrende og seje, som gav kys og kram til alle, selvom hun havde flækket øjenbryn og revner i kraniet efter knippelslag.
Jeppe rør i en gryde og Anthony kan dufte pot, varm sødmælk, ingefær, kanel. Hans dreadlocks er vokset sammen til én og sat op på hovedet med gult, rødt og grønt stof viklet om. Han lyser op da han ser hende, griber hendes hænder og varmer dem med sine egne. Smilende siger han: ”Min gamle ven. Hvordan har du det? Fantastisk at have dig her. Har din rejse været lang? Har du brug for et sted at sove?” Han hælder chai op til hende og hun kan blive overrumplet, når folk rent faktisk er venlige. Hurtigt siger hun:“Jeg er en natteravn og kan lide af drive…Jeg bliver ude.” Hun aer æslet. Jeppe aer det også. ”Goddag min ven.” Siger han og klapper det så det lukker øjnene. Det vifter med halen og så spørger Anthony nysgerrigt: “Har I et vagtværn af naboer i hvert kvarter, som fungerer ud fra rotationsprincippet?” ”Nej. Anarkosamfundet bygger på kontrakter mellem individer og ikke mellem individ og samfund, fællesskabet er ikke en abstrakt størrelse. Hvis Anarkocity havde et vagtværn og samlede deligerede fra alle kvarterer, der i fælleskab lavede love og gav andre retten til at anholde og fængsle ville det være starten på stat og hierarki. Fredsvagten repræsentere kun sig selv som enkelt individ. Men de kan være budbringere af beskeder og interne aftaler og løser konflikter i samfundet.” ”Men er fredsvagterne anti-autoritære socialarbejdere?” ”Fredsvagterne danner et tryghedsnetværk, som har en opsøgende funktion. Vi er over det hele i billedet og er det første led, som kommer i kontakt med de nytilkomne og eventuelle problemstilling her i Anarkocity. For os handler det om at forbygge og unødvendiggøre volden. Alle hjælper fredsvagterne og næsten alle anarkocitoyens er fredsvagt i en periode eller hjælper til, så sikkerheden i samfundet bygger på deltagelse. Som fredsvagter repræsenterer vi kun os selv som individer, men som organisation kan vi sige, at hele Anarkcity står bag os.” ”Hvordan reagere folk mod dem som stjæler?” ”Anarkocity er et slags fristed for kriminelle, der vil have fred på hjemmehalvdelen. Hvis Anarkocity blev nedlagt eller de gjorde sig uvenner med byen kan de miste muligheden for at stifte familie, bygge deres ejet hus og have en god alderdom.” ”Hvad med stjæleri i krogene?” ”Folk kan ikke forstå uvenlighed, når de prøver at bygge et venligt samfund. Hvis du stjæler vil folk spørge dig: Hvorfor? De vil undres, give dig råd og nogle vil blive sure. Men der er kærlighed nok. Tyven vil blive omringet af folk der i fællesskab sætter sig ned og fylder hele rummet, gangen og trappen og fredeligt siger: Du skal ikke være bange, men hvad fanden laver du med de ting i hænderne? Hvorfor skal du stjæle? At leve i et samfund uden politi handler om alle borgere og byens besøgenes har et ansvar og medansvar for det som skal foregå. Alle skal indledes i tankegangen om, at hjælpe hinanden også i en situationen som kræver dit mod.” ”Det lyder stressende at være tyv i Anarkocity.” ”80% af alle tyverier bliver aldrig opdaget i Kødmaskinen og tyven bliver aldrig fundet og kun 20-30% chance for at hælervarende gør. I Anarkocity har du ikke den falske tryghed som politiet giver dig, du har kun så meget sikkerhed, som det netværk du befinder dig i bakker op omkring. I Anarkocity er der ingen lyskryds, men folk har et vågent øje. Vi har ikke meget reguleret trafik.” De ser sig om på den store eng. Tre biler kører efter hinanden, standser og otte individer læsser kasser af og samles i en cirkel for at tale sammen. Biler kører ind over marken, gamle jeep og varevogne. Biler hvor flere mennesker kan være. Folk hopper ind og ud af dem, de holder inde ved infoboder, værksteder, fællesaktiviteter. En flok spiller skak på gaden under lygterne. Et par stykker er i udendørs loung med fri skyfi. Gøglere kaster med sabler og ild. Jeppe taler og Anthony varmer sine hænder ved ilden: “Anarkobyen har et brandvæsen, men hvis et hus brænder er naboerne de første som griber deres brandvest og kommer med den viden de har fra brandøvelser. Brandværnet og fredsvagten er organiseret i samme syndikatet for sikkerhed og service. Derfor bygger fredsvagten og brandvæsenet deres øvelser op i fællesskab og gør det sammen.”Anthony tøver, hun kan godt se princippet bag byens forbyggende foranstaltninger. Men hvor begrænser byen sig selv? Hvor stopper byens sociale og sikkerhedsmæssige kompetencer? Hun er selv et af Kødmaskinens ofre og siger: ”I Kødmaskinen synes jeg det er ydmygende at gå til de socialemyndigheder og bede om hjælp. Måske får jeg penge af dem, men de tvinger mig tilgengæld til at yde tilbage. Og jeg vil ikke bidrage.” ”Du er kommet til det rigtige sted. Her kan ingen tvinge dig til noget. Du må gå rundt som et frit individ uden at nogen kan tvinge dig. Arbejdet bliver fordelt og langt de fleste deltager fx folkekøkken eller kollektive opgaver, som at passe børne eller gøre rent i kvarteret som en del af hverdagen. Der er workshops dagen land og du kan altid tage 6 timer ugentligt på fabrikken eller have ansvarsopgaver i den lokale folkecafé. Men det er hyggen ved det hele, der gør Anarkocity så god. Fordi alt er frivilligt og vi ikke forjager tingene. Vi tager os tid til at nyde.” Jeppe drikker med tilfredshed af teen og øser op til andre. Han leger julemand og deler små klumper af hash ud til folk. “Ingen stres. Ingen stres, folkens.” Siger han, da flere kommer og vil have. Han har nok. Åbner en kasse pot og deler ud. Folk sætter sig ned og deler joints. “Respekt og kærlighed er alt vi behøver.” Men Anthony ryster på hovedet og siger: “Jeg tror ikke på udelukkende positivitet, for det er en undertrykkelsesfilosofi der handler om, at bare fattige mennesker tænker positivt så kan magthaverne køre deres spil. Folket har ikke brug for opium, men saltsyre. Negative følelser kan jeg komme langt med, hvis jeg bruger dem til at gå i dybden og sætter spørgsmålstegn. Det kan give mig en masse styrke.” Jeppe ryster på hovedet, han fortrænger ofte sine negative tanker og følelser og slår automatisk over i positiv. Jeppe mumler i skægget. Så afslutter han: “Men med kærlighed kommer du længst. Vil du have et stykke kærlighedschokolade? Du er blevet så mager.” Han ser op og ned af hende og hun svømmer i jakkesættet. Buksebenene er våde af dug fra det høje græs og hun brænder håndfladerne over ilden.“Ha! Kærlighed! Kødmaskinen har slugt alt. Der er snart intet andet end aske tilbage.” Jeppe aer hende over håret. “Så tynd og udmarvet.” Siger han. “Men det har jeg sgu altid været.”Vrisser Anthony. Jeppe siger: “Fredssystemet er omvendt Kødmaskinen, fordi folk først og fremmest bliver mødt af venlighed og tillid på gaden hvor vi alle færdes. Fredsvagterne vil snakke med dig ligegyldigt om du er i problemer eller ej bare hvis du har lyst til at være med eller falde i snak. Vi kan hjælpe både med at vise vej, men også give dig adresser på de grupper her i byen, som beskæftiger sig med det problem du har og gerne vil gøre noget ved. Det er ligegyldigt om du sidder i saksen eller bare vil bidrage frivilligt. Vi skal give dig et indtryk af, at du er velkommen i byen, ikke bliver ignoreret og at vi i fællesskab nok skal klare de konflikter vi møder.” Jeppe tager en slurk rom fra sin lommelærke og Anthony tømmer den. Hun fryser og med promiller i blodet kan hun holde varmen.”Et hold folk tog på rejse og kom hjem med en mængde gaver til byen. Her er en kilt.” Jeppe rækker hende en kilt, som han også selv har på. Hun tager den ikke på, men ved, at Jeppes diller hænger frit under klæderne. I et kort øjeblik mødes deres blikke. Så intenst. Så slår hun blikket ned igen og siger fattet:”Men politiets opgave er jo også at stoppe vold i samfundet, give trusler og bøder for at gennemføre den sociale orden. Hvordan kan fredsvagterne undlade at true eller stoppe folk i den vold, som de ikke kan hamle op med?” ”Fredsvagterne er omvendt politiet. De byder folk velkommen i byen og hjælper med at løse konkrete problemer, de opsøger folk ved at være over det hele. Det giver respekt og indflydelse individerne imellem, så hvis der kommer en situation som udvikler sig voldeligt kan vi adskille parterne, mægle og sætte alle kræfter igang iforhold til at løse situationen.” ”Men hvis folk kommer op at slås, kan fredsvagterne ikke skille dem ad, for de må ikke skille folk ad med fysisk magtanvendelse og ikke selv komme op at slås.” ”Fredsvagterne er uddannet til at kunne tackle håndgemæng og tale folk til ro, trøste, give omsorg. Tage initiativet og prøve at få andre med, men du skal regne med at hele kvarteret gør modstand, hvis der er optræk til eller der opstår uforudset vold. Det er ikke forbudt at slås, hvis begge parter er indforstået med at de vil slås, der findes endda en boksearena hvor folk er velkomne! Så tag boksehandskerne på og udfordre hinanden! Folk vil ryste på hovedet af dem og prøve at få dem til fornuft,

hvis det er børn der slås på grund af mobning så vil de voksne eller andre børn lave en fredscirkel mellem de enkelte parter og udrede situationen. For det er så vigtigt, at fredssystemet bliver anvendt og lært så tidligt som muligt for at kunne fungere. Ikke-volden er noget langt største parten skal deltage i for ellers virker det ikke og fredsvagternes job er hele tiden at støtte op om freden og gøre alle folk bevidste om de konsekvenser det kan have at modarbejde freden.” ”Men leger I ikke med ilden? Det er farligt at være naiv og godtroende for der vil altid være vold i et samfund og fredsvagterne kan ikke forhindre det.” ”Det er sandt nok. Hele samfundet skal være spundet ind i ikke-volds tankegangen sammen med alle de andre tiltag for at borgerne og de som kommer til byen kan have den ultimative frihed til at gøre hvad de vil. Men uden at udøve vold, diskriminere og begrænse andre i deres frihed. Det er noget menneskene imellem må diskutere og finde indbyrdes grænser for, men altid med målet for øje: At alle i så stor grad som muligt skal have lov til at udleve deres drøm, lyst, lidenskab eller fantasi, men kun gå så vidt at andre kan leve med det og ikke føler sig stødt, begrænset eller hæmmet. Hvis dette forekommer er det fordi, at der ikke er taget hensyn til begge parter og der må findes en ny løsning enten ved at folk selv går til hinanden, starter en fredscirkel eller tager det op til et møde, hvor det kan blive diskuteret.” ”Men I kan ikke modsige Jer vold. Hvad sker der når den kommer?” ”Langt det meste vold opstår ikke fordi folk ønsker at slås. Det kan godt ske, at der kommer folk udefra som provokerer og vil slås, men de kommer til at møde vores fredsvagtsystem, hvor vi kan samle naboerne og blive i overvældende flertal. Anarkocitoyens er indforstået med at handle direkte imod uret som fx hvis der er en trussel om vold og bruger medierne til at outte dem i offentligheden, bare truslen om det er allerede alvorligt for ens omdømme i byen. Når nogen skriver om andre i et blad er det en alvorlig trussel, så man er meget påpasselig med at gøre det. Personen der har været voldelig i et kollektiv, fået karantæne og kommer igen bliver bedt om at gå og hvis personen ikke vil gå tilkaldes fredsvagten for at være vidner til det som foregår og sørge for at konflikten ikke bliver optrappet. Hvis personen der før har været voldelig igen optræder truende fx overfor de som siger at vedkommende skal gå kan situationen udvikle sig til modvold eller forbygges ved at fredsvagterne kan få ro til at udrede konflikten.” ”Men hvis folk der har været voldelige kommer igen for at slås hvad gør fredsvagterne så?” ”Først bliver personerne bedt om at gå. Enten af privatpersoner eller en gruppe, men fredsvagterne bliver altid tilkaldt fordi de har erfaringer, skriver det ned, går i dybden med hvad det skete mm. Hvis fredsvagterne ikke kan få dem som ligger op til at slås eller provokerer af anden art til at gå kan de regne med at få tæsk fra offentligheden, fordi vold og trusler om vold simpelthen ikke er accepteret nogen steder i byen. Det er kun en succeserklæring, hvis de stikker af eller må gå med fredsvagterne for at undgå at få tæsk og starte en fredscirkel, hvor de igen vil blive integreret i samfundet, men hvor alle kan følge med.” ”Du må være konkret, hvis du vil have at jeg skal forstå hvordan ikke-vold bliver praktiseret i byen.” Jeppe ligger et par flyers fra sin lomme ned i sin førstehjælpstaske og tager sin falckjakke af, han har fri. Alligevel har han ikke travlt og bliver stående. Han smiler træt, men varmt til hende. Han kan godt lide deres interlektuelle samtaler. Anthony er en kvinde, der kan sige imod, men fordi hun har undersøgt det og mener det. Jeppe fanger hende i sin egen interlektuelle charme og de deler viden, historier, teori, hygge og solidarisk samværd. I alle de lande de har mødtes har de deltes om hash og alkohol, tøj på kroppen og tag over hovedet. De er gamle venner, men mere end det: Hvad den ene ikke har har den anden.
Jeppe fortæller: ”Der er et casino i byen, som ingen anarkocitoyens bifalder og som er en del af Newcity. Sidste år var der uroligheder. Den dag var der kommet falske penge imellem spillerne og de som havde taget dem med blev tæsket af ejeren og dørmænd. I fredsvagten har vi den ide, at uanset hvor tankeløs nogen har været har de hverken fortjent tæsk eller fængsel, for det får man intet ud af. Der kom altså et stort håndgemæng, fordi casinoets security ikke ville slippe dem og uvidende turister ringede til politiet. Men fredsvagterne kom også, så det blev en kamp imellem to opfattelser af retfærdighed: Fredsvagten og politiet. Og civile kom i masseslagsmål.” ”Hvad gjorde I af folk?” “Nogle blev smidt for porten. Nogle var vrede på casinospillerne, andre på dem med falske penge og et hav af civile blandede sig. Sådan er det i Anarkocity. Folk blander sig og fredsvagterne er ikke uddannet til vold og hvis de absolut vil blive slået på må de selv om det, men så hellere løbe væk og hente tyve andre, for som fredsvagts må man ikke komme op at slås.” Jeppe viser Anthony sine falckjakkens lommer fyldt til randen med balloner, kondomer, hash, cigaretter og joints i stedet for knipler, en bog med adresser til kontakt personer fra mediehuset, observationshuset, socialcentre i byen osv. Anthony har mange dårlige erfaringer med politiet, fordi hun altid har været på den forkerte side af loven ved at bo besæt, gå til demonstrationer og lave civil ulydighed og været småkriminel for at få til det daglige brød. Hun er politiets samfundsmæssige modsætning, hun er alt det de ikke er. Hun har ikke nogen ret, nogen lov bag sig og ingen penge, hun har kun sine egne ord og evner for at forsvare sin interesse og hun vil heller ikke forsvare andre interesser end sin egen. Fængslerne er bare lappeløsninger for grundlæggende problemer, hvor de kan tjene på at de indsatte arbejder under mindstelønnen på en arbejdsplads hvor de er tvunget til at være. De kan ikke gå væk, de har intet valg. Fængslet er en miniudgave af det gældende samfund. Hun er blevet bidt af en politihund, gasset så hun brækkede sig og mistede synet, fået knippelsuppe til knoglerne var pindebrænde, blevet blå og gul af vandkanonernes styrke. Hun er fuld af bitterhed og mumler: “Idioter i uniform.” Jeppe kigger længe på hende, men hun er ikke bange for at lade ham kigge. Han er fri. “Du er en klog kvinde.” Siger han og lægger en hånd på hendes skulder og siger med ømhed: “Men nogen skulle kigge efter dig.” Anthony spørger: “Hvem kan undvære en cigaret?” Til mængden omkring dem. Hun får to pakker Grøn Måtte og tre tændstikæsker og et par kommentarer: “Politiet er ikke her. Du er iblandt venner. Og politiet er ikke onde. De er individer, som man kan tale med.” og “Op med hovedet, søster. Her taler vi om tingene. Vi lever i Babylon.” og Anthony føler sig værdsat ved at blive hørt og forstået. Hun fisker en smøg og læser på pakkens bagsiden: ”Ingen vold. Ingen våben.” Det er en sætningen fra hensigtserklæringen. Jeppe tænder ild til cancerpindene de deler og kasten tændstikken i bålet. Så trækker han vejret gennem en smøg og gør sin holdning klar: “I Newcity er der guillia grupper der samarbejder med hinanden og er populære blandt radikaliserede. Vi anarkister har et dårligt nok omdømme og Kødmaskinen bruger enhver lejlighed til at forstærke og udnytte det, så fredsvagten er vigtig, så volden mellem revolutionære og staten ikke accellerer og gør det generelle samfund mere voldeligt. For os handler det om at gøre Anarkocity fredelig og sikker uden at det ender i blodig borgerkrig. I fredsvagten forbereder vi alle på at gå i gensidig hjælp og sammen være rustede til konfrontation og dialog.” Anthony suger i cigaretten så den ulmer og gløder og puster langsomt røgen ud for hun tænker. Fra rundkredsen lyder det:“Hvis vi levede i harmoni ville fredssystemet ikke behøves. Sygdommen er mangel på kærlighed. Vi kunne leve i kærlighedsanarki.” Ingen kritiserer, men giver hinanden tid, rum, plads til at tale ud og lytte. I grupper på to, tre og fire forlader fredsvagter teltet og tager cyklerne ud i bybilledet. Sådan er de hurtigst mobile i deres kvarter og cyklen er populær. Æslet er faldet i søvn og Anthony vækker den med morgen rust i stemme:”Afsted med dig. Du skal også ha´ eventyr. Be´ ,ig ikke om at efterlade dig alene, men kom med. Vi finder et sted.” Jeppe tager dem ved hånden og fører dem.

Rollespilsamfund.
Jeppe hopper og danser omkring på gaden. ”I rollespil kan du leve i din egen fortælling eller være med i den I laver fælles. Alt er tilladt indenfor fortællingens rammer og I kan lave en cirkel og aftale et nyt rollespil eller gå ind og ud af legen ved at bruge håndtegn, nøgleord, kodeord. Reglerne kan være komplicerede hvis rollespillet varer længe og kan skrives ned i en bog, men nye rollespillere bliver forklaret historien og om hvor man nu er. Der er sjældent tabere,for dem der har tabt lever videre og der er mulighed for separate sidehistorier med vennerne. Det er direkte demokratisk og man lærer at bestemme over sit ejet liv i legen.” De går over marker hvor hestene græsser og en flok børn kommer riddene frit og gennem tunellen af pil med hytter af bambus og jord og tørvehytter af sten, huse på bjælker i søer og folk sejler i kanoer dertil. Anthony er i gratisland af vise mænd og alfer, trolde og feer der serverer sort te og kylling på spyd og folk går så fantasifuldt klædt som muligt i besynderlige gangarter. Her er det meget op tildig: Hvad vil du have? Og folk vil have at du sørger for tingene selv. Tømmer din lortespand. Vasker komfuret engang imellem. Slukker for hanen så den ikke drypper. Vi er en genbrugsklub og socialanarkistisk fokuseret.” Jeppe er standset foran et hus som en lille grøn svamp. ”Godnat.” ”Skal du sove?” ”Dette er min bolig.” Jeppe smiler bredt. En gruppe går forbi munketøj uden religiøse symboler og slår sig ned på klyngen af gravsten. Anthony dunker hovedet ind i et metalskilt der hænger fra piletræet og læser: ”Velkommen til Ludens Rollespillersamfund.” Der er en teltplads hvor de bygger bålplads og sætter tippi op. Jeppe forklarer: ”Rollespillerne kom igår. Sidste måned var det et andet sted med andre mennesker. Selvfølgelig komme folk igen, men det er de færreste der gider leve som rollespillere hele tiden. Det er noget de færreste gør. Folk vælger selv.”

“Hvordan fandt de hertil?” “Rollespilsforeningen holdt støttefest i skoven og kom tilbage og byggede boliger og blev en del af Anarkocity. De lever af at skaffe overnatning og mad til alle der kommer, det er en service udadtil.” “Nå. Det var da godt og de bor gratis?”

“Det var oprindelig en rollespilsforening, som ikke havde råd til et stort område i Kødmaskinen og kom til Anarkocity og folk syntes det var så hyggeligt og blev boende og så udviklede det sig. Her kan de gå udklædt hver dag og det er okay at få en ny identitet, et nyt navn, en ny rolle og det hele er et stort rollespil kun med små områder, som kaldes Det Virkelige Liv Zone, som også kan være telefon- og internetkaféen eller bare et areal. Folk skal ellers være i karakter for ellers ødelægger de legen for andre. Men der sløses med det, fordi det der sker i Anarkocity overgår tit fantasien. Og byen vil vi ikke fjerne os fra.”Anthony sparker til en sten:”Men deres frihed er kun begrænset til rollespillet. Hvis de ikke engagerer sig i resten af samfundet er det meningsløst. Ved at leve så isoleret og lave interne regler prøver de at beskytte sig fra konkurrencesamfundet i stedet for bevidst at tilstræbe sig alles frihed. Igennem legen virkeliggør folk fremstillingen af historien og begivenheder som fastholder verdensordenen. Bag spillet ligger samfundsreglen og reglerne kan laves om. Du kan være en falsk spiller, som får din medspillers sympati uden at bryde fortryllelsen. Legen er noget for dem, som vil være et andet menneske eller finde ud af mere de kan og vil. Anarkocity giver mulighed for at skabe nye måder at tænke individ og samfund på. Her er meget sciencefiction og fri fantasi og grupperne kan fortsætte også efter legens afslutning. ”

“Aha. Det er det legende menneske.” “Præcis.” “Der leger sig igennem livet.” “Præcis. Legen er fri handling som udspiller sig i dagligdagen her. Hverdagen bliver leg og legen bliver hverdag. Forklædning er også populær. Bag maskerne opstår ideen om det hemmelige og mystiske. Hykleren, falskspilleren og bedrageren har altid haft det lettere end den frafaldne, kætteren og den revolutionære, som ikke vil overholde spillets regler.” “Jeg håber ikke, rollespillerne her er for navlepillende i deres romantiske fælleskab, hvor de går op i kultiske, religiøse og kulturelle fænomener og laver underlige blandinger, fordi de aldrig kan praktisere det under samme vilkår, som da det oprindelige var.” Jeppe åbner døren til sit hjem og mumler: ”Det kan godt være, vi er nogle flippere der gerne vil leve i vores egen verden, men vi er en del af den her by og hvem siger, at vi ikke vil slås for den.” Anthony leger med småsten med foden og indrømmer: ”Mit førstehånds indtryk behøver ikke være det rigtige. Vi ses.” Hun giver ham et skulderklap og han giver hende sit visitkort, hvor der står: ”Fredsvagt og rådgiver for socialøkologi.” og så et hjemmetelefonnummer og hvornår han kan kaldes op på walkitalkien, når han har en fredsvagt. Anthony får en sjus på Det Virkelig Liv Kafé med whiskey i skabet og selvbetjening og fri telefon og internet. Der er ingen kun en ung og ældre der diskuterer: “Drop attituden.”

“Hov. En kleinsmed snor ting.” “En kleinsmed arbejder med småting. Det er godt gammeldags gedinsk sortsmed arbejde at lave snoede gardinstænger. Jeg kommer fra middelalderen og ved hvad jeg snakker om.”
“Kleinsmeden laver også låger, beslag og…” De farer op og giver hinanden et kram.”Vi har begge ret.” Stønner de i omfavnelse og Anthony får flashback til sin kærlige relation til sin far dengang han levede: Han satte hende op sit knæ og sagde noget i retning af: Vi blev opdraget til farfars fabrik, som den eneste fabrik i byen. I skolen lærte vi ladedans, men de fortalte ligeud at det var fabriksdans og lærerne gad ikke lære os noget. Vi var som på samlebånd.” Hun ser Baldonis ansigt foran sig med rynkerne der trækker sig sammen. ”Jeg blev smidt ud af skolen og fandt på påskud for at rejse og blev engelsklærer. Så traf jeg Jeres mor. Jeg rejste med cirkuset de år I var små og Jeres mor var følelseskold. Men vi hentede Jer ud af landet da det blev farligt for os at være der. På papiret var vi stadig gift, men mit liv gik jo i cirkuset og mor rejste væk. Vi ved ikke hvor hun er og kan ikke få kontakt til hende mere.” Baldoni ville have været stolt hvis han vidste hun satte sine ben i storbyen Anarkocity, hvor farmor Måge også var da hun var ung før hun fandt farfar Bombar. I cirkuset levede de af skrald alle dage for de kunne finde det gratis og gemme penge på kistebunden til dårlige tider. Da Bombar døde fandt ingen længere interesse for at spare og blev grådige og ville have del af kagen. De diskuterede og Kongeørn lånte og tog af kassen til der ikke var mere tilbage.
Æslet dukker op og hun klapper den: ”Her vil jeg bare ikke bo.” Solen ligner en orange udflydende karamel og bader byen i skrigende orange lys ruderne reflekterer med stjerner. Anthony og æslet går op af grusvejen hvor de kan få overblik over byen, men må højt op af smalle trappesystemer, som hun kun har oplevet det på klippeøer. Hun må virkelig hjælpe æslet for det er farligt for den at gå på trapper og den kan ikke se nedad, så det er livsfarligt for den at gå her. Hun støtter den hele vejen og trapperne er af sort, hvid, grå, blå granit sat sammen af cement og stenene er våde og mørkere og brunvaskede af sand, der skylles op af rillerne selv. På trappeafsatserne er der riste, men vandpytter i hullerne reflekterer lyset fra gadelampen så stenene får et strejf af gult og lyserødt. Flere af afsatserne har bænke til fodgængere der har brug for at sætte sig ned og med robotter, hvor en ældre sætter sig på robotten der går ned af trappen. Anthony ser ned over labyrintens smalle skyggefulde gader der bliver til blindgyder med skæve tårne og trapper op og ned. Murene er tynde og hun hører snak, barnegråd og vaskemaskiner der spinner. Om næste hjørne skændes nogen og en guitar klimter i det fjerne. Om hvert hjørne er en ny stemning, en ny lyd, et nyt lys og en ny lugt. De mørke gyder afløses af lyse og gadelys tænder som hun går frem ved bevægelsescensorer. Æslet og hun går fra brostensvej til sandvej og husene er i regnbuefarver. Hun ser ind i et oplyst vaskeri og en kælder med gamle cykler og så en tom hvid væg. Næste gade er den smallest hun har prøvet så hun går sidelæns. Der høres plaskende vand og de finder en fontaine og de begge får vand. ”Bøh.” Lyder det og æslet hviner op. Bag dem står en fredsvagt som rækker hånden frem: ”Dav jeg hedder Rasmus. Jeg kedede mig bare på vagten.” Anthony spørger: ”Kan jeg gå ind og sove hvor som helst?” Fredsvagten svarer: ”Jeg kan vise dig et sted.” Anthony ryster på hovedet og lægger det så på skrå:
”Vil du hjælpe æslet ud af labyrinten? Det er farligt og forvirrende for den at være her. Her må jeg sove for natten.” Fredsvagten nikker. ”Jojo, da.” Anthony kysset dyret og aer det over manken og siger til det: “Nå nu med Rasmus og så må I finde et rat grønt område, hvor du kan spise og få søvn og ellers vil folk være gæstfrie med mad. Hvis folk er så gæstfrie her kan vi hver især bo hvor vi vil og du kan også gå din vej som du vil. Lad os mødes igen en dag. Det har været en god tid sammen.” Æslet slår sørgmodigt med halen. ”Åh, græd mig en flod.” Nynner hun og er ikke trist over at sige farvel for de vil begge klare sig her. Hun vinker med et saligt suk og så er hun alene. Forbi søjlebygningen ”Finelli Ateneos Voluntario.” og hun siger til sig selv: Der vil jeg ind i morgen og se hvad der sker på plakaten. Så går hun længere ned af gaden og tager det første og bedste hus. Det er højt og gammelt med lysstofrør i oeafarven og halvt smadret. Der er blåt springvand og klistret håndtag. På dørskiltet står der: ”Eva er en kiosk.” og hun fortsætter ind i en entré med vindeltrappe. Fransiska kommer hende imøde: ”Hejsa. Du er tidlig oppe.” “Jeg mangler et sted at sove.” “Når du siger det på den måde…” “Hvorfor? Har I ikke plads?”

“Nej. Faktisk ikke. Her er overbooket. Vi afviser gæster i øjeblikket. De andre kollektiver har bedre plads. Spørg i Kuk.” “Hvor er det?” “På den anden side af gaden. Ellers prøv næste hus eller næste hus. Der er helt sikkert bare et værelse du kan tage for nu.”

”Tak.” ”Så lidt da.” Anthony går udenfor og ind i den store grå nabobygning, det må være aflagt milliær. På skiltet står: ”De Grønne Baretter.” og hun farer vild: Hvilken dør kom hun fra? Den røde eller blå? Eller den gule? Og er det en snydedør det der? Sørme om det ikke er. Hun må gå tilbage eller var det frem? Det føles som om at være faret vild i en elevator. Det er ligeså meget rumraket. Nu ser hun kun træstammer. Nej, det er køjesenge. Hvor kom hun nu fra? Hvor skulle hun hen? Hvordan kommer hun ud? Bygger de bolig her? Livet er Dada. Alt er dada. Livet er fantasi. Der er varmt nu og der høres snorken: ”Zzzzzz.” og en venlig stemme fra en køjeseng siger: ”For at komme ud skal du gå venstre, venstre, højre, venstre, ud.” Men hun er så træt så træt og falder om med sko og tøj. ”Hvor er jeg?” Spørger hun med en håbløs opgivenhed.”

”I kolleren.” ”Hvilken?” ”Det Kendte Ukendte.” ”Er det Kuk?” ”Det er her. Sov godt. Godnat.” ”Det er altså allerede blevet morgen.” ”Nåh… Okay… Vi har ikke så mange vinduer og mangler dagslys.” Anthony står op igen for en stærk kraft driver hende. Hun søvnløs videre op på taget, hvor hun ser ned fra i cykelgården og udendørskinoen. Solen står på tolv og hun møder en kat der miaver kært.”Kan du vise mig et sted at sove?” Spørger hun og katten løber op i et tårn for at vise hende et tomt værelse øverst med seng og rustikt skab. Ud af vinduet ser hun ud over labyrinten, som er et farveocean. Tårnene har tage som løghatte og træer vokser ud af vinduer hvor de former sig med husene de ombygger. Hun kan se et kompliceret storslået mønster og trappesystemet der forbinder det hele. Den gamle kaserne der er blevet bygget og bygget ovenpå i hundrede år og blevet en grund med byggerier af vildeste eksperimentielle kaliber og stiladserne af bambus. Tusindvis af mennesker bor her hvor ingenting er lige, fordi det er unaturligt. Murerne har bløde hjørner og buede tage og bobler som døre. Der er springvand, vandbade, kilder og baljer så dyr og mennesker kan få vand. Det ene hus har tre hjørner og det næste seks og midt i det hele står tre femetagers højhuse af glas og stål modsat det andet i byen.

 

Modoffentlighed.
På facaden står der: ”Finelli Ateneos Voluntario.” og skolen er opkaldt efter antifascisten, der blev smidt ud af en tredje sal af politiet og døde. Fransiska går ind i gårdhaven og her ligger folk på tæpper og beder, dyrker yoga og mediterer, drikker morgenkaffe og læser avis. Folk er dybe, fordi de har tid til at være det med tid til venskab, interesser, kunstnerisk udfoldelse og til at hjælpe hinanden. Mediecentret ligger i stuen og er åben dag og nat med folk der på alle tider af døgnet. Tyve mennesker spiser sammen i gården til smoothie, kaffe og omelet og senere på eftermiddagen bliver flere motiveret til at lave noget. Fransiska går ind og der er liv på etagerne og altid nogen som laver radio eller tv eller kaffe i køkkenet og trykker blade og holder møder og forsamlinger og diskussionsforummer, hvorfra de sender live radio hvis de ikke har nået at forberede sig. På Radio Libertaire og Slave TV kan alle gå ind og følge med eller være med, men man skal vide noget om tingene eller komme igen en anden gang, når de har tid eller lave en aftale. Fransiska går ind i byttebiblioteket og leder efter en bog af Rudolf Rocker, som skrev let forståelige bøger i et let forståeligt sprog. På hylderne kigger hun på film og cder, kasettebånd og vinylplader med piratmærket og der står fagtidsskrifter under ACAM, Anarkocity aktivisters mediesammenslutning. Fagblade som ”Natur og frihed”, som er de social grønne anarkisters blad og ”Bo Gratis” som er boligkollektivisternes blad hvor de giver råd til at bygge et hus. ”Tæt på” er et populærmagazin med interview fra 31 anarkister forskellige steder fra i verden. Og hun ser på avisen ”Modarbejderen” og det månedlige kunstblad ”The Bla Bla.” og den højinterlektuelle avis ”Subversive Tider”, som knitrer og dufter af tryksværte. Hun ser på håndbogen: ”Hvordan kan vi hjælpe hinanden med at skrue magten fra hinanden? Håndbog i herskerteknikkerne.” Fransiska kan ikke skjule smilet over at nogen gider skære det ud i pap hvad det er det handler om og medierne er ikke skrevet til anarkobyen, som noget internt og sekterisk, men til at lægge ud på Kødmaskinens skoler, seminarer, universiteter og arbejdspladser som modinformation. De fleste blade har nyhedsværdi, fordi anarkister har for tradition spontant at forholde sig til omverden og dyrke situationerne mere end teorierne. De opererer på alle niveauer: Internationalt, nationalt og lokalt. Fransiska elsker at snuse i bøgerne, selvom hun ikke læser dem alle og sætter pris anarkistiske skribenter, men kan få nok af papirtigere med briller, rynke på næsen og kun med en kritisk pen, for strækker deres mod sig videre end papiret? Anthony dukker op og tager en bog over Fransiskas skulder der ubryder: ”Vil du liiige…” Hun ser ind i Anthonys grønne udstående øjne der er røde af for lidt søvn. ”Er det dig fra i går?” ”Hvor?” ”I Eva er en Kiosk. Det var mig der afviste dig,.men fandt du et nyt sted?” ”Ja. Alt er OK.” Anthony er lidt sky og slår blikket ned. Fransiska er godt nok smuk men på sin helt egen facon. Anthony retter en smule på håret der ikke har set en børste i uger og er vokset til shitlocks. Hun smøger ærmerne op på mandejakken og svømmer i str.XXL.Så ruller hun en smøg og Fransiska står og skimmer bøgerne i afleveringsreolen. Anthony ser hende over ryggen og læser en bogryg: ”Skuespillersamfundet.” Fransiska vender sig straks: ”Er du skuespiller?” Anthony er en af de spændende udlændinge der kommer med beretninger fra verden og Fransiska rejser kun til de tætteste nabolande, men kommer sjældent udenfor Anarkocity så det kan gøre hende næsten pinlig. Måske kan hun interviewe Anthony til sin journalistik? Hun falder i snak med så mange spændende udlændinge og indvandrer og flygtninge, alkoholikere, bumser og prostituerede, som får hjælp af anarkobyen til at finansierer sig selv. Luddere hjælper byen, så de kan komme videre i livet uden at tænke på at sælge sin krop. Fransiska følger med i diskussionerne og nyhederne og hjælper folk til at udtrykke sig gennem den frie presse i sit virke som journalist. Gennem journalistikken hjælper hun folk til at udtrykke sig i det frie mediebillede. Der er noget hun frygtelig godt kan lide ved Anthony, mens de står midt i byens magiske univers. Gennem udluftningskanalen i byttebiblioteket kan hun lugte mados fra folkekøkkenet og den kradsende spidse lugt i næsen efter nymalet træværk. Anthony finder bøger frem: ”Den eneste og hans ejendom.” af Marx Stirner og ”Scum / Society for cutting up men – manifest.” af Valerie Soianas, som skød og sårede Andy Warhall og var en fantastisk rabial kvinde, som beskrev et samfund hvor mænd skulle skydes. Hun tager også en bog af Deluxe som mente at ”Ord kan slå ihjel, fordi ord kan føre til handling.” og et par andre tykke og mere teoretiske. ”Læser du meget?” Spørger Fransiska, men Anthony ryster på hovedet. ”Jeg er erfaringsekspert.” ”Skal vi være venner? Vores bekendskab har varet et halvt døgn. Du skal ikke være bange for at møde nye mennesker. Ved du hvor du er?” ”I et rum.” ”Labyrinten er cool nok. De har bygget som gale og der gik sport i det. Dengang de overtog det var det kaserne, men de har bygget lige siden i hundrede år og nu er kvarteret derefter. Det er det højeste kvarter i byen. Hvor bor du?” ”I et tårn.” ”Nå nå.” ”Kan jeg blive boende?” ”Det må du spørge kollektivet om, som rummet tilhører. Hvis det var tomt da du tog det kan du nok. Ventelister er ikke noget vi opererer særlig meget med. Duk op til næste møde i kollektivet og fortæl lidt om dig selv og hvorfor du er her, hvad du laver og hvis du har nogle tanker du vil dele. Du må gøre det for ikke at blive mistænkeliggjort som den underlige der bryder ind og besætter noget der er besat og så folk kan byde dig velkommen på stedet. Du skal tænke på, at der hver dag kommer udbudte gæster fra skattemyndighederne, betjente i civil og journalister fra den useriøse tabloidpresse og skaber splid. De fortæller kun røverhistorier om dette sted og folk finder sig i eksploderer hurtigere over små ting. Der kommer så mange udefra og hvis dem der kommer her ikke viser at de gider stedet og gider gøre noget og være her og det kun er på deres præmisser så kan de lukke sammen og skride. Hvis de kun kommer for at snylte bliver porten lukket igen efter et stykke tid. Det kan du regne med.” ”Hmm” ”Du har accent.” ”Mine forældre flygtede fra Denkis da jeg var fem, min søster tre og min bror var syv. Mine forældre var folkeskole lærere med de forkerte bøger på hylderne og når man har de forkerte bøger på hylderne, taler man også med forkerte folk.” ”Hvordan klarede I Jer?” ”Vi flyttede fra sted til sted, fordi vi ikke kunne holde ud af at bo på folks nåde og godgørenhed. De fleste steder opfattedes vi kun som billig arbejdskraft, eksil kunstnere og pauseklovne hos de godtgørende. Vi faldt aldrig tilpas nogen steder.” ”Det lyder som kedelige overlevelsesmanøvre.” Anthony har tidlige rynker som sin fars og som tegn på hærgen og buldren. Hun tænder den ene smøg med den anden: ”Denne gang flygter jeg også fra fremmedgørelse, tomhjernede middelklasse bivirkninger og politiet. Den gamle verden er efter mig og derfor skal jeg altid løbe. Jeg håber jeg har stødt ind i den nye verden denne gang. Vi må være mange der er løbet fra noget.” Fransiska blinker fascineret til Anthony, som bliver målløs: ”Står du nu og flirter med mig?” ”Hvorfor?” ”Jeg bliver så irriteret på mennesker hvem finder selvtillid og identitet i deres seksualitet blot.” Tilbage ser Fransiska på Anthonys spejlende extentions i blankt metal og de hvide læber presser sig hårdt om cigaretten. Hun kan lugte den kvalmende søde parfyme fra mand over firs som var Anthonys truckerbad imorges og dækker over manglen på bad i flere uger. Anthonys tænder er brune af rødvin, kaffe og røg, da hun smiler falsk. Fransiska ser hengiven på sin hærgede søster: ”Kom til mig hvis du får problemer eller stik forbi hvor jeg bor. Du ved hvor du kan finde mig.” ”Tak.” ”Hvilke fordomme og drømme du end leder efter at blive bekræftet i i Anarkocity er byen først og fremmest et sted hvor folk bor, arbejder og søger frirum og nok nærmere et fritidsliv. Folk er antiautoritære, frisindede, alternative og kalder sig alle mulige mærkelige titler, men alt i alt lever vi sammen og passer på hinanden.” ”Hvis det er dit indtryk. Prik. Prik. Prik.” ”Tro ikke, du er den eneste der løber. Men jeg prøver at få så meget godt ud af det som muligt. Her forleden lavede jeg en erotisk radioudseendelse om direktøren der kommer hjem og tvinger sin kone til at piske ham, fordi han har så meget magt på jobbet og så ellers blandede jeg revolutionære pornografiske historier ind i gamle taler om klassekamp. Klassekamp åh ja pisk mig!” Fransiska ler mildt af sit ejet humør og fortsætter: ”Der er forskellige erotiske begivenheder i byen. Jeg har lige været med til at lave en byguide over steder hvor det er godt at have udendørs sex og sidste uge i folkekøkkenet endte det med, at folk spiste mad fra hinandens kroppe, men ad, men hvem vil slikke flødeskum af punkerens armhule?” Anthony ser stødt op: ”Er du en lugtefascist? Der er da intet galt med at stinke! Det er hysterisk hele tiden at gå i bad og vaske tøj. Mennesket er en bakterie der suger på andre og som bliver suget på og en parasit der fortærer og bliver tæret på. Vi lugter og sådan er dét.” Anthony fnyser og kigger Fransiska stift i øjnene før hun vender rundt. Fransiska bitcher over andre: ”Hvorfor sætter folk ikke bøgerne helt på plads under emne i stedet for bare i afleveringsreolen. Det er da også for dårligt. Så kan de ansvarlige tage sig af det.” Hun begynder at sætte bøgerne på plads og sætter piecen ”Kommunernes sammenslutning” på hylden under ”Samfundsorganisering.” Så rækker hun en bog til Anthony der vil gå. ”Her. Tag den med.. Det er Anarkocity historien og en samling essays.” og Anthony vender sig om: ”Ser jeg dig igen?”

 

Tab dig selv og du har alt at vinde. Anthony bosætter sig i Kuk (Det kendte ukendte), hvor hun kan bo i 7 dage som turist og derefter må hun beslutte, om hun vil blive i byen og blive en anarkocitoyen, hvor hun får et forbrugskort med ubegrænset adgang til konsumcentralerne, luksusvarerne i bazaren samt hygiejne og sundhedsartikler i sundhedshusene. Forbrugskortet eksisterer for at de ikke bliver udbyttet af folk der besøger byen og navnet er langt og usmart, fordi det ikke behøver at være smart og kort, men lige så gerne være gammel mode. Til gengæld for, at hun bliver en anarkocitoyen forventer boligkollektivet Kuk så, at hun kommer til de vigtigste møder, deltager i fællesarbejdsdagene, respekterer andre osv og i tilfælde af nødsituationer regne med at hun er med til at løse fælles problemer, som at skovle vand ud fra kælderen hvis kloarksystemet er overbelastet eller påtager sig opgaver, hvis kollektivet holder en støttefest. De spørger Anthony: ”Har du lyst til at blive organiseret? Du kan blive en del af et arbejdskollektiv eller kooperativ, tage kurser i Ateo eller trække en seddel i tombolasystemet, hvor du kan trække mindre praktiske opgaver, kurser, uddannelser mm. Du kan også spørge i forbrugskollektivet, hvor der er brug for hjælp i byen og infokaféerne tilbyder rådgivning, hvis du ikke ved hvad du skal. Hvad med at arbejde på syndikaternes fællesskontor, et center for formidling og koordinering af arbejde, hvor du kan lære en masse om byen og med tiden finde ud af hvad du har lyst til.” Alle er inddragende og inviterer hende med til alt fra mad til fest og arbejde. Dørene er ikke låst, men det er tilladt at gå ind og deltage i den aktivitet hun har lyst til og hun føler sig velkommen. Her er alle typer, men de fleste er omsorgsfulde, fordi der er en kammeratlig kultur uden bosser imellem dem, hvor alle kræver indflydelse og taler med hinanden om det. De er alle en del af den universielle familie og vækker Anthony der sover dagen væk, giver hende venskab og inddrager Anthony i nye sammenhænge. For Anthony handler det om at feste og for Fransiska om sit job som journalist, men de begge stiller kritiske spørgsmål og Anthony er træt af at være ”i den hårde kerne.” af anarkister der brænder ting af og er negative, hvor Anarkocity giver hende mulighed for at være en del af et positivt fælleskab der anvender positive midler for at opnå det de vil. Fransiska siger: “Her er vi en stor familie og du kan få den universelle støtte.” og Anthony føler sig lille, men Anarkocity forstørrer hende, fordi individerne får anerkendelse for deres grundlæggende behov uanset hvor meget de bidrager og ingen kan tvinge andre til noget de ikke vil. Anthony erkender, at her er hun ikke bare et insekt der altid søger efter føde og må undgå farer, men fester stadig 5 gange om ugen og ser det som sit arbejde og største tryghed. Fransiska kritiserer det: ”Du må have den livsstil du vil, men du har muligheden for at udrette meget her i byen, så jeg synes du skal udnytte flere af dine potentialer.” Og Anthony trækker på skuldrende og ser væk. Alle mennesker flygter og hun selv flygter, fordi det normale samfund skuffer hende. Hun er vant til at brokke sig, lave kunst og feste, men i Anarkocity brokker folk sig ikke så meget, men handler aktivt og det er nyt for hende. Kødmaskinen er ideernes verden, hvor folk fikser ideen om frihed og lever rationelt i et totalt irrationalt samfund, ja det er syret og en del af hendes liv har været modreaktion. Fransiska er Anthonys ven og siger: ”Tag dig sammen. Hvorfor har du ikke lyst til at bidrage til noget her i byen? Hvad er din motivation?” Og Fransiska kommer ikke med fordækte dagsordener, men siger: ”Skal jeg følge dig hen til dit værested” Og Anthony nikker og svarer: ”Jeg drak øl med nogle punkere i går og skal hjælpe dem i kloarken i dag, hvis jeg henter kebab til frokost, så sørger de for ghettoblaster og godt humør.” Og da hun kommer derhen kl.12 er kloarkarbejderne i gang med at synge en sang, give kys og kram og tale om nyhederne. De er seks på arbejde, men kun to af dem er uddannede og ved hvad der skal gøres, mens de andre fire er assistanter. ”Går det godt søster.” Siger den ene og klapper hende på skulderen, men de andre smiler venligt og en trejde siger: ”Det er nemt nok det vi skal. Du skal bare følge instrukserne og ikke være bange for at stille spørgsmål.” De spiser kebaberne og går op i samværdet, men da de først går i gang med at arbejde er de vildt effektive.

Da Anthony får fri er hun glad og tilfreds, men af gammel vane tager hun en dosis lovehate og så slår det klick. Hun stormer ind i en gratisbutik i et arbejdskollektiv på 10 hvor to ansvarshavende er ved at pakke nye kasser ud med tøj og hun rager til sig af handsker, huer, kedeldragter, soveposer og skuldertasker i det hun opfatter som slaraffenland: Alt er gratis. Aldrig før har hun haft så mange ting, men nu i Anarkocity er hun som en fattigmus, der for første gang i sit liv har fået penge mellem hænderne og bliver grisk, fordi hun tænker: ”Verden har været ond imod mig, så nu må jeg godt rage til mig.” og kan ikke adminsterer det, at materielle glæder er gratis. For hun har aldrig prøvet det før. Hun river tøjet ned fra bøjlerne, men gider ikke engang prøve det for at tage det med sig hjem og den ene ansvarshavende spørger hende: ”Hvorfor er du så hektisk? Skal jeg hjælpe dig?” og ”Hvad skal du bruge alt tøjet til? Har du brug for det?” Den anden hjælper hende med at pakke det hele ned i kasser og supplerer: ”Skal du ikke prøve det for at finde ud af om det passer dig? Det er bedre at du får et par bukser der passer dig end ti der ikke gør. Eller du kan få ti bukser der passer dig. Du kan aflevere det igen eller få nogen til at sy det om for dig. Jeg er god til at sy, jeg kan gøre det for dig…Skal vi ikke lige slappe af, sætte os ned og få en øl?” Anthony bæller øllen og kan ikke bære kasserne alene, så hun må gå flere gange og stabler kasserne op på sit værelset i Kuk. Hun har ikke dårlig samvittighed for i et frivilligt samfund skal folk kunne leve i luksus, men samtidig passe på hinanden og naturen. Folk banker på døren og spørger: ”Kommer du ud og spiser?” og ”Hvordan har din dag været?” Men hun bliver på værelset og bekymrer sig om, hvor hun skal gøre af alle de ting hun hamstrer og tænker: ”Jeg har brug for en villa.”

Anthony lærer folk i Kuk at kende, men de fleste er superrebeller og på den måde er de overfladiske. De minder om cirkuset og det hun flygtede fra, fordi det er typer som lever med troen på ”fornuften” og militarismen. Tilliden ligger hos de rebelske kammerater og alle andre er fjender, fordi de føler sig isoleret og legitimerer overfor sig selv at det er fedt at være sortseer og konstant konfrontativ. De søger anerkendelse hos deres kammerater og forventer ikke noget af almindelige mennesker, som er de kolde overfor. De føler sig kun ”frie” sammen med sine kammerater eller bag barrikaden, de tager sig selv alt for seriøst og er frelste i deres firkantede korrekthed. Det er socialt ”forbudt” at være glad og lykkelig, fordi verden er ond og mange laver civil ulydighed i Newcity hvilket gør dem paranoide og afvisende overfor alle. Mange gider ikke folk der kommer til Anarkocity og vil hygge sig, når de selv risikerer frihed og liv som en del af deres livsførsel. Èn kan finde på at sige: ”Hvis du ikke gør rent, er du ikke en del af fællesskabet.” og de slås psykisk og fysisk, hvor de internt ofte er uenige, fordi de forventer meget af hinanden. Anthony kommer dårligt overens med dem, fordi hun ikke bidrager og de spørger hende: ”Vil du med ud på marken eller fabrikken nogle timer i dag? Du har ikke hjulpet med noget.” eller ”Det dræner andre folk, at du er en blodsuger og ikke laver noget. Skulle du ikke lave noget der hvor du kommer fra?” Og de finder sig ikke i at hun ikke bidrager med noget i kollektivet som fx madlavning, rengøring og de fælles aktionsdage i kvarteret, at hun ikke dukker op til det ugentlige husmøde og folk standser hende på gangen og siger: ”Hvis du ikke bidrager med noget kan du ikke bliver boende.” Men Anthony trækker på skuldrene og svarer: “Jeg finder bare et andet kollektiv, som passer til mine standarder eller hvor de respekterer min livsstil og vaner uden at ville smide mig ud.” I Anarko City kan folk smides ud af et kollektiv eller kvarter, men ikke ud af byen ved mindre de har gjort noget voldsomt og virkelig forbrudt sig mod grundreglerne i byen fx fredsvagterne. Passivitet ses grundlæggende som noget negativt, alle skal helst stille sin arbejdskraft til rådighed et minimum antal timer om måneden. Dovenhed kan skyldes mange ting og de færreste er det med vilje, men bliver spurgt: ”Vil du bare ikke lave noget? Er det fordi du ikke kan? Eller ved du ikke hvad du skal?” Raske og arbejdsduelige individer, der bare ikke vil arbejde et minimum for byen får et hjørne og kan passe sig selv, for folk siger fra overfor dem. De kan have et sted at bo og har deres forbrugskort, hvor de kan gå i konsumcentralerne, gratisbutikkerne og sundhedshusene, men intet andet og har ikke adgang til forbrugsråd, syndikater og luksus artikler i bazarerne. De kan ikke tjene penge til sig selv i Kødmaskinen, hvor de lever gratis i Anarkocity på andres bekostning og være kapitalister. Men minimumssystemet i Anarkocity gør, at de kan modtage “bistand for life”, men hvis de fx får cancer og kræver en omkostningsfuld behandling må lægerne i Anarkocity prioriterer, om det er det er det de vil bruge deres tid og ressouser på sammen med dem der skal financierer det.
Frivillighed i Anarkocity handler om lyst, lidenskab og ansvar og jo mere folk er bevidste om dette, jo mere er de til gavn for hinanden og det gør folk hinanden opmærksomme på. Byen skal ikke skabe profit og folk rakker ikke ned på andre, fordi de ikke arbejder, for så ville det anarkistiske samfund ikke være anderledes end Kødmaskinen. Dovne mennesker er billigere at finansierer end bosser og pampere og i det kapitalistiske samfund er sådan, at for jo flere der arbejder og konkurrer jo mere sættes lønnen ned. Mens det i Anarkocity er sådan, at hvis de er mange nok kan de sætte arbejdstiden ned for det minimumsarbejde der skal udføres og have mere tid til det de virkelig har lyst til. Erfaringen med selvstyre i praksis har vist, at selv det ”nødvendige” er en prioritering sag, som varierer meget fra sted til sted og person til person på grund af den store autonomi og over skud i anarkobyen. Arbejdet i Anarkocity er sådan, at jo flere der arbejder, jo bedre er det for fællesskabet, men ingen er tvunget til noget og jo mere plads til at opfylde sin individuelle behov for nydelsen samfundet, jo mere ses det som et overskud. Målet er på langt sigt, at gøre nødvendigheden så lille at den slutteligt fuldkommen går op i frie aktiviteter og således bliver ophævet for altid og aldrig nogensinde vil det hedder igen: “Først arbejde, så leg.” eller “Du må yde for at nyde.”, hvor effektiviteten i et samfund kan gå imod livskvaliteten, som nogle steder i Kødmaskinen.

I Anarkocity er sloganet “Jeg vil nyde for at yde”, hvor folk vil nyde iforhold til at have tid til at dyrke deres yndlingsport, læse mere avis og litteratur, sove længe om morgenen, tage på en længere rejse. I et frit samfund må alle mennesker have plads og muligheder til at opfylde sine individuelle muligheder og bruge sine enestående evner og kræfter på forskellige vis. Fri fra økonomisk og social tvang. I Anarkocity er det at være lykkelig og gå i dybden med noget højere værdsat end at være effektiv og konkurrence og og konkurrencen er erstattet med princippet om leg, for i legen kan folk være meget seriøse, men uden at udkonkurrere og dominere hinanden, hvor arbejdsprocessen bliver kunstnerisk og underholdende. At have et rengøringsjob i byen handler fx ikke bare om sæbe, kost og spand, men om, at de som gør rent på et sted også kan være med til at indrettet det, bestemme farven på væggene og afholde fællesarrangementer. Og ingen jobs bliver betragtet som mere fine end andre, for folk er fx bare glad for, at nogen gider sørge for at toiletterne virker og alle erhverv betragtes med lige værdi uanset om det er husligt arbejde, arbejde i et produktionskollektiv eller at have rollen som forælder. De fleste anarkocitoyens er med i tombolasystemet, der handler om rotation af arbejdskraft, fordi de samme mennesker ikke altid skal varetage de samme opgaver, hvor det ender i bureaukrati og hierarki igennem viden og formidling. Igennem tombolasystemet fordeles basale opgaver som fx rengøring-, skralde-, transport- og organisations arbejde, men det kan også være at trække kurser og en kortere uddannelse, hvor arbejde og uddannelse går hånd i hånd. Hver måned får hvert individ en økonomisk opgørelse over, hvad de har været med til at producere, hvor mange timer de har brugt på arbejdet og hvad de har konsumeret i løbet af måneden. Alle går meget op i, at individets personoplysninger bliver holdt for sig selv og at der ikke skal køres hetz mod nogen. I kollektiverne får folk en opgørelse over, hvor meget de i fællesskab har produceret og forbrugt, men ansvaret ligger på hver enkelt i samfundet. Alle ressourser fordeles på alles hænder. Ideen om anarkisme er ikke totalitær, den er bare total. Alt er lavet om. Intet må være som før.

Anarkocity har en stærk normadekultur, hvor folk har en særlig livsform iforhold til at bo, arbejde, uddanne sig og rejse. Det farlige ved normadekulturen er, at citoyens kan blive evige turister i deres egen by og at byen dermed går nedenom og hjem. Strukturerne er derfor netop opbygget sådan, at folk spørger den nye i sit kollektiv: ”Hvad har du lyst til at lave? Du er ikke turist i din ejen by, du må tage et ansvar.” og folk forventer at andre stiller op og kommer som aftalt, fordi individerne selv har valgt det. Der er altid en stor vilje til at inddrage og imødekomme andre, men i hvert kvarter, boligområde eller kollektiv er der fx også folk der påtager sig rollen som funnyman, der snakker med alle og husker folk på møder, projekter, fester og forsamlinger, hjælper folk med at komme op om morgenen, inddrager og hjælper dem med småting. I kødmaskinen kaldes jobbet socialpædagog, standupkomiker, alt-mulig-mand, vicevært, kontordame eller andet og i Anarkocity varriere det fra område til område, hvilken opgaver de har og påtager sig. Fx kan de også dele posten ud i området. Det mest almindelige er at bo i kollektiv i anarkobyen, men hele boligblokke bliver kaldt for kollektiver, fordi det er en kollektivproces at bygge husene mellem dem der vil bo der, syndikaterne og dem som kommer til at arbejde med det. Boligblokkene i sig selv kan indeholde mange forskellige boformer og hvor de prøver at blande aldersgrupper, typer, køn osv. for at skabe større forståelse for hinanden. Kollektiverne arbejder sammen og er koordineret i et fælles forbund og i forbrugsrådene og i hvert kollektiv er der poster med ansvarshavende, der sørger for at opgaverne i sidste ende bliver gjort. Posterne roterer efter måned, halve år eller år afhængig af emnet og de kan være flere der melder sig og deles om ansvaret. Der er poster som økonomiansvarlig, intern og ekstern koordinator, helse, økologi, sikkerhed, børn og unge m.m. Rotationen af arbejdsopgaver går videre til rotationen af boliger, hvor flere anarkocitoyens trækker lod om boligerne, hvor de fx kan vælge hvert år at flytte til et nyt kvarter af byen, som de har trukket i lotteriet. I tombolasystemet kan en familie på fem gå fra en stor lys lejlighed til et lavloftet landarbejderhus, men har stadig muligheden for at takke nej. Stabiliteten består i, at uanset hvor folk bor er boligerne lavet til at hjælpe hinanden og komme hinanden ved. I Kødmaskinen bor folk med naboer af samme indkomst og ideologi ofte i samme villakvarter eller ghetto, hvor de i Anarkocity har tradition for et bredere og mere mangfoldigt netværk i hverdagen, fordi flere forskellige mennesker blander sig med hinanden. I Kødmaskinen er det mere ofte vanen, rutinen og selvfølgelighederrnes magt der styrer, hvor folk isoleres fra hinanden gruppevis. Anarkobyen har en bredere kultur for at sætte sig i en ny sammenhæng, få oplevelser, ikke bindes i rutiner de ikke selv har valgt og afholder normade konference: Hvordan kan de skabe bedre betingelser for normaderne ind ad til og ud ad til? Sikkerheden i Anarkocity består i, at folk må bo, arbejde og rejse derhen hvor de vil og at de ser hinanden som beslægtede, fordi de kommer fra samme klasse, har politiske værdier til fælles eller bare sympatiserer med hinanden rent menneskeligt. Begrebet ”Den universelle familie” kan være en hel klasse, et kvarter eller aftaler mellem kollektiver og handler om tryghed, sikkerhed, uddannelse og måden de løser opgaver på og at have et søster-bror forhold og et kammeratligt forhold, kan handle om alt fra at tage sig af de gamle til at tage en uddannelse og dermed løfte Anarkocity vidensmæssigt og give sin viden videre. Ideen med ”Den universelle familie.” kan handle om, at lave folkekøkken og holde arrangementer, som en kollektiv tanke, men også bare finde ligesindede, fordi man ikke pr. automatik kan regne med, at folk gider tage sig af dig, hvis du ikke har gjort noget for det. ”Den universelle familie.” stammer oprindeligt fra Spanien, hvor de ikke havde forsikring og hvor folk i samme klasse, kvarteret eller kollektivet passede hinandens børn, når de andre var på fabrikken, skiftedes om job, børn, madlavning og de opgaver en familie har. Den ene kan fx ligge 100 kr og den anden kan ligge 100 kr og så kan de købe ind for pengene eller bringe mad, tøj og medicin til hinanden osv. Og det som studerende, gamle og enlige kan være ensomme om i Kødmaskinen som fx at lave mad og gå til lægen er noget de gør fælles i anarkobyen, hvor kollektiverne er også den mest almindelige boform. Generelt er det anarkistisk at opfatte hinanden som familie, selvom det ikke er blodmæssigt og fx at føle meget for dem der sidder i fængsel eller bor på gaden og prøve at skabe bedre betingelser for retshjælp, stofafvending mm. I Anarkocity handler det om, at give folk den sikkerhed de kan få i Kødmaskinen, men på andre betingelser, hvor folk har samme rettigheder uanset om de er vagabonder eller fastarbejdende. Uanset hvilken livsform de har bliver deres økonomiske aftaler med byen ikke dårligere og det er forsikringssystemet i Anarkocity. Jo større byen er blevet, jo lettere er det at skabe gode betingelser for fx vagabonder, for jo flere mennesker der er, jo flere kan være med til at påtage sig ansvaret og jo mere kan de gå i dybden med det de laver og eksperimenter i praksis, fordi der så er mange flere ressouser at tage af. Det mest hæmmende for vagabonderne i Anarkocity er ideen om, at byen skulle være selvforsynende, fordi det ville være dyrere, mere tidskrævende og så skulle de starte helt fra bunden af i stedet for at gøre det omvendt: Prøve på at flytte produktionen fra Kødmaskinen ind i Anarkocity.

Der findes opsparinger, som pension og forsikring, for det er ikke noget de kan undgå i Anarkocity før kapitalimsen er afskaffet, men det sådan, at folk i byen sparer op på hinandens vegne og den generelle økonomi er en gaveøkonomi, hvor det handler om at producerer for at give væk. Jo mere folk forærer til en person, gruppe eller generation, jo mere vil den person, gruppe eller generation også give videre i kraft af, at andre nu har givet dem så meget. Gaveøkonomien hedder: Jo mere jeg skaffer til andre og jo mere omsorgsfuld jeg er, jo mere sikrer jeg min egen fremtid, hvilket er direkte modsat kapitalistisk profit tænkning, hvor det hedder: Jo mere jeg skaffer til mig selv, jo bedre får jeg det. Det vil altså sige, at enhver i Anarkocity har ønsket om at give alle så meget kvalitets omsorg som muligt, fordi det er det eneste argument for, at de en dag vil få så meget som muligt tilbage. Generelt er folks private hjem de rene gaveskuffer. Uanset hvor lidt eller meget folk har bytter de eller forærer ting væk, som de så kan give videre igen. Den konstante rotation af ting gør at folk er mindre etablerede, der er mere rykken rundt og flere historier. Altid er et møbel skiftet ud med to andre og hver dag spiller en ny slags musik, de nye opfindelser og forsøg vises frem på gaden og atenos voluntarios elever holder ikke bare foredrag for sin klasse, men for alle der har lyst. Her tales alle sprog og det ses som noget dårligt, hvis ét sprog bliver det dominerende. Toilletter og badeværelserne er det mest udsmykkede af alt med fliser i alle farver, former og mønstre, akvarier i væggene, frodige planter og antikvariske lamper, hvor folk virkelig lyst til at gå på lokum og hellere vil gøre dem rene. Mangfoldighed og frihed giver sig til udtryk i syrede indretning og bygninger, fordi mange har indflydelse på samme sted og de skaber noget nyt. Alt er en legeplads, hvor et køkken munder ud i en akrobatsal, et varmvandsbassin er placeret midt i en skovpark eller hvor der ikke blot er ét biblioteket, men bøger alle vegne som folk kan tage som de vil, men hvis alle bøger er overalt forsvinder de også og derfor er der biblioteker, som er slået sammen med gratisbutikkerne, hvor de fleste er døgnåbne. Selve de offentlige køkkener har ansvarshavende, der tager varer på dem og sørger for, at de kan bruges af alle og bliver vedligeholdt ligeså meget som de bliver brugt. Hvis mange bruger køkkenet og det i længden ikke bliver taget ansvar for det kan gruppen låse det af, så det kun bliver brugt til folkekøkken to dage om ugen eller til særlige lejligheder Ansvargruppen for et køkken sørger for, at det ikke bliver overbrugt og bryder sammen, men generelt er køkkenerne slidte, fordi de bliver brugt meget og det kan ses. Men der bliver lagt kærlighed i dem og selvom det ene er mørkt og i forfald føler folk sig stadig velkommen, for dem derinde siger “hej.” eller giver en lille sludder. Måske er der rene gulve i Kødmaskinens supermarkeder, men her taler folk næsten ikke sammen og det er kun på reklamerne, at der står: “Du er velkommen.” Men lazzefarie kulturen er noget flertallet ikke kan leve med i Anarkocity, hvor alting sejler og kun tilfældighed råder, de fleste kræver en vis orden og struktur, et minimum af renlighed og hygiejne og kollektivet kan sætte de individuelle minimums regler op iforhold til dem der bor der, arbejder der og bruger stedet.

 

Anthony bor i labyrinten for hun føler sig hjemme der, hvor folk ofte bliver kastet ud i nye situationer, må finde en løsning og træffe selvstændige valg. At leve i labyrinten kræver integritet, at sige ja og nej, fra og til og tage dagen som den kommer. Men anarkocitoyens rejser ikke blot i deres egen by, men tager ud i Kødmaskinen, hvor de ofte rejser eller bevæger sig i større grupper, hvilket kan vække frygt eller virke “truende” på nogle newcitizens, som altid selv går alene eller to og to på gaden. Men for anarkocitoyens ligger friheden i knap så mange aftaler, at det er knap så arrangeret og opsat og i færre rutiner og flere relationer. For dem er det almindeligt at tage ud på lange rejser ud i verden, hvor de modtages af landsbyer, kollektiver og grupper i udlandet, for at skabe et bredere netværk og sammenhold, men de fleste rejser bare for at opleve. Livet er et kunstværk og langt mere end det og anarkocitoyens lever ofte med samme interesse for omverdenen som kunstneren og det er fordi de har muligheden for det. Anarkocitoyens er ikke skabt af Kødmaskinen til at købe en masse ting og passe ind på arbejdsmarkedet, hvor de altid skal leve op til andres krav, som så bliver deres egne krav. Folk i anarkobyen kan gå op i tøj, men de går mere op i hvad de gør og at læse andre på deres ansigtstræk, fysiske træk, handlinger, ord og gennemskue hinanden eller hvertfald prøve på det. At tænke ideologisk og moralsk er en autoritær tilgang til verden og derfor går folk op i at opnå indsigt gennem psykologi og at forstå sin omverden via andre tilgange til den og hvor illusioner må brydes for at nyt kan opstå.
I labyrinten taler folk labyrintisk, hvor de starter ved ét samtaleemne, men lader det flyde over i det næste og næste. De begynder en samtale ud i det blå, men spørger også ind til det andre siger og sådan opstår værdiudvekslingen, hvor det ikke handler om at få ret, tabe eller vinde, men om at udvidde sit menneskekundskab, skabe bedre relationer, få mere dybde, bruge sin viden, blive forsonet trods forskelle mm. Newcitizens kan blive stressede af at tale med anarkocitoyens, som spørger ind til ”de lige lukker ud” overfladisk og opdager sin egen påtagethed, fordi anarkocitoyens reagerer med stor undren, kritik eller flere spørgsmål. Ikke fordømmende, men krævende at folk tager stilling og ikke bare skifter emne, så de kan give hinanden ret på overfladen. Det er ikke forkert at være uenige. anarkocitoyens er vant til konsensus i dagligdagen og basisdemokrati, hvor det ikke også bare handler om at lytte, træne sig selv i at forstå hvorfor andre siger og handler som de gør for at kunne leve sammen. Alt er individuelt og handler om individuel forståelse. For en newcitizenkan det være stressende at være ven med en anarkocitoyens, der tænker labyrintisk og kan være stillingtagende fx midt i en god middag. For en newcitizenkan det ødelægge hyggen, mens det for en Anarkocityoens netop er hyggelig at starte en diskussion og opfatter det som forvirrende og frustrerende, at en newcitizenspringer i emner og taler opsummerende i stedet for at kræve tiden til at tale. Det er også labyrintisk snak at være overfladisk, for så handler alting om med vold og magt at leve op til idealer, hvor ingenting giver mening.</span></span></span>

De fleste anarkocitoyens er ”frisindende” eller går ind for ”fri aktion og handlen.” og det ligger i ordene, at de vil af med det, som holder dem fra at være frie og altså være fri fra dogmatisme, droner, at være passificeret og fremmedgjort, at handle imod selvbedraget der ligger i maskinerne, hvor folk ikke kan tænke udenom droner og mediebilledet, som de bygger deres identitet på. I stedet kræver de ”det frie sind”, som handler om at have medbestemmelse, autonomi og tillid til sanser, krop og det bevidste valg. At tro på sig selv og først og fremmest være åben. De frisindende går op i, at mødes med andre frisindende for at opleve frihed nu og her, have et fællesskab hvor de kan føle sig stærke og frie og laver fx folkekøkkener, hvor de inviterer andre udefra og føler sig stærke sammen. I andre lande er de frisindende mere fokuserede på det umiddelbare oprør mod politiet og med at lave propaganda, hvor de i Anarkocity har gunstige vilkår iforhold til at udvikle Ateo og på uddannelsesniveauet der stemmer overens med seminariet og endda fakultetet blot uden eksamenssystemet og med elevernes fulde indflydelse, med en fri vinkel som f.eks. frigørende filosofi og pædagogik, at rejse og lære, uddannelsen af kunstnere mm. Anarkocity tiltrækker ekstremer og får folk til at udleve sig selv, sine behov og ressourser, der er ekstrem økologister, en ekstrem familiefar med femten børn, en ekstrem polyamourøs med femogtyve kærester og ekstrem bøssen. Borgerskab og kernefamilier i Kødmaskinen er også en ekstremitet i sig selv, men de ser bare ikke sig selv som ekstreme og det er det mangelfulde ved dem. Det er modsætningen imellem Anarkocity og Kødmaskinen, hvor begge ekstremer spejler sig i hinanden.</span></span></span>
Det som Anthony kritiserer ved det, er folk der betragter Anarkocity, som et sted hvor de kan udvikle deres livsstil ved at læse de alternative medier, skralde mad, lave folkekøkken, besætte huse og have alternative venner. Form dem er Anarkocity bare et spørgsmål om livsform og de er i byen 10 år, men så pludselig bliver de borgerlige, går op i kernefamilien, får nye interesser og ”kommer videre.” For dem er det underholdning at være i det alternative miljø, men de graver ikke dybere og går ind i teorien, hvad det kræver at lave verden om mm, men for dem er det blot en del af et ungdomsoprør, en måde at lære sig selv at kende på, møde nye mennesker osv. De er som døgnfluer i Kødmaskinens medier, hvor de lige viser deres ansigt, men så er de ude og folk ser dem ikke igen. Det er nogle af ”de lykkelige anarkister” som Anthony kritiserer, men hvor mange også har en teori, men vælger at gå op i livsstilen, fordi det er mere ligetil og anvendeligt. Det er noget de kan dele med andre og handler om deres egen lykke og venstre orienterede drøm om at leve i økologiske gårdbrug med frie dyr, hjemmebyggede møbler og og store køkkenhaver. Flere af dem går så meget op i at være afbalancerede, positive og arbejdsomme, at Anthony ikke kan forholde sig det og bliver sky, fordi hun ikke kan lide hele tiden at blive talt til, taget hensyn til og tænkt på, som fx at der hver aften er sat mad til side til hende, fordi hun ikke kommer til aftensmaden. Hele sit liv har hun klaret sig med madder og fastfood uden at nogen har snakket om hendes helbred, så hun kan ikke vænne sig til det. Hver dag er en ny ved at lave mad indtil en anden råber: ”Kom lad os lave mad.” og så kommer fem andre og hjælper til i køkkenet, hvor de diskuterer ingredienser, smag, sundhed og om hvad de har lavet i byen sammen, alle de projekter de gerne vil være en del af og spørger: Hvad har du lavet i byen idag? Og går meget op i hvad de har lavet, taler om dagligdagen og er ikke bange for at blive dybe. De har tid nok til at lytte, for nok har de noget de hver især skal nå, men uden at skulle ud og forbruge en masse, som folk i Kødmaskinen.
Anthony har altid levet i ekstremer og fra at blive behandlet som pesten af borgerskabet til at blive hyldet som helten efter en cirkusforestilling. Hun kan ikke forholde sig til, at folk spørger så meget ind til hende og ikke dømmer hende, men altid prøver at se bagom eller erkende, at det bare ikke er alt som de forstår. Anthony kan ikke holde ud at snakke om hvad hun har lavet om dagen, for hun har ikke lavet noget og kommer fra en nasserkultur i cirkuset, som står i kontrast til folks arbejdsglæde hos ”De lykkelige anarkister.” I sit stille sind drømmer hun om at have naboer hun ikke kender og et køleskab som er præfabrikeret med en pizza der kan varmes op, men falder alligevel i søvn rundt omkring på kollektivernes sofaer og bliver vækket med: ”Godmiddag. Vi skal holde møde herinde nu, vil du være med eller gå?” eller ”Det er tid til at stå op, vi skal gøre rent efter festen i går.” Anthony bliver inviteret til møder, aktionsdage, arrangementer og andre bliver skuffede når hun siger nej og spørger hvorfor hun ikke vil være mere med og hvorfor hun ikke har nogen meninger, men hun diskuterer ikke med dem, for de er så velformulerde, at hun ikke gider. Når hun møder nogen tilfældigt siger de: ”Vil du ikke være med til at bære de her kasser?” eller”Vil du ikke bidrage til det frivillige samfund? Vi har også brug for selvdisciplin.” Men hun har levet for at pikere og i mange år skulle være noget for alle som oprører og knokkelarbejder i cirkuset.
Dem hun sig bedst tilpas med i Anarkocity er bjergbefolkningen, for de lader hende være i fred og de fleste er enspændere, der lever et stille liv for dem selv. Bjergfolkene bygger deres egne huse på klipperne og i labyrinten og isolerer sig og det kan være ignorantisk, at leve som de gør, men ingen tvinger dem til at tage stilling. Begge dele er autoritært: Ikke at tage stilling og at tvinge folk det til. Men de er dæmpede, loyale og fortrolige med få og en ven for livet, hvis det er muligt at komme tæt på én. Flere af dem er dygtige kunstnere eller håndværkere, men det er noget de holder for sig selv og et nyt stort kunstværk i en mørk ende af en hal er noget hun hører om i en flig af en samtale. De ér ikke hvad de gør, de ér ved at være og det frivillige samfund er ikke et præstationssamfund, hvor folk skal sælge sig selv for laveste fællesnævner og hvor folk tvinges ind i på profitmarkedet for at sælge sig selv, sin kunst og håndværk. I anarkobyen nyder Anthony at bevæge sig rundt, observerer, hygge sig og se den sol der står op over byen hver morgen. Hun behøver ikke længere bekymre sig om at skaffe mad og husly, arbejde for en dårlig løn eller havne i kriminalitet, fordi alternativet er så ringe. Her i byen befinder hun sig i en oase, hvor andre frivilligt sørger for byens gang, hvor pligten i deres hverdag er så lille at den går op i en højere enhed med glæden. Livet her er ikke en lige vej med en karriere i sigte, men en lang række projekter, kurser, kollektiver de er en del af mm.
Labyrinten er spændende at leve ikke kun fordi, der tit sker noget uventet, men også fordi den er så flot indrettet. Arkitekter, malere og scenekunstnere kommer her, for at arbejde med lysindfaldet i labyrinten og hvor glasset er beskyttet af murstenene, når vinden rusker i tagene. Lyset er dæmpet, for kvarteret er en labyrint også i dybden og der er små solfangere på hver gadelygte, som sørger for at pærerne lyser. Folk deles og er ikke bange for at mangle noget og ting forsvinder sjældent, selvom de ikke låser døren. De maler huset i den farve de kan lide, men hvis husene er grå udenpå er de farverige indeni. De Grønne Baretter, den forhenværende kaserne er blevet til etager af rum efter rum efter rum. Der er snydedøre og snydevinduer, smutveje, snydeveje og blindgyder, ure der går forkert, døre efter døre efter døre. Gæster farer vild med et kompas i hånden og anarkocitoyens kan ikke bare pege i en retning og sige ”Den vej.” For om det ene hjørne er der flere hjørner så i stedet må gæsterne blive hvor de er eller få en personlig guide. Ingen ved hvor skoven ender og begynder, men folk pejler sig frem efter symbolerne på træer og skilte: De orange striber fører til socialcentrene. En blå firkant til sundhedshusene og ellers råb højt! En gul ring fører til fredsvagthuset. Symbolerne lyser i mørke. Der findes bykort for folk skal f.eks. have post og hvis du er guide, deler du også dagens post ud, for så kan du finde vej. Der er postcentraler i hvert kvarter, hvor folk henter post til deres boligblok eller husstand, men de organiserer posten som de vil. I byen laver de ikke ensidige ting, det handler jo om at gøre det sjovest for dem der laver det. Gæster overnatter i kollektiverne, som også er hostels og byen kræver at alle altid er velkommen, for der er mange der har brug for en overnatning i labyrinten og gæstfrihed er byen grundlag. Alle bliver hurtigt opmærksomme på nyankomne, for de går ikke så meget rundt og er faret vild. De ser i stedet forvirrede ud og stiller spørgsmål. Omvendt bliver fremmede kigget på, som hvis marsmænd kom ned til jorden eller da de sorte så de hvide for første gang. Og anarkocitoyens i labyrinten er høflige. De giver sukkeret til kaffen før den anden når at spørge om det. Åbner døren for hinanden. Diskuterer hvem der skal lave mad og det eneste de kan blive enige om er, at hvis den ene laver maden, vil den anden have en revance og siger: Men når jeg inviterer, skal du så også tage fire af dine venner med. De anvender gæstebudet, hvor alle i kollekivet får én kasse (én bolo), som er det eneste der ikke er fælles eje. Ingen andre må røre ved den, kun åbne den hvis den lugter, bevæger sig eller hvis de frygter at der er noget farligt i den. Boloen er er 0,5gange0,5gange1meter bred og med lås og i en folder nede i den bliver gæstebudet beskrevet: ”Uanset hvem der kommer i et af bolokollektiverne er de garanteret mindst én portion mad på 2000 kalorier pr dag, en seng og bedst mulig medicinsk behandling. Enhver kan rejse og komme igen når personen har lyst, dyrke den livsform, kærlighed, sprog, filosofi, ideologi som han/hun/høn/trans har lyst til. Enhver som bor i et bolokollektiv, kan udfordre en anden til duel når de har lyst, vælge sit ejet våben eller vælge at gå i fredscirkel. Enhver som bor her kan kræve en kapsel med dødelig gift, for at slå sig selv i hjel eller kræve af andre hjælp til at udføre gerningen.” Gæstebudet siger noget om, det man kan møde i et samfund, hvor folk langt hen af vejen kan sætte deres egne rammer. På et broderet vægtæppe står filosofien bag gæstebudet: ”Vi har kun gæster på vores planet, som vi kun har lånt for en tid. Enhver af vores kolletiver i vores kollektivforbund er samtidig også et hotel. For os er det ikke kun vigtigt at behandle gæsterne godt, men at behandle dem ekstra godt og alle er gæster indtil de rejser igen. Uanset om de er her én dag eller ti år. Kun de ting du bringer hertil og ligger i din bolo, kan du tage med dig igen. Alt andet er kollektivets. Hvis du kun vil være her kort tid, skal du vide at det er svært at få indflydelse hvis du ikke kender stedets regler, tradtioner og muligheder. Hvis du kun er her kort tid, kan du heller ikke være med til at træffe langvarige beslutninger, fordi de menneskelige relationer bliver brudt op. Derfor håber vi du bliver her lang tid for at holde stabilitet i kollektivet. Vi betragter det at rejse, som ”arbejde” for rejsende kommer med nyheder, mode, ideer, historier, som derigennem cirkulerer i vores netværk. Rejse foregår uden tidspres og vi opfatter dig som en budbringer om hvad der sker i verden. Derfor er vi særligt glade for din deltagelse i vores fællesskab, men vi vil ikke begrænse din rejselyst, for det vil begrænse vores fællesskabs udvikling. Vores kollektiver bygger på anseelse, respekt og gensidige aftaler, hvor du som rejsende er en del af aftale systemet. Du kan møde lukkede kollektiver og åbne kollektiver, men de vil aldrig kræve penge af dig og har heller ikke noget imod at du giver dem nogen. Kommunikationen i vores fællesskab er ikke gennem penge, men gensidige aftaler og respekt. For vores stolthed over gæstfriheden er det det vigtige i vores fællesskab og som holder det sammen.

Labyrinten er opstået, fordi folk har bygget og ikke haft en særlig pointe, kun dén ”at folk selv finder ud af det” og selv kan søge meningen. Sammen med andre, som også er faret vild er folk tvunget til at være der hvor de er, for de kan ikke være flere steder på samme tid. En familie der ville have besøgt de gamle kunstervillaer ender hos frisøren og får hele familien klippet. I stedet for den lille mand på gaden råber: ”Kom og køb frugt.” bliver de changhajet af én som siger: “Kom og skær grøntsager. Vi har brug for hjælp.” Og inde i køkkenet er 20 andre ved at tilberede grøntsager ved langborde og 5 andre sørger for at sammesætte og lave selve retterne. Her får de juice eller et glas vin samt en snak med den lokale troldmand, en barokmusiker og en alt-mulig-kvinde. I labyrinten når de ikke særlig langt. I stedet ender de i en potchlach, en filmpremiere, et rejsegilde og kørestolskonkurrence. Herinde kan gæsterne ikke gå fra mål til mål. Der er ikke noget galt i at gå tabt, de møder jo stadig mennesker og genopdager ting de havde glemt. Uanset hvad vil den fysiske verden altid have antaget en form og det er ok at drømme sig væk, men når de åbner øjnene er de stadig i labyrinten uforandret. Labyrinten er en livsfilosofi om, at forhindringer skal løses ved at se nye veje og at livet består af en række tilfældigheder og en række valg. Der er ikke noget galt med målrettethed, men det er det at være bevidst om sin vej at man lærer noget af. Labyrinten er ikke modrationalitet, men mange veje kan føre til målet, som hele tiden forandrer sig og vejen ligger i forståelsen for målet. At gå direkte hen til sit mål er bare at opdage at det ikke er det man vil. I Kødmaskinen gør tommerummen folk mindre impulsive med obligatorisk skole, eksamener og arbejde der kræver tid og disciplin, hvor livet i labyrinten gør at folk er tvunget til det tilfældige og uforudsete, hvor de lærer at gribe mulighederne og åbne øjnene. Labyrinten giver store chancer og stor rissko. Men hvornår ved du hvornår du har fundet dig selv? Aldrig? I splitsekunder? Minutter? Timer? År? Eller når du finder dig selv er det dér hvor du igen er ved at blive tabt? Labyrinten handler om eventyr, altid at have noget at fortælle, gøre livet til en leg og nyde det for jo bedre vi mennesker er til at leve livet jo bedre er vi for hinanden. Men udenfor labyrinten er resten af Anarkocity, Kødmaskinen og muren.

 

Med vold og magt: Fri i det ufri.

I Cirkus Verdens Undergang leger børnene revolutionære og røvere med seks mødre, syv fædre, møgunger og dyr. Børnene er iført dyrekostymer og trevlede kjoler og har fået så meget frihed uden konsekvenser at de er små tyranner, så frie at de ikke kan håndtere det svært ved at lave venskaber. Det handler kun om egoet og om at vælge hele tiden, men de kan ikke vælge for der er for mange valgmuligheder styret af tilfældighed uden at kunne træffe valg. Børnene klynger sig til hende, men Anthony slæber sig ind i Måges Vogn, Bedsten i sin seng som tegner et skab. Anthony åbner skabet i vognen, hvor Tudsetrunten står bundet med reb om hænder og fødder og tapet for munden falder af: ”I kan rende mig små krigsliderlige Nietsche unger.” Tudsetrunten laver flyvespark og børnene flygter om bag den to meter høje transvestit Gås i gården, som skulle holde øje med børnene og spiller basketball med dem, men hele tiden vrikker om på høje hæle. Due kommer Anthony i møde på tæerne i en særlig hoppende gangart og giver et klem så neglende føles som kløer. Tudsetrunten giver et cirkelspark i maven på hende så hun fremstønner ”Jawoll Schickelgrubber” nemlig Hitlers oprindelige familienavn. Due tager en peberspray frem og sprayer om sig til de får en smule enetid. ”Bedsten er syg. Tag dit ansvar.” Anthony mærker den ømhed og beskyttertrang hun har overfor sin søster og har altid følt sig forpligtet overfor den moraliserende del af familien. Musvit og Gråspurv kommer løbende på deres korte ben og hun tager dem i sine arme og svinger børnene rundt til de hviner: ”Frihedsgudinde, Vi vil ha´ mere.” Kongeørn dukker frem med og kalder: ”Dræbersnegl?” Børnene protesterer:”Nej, frihedsgudinden.” Da Anthony var lille fik hun øgenavnet Dræbersnegl, fordi hun flyttede ind hos folk og var umulig at smide ud og slippe af med igen. ”Gå ind og lav mad.” Tudsetrunten peger af Kongeørn med en slange i hånden. ”Lav mad og jeg knepper dig bagefter.” og tager fat om hans nosser og klemmer til: “…eller jeg skærer bollerne af dig.” Kongeørn skynder sig bort, men siger over ryggen: ”Men kom ind i Autocamperen, bagefter Dræbersnegl.” og til børnene:”Dyrene skal fodres og hestene strigles.” Anthony og Due går i Måges Vogn med det kridhvide hår og øreflipper i stretch på størrelse med underkopper og de største i cirkusets. Due italesætter sig selv i 3.person ental: ”Due har haft skænderier med Høg og Kongeørn, der vil efterlade Måge på det nærliggende hospital.” Anthony vil være næstekærlig, selvopofrende og solidarisk og hendes egoisme gør, at hun kan være det og når hun bliver syg kræver det andres hjælp. Det er en egoisme der tager højde for andres egoisme og derigennem kan de finde et fælles fodslag og blive stærkere. Hun går ind for solidaritet, fordi det i oprindelsen er egoisme og handler om, at individer slår sig sammen og rissikerer noget for fælles velstand. ”Anarkocity har integreret familiebolig og oldekolle.” Fortæller hun, men Due springer op: ”Så du bare vil læsse Måge af et sted, så andre kan tage sig af hende? Du tager ikke ansvar for en skid, din kæmpe egoist.” Due bryder i gråd og Anthony holder om hende, men føler sig misforstået og vil ikke lade Due og ”fællesskabet” tryne sig, men i stedet påvirke det. Hun svarer: “Fællesskab består af individer, der har valgt det selv og det skal aldrig være vendt mod individer. Individ og fællesskab er en dialektisk relation og modsætninger der ophæver hinanden og anarkismen er den eneste relation hvor de modsætninger er i harmoni.” og Due snøfter opgivende.
Anthony får hovedpine for så længe hun kan huske tilbage har Due klaget og været bebrejdende. Due gjorde aldrig virkelig oprør og udlevede sine behov og længsler, men mistede grebet om sig selv og ville dominere andres ønsker og opfylde sine egne, men brugte undskyldninger for det og kunne jo ikke være familiens diktator eller tidens herre. Hun måtte gøre alt i ”en højere sags tjeneste.” og talte om cirkus, familie, kærlighed, kristendom, menneskelighed, kultur og altid noget ud over sig selv, så det ikke behøvede handle om hende. Som revolutionær kender Anthony sit ego og vil udleve sig selv, men i et frigørende fællesskab. “Har du ingen frygt for at blive ensom, syg og alene?” Snøfter Due og aer Bedsten, der er faldet tilbage i søvn. ”Hun har soreasis og klør sig til blods. Hashpiller virker mod det.” ”Lad os gå på hashapotek så.” ”Eller vi kan lave en hel seng af hash.” De smiler til hinanden for det er de da enige om og apoteket er åbent i et jordtempel af mosaik. De får hash mod at gøre en gammel kone rask og hashfarmerens kone som driver hashapoteket fortæller: ”Der er 57 sorter mod sygdomme. Nr.8 virker mod menstrautionssmerter og nr.9 er for at have en sund afføring. Nr.47 får alle nervebaner i kroppen til at slappe af.” De får et par glas med. Kongeørn henter dem ind i sin autocamper og ser på Anthony med smalle tætsiddende øjne: ”Vi talt om det herhjemme fog vil tilbyde dig en luksusvogn hvis du vælger at blive. Det er selvfølgelig efter dit valg.” ”Hvad er I ude på? Ren og skær manipulation?” ”Vi mangler arbejdskraft og låner en stald af byen, men der skal muges ud og dyrene passes. Vi kan ikke undvære dig. Du knokler og er kreativ og stærk. Cirkuset mangler dig og ingen kan udfylde din rolle. Vi savnede dig, men du var der aldrig.”
Cirkuset er som Kødmaskinen med hatecrimes istedet for uddannelse og antimoral i stedet for moral. Du <em>må</em> ikke lave ballade, men du <em>skal</em> lave ballade og du <em>skal</em> have gruppesex og have kastet molotowcocktails på en politibil før du er 16 og når du er 18 have sniffet et halvt kilo coke og stjålet en bil. Image og nassecisme dyrkelse er en variation af skuespillet, hvor det handler om at dømme andre der ikke stemmer overens med idealer som man med vold og magt prøver at leve op til selv. Og dem som ikke vil eller kan leve op til det bliver set som direkte skadelige. Cirkuset påtager sig normer og værdier og jo mere ekskluderende de er jo mere lever de op til den manipulerede overflade uden at kunne håndtere andre der også har vaner og holdninger og et udseende, hvor de også skal leve op til idealer inde i hovedet. Anthony kæmper ikke aggresivt mod cirkuset, men nægter at gøre som de siger og adlyder ikke. De prøver at omvende og belære hende, men hun ødelægger ikke fællesskabet ved at melde sig ud og det kan være forvirret og noglegange ved hun ikke hvor hun skal gå hen, men hun vil leve op til egne drømme og forventninger i stedet for deres.
Anthony tager cirkuset med i labyrinten hvor nuet, vejen og mennesker de møder er det eneste i fokus og som kun giver kun den mening der umiddelbart foreligger. I labyrinten inviteres cirkuset på mad, vin, kaffe og folk spørger om de nappe et par overnatningerne med, hvor cirkuset møder gæstebudet og princippet om ”Den åbne dør”, men kan ikke bare accepterer det og tage imod det og være glad og hvisker til hinanden mistroisk: ”Hvorfor er folk så venlige og rolige?” De er jo vant til at stjæle og frådse og forventer at der er noget bag almindelig venlighed og at de tvungent skal betale tilbage. De tør ikke sige ja til noget og cirkusbørnene ødelægger ting og da nogen vil lytte hvad børnene siger bliver de ekstremt stille og bange. Udadtil taler cirkuset om oprør og revolution, men indadtil er de borgerlige i privatlivet som en eksklusiv klub for indviede. Svane og Anthony er som balletdansere og når de ser hinanden bevæger de sig i hver deres retning næsten synkront. Due hvisker hende i øret: ”Du må tilpasse dig.” med så hvid en ansigtkulør at hun kunne falde i ét med et hvidt hospital. Anthony virrer med hovedet: ”Jeg tilpasser mig et andet individ, fordi jeg holder af det, men ikke fordi andre kritiserer mig for den jeg er. Vi må gensidigt se det positive i hinanden og hvad vi kan bidrage til i hinandens liv.” For det er cirkusets normalitets opfattelse, som skal gå ud over hende og hvornår er det blevet kotyme at skulle tilpasse sig fællesskabet? Det er en absurd medløbertankegang, som måske kun holder hvis hun direkte har gjort nogen ked af det. Cirkuset vil ikke røre ved dybden for dybde er altid farlig og hun skal behandle dem som børn og være pægagog for voksne for at de kommer op på hendes niveau. Hun accepterer dem som individer, men ikke de roller de lever op til og omvendt er de jaloux for hun er mere sammensat end de fleste. Hun finder ud af hvad hun kan lide og tør at sige hvad hun mener ligeud og direkte. Derfor er hun farlig. Hvad er Anarkocity-økonomi?

Cirkuset er som en fugleflok og enhver har deres egenskaber. Siden cirkuset blev startet har det været tradition med kaldenavne efter fugle,, men som alle traditioner er der også ting der falder udenfor. Høg er den store fugl kampklar til at slås og vil slås rigtig meget for at vise sin storhed og styrke. I alles krig mod alle. Lærke kigger og skal kigge rigtig meget for hun er god til at observerer og ved derfor en masse. Og alle med strech i ørene og piercinger med gafler, lygter, flasker, ligthere, ledninger i et fællesritual. Nu er de i lejren. ”Hvem har dagsordenen? Kan nogen læse dagsordenen op?” Spørger Kongeørn,men Anthony skuler og klemmer det ene øje i: “Hvorfor dagsorden?” Kongeørn ryster afvigende på skuldrende. “Vi har bestemte punkter vi skal igennem.” Svane leger med kæder på anklerne for at koncentrere sig: ”Anthony har ret. Det handler om fri tale og kreativitet. I teorien er vi lazzefarie og formaliteter ødelægger lysten til at komme i gang og være spontane.” Tudsetrunte river sin kåbe af: ”Men i praksis er vi stalinister og du kan sutte min pik. “Kongeørn noterer noget på papiret i håb om,at folk tager sig sammen: ”Lad os ikke diskutere dagsorden, men nedsætte et dagsorden udvalg. Nogen der melder sig frivilligt?” Anthony nipper nervøst til en kop kaffe: ”Det gider jeg ikke, det er spild af tid. Jeg vil foreslå at vi taler om økonomi og cirkusets bidrag til byen.” Kongeørn vifter med papiret over hovedet: ”Det står på dagsordenen. Hvem melder sig til ordstyrer? Så det ikke er dem der råber højeste der har ret.”

 

Anthony ser nervøst ned i kaffen: ”Jeg går med til dagsorden, men ikke ordstyre. Vi har ikke brug for støttepædagoger, men voksne mennesker, der kan lytte og tage imod kritik. En ordstyrer betyder, at vi ikke har lært det selv og må have en autoritet der skal tale på fællesskabets vegne. Hvorfor så styret? En ordstyrer kan bruges engang imellem, men ikke altid, for det forudsætter, at folk bliver ved med at være passive og ikke kan tale sammen. Det formelle er ikke alles cocktail. Det handler ikke om, at gå op i normer, idealer og den rigtige adfærd og hvis der er en ordstyrer, er der dem der kan sidde stille og koncentrerer sig, de børnefjendske fjolser og dem der er bedst til det formelle, kan huske bedst og papir nusserne der har ret.” Ingen siger noget, men nikker eller svarer med øjenkontakt. Nogle kan ikke formulere sig, andre har ikke meningerne eller ønsker det ikke.”Er I sultne?” Tudsetrunten hælder kaffe op til nogen der står lidt afsides. ”Vi er en dyrelæge og antropolog studerende, som er ude på lidt feltarbejde. Diskursen om, hvordan i taler og italesætter dyrenes velfærd, hvad I gør til daglig mm.” Svane slår benet tilbage for at vise han har en holdning: ”I vil skrive rapport og forsvinde igen. I kan bruge det til karriere og vise at I har været ude i marken som ansvarlige studerende. Det er en statusting, at beskrive det unormale, men find det interessante i Jeres eget liv, der er sikkert en masse ting I kan lave om på. I tager Jer en uddannelse og stiller Jer kritiske til verden, men når I slutter studierne bopper I at være kritisk, får travlt med familie og karriere og så ser man Jer aldrig igen.” Svane ligger armene over kors og rør ved hullerne,som han med sandpapir har slidt på blusens albuer for at understrege sin intellektuelle charme. Gås fnyser: ”Er I journalister? Hvis I gør at vi mister omdømmet skæres I i småstykker og bliver spist af svinene.” Anthony rynker brynene: “Hold den gode tone, ti stille eller gå. De gør det de gør i deres bedste mening.” Svane ler hånligt tilbage: ”I må dokumentere at I er studerende og vi har et udvalg, der analyserer problematikken. Kontoret har åbent mandag kl.10-11.” Tudsetrunte kommer med kaffe, men vender om: ”Sukkeret, det var det jeg glemte: “Hvad laver du her?” Hvisker Anthony til Sylehat. ”Cirkuset har et økonomispørgsmål. ”Sylehat hanker op i computertasken: ”Jeg kommer fra Anarkocity økonomiske rådgivningscenter, som er en del af Anarkocity bank og vejler om den økonomisk relation.” Høgen klør sig skeptisk i håret og finder lus han tilintetgør mellem neglende: ”Men hvad har penge med anarkisme at gøre?” Dengang kollektiverne blev dannet grundlagde syndikaterne en bank for at få mest muligt ud af pengene. Banken AC tager ikke renter og spekulerer heller ikke, men forvalter, rådgiver og sørger for, at de ikke bliver stjålet. Banken AC er interesseret i, at få så mange penge, som den giver ud. Den er ikke en selvstændig magt, som vil overtage større og større dele af de offentlige ressourser, men har samme interesse som syndikater og kollektiver om, ikke at udvikle offentligt bureaukrati.” Høg folder hænderne i samarbejdsvillighed: ”Cirkuset er i økonomisk uføre og vil tage imod hjælp fra Anarkocity.” Som rådgiver foreslår jeg en fast og klar økonomisk fællesaftale. Der er flere modeller og varriationer, men I behøver ikke beslutte Jer i dag. Efter en uge her i byen hedder det, at I ikke længere er turister, men må indgå en økonomisk aftale og opfylde nogle betingelser.” Svane slår i tasteturet og ser ikke op: ”Jeg skriver en afhandling til anti-fascistisk fraktion om, hvad cirkuset har gjort for at beskytte sig mod den radikale højrefløj de sidste 5 år. De bruger det, i deres videnstank og anti-fa aktioner.” Sylehat slår armen ud: ”Dette er Hr og Fru Bonderøv, som er med til dagens rådgivning.” De to vinker. ”De overvejer, at slutte sig til byen. Rådgivningen vil blive gruppeorienteret og I har brug for samme basisviden for at kunne vælge individuelt. Økonomien er grundlaget for byen og afspejler hvordan vi vælger at anskue verden.”
Sylehat fremlægger byens økonomiske grundstruktur: Anarkocity er en frivillig kollektivistiske by med økonomi efter behovene og ikke profit raten og kollektivistisk betyder, at den enkelte er medejer i kollektivet, koorperativet eller en del af den kommunalistiske model, hvor alting er til alle. Kollektivistisk betyder også, at der er autonomi i bokollektiverne, arbejdskollektiverne, koorperativerne og kommunerne og autonomi betyder, at dem der arbejder på stedet selv bestemmer arbejdsforholdene og hvad de vil lave, ingen kan tvinges til et bestemt slags arbejde eller hvor meget de skal arbejde. Byen består af landbrugs- og industri kollektiver, hvor dem der arbejder organiserer sig i råd og affinitetsgrupper, hvor affinitetsgrupperne holder græsrodsarbejdet i gang. Den faglige føderation er enheder slået sammen i et råd, men det er de enkelte enheder som har den højeste beslutningsmyndighed som fx arbejdspladsen og bostedet og ikke de rådgivende instanser, som de laver samarbejdsaftaler med. Hele den faglige føderation tilhører arbejderne, så alle har muligheden for at være organiseret og deltage i koorperativerne og kommunerne på lige vilkår og hvor fagforeningsbevægelsen i sin natur er reformistisk og tænker i penge og magt har Anarkocity ingen forvaltning med regeringskarakter, bosser og pampere, men arbejdsfællesskaber, frie arbejdssammenslutninger, arbejdskomiteer mm. Arbejdet er spontant organiseret ud fra frie overenskomster, hvor de på en arbejdsplads må dække hinandens sygedage og hvis arbejderen trækker sig ud mister personen ikke sine grundrettigheder, som giver livskvalitet, men afhængig af branchen må arbejderen sige det en halv til én måned før personen vil forlade arbejdspladsen.
De som bor i Anarkocity er overordnet organiseret i to strukturer: Forbruget efter kvarter, by, land og produktionen efter branche og industri. Der hvor man bor, konsumerer man også og derfor mødes de halvtreds til hundrede mennesker, som bor i boligblokken og kvarteret i den lokale socialcenter el.a. for at holde møde. Alle enheder i byen er sluttet sammen i større enheder, hvor man beregner og rådslår sig om forbrug og økonomisk råderum, hvor under forbrug er alt fra transport til pleje af syge. Anarkocity har forskellige økonomiske modeller, men en fælles minimum levestandard, hvor de regner ud, hvor meget der i gennemsnit er råd til at give hver anarkocitoyen (anarkoborger) som varme, vand, tøj, el, mad,læge og hvor meget der i gennemsnitligt er råd til pr. citoyen i hele byen. På trods af de forskellige kvarterer og at citoyens bidrager forskelligt skal de have mulighed for samme levestandard og ellers falder hele ideen med Anarkocity og lighed, som et minimumskrav. Hvis der er underskud i ét kvarter får det hjælp af andre kvarterer, som hvis et kvarter har overskud giver det det videre til andre.
En cityoen i en bydel kan stadig gå ud og spise i en anden, fordi det i hvert kvarter er medregnet, at en fast procentdel af forbruget går til turister, besøgende og andre citoyens, som sagtens kan arbejde og sove i andre bydele fx en gang om ugen, hvis fx arbejdet kræver det og gæsteboligen er en del af den faste økonomi. I hvert kollektiv regner de fx ud, hvor mange af deres penge der skal gå til gæstebudet, som også en del af turismen. Anarkocity bank laver regelmæssige sundhedstjek for at finde ud af hvordan det står til lokalt i det enkelte kollektiv eller kvarter for at forbygge økonomiske problemer. Byen tiltrækker det de i Kora kalder ressourse svage og i Anarkocity har de har besluttet, at der ikke er noget der hedder værdig eller uværdig, men kun folk der har brug for hjælp også selvom det indebærer, at de skal gå nogle procentdele ned i levestandard. Dette er dog ikke sket endnu og der findes ikke folk der ikke vil lave noget, men det er altid et spørgsmål om hvad de vil lave. Ingen bliver smidt ud af kvarteret fordi de er dovne, men det kan godt være at de bliver smidt af et et fælles bo- eller arbejdskollektiv, fordi de indbyrdes ikke kan finde ud af det. Ingen er tvunget til at bo sammen og dem som har det svært med at samarbejde eller bo med andre kan bare gøre det alene. Anarkocity vil ikke tvinge nogen til en særlig livsform og det handler om, at alle skal have så frie valgmuligheder som muligt og valgmuligheden til at arbejde så lidt som muligt. Målet er et maximum med et minimum. Med forbrugsorienteret økonomi kan de ikke betale sig fra ugidelighed i Anarkocity og hvis ingen fx vil arbejde på skraldestationen og i kloarken, men alle være skuespillere og fodboldspillere, så vil skraldestationen og kloarken ikke længere eksistere. Respekten for det enkelte menneske afhænger af, hvad der mangler i samfundet og hvem der rent faktisk gør noget ved det og fordi de har en fællesøkonomi har det ene job ikke mere eller mindre status end det andet. Byen har fire måder at afgøre økonomiske relationer på:

1. Det kommunalistiske. 2. Det koorperativistiske. 3. Byttebørsen. 4. En simpel forretning.
I Anarkocity opererer de med to begreber nemlig ”relativ livskvalitet.” og ”absolut livskvalitet.”, hvor den første handler om, at de tager gennemsnittet af alle de penge der er tilrådighed i Anarkocity og dividerer det med den enkelte borger uden at tælle infrastruktur, sikkerhedssystem, fredssystem osv med. ”Absolut livskvalitet” handler så om, at de fx i kollektivet altid beregner, alt det de virkelig kunne have brug for, hvis de ikke var begrænset af profitøkonomi. Og så tager de beløbet og dividerer det med antallet af byens citoyens, for at være bevidste om, at de ikke har nået målet for det frie anarkistiske samfund og huske på, hvor meget der stadig er at vinde. Anarkocity har for øje, at økonomien en dag ikke skal spille en rolle mere, men hvor det kun er individernes egne ønsker og vilje der sætter grænserne. Økonomisk tænkning er ikke noget naturgivent, men ideologi, prioriteringer og en måde at styre store menneskemasser på. I det kapitalistiske samfund er det en elite og klicke af mennesker, som tjener på andre og prøver at gøre det til det naturligste i verden, det er noget for noget tankegangen og verden bliver målt i værdi i stedet for menneskers viljer og forudsætninger. Det revolutionære mål i Anarkocity er at dele alle ressouser efter behov.
Model 1: Den kommunalistiske.
Hvis man vælger den første relation bliver man en del af kommunen og sætter ens ressouser til rådighed for byen og fællesskabet. Man afleverer de ting man producerer og kan bruge alle byens faciliteter gratis uden at der er penge imellem en selv og byen. Man kan tage alle goder der er til rådighed i lager og fordelings centrene bare man har sit forbrugskort har man adgang dertil. Èn gang om måneden skal man udfylde et papir med hvad man har behov for pr måned og så køber byen det ind kollektivt. Man kan få et mindre beløb ud fra sin alder som en form for lommepenge så man f.eks. kan gå i forlystelsesparken i Newcity eller andet man har lyst til. Alle ens faste udgifter er allerede dækket af byen ligegyldigt om man bor indenfor eller udenfor byen. Alle forbrugsgoder som er billigere i Anarkocity end i Kødmaskinen, hvor de får leveret der fra og ellers folk det de skal bruge i Kødmaskinen og ligger regningen i Anarkocity. Det skal være gennemskueligt for alle, at regne ud hvad der sker, så der ikke opstår ”dem og os.” imellem anarkocitoyens udenfor og indenfor byen. Anarkismen er en utopi og solidaritetsfølelse og ikke et geografisk lukket fristed.
Som citoyen skal du ikke være fanget i en økonomisk aftale, men skal kunne trække dig ud igen. Du sparer procentvis op af et beløb ved fx hver måned at lægge 2,5 procent fra af det beløb gennemsnittet har tilrådighed pr.borger. Hvis du så vil forlade byen igen har du mulighed for at starte i Kødmaskinen uden at miste økonomi. Hvis du vælger den kommunaliistiske model skal du deltage i forbrugerrådene og syndikaterne, komme til møderne, sætte dig ind i økonomien i belutningsprocesserne og deltage i fællesskabet gennem fx arbejdstombolasystemet, hvor du kan afvise det, men så skal du argumenter hvorfor. Hvis du ikke deltager i forbrugerrådet og syndikaterne vil der før eller senere komme nogen og dikuterer med dig, hvorfor du ikke deltager.

I model 1 kan der ikke gå en hel måned hvor du bare passer dig selv for at kunne bruge uddannelser, folkekøkkenet mm. og du vil blive spurgt hele tiden om du har lyst til at deltage. Og hvis du ofte afviser det vil du bliver spurgt : Hvorfor? Du kan ikke lade være med at komme til mødet uden folk spørger: Hvorfor? Og hvis du efter 3 mrd har været til mødet bliver du spurgt om der er noget galt og efter 6 mrd om du vil forlade byen? Inddragelse er en del af den frie kontrakt og du kan sige fra, men ikke stille dig ligegyldig overfor det.
Model 2: Den koorperativistiske.
Du har noget egendom, et hus el.a. og du beholder det du ejer, men stiller det til rådighed for anarkocity og omvendt stiler byen sig tilsvarende til rådighed. Forskellen ml. model 1 og 2 er, at den koorperativistiske er en form for forretning imellem to ejere. Det er ikke fælles ejendom, men andelstankegangen. Du får den del af profitten du har andel i, for profitten skal deles ud mellem de andelshavende. Andelen kan være et fast beløb på en kontrakt. Og på forbrugerkortet er et beløb på, så du kun kan bruge så meget, som den andel du har givet, hvor I det kommunalistiske kan du bruge alt du vil. Koorperativerne er tilsluttet syndikaterne og forbrugsrådene, men på betingelse af, at de
er organiseret efter andelstankegangen, hvor en arbejder har en andel i virksomheden han arbejder i og omvendt: Hvis han er i bokollektiv har han en andel i kollektivet. Hvis aftalen bliver brudt får han udbetalt sin andel og 1,5 procent af hans indtjening bliver sat til side og gemt til hvis han vil trække sig ud. Hvis 20 arbejdere på en fabrik er 20 andelshavere og profitten opdeles i 20. Der er låne aftaler mellem kommunerne, andelsvirksomhederne og de andre dele af anarkocity, men hvis du fx har brug for en maskine til dit landbrug kan du låne mod at betale et lille beløb til reparation og slitage, så værdien af maskinen ikke falder.
Model 3. Byttebørs:
Det 3. forslag er byttebørsen. Her er man ikke en del af byens interne økonomiske system. Man er ikke en del af det offentlige system, som turister der kan bruge byen gratis i en uge og så ikke mere. Man får et forbrugskort med et vist antal point, som man kan bruge. Man har mulighed for at komme med sine produkter og bytte det til noget andet uden profit for nogen af parterne. Anarkocity beregner en værdi hvormed det er muligt at beregne ligeligt. Et eksempel er, at når du kommer med tyve kilo frugt kan vi tilrådighedsstille fem til ti timers arbejde givet af en udlært installatør. Værdien af et produkt bliver beregnet ud fra at vi finder ud af gennemsnitsprisen i Kødmaskinen for produktet og så bytter vi ligeligt. Hvis f.eks. et kilo æbler i supermarked gennemsnitsligt koster 40 kroner og en installatør koster 240 kr i timen. Hvis du har 30 kilo æbler så kan du få fem timers installatør arbejde. Gennemsnitsværdien bliver hver uge beregnet på ny, men værdierne forandres ikke i selve bytteaftalen i et halvt år og ellers forfalder den som ugyldig. Så kan byen ikke komme i gæld overfor dem vi bytter med. Efter en uge skal turisterne blive en del af kommunen eller være med i en bytteaftale. Men der findes også undtagelser for eksempel med gamle og syge mennesker, hvor det er begrænset hvad de kan gøre. Hvis du bor en måned i byen skal du lave offentlig tjeneste seks timer om ugen.
Model 4: En simpel forretning.
Folk kommer og tilbyder byen et produkt eller en service til en pris. Byen siger ja eller nej og omvendt gælder det samme. For produkter byen ikke kan skaffe gennem byttebørs og kommunen er den afhængig af kapitalismen som alle andre. Omvendt er den også nød til at skaffe valuta for at købe de ting byen ikke selv kan producere eller bytte sig til. Hvis nogen produkter er billigere at skaffe ved at købe sig til dem i stedet for gennem de andre økonomiske systemer, så gør man det for at spare arbejdskraft og tid. Anarkocity har ikke som mål at blive selvforsynende eller blive ”uafhængig.” økonomisk, fordi det handler om, at få bedst mulig livskvalitet for den enkelte. Sylehat har åbnet sin bærbare og spørger Hr og Fru Bonderøv: ”Hvad har I? Hvad vil I gerne af med og bidrage til?” ”Vi har et tons æbler og tre tons kartofler, som vi gerne vil af med til næste år. Til gengæld vil vi gerne have hjælp til høsten og lægehjælp til dyrene.” ”Okay. Jeg skriver til byens konsumcentre, som også er en del af banken og forklarer situationen og spørger, om Jeres råvarer ganske enkelt kan blive spist,

gøres langtidsholdbare eller anvendt på anden måde og ellers samarbejder byen med centrosocial i Newcity, som måske kan aftage det. Vi kan ikke gå ind i nuancerede beregninger nu, men tegne en grovskitse af en aftale vi kan indgå.” ”Ja, vi ved heller ikke, om vi vil være en del af byen endnu.” ”Men byen er udsat i kraft af at den er<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”> i konflikt med Newcity, så der er altid en rissiko og økonomiske kriser, som hele Kora også kan blive ramt af. </span></span>Hvis Kødmaskinen vil fjerne Anarkocity er det et voldsomt indgreb i forhold til den enkeltes økonomiske situation og det vil skade mange rigtig meget. Byen prøver tilgengæld, at udvikle sig mest muligt og skabe størst mulig lighed for alle.”
Hr Bonderøv løfter på hatten og rykker sig på stolen: ”Vi er usikre på byen og dens udvikling, men vil sætte os mere ind i byens struktur, sammenhold og værdierne her og få et realistisk billede af byens økonomi før vi beslutter noget.” ”Økonomien bunder først og fremmest i byens og anarkocitoyens troværdighed og jeg giver Jer en ærlig bankrådgivning, for alt andet kan ikke betale sig for byen. Desuden vil der blive stillet penge til rådighed, så I kan spørge en anden økonom og få en anden mening om den aftale I vil indgå og om byens økonomi. Før I beslutter Jer kan I gå på internettet, hvor der er statestikker over, hvor mange der har økonomiske aftaler med byen og hvor stor sandsynlighed der er for at de fungerer optimalt. Der ligger telefonnumre, så I kan ringe til folk der samarbejder med byen og høre deres erfaringer. Byen har medier, hvor aftalerne bliver diskuteret og alle kan deltage, det er en grundpille for, at byen hele tiden udvikler sin aftaler.”

 

Hr og Fru Bonderøv ser på hinanden: ”Det vil vi da undersøge grundigt, men den 3.model byttebørs vil vi starte med og så kan vi udvidde aftalen senere. Skal vi lave et regnestykke? Vi må vide, om vores ønsker kan blive opfyldt. Vi ønsker hjælp med høsten og dyrelæge besøg.” ”Okay… Vi laver et oprids af situationen bare for at tegne modellen. Og hvis I vil spekulerer i vores arbejdskraft vil I blive sortlistet i Anarkocity.” Sylehat laver et regnskab: ”Jeg bruger cirka beløb. En læge koster 400 kroner i timen. En høstarbejder koster 110 kr i timen. Et kilo æbler koster lige nu 16 kr for et kilo. Et tons er tusind kilo. Du giver et tons. Det er 16.000 kr. Et kilo kartofter koster lige nu 8 kr. I giver tre tons. Det bliver 24.000 kr. Medicinen kan ikke opgøres før dyrelægen kommer til stede. Så kan vi kun lave et cirka regnskab. Hvor mange penge tror du I vil bruge på medicin?” ”Vi har brug for cirka 8 læge besøg på et år. Og ca. 20.000 kr. til medicin om året.” ”Og hvad har I brug for til høsten?” ”Høsttiden varer i 10 dage med 12 høstarbejdere der arbejder 10 timer dagligt.” Sylehats viser regnestykket frem:
20.000 kr for medicin om året
400 x 8= 3200 kr for læge besøg om året
(110 x 10 ) x 12 = 13.200 kr koster 12 høstarbejdere for 10 dage
20.000+3200+13.200= 36.400 kr koster alle udgifter for høst og læge arbejde.
(16.000 + 24.000) – 36.400= 3.600 kr for tilgode havende i byen.
”Sådan ser det altså ud. I vil have 3.6000 kr i tilgodehavende i Anarkocity, som er glad for donationer, men I kan også få pengene som goder. Har I ellers nogen børn og har de brug for pasning eller undervisning? Det tilbyder vi nemlig gratis Byen har særlig fokus på, at al kultur, kunst, medier, vidensformidling osv er gratis for alle og hvis I går med i en økonomisk aftale er I med til at finansiere byens gratis infrastruktur, hospitaler og behandling, hvor alle har lige adgang uanset baggrund. Vi vil gerne have, at så mange mennesker som muligt nyder Anarkocity og at verden ikke kun skal være bedre i vores lille by, men gøres til noget alment. Derfor er den ideele model for os, at I går ind i 1.model nemlig den kommunalistiske.”

“Jo, vi har to børn. Og hvad når vi har brug for medicin til dem?”
”Så kan I gå i sundhedshuset og de hjælper med at finde en læge der kan undersøge barnet eller underskrive recepten. Sundhedshusene har adgang til forbrugsrådet, som alle byens forbrugere er en del af og som har adgang til byens søgesystem, hvor de kan give dig en liste over den medicin der er blevet bestilt, om det ligger på lager eller om der først skal købes mere ind på byens regning.”
”Men hvornår har apoteket åbent?”
”Nogle sundhedshuse har døgnåben. Apoteker er ikke for sjov.”
”Anarkocity er en dejlig by og vil gå hjem og tænke over det. Vil du sende regnestykket til vores elektroniske postkasse?”
”Ja, det skal jeg nok. Men hvis I til slutter Jer er det mindre besværligt end hvis I samarbejder med Newcity, hvor der er skat, forsikring og substitidier fra regeringen, som I skal forholde Jer til. Hvis I tilgengæld vælger 1.model vil vi hjælpe Jer med at lave fuldkommen økologisk produktion, for vi ønsker at gøre Anarkocity så ressourse besparende og økologisk som muligt. Men det er en længere snak.”
”Men hvis vi er med i model 1 og tager ud på en længere rejse. Vil andre så overtage vores arbejde og hus?”
”Ligesom I ikke kan tvinges til et bestemt arbejde eller tvinges til en bestemt bolig kan I heller ikke blive frataget hverken arbejde eller hus uden Jeres medbestemmen. Alt besluttes ved konsensus, det ved I og ingen i anarkobyen skal føle sig som en del af et tandhjul. Syndikatet I er en del af, hjælper andre med at overtage opgaverne og forbrugsorganisationen kan hjælpe med at skaffe alt det I har brug for i forhold til rejsen.”
”Så den finansielle del kan Anarkocity hjælpe os med?”
”I løbet af året kan I spare op, være med til at fordele økonomien eller gå til det lokale forbrugsråd, for at se hvor meget overskud der er i rejsepuljerne. Hvert år beregnes det hvor mange penge hver voksen og hvert barn kan have ferie for med et ekstra beløb for børn. I kan rejse så længe I vil, men vi snakker kun om den økonomiske del af ferien. Ferie er noget folk kan skændes meget om på forbrugsmøderne. F.eks. hvis en person ikke har rejst i ti år og pludselig vil rejse i seks år betalt. Og hvis I skal rejse på grund af forskning eller forretning kommer udgifterne ind under produktions omkostningerne.”
”Det vil vi gå hjem og tænke over og undersøge nærmere. Vi henvender os snart igen med flere spørgsmål og ellers så mange tak for hjælpen.”
”Fornøjelsen var på min side. Og I er jo velkommen til at snuse rundt og falde i snak med nogle af byens andre farmere. Føl Jer hjemme.” Tudsetrunten rejser sig brat: ”Og hvad så med os?”
”Jo, nu skal I høre. Det kulturelle har en sær status her i byen, det har en værdi der er svær at gøre op i kroner og øre. Anarkocity vil gerne have at kunstnere bliver eller kommer igen ligesom vi ønsker at have gode læger og sygeplejesker. Syndikater og kooperative vil holde ressouser åbne for Jer, så I kan komme og gå hurtigt uden at I skal tænke på at forberede Jer alt for meget. Som alle andre vil I få hurtig og let adgang til det I har brug for, lokaler og instrumenter, lys, lyd osv stillet til rådighed. Der er rum som står tomme, hvor tandlæger har alting tilrettelagt for dem og når folk kommer til byen med det samme kan de gå i gang i stedet for at skulle samle det hele på ny. Syndikaterne har sørget for dette. Cirkuset kan være her gratis i en uge, som alle andre turister, men I er stadig 100 procent ansvarlige for det område hvor I camperer, at brandsikkerheden og hygiejnen svarer til byens minimum standarder. El og vand får I gratis, men I er selv ansvarlige for tilslutning med mere så I ikke bliver en ekstra arbejdsbyrde. I har jeres egne sovevogne, så I har ikke brug for andet husly, men I må selvfølgelig spise i folkekøkkenerne eller hente mad i Bazar eller Konsum. Føde til dyrene skal I også selv hente. I vil fortsat få alt gratis, hvis I ikke tager penge for Jeres forestillinger. Det er som hvis en maler kommer til byen, får alting gratis og maler sine billeder. Når maleren skal forlade byen igen skal billederne blive i byen som en del af museet, arkivet eller for at kunne lånes ud til private hjem. Det er en variation af koorperativtanken eller byttebørs. Byttebørs er hvis I er her kort tid og andelsmodellen hvis I bliver længere. Hvis folk skal betale for billetterne, skal I efter de to uger betale for el, varme, vand og det I forbruger. Så laver I en forretning med anarkobyen.” Cirkuset diskuterer frem og tilbage, men når frem til model 1.

Aktørerne. ”Det er ikke Kødmaskinen som skal bestemme værdien er menneskers liv. Livet i Anarkocity er ikke et skuespil, en profession eller en livsform, som et meget nacessistisk samfund kan opfordre til, hvor alle skal finde sig selv, men i sidste ende ikke kan eller ved hvordan. Alle er skuespillere og publikum i hinandens liv, men de største skuespillere i Kødmaskinen er forelsket i deres ejet spejlbillede, som ikke er dem selv, fordi det ikke er dem der bestemmer betingelserne for deres ejet liv, men i stedet økonomien og idealerne. Dronerne og medierne er med til at skabe dette, hvor igennem folk prøver at definere hvem de selv er på den mest fremmedgjorte måde, fordi de spejler sig i noget de ofte ikke er eller har muligheder for at blive som fx popstjerne eller have en glansbillede familie og dermed prøver at kompenserer for sine ”mangler” ved at købe stort ind som passiv forbruger. I Anarkocity handler alt om at være den aktive medskaber, hvor folk skal finde sine egne motiveringer til at handle og det kan de kun gøre, hvis de har støtte til det samt massere af tid, plads og muligheder for at prøve noget forskelligt. Livet er langt.

 

Som tiden går i Anarkocity bliver Anthony mindre og mindre en skuespiller i sit ejet liv for som Fransiska siger: ”Anthony, du skaber en mur af kritik om dig selv og lader ikke nogen komme tæt på dig. Her i byen kan du slappe af, for det handler ikke bare om at overleve, men om at leve. Giv slip og slap af.” Anthony vil kritiserer og være negativ nihilist, men Fransiska ønsker at gøre sig almen forståelig bla. igennem journalistik. Anthony bliver inddraget af andre som en positiv deltager, der bidrager med noget til fællesskabet og finder ud af at de andre værdsætter hende for det. Fransiska repræsenterer den generelle livsglæde der er i byen samtidig med et socialt ansvar. Hun kan finde på at sidde og holde om en bums i fire timer og stille de rigtige spørgsmål i omsorg og støtte. Hun inviterer tiggeren på mad og tænker ikke bare: Få et job eller uddannelse og kom videre. Hun deler grøntsager ud til folk foran infoshoppen hvor alkoholikerne hænger ud og viser den hjemløse et hostel i stedet for at vedkommende vil sove i infoshoppen. ”Jeg er en taber.” Siger en rødmosset landevejsridder efter ti år på gaden med sin barnevogn i alt slags vind og vejr og som stinker af sprut og pis. Den hjemløse har indtaget taberrollen så meget, at han ikke kæmper længere og knurrer indædt: ”Hvorfor kom jeg ikke hertil noget før.” Han bander og svovler, men Fransiska bliver ved med at tale med ham for at få hans oprørske følelser til at falde til ro og vise at det han gør og ikke gør har stor betydning. Fransiska har samme betydning for Anthony i form af at give støtte og råd og lægge det lyttende øre til hvis det kræver det. Men Fransiska stiller krav til sig selv og andre ved ikke bare at lade folk gå rundt i en tåge af deres egen offergørelse, men tage stilling til deres liv og det omkring dem positivt. ”Stop med at undskylde dig selv som det første.” Siger hun og så: ”Ved du hvorfor jeg er anarkist? Fordi jeg vil have at alle får det mest optimale ud af deres liv. At ingen er tabere og vindere, men drevet af lyst og lidenskab. At der er plads til alle uden nogen former for tvang eller moralske forestillinger. Og fordi jeg vil leve i Anarkocity.”
Anthony er benovet fordi Fransiska formår at tale med så mange forskellige mennesker på en dag og fordi hun er så vis, snu og hjælpende. Anarkocity i sig selv er et socialcenter eller fri institition, som i sig selv prøver at gøre sig fri, men det enkelte individ er ikke tvunget til at være kritisk og involvere sig. Dog er de fleste radikale ved at bo her. Anarkobyen har erstattet en del af fremmedgørelsen med nærhed fordi de er organiseret lokalt og vil ikke være i lommen på et system hvor de skal købe for at sælge og sælge for at købe. De er imod magten der i sidste ende fører til død, sult, udbytning og rovdrift på natur, dyr og mennesker. Anarkocity går ud på at fordele magten så ingen kan få den og vise hvad magten gør ved mennesker så ingen vil have den. Så er de aktører hele bundtet.

 

Gift.
Der sker en forgiftning af Anarkocity flod og folk får drikkevandsforgiftning, mens dyr og natur sygner hen. Folk indlægges med blod i diarreen og én isoleret pga svækket immunforsvar og hvis man bliver smittet med andet er der fare for man dør eller ikke kommer sig helt. Byen oplever en krise, fordi utilfredsheden er stor. Konsumråd nedsætter en gruppe, der undersøger forureningsadvarselssystemet og vandkontrolsystemet har fungeret som det skal eller om det kan gøres bedre. Naturbevægelsen i Kora har vokset sig større med årene, fordi landet af bjerge, floder og et rigt dyreliv gentagende gange er misrøgtet af ingen vedvarende energi, giftige mikrochip fra droner, bjergområder dækket af vildskov ryddet for at udvinde metal mm. Foucault og co., staten og anarkobyen laver en langtidsaftale om rensning af jorden og økologi igennem reformer og den forurenede jord som staten ikke tager sig af, tager anarkobyen sig af, men så flytter de heller ikke igen. De dyrker jordrensende planter og laver højbede, som de også kan flytte rundt på, hvis de bliver smidt væk. Formidlerne er foreninger, interesseorganisationer, nabosammenslutning mellem

Kødmaskinen og Anarkocity, der har sin egen langsbrugssammenslutning og de som arbejder i økologiområdet er et landbrugs syndikat. Anarkocity kommer til at gå i spidsen for denne grønne protest bølge, for byen har ikke selv uoverskuelige konsekvenser miljømæssigt. Men alle har travlt i denne tid hvor de skal skabe ro i den uorden forureningen har skabt. De taler hurtigere og mere, de skynder sig hele tiden og vrisser, selvom de bare rydder op eller laver mad. De skal altid skrive en tekst, sørge for en overnatning, reparere noget eller er på vej til en forhandling og der bliver presset mange ekstra ting ind de skal nå udover det de skal i forvejen. Folk er altid på vej et sted hen og hvis de endelig mødes og slapper af, har de ikke lyst til at snakke om det så det er Kødmaskinen agtigt.

Kør på cykel. Fransiska møder Anthony i Kuk. “Vil du med ud og cykle en tur? Jeg er cykeltaxi.” Anthony griner skævt, for hun cykler bare rundt hele dagen i Anarkocity og tager folk med, som har brug for et lift. I en by med tomlekultur tager folk altid hinanden med på et bagsæde eller i passagervognen. Alle tomler, alle er flinke til at samle op. “Hvor langt skal du?” Spørger Anthony. Fransiska smiler. “Jo, tak. Jeg skal langt omkring.” Ud af hoveddøren i Kuk går de ned i cykelfoyéen. Der står fem richshaw, cykeltaxier og de tager den ene. Der står: “Didrik.” på stellet. De fleste cykler har navne i Anarkocity. Folk skifter så tit cykel, men navnene får dem til at huske, hvilken én de kom på. “Hop op.” Siger Anthony og Fransiska hopper op i kareten. “Ud af labyrinten.”
“Hvilken vej?”
“Ud på bjergstierne. Skråt op og til højre.” Fransiska peger. Hun kaster et par tæpper i kareten, det er stadig morgenkoldt. “Så hop op.” Siger Anthony og afsted går det. Hurtigt ud på bjergskråningerne og ned af bakke af serpentiner. Folk er allerede begyndt at tomle i vejkanten, to ældre damer bliver samlet op af en anden richshaw. De er næsten for hurtige til, at standse op og samle op. Ned af bakke går det. Åh, hvilken fryd. Landeveje og atter landeveje. Forbi bondegårde og ferskvandsbassiner. Foran en bondegård er der 100vis af stegte fisk sat op lufttørede og på pinde.”Det er klart, at den gård ikke har nogen naboer.” Siger Fransiska og holder sig for næsen. “Det stinker” Gården avler fisk til anarkobyens restauranter og folkekøkkener og udenfor holder lastvogne og lastvogncykler med elbatteri. Folk læsser kasser op med fisk og grønt. Fordi de cykler så stærkt, går vinden gennem marv og ben og Fransiska vikler et tæppe om sig,
Richshawen giver efter, den knager og knirker. Vejene er sandede og slår sving, de kan ikke se, hvad der kommer om hjørnet. ”Sænk farten.” Siger Fransiska til Anthony, der reagerer og træder bagud i pedalen, så de hele tiden bremser lidt. Op af klipperne kravler folk. De rapeller. Det er sejt, både på bjerge og bygninger. Der er huse i træerne og broer imellem. Striber af sollys ned mellem trækroner, børn og voksne leger og bygger nyt. Sneen i bjergenes top danner bække ned. Skovsyndikaterne har uddannet jægere, gartnere og skovarbejdere og forbrugsrådet har organiseret de lokale beboere til at passe på naturen, men alle tager sig af den. På træerne står tal: 666 i rød, 001 i blå. Ansvarsgrupper har inddelt skoven imellem sig og givet områderne farver og tal, som de kan se i mørke. Så længe det kan forsvares må skoven blive brugt af alle, ansvarsgrupperne har en vis styring, så skovens ressourser ikke bliver brugt uhæmmet og den fyldes med affald. De kører op og ned af bjergstier og igennem ”Sneglehuskvarteret 41.” og det socialøkologiske center bygget som sneglehuse, hvor skovsyndikatet og forbrugerrådet for natur, beboelse og socialøkologisk forbrug holder til. Fransiska husker dengang det var en flygtningelejr, hun har læst meget om det og kender folk, der hjalp til og kom til byen som flygtninge. Det skabte en masse sammenhold, at hjælpe flygtningene til selvhjælp og til skabe gode betingelser for dem i Anarkocity.
Unge passer på børn og dyr, der leger sammen. Der er skovhytter og socialcentre i blå, gul, brun, rød og husene malet og i sten, ler og træ. Får, geder, køer og heste græsser på marker der afløser skoven og virker som alternative græsslåmaskiner. De transportable stalde står rundt omkring og nogle med en mikrochip, så de kan bringes tilbage til det kollektiv eller koorperativ de hører til. På vej ned af bjerget holder Anthony ind ved en klippeafsats. De kysser og Fransiska sætter to hænder ind på maven af Anthonys svedige hud, videre op på de små bryster og ælter dem rundt og rundt. De to piger kysser dybt og længe. En flok cyklister passerer dem. Èn pifter, en anden råber: ”Find en busk.” Fransiska ler og peger på en lap Anthony har syet på sine bukser, der står: ”Cykel-anarkister – baller af stål.” og ti viser røv og kysser hinanden i røven, stikker fingre op i den og siger: ”Mmmm.” Fransiska siger: “Du er herre lebbe.” Anthony ler. “Ja.” og ”Når der er huller i mit tøj syr jeg en lap på.” Anthony piller ved sine bukser, der næsten kun er lapper sat sammen. I alle mulige farver. ”Når jeg lever fra dag til dag kommer tingene til skade og hvis de ikke er robuste, er det hurtigt ude med dem… Når man bruger ting går de i stykker.” Fransiska reagerer ved at lægger hovedet på Anthonys skulder og kærligt udbryde: ”Din punker”. De kysser hedt og Anthony råber: “Kom med” da hun klatrer op på en platform tømret fast i et træ. En gruppe har håndværkertjansen, at bygge skelettet til et hus, de ler og råber: “Skååål”, mens Anthony og Fransiska sidder i en hule i et træ. Himlen er blå, køer muher, heste vrinsker, geder bræger og gadefejeren fløjter.
En halv time senere går det igen over stok og sten på fem hjul. Anthony laver hop med cyklen over løstliggende brosten, kareten gynger og Fransiska ler nervøst: “Tænk hvis vi vælter”, stierne er smalle med en skrå skrænt. “Knubs er godt. Livet er farligt. Det kræver styrke og mod.” Børn kravler op og ned af skråningen. “Hej. Hvem er I? Vi leger bjergbestigere.” Siger den ene, mens den anden klapper en pony og siger: “Nej, rytternormader.” De er mellem 5 og 15, alder er sekundært. “Når I bliver voksne bliver I glade for, at have være så meget I naturen. Leg videre børn.” Anthony vinker til dem bagudrettet og med én hånd på styret slår hun et skarpt sving om klippens kant. På serpentiner tager vinden fat i deres hår, høje træer skrår over vejen, men karaten kan akurat lige nå ind under. Frygten bliver til en kilden i maven, dog fastslår Fransiska sine forbehold: “Folk bliver vrede, hvis du kører for hurtigt i bjergene… Alle gør det, men det er tungere at standse og undvige på en richshaw.” Heldigvis er de ved bjergets fod med huse og byfarme med indhegnede marker og køkkenhaver så græssende dyr ikke spiser afgrøderne. En fåreflok spiser flethegn for at bryde igennem, der er hundrede og hyrder genner dem væk. Igennem aléen planter folk træer. Gæs, vakler og fasaner i frugtplantagen. En ged har væltet en cykel og gnaver i cykeldækket, dyrene er ude i det omfang at de ikke ødelægger alt. I det fjerne lyder sprængningerne på bambusmarken, hvor afgrødet vokser så stærkt og spreder sig så meget, at de må bruge dynamit for at sprænge rødderne væk. Vinden tager fat i Fransiskas hår og gør det uordenligt og det bumber på vejen der skifter fra sand til brosten og naturen er velbevaret uden skrald og folk rydder op med ladvogne, fordi skrald og kloarkering er påtrængene for byens infrastruktur.
Èn nybarberet i jakkesæt og én i gummistøvler og overalls læsser sorte poser med skrald op i en hestevogn. Folk i Anarkobyen har ikke dagligdagens uniform, folk kan selv vælge deres arbejdstøj og er ikke tvunget til et image. Hestevognene bliver brugt til at transportere afgrøder og varer, som ikke skal så langt, men afsættes i anarkobyen eller omkringliggende butikker og restauranter. Hestevognene er en del af en rengøringspatrulje, hvor kollektiverne kan booke hestepatruljen, der hjælper med at køre affald på skraldestationen og hvor Anthony holder ind. Hampmarker står høje og grønne og der ryges pinde på coféeshoppen Det´ Unikt uden tjenerbetjening, men folk hygger om hinanden og på smartshoppen Det´ Magisk kan folk tage svampe som de vil fra menukort. Folk sidder ude på markerne og ryger i små lysninger og hashen er i brisen, der kilder i næsen og hashen gror overalt i Anarkocity på marker, foran husmure, i vindueskarme og det er ikke forbudt. ”Som revolutionære søskende.” Siger Fransiska og puffer Anthony kærligt i siden, mens de mingler rundt og alle kender alle i miljøet og omkring og kommer udefra og blandes. ”Jeg er et bedre menneske.” Anthony taler til Rastafar, der illustrerer ører som en elefants og hun bider sig tænksomt i læben.
”Jeg får styr på min identitet.”
”Jeg er straigt. Jeg hader queer. Hvis du er queer er du ikke velkommen i mit hjem.” Pludselig bliver hun overstrømsk af følelser og lukker ud: ”Jeg har været bange for at blive for knyttet og føle mig bundet og hæmmet. Derfor ville jeg aseksualiseres og være intetkøn. Men jeg følte tvivl, forvirring og usikkerhed og det endte i identitetskrise, hvor jeg så alle som intetkøn og tvivlede på dem.”

”Du er nok blevet skuffet for mange gange i kærlighed og er bange for den. Den anden dag kom Connie med pik, patter og overskæg og proppede sine klunker i hovedet på mig og sagde: Det må jeg godt for ellers tager du min frihed fra mig. Og jeg vil da ikke andet end at tage friheden fra ham. Jeg har mange bøsse venner, men hvorfor skal queers stikke sig i armen og skifte køn? Jeg har lyst til at tage deres frihed og går hellere med majoriteten end med en queer.”
”Hvorfor bor du i Anarkocity?”
”Hashen flyder som guld i en bæk. Ingen hashfarmere kommer i fængsel eller bliver dræbt og her er fred. Rastafar er fundet hjem. Cofeeshoppen her lagde lokale til en queerfest, men de bad os om at skride, selvom vi havde lavet anlæg og bar for dem. De sagde de havde fået en safer-space-policy og en pige var bange for mig. Det gad jeg ikke finde mig i og lukkede festen.” En junkie overfor stikker sig i armen og råber: ”Hvad glor I på? Jeg er ikke en minoritet.” Fransiska går derover og sætter sig ned og snakker. Rastafar kigger Anthony dybt ind i øjnene og hun kan ikke fjerne blikket, selvom hun er sky. ”Queers er for syrede og ekstreme. Queer er en konstruktivistisk teori og handler om, at vores syn på kroppen er en kulturel konstruktion. Manden og kvinden er skabt til hinanden og de skal få familietræet til at vokse.”
”Fortolkninger kan være ekstreme. Men det er helt legitimt at skifte køn, det kan dog betyde et overgreb på kroppen, som du ikke oplever i øjeblikket. Queer kan bruges til at påtvinge dig et særligt syn på dig selv, som at påtvinge hetroseksualitet og hvis du ser dig selv som intetkøn ignorerer du dit køn. Dårligt selvværd og queer var en dårlig cocktail for mig.”
“Hvad er du nu?”
”Homo.”
”Dit pjok. Hvordan vil du have menneskeheden skal overleve, hvis alle tænkte skøre tanker som dig.” Rastafar går truende frem, mens andre råber. ”Buh. Buh. Rastaer vil have fred.” og ”Hykler” da han truer med næven. Anthony forsvarer sig: ”Er du bange for homo, queer og brostenfeministerne? Queer kan være ideal og noget meget magtfuldt som det var i cirkuset jeg kommer fra.”
”Du gør mig vred.”
”Og cirkuset er cirkusfikseret så jeg er cirkusinfiltreret. Cirkus cirkus cirkus.” Fransiska hopper bekymringsfrit rundt mellem rastafarier og Anthony kan ikke klare det: ”Du er for glad.” Fransiska stopper med at le, men hun elsker folk med selvironi. Så fastslår hun feministisk set: ”Kroppen er fysik og biologi og nydelse. Anerkend og elsk dig selv i stedet for at udarbejde en konstruktion, som en voldsom abstrakt version af kroppen. Den klassiske queer er et dogme, der trækker en teori ned over livet og dig selv. Kvinde kend dig selv.” Fransiska danser videre mens Anthony argumenterer:
”Nogle rastaer kommer selv fra en diskriminerende kultur og er selv diskriminerende. Det er svært at være macho, når den gruppe du er i har andre idealer. Hvis du møder din modsætning – er det hierarki. Hierarki er op og ned og så kan du ikke accepterer det. Hierarki handler om, at se hvem der er på toppen. Men pludselig er der nogen der ikke vil kende op og ned, er pisse ligeglad og så videre, så vil du, som er macho have det meget svært. For hvis dit selvværd bygger på noget helt andet.” Rastafar lægger sig i hængekøjen med en bong og kommentaren: ”Smut pomfrit.”
Anthony hopper op på richshawen og samler Fransiska op så de kører over pladsen, hvor alle blander sig med humor. ”Pluk et digt” er et skilt på en vaskesnor, hvor folk hænger digte, jokes og fortællinger op og har historier fra samme sted og på et skilt står der: ”Standup kl.24 her.” Fra de offentlige telefoner ringer Freja fra transportsyndikatet:

”Hej. Elbilen lader op og jeg kan komme med bilen mellem 12 og 14. Er det iorden? Godt. Jo tak, vi ses.” Fransiska falder Freja om halsen, som siger:
”Jeg er nyforelsket fortiden. Vi lever i vandmandens tidsalder, hvor alle er sammen med alle.”
”Er det ikke bare dig?”
”Det er noget alle ved. Men de kalder mig kærlighedsgudinden for jeg giver kærlighed til alle.”
”Giver du helt almindelig anerkendelse? At give anerkendelse er ikke det samme, som at bolle rundt og der er for lidt anerkendelse i aktivistmiljøet.”
”Det vil jeg tænke lidt over.”
”Hvor har du været i 14 dage?”
”Jeg har sat biobrændsel stationer op i Kora og så har jeg…” Frejas stemme bliver til en summen. På pladsen blander folk sig i en kollektiv livsform og står i grupper og diskuterer alle med en mening. De taler i munden på hinanden med jokes og ironi og har historier fra dette sted. Anthony gøgler med en abe og Fransiska får et sug i maven: ”Jeg er fascineret af Anthony, men jeg vil have en fyr.” Freja griner let og kysser hende på kinden: ”Jeg vil have en hel bunke.” Anthony hopper højere og højere og queers på pladsen går modeshow og Fransiska kalder: ”Anarkoprinsesse, kom så.” og de triller videre på cykel, men siger farvel til Freja, der kaster med sit røde hår og har dyrket fri kærlighed siden hun kom til byen. Forbi badehuset, hvor folk står nøgne dampene efter sauna og de er som bohemerne, hvor det handler om, at være så afslappet som muligt. Overfor ligger transportsyndikatet med hvide cykler i hundredtal og nogle er gået i stykker, så de bringes dertil og efter cykeluheld låses en hvid cykel fast på stedet og der sættes lys, kranse, hilsner, fotos mm.

Cyklen bærer deres vægt, som hvis vandet bar dem og de forsvinder afsted som fisk i en fiskestigme, hvor fiskene svømmer ind mellem hinanden. Hen forbi et stadium, hvor fodboldspillere øver sig og et lille vindpust kommer imod Fransiska med lugten af hash, som når hundredevis af mennesker tænder en joint på tilskuerrækkerne, så røgen flyver som store skyer i luften så selv fodbolsspillerne bliver skæve. En morgenkamp er i gang og i live tv. Måske kan jeg i næste uge overvære en kamp, skrive om den og ryge en joint? Tænker Fransiska. Udenfor stadium er en sandvej og en workshop. Fodgængerne respekteres ved, at alting ikke skal gå så stærkt. Et skilt viser: ”Skynd dig langsomt.” Fransiska holder for fodgængerne og cykler udenom. Solens kærlighed omfavner alle. Folk hjælper hinanden med at reparere småting og biler på gaden. Det er tit praktisk, ting går jo i stykker, men folk standser op. Tempoet er som søndagene i Kødmaskinen, hvor folk slentrer af sted. Byen er et socialt mødested og fodgængere er ikke presset ud på et smalt fortorv, men byrummet bygget til det sociale møde. Byen som den kolosalt frie institution.

 

Folk er gjort uafhængige af dronen, hvor andre midler er til rådighed. I Kødmaskinen stresser folk altid og skal give tilbage ligeså snart de har fået noget, hvor i Anarkocity de giver og tager uden at stresse over det og folk er mindre spolerede, men åbne og ligefremme og har langt flere taleemner og kan mødes på kryds og tværs. Der er workshops og værksteder alle steder og folk skal besøge nogen, hente nogen, tale med nogen eller blander sig. Gaderne er som gågaden i Newcity, men uden forretninger og hvor det ikke handler om at købe, men man hænger ud i åbne værksteder med design, kunst, håndværk og folk er rare og venlige og alt er gratis og tilgængeligt. På skiltet står der fx: ”Her bygger vi instrumenter. Giver du en hånd? Gode råd? Ris eller ros? ” Alle kan blive inspireret eller hjælpe til. Der er ikke ét center for aktivitet og folk er til hest, i hestevogn, på æsel og kamel. Dyr, cykler og golfbiler er læssede med pakkede varer og i luften hvirvler følelsen af, at alt kan ske. Byen er jo for vild, det er organiseret kaos. Alting kan sejle – men de har ikke opbygget samfundet på udbytning mm.

Der er gocards og og øko-busser og kun et fåtal i benzinslugende biler, som blandt andet brand- og ambulancekorps bruger og observationshusets udrykningspatrulje og folk med bil behov. Bilisterne skal kun træde på speederen, mens cyklisten skal træde i pedalen, så bilerne holder for cyklisterne. Fransiska cykler i alt slags vejr. I sol, regn og blæst. Som en brik i et spil. Fransiska bremser hårdt og kæden hopper af. Men hun kan fixe en cykel. De er ikke fastlåst i gamle undertrykkende mønstre. Det er DIY. Brug hænderne og hovederne. Gadekulturen giver folk gadekundskab, detthandler ikke om catwalk i en indkøbsgade. I Anarkocity tør og gør folk noget, det er legalt at åbne sig og de fleste har noget reelt at give. Alle kan afholde deres egen workshop og deltage i dem der er. Folk får frie hænder i en involverings kultur, der handler om, at trække på hinandens ressourser og goodwill for at finde fælles fodslag. De kommer forbi fabrikskollektivet, der genbruger trævarer og omsmelter metal, mens én anden laver hygiejneartikler.

 

De kommer forbi savværket, genbrugsstationen, glaspusteriet og fredsvagtens kontor. De kommer forbi mandehuset og kvindehuset der begge er levn fra den gamle verden, men viderebragt ind i det nye samfund, fordi det ikke er en dårlig tradition at have mandemodmagt og kvindemodmagt. Der burde ikke være behov for frigørende institutioner i et frit samfund, men nogle synes stadig det er vigtigt at have et rum for deres eget køn og hvis noget er værd at dyrke kan de det. På gaden er en kødrand af fodgængere og folk bliver sure, hvis man kører for stærkt. Fransiska kender ikke vejenes navne, men for at huske tænker hun: Følg den lange vej over tre vejbomme og drej til højre ved to huse der er gule. Forbi knoldene med får, der bræger folk op om morgenen og økogården hvor hun en sommer satte mælk på folks trappetrin og boede primitivt i skuret med udendørsbruser, regnen der slog på bliktaget og bøger fra gulv til loft og sommerbolig for en antikvar i Kødmaskinen. ”Derinde har jeg boet.” Siger hun til Anthony. Fransiska skifter richshawen ud så de kører med en mælkekassecykel. Videre tværs over pladsen, der er fuld af sand, så hun må træde hårdere i pedalerne. Forbi yurter og store grille, hvor folk kommer og steger bøffer, grøntsager og madpandekager og ellers gør dagens grillmester det. Folk inddrager andre i samtalerne og snakker om dagens nyheder ved bordet i folkekøkkenet. Anarkocity er fuld af tosserier og tosser bliver der ikke set så skævt til. Folk indsluses i byens flydende transcenderende form med skæve tidsrytmer og løse rammer. Der er plakatsøjler og plakatmure samt opslagstavler og infoskærme. Der er altid nogen der vil have dig med.

 

Den Magiske Chauffør tømmer et dødsbo der køres ud til genbrugscentralen og med bannet: ”Imorgen er der Mindemarch for Annelise og kaffe, kringler og taler i Mejeristuen.” Annelise var en patriot for syndikaterne, som hun arbejdede for alle sine år i byen og Knud står med bumserne foran øldepotet, hvor den ene har nøglen og sørger for at lagret bliver fyldt op efter aftale med bryggeriet. ”Hej.” Råber Knud så de standser. ”Det er magisk. Der er magi i luften. Annelises sjæl er her.”
”Halløjsa.”

 

”Bare kald mig Knud Magi.”
”Sker der noget?”
”Annelise var selv en stjerne. Ligesom du og jeg.”

 

”Hvordan skete det?”

 

”Annelise døde af forgiftet flodvand og der går demo fra Direkte Demokrati Pladsen. Mangler I en kommode? Jeg henter og bringer… Det hele er jo magisk.”

 

”Eller tragisk.” Mumler Anthony. Den Magiske Chauffør gør en mine. De får et sammenfoldet lagn og en sykasse til bannerworkshoppen og det hvide flag er på halv foran teltet med potchai. Forvirrede aktivister har den første barvagt, men ryger hash andre garvede og børn er ude efter krydderi i infoshoppen. ”Skal vi tage en barvagt?” Fransiska blinker til Anthony og alle er skæve.

Den Magiske Chaufør er en organisator, der ser det som sit job at hjælpe ved at spørge: Hvad kan jeg gøre for dig? Og så reelt leve op til det. Han har provianteret til passagererne og kører langsomt, men stiger ud for at hjælpe gamle over vejen, hyrden med at genne fårene op bjergene og deler blomster ud i trafikprop. Han stiger ind i bilen og ruller vinduet ned for at sludre med modbilisten: ”Kører du til demo?”
”Ja.”
”Kender du vejen dertil.”
”Du skal bare over to bump og ned af en sti til ældreboligen, der er et stort træ foran.” Anthony og Fransiska glider ind og ud mellem biler, folk og dyr og forbi en skurvognspark med naturlegeplads og infokafé, som fungerer som ”indkøber” eller ”tankstation” med artikler som aviser, smøger, tobak, slik, tyggegummi, batterier, lys mm.

 

Telefonbokse er bygget ind i husene med halvtage, besmykkede vægge og bænke og der er mobile telefonbokse de kan flytte rundt på fra have til tag til offentlig plads. Der er gratisbutikker hvor de tilbyder vinsmagning. Forbi opbevaringsskabe med skilte: ”Luk din drone inde her.” og kapeller på størrelse med telefonbokse åbne til at bede og tænde lys. Bedeflag hænger på kryds og tværs af gaden og vilde blomster i vaser. Buddhisterne bruger gaderummet, men bingoklubben kan også og alle må udsmykke som de vil, ja helst skal tingene udsmykkes for det er hyggeligt. En infokafé ud til gaden har dørene smækket op slik i bokse i alle farver og overdænget med religiøse billeder, statuer og fotografier af sportsbegivenheder med Anarkocity Footballclub: AC.FC´s halvt sorte, halvt røde flag med en gul stjerne i midten. Fans holder til dér, alt i alt en rodebutik og generelt gider folk ikke merchandise for penge, lokal patroitisme og et ideologisk fællesskab. Ingen krig for faner! Anarkister har været jagtet, henrettet, sat i fængsel og haft en finger med i revolutioner, fordi det er de første der træder frem og netop de ved, at de ikke skal vente på den store forklaring, fordi autoriteter ligegyldigt hvad de kalder sig ikke er godt for nogen. Forbrugskollektivet er en hytte midt i 10gange10 meter byskov og med computere, bøger, tidsskrifter og massevis af fuglekasser.
De cykler forbi fællestoilet, friluftsbadet og der er nogle workshops åbne. Åbne atelier og gallerier, byttebibliotek og kinoer. Genbrugsmarkedet og bazaren er lukket. Men der er en svedehytten i nærheden og et svømmehalkoorperativ, der fungerer som svømmehal. Der er en myslibar, hvor folk spiser inden job og kun har åbent om morgenen. Der er restauranter, gade- og folkekøkkener samt spisehuse større end folkekøkkenerne, hvor det er normalt at spise ude gerne hver dag. Fransiska kan mærke hjertet slå og Anarkocity har ligeledes et pulserende hjerte. Byen har vokset stødt de senere år, men som et hjerte udvider den sig og trækker sig sammen igen og igen, men hvert tiende år med en vækstkurve op. Fransiska tænker: Hvor blev tiden dog af? Hun kan huske dengang, der var marker i stedet for gader, skurvogne i stedet for huse og hun boede i kollektivet på en eng. Byen vokser hurtigt uden byggetilladelse fra en offentlig instans og egendomsskat, syndikatet og forbrugskollektivet er organiseret og tager hånd om byens udvikling. Byen er unik og vokser fast. Det gør hende stolt, at de er kommet så langt.

”Hallo. Er du dér?” Siger Fransiska. Og Anthony griner, bag på mælkekassecyklen. De drøner forbi et hostel styret af forbrugsrådet og områdets beboere og rejsende har sluttet sammen og organiserer sig. Forkortelsen: ”AC.FR.” står for anarkocity forbrugsråd. De drøner forbi diskotekskollektiv og pornokooperativ hvor folk ikke gider gå forbi om dagen, fordi pornofolk hiver dem ind fra gaden. Foran huset står en skulptur af en nøgen kvinde, som holder et skilt med bryster på størrelse med vandmeloner og hvor der står: ”Kør langsomt.” Generelt finder folk på kreative løsninger for, at forhindre folk i at sætte farten op og det kan være alt fra fodbold midt i gaden til at lokke dyrene ud på gaden så de spærrer vejene. Børnehuset har træmøbler og træer i potter de kan rykke rundt på og skiltet: ”Pas på legende børn.” Der er ikke hegn, men stier til børnenes jord med gangbroer og huler i træerne, byggelejeplads, køkkenhaver mm. Børnenes hus er malet af hundrede børn, som hver har haft sin firkant at male på og i huset er én galleriudstilling og foran dét er en BMXbane. I huset er der radio, tegneserieavis, kunst og sportskafé drevet af børn og oldeklubben strikker tøj derhenne om formiddagen. De drønere forbi en bar med folk på cykel og til hest med borde der passer i højden. Folk parkerer cyklerne i stativet og sidder på dem, mens de får serveret øl og vin. Dagens gadefejer kommer ind i baren og fejer gulvet for skodder og jord. Forbi antikvariatet hvor folk bor på skift og i det store græsgrønne hus bor rastafamilien. Rastamor er hjemme og vinker fra første sal. Fransiska føler Rastamors kærlighed som en honningblomstermark der vokser ud af brystet og spreder sig ud i fuld flor. ”Kom snart på besøg.” ”Jaja, det skal jeg nok.” Rastamor bor med fyrre børn og adoptivbørn uden papirer og de har hjemmelavede gryderetter og vejfodbold efter maden. Alting bliver gjort med omhyggelig glæde og ”den sure opvask” deles de om, mens Rastamor ræser ud af byen på sin scooter og sælger hash til et par veninder.

“Jeg mangler hjemmerul. Holder du ind ved Konsum?” Anthony giver hende et klem og de drejer ind ved en bygningen. ”Forbrugsråd, afdeling 65” og ”Syndikat, afdeling 65.” står på skiltene og folk i kassevogne og elbil hjælpes om at pakke i sække og kasse og dunke og beholdere i plastik, stål, glas, papir som økologisk emballage. ”Skal jeg hjælpe dig?” Spørger den seende den blinde og indkøb kollektivt er almindeligt. ”Giv en hånd og lift.” Ø står der på muren og en servicearbejder slår op på computeren, hvordan de skaffer efterspurgte produkter, der ikke er i kollektivet. Folk tager kassecyklen og trækvognen med indenfor i en drive-in og på tavlen står der: ”Møde i dag! Kom hvis du vil være en del af gratis supermarkedets forbrugerråd og syndikat. Vi mangler hænder og hjerner.” Folk uden forbrugskort kan komme i åbningstiden og folk med kort kan tjekke ind på alle tider af døgnet, men kun de færreste gør det eller hvis de mangler noget mad. Kød lufttørrer fra bjælkeloftet og der er kasser med bønner og linser, ris. Dagen menú står skrevet på en tavle: ”Friganer fråder! Flæskesvær og linseruller” Gøglerer jonglerer med knive og den ene drister sig til at hænge et smykke om hendes hals. Anthony kommer tilbage. “Fra Kebab Peter… og rækker hende en kebab. ”Måske jeg kan få et par vagter i grillen.” “Der er ingen liste. Du skal bare dukke op.” ”Okay.” ”Kom hen til bazaren.” De smutter ned i en gade, der er lavet om til bazar med stråtag. I læderworkshoppen sys sko og i beklædningsworkshoppen er sarier og saronner et hit: De trykker mønstre og vikler stof om hinandens kroppe. På de færdigt syede klæder er varemærket: ”Produceret til bruge og ikke salg. Af: Optøj fra Fængslet Anarkcity koorperativ.” og med symbolet: To hænder der bryder fængselstremmerne og en hvid due flyver ud. Det er storslået og koorperativet er en gruppe på ti, der syr klæder i fængslet. Der står 100% bomuld med Anarkocity som kvalitetssymbol. De propaganerer image og identitet, men ikke for at tjene penge på alle deres surveniers. Mennesker investerer utrolig meget tid i workshops fra flisestøbning til vinbrygning. Et skilt viser: ”Rødvinsfordelingscenter.” og der er tønder og dunke. Anthony bruger forbrugskortet som anonym nøgle med ubegrænsede point som anarkocitoyen. Turister kan også få forbrugskort, men det forhindre at folk bare tager. ”Er der grænser for hvor meget en enkelt person må tage?” Spørger Anthony den der stabler kasser. ”Når der ikke er mere rødvin er der bare ikke mere den dag. Én person må tage fem flasker på en dag og hvis man vil have mere er det på kollektivets kort. Det er en form for rationalisering, men det er ikke sket at vi har overskredet den daglige mængde.” Anthony smager på rødvinen der er tør, men hun kan smage kvalitet. Luksusvarer og delikatesser er stablet. ”Hvor mange individuelle initiativer er her?”
I et anarkistisk samfund er der ikke færre individuelle initiativer end i Kødmaskinen men tvært om. Vi er kvalitetsbevidste og folk ligger deres kærlighed i produkterne, som de bruger tid på. Derfor har varerne ekstra værdi, men hvis udefrakommende ikke forstår hvad kvalitet er mister det sin betydning.” “Hvad er kvalitet?” ”Alle der træder ind i denne bazar kan føle kvaliteten af socialt samværd, hygge og arbejdsomhed hvor de kan være med i bazaren. Ellers er der folk som mig, som kender til produkterne. Foreninger arbejder på at højne kvaliteten og sprede viden om, hvad kvalitet drejer sig om.” Anthony får øje på Sylehat hun mødte til en fest engang. På blusen står der: ”Anarkocity – Vi har aldrig nok i os selv.” Sylehat kysser hende på hånden: ”Efter jeg mødte dig måtte jeg til Anarkocity og møde flere som dig.” ”Super. Laver du nogen?” ”Jaja. Jeg tager kurser i økonomisk teori i Ateo og kursur som forbrugsrådet holder. Jeg underviser børn i matematik. Da jeg kom imorges var alt bemandet og jeg ville stå i fiskeboden, fordi min far var fisker, men havene er tomme på grund af massefiskeriet, byen masseavler ikke og forureningssagen med Foucault and co. har ødelagt dyrelivet. Der er ikke noget at give af.” Pludselig: ”Tænd for radioen!” Folk tysser på hinanden og radiospeakeren høres: ”Anarkocitys forbrugskollektiver har slået alarm og fraråder alle fra at drikke vand i vandhanen, fordi grundvandet kan være forurenet. Alle byfarme langs floderne skal lade afgrøderne være og sørge for at de ikke bliver spist af nyttedyr og dem der bider i lammekøllen ikke bliver syge. Dyr skal holdes væk og patruljer er ude for at bygge hegn. Forbrugskollektiverne skaffer drikkevand, der kan hentes i den lokale Konsum.”

 

Sylehat slår op i telefonbogen og ringer: ”Det drejer sig om en undersøgelse af brødet i leverede til bazaren imorges. Skal vi trække brødet tilbage?” På telefonbokse er skærme med nyheder: ”Fodboldspillet 2-4 til Huxley”, hvor man kan klikke ind på emner om workshop og kørsel, hvor de indbyrdes aftaler at hente og bringe. Der er billboards med overskriften:”Giftmord” og ud af døren kan man se, at på Direkte Demokratipladsen begynder folk at samle sig i en massiv mængde.

”Er demoen ved at starte?”

“Har du læst avisen her til morgen?” ”Lad os se på det. Jeg sov længe imorges.” ”Kom. Vi spørger bannermaleren.” Anthony og Fransiska baner sig vej i menneskemylderet, hvor folk mødes og diskuterer i atriummer med søjlebygninger med trapper i halvcirkel hvor folk sidder i ly for sol og regn med god akustik og mødes og diskuterer, som noget radikalt i sin grundtankegang. Forbi ”Talernes Hjørne” med eksentriske talere der skaber debat, hvor alle uanset politisk overbevisning, race, køn, religion mm. må tale fra og om hvilket emne de vil som en demokratisk tradition fra 1800 tallet. ”Hvad skal der stå?” Spørger Fransiska bannermaleren med pensel og spand. ”Jeg ved det ikke.” Anthony får en idé: ”Hvad med MORD?” Bannermaleren ser usikkert på det tomme lagen, der endnu ikke har fået malerpletter og tænker højt: ”Foucoult og co. fæller så meget skov, at floden bryder ud af sin regulering og vandet fosser ned i De Grønne Baretter. De vil rydde vildskov for at anlægge en dronefabrik i bjergene, hvor ingen kan se hvad de foretager sig. Tager I med til demo? Den starter her. Eller kom med til skovbesættelsen. Vi bygger lejre i skoven og på lang sigt en by, hvor mennesker og dyr kan leve side om side i harmoni.” Anthony rynker kritisk på panden: ”Dronekoncernen udleder metaller, olie og spild ud i floden. De vil dræbe os.” Fransiska stiger på mountainbiken og knuser Anthony farvel. Bannermaleren maler: ”Mord mord mord.”

 

Solen skinner og morgendisen ligger i pytter på gaden der plasker op på Fransiskas bukseben og den krystalklare luft er som mentol i lungerne. Luften er forurenet, kan hverdagsbilisterne ikkefmærke det? Det er forurening fra fabrik- og bilos og luften fyldig og kemisk. Hævet over jorden træder hun i pedalerne rytmisk og kraftfuldt i en meditativ omsætning af energi og arbejder sig frem i faste bevægelser. Hun presser sit underliv hårdere mod sadlen og skal på toilettet, men sadlen strammer om skridtet, når hun presser lårene sammen om den. Buksernes syning borer sig op i klitorissen og sadlen op i hendes skridt og hun kan ikke overskue noget, så hun lader orgasmen komme helt modløst. Hun er alene og cykler afsted videre, videre, videre. Afsted over De Kyssendes Allé forbi Undertrykkelses hjørnet og pladsen med skiltet: ”De ukendte revolutionæres plads.” Hun standser fordi navnet er helligt og folk der har skrevet dette går for meget op i deres revolutions konservativisme og dogmatisering, stivnede ideologier, fortidens helte, hvor det er blevet en fetish at gå op i symboler, ikoner og helte i stedet for reelt at forandre nutidens verden ved at være tilstede og handle. Fransiska stopper og med hånden sletter hun pladsens navn og skriver noget nyt. Hun skriver: ”Kom i skoven! Sejl på floden!” Hun cykler forbi Hitler Strasse der ligger lige op af Mao´s stræde, men langt væk fra Karl Marx´s. Gadenavnene laves om hver time, så folk må finde rundt ved at huske steder istedet for navne og se sig om. Fransiska husker da der kun var stier i stedet for veje med huse og pladsen var en gammel vognplads, hvor de første folk flyttede ud og begyndte at bygge træhytter. ”Over gaden, nede ved vandet.” Er navnet på den ene gade. Hun krydser over ”Losseplads Boulevard.” og “Bakunins allergiske anarko søster” samt ”Nydelsesgade.”. Hun mærker modstanden trykke mod sin krop, selvtilliden stige i følelsen af sundhed, styrke og tilfredshed over ikke at skade naturen, hun er purifær og som en del af den natur hun gerne vil beskytte. Hun føler sig udenfor naturen, fordi hun er på en maskine og en del af en automatisme, som at træde i pedalerne. Hun er individuel med en selvstændig dynamik og cyklen knager under hendes vægt. I Anarkocity er der ingen traffikregulering, men der sker færre ulykker end i Kødmaskinen, hvor folk skynder sig hjem fra job, ikke har tid til tingene og i deres hverdag ikke bestemmer nok, men lever i det tyvende århundredes indbildning om, at hvis du gør ting hurtigere kommer du også længere. Cykelkæderne snurrer og ringeklokker kimer. Det som der i Kødmaskinen er konkurrence om: Hvem der først kommer på arbejde, er i Anarkocity konkurrencen om hvem der kan køre mest ejendommeligt og hvilken ildsjæl der først vil nå frem til sin aktivitet eller sociale værested, om hvem der er mest lidenskabelig og idealistisk. ”Lorte sted.” Mumler Fransiska og vil have folk til at være proces orienterede. Hun joker og råber til dem hun passerer: Frygt ikke stenkast! Frygt ikke geværer! Frygt cykelterroristerne i Anarkocity!” Muddervand plasker op i ansigtet og cyklisterne laver tricks og hopper over kampesten. Hvis det sker, at et dyr bliver kørt over af ambulancen står der roadkill på menuen.
Pludselig er der noget større udenfor hende der stopper hende og hun vælter ind i noget blødt og tungt, hvor hun bare falder og bliver ved med det. De vælter fire mennesker ovenpå hinanden, men folk omkring dem skændes og overdøver. ”Tusind gange undskyld” siger hun og hjælper folk op, men endnu flere virker interesserede i at blande sig i diskussionerne. Nogle er stoppet for at lytte, blive hængene fordi de har fundet nogen at flirte med eller venter på, at borde og stole slæbes ud på vejen til en spontan grillfest. Potchlach minder om Reclaim The Street med punch og sneboldkamp om vinteren og øl om sommeren. Folk kan finde på, at køre ind i hinanden, hvis de vil score eller hvis der er en person de gerne vil falde i snak med. Princippet om ”Don´t worry be happy.” princippet gælder for fuld udblæsning og har geneløsitet som hovedformål. Potchlach er en gavefest, som folk holder for at undgå at nogen bliver rige og deler rigdommene ud til fællesskabet.

Skikken er også en et hverdags fænomen i byen, som opstår efter cykelsammenstød eller fordi gade, kloark og byrenoverings arbejdere laver en fest. Bag på en security jakke med bombetryk læser

hun ”No rockn roll without revolution, no revolution without rockn roll.” Byen fungerer på gaveøkonomi. Skikken er indiansk og gaverne kan være alt. Fra mad og drikke til socialt overskud. Alt kan være gaver. Potclach konkurrerer med liberalisternes ”frie marked” og kalder sig selv ”det frie frie marked.” uden penge. Det er som jul og fødselsdag bare oftere, ikke religiøst og ikke omgivet af så mange løgne og dobbeltmoral og det handler heller ikke om hvem der får mest, men om hvad man har brug for og lyst til. Nogen råber: ”Hvem tager med til demo?” og en anden supplerer: ”Den begynder ved atrium.” og en tredje: ”Tag små gaver med.” Fransiska finder den nærmeste telefonboks og ringer Radio Libertaire: ”Hallo. Der går en demo fra Kastanjelunden nu.” “Den går hen til demoen ved atrium.” Dagens radiovært siger i røret: ”Tak for det. Så kontakter vi dem, der arrangerer demonstration og siger de skal vente på Jer.” Fransiska cykler afsted og ved flodbreden tomler hun og får liftet med en båd. Hun sejler på Ab Initio og ser sygdommen. Træerne er lillablå med bylder og ingen fugle synger i bladløse grene. Et hegn er sat op så dyr ikke kan drikke og døde fisk, fugle, planter er drevet op. Langs floden ind i landområderne er græs og korn vissent og blegt, de forgiftede områder bliver større og et dådyr står sygt på marken ude af stand til at løbe. Fransiska ringer fra en telefonboks og tilkalder dyreværnet. En rar stemme siger: ”Folk er ude i hold for at finde forgiftede dyr. Tak for hjælpen. Du ved. Hvis vi ikke hjælper hinanden kan byen lukke ned.”

 

 

 

Optøj og snold.

Anthony går i Sundhedsklubben, hvor en gruppe diskuterer om et bord og tjekker ind med sit forbrugskort så hun kan åbne glasmonstren og tage ti flasker lovehate. Indholdet er oeafarve og når mod lyset skifter de farve fra mintgrønt til boourdeaux til mælkefarve og sådan er mutationsfarven. Den ene med ansvar spørger: ”Er du nu sikker på, du nu skal have så mange?”
”Ja da. Jeg skal til demo.”
”Nogle vil have stofferne doneret i stedet for at doserer sig selv. Til demoen kan du få en flaske af en fredsvagt og tage det du bliver tilbudt.”
”Tak for omtanken. Jeg kan godt styre det .”
”Jeg voksede op i et misbrugerhjem og synes ikke stoffer skal være her i byen. I Ateo mødes stof interesserede og snakker ting igennem, prøver ting sammen og folk kan også komme og vise din protest imod det. Det er en skole med møder, som man kan komme til. Lad os holde dialogen i gang. Dukker du ikke op til mødet næste gang? Du kan se kalenderen på internettet.” Anthony er allerede på vej ud og udenfor venter Kongeørn, så de går afsted og finder vej. På et træ står der: “1000 meter mod Østporten.”, mens der på stammen er malet tre neonpink prikker. De følger skiltene hvor der står: “Østporten 800 m.” som guideline. Kongeørn og Anthony følger efter demonstrationens spor ud i Kødmaskinen hvor demonstranter har efterladt tabte huer og vanter, konfetti og balloner og containerne der er hevet ud på vejen så de spærrer for de næste. Anthony og Kongeørn går bare afsted. I gaderne hænger valgplakater op for valget står mellem Den Nye Midte og De Violette i gummi smil og åbne skjorter. DDA har en plakat med tilfredssmilende politikere og med talebobbel: ”Vi er løgnere hele bundet. Lad være med at stemme.” og en abe i jakkesæt væltes af talerstolen til en vred folkeskare der råber: ”I skal ned fra Jeres pidestal.” På murene blafrer anarkistiske plakater i gråt tryk, fordi det er for dyrt at trykke dem i farver. ”Stem sort eller boycot valget.” står der og på andre: ”Sæt dit kryds ved Anarkuid. Fordi så kan vi få selvstyre og fordi du både er solidarisk og borger.” Anthony får flashback: Hun er 5 år og tegner med kridt på asfalten varmet af solen, da Baldoni tager hende på armen og hans hjerte slår så hun kan høre det. Maven hopper når han taler, så hun lægger hænderne på den og mens han holder hende ind til sig med den ene arm river han valgplakater ned med den anden med ordene:”Politikere er ikke interessante og det er du for lille til.” På små ben løb hun ud og legede igen, men falder og slår hul på knæet. Da hun ville trøstes er der ingen far, men isnende kulde. Hun råber og hyler for at få sin far tilbage, da Kongeørn tager hende i sin favn efter dødsulykken. Anthony klapper Kongeørn på skulderen.
Foran dem står demonstranter der slår på skraldespande, potter og pander i et larmeoptog og det er meningen folk skal slå sig løs. Civile kommer frem på altaner med bannerdrop og konfetti kastes op i luften. Fra en luftballon skrives med røgbobler på himlen: “Hvad skjuler Foucoult og co.?” og Kødmaskinens bilister påkører medvilje demonstranter, som går overfor rødt og kræver pladsen. Forrest i demoen er der ældreblokken med rullatorer, rullestole, stokke og gangstativer. På den måde skal de sidste være de første, fordi de alle sammen er lige så stærke som deres svageste led. ”Politiet bruger ikke knipler og tåregas mod gamle. Det ser dårligt ud i medierne og de kan ikke overskue at arrestere dem for de gamle kræver for meget sygehjælp, råber og skriger og laver skandale sager i medierne og sender tonsvis af klagebreve. I Newcity siger de, at de gamle bliver taget til gidsler i anarkobyen istedet for at få en stille og fredelig ældrebolig.” Anthony siger det til Kongeørn. Fabrikkerne er grå betonblokke og politiets vogne holder foran dem pansrede med vandkanoner, så det ser ud som et militær. På bjergskråningen kravler folk op og orienterer sig om hvor politiet er eller kravler helt op for at skabe panik. På gaden går demonstranter frem mod politiet i kollonner og politiets sender en advarsel ud i megafon: ”Demonstrationen er opløst. Alle sammen gå hjem for det, I laver her er ulovligt.” Men de svares igen af en megafon i demovognen: ”Bliv her alle sammen. Vi har brug for Jer alle.” Folk kommer løbende bagfra med bildæk, containere, brædder og cykler de hiver ud på vejen for at barrikadere og tænder bål med tykke røgskyer. Kora er en republik, men fra land til land må Anthony spørge sig selv: Hvor stor en rissiko vil jeg løbe? Er jeg villig til at blive arresteret? Tæsket? Mistænkeliggjort? Dræbt? Blot for at gå til demo.
Anthony ser Høg stå vagt og samler flasker foran demovognen så den kan komme frem og puffer folk til side. Høg giver maling, maskeringer og peberspray ud til folk med dreadlocks til knæhaserne og læderjakken har nitter Høg selv har sat i, så hvis nogen slår på den brækker de knoglerne og på skoene har han sat spyd for enden det kan slå en mand ihjel. Høg går med handsker og knojern med granater i der dinglende i ørerne. Hans strecht er taget ud af kinderne så de hænger slapt nedad som gardiner af hud på en bulldog. Høg løber frem og skubber folk ind i demonstrationen for at de skal blive i blokke, taler i mobil for at advare kammerater om, hvor politiet er og får besked fra demoledelsen i walkitalkien for at vide, om de skal køre tilbage eller holde stille. Høg er organiserende og går ind for struktureret modstand. Høg er én af de få, der rent faktisk gør stor skade for han kan være en rendyrket politisk hooligan forelsket i gadekamp hvor de tager ud og banker pansere og kommer hjem til dødsdruk i cirkuset. Høg er sådan at han må smadre folk hvis det føles godt, piske andre fordi han kan og fantaserer om at stjæle en politibil og brænde ACAB i panden på en panser.
Kongeørn og Anthony brænder to firmabiler af i nabogaden og de er som spændte små børn, der ikke kender deres egen styrke og skal afprøve dem i en leg, som børn der hele tiden skubber til en mur eller sparker til blomsterne. Det er som den festival der holdes en gang om året hvor børn må slå på voksne eller som i middelalderen hvor de fattige bønder og landarbejderne et par dage om året fik lov til at sige alt hvad de mente til bystyret. Netop tidspunktet hvor folks undertrykkelse kommer til skue og alle kan opføre sig som konger. Som børn var det festligt at mobbe andre, men festen er blevet langt mere omfattende i livs og samfundssyn. Anthony er barnlig romantisk og tænker: Ud af kærlighed vil jeg leve og derfor vil jeg hade. Med ét er hun droneramt og stukket af en drone med sovemedicin, så for ikke at blive en zombi må hun tage lovehate: Antistoffet der modvirker søvngængerne. På tredive minutter vil hun falde i søvn og med ét kaster hun tasken ned på asfalten, men så hårdt, at flaskerne smadrer og indholdet løber ud. Tasken er gennemblødt, men tyve mennesker stormer forbi og nogen råber: ”Politiet kommer.” Der vælter en masse ting ud af tasken og hun skær fingrene til blods, men finder lovehate frem til to. Nogen sparker døren op til en kælder, hvor folk stormer ind og de kommer ind som de sidste så de må klemme sig ind. Døren bliver lukket og der bliver mørkt. De deler lovehate med dem der vil og udenfor tramper politiet forbi i tungt udstyr. Lokalet er mørkt og der er sivet lidt gas ind, så nogen undertrykker en hoste og to fyre i scottjakker puffer Anthony i ryggen: “Hej. Har I brug for en øl? Vi har nogle.” Siger den ene og den anden: ”Men næste gang vi ser Jer, er det Jer vi tæver anarkoluddere! I er bare heldige denne gang…” Den ene giver en mavepuster og håner: “Uha en kærlighedsrebel. Men du trænger til en celle og min stav i røven hele ugen.” Kongeørn mumler stakåndet: ”Fængslet er lønarbejderens drøm.” Og der kommer et kanonslag og udrykning. De kan høre et politihold løbe forbi og nogen råber: ”Gaaas.” efterfulgt af et hornsignal. Så springer døren op til kælderen hvor de bagerste presser de foreste frem og råber desperat: ”Pas nu på hinanden”, mens gassen daler ned som sne til jul og folk finder dykkerbriller og skarf, citroner og saltvand og gasmasker frem. Gassen er farlig for folk med nedsat lungefunktion og det svider i øjne, mund og hals og en mor har gasmasker med til sine børn på fem og ti. Tilbage i den store gade løber demonstranter løber frem og kaster eksplosiver på den udøvende magt der holder i enheder på ti. Dem uden masker søger tilflugt ved bålene, som afskyr gassen og i sidegaderne slår de genvej gennem haver over hegn, mure og tage. Swatzhe Blok angriber politiet og gadekampen tager til i sin frygtløse rensende styrke også blandet med livsdyrkelse. Skinhelligheden springes bort til rå realitet og den er også løgn.
Pludselig kommer manien efter at afsløre og blotte og rydde snakkehøns af vejen. Anthony er heftig aktivitet! Anthony tænker romantisk omkring militans, at menneskene på gaden reagerer ud af kærlighed, at det de begår er anti vold, fordi den er mod politivold. At de kæmper for noget som ikke er der og måske for nogen som ikke er der. De kæmper for noget meget konkret, men de kæmper også for spøgelser. Eller er det en skygge? Skyggen er fortiden, det kommer bagfra og spøgelset er fremtiden, der kommer forfra. Verden fortætter sig igen omkring hende så må hun bryde fri, springe ud af sengen i handlingens øjeblik. Hendes kritik er stædig nihilistisk, hvor hun spørger: Er dette virkelighed? Er det ikke bare en erstatning for den daglige konflikt som foregår i Kødmaskinen og en kulmination af måneder og års afmagt? Og en accept af, at man ikke formår at sige stop. Dem der slås nu slås de i dagligdagen? På gaden er alt fordrejet og der er noget usandt i det sande. Den ene råber: Sort. Den anden råber: Hvid og autonome og politi er maskerede. De autonome til det sorte karneval og politiet til det blå. Det er et storslået værk hvor alle har brugt længe på at fremelske rollerne. Det er spændende for de medvirkende og alle andre kan ikke forholde sig til det.
Kongeørn har fundet petronen og kaster den tilbage i afmagt og vrede selvom den er tom for gas. Han føler sig stor for tabet legitimerer hans vold. Det gør ham mere sand fordi han har retten på sin side. Anthony hoster blod op istedet. Kemikalierne er som tunge regnskyer i gaden og der er ikke en vind til at fjerne det. Kongeørn tager fat i hendes hånd og fører hende afsted, mens hun knækker sig på vejen. Gassen sætter sig i håret så de har trukket hætterne op. Stille kommer Victor Jara med Manifiesto på hendes læber hvor hun nynner melodien, men føler melankolien. Hun hørte sangen en gang hos politiske kammerater, men idealismen i sangteksten handler om hvordan arbejderne bygger verden, men ikke bestemmer over den. Hun håber, at dem på gaden lige nu har samme meninger og følelser som hende, men situationen er presset og hun ved det ikke. De løber ned af en sidegade hvor betjente har sat de anholdte i række med hænder i strips. Anthony og Kongeørn er ballademagerne og kan finde ud af at slippe væk, mens de anholdte protesterer med: “AV!” og “Slip mig!”

 

Fra begge fronter: Hovedet mod muren

 

Anthony går i et villakvarter i Anarkocity støvsuget for mennesker, da de fleste er i Newcity for at protestere, men som under revolutionen skal brødet stadig bages og børnene passes, så på en bænk giver en mor et barn bryst og en gruppe ældre spiller kort, da den ene råber: ”Skrid punker. Tag et bad.” og ”Lev stærkt.” Ud af vinduer hænger bannere: ”Hent bedstemoder, når optøjerne starter.” og ”Ældre på barrikaderne.” Anthony griner tilbage: ”I har massere af ressourser og politisk magt. Byen har brug for opbakning, så kom ud og protestér.” Hun drejer ned af gadehjørnet, hvor en dame med gangstativ og en fyr med sønderrevet tøj udveksler piller. Den gamle siger: ”20 af hver farve.” “Det er i orden.” “Hvad er kvaliteten?” “De billigste på markedet vi køber ind.” “Har du smertestillende?” “Ja. Her.”

“Tak.” De gamle og punkerne i bydelen bytter piller og de er tohundrede langs muren. Nogle ler så meget at de er ved at falde bagover og må støtte sig til hinanden. De fleste punkere gør ikke stor skade, men den største skade er hvad de gør ved sig selv. De kører ikke i store nye biler, går ikke i militæret og ønsker landet skal gå i krig for olie. De fleste lever simple liv uden bil og forsikring og de cykler, fester, sover, passer sine dyr, arrangere nogle koncerter, laver noget hærværk, lever på en sten med dystre samfundssyn. Ofte store svigtede børn der aldrig vil være voksne og hvis de bliver gamle indeni prøver de hvertfald på ikke at være det ud fra deres idealer og livsformer. ”Ramte du den!” ”Nej!” ”Prøv igen!” ”Det er umuligt! Den flyver for højt.” Punkerne bruger deres tid på skyde droner ned med slangebøsser, splatter pistoler og det de selv laver som bue og pil, hvor pilen med magnet for enden ødelægger elektriciteten i dronen. Alle har deres speciale om det så er med boomerang, sten, køller, fiskenet, strømper med batterier i eller elektrochok og nogle kan lide eksplosiver. Og når dronerne samles i flok og lader hinanden op er det bedst at komme med sin kølle. En gruppe dukker op med sæk døde droner de hælder ud på jorden. ”God fangst! Hvor har I høstet dem henne?” ”Ved et lille magtnet tårn, der har været overset.” ”Godt gået!” Folk sætter sig og skiller dronerne ad. Skruerne bruger de i næsen, ørene eller dækker læderjakkerne med dem. Der går sport i, hvor mange droner de kan samle, hvordan de kan ombygges til tatoveringsmaskiner så de kan tatovere hinanden. Punkerne eksperimenterer meget. Engang kom et tv ud af vinduet fra 3.sal og ramte en hund i stedet for en drone. Hunden døde og alle blev ulykkelige, for de var for fulde og den som kastede tvet var lige vågnet og så dronen flyve forbi. Mange er trætte af punkerne, men de er alligevel tolererede og holder dronerne væk fra skansen, holder gode fester, tager bortløbne hunde til sig der er stukket af fra deres ejer og beholder dem, så der altid er massere af hunde lige omkring. Punkerne har deres egen underlige rolle i samfundet. De bruger alle faciliteterne som anarkobyen byder på, men kun få af dem er virkelig en del af økonomien. De er tolererede, men ikke alle kan lide dem. De er ikke virkelige revolutionære og pisser områderne til og kommer regelmæssigt op at slås med folk udefra. De smadrer ting og påstår at de er anarkister, men er ikke så solidariske og ansvarsfulde.
Dronerne svæver højt over alle, som sorte prikker i den hvide sky. De kan zoome ind og muliggør ansigtskendelse også de maskeredes. De er som lydløse spioner svævende over udvalgte personer og er fluen i krattet udstyret med natsyn og varmefølsom opdageteknologi. Anthony rykker sig nervøst fra side til side på muren og kan føle gas i lungerne, som at hive efter vejret, men føle at ilden brænder dig op indefra. Hendes hjerte banker stærkere og hun tager Drone13, den saboterede drone op af lommen da hun følte sig tomhændet uden. Som om hun manglede noget – men det var bare løgnen. Den falske tryghed. I stedet har hun hundrede punkere omkring sig og de haft hendes ryg indtil videre. I Anarkocity bruger folk stationære telefoner og de har internet i luften, så de ringer over internettet. De behøver ikke en bos, en drone, et liv i en boks, hvor kun droner og biler binder byen sammen; dét er Newcity. Dronen erstatter en bedste ven, der altid er der. Hele princippet med droner er det samme som ”En øl er bedre end en mand.” I Kødmaskinen kan ingen leve uden dronen, for alle kræver, at de andre har droner ellers er man udenfor. Anthony klemmer Drone13, giver den lsd og siger: “Dumme snot drone.” Hun kan ikke lide droner, men hader dem, selvom man kan ringe efter hjælp. Alle i Kødmaskinen er afhængige af dem. Dronen er “altid hjælp” og er tryghedsnettet iforhold til læge, sundhed, venskaber, socialt netværk, arbejde, børnepasning, underholdning mm. Den kan erstatte en bog, film, samtale, fordi den er tilgængelig alle steder og den er folks bedste ven, men bagtaler dem og sladrer om deres mest intime privatliv. Dronen er der altid når folk er ensomme, kede af det, vil fordrive tiden eller flygte fra omgivelserne og den kan være enig i alles tanker om samfundet, verden og andre også de mest radikale og videregive alle oplysninger. Som aktivister har de statsmagtens øje i nakken og er i politiets klør, som forvalter videomaterialet. Anarkister og modarbejdere vil smadre al overvågningsudstyr, men bruger også dronerne til at samle folk til demo, kørsel, fest mm. I Kødmaskinen bliver folk bange, hvis der ikke er droner for de lever så adskilt, at de ikke kan se sammenhængen eller hjælpen komme frem, hvis ikke dronerne er der til at “støtte.” og “beskytte.” dem.
”Se! En hippie der er ude og motionere i de rigtige sko. Må jeg få adressen og vi kan bolle på din yogamåtte.” Punkerne griner med knækkede tænder og dingler med arme og ben. Punkerne vil rense jeget gennem ekstreme oplevelser, aldrig blive hængene i noget eller sidde fast. Ved at finde en ekstrem tanke, en ekstrem følelse, en ekstrem poesi og dagen i morgen er langt væk som månen. Punkerne føler sig stærke for de kan altid bare skride og tingene afløser hurtigt hinanden. Livet kan ikke vente: Sans. Føl. Smid sentimentalitet bort. Prøv at være fri før det hele er forbi. Og når de vender tilbage til samfundet er de flere niveauer højere end poppen og vil leve i sort eller hvid. Punken fødes i 1980erne som modreaktion på atomvåbnet, der truede jordens befolkning der blev en nær døden oplevelse. Punkerne ville have himmelske stoffer og lægge moderne byer i ruiner. På trappen til dommerhuset i Newcity hænger punkerne ud og det blev bygget nær muren i provokation fra myndighedernes side. Overfor ligger det ældste villakvarter i Anarkocity, der blev ældrekollektiver og ældreboliger. Så gamle og punkerne deler kvarteret og gamle er glade for punkerne, der drikker, ryger, ofte holder sjove fester og flyder lidt rundt i piller og pulver, men der er småkonflikter om larm og hygiejne. Historier svirer om druk, hor og politi samt detention, støttefest for at betale politibøder og føre sager. De er solidariske og drikker sig fulde og det er solidarisk at gå med til fest og drikke en økologisk pilsner, hvis man tænker på miljøet. ”Der var pansere bag mig da jeg slap afsted fra politigården, men jeg brændte stripsne med en ligther.” ”Har du hørt fra din ven?” ”Nej.” ”Vi ringer til politiet og spørger om de har arresteret Henrik Lange.”

En mand fortæller: ”Jeg blev arresteret, bundet på hænder og fødder og fik ikke noget vand. De tog tingene ud af mine lommer og tog mine sko. Heldigvis havde jeg syet cigaretter og tændstikker ind i bukserne, så jeg kunne ryge smøger hvis jeg kom alene i detention. Jeg var meget mere bange for at blive alene for så er der ikke nogen at snakke med eller hvis det sker at man bliver sat sammen med en nazi.” ”Men hvad skete der? ”Bussen med anholdte holdt stille i fire timer og vi kunne ikke røre os spændt fast med håndjern til sæderne. Den ene græd fordi stribsne strammede og skar i håndledet. Alle i bussen råbte til politiet ordnede det.” ”Kom du alene i detention?” ”I et døgn.” De er sortklædte med hætterne oppe, så man kun kan se lidt af en skallet isse eller et fjæs der glinser af metal. ”Hvor mange er blevet ramt?” ”Ved det ikke. Men vi må holde et møde hvor vi finder ud af det.” ”Og vi skal finde ud af at skaffe tøj så vi i fremtiden er i mindre risiko for at blive ramt.” ”Måske hårdt platik tøj, som nåle ikke kan gå igennem med plastik visir.” ”Det kan man ikke løbe i.” ”Jo, tyndt bøjeligt plastik.” ”Vi kan også rive vejskilte ned og bruge dem som skjold.” ”Hvad sker der dem der falder i søvn af et dronestik?” ”De kommer til opvågnen på politigården. Så derfor… Husk dine kammerater i gaden. Jeg har en piece i lommen om det.” Langs muren sidder folk i sofagrupper og nogle kommer med en trillebør med hammere i arms længde, firkantede og med tunge klodser af metal for enden. ”Så er der hammer og majsel til folket.” ”Hurra. Lad os gå i gang med at rive muren ned.” I det samme samles folk klappende i en cirkel. Den som flaskehalsen peger på skal slås i midten. Foran muren varmer de muskler op. “Drunk Fight uden regler.” Alle må bruge alt som våben og stikke af til hver en tid og til stafet på muren. Punkerne klipper hanekamme fra øre til øre som soldater fra demokratiets fødekedel og farver håret til det misfarves. Hooligans og politiske hooligans med kammerater er høje efter gadekamp på lovehate og påklædningen er næsten uniform: Sort ildafvisende tøj, så hvis de tænder en molotowcocktail bliver de ikke selv fanget af ilden og jakker af resistent materiale hvor tåregassen ikke hænger fast i, det er anonymt og fra den elitære avantgarde. Det vrimler med sortklædte og plyssede isser, røde kinder og energiske kropssprog. De hader Kødmaskinen, men elsker at slås imod den. Ved de offentlige telefoner er der kø og på telefonkaféen, hvor alle kan tage et bord og ringe. Banan klemmer sig ind mellem folk: ”Lad mig ringe til Byrævs mor. Han er i arresten.” ”Hov hov min ven. Vi er mange der skal bruge telefonen.” ”Byræv skal have piller mod epilepsi for tåregassen gav ham et anfald.” ”Skal vi tage ind og besøge fangerne?” Generelt når folk vil i kontakt med hinanden sender de budskaber og breve gennem andre og ved hvor de kan finde hinanden eller slår et smut forbi deres hjem og ses ansigt til ansigt i byens frie institutioner. Journalister ringer og stiller spørgsmål og telefonrøret går rundt, men kommunikationen er ikke så målrettet i anarkobyen, hvor ting sker mere tilfældigt, men de prøver at rense rummet for tvangen til kommunikation. Informationskanalerne er ikke så opsøgende det enkelte individ, fordi nogen skal sælge et produkt, en identitet eller værdisæt. Der er adgang til information alle steder, men man skal selv opsøge den. Medierne inviterer dig, men er ikke interesseret i at pådutte dig vaner og idealer og særlige måder at tænke på. Radio Libertaire og Radio Sort Rød bliver blæst ud for fuld smadder fra ghettoblastere i kassecykler og trækvogne. Folk rejser sig for bedre at høre nyheder om aktioner i udlandet og politikere der beklager situationen. Folk interviewer hinanden med dronerne og info fra Anarkcity går igennem droerne som kædesms om demo, kørsel, fest. Folk ser film fra gadekamp og taler om fysiske ting, fordi det er en meget fysisk oplevelse at være i gadekamp, at blive arresteret og slippe lettest muligt udenom. ”Vi slog os sammen med en gruppe og gik langs togskinnerne og gemte os i kratet, men dronerne så os og ved tunellen sprang politiet frem og vi løb, løb, løb og klatrede ind på grunden vi ville besætte.” Folk fortæller, men dem der har oplevet det hårdeste fortæller ikke om det og kun de rigtig hårde punkere siger: ”Jeg fik bank. De tævede mig sønder og sammen.” Fire punkere skræmmer en bilist ved at kravle rundt på køleren og biltaget og en flok turister tager foto. Muren er en turist attraktion og der går turistbusser forbi, der i Newcity kaldes for ”Beskyttelses Muren.” En ældre skør mand vil have procentdele af indtægten for turistfotos, når punkerne tager penge for det og siger: ”Skrid. I lever gratis, men det jeg gør ikke.” og manden bor selv i Newcity på et hjem for ældre og er sten rig. En håndgranat springer hul i muren, da et par newcitizens går forbi: ”Så du det?” ”Næh gjorde du?” ”Hvad var det?” ”Måske en håndgranat.” ”Det var nok en anarkist der røg…” Og regeringen gnider sig i hænder og sender mere politi ud i gaderne. Punkerne er en parodi på anarkister der er kendt for at reagere mere på følelse, instinkt og spontanitet mere end fornuft og strategi. Punkerne bliver parodien på anarkisterne, som voldsforherligende tosser udenfor lov og ret. ”Det er uretfærdigt, kom lad os skride ud og gøre noget!” Punkerne tager afsted med det samme, tager ud med hele deres sjæl og vilje for at gøre drastiske handlinger. De skaber en plan, men de fleste følger ikke planen. De er som parodien på anarkisterne der er sammen i hjertet, men ikke disciplinerede til at blive sammen og organiserer sig, hvor mange er for selvrådende og kaoter. ”Jeg mødte bankdamen på bodegaen på hjørnet og om formiddagen er hun på arbejde, men om aftenen er hun kromutter og knalder alle de lokale alkoholikere.” og ”Jeg sloges med vagten, da jeg ville stjæle en dyrekølle fra frysedisken…” og historier om ”den gang jeg var kiddypunk” Anthony blander sig i samtalen: ”Ved i godt, at I spilder Jeres liv? Hvorfor gider I at drikke Jer ihjel? Hvorfor laver I ikke noget som varer længere end en druktur. I har ikke nogen langsigtede mål med det I gør.” ”Hold kæft.” ”Om fem år er i tilbage i den borgerlige families trygge favn. Med villa, bil og vovse.” ”Ja ja, gamle mand.” ”Jeg synes I skal tage Jer sammen.”

Folkene i sofaen ser underligt på Anthony og leger med hundene. Hun selv lægger armene over kors og Drone13 graver sig dybere ned i hendes lomme. Med vat dupper hun lovehate i dens metal tråde og ledningerne ætses og chancerer i sollyset og hun ved, at nogle folk bare ikke kan lide hende, fordi hun er negativ, kritisk og fordi hun tænker over dem. Hun kender også til opportunismen, hykleriet og falskheden i miljøet. Punkerne tror, de er seje, fordi de drikker meget, men nogle gange er de bare snotdumme, fordi de har opgivet at tænke sig om. Hun ser på sine hænder og folder dem og får et syn: En stor senet hånd omslutter hendes barnlige og hun husker sin farmor og farfar som var det i går de holdt om hinanden og kyssede. De levede af den selvforsynende køkkenhave og så fik de slagtet svin en måned og ko den næste og derefter kartofler og grøntsager den tredje. De var ikke grådige og slagtede selv deres dyr i haven. Hun kan huske Bombars senede hånd omslutte hendes lille, når han vækkede hende før han tog på job. ”Løb på gården og lav æg til folk i huset og gå tur med hundene hvis de ikke selv løber ud. De finder selv hjem hvis de løber fri.” Hundene var pudler med hanekam og spiste alle resterne i huset. De holdt rotter væk og når Bombar kom hjem klokken ni om aftenen var han træt. ”Dagene er som på samlebånd.” Sagde han og havde aldrig ferier, men arbejdede til sin død 54 år gammel. Hans liv handlede altid om at være stædig eller knække. Staten og kapitalismen gjorde aldrig hans liv bedre og ingen kom og takkede ham tilsidst. Anthony havde mere respekt for sin farfars liv end punkerne der drukner skyldfølelser og indeklemte følelser uden at stoppe drikkeriet. Bombar fortalte hvor meget tæv han fik i barndommen, men tævede ikke sine egne børn og var stolt. Bombar gik imod arbejdskammerater og fagforeningen og gik med til fabriksbesættelsen da de unge besatte den og brændte dæk og kastede sten og det tog politiet seks uger at storme dem. Han risikerede at miste jobbet selvom man på den tid ikke var noget uden et job. Bombar havde mere selvrespekt end punkerne tror på sig selv og det er det der irriterer Anthony ved punkerne. Når Bombar kæmpede fik han også noget tilbage og helt uden havde han sin selvrespekt. Bombar var virkelig punker for han spolerede ting. Ham og hans kone fik rebelbørn: Den ene blev meget uhygiejnisk og stjal politisk korrekte kreditkort for at finansiere sit narkotika forbrug og Baldoni var suspension og cirkus manegement. De tog aldrig foto, men havde hinanden i hukommelsen.
En politibil kører forbi muren på Newcity siden og betjente stikker hovedet ud af vinduet med kommentaren: ”Vi er tilkaldt fordi nogen er blevet banket” Svane rækker langefingeren i vejret og og svarer: ”Pansere er statens luddere.” Politiet gør et bagholdsangreb og lægger nogen i håndjern, men punkerne omringer bilen med køller som er en halv meter lange med sorte faner viklet om. De kaldes flagstænger, men bruges som køller og nogle brugerdem også knojern og river nittebælterne ud af bukserne parat til at slå med. Politiet må lade politibilen stå og traske væk, mens punkerne tænder ild til bilen bag dem. ”Bliv væk fra territoriet” råber de og Svane kaster en malingebombe da ingen ser det. Bilen brænder og der står mange afbrændte biler langs muren. I luften svæver stemning af martyrium og individuelle heltegerninger og folk med attitituden: ”I skal ikke tro I er noget, for jeg er anarkist og hvis du slår mig får du ti gange så meget igen.” og ”Hvis I tager én er der krig mod alle her.” Et barn hiver Svane i lædderjakken og spørger: ”Hvorfor kaster I med sten?” og Svane svarer også i ønsket om at intellektualisere børnene: ”Fordi det for os er absurd at afstå fra militans i oprøret mod et undertrykkende samfund, der opbygges og opretholdes gennem vold.” og Anthony svarer også: ”Hvad er det for noget ordgejl? Panserne kom hen på vores område.” Barnet går sin vej og Svane går bort. Anthony ser efter ham. Svane i hvide lak bukser fra sex industrien med poser på knæene. Vest fra rockerverdenen med check fra aktionærverdenen lakeret på ryggen. Hitler overskæg og frisuren som ortodokse jøder har med hårtotter foran ørene. Svanes hår er i grøn og orange og dengang punken opstod farvede de håret syntetisk efter gammeldame moden, der handlede om at sætte håret med franskbrød og pudder og give det farve. Punkerne gik med hanekammen i parodi på franskbrødsfrisuren og Svane går nu snobbet meget op i ikke at gå op i sit udseende, men gør det i sin interlektuelle besættelse af budskaber han vil ud med og går kun med politiske budskaber på tøjet i stedet at gå op i mærker og mode. Han skal hjem og skrive analyser og afhandlinger videre om venstrefløjen og elsker teorierne før verden og kaster sten mod politiet, fordi han føler sig moralsk berettiget dertil. Svane tog aldrig stoffer men var narkoman af ideer og talte altid om jordens undergang og kendte til alle teorier og film om emnet. Han blev afhængig af bestemte ideer og anarkisme, dystopi og utopi, undergang og fødsel, revolution og kontrarevolution. Anthony og Svane lignede hinanden meget, men kunne ikke holde hinanden ud.

 

Fredscirklen.

 

I Kuks kaffekøkken hælder Anthony kaffe på to kopper og sætter det ene foran Jeppe, som sætter sig overfor. Anthony sætter mælk og sukker frem og rør i kaffen med en ske. ”Åh ja, du er et kaffemenneske.” siger Jeppe før han begynder at fortælle: ”Sidste år var der en stor sag i det kvarter jeg boede, det var én der blev voldtaget af sin bofælle. Sagen er ovre nu, så lad mig bare kalde dem B og Ø. Det vakte opsigt, fordi de flere gange var gået fra hinanden og deres mijø var vant til at de skændtes højt. Forholdet var præget af at begge var meget aggresive og de havde et sadomachokistisk forhold, de kunne godt lide at binde hinanden og sådan nogle ting. Derfor var det meget svært at afgøre for udeforstående, hvad det egentlig var der var sket. Sagen satte en grundlæggende diskussion i gang omkring hvad der er forskellen mellem at nyde at blive bundet og tvunget og når man ikke længere nyder det. Hvis jeg hører mine naboer skrige højt, skal jeg så skride ind? Det var en opsigtsvækkende sag, fordi grænsen mellem sadisme og voldtægt ikke var klar for alle, der var mange fordomme. Tilsidst blev det afgjort, at det var en voldtægt, for paret havde ikke aftalt et tillidsord for ordet ”stop” og kunne vise sin grænse klart. Når parret ikke havde aftalt et tillidsord før de har sadistisk sex, må de være ekstra påpasselige og det er svært for naboerne at skelne imellem, om det var et normalt eller unormalt skænderi, så i øjeblikket da voldtægten skete var der ikke nogen der brød ind. Det skete først dagen efter hvor B gik til kvindehuset, sagde at hun var blevet voldtaget og fik lægelig og psykologisk hjælp. Kvindehuset satter så fredsvagterne i gang med at kontakte Ø før nogen hævnede sig på ham som f.eks. B´s familie, venner eller andre i anarkobyen der ikke tolererer en voldtægt og selv føler sig påvirkede af det. Ø er blevet objekt for had. Fredsvagterne skynder sig derfor at kontakte Ø, for at få ham til at følge med dem i sikkerhed og så de kan finde ud af, om det overhoved er gået op for ham, at der er sket en voldtægt.”</span>
Men hvordan kan det være, at folk bare kan overfalde Ø?”

”Du ved godt at der ikke er politi i byen. Der er ikke noget monopol på vold, som kan tvinge love og regler ned over dig. Der er ikke nogen præst, dommer eller arbejdsgiver med loven i hånden og som kan tvinge dig til noget, men det betyder også, at der ikke er nogen der forsvarer dig hvis nogen angriber dig. Hvis volden kommer udvikler den sig derfor meget hurtigt i anarkobyen, vold skaber modvold. Derfor er det vigtigt, at fokusere på ikke-voldelig konfliktløsning. Generelt i byen er det ikke god kotyme at være voldelig, ingen siger at man ikke må, men det ses på som at være irrationelt og uproduktivt og den dårligste løsning på et problem. Det sker sjældent at der opstår vold i byen, for truslen om en voldsspiral kan skabe en stor konflikt og krise. Fordi der ikke er politi er folk påpasselige.” Jeppe folder sine hænder om koppen. Anthony tager kanden og hælder mere op til dem begge. Hun har flere spørgsmål hun vil gerne stille og håber at Jeppe vil have tid og tålmodighed til at svare på hendes spørgsmål.”Men vidste Ø ikke selv at han havde voldtaget? Hvorfor kom han ikke i fredshuset af sig selv?” Spørger hun så.</span>
Da fredsvagterne fik kontakt med Ø, vidst han godt at der var noget galt, men var ikke helt klar over hvad det var. Aftenen før hvor voldtægten var sket, havde de begge været fulde, kom op og skændtes og så havde de sex. Han kunne ikke helt huske hvad der var foregået. Fredsvagterne tilbød ham at komme i fredshuset, fordi der var fare for at han ville blive overfaldet. Hvis han ikke går med er det på ejet ansvar. Ø var fornuftig nok til at følge med også for at give plads til sin partner, så hun kan være hjemme uden at han var der.”</span>
”<span style=”font-size:small;”>Hvordan sørger I for fredsvagternes upartiskhed?” Anthony er vaks til at stille spørgsmål.</span>

Hvert kvarter har sine egne fredsvagterne og man finder fredsvagter fra et andet kvarter i Anarkocity, som ikke har personlig tilknytning til den ene eller den anden, men er neutrale. Offer og gerningsmanden/gerningskvinden starter så en fredscirkel hver for sig, men det bliver også holdt et neutralt sted fx i et social center i et nabokvarter. Grundlæggene er alle uskyldige indtil det modsatte er bevist.” Jeppe taler overbevisende for han ved hvad han har med at gøre. Anthony tager sukkerskålen og hælder også sukker i sin egen kaffe, så låner hun Olivers ske og rør rundt. Kaffen dufter brændt og svedet. Hun spørger: ”Men er det ikke op til ofret at definere hvad er voldtægt og ikke den der har forgrebet sig?”</span>
”<span style=”font-size:small;”>Nej, for sådanne beskyldninger kan bruges til mobning og hvor man kan beskylde andre for noget de ikke har gjort, fordi man selv er syg, psykisk ustabile eller vil hævne sig på sin eks. Det sker at mennesker lyver. Der skal være beviser på en voldtægt.”</span>
”<span style=”font-size:small;”>Hvad er beviser?”</span>
”<span style=”font-size:small;”>Voldtægt er fx blåmærker, rester efter sperm, naboer der har hørt noget.”</span>
”<span style=”font-size:small;”>Hvad hvis ofret nægter? Ofret vil ikke diskuterer om det var en voldtægt eller ej.”</span>

#Subjektivt kan man definere et overgreb ja. Men det at blive mistænkeliggjort for at have voldtaget nogen kan følge én resten af livet. Netop derfor skal man nå til bunds i sagen og fredsvagterne rykker hurtigt ud og kontakter de indblandede, for at skabe en fredscirklen. For fredscirklen handler ikke om skyld og straf, men om at skabe tillid i Anarkocity. Og de mennesker der føler sig utrygge skal vide at de ikke har grund til at føle sig det. I Kødmaskinen kommer individet et par måneder i fængsel, men det betyder ikke at individet har fået indsigt i, hvordan en voldtægt skader et andet menneske og at det skaber utryghed i sit ejet og ofret nærmiljø. Kødmaskinens retsystem handler om at finde et skyldsspørgsmål, som betyder at individet får alt ansvar, mens det samfund og miljø individet har færdes i ikke får et ansvar. Hverken ofret eller gerningsmand/gerningskvinde har mulighed for at bearbejde det der er sket. Kødmaskinens retsvæsen handler om at dømme en person og at dømme er udtryk for en vis hævn og at vise omverdenen, at hvis folk ikke følger loven vil hammeren falde. Dommen er mere for omverdenens skyld end for de involveredes skyld. I Kødmaskinen handler det for borgeren om at følge loven, fordi man ellers får en straf. Med anarkobyens fredscirkel system vil de det omvendt, hvor folk af egen overbevisning skal tænke: Hvis jeg skader andre mennesker, vil jeg både gøre dem og mig selv ondt, samt skabe utryghed i miljøet omkring.”</span>
”<span style=”font-size:small;”>Jamen, hvad er en fredscirkel så?”</span>
”En fredscirklen handler om at alle kan deltage frivilligt i den. Ingen kan moralsk presse nogen til noget og f.eks. sige: Hvis du ikke går i fredscirklen er du ikke mit barn. Man kan kun passivt påvirke folk til at indgå i den, som fx: Jeg bryder mig ikke om det du har gjort og for at genskabe freden i byen bliver du nød til at gå i fredscirklen. Der skal være argumenter, men ikke tvang. Hele omverdenen kan gå til voldtægtsmanden og sige: Kom i fredscirkel. Ellers kan vi ikke samarbejde med dig, så stoler vi ikke på dig. Du har brudt vores tillid. Og fredscirklen handler om at bygge tilliden op igen for alle parter.”
”<span style=”font-size:small;”>Synes du ikke en voldtægtmanden eller ham Ø slipper al for let af sted?” </span>
”<span style=”font-size:small;”>Det at gå ind i en fredscirkel er følelsesmæssigt mere krævende end at sidde en straf af i et fængsel. I Anarkocity skal Ø måske træffe det værste valg i sit liv: Gå i fredscirkel eller forsvinde fra byen. Han kan miste alt. Men i fredscirklen skal han konfronteres med sine egne holdninger og egne fejl, mens han i fængsel bare skal isolere sig fra omverdenen, ignorerer hvad der er sket og derigennem fortrænge det og bliver endnu mere afstumpet. I Kødmaskinen bliver han udstødt, et fængsel er en udstødelse, hvor man bliver behandlet hårdt. I anarkobyen er fredscirklen et forsøg på at genskabe eller nyskabe den tillid der er tabt. Og reelt lave om på de forhold der har forårsaget det forfærdelige der er sket. Det handler om tillid og fred. Fredscirklen skal sættes i gang på faktuel viden og de involverede skal finde ud af hvad der virkelig er sket, skelne subjektivitet og fakta. Hvis gerningsmanden ikke er rigtig klar over hvad der er sket, kan han manipuleres til at tro på ting han ikke har gjort eller få et større ansvar end han har. Hvis nogen nægter er fredscirklen stadig vigtig. Hvis Ø nægter og B siger det var en voldtægt er det fredscirklens opgave at give B hjælp til at finde ud af hvad der er sket. Sexen de havde den aften var ikke gensidig og hun havde givet udtryk for sin modvilje, så det var voldtægt. Rent princippielt er det sådan, at vi ikke vil mistænkeliggøre nogen. Alle er uskyldige indtil det modsatte er bevist. Vi kan ikke bygge et samfund op på tillid, hvis mistænkeliggørelse og mistillid er tilstede i dagligdagen. Fredscirklen skal netop sørge for og sikre freden og trygheden for alle.”</span>
”<span style=”font-size:small;”>Så Ø voldtog altså uden misforståelse?”</span>
”<span style=”font-size:small;”>Nej, sådan kan man ikke se på det. Men bagefter blev der spurgt: Hvordan kunne de have forbygget det? Hvordan skal han hjælpes og komme videre, så han ikke gør det igen. Generelt i en fredscirkel skal gerningsmanden</span> forstå, at han ikke har forbrudt sig imod loven, men imod et andet menneskes liv. Han skal stå ansigt til ansigt med alle der føler sig berørt af sagen som hans bofæller, familie, venner, alle menneskene på ofrets side og andre, der har noget at sige. Han har givet et andet menneske smerte og skal vide hvordan det påvirker andre mennesker, skaber utryghed i det miljø han og ofret færdes i. Det at nogen er voldelige gør folk utrygge hvor de færdes. Anarkocitys gader og områder er i forvejen ikke særlig oplyst og bygget i labyrinter, så det handler om at føle sig tryg. Gerningsmanden skal kunne sige til de folk der føler sig berørt, at han er i behandling og i fredscirkel, for at genskabe tilliden mellem ham og de andre individier, hvor han arbejder og bor. Og ellers vil han blive udstødt.”
”Men hvad hvis gerningsmanden og ofret ikke vil se hinanden? Hvis de skændtes så meget, at de faktisk slog op før de havde sex.” Jeppe griner af Anthonys livlige fantasi.
”I sagen med Ø og B havde de ikke noget problem med at se hinanden. Men generelt er det hele meningen med en fredscirkel at gerningsmand og offer skal se hinanden fysisk. Hvis der er store problemer kan de i starten stå i hver deres rum, hvor de kun hører hinandens stemmer eller have en brevudveksling. Gerningsmand og offer kan have deres individuelle fredscirkler og der kan være mæglere imellem dem, der også deltager i modpartens fredscirkler som mægler. Ofrets mægler kan fx være en kvinde der selv førhen er blevet voldtaget og ved hvordan det føles.” Jeppe har taget koppen op til læberne og puster på kaffen. Så stille Anthony endnu et spørgsmål: ”Men hvad hvis ofret ikke vil?” Jeppe sænker kaffen og retter sig op.
”Uanset hvad offer og gerningmanden vælger vil de få opbakning i det, men de vil også få rådgivning. Meningen i fredscirklen er at ofret genvinder styrken og tilliden til sig selv og verden omkring sig. Hun bliver måske aldrig helt tryg ved gerningsmanden, men det skal ikke påvirke hendes relation til fx andre mænd. For ikke at blive angst må hun kende gerningsmanden, hvad det er der driver ham, hvad han har følt og føler. De skal forsone sig med hinanden tilsidst uanset hvor lang tid det tager. Meningen med at ofret skal mødes med gerningsmanden er, at ofret således konfronteres med sin frygt og tilliden til hendes omgivelser bliver genskabt. Ofret skal vide, at hun er bakket op af det miljø hun færdes i ved at de mennesker det berører er en del af fredscirklen og fortæller hvad de føler og tænker. Det kan være alt fra venner, familie, arbejdskollegaer, folk der har hørt om sagen. Omvendt gælder det også om at gerningsmanden bliver bakket op i sit miljø. Det er bedste hvis gerningsmanden indvillige i at blive konfronterert med sit offer og sin handling. Hans venner, familie og det miljø han færdes i skal bakke ham op i det, for alle involverede er en slags vidner til den ufred der er i samfundet. Fredscirklen kræver også indblanding af psykologer, læger eller mennesker som ved noget om hvordan man får mennesker i dialog. Fredscirklen kræver opbakning i samfundet omkring. Ligesom Kødmaskinens retssystem også det.”
”Men hvor befinder ofret og gerningsmanden sig henne under processen? For hvis de stadig bor og er ude i anarkobyen hver for sig kan de rissikerer at møde hinanden uden for fredscirklen.”
”Ja. Hvis ofret ikke vil konfronteres med gerningsmanden, skal han forlade byen mens fredscirklen står på eller de må have en aftale om, at han holder sig fra hendes bopæl og arbejdsplads, hvor hun bruger mest tid. Det kræver en aftale imellem dem, som fredscirklen formidler. Gerningsmanden bliver kun lukket inde i nødstilfælde fx hvis han stadig er farlig overfor sig selv og andre mennesker eller vender tilbage til ofret. Så har man mulighed for fysisk tvang og for at lukke ham inde midlertidig, til det vurderes at han ikke er farlig mere. Lige meget hvad, skal gerningsmanden holde sig væk fra ofret, han kan måske godt være i byen, men skal holde sig væk fra ofret. Hvis de mødes tilfældigt i folkekøkkenet, bliver han fortalt at han skal gå. Ofret skal kunne tænke sig om, føle sig tryg og få det bedre igen, blive stærk til at konfrontere gerningsmanden i fredscirklen.”
”<span style=”font-size:small;”>Hvordan foregår fredscirklen så helt praktisk, hvis offer og gerningsmand sidder overfor hinanden?”</span>
”<span style=”font-size:small;”>Fredscirklen minder om et stafetløb, hvor det handler om at enhver deltager kan deltage og alle kan give det de gerne vil give. En metode kan være at der går en ting på omgang fx en stafet, en sten eller pibe og hvor den som holder den har fri taletid. I hvertfald er der et antal møder med indtil gerningsmand og offer bliver enige og de andre som der berører, kan komme med forslag og indvendinger. Men det er ikke dem der i sidste ende afgører hvad der bliver besluttet. Offer og gerningsmand bliver enige om at få en

vis forsoning. De andre spiller på en måde med ved at komme med kritik, påtage sig opgave, give viden eller rådgivning. Men de er ikke dømmende. Fredscirklen stopper ikke før offer og gerningsmand kan blive enige om en måde at genskabe tilliden på i samtalerne, ellers bliver det bare udskydt til de næste møder på ubestemt eller bestemt tid. Fx kan de midlertid være enige om, at de ikke skal bo i samme kvarter, men ellers ikke vil hinanden noget ondt. Hvis det er meget følelsesladede og voldsomme sager, som f.eks. jalousidrab, forældermyndighed og Gråspurvv vold er det noget der tager længere tid eller mange år og hvor man kan kun laver midlertidige aftaler.” Anthony ser på sin kaffe, men hun har ikke lyst til at indtage noget når hun er ved at boble over af spørgsmål. Hun spørger: </span>”Går det aldrig galt i fredscirklen?” Jeppe tager en slurk af sin kaffe som har fået en drikkevenlig temperatur. Så svarer han: ”Det er meget vigtigt at fredscirklen fungerer, at den hjælper alle, skaber tryghed og tillid på en ikke-autoritær måde. Hvis samfundet er utrygt og individerne føler sig utrygge, har de lettere ved at blive styret af autoriteter indefra og udefra, for autoriteter legitimerer sig altid ved at `skabe ro og orden.`Fordi anarkobyen ikke er bygget op omkring autoriteter handler det ikke om, hvad der er forbudt at gøre, men at noget er irrationelt at gøre iforhold til ens egne og andres interesser. I fredscirklen må de involverede forstå, at ved at skade et andet menneske skader du også dig selv. Det handler ikke om skyld og straf, men om forsoning, om at skabe fred i fællesskaberne og og mulighederne for individers lykke og livskvalitet. Ofret skal forstå at gerningsmanden ikke gør det igen. Og gerningsmanden skal forstå hvad han har gjort og samfundet omkring skal forstå, at tilliden er genskabt. Samfundet omkring skal forstå, hvad de har gjort forkert, så der er et kollektivt ansvar.”
”<span style=”font-size:small;”>Men betyder det så at gerningsmanden ikke behøver at gøre noget som helst? Skal han ikke råde bod på det han har gjort?”</span>
”<span style=”font-size:small;”>At råde bod kan være en del af aftalen imellem ofret, gerningsmanden og de andre involverede for at genskabe tilliden, men ikke noget der behøver at være der. Det er en misforståelse en råde båd og en straf er det sammen. En straf er, hvis du skal betale 10.000 kroner eller får hugget en hånd af. I Kødmaskinen hedder det, at en straf er at betale en bøde, sidde noget tid af i fængslet eller blive forpligtet i tvangsarbejde. I Anarkocity råder man bod, som betyder at godtgøre og er noget offer, gerningsmand og de andre deltagende i fællesskab afgør sammen. Bodgørelse kan have symbolsk karakter, hvor du f.eks. gør noget samfundsarbejde og noget andet konkret, som f.eks. kan voldtægtsmanden blive fredsvagt på gaden i det kvarter han bor i og arbejde for fred i et halvt år, være rådgiver, hjælpe ofret med at købe ind og få dagligdagen til at fungere. Hvis nogen føler sig utrygge i en mørk gade, vil han måske stå for at sørge for mere lys i gaden. Måske er hans opgave at opretholde positiv forbindelse til ofret, fællesskabet eller familien, som en del af hans rehabilitering, hvor han får styr på sit liv. Generelt er hans bodgørelse at indfri og overholde de løfter han selv indvilliget i som psykologisk arbejde, samfundsarbejde og opretholdelse af en positiv kontakt til nogle udvalgte mennesker eller grupper. I den gamle anarkistiske by Kourella sagde de: Øje for øje, tand for tand. Hvis du har drabt nogen, flytter du ind hos den familie, for at være den den søn der bortkom og nu skal være med til at forsørge familien. Vi gør det ikke så bogstaveligt her i anarkobyen, men vi har hentet inspiration derfra. Anarkocitys fredscirkle system har en intregrerende rolle og ikke en udstødende rolle i samfundet.”</span>
”<span style=”font-size:small;”>Så hvis der går en morder rundt i anarkobyen er det noget som fredscirklen tager sig af?”</span>
”<span style=”font-size:small;”>Nej, desværre ikke. </span><span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Vi samarbejder med Kødmaskinen i visse kriminalsager, hvis en morder f.eks. har flygtet til anarkobyen udleverer vi personen til Kødmaskinens politi. Der er mange grunde til det, men anarkobyen må erkende at den ikke har ressourser til at løse sagen og det vil også kræve at Newcity helt og aldeles anerkender anarkobyens autonomi og det gør Newcity ikke. anarkobyen må samarbejde med Newcity i visse sager, for den er bange for at miste sin myndighed og bliver overtaget af politi, dommere og politikere. Hvis Newcity kommer ind, braser hele værdigrundlaget for byen: nemlig autonomien.”</span></span>
”<span style=”font-size:small;”>Men er der nogensinde repræsentanter fra Kødmaskinens retsvæsen med i fredscirklerne?”</span>
”<span style=”font-size:small;”>Nej, for det ville betyde at Kødmaskinen officielt anerkender anarkobyens retssystem og det gør Kødmaskinen ikke. Men hvis gerninsmandens familie og venner fx bor i Kødmaskinen kommer de og deltager i fredscirklerne.”</span>
”<span style=”font-size:small;”>Men hvordan vil fredsvagterne også skaffe sig en ransagelseskendelse?”</span>
”Der er ikke noget der hedder rensagskendelse for fredsvagterne er ikke politi. De vil tale med den mistænkte og slå fast, at personen ikke kommer i fængsel, men at personen skal i fredshus for ikke at blive offer for modvold. Og hvis de med hjælp fra personens omgangskreds, eksperter og miljø omkring vurderer at personen er farlig for sig selv eller andre skal fredsvagterne have personen med i Observationshuset. Hvis personen vil slå sig selv ihjel er det en individuel sag, men fredscirklen skal støtte individet i at komme tilbage til livet igen og hvis de virkelig mangler beviser kan de godt gå ind i personens hjem helst med tilladelse fra personen selv. Observationshuset har en forskningsenhed tilknyttet <span style=”font-size:small;”>der afgør hvad der er sket og hjælper med at afklare sagen. F</span>redshuset og observationshuset er institutioner i anarkobyen som minder om hinanden. Fredshuset tager du hen for ikke at blive overfaldet. Observationshuset er du, hvis du selv er til fare for andre.”
”Men hvad hvis voldtægtsmanden nægter sin skyld?”
”Hvorfor skulle han nægte? Han har ikke noget at frygte. Han kommer ikke i fængsel, bliver frataget alle sine glæder i livet, bliver viklet ind i det store grå buraukrati og ikke engang kan sidde på toilettet uden at blive overvåget. Fredssystemet er ikke bygget på frygt, for det handler altid om fredelige løsninger og forsoning og hele samfundet skal bakke op om dette. Det handler om tillid og fred og ikke skyld. Og det gælder også for mord.”
”<span style=”font-size:small;”>Men hvad hvis alle beviserne er der for at et mord eller voldtægt er sket, men gerningsmanden ikke vil indrømme sin skyld?”</span>
”<span style=”font-size:small;”>Så vil man spørger: Hvorfor vil han ikke indrømme sin skyld? Fejler han noget psykisk? Er han bange for sanktion? Tror han ikke på det han selv har gjort? Er han bare ligeglad? Fredscirklerne er meget krævende, for den går i dybden. Gerningsmanden skal tale for sig selv og stå ansigt til ansigt med alle sine kammerater, bofæller, naboer og familie med det han har gjort. Det giver ikke mening, hvis han bare prøver at undgå fredscirklen for så vil det blive værre for ham selv. Så vil han miste alle sine bekendsskaber og der vil ligge et massivt socialt pres på ham. Hvis han er morder kan han blive offer for hævndrab eller han kan blive udsat for at blive overfaldet og smidt ud af byen, hvis ikke han er i fredshuset eller observationshuset hvor han er beskyttet. ”</span>
”<span style=”font-size:small;”>Men hvad hvis han flygter ud i Kødmaskinen og bare voldtager og myrder videre?” Jeppe ryster på hovedet og klør sig under det farvede stof han har viklet om hovedet, det må være varmt indenunder for de sidder ved siden af brændeovnen, som Anthony har sørget for at holde tændt og nu er gloende hed. Så svarer han: ”Ved at stikke af fra sit ansvar mister gerningsmanden alle sine bekendsskaber i anarkobyen ved mindre han selv melder sig i Kødmaskinen. Hvis han ikke selv når at melde sig, bliver han meldt alligevel, for så går voldsofret eller dem der er tilbage med støtte fra kvindehuset, mandehuset eller fredshuset til politiet, selvom Kødmaskinens har en meget dårlig måde at håndtere det på med en fængselsstraf. Men det er vigtigt at gerningsmanden ikke bare slipper væk, man skal ikke bare kunne myrde eller voldtage uden konsekvenser. Der er noget der minder om fredscirken i Kødmaskinen, det handler om at lave aftaler mellem to parter så Kødmaskinen ikke skal have så mange retssager. Det handler ofte om hærværk, tilfældig vold og ting der er blevet stjålet, men det er ikke et alternativ.”</span>
”<span style=”font-size:small;”>Men hvad hvis vi er en gruppe der ved hvor gerningsmanden befinder sig i Kødmaskinen og vi vil ud for at tæve ham? Så udøver vi selvtægt, men det er alt jo i anarkobyen for her er ingen lov og ret.” Jeppe nikker, men han vil afkræfte fordommen. ”Det er ikke okay at forfølge eller true nogen. Vold er ikke accepteret i byen, men forstået hvis den er umiddelbar som f.eks. ved mobning eller overfald som direkte modsvar. Fredscirklen vil undgå, at volden sker og at der kommer noget mere konstruktivt ud af det. Man kan ikke bygge et samfund på at forfølge og true folk, fordi man har set sig ond på dem. Sådan et samfund er ikke bedre end Kødmaskinens, det er bare en anden lov og ordens magt, der vil sørge for at folk makker ret. Fredscirklen er anarkobyens basis. Den skal udvikle sit lokalsamfund og give magt og myndighed tilbage til fællesskabet og individerne. Folk skal ikke bare ringe 112 og så kommer en ekspert og løser problemet. De skal heller ikke udnævne sig selv til betjente og bødler.” </span>
”<span

style=”font-size:small;”>Men vil folk ikke synes at straffen er for mild?”</span>
”<span style=”font-size:small;”>Lægdommerne i Kødmaskinen dømmer generelt mindre hårdt end de profesionelle dommere, for de er ikke nær så afstumpede i det anonyme bureaukrati, de ser mennesket og ikke bare det juridiske, papirerne og sagen. Fredssystemet handler om at se menneskene og ikke bare lovene.”</span>
”<span style=”font-size:small;”>Så jeg kan ikke bare gå ud i byen og slå nogen ned, hvis jeg ikke kan lide det de har gjort?” </span>
”<span style=”font-size:small;”>Jo, det kan du godt. Men det betyder, at der skal flere fredscirkler til og flere ressourser i byen vil blive brugt på fredscirkler i stedet for at lave noget sjovt og noget der gavner dig. I stedet for at du skal sidde og bruge en masse følelser og energi i en fredscirkel, så er det måske bedre at du går til boksning, det er nok sjovere. Og vi opfordrer folk til at gøre det. Hvis nogen har myrdet nogen eller er junkie og sælger heoin, står folk udenfor deres hus og råber, som noget de har organiseret kollektivt. Det er fint hvis folk demonsterer og viser hvad de mener og føler fra individ til individ. Men det skal føre til noget: At han går i fredscirkel eller forlader byen. Volden er det sidste man kan bruge.”</span>
”<span style=”font-size:small;”>Men hvad hvis gerningsmanden slipper væk og aldrig bliver fundet?” Anthony er vedholdende også ud i det banale. Jeppe smiler af det og svarer: ”Han bliver almindeligt efterlyst i Kødmaskinen, så det vil være på samme betingelser som alle andre sager.” Anthony nikker forstående, men hun er stadig konsekvent skeptisk og spørger: ”Hvad så hvis gerningsmandens afsoner sin dom i Kødmaskinen, men bagefter vender tilbage i anarkobyen. Kan han så bare gå frit omkring uden at blive konfronteret eller banket?” Jeppe tager en tår kaffe for at smøre stemmebåndet. Så svarer han: ”Hvis han kommer tilbage til anarkobyen, vil sagen rigtig nok blive genoptaget. Han slipper ikke for fredscirklen selvom han har været igennem kødmaskinens system, men det er noget ofret eller de tilbageblevne skal afgøre. Alle sager i anarkobyen bliver skrevet op i mapper og papirer, så hvis gerningsmanden forsvinder, vil alle involverede have fortalt deres version af historien på bånd, alle oplysninger vil blive gemt, alle breve og beviser vil blive bevaret. Hvis gerningsmanden aldrig bliver fanget i Kødmaskinen, men vender tilbage til anarkobyen efter ti år vil sagen om f.eks. voldtægt blive taget op igen, hvis ofret ønsker det og gerningsmanden også ønsker det. Ellers må gerninsgsmanden stikke af igen. Efter 10 år handler det om at finde ud af, om der er mulighed for en ny fredscirkel, det handler om at skabe fred i følelserne igen og bearbejde det. Måske har gerningsmanden bearbejdet det, men ofret har måske ikke. Eller omvendt. Hvis begge ikke vil bearbejde det, så bliver det ikke taget op for folk skal have muligheden for at forandre sig og ligge nogen ting bag sig. Fredsvagterne har også tavshedspligt omkring private oplysninger. De må fx ikke sige navne, men de kan ikke forhindre offer og gerningsmanden i at gøre det. Fredsvagterne har en neutral possition i byen.”</span>
”<span style=”font-size:small;”>Men så må Kødmaskinen da også godkende anarkobyens retssystem?” Jeppe ser trist ud. </span>
”<span style=”font-size:small;”>Nej, sådan er det ikke. anarkobyens retssystem undergraver Newcitys magt over deres borgere samt politikernes og magthavernes monopol på at definere hvad der er godt og ondt. Fx straffer vi ikke tyveri her i byen, for byen handler om at vi deler alting. Hvis nogen stjæler er det fordi de ikke har penge, men i anarkobyen kan de få det meste gratis, hvis de bliver anarkocitoyen. Tyveri er et problem, men hvis du stjæler noget kan det for det meste erstattes af den kollektive økonomi og det kan løses hurtigt i en fredscirkel. Hvis folk stjæler fordi de personligt vil skade nogen har vi en fredscirkel om det. I Kødmaskinen hvor penge er den drivende kraft er penge er det sådan, at hvis du slår nogen ned får du et par dage, hvis du også stjæler personens pung får du mindst en uge. Straffen for at have forvoldt materielle skader er ofte højere end de personlige. I anarkobyen er det omvendt, hvad der virkelig kan skabe ballade i byen er, hvis nogen har gjort noget ondt mod andre og skabt tillidsbrud som f.eks. at sprede løgne og bagtale, stjæle fra et kollektiv, ødelægge arbejdsprocesserne, udøve psykisk og fysisk vold, begå jalousidrab eller udøve anden magtanvendelse. Materielle ting kan erstattes, men det kan venskab, kammeratskab og kærlighed ikke! Hvis nogen skrider fra kollektivet med alle kollektivets penge, er det et meget slemt tillidsbrud der er sket ikke på grund af det økonomiske tab, men fordi det sociale er vigtigst i anarko byen og også fordi anarkobyen skal overleve på grund af sammenhold, solidaritet og frihed.”</span>
”<span style=”font-size:small;”>Men kan anarkobyen ikke spære folk inde der er til fare for andre mennesker? Fx psykisk syge?”</span>
”<span style=”font-size:small;”>Efter at have været igennem en fredscirkel ønsker langt de fleste mennesker ikke begå samme forbrydelse igen. Men der er en selvstændig institution i Anarkocity, hvor folk kan blive lukket inde i yderste nødstilfælde og hvis der ikke er andre muligheder. Institutionen er sine egne læger og psykologer tilknyttet der er specialiseret i stoffer, psykisk syge og mennesker med så ekstremt meget had eller angst i sig, at de ikke kan styre det. De få som lukkes inde er kun lukket inde, så længe der er mistanke om at de er uberegnelige og det er noget som læger og psykologer må afgøre. Det er kun fredsvagterne og sundhedshusberne der kan anvende de institutionen.” </span>
”<span style=”font-size:small;”>Hvordan ser en retsafgørelse så ud i Anarkocity?” Anthony rør i sin kaffe og tager en tår, den er sød som en sukkerknald og lige som hun har lyst til. De har gennemgået en del af det mest basale i fredssystemet og hun har stadig enorme sorte huller i sin mest banale viden om det. Heldigvis tager Jeppe sig tid til at svare hende, han tager sig altid tilstrækkelig meget tid til at ingen føler sig helt overset. Han tager en rolig vejrtrækning og svarer: ”Det hedder en fredsslutning, hvor offer og gerningsmand er blevet forsonet og holder en potchlach. Festen er vigtig, hvor folk kommer ud med følelser og konkret symboliserer en ny start med nystartede vaner og hvor de fejrer afslutningen på en mørk tid. Festen symboliserer afslutningen på negative cirkler og starten på positive cirkler, at de ønsker at gå lysere tider imøde. Festen genstarter relationerne, markerer løsningen på konflikten med et festmåltid og gaveudveksling for at opretholde og vedligeholde forbindelserne. Det handler ikke om skyld eller motiver, men om hvordan fremtiden skal forme sig. Så der bliver holdt potchlach for alle involverede og alle andre der har lyst til at komme og så knalder folk på bordene og laver massekopier af sin røv på kopimaskinen. Det er ligesom en julefrokost i Kødmaskinen bare med mere indhold.”</span>
”<span style=”font-size:small;”>Det lyder sjovt.” Anthony ser tænksomt ud i luften, men så rynker hun igen på øjenbrynene og fortsætter: ”Jeg forstår bare ikke, hvordan fredscirklerne kan lade sig gøre når der bor så mange i byen. Anarkocity har 350.000 indbyggere og der må være mange brodne kar imellem, der vil have magt og skaber konflikter. Jeg forstår ikke, hvordan byen kan mestre det, for det må da være uoverskueligt med så mange mennesker.” Jeppe støtter albuerne på bordet og bøjer sig ind over det for at hvile ryggen. Han ligger sit hoved i håndfladen og ser på hende. Han kan godt lide hendes spørgsmål og er ved at komme tæt på hinanden igen efter en lang adskillelse. De genopdager det de engang kunne lide ved hinanden og det får en ny betydning i nuet hvor de kan deles om noget så relevant som den by de bor i. Jeppe aer hende på kinden og ser hende ind i øjnene. Så taler han: </span>
”<span style=”font-size:small;”>Det er det slet ikke. Tænk på at byens struktur er syndikater og forbrugskollektiver, som også organiserer sig lokalt. Det som er vigtigt er, at den allerede eksisterende struktur tages i brug i konfliksløsningssituationer. Fredsvagter rådgiver syndikaterne og forbrugskollektiver, så deres strukturer kan laves om hvis der opstår en konflikt, fra at være beslutningsforum til at blive en fredscirkel som indbefatter andre. Hvis der er konflikt på en arbejdsplads i anarkobyen bliver syndikaterne lavet om til en fredscirklen, så der ikke er et dårligt miljø på arbejdspladsen, men forbrugskollektiverne støtter med ressourser, folk der er neutrale og hjælper til, sætter lokaler til rådighed, giver viden og erfaring. Fortrinsvist er det dog forbrugerkollektiverne, hvis mindste enhed er boligkollektivet, fredsvagterne og fx kvindehuset der sørger for at fredscirklen bliver startet. Hvis der fx er en nabokonflikt mellem to kollektiver, tager nabokollektivet sig af det eller hvis der er en voldtægt er det boligblokken og dem i nærområdet der skal begyndte at tage ansvaret. Hvis det ikke fungere, er det næste indstands, så er det kvarterets ansvar. Retslige opgaver i et anarkistisk samfund er mellem individer eller kollektiver, der så har aftaler med andre kollektiver, der er ingen højere instans. I Kødmaskinen er retsvæsenet meget anonymt og det gør at folk er fremmede for hinanden og det ansvar de har i deres omgivende samfund. Det er endnu mere uoverskueligt, fordi alle er fremmede for hinanden. Normalt er der mellem 20-25 mennesker med i en fredscirkel, men det afhænger af konfliktens størrelse, der kan være op til hundrede.”</span>
”<span style=”font-size:small;”>Men hvem er så disse hundrede, der er med i fredscirklen? Ender det hele ikke bare i sladder og useriøs snak? Hvis mange er med forsvinder anonymiteten og ender det ikke i en

uoverskuelig og ukonstruktiv sump?” Anthony læner sig tilbage. Hun ved at fredssystemet er et stort og veludbygget system, men nogle steder må der da være en brist. Jeppe kan læse hendes tanker, men han er positiv overfor systemet og har et bedre grundlag for at være det, når han sidder inde med så meget viden. Han imødekommer hendes kritik, men har læst på lektien og svarer hende venligt: ”Hvem vedrører en sag? Dem der føler sig vedrørt. En nabo eller en der har hørt om det, skal have lov at sige til gerningsmanden hvad hun mener og føler. Men det at være med i en fredscirklen handler også om at være diskret. Du skal have situationsfornemmelse, have ansvar og respekt overfor gerninsgmand og offer og kunne tacke følelserne, ikke tale om det i ny og næ, som underholdningsemne. Det kan fx. være meget følsomt hvis gerninsgmand og offer er i samme cirkel og begge græder. Fredsvagterne opfordrer altid folk til at være uden fordomme, sige sin mening, men behandle hinanden med respekt. Man giver folk en chance, fordi de har gjort noget, betyder det ikke at de vil gøre det igen og de er ikke dårligere mennesker end andre. Åbenhed og fordomsløshed er en forudsætning for fred. ”</span>
”<span style=”font-size:small;”>Men hvordan er gerningsmandens retssikkerhed når I ikke har nogen forsvarsadvokat? Opstår der ikke gruppetvang i kvarteret og en stemning af at gerningsmanden skal smides ud? En ond cirkel af rygter, sladder, mistænkeliggørelse og hævngerrighed, hvor gerningsmanden føler sig presset til at forsvinde. Bliver det som skulle være positivt ansvar ikke bare til pøbel justits som ved en hængning? Det som er fredscirklens styrke er at omverdenen og de involverede tager ansvar, men </span>
<span style=”font-size:small;”>det er vel også byens største svaghed?” Jeppe rør lidt uroligt på sig, han er nok ved at være træt af at svare på spørgsmål og Anthony er udtømmelig for spørgsmål iforhold til dette emne. ”Vi skriver et hav af rapporter og bøger om fredsløsninger, få fat i nogen af dem og og kom så til mig når du har sat dig mere ind i det. Jeg svarer gerne på alle dine spørgsmål, men også de mere kvalifiserede.” Anthony drikker sin kaffe ud og ser dristigt på ham. ”Du vil kun udskyde vores snak, så vi kan drikke endnu mere kaffe sammen en anden gang.” Jeppe ler. ”Ja, det vil jeg også. Jeg godt lide din kritiske sans. Nogengange har jeg bare set at du lader den kamme over til aggresivitet og destruktivitet, jeg ved ikke hvordan du klarer dig socialt, men du er enten helt stille og ellers taler du politik, filosofi og analyserer. De fleste kan ikke følge med og nogengange er det fint at gå ned i tempo. Nogle gange er det godt at sænke farten og hygge sig med folk. Du rejser hurtigt alene, men du kan rejse langt med andre.” Anthony rykker sin stol lidt ud fra bordet, for Jeppe skal ikke per automatik regne med at alle folk bare skal slappe af og hygge sig. Hun har aldrig bedt om hans mening eller åbnet for en personlig snak. Hun svarer irriteret: ”Kan du ikke bare svare på mit spørgsmål?” Jeppe rejser sig. ”Bliver du nu sur?” Anthony gentager uforsoneligt: ”Svar nu bare på mit spørgsmål og så kan du gå som du vil.” Jeppe ryster uforstående på hovedet og tager deres tomme kopper og sætter dem hen ved køkkenvasken. ”Jeg mente det kun godt.” Han sætter sig hen til anlægget og sætter reggae musik på. Så siger han: ”Fredshuset står for at skabe den distance og fred imellem mennesker der skal til, for at fornuften ikke forsvinder og så følelser og gruppedynamik, udpegelse af syndebukke og den slags ikke tager over. Fredshuset er på den måde en institution i anarko samfundet der skaber fred og kontinuitet og at alting går ordentligt for sig. Fredshuset sørger fx for at gerningsmand og offer kan have støttepersoner og mæglere imellem sig, mulighed for at flytte til et hus hvor de kan være i fred for det der er sket og få tid til at tænke. Fredsvagterne snakker med dem i nærmiljøet, så tingene ikke udvikler sig i negativ spiral, for fredsvagterne har en oplysningsopgave og skal oplyse, slå fast og hele tiden gentage hvordan et ikke voldeligt samfund kan fungere. Fredshuset og fredsvagterne skal hele tiden forny traditionen om ikke-vold i samfundet, det er deres opgave. Fredsvagten, mande og kvinde huset står for en en kontinuitet og en tradition, så viden og erfaring ikke bare forsvinder, men bliver skrevet ned og der bliver skrevet opgaver om det, der er folk der beskæftiger sig med freden på daglig basis.” Anthony har også rejst sig op, Jeppe overfor hende kender alle svarene på fredsvagtsystemet og hun vil gerne udnytte at hun har sådan et bekendskab. Hun vil have svar på en kritiske kommentarer </span>
<span style=”font-size:small;”>der er på hendes tunge. ”Men hvad hvis vi udbyggede fredsvagt systemet til at dække større byer og kontingenter, så vil det ikke fungere for så kommer fremmedgørelsen igen, handelsnettet ville blive abstrakt og folk vil igen eje og besidde og klasserne opstår igen.” Jeppe sidder og laver en musikliste på computeren, tilbyder hende whiskey og tænder en joint. Så siger han. ”Kender du ikke til føderalisme? Det er et spændende emne, som du kan studere mere. Anarkistiske føderalisme er hvor kvartererne slår sig sammen i større kommuner og organiserer sig på et overordnet plan. Men hvor den</span> overordnede instans kan ikke bestemme over den lille, den er koordinarende og skal komme alle de mindre enheder til gavn i en gensidig hjælp. Det er et fælles platforum de finder et værdisæt, som alle kan gå med til og hvor alle fredsvagter kan mødes og snakke om kvartererne og om hvordan de hjælper hinanden. Et hvert kvarter har deres egne fredsvagter og fredsvagt kontor, men fredsvagterne overordnet har også et kontor og et fælles telefonnummer, hvor folk der vil tale med fredsvagterne kan ringe. De køber udstyr og ting hjem sammen billigere, laver flyere og pampfletter og arrangerer generelt anti-krigs propaganda til festivaller og begivenheder, så folk i Kødmaskinen accepterer eller hvertfald forstår principperne som systemet hviler på. Sammen sender fredsvagterne også fredsvagter ud til andre dele af verden, hvor befolkningen skal beskyttes fra regeringen eller vi kan hjælpe med oplysende arbejde.” Anthony læner sig tilbage i stolen og smiler visionært for sig selv.
</div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> <span style=”font-size:large;”><strong>

 

Propaganda ved dåd.</strong></span>
Fransiska står i folkeskaren med tv slæbt ud på gaden, da de først cyklister i nøgencykelløbet passerer. Gaden er afspærret ud af byen og i megafon lyder det: ”Muren skulle aldrig være bygget, som er tegn på Newcitys fascistisk forsvarsvold. Småfascismen er hos sofavælgerne og småborgerne, der selv vælger hvilken bydel du vil bo i. Hvorfor kære naboer vil I have mindre frihed og flere regler?”, mens anlægget spiller: ”L´internazionale Anarchica.” Muren har billboards med Anarkocitys nyheder og er overklistret med plakater og ved indgangen viser de menukort fra anarkobyens restauranter frem på gaden, som en måde at hverve på med”Anarki går gennem maven” som slogan organiseret af folk der hellere vil bruge lang tid på at lave god mad til alle end at slås på gaden. På TVTænd følger Fransiska med: <span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Der lyder fløjte musik og på sort baggrund står der ”I undren over anarkisterne.” Næste billede er tvmatronen: ”Vi har de seneste to uger set vold, hærværk, sabotage i forbindelse med Foucault og co.s udslip af gift i Ab Initio der strømmer igennem Anarkocity. På fjorten dage er togstationer, banker, supermarkeder, tankstationer blevet brændt, ti betjente hårdt såret og der har væres masseanholdelser. Krisen har kostet millioner, som skatteborgerne må bøde for.” N</span><span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>u er </span></span>tykke piger også blevet populære som studieværter, før i tiden var det kun tynde piger så nu tjener man penge på flere forskellige typer. Folk er også blevet så tykke efterhånden, at de ikke kan holde ud at se på tynde uden at få skyldfølelser. ”Koncernchef i Foucault og co. <span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Thorwald Isenberg har meldt ud, at ansatte er fyret fra dags dato og produktionen er flyttet. Den Nye Midte kræver skatten på virksomheders indtjening sat ned for at støtte landets erhvervsliv.” På skærmen er en politiker med åben skjorte fra regering partiet: ”Foucault og co. producerer livsvigtig medicin til kræftpatienter. Produktionen er allerede blevet hæmmet, Anarkocitys profesionelle ballademagere bringer menneskeliv i farer når de forhindrer at medicinen kommer frem til apotekerne. Derfor er det nødvendigt at vi politiet får skabt orden så hurtigt som muligt. Politiet anvender nu nødværgelsesloven hvor de foretager arrestationer, som betyder at folk per automatik får en dom på fem dage eller en bøde på 5000 kr. og ballademagerne kan ikke anke.” Fransiska råber igen. ”Orv ja, okay. Nu sætter i retssikkerheden ud af kraft!” De viser fotos fra natten med brændende biler og firmabygninger, busser med arresterede og en tom barnevogn der brænder. Tvmatronen igen: ”Men hvem er anarkisterne? De som smadrer vores elskede droner, brænder biler og containere og slås med politiet. De som giver mad til de hjemløse, laver graffiti og rod i trafikken. Dem som man altid møder i nattelivet.” De klipper over til en gammel dame med tårer i øjnene og en hund i snor i en gade. hvor vinduerne er slået ind i stueetagen. ”De har malet på mit hus, men forsikringen betaler ikke for skaderne, da jeg bor ved siden af Anarkocity og der er begået hærværk før. Jeg har ikke råd til at betale forsikring mere, fordi prisen er sat op og naboerne er i samme situation.” Næste klip er hætteklædte mennesker og bannere med utydelige budskaber på grund af røg og dårligt lys fra kameraet. Fransiska så banneret tørre udenfor mediehuset og der stod: ”I forgifter vores drikkevand, hvad skjuler I på Foucault og co.s fabrik?” Nogen råber. ”De tilslører de virkelige motiver!” En kendt kunstner boede for nogle år siden i Anarkocity og er i studiet. Tvmatronen spørger: ”Hvordan skal vi forstå anarkisterne og hvordan kan alt det kaos forklares?” </span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Der findes to slags anarkister. De fredelige og demokratiske, som ikke gør en flue for træd, men læser bøger og prøver at virkeliggøre deres idealer her og nu. Så er der kaos anarkisterne, som vil styrte regeringen og ikke har en plan for hvad de vil. Og dem kan man godt kalde terrorister. De siger at de handler I alle undertryktes navn, men efter at have boet i Anarkocity mener jeg at man ikke kan leve uden autoritet. Man udnytter ikke folks resourser, fordi tingene går for langsomt og</span>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>udnytter ikke samfundets ressourser godt nok for alle.” Fransiska modagiterer: ”Hvorfor skal alting ses som en ressourse der skal udnyttes?” Men kunstneren i tv taler videre: ”Folk spilder sin tid på at drømme om et samfund uden penge og hierarki i stedet for at hjælpe andre mennesker. Den værste autoritet er den som påstår at ville lave en revolution for de undertrykte, når arbejderne ikke er undertrykt i Newcity. De har valgt regeringen. Hvis du spørger en hvilken som helst lønmodtager, vil de sige at de er lykkelige. Kaos anarkisterne har ikke opbakning og må aldrig få det. Jeg kan ikke forstille mig at anarki nogensinde kan blive virkeligt heller ikke i selvforsynende samfund i ødemarken. Og de mennesker der synes at det moderne industri samfund skal være under anarkiens love skaber kun borgerkrig. En hver kan jo se hvor det fører hen.” </span>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Tvmatronen siger: ”Og nu vil vi gerne høre nogen personlige beretninger, så hvis du har en beretning skal du bare sige ind i din drone: TV skråstreg godmorgen Kora skråstreg debat, så kan de komme i kontakt med vores sekretær, der videre stiller jer direkte live til studiet. Og vi har allerede fået den første deltager igennem som hedder Trine, er hjemmehjælper og bor i Newcitys 36. distrikt, som grænser op til Anarkocity. </span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Ja Trine, hvad har du oplevet?”</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Jeg var kæreste med en anarkist, han ville ikke være gift. Han mente at det hverken ragede Gud, staten eller kirken hvordan vi levede sammen og ingen andre end os kunne bevise at vi elskede hinanden. Og efter ti år skred han med en anden og efter et skænderi skred han i ly af mørket med alle mine bankoplysninger. Hvad er der galt med, at ønske sig en familie og ønske sig at være gift?”</span>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Det er en tåreperser, hulk hulk. Den næste der ringer ind er en selvstændig kioskejer, der bor i distrikt 24 i den modsatte ende af Newcity. ”Jeg oplever også kriminaliten i min kiosk er steget siden Anarkocity er begyndt at brede sig ud over vores dejlige by. De kriminelle har alt for lette forudsætninger i byen og de betaler heller ikke skat. Det er usolidarisk. Vores sygehussystem og uddannelsessystem virker ikke, hvis så mange melder sig ud af samfundet. De voldelige og kriminelle mennesker skal ikke få lov at gemme sig i anarkisternes ghetto.” Kunstneren i studiet svarer: ”Ja, som for eksempel Cirkus Verdens Undergang, som i sin grundide er meget kunstnerisk og spændende projekt, som spektakulært viser samfundets skyggesider, men er blevet en sekt der yngler dekadence, slåsbrødre og unge på en glidebane.” Telematronen kommer med sin afsluttende bemærkning: ”Ja, hvor meget skal vi tolerere. Er der ikke for mange der modarbejder det gode liv, som almindelige mennesker i Newcity vil have?” Fransiska slår så hårdt på tvet for nu er det nok. ”Hey, se herovre.” Hun ser to venner med en spand tapetklister og en rulle plakater, som klistrer dem op på muren. ”Hej Banan og Byræv.” </span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Hej Siska.”</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Hvordan har I det?”</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Luksus.” Hun læser plakaten <span style=”font-size:small;”>dekoreret med bunkevis af smældfede mennesker </span><span style=”font-size:small;”>nøgne med syle i</span></span>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>huden og udsplattede på stabler af dødningehoveder. Der står:</span></span> <div id=”Sektion1″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion2″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion3″ dir=”LTR”> <div id=”ManagedContentWrapper” dir=”LTR”> <div id=”Sektion4″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion5″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion6″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion7″ dir=”LTR”> <div id=”readingPaneContentContainer” dir=”LTR”> <div id=”readMsgBodyContainer” dir=”LTR”> <div id=”Sektion8″ dir=”LTR”> <p align=”CENTER”><a name=”content3″></a></p>
<div id=”Sektion102″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion103″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion104″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion105″ dir=”LTR”> <div id=”post-710″ dir=”LTR”> <p align=”CENTER”><strong><span style=”font-family:Roman, serif;”><span style=”font-size:medium;”>Cirkus Verdens Undergangs præsentere fetsival: </span></span></strong></p> <p align=”CENTER”>”<strong><span style=”font-family:Roman, serif;”><span style=”font-size:large;”>Kom med dit vandvid!” </span></span></strong></p> <p align=”CENTER”>”<strong><span style=”font-family:Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Lad dem blot komme – de munter brandstefter med sortsvedne finger! Her er de! Her er de!… Kom nu! Sæt ild til bibliotekerne! Lad kanalerne oversvømme museerne! Åh – det er for meget snak! Historien læger for tung på vores skuldrer! Meld dig syg – saboter dit arbejde! Vi er bedre end spild tid!</span></span></strong></p> <p align=”CENTER”><strong><span style=”font-family:Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Desktruktivsne er den eneste frighed vi har tilbage. Grib jeres droner, skærme, kontorstole, standerlampe og nedbryd, nedbryd de ærværdige formelle– Ned bryd kedsomheden uden nåde! </span></span></strong></p> <p align=”CENTER”><strong><span style=”font-family:Hurry Up;”><span style=”font-size:small;”><span style=”text-decoration:underline;”>Eat the Rich – Rul et jakkedyr! </span></span></span></strong><strong><span

style=”font-family:Sylfaen, serif;”><span style=”font-size:small;”>Bortset fra negativeteten findes der ingen skønhed og kraft tilbage mere. Vi er på en rejese hvor vi går tabt og må finde os selv igen – ingen har opsrkiften for lykke. Vi vil ikke sætte grænser: Ingen nydelse og forandring uden stærk karakter og offensiv strategi. At leve er kunst, lade os skabe et mæsterværk! Lev for øjebliket – uden skyld, moral og gæld! </span></span></strong></p> <p align=”CENTER”><strong><span style=”font-family:Sylfaen, serif;”><span style=”font-size:small;”>Alt skal alligevel rives ned! </span></span></strong></p> <p align=”CENTER”><strong><span style=”font-family:Sylfaen, serif;”><span style=”font-size:small;”>Start forfra: </span></span></strong><strong><span style=”font-family:Sylfaen, serif;”><span style=”font-size:small;”><span style=”text-decoration:underline;”>Smadre din næste hus! Spræng en bank! Røv et suppermarked! Vi holder destruktionsfest i et lejlighedskompleks! Er det sjovt føldes det godt er det rigtig!</span></span></span></strong></p> <p align=”CENTER”><span style=”font-family:Hurry Up;”><span style=”font-size:small;”>Slip os løs på gaden!</span></span></p> <p align=”CENTER”><span style=”font-family:Hurry Up;”><span style=”font-size:small;”>Pyromaner i Pyjamas – Spas med ild og gas? Er de træt af biler, skrad og molos?</span></span></p> <p align=”CENTER”><strong><span style=”font-family:Tahoma, sans-serif;”><span style=”font-size:small;”><span style=”text-decoration:underline;”>1. Revolutione er en fest:</span></span></span></strong></p> <p align=”CENTER”><span style=”font-family:Tahoma, sans-serif;”><span style=”font-size:small;”>Vi vil besynge kroppe, kroge, afførin! Dans for at hylde vores organer, drikke menstrautionsblod! Dyrke det primitive, glemte og rådne lidenskabeligt, det er livet!</span></span></p> <p align=”CENTER”><strong><span style=”font-family:SimSun;”><span style=”font-size:medium;”><span style=”text-decoration:underline;”>2. Cirkus og nemesis:</span></span></span></strong><strong><span style=”font-family:SimSun;”><span style=”font-size:small;”> Lovpris alle gladitorer i arenaens slåskamp! Vi lovpriser aggressivet, orgasmer, hastighed. Det dødbringene spring, stødet, slaget,fråde,smerte, flæns! Leg med næver, rør, cykler, kamphunde og biler. Hvad der før har tjent komfort, brug det til din fyrrighed.</span></span></strong></p> <p align=”CENTER”><strong><span style=”font-family:SimSun;”><span style=”font-size:medium;”><span style=”text-decoration:underline;”>3. </span></span></span></strong><strong><span style=”font-family:Andalus;”><span style=”font-size:medium;”><span style=”text-decoration:underline;”>Kartasis </span></span></span></strong><span style=”font-family:Andalus;”><span style=”font-size:small;”> Vær med til La Pacour! Alle rør er stiger, alle hustage smutveje! Slagt frygt, højdeskræk og klaustrofobi! Kast dig ud i det, sæt farten op! Lær fra dig, tag ved lære! Sport er for sygt og samtidig flugt, slåsteknik – Fart og styrke!</span></span></p> <p align=”CENTER”><span style=”font-family:Impact, sans-serif;”><span style=”font-size:small;”>Rekordforsøg i primitevistisk overlevelse med ingen bad, varme og kun skradl mad i storbyen. Crust Vi Trust: Lav ud ef en cykkel en pladespiller.</span></span></p> <p align=”CENTER”><strong><span style=”font-family:Sylfaen, serif;”><span style=”font-size:small;”><span style=”text-decoration:underline;”>4. LOVEHATE:</span></span></span></strong><strong><span style=”font-family:Sylfaen, serif;”><span style=”font-size:x-small;”> som kærligheds parTisanere slår vi først -selvforsvar med slynge og kniv! Had behag og poiti – vold er poesi! </span></span></strong></p> <p align=”CENTER”><strong><span style=”font-family:Sylfaen, serif;”><span style=”font-size:x-small;”>Vi besynger vrede folkemængder. Dådskvindens selvopofring, nydelse og oprør, Vi vil besynge revolutlionens mangefarvede, polyforme strømme i metropolerne!</span></span></strong></p> <p align=”CENTER”><strong><span style=”font-family:Andalus;”><span style=”font-size:medium;”><span style=”text-decoration:underline;”>5. borgerkrig:</span></span></span></strong><span style=”font-family:Arabic Typesetting, cursive;”><span style=”font-size:medium;”> Vi vil forherlige miltans, hedonisme og jeget – verdens eneste orden – frihedsbudbringernes destruktive gestus. Du er i en krig.Vi har ikke begyndt den, men vi vil afslutte den ! Vi ved ikke hvor det føre os hend – Vi ved hvordan vi kan nå der! Nyd ethver øjeblik!</span></span></p> <p align=”CENTER”><strong><span style=”font-family:Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Bands og djs. De mindste bands er: Dø eller gå kold, Fortabte Rollinger, Blodskam, Nul Pute, Død Gom! Når jeg bliver stor er jeg bankrøver! 5 dags fest. Drik eller dø, vold, mikorpik og kæmpkusse. </span></span></strong></p> <p align=”CENTER”><strong><span style=”font-family:Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Kaosdage – Alt på samme tid!</span></span></strong></p> <p align=”CENTER”><strong><span style=”font-family:Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Dobbelt op Kønssygdomme</span></span></strong></p> <p align=”CENTER”><strong><span style=”font-family:Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Skallet og gebis? Gruppe-anal i det nye oldekolle.</span></span></strong></p> <p align=”CENTER”><strong><span style=”font-family:Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Kom før kaffen – vi har body-nutella!</span></span></strong></p> <p align=”CENTER”><strong><span style=”font-family:Arabic Typesetting, cursive;”><span style=”font-size:x-large;”><span style=”text-decoration:underline;”>Du duer ikke til en skid. Vi går aldrig hjem!</span></span></span></strong></p>
</div> </div> </div> </div> </div> <p align=”CENTER”></p>
</div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> <span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Banan ser på hende med sin bananformede næse: ”Glæder du dig til festivallen?”</span></span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Næh. Cirkuset fjerner fokus fra forurening, ulighed og mediernes løgne. De gør protesten til blotte optøjer og selviscenesættelse. Jeg er træt af al den identitetspolitik, hvor folk bare får deres fristed til at skeje ude og ikke tage stilling til noget. De vil have folk til at gå amok, så samfundet opløser sig selv i absurditet, forfald og hovedløs subjektivitet. Måske er det destruktive nødvendigt for nogen der er for utilpassede til at være succesfulde. Men det negative er en dårlig hoppy og næste gange de skal lave noget i byen får de bare ikke lov.”</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Men festivallen tiltrækker folk og giver byen opmærksomhed og omtale og politiet holder sig væk, når vi er så mange og der er rigtig gang i den.”</span></span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Festivallen fjerner opmærksomheden fra de virkelige problemer, som er overvågning og gift i Ab Initio og de syge dyr og mennesker. Politiets og aktivisternes brutalitet og mediernes fordrejning af begivenhederne. Jeg frygter at folks overskud går til festivallen nu istedet for at følge op på alt der er sket, så det ikke bliver glemt i druk, hor og store egoer.”</span></span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Festivallen har været planlagt i et halvt år. Folk kommer fra nabolandende til denne festival. Det er subkultur, det er mørkt og kritisk.”</span></span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Der kommer flere på grund af festivallen end for at forsvare byen og støtte os på alle måder. Så har de jo ikke fattet en skid. Jeg er træt af at denne by er kendt som en festby. De ødelægger det for os andre der vil have en hverdag her, som elsker dette sted. Det er godt at der kommer penge ind, men hvad med skrald og larm. Det er os der skal rydde op. Hvor skal vi ikke bruge tid og energi på noget bedre, fredsvagterne”</span></span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Kan du ikke se det humoristiske? Det skal nok gå.”</span></span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Nej. Jeg bekymrer mig for den her by.”</span></span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Jeg glæder mig virkelig og cirkuset er berømt.”</span></span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Cirkuset er en flok, der har fundet sammen om at været negative og leve af det. De har fundet en utopi og den hedder: Had alle mennesker og teknologi. </span></span>På gaderne er vrede menneskemasser og det er en pingpong imellem dem og politiet. Det er evindeligt!” Fransiska sætter sig med et håbløst suk. ”Jorden er tør, men vi må høste og så.” Hun har ikke nogen krystal eller hippieidentitet hun kan projekterer sine drømme ud i, fordi hun har brug for at være god og fortælle sig selv, hvor god hun er. Hun går ind for fred, men betaget af <span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>cirkusets æstetik og det følelsesladede og at de tør formidle det grimme. Hun kender til desperation og de vil have fortiden, nutiden, fremtiden på samme tid. Hun er frastødt og tiltrukket. </span></span><span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Deres lidenskab er frigørende, men det de vil opnå er det ikke! Futurister var fantastisk lidenskabelige, men iblandt dem var der kæmpe forbrydere imod menneskeheden igennem fascismen. </span></span>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:x-large;”><strong>Mor, jeg er anarkist.</strong></span></span> <div id=”Sektion106″

dir=”LTR”> <div id=”Sektion107″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion108″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion109″ dir=”LTR”> <div id=”post-87″ dir=”LTR”>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Så kom I!” Fremstønner Fransiska i sin mors parfymerede favntag. ””Ja, det var jo aftalen at mødes nu. Den forfærdelige opdeling af byerne skal ikke splitte en familie.”Alberte holder hende ud fra sig og det er uger siden sidst. ”Har du fundet dit ur? Tabte du det til en demo?” </span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Jeg tabte det i suppen og opdagede det, da vi øste sidste portion op.”</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Du skal tage smykkerne af under madlavning. Har I ingen fællesregler for hygiejne?” Alberte er ved at falde over en ledningerulle på gaden. ”Åh, hvorfor står den her? Jeg læser om Jeres sure naboer og har et avisudklip med til dig, der handler om løse dyr I ikke holder styr på. De løber ud i Newcity og er farlige for trafikken.” Alberte kigger i indkøbsposen. ”Vil du låne en dug? Lyselilla passer flot til din oceanblå kommode, den har du vel? Og hvad med Mikkel?” Fransiska lægger armene om Mikkels hals og han gengælder det.”Hvordan går det?” og Alberte udbryder begejstret:</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Lad os familiehygge. Vi er kun på visit.” De kommer ikke langt for på et skilt står: ”Ingen droner! Lås dronerne inde!” og langs hele gaden er der rækker af skabe til opbevaring</span>. Alberte stivner: ”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Kan vi nøjes med at slukke dronerne?”</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Det går ikke…”</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Hvad hvis de bliver stjålet?”</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Der er ikke nogen der bryder skabene op.”</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Man ved aldrig med denne by…”</span>
”Hold op med dine fordomme. <span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Du har aldrig været her før.”</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Men jeg følger med i nyhederne og på arbejdet og er opdateret.” Alberte lægger sin drone i et skab. Fransiska ser tvivlsomt på Mikkel og kropsvisitere ham. Alberte hvisker forskrækket: ”Er det sikkerhedshensyn? Mikkel skal kunne forsvare sig. Hvad hvis nogen her har set ham i uniform og vi</span>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>overfalde os?”</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Rolig mor. Folk her er søde og venlige.” Hun visiterer Mikkel over brystet med EVOLUTION tryk og Mikkel </span>går ind for, at forandringer i samfundet skal gå meget langsomt uden stor modstand og næsten ubemærket. At forandringerne skal ske gennem kultur, undervisning og indenfor lovens rammer gennem reformer. Da de var yngre var de småforelskede, men nu bryder han sig ikke om at hun bor her. ”Hvis det ikke var for familie og frie stoffer var jeg aldrig kommet her i terroristreden. Vi kommer til at mødes på gaden søster. Bag hver vores barrikade. Jeg skal nok skåne dig, selvom det på gaden er Jer mod Os. Men jeg skåner ikke dine venner. De skåner heller ikke mine kollegaer. De kaster molotowcocktails som tænder ild til alt. Brænder uskyldige borgeres biler. Jeg ved ikke hvad I skriver I jeres medier, men fredsvagterne hyler op om politivold, men nævner ikke mine fem kollegaer der ligger på hospitalet. Nogen skal have en autoritet så de ikke teer sig som vanvittige.”
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Er du sikker på at du ikke har flere droner? Har du virkelig kun en enkelt?”</span></span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>De andre ligger derhjemme.”</span></span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Er du sikker?”</span></span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Ja.. Jeg kender jo Jeres antidrone politik.” Hun sukker og siger mat: ”Skift side. Kom over til os.” </span></span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Jeg går ind for loven. Ikke selvstyre.”</span></span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Men jeg sætter dig ind i alting her. Og det handler om, at komme her mere og være en del af det der sker. Du ser altid kun tingene fra ét perspektiv på politiskolen og i tv. Gå til en demo for at sympatisere og ikke for at kontrollere.” De begynder at gå. ”Hvis du kommer på bedre tanker kan du være fredsvagt eller vagt eller pædagog til festerne, hvor folk kommer op at slås. </span>Du kunne gøre godt her i byen…”
”Men jeg vil ikke få løn eller pension som fredsvagt.”
”Der er ikke noget der hedder pensionister her i byen. Alle får hvad de har brug for, mens de bor her og hvis folk flytter ud af byen og er for gamle til at arbejde kan de blive hjulpet.” <span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Hjemmefra lærte både Fransiska og Mikken at sympatisere med dårligt stillede i samfundet, begge drevet af en retfærdighedsfølelse og lærte at de skulle være der for andre. De kom begge på friskole, men Mikkel droppede ud af pædagogstudiet for at blive politimand. Et bøssepar går forbi dem hånd i hånd. Mikkel virker ligeglad, men Fransiska ved ikke om det er skuespil. De går forbi to fløjdøre der er slået op ud til gaden og kan se ind i et spisekøkken med pizzaovn og fuld af planter. Hver flise er forskellig og vaskemaskinen lægger vand ud på gulvet. Foran køkkenet hænger det blå flag skråt over gaden, hvor sameritterne er samlet med blå klude om halsen, bårer og førstehjælpskasser og ved en computer står en gruppe samlet og på skiltet står der: ”Er din ven arresteret? Find ud af det her.” Sameritter har slået lejr nær muren i forbindelse med den sociale uro og de er på brandpunkterne i Newcity, men organiseret fra Anarkocity. Når der er optøjer prøver fredsvagterne at skabe dialog i stedet for vold, men når volden kommer bliver de sameritter. Fransiska nikker hen mod dem: ”Nogle fredsvagter har været betjente før i tiden, men har slået sig til anarkobyen.”</span>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Gaden summer af liv med køer og geder, katte og hunde, tv slæbt ud på gaden og folk i grupper snakker, diskuterer, ser efter børnene og henter drikkevarer fra fontainerne med kaffe, te og saftevand. Der er ikke brug for gadelygter til at skille fortorv og vej og omkring er der parmakultur og huse med afskallet maling. Folk propper grøntsager i maskiner og ud kommer de skrællede, i strimler og som juice og mos og i færdige retter. Gadelamperne er i stenene, fordi det er solarvarme der bliver opladt om dagen og lyser om natten. Alberte viger uden om en hestelorte og holder sig for næsen, men Fransiska siger fornærmet: ”Du kan jo selv samle den op. I stedet for at brokke dig over her er grimt må du jo selv gøre det pænere.”</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Men hvem sørger for gadeorden, når politiet ikke er her? Og dyrene spreder sygdom og lort. Er det ikke ulands tilstande? H</span><span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>er mangler en vis form for regulering.” De må udenom en billiard tunnering på åben gade og alt stor affald. </span>”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Vi bygger ikke hele tiden nyt og renoverer som i Newcity og folk</span> hygger sig. De nyder, at de ikke er presset til lønarbejderrollen. Så måske er byen slidt, men folk er smukke indeni. Gid alle mennesker i verden havde det så godt som os.” Der er løse hunde og katte, men kattene gemmer sig for hundene og får fiskerester fra køkkenet. <span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Mikkel virker upåvirket, som gik han gennem en hvilken som helst provins.</span> ”Lad os finde et bord.” <span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Alberte peger mod en turkis villa med knaldrøde døre og vinduer, hvor folk ryger under træerne. ”Sundhedshus og Spisestedet</span>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Moderjord.” Alberte ser henrykt ud for hun vil konversere og have forfriskninger. Det er værst for de borgerlige at komme her, da nogen bare ikke ønsker at se visse dele af virkeligheden. Alberte har sat kursen over til spisestedet og dannet fortrop. Sundhedshuset er for enden af gaden med vild natur og luftballoner på himlen og stangsspringere mellem husetagerne, hvor Alberte får lov til at måbe. Anarkobyen er et visuelt kulturchok for folk der kommer fra Newcity, fordi anarkobyens gader ligner et værksted altid med folk der bygger og reparere, planter og sår, hygger og socialiserer og der er så meget aktivitet. Folk går ikke op i den pæne facade, de skal ikke sælge og markedsføre, men det omhandler at lære nyt og lære fra sig af det du kender. ”Hvor er de stenkastende fjolser?” Mikkel standser trykket og Fransiska driller: ”Du vil bare snave med dem.” På muren er der ridset: ”De lokale anarkister hjælper dig med dit helbred.” og bag fløjdørene er et rundt rum med</span> pianobar og vægtæpper fra gulv til loft. Folk sidder på puder i stearinlys skær og folk bliver også undersøgt. ”Bag Kødmaskinens skuespillerverden åbner en forunderlige verden sig: Undergrunden…” Der går et gys i Alberte. ”Lad mig vis Jer rundt.” Siger Fransiska i en sammensuring af stemmer der falder sammen. Stamgæsterne er tjenere og hjælper folk med at finde rundt, få hjælp og vejledning mm. Pianisten spiller stemningsmusik og buffeten er kost med få ingredienser med hensyn til allergi. I sidehuset er studiegrupper med opslåede bøger og har tømt de halve reoler, hvor de sidder ved samtaleborde med plads til <span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>to, fire eller seks personer, men hvor flere af dem er slået sammen. I sidste uge var

Fransiska til massage og heelingworkshop, hvor viden blev spredt. Som mange steder i byen er der samovarer med urtete og fontainer med kaffe til selvbetjening og selv ukrudt i potter. I lavefarvede sofaer er der tæpper og læselamper og på kridttavle står der dagens aktiviteter. Folk hænger ud på vindeltrappen, men bliver gennet væk og en fyr råber: ”Workshop på 2.sal. Alle er velkommen til at være med. Måske er du selv eller nogen du kender ramt af gluten og laktose</span></span>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>allergi, der hærger landet og hvor 80% af befolkningen nu er ramt. Men allergien skyldes ofte dårlig kost med for meget mælk og hvede i supermarkedets produkter og for lidt oplysning. Er du træt, sløj og uoplagt? Glutenallergien hærger. Kom og hør nærmere.” Alberte vender sig mod Fransiska: </span></span>”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Hvordan skal jeg bestemme mig for, hvilken madret jeg skal have, når jeg nu ikke har dronerne </span>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>til at fortælle hvad jeg har brug for.” Fransiska studser: ”Kan du ikke bare smage på noget forskelligt og nyde maden.” Alberte kigger ind i køkkenet for at tjekke hygiejnen. I s</span>undhedshuset der nogen der vil gerne arbejde for kvalitet og god behandling.
De går ovenpå, fordi Fransiska ikke kan skjule sin stolthed: ”Jeg viser Jer lige rundt. Sundhedshuset her er bare en del af undergrundens hospital system. Undergrund betyder bare, at det ikke er registereret. I Newcity kalder de det Helse Terrorisme. Her kalder vi det bio politik. Fordi vi har frigjort kroppen fra magten.” De går gennem sale i milde farver <span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>med hvælvinger og naturligt lysindfald med skydedøre og forhæng for det er okay at være privat med lægen eller sygeplejesken uden andre kan følge med. Der går en gul pil malet på gulvet ind til computerrummet, hvor folk udfylder sundhedsjournaler for at få et helbredsoverblik. Der er helse- og forbrugsartikler i skabe man har forbrugskort til og folk udveksler råd. ”Er det Rastafar, heksemutter, tryllende morfar og dine spirituelle forfædre derinde?”</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Sundhed og overtro er ikke det samme. Folk med en særlig viden om sygdom og sundhed er i huset døgnet rundt. Folk kommer ind fra gaden.”</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Er der ikke meget klamhuggeri? Er her pencilin til når du får blærebetændelse? Har du en fast læge?” </span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Blærebetændelse går væk ved at spise tranebær og enebær og bare sure bær og et par skefulde bagepulver. Hold underlivet varmt og ryg to joints i sengen eller drik nyre-blære te. Jeg har en masse sundhedsråd.”</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Hvordan går det med helbredet?”</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Jo 80% teatree olie virkede på herpesudbrudet og det var sømændenes pencillin.” </span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Den olie er giftig, så du må kun bruge den meget lidt. Var pencillin ikke bedre? Din hud er bumset og det er betændelse i huden. Pencilin vil fjerne det.”</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Jeg kunne spise fedtfattig kost, være i den friske luft og lade vind og sol tørre bumserne ud.”</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Du kunne nu godt gå mere op i dit udseende, Siska.”</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Jamen, det er ikke på mode her og desuden har jeg mere brug for at finde mig selv. </span></span><span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Kig dig om.” Folk sidder i</span> gule og brune, orange og
grønne klunkesofaer. ”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Men vil alle ikke være skuespillere og musikere istedet for sygeplejersker og bønder?” Er Alberte kritisk, men Fransiska griner af det utænkelige. For Anarkocity er bygget på alles hænderne. </span></span>Hun siger: ”At forbedre sundhedssystemet er højst på ønskelisten. ”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>De følger med i en åben konsultation, hvor en sygeplejerske tilser en far med grædende baby. ”Hvad tror du han kan fejle?”</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Gustav græder uafbrudt på tredje time. Måske er det mavesmerter for han har tynd og gullig lort. Det er alle de vindruer og æbler i haven og han er vild med dem.”</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Jeg går ud fra at du er inde i vores alles sundheds system?”</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Ja.”</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Godt. Hvis du vil vise mig barnets journal på computeren vil det være fint.” Kvinden med barnet taster en individuel kode og viser sygeplejersken journalen og får et par dybdegående spørgsmål. De andre omkring bordet overværer den åbne konsultation. Folk er vant til åbenhed og ser det som et onde i samfundet, så der ikke opstår autoriteter, som beholder sin viden for sig selv ved at isolerer folk i individuelle rum.</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Hvornår opstod det?”</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Det opstod for en dags tid siden.”</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Har Gustav fået andet føde? Protein, kulhydrater, fibre…”</span>
”Han er blevet ammet nu et år gammel.”
”Prøv med fast føde. Hvad med t<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>ryghed?”</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Han har sovet og spist rigeligt, men han vågner og græder.”</span>
”F<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>ordøjelsen er mærkelig?”</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Den ser mærkelig ud. Jeg har tænkt på, om det kan være kolik. Jeg har prøvet at masere den lille mave, men det virker ikke. Hvis det er kolik tænkte jeg på at finde zoneterapeuten i huset, der kan stimulere fordøjelsen.”</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Lad mig lige læse journalen.” Nedefra råber nogen op: ”Tantraworkshop ned af gaden i Fredens hule.” Sexskolen er om hjørnet og s</span><span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>undhedssystemet fungerer ikke på, at de trækker et nummer. En læge i Newcity har måske tredive patienter hver dag, men dem som ellers ville gå til lægen kan gå i sundhedshuset, hvor der altid er hjælp at hente. Sygeplejersken er kommet over til en anden patient ved bordet: ”Du siger du lider af kronisk træthed. Er du stresset? Hvordan sammensætter du din kost? Er du udsat for forurening eller elektricitet?” Sygeplejesken tager blodprøver og måler blodtryk. Personen får elektroder på kroppen, som der går strøm igennem og får klippet en tot hår af, der proppes i en maskine, der undersøger niveauet af vitaminer og mineraler. Det er et sundheds system, der har lettere ved at nå hele vejen rundt og let finder ud af hvad folk fejler, fordi det er så åbent og offentligt. Der er konference borde som runde borde, hvor de kan trække en skærm op og holde konferencer over nettet. På skærmen står tid og sted for selvhjælpsgrupperne, som mødes i centrosocial i byen og er for folk med psykiske problemer, men som ikke er så slemme at de behøver læger og sygeplejesker, men selvfølgelig med mulighed for medicinsk behandling. Der er oplysningsgrupper og fordelingscentret for folk der tager stoffer, men gerne vil holde op og sundhedshusene vil minimere folkesygdomme som alkolisme, depression, fedme, hjertekarsygdomme og det er meningen, at folk i byen skal føle sig trygge ved ikke at være alene om at være bange, bekymrede eller syge, men vide at de ikke er alene om at fejle noget. Her er ildsjæle og specialister og folk med særlig viden, som kender hinandens faglighed, så de kan spørge og henvise til hinanden, så folk kan få et helheds tjek og en helheds vurdering og ikke skal igennem systemet med en sygdom, der ikke kan diognistiseres ved et enkelt lægebesøg.</span></span>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Sundshedshuset er både forbyggende og efterbehandlende i forhold til livsstilssygdomme, arbejds og sportsskader mm. Der er klogekoner som i gamle dage indtil 1800 tallet og diatister. At gå til lægen er ikke en isoleret oplevelse for i sundhedshusene gør de specialisternes viden almen, hvor lægerne og de uddannede har ikke patent på at definere hvad sundhed er, men er en del af den proces hvor folk diskuterer og praktisere sundhed individuelt og i kollektiverne. Folk er enige om, at sundhed ikke er ens betydende med livskvalitet modsat Kødmaskinen hvor der bliver sat lighedstegn derimellem. Livskvalitet i Kødmaskinen er, at have råd til det ene og det andet og udstråle succes, hvor det handler om at yde en masse for at tjene penge og gøre alt det en succesperson gør, som at spise sundt, jogge, gå i teatret og tage på ferie for at vise hvor sund, ung, rask og fuld af energi personen er. Det er ikke nødvendigt at tage patent på viden i anarkobyen, da det ikke er en vare der skal sælges, hvor den almene viden om krop og sygdom i Kødmaskinen ikke bliver spredt ved at én efter én går til lægen i enerum eller folk sidder bag en skærm og henter viden ind, hvor eksperterne kan beholde deres viden og tjene penge. I Anarkocity er sygdom noget de kollektivt tager vare på og det at være syg er ikke den enkeltes problem, men noget der påvirker alle fordi patienten kræver behandling, pleje, omsorg og fordi alle bliver kede af det og at være kollektiv om bla. sundhed behøver ikke at betyde at folk giver slip på integritet. Anarkobyen kæmper for at sundhed ikke bare er bag sundhedsvæsenets døre,

men ude i byens liv ved sundheds- og sanitære arrangementer, hussygeplejesker der kommer ud på arbejdspladsen og i kollektiverne og på husbesøg for dem der har svært ved at komme ud. Sundhed handler om pleje og hensyn og er en</span>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>offensiv strategi. </span>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>I Restaurant Moderjord sætter </span><span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Fransiska sig ved et af de fyldte borde så de kan falde i snak. </span></span>Alberte er modvillig og Mikkel tavs<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>. Den ene stamgæst tilbyder æblemost og Mikkel kan ikke dy sig: ”Er det luksuriøst at bo her? Spiser du tit ude Siska?”</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Jeg spiser ude hver dag, det er en luksus som de fleste benytter sig af i det billige udland, men her organiserer vi hjemmelavet mad.” De tager for sig af buffetten. </span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Hmm… Kan man få vin til maden? Hver dag?”</span></span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Ja da. Rødvin er som regel noget vi køber udefra, så vi skal arbejde et bestemt antal timer for at få det til byen og ved, at når vi nyder en rødvin, har andre arbejdet for at skaffe den. Men byen producerer altid 10% procent mere mad og drikke, så der altid nok til at tilbyde gæsterne vin.” ”Kunne I tænke Jer vin fra vores hjemmeproduktion. Hvad med en blommevin fra lageret?”</span></span>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Det får Alberte til at bryde ud i latter: ”Orv, jo da. Men hvad koster den?”</span></span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Forret, hovedret og dessert med én drik er gratis og hvis I vil have mere må I betale for det.” Og det som de prøver at sprede er at sundhed ikke skal forklares bogligt eller akademisk, men gennem en mundtlig tradition, venskaber og hvor folk mødes</span></span> og i folkekøkkenerne er maden nærende. Istedet for fyraftensbajer kan de mødes om en portion økologisk mad i sunde mængde og hyggeligt samvær og tilgengæld lære <span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>at henvise andre til sundhedshusene eller folkekøkkenerne, fordi sundhed handler om at italesætte det i dagligdagens dialog. Newcitizens donerer penge, mad eller ydelser og hvis de ikke har nogen penge, tid eller kræfter til det kan de få hjælp alligevel. En del af dem er allerede syge, når de kommer her pga. stress, depression og for meget ensformigt arbejde. I sundhedshuset ligges der vægt på at forebygge isolation og ensomhed samt udstødelse af et fællesskab pga sygdom. Anarkocity tiltrækker sociale udsatte, så her er problemer med stoffer, hash og alkoholisme og knap så mange højtuddannede, der er bedre til at sætte sig ind i og forstå information som fx sundhed hos den lavtuddannede befolkning eller folk uden uddannelse. Derfor er sundhedshuse fundamentalt i Anarkocity, fordi der er meget kærlighed i det og husene tilbyder gratis mad til folk, fordi fattige mennesker ikke har råd eller overskud til at opsøge diatist eller købe viden udefra. </span></span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Pressen skriver, at Anarkocitys sundhedsvæsen er terrorisme.” Alberte undres. </span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Regeringen er bare hunderæd for det alternativ som Anarkocity er. Kødmaskinens sygehusvæsen</span>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>er en del af den tryghed som magten hviler på, så sundhedshuse i anarkobyen udfordrer regeringens monopol på tryghed. Hospitalerne i Kødmaskinen sender patienter til Anarkocity for at blive raske. Regeringen vil ikke have det og forbyder det, nu henvises der kun hemmeligt hertil.” </span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>I tilbyder uprofessionelt og ulønnet arbejde.” Sidemanden blander sig: ”Hej søde frøken. Mit navn er Ole og nu må jeg fortælle dig en ting. Jeg er nyuddannet læge og er lige begyndt at arbejde gratis her i byen, så betaler byen min huslege og udgifter i Newcity.” Alberte ser på sidemanden som et fugleskræmsel og er ikke vant til at tale med fremmede. Men sidemanden har funklende øjne og livlig energi:</span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Jeg var i praktik på et offentlig hospital, men der var nedskæringer og alle stressede. Efter praktik havde jeg mulighed for at arbejde på et private hospital med bedre lønninger og mere tid til patienterne. Men jeg kunne ikke lide miljøet og menneskene der var der. De ville gøre alt for at sælge produkter og deres viden. Alt gik op i salg. Patienterne der kom på privathospitalet ville jeg ikke have noget at gøre med. Det stræd mod mit kald som læge, at kurerer folks luksus problemer, når andre virkelig havde brug for hjælp. I Anarkocity hjælper jeg gud og hver mand. Her er der mangel på læger, så jeg får nogle penge så jeg kan leve godt hvor jeg bor i Newcity. Her i sundhedshusene er jeg også stresset, men det er fordi der er så mange der har brug for hjælp. De venner jeg får her er ikke fra et eller andet indespist lægemiljø, hvor de for at være sammen skal bruge en masse penge på restauranter, kinoer, koncerter og de så også lidt ned på andre. Her i anarkobyen er alle forlystelser gratis og jeg får godt nok lavere lønninger end i det offentlige, men her er der mange der har brug for mig, jeg har fået en stor venskabskreds og et netværk, jeg har adgang til økologiske varer og er med til at starte et nyt samfund op.” Nogen stikker hovedet med fra vindeltrappen og råber: ”Kursus i førstehjælp. Nu på 3.sal.” </span>Alberte flirter med lægen med øjne og mund og bruger tungen til at fugte sine læber. De sender smil til hinanden og fortsætter samtalen, hvor Ole er opslugt af at tale, thi han har så meget på hjertet: ”Hvis jeg var praktiserende læge, ville jeg sidde på et kontor og være en del af rotteræset. Jeg ville have en masse rutiner og give piller til folk så de kunne gå på arbejde igen, min opgave var økonomisk. Jeg skulle være professionel og undgå følelser, have en distance så jeg ikke tænkte mig om. Jeg ønskede virkelig noget andet. Jeg vil have mig selv og min <span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>lidenskab med i mit job.” Alberte fniser helt barnligt: ”Synes du så, som faglig dygtig læge, at kvaliteten i sundhedshusene lever op til Newcitys standarder?” Alberte læner sig frem, så lægen har fri udsigt til hendes barm og de skåler i blommevin. ”Hyggeligt at møde dig.” Gentager de overfor hinanden og falder i latter, men Ole straks tilbage i emnet om lægegerningen:</span></span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Vi har ikke nær så mange penge at gøre godt med, som de har på de private hospitaler. Og vi har ikke råd til de store dyre operationer, så dér henviser vi folk til det statsejede.. Hvad forebyggelse angår og alternativ behandling er vi langt, langt fremme.”</span></span>
”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Er der mange læger som dig?”</span></span>
”Ikke lige for tiden. <span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Lige nu er vi én praktiserende fuldstids læge for 1000 mennesker her i byen. Det er alt alt for lidt. Sundhedsvæsenets rolle har derfor fokus på forbyggelse og efterbehanding, det er hvad vi har midlerne til. Men ja, så længe lægerne kun får den samme økonomiske ydelse som alle andre i anarkobyen, så vil det kun være ildsjælene der gør det. Og det udlukker allerede mange læger. Men nogle læger arbejder her i perioder, der er ikke mange på fuldtid, men mange på halv tid eller til rådighed på en eller anden måde. Vi har ellers lavet en klub for læger og lægestuderende, som oplyser og taler varmt for, at flere må komme og bidrage til Anarkocity.” Pludselig siger en person fra nabobordet: ”Ole? Må vi fremlægge nu? Eller skal du lige se, hvad vi fandt ud af…” Ole nikker derover og blinker en gang: ”Det er studiegruppen fra Naturmedicinsk Fakultet.” og siger over skulderen: ”Giv mig 5 minutter.” Han tager en flaske massageolie op af lommen og siger: ”Ja og så vanker der vel massage senere. Hvem giver?” og ser smilende på Alberte, som ligger sin hånd ovenpå Fransiskas og mumler højt: ”Sikke en begavet mand.” og lægen siger som det sidste før han går: ”Du kan finde mig på tantraworkshoppen senere, men forstå mig ret. Lægeuddannelsen er en syvårig uddannelse og kræver meget. Anarkocity vil gerne uddanne læger, men lige nu har vi ikke ressourserrne og læge og jurist uddannelserne i Newcity er højreorienterede og studiemiljøet snobbet. Venstreorienterede vælger ikke de studier og lægestudiet rekrutterer sjældent nogen til det alternative miljø. I Anarkocity er det at være læge også noget kritisk. Lige nu uddanner byen kun sygeplejesker og uddannelsessystemet er ikke-hierakistisk med pratisk og uden karaktersystem. Jeg må gå.” Lægen rejser sig og går. Alberte smiler genert til hans ryg og stammer: ”Dog en mand med karisma.” Sameritter ved nabobordet spiller kort og</span></span> <span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>slapper af på</span></span> deres 24 timers vagt, hvor der er vagtskifte hver 6.time. De holder sig ædru og er i sundhedshuset, men rykker ud, når det er nødvendigt og da en flok børn fortæller, at en vagt er faldet ned fra taget og har slået hoften. Sameritter tager afsted og Alberte spørger nysgerrigt: ”Hvor skal de hen?” og Fransiska der også har været samerit svarer: ”Den tilskadekomne skal nok røntgen tjekkes og på hospitalet i Newcity. Hvis Anarkocity f.eks.

betaler for røntgen for patienten, så skal hospitalet nok sørge for behandling og lægetjek gratis. Vi har ikke selv så mange dyre maskiner, men vi prøver at samle penge til at købe dem. Ellers sender vi folk til Newcity til de hospitaler vi samarbejder med.” Tjeneren t<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>ilbyder frugter på fad, men møder Albertes skepsis: </span></span>”Hvorfor er frugterne så grimme?” Tjeneren lader fadet gå rundt: ”De<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”> er ikke genmanipolerede kloner og mutanter” Fransiska ser sit eget ansigt som barn i fadets blanke overflade og de kiggende øjne og Alberte stiller spørgsmål som: Siska, har du tænkt over hvad du vil med dit liv? Hvordan vil du passe ind i det kapitalistiske system? Hvordan vil du sikre din fremtid? Og det hele er udtryk for en hverdags opportunisme, som Fransiska forstår, men ikke kan leve efter. </span>Som anarkist tænker hun ikke i karriere, men i projekter uden at tage hensyn til status.<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Alberte klapper Mikkel på skulderen: ”Skal vi snuppe aftenkaffen hos Siska?”</span>
</div> </div> </div> </div> </div> <span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:large;”><strong>Ud af tanken vokser byen.</strong></span></span> <div id=”Sektion110″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion111″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion112″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion113″ dir=”LTR”> <div id=”post-95″ dir=”LTR”>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>På madresser langs væggene sidder folk ved kinaborde og spiller kort, skak eller sover og i midten af rummet er der ild i pejsen. I hjørnet står en drejemaskine, hvor én er ved at dreje en kop for at få den brændt i husets lerovn og interiøret er i sarte farver med fintfølende nuanceforskelle og enkle mønstre med træmøbler og vægge beklædt i stof, for at holde på varmen. Fransiska læser: ”Filosofi og mytologi fra Kouella.”, som er bogen titel og ser på omslaget af tyndt pap, hvor hjørnerne er bøjede og kanterne hvidslidte, siderne flapper, så tynde og ru. Hun bladrer i siderne og hvert bogstav er på størrelse med en stor lus, men mylderet af dem fascinerer hende, fordi de formidler en stor verden, men på papir som fylder en murstens størrelse i tasken. Det er hendes yndligsbog og hun kryber længere ned under tæppet, for at være skånet for den brutale ydre verden, sammenstødene mellem byerne og interne besværligheder. Ved at trække sig tilbage og kræve sin egen privatsfære afskærer hun sig fra omverdenen og kan gøre hvad hun vil, når hun vil og uden at sige det til nogen. Alene og i fred. Anarkocity er med til at forme hendes lykke og holdninger, men også noget hun må opbygge selv ved at bruge tid alene. Hun ligger sit hoved på bogen, lukker øjnene, mens hun holder fast om bogryggen og støtter nakken med armen. Verdenen i bogen er blid og åbner hende op og hendes tanker smelter sammen med bogens indhold: </span></span>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Kourella: Landsbyen der eksisterede for omkring 500 år siden med 20.000 indbyggere uden at kende til ordet anarki eller et andet ord for det, men hvor de blot talte om, at styre sig selv, men ikke andre. Befolkningen kouellaerne var aldrig blevet forstået, de havde et meget kompliceret sprog og der var ikke nogen der lærte sproget. Kourella byggede ikke pyramider, store monumenter eller billeder til konger eller gyldne smykker man kunne stjæle. De producerede kun det de selv havde brug for, delte tingene i stort omfang og kunne kun bytte ting i små mængder. Kouella udviklede ikke en økonomi, som bygger på at mennesker udnytter hinanden og skaber en privilegeret elite, men bibeholdt traditionerne, fordi det ikke gav mening for dem at skulle sælge den jorden som var alles. De forstod ikke hvorfor de skulle bruge penge, når de ikke kunne spise dem og hvorfor nogen i samfundet skulle få priviegier, hvis de andre ikke også skulle have. Kourellaerne levede i konsensus, bortgav al overflod til andre og havde ceremonier til det. De var pinlige hvis de havde mere end andre, som mennesker i Kødmaskinen er pinlige hvis de har mindre end andre. Studerende rejste dertil og studerede sproget, det var først mange hundrede år senere da Anarkocity opstod og studerende fra Anarkocity opdagede de gamle beretninger og fandt ligheder imellem byerne.</span></span>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Fransiska slapper af i hele kroppen, tager et dybt åndedrag, lugter sværten og papiret, mærker det kølige omslag mod sin ophedne kind. Bogen udfolder virkeligheden, stiller et univers op for hende, som hun deltager i med sine følelser og tanker. Kourella den anarkistiske by er beskrevet, foreviget og det gør at hun kan vende tilbage til den, søge og finde svar, stille spørgsmål. Det er ikke hende selv der lever i Kourella, hun taler ikke sproget, deler ikke traditionerne, hun fandtes ikke på byens tid og hvis hun havde gjort det, havde hun nok ikke kendt til den. Men hun kan indleve sig i fortællingen, bruge den i sit ejet liv og give den videre til andre. Levende gøre den og genskabe historierne i sin livsanskuelse, relationer og til inspiration. Bogen Fransiska ligger og drømmer ved, er mytologierne fra byen om hvordan guderne og menneskene konkurrerede, menneskene der tilsidst sejrede og dyrkede det med brydning, kamp og filosofi. Et af voksen ritualerne i byen var, at man rejse ud i verden og kom tilbage med fortællinger, tro og filosofier som man lærte med ind i byen, men hele den integrerede filosofi i byen var ydmyg og byggede på at menneskene ikke skal søge fysisk eller materiel nydelse. Koullaerne havde ikke en desideret religion, men forskellige slags tro. I deres hus, fælleshuse og på pladserne fandt man statuer fra flere religioner og de tog alt godt fra religionerne som en blandet bolchepose. Men al deres filosofi og tro gik ud på, at der var guder eller ånder, som hverken var over eller under dem, men ved siden af dem. Derfor stræd det mod deres vilje at være dommere over hinanden og de mente, at der ikke er noget der hedder uenig, men at de bare kunne mene noget forskelligt. De troede at de alle mennesker havde åndelige hjælpere, uddødelige væsener der levede iblandt dem og allierede sig med mennesker. Åndeligt set ved ingen derfor hvem de andre er, fordi de ved ikke hvem deres hjælpere er og derfor er menneskene lidt forsigtige med hinanden. Kourellaernes filosofi smittede også af på hvordan de behandlede børnene, som unikke åndelige væsener og hvor det viste et kontroltab, hvis de voksne ville bestemme over børnene. Børnene kunne tilbydes lege, undervisning og hjælpe de voksne med arbejdet, men børnene var først og fremmest sig selv og sin egen vilje. Kourellaerne kendte til den hierakistiske samfundsorden, det interesserede dem ikke og de kunne ikke bruge den til noget. Fortællingerne fra åndeverdenen handlede om, hvordan mennesker kunne udvikle sig, hvordan byer kunne gå fra krig og udbytning til at være et frivilligt samfund. Overgangen fra ung til gammel, hvordan Kourella havde et klassesamfund der forsvandt. Deres sprog var bygget op så ordene ”mig og dig, mit og dit.” ikke eksisterede, i stedet var der kun fællesbetegnelser derfor. Der var ikke noget ord for krig, tortur og herskere, der stammede fra de gamle dårlige tider og blev betragtes som så forfærdelige ord at ingen turde udtale dem direkte. Det var en slags tabuord hvor de i stedet kaldte det ”Den store smerte”, ”Skade mod den enkelte” eller ”Den lange nat.” Et ordsprog i byen var blandt andet: ”At gøre vold mod én er at gøre vold mod alle” og det dyrkede de. </span></span>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Fransiska lytter til sit eget åndedræt, mærke tørken bag øjenlågene. Hun skal studere sproget for at kunne læse den originale filosofi, bogen her er blot en oversættelse af en oversættelse. Hun kan ikke rejse til byen, den blev opløst for tohundrede år siden. Landsbyens store uheld var, at den lå i et område med olieressourser og metaller i jorden. Fremmede kom til byen og fandt guld i floderne og så blev der vasket gulv i stor stil. Guldet blev vasket ud med kvivsølv og forgiftede afgrøderne, dyrene og menneske og alt omkring. Kourellaerne begynde for alvor at sulte. De havde ikke penge til at købe mad fra dem der okkuperede landet, ikke jord til at dyrke, de kendte ikke til det de blev syge af og kunne ikke helbrede det. Det tragiske ved det hele var, at de ikke blev udraderet på grund af krig, for de ville ikke gå i krig. Byen blev opløst på fjorten år af kolonisatorerne nye gode forretning, som kourellaerne ikke kunne forklare eller forstå hvad var, de så kun sygdommen. Der opstod myter om, at åndeverdenen straffede menneskeverdenen og dem som invarderede byen bragte også præster og missionærer med sig, der forstærkede myterne og fortalte, at de blev straffet fordi de ikke havde troet på en stor og højere magt. Missionærerne tilbød dem mad for at vise Guds barmhjertighed og soldaterne der var udstationeret i byen fortalte dem, at man har brug for ledere til at redde et samfund. Det accellerede bare byen og kulturens undergang. Der opstod interne krige i byen imellem kourellaerne som begyndte at tro på højere magter og underkastede sig den nye økonomi og dem der ville blive ved med at beholde de gamle traditioner. Den interne konflikt forstærkede soldaternes tilstedeværelse i byen for ”at holde ro og orden” og gjorde at byen blev fuldkommen opløst tilsidst. Nogle af soldaterne skrev dagbøger, som man siden hen har udgivet og viser hvor splittede de var, fordi de var meget fascinerede af den gamle kultur og var i vildrede om hvad de skulle gøre. Gradvist havde kourellaerne været presset til at flytte til andre byer for

at tage lønarbejde og dårlige jobs for at kunne tjene til dagen af vejen og blev spredt over hele landet. Men på grund af konfliktens optrapning blev byen tilsidst helt helt opløst. Fremmede ville ikke lære kourellaernes sprog, de fordrev dem bare og kourellaerne måtte lærer nykoloniasatorernes sprog for at overleve. Privat blev fortællinger og myter, traditioner og familiestrukturen opretholdt hos kourellaerne, men jo mere de tilpassede sig markedsøkonomiens byliv, jo mere blev deres ejen kultur udvasket. Virksomheder kunne tjene penge på at sælge kopier af byens særlige form for dukker og figurer, kourellaerne havde tilegnet deres tro, men var ligeglade med filosofien og troen der satte spørgsmålstegn ved den herskene orden. De fantasifulde dukker kunne sælges bare de var døde og pirkede til de moderne unges drømme om succes og karriere. Historierne fra Kourella havde svært ved at overleve, for et usædvanligt træk ved byen var også, at kulturen ikke byggede på skrift. Kun få stentavler overlevede byens opløsning og kulturen derut. Forskere arbejder stadig på oversættelserne, men har ikke nok kendskab skal alfabetet og de få antropologer der har studeret Kourellaes kultur kendte det kun fra noget kourellaerne selv fortalte, men uden selv at have oplevet det. Kourellaerne havde dog tradition for at rejse ud i verden og de der lærte udenlandsk sprog skrev en smule ned om byen igennem beretninger. Fransiska er ved at falde i søvn, hun holder om bogen med begge hænder under sit kind, hun vil finde flere skrifter fra denne by og overvejer at tage emnet op i sin studiekreds. Grave i oceaner af detaljer, det kan følge hende for livet, hun kan læse det igen og igen. Hun vil gerne skrive artikler om byen, hvor hun sammenligner Kourellas forurening med Anarkocitys forurening og vil beskrive hvordan de skal lære af det, fordi det som skete med Kourella aldrig skal ske igen. Fransiska fryser om skuldrene, trækker dynen længere op og hviler sin hage og kind på sin ene hånd. Åndedrættet er så tungt og hendes tanker begynder at blive overtaget af drømme uden hun selv ligger mærke til det. Velkommen kære søvn og hvile.</span></span>
</div> </div> </div> </div> </div> &nbsp;
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:xx-large;”><strong>Handl social.</strong></span></span>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Kongeørn og Tudsetrunten skændes i deres autocamper og en reol vælter.. </span>”Lad mig komme ud.” Råber Tudsetrunten, men Kongeørn flyver på hende: ”Aldrig. Vi skal snakke det her ud.” og komfuret vælter. Naboen på wagenplatzen råber: ”Hold op. Stop.” og ”Jeg gider ikke høre på det mere.” De alarmerer nabolaget fra luksustelefonhuset på hjul beklædt med mosaik og guld med sofa. ”Der er slåskamp ved højsletten. Nabolaget må komme. Sæt telefonkæden i gang.” og det er gjort. Ti minutter efter er tredive mennesker allerede samlet og folk råber løsningsforslag: ”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:medium;”>Flyt til hver sin ende af byen som midlertidig ordning.” og </span></span>”Gå i bokseringen. NU. Vi følger Jer derhen.” og ”Det handler ikke om, hvem der har ret, men hvem der får fred.” Folk i byen afstår generelt fra vold og militansen er der delte holdninger til. Når der er vold bliver folk oprevede og kede af det og generelt er anarkocitoyens nedladende overfor volden. En talsmand iblandt De Forenede Naboer banker på til autocamperen, der ryster:<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”> ”Vi gider ikke høre på det mere. Hvis I ikke reagerer på det vi siger slukker vi for vand og strøm til Jeres camper. I må løse Jeres problemer eller få nogen til at hjælpe Jer med det. Èn af Jer på gå nu. I skal have hjælp til det her. Der er blevet ringet til fredsvagten og observationshuset er blevet informeret. Èn af Jer må flytte. Kom ud i al fordragelighed og tal til os. Det her kan ikke fortsætte.” Der er blevet stille i autocamperen, men døren åbner ikke. Talspersonen fortsætter: ”Vi har sagt det før. Jeg vil minde Jer om hvad mødet besluttede: At I vil blive frataget al strøm, el, varme og vand indtil I stopper og går til rådgivning. Vold har konsekvenser.” En bedste ven til Kongeørn taler: ”Kom ud Konge. Du ved godt, hun ikke forandrer sig. Stop den jalousi. Det nytter ikke noget. Find dig en ny kone, hvis du ikke kan have at hun knalder udenom.” En 10årig dreng skriger sig rød i hovedet: ”Stoooop volden.” og Kongeørn går ud med en ørn på skulderen i militærkedeldragt og rødt skarf. Han hilser venligt på folk og går hen til fredsvagten, der er dukket op. Han siger: ”Bare tag mig med. Jeg vil gerne fortælle min historie og hvorfor jeg reagerer sådan. Jeg vil gerne Anthony med.” En masse mennesker taler i mængden og fredsvagterne er der og baner sig vej igennem mængden.</span><span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:medium;”> Hvis de absolut vil slås i Anarkocity må de gøre det et sted hvor nogen kan holde øje med at det ikke går alt for slemt for sig, som fx ved at gå til kampsport, i den lokale boksering eller langt ud i skoven, hvis de begge to er helt indstillede på at flå hovedet af hinanden. Folk vil boycotte dem som personer og gruppe eller hele tiden konfronterer dem indtil de forsvinder eller makker ret, de vil være totalt alene i verden, hvis de bliver ved. Vold skræmmer andre, som ikke vil være fremmedgjorte overfor hinanden og i sidste ende vil undgå at en gruppe får magt og indflydelse på grund af truslen om vold. Naboerne til cirkuset klager over larm og er påvirkede af Tudsetrunte og Kongeørns slåskampe, fordi det gør andre utrygge og fordi der er en reel chance for at de slår hinanden ihjel. Hvis paret overhoved skal bo der skal de have kompetencer til rådighed og have vished om, at hele kvarteret tropper op så mange som muligt, hver gang der er optræk til ballade og råbe: Nu er det nok. De går kollektivt imod vold og kræver sympati og indlevelse fra begge parter i stedet for vold mod vold. T</span></span><span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>illid og tolerance mellem mennesker er det vigtigeste i byen. </span><span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:medium;”>På hver telefon er et klistermærke med fredsvagtens alarmcentral og en nabogruppe kan efter aftale godt træde som fredsvagter, men på fredsvagternes betingelser. N</span></span>abogruppen har taget et kursus i, hvordan man kan skille folk ad fysisk og de må kun bruge det, hvis observationshusets udrykningshold ikke når frem i tide. <span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:medium;”>Der er meget fokus på paret, men hvor meget fokus kan de holde ud at have på sig selv? </span></span><span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>I Anarkocity har alle indgået en aftale om, at de altid tilkalder fredsvagterne ved ballade eller optakt dertil for de ved aldrig hvordan en situation vil udvikle sig</span> og det er nødvendigt at der er nogen til stede som er respekterede, ædru og har erfaring med hvordan man løser konflikter. Alle kan være fredsvagt, men ikke alle kan håndtere stressede sitationer, at modtage kritik og har evnen til at slappe af og tage det roligt, som fredsvagt skal man have psykologisk viden og tid til at have anskaffet sig den.
”Slap af, vi låser døren op nu og kommer ind.” Siger den foreste og viceværten er kommet for at låse døren op, det er et n<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>ødstilfælde. Tudsetrunte har trukket en køkkenkniv og der er virkelig brug for fredsvagterne nu og nogen med erfaring i sådan en situation. </span>Jeppe og to andre fredsvagter baner sig igennem menneskemængden sammen med en læge og Jeppe siger: ”Ro på alle sammen. Godt at I er kommer for at bakke op, men tag det roligt. Ingen skal gå ind i camperen for vi skal give Tudsetrunte ro til at tænke klart.” Tudsetrunte står i køkkenet i midten af camperen med en brødkniv og Kongeørn er trængt op bagerest i vognen, blod løber fra venstreside af hovedet ned over panden og skulderen. Tudsetrunte hopper to skridt tilbage, men kan ikke støtte på højre ben og siger: ”Godt I kom. Vi kan ikke styre os.” Og Kongeørnen suplerer: ”Kom ind, kom ind fredsvagt.” Udenfor kigger folk ind af vinduerne og spørger: ”Er det et teaterstykke? Er det gratis?”, ”Hvad er der housewarming?” og Duen råber: ”Kvindeshauvanistiske svin.” Men de bliver tysset ned og der bliver stille, for det er vigtigt at folk giver opbakning til fredsvagterne, der skal tale situationen ned og gøre det de er her for: At skabe fred. Jeppe står i døråbningen og taler: ”Jeg forstår godt hvis du har det dårligt Tudsetrunten, men du må lægge kniven. Du må være ked af det og vred, men vold løser ikke noget og du må gå med os hen i fredshuset, hvor du kan være alene og der er nogen du kan tale med om tingene. <span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Det du gør nu hjælper dig ikke, for du har brug for at føle dig stærk og det er du ikke lige nu. Du har brug for at komme væk, slappe af og få det her ud af dit sind. Læg kniven og gå med os, hvor du er i sikkerhed.” Jeppe taler situationen til ro med opbakning fra alle andre og tilsidst følger fredsvagterne Tudsetrunten og Kongeørnen til hver sit observationssted hvof de kan få hjælp og<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”> kan de lade være med at slå hinanden ihjel hvem rager det så egentlig? Hvis deres kampe bliver ved i flere år er der grænser for hvor meget andre skal bekymre sig for dem og hvor meget Anarkocity skal blande sig i folks liv, det kræver for meget magtanvendelse.</span> Vil de have hjælp? De må som minimum flytte til hver sin camper. Som almindelig borger fra Newcity ville hun forbavses over hvor konfrontative anarkocitoyens her ér. De løber ikke væk når nogen slås, men bliver flere i stedet for. Anarkocity har det som ghandi kaldte

en ikke-.volds amée !! beskriv også hvad ikke voldeligt selvforsvar er. Hvad er vold? Iforhodl til konkurrence og til at løse konflikter på. Jo mere konkurrence og indeklemte følelser, jo mere fortrængninger, jo mere accepterer man samfundet som det er og jo mere accepterer man vold, som en måde at løse konflikter på. Jo mere accepterer man, er nogen løser voldelige konflikter for én, med politiet som stedfortrædere som dem der løser volden i stedet for at man selv tager stilling til det. Ved at accepterer stedfortræderne og voldsmonopolet accepterer man staten og Malcolm X om vold, staten og demokrati.</span>
&nbsp;
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:medium;”>De oplever en smule radikalitet. Selvom en by ikke ligger op til dette. Eller gør den? De prøver. Eller prøver de? Du er. Er vi. Jeg sætter grænser overfor andre og de sætter dem overfor mig, men vi er ubegrænset uden skyld og gæld: Tænk situationsbestemt. Vi er herrer uden slaver og slaver uden herrer. Meniger er ikke bare holdninger, alt har konsekvenser, det er følelser og sympatier der bliver ført ud i livet. Ideer, filosofi og politik er lede tråde, men ikke det som er det afgørende. Fuck fixe ideer. Virkeligheden er DADA, drømmen og erkendelse er DADA. Hvad er dada? Det er dada? Forstaden er væk. Syret med en vis pointe, ik. De vil være herre over tid og rum. Vælger hvad de vil og ikke vil. Det er et samfund uden love, optagelseskrav og eksamener, kun få regler. Vi ér. Det er du. Et sted på vej. Er du sikker på hvor du og vi skal hen? Nej, men jeg vil det bedste. Hvad holder dig så tilbage? Jeg. Du. På vej. Kom så.</span></span>
&nbsp;
<span style=”font-size:large;”><strong>Børnebyen.</strong></span> <div id=”Sektion114″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion115″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion116″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion117″ dir=”LTR”> <div id=”post-98″ dir=”LTR”>
”Jeg var i Børnebyen, da jeg hørte om balladen med to unger…”
”Det var vel ikke Gråspurv og Musvit?” ”Hvorfor bruger I egentlig fuglenavne i cirkuset?” ”Åh… En gråspurv går helt tæt på folk og stjæler fra dem, mens musvitten bare hamstrer. Folk får deres kaldenavne ud fra egenskaber eller bare i hverdags situationer.”
”Åh… men tag til Børnebyen, for episoden bliver taget op på mødet om et par timer…”
Anthony nikker anerkendende til sin sidekammerat i folkekøkkenet og går til Børnebyen, hvor hun tidligere på dagen øvede trapez med Gråspurv og Musvit, men de kunne ikke lytte og blev bange, når hun ville inddrage andre børn. Hun vil have at de med tiden falder til i Anarkocity, bliver behandlet ordentligt og får en ny chance. Gråspurv og Musvit har haft så meget tid og frihed, at de har svært ved at træffe beslutninger, ikke kan holde aftaler, følge en plan eller sætte grænser. Ved hovedindgangen til Børnebyen står et 9 årigt barn og tager imod Anthony, der går i egne tanker.
”Hej, jeg har lavet mad i dag. Hvad har du lavet? Skal jeg fortælle dig en hemmelighed? Jeg er Harry Potter.” ”Det er en god fortælling, men strukturerne i bogen er grundlæggende de samme, det er bare Kødmaskinen om igen. Mand, kvinde, hierarki. Så har jeg bedre historier at fortælle!” Ungen begynder at trække cyklen efter sig med fulde avistasker og prøver at gå i takt med Anthony, men kan ikke følge med, fordi skridtene er dobbelt så lange. ”Vil du så fortælle en historie?” Spørget barnet for at få opmærksomhed, men Anthony ryster på hovedet. De går gennem kvarteret hvor folk leger, men hun kan ikke se hvem der er forælder, lærer, voksen og barn for alle leger bare, men alle voksne er lige ansvarlige, men de voksne prøver at være på niveau med børnene, hvor børnene laver reglerne i legene de leger og fortæller hvad de vil lærer, det er børnene der sætter tingene i gang. Dyrene går rundt i fred. En gruppe af lidt ældre 11-12 års alderen opsøger hende med en masse spørgsmål, de yngre er mere sky. De ældre stiller spørgsmål: ”Vil du lege med? Kan du fortælle nogle sjove historier? Er du politibetjent? For politiet er her tit!” ”Nogen børn stikker nemlig af og gemme sig her. De hader deres forældre derhjemme og når politiet kommer for at hente dem gemmer de sig og laver ballade. De får ikke lov til at komme ind i kvarteret, vi laver fysisk blokade. Vi flygter hen i løbe-væk-huset, hvor de børn der er stukket af for at søge hjælp af psykologer, pædagoger, frivillige kommer der. Her er der fred og ro, lige gyldigt hvor udsatte vi er som mennesker, hvis politiet dukker op her falder der brænde ned! Løbe-væk-huset ligger i børnekvarteret, der er flere af dem. Det er de som ikke stikker af fra skolen i Kødmaskinen eller stikker af hjemmefra, som kommer derhen…” ”I må være nogle handlekraftige unger.” De omkring stående taler meget og da de finder ud af at Anthony er en rejsende, bliver de ellevilde og stiller en masse spørgsmål. De spørger hende hvor hun har været henne, hvor gammel hun er, hvorfor hun ser så mærkelig ud. Igennem deres spørgsmål og nysgerrighed kan hun mærke deres tillid til verden. På væggene hænger forskellige opslag for arrangementer, fotos af børn i konfrontation med Kødmaskinens myndigheder og politi, plakater for sodavands fest og …. Børnene forklarer at de voksne er stolte når de tror på sig selv og kan sige ”det er ikke i orden” overfor voksne og forældre. De går forbi Ateo, huse og områder der er de rene farveeksplotioner. Anarkobyen generelt er farverig, men Ateneo Voluntatio er endnu mere end de andre steder og der er cykler alle vegne, legepladser, parker, baner til fodbold, atletik, volleyball mm. Ind af de store buede vinduer kan Anthony se børn og voksne der står ved høvlebænke og tegneborde, en gruppe der sidder og læser rundt om et stort bord med bøger og plader. Da Anthony skal på toilettet er to børn ved at gøre skrubbe kummerne og feje gaden som en del af en leg, men det er også en ansvar de har påtaget sig i det børnekollektiv de er en del af. En arm af floden strømmer afsted gennem kvarteret fyldt med små husbåde og en lille bro hvor et par ældre børn sidder og fisker, cyklerne står op af træerne også den lille cykel med avistasker på, hvor bøgerne er faldet ud. Barnet hun mødte ved indgangen kommer ud af et smalt højt tårn. ”Hvad er der herinde?” Spørger hun og kigger indenfor. Der er ribber og fire meter høje reoler med bøger og madresser på gulvet. ”Det var da et sjovt sted. Hvad laver du derinde?” ”Jeg samler bøger.” ”Nå… Hvorfra?” ”Fra skraldepladser i Kødmaskinen. Jeg henter dem selv hertil.” ”Aha.” ”Og inde ved siden af laver de papir.” ”Jaså.” ”Fordi… Vil du vide hvorfor?” ”Ja, meget gerne.” ”Fordi de skal bruge noget at tegne og male på.” ”Har i da også en børne avis?” ”Ja. Men vi samler genbrugspapir ind fra Anarkocity og Kødmaskinen, som vi bringer til papirfabrikken i Anarkocity. Og der laver de også papir til artikekttegninger, som f.eks. er vores ateneo blevet tegnet på det papir!” Barnet ser stolt ud, det for Anthony til at smile. Nogen løber forbi og råber melodisk: ”Stormøde ved bålpladsen.” Barnet er gået ind i gensidigbiblioteket igen, Anthony stikker hovedet ind. ”Nå, men jeg skal til stormøde. Skal du med?” De går forbi Ateo hvor hun genkender Sylehat, der står med lidt ældre børn omkring et poolbord på en overdækket terasse, han viser hvordan de beregner vinkler. ”Næste gang går vi til forbruger kontoret. Så kan i se hvordan Rittas´ far bruger matematik til at beregne byens økonomi og hvordan det kan være at der er penge til at bygge huse, råd til mad til dyrene og menneskene.” Sylehat er optaget af sin undervisning og ser ikke Anthony. På bålpladsen få meter derfra er mange mennesker allerede samlet, nogle er ved at lave snobrød parat og tænde op i bålet, andre kommer med en saftevands maskine. Mødet er det eneste obligatoriske i den frivillige skole og hvor der altid er voksne, som i forvejen er med til at tilrette lægge undervisningen, hjælpe med rengøringen og en gang om måneden er børnenes forældre inviteret dertil, for at lave fællesprojekter og samarbejdet mellem børnekvarteret og Anarkocity. Forældrene hjælper med at fortælle hvad børnekvarteret er for en størrelse, få børnene til at være en del af Anarkocitys daglige opgaver. Mødet går i gang, det tager nogle minutter før folk er samlet. Anthony får øje på Gråspurv, som gemmer sig i flokken bag Musvit, som genert står og træder sig selv over fødderne, de står i hver sin ende af bålpladsen, men da hun pifter højt kigger de begge op og løber over til hende. Mødet går i gang, der bliver valgt ordstyre og referant, nogen prøver at liste bort, men bliver fanget og skal forklare årsagen til at de skal gå. Hvis de bare går uden at sige hvorfor får det konsekvenser f.eks. ved at skulle gøre toiletterne rene i to uger, en gestus der skal gøre, at folk ikke bare smutter, fordi det er kedeligt og hvis det er kedeligt, må de sige det højt, så alle ved det. Efter en halv time bliver der sagt: ”Nu skal vi snakke om tyveriet der er sket. Gråspurv og Musvit vil I selv forklare hvad der er sket.” ”Vi tog to cykler.” Siger Musvit og gemmer sig bag Anthony. ”Kan I komme frem så vi kan se Jer?” Gråspurv tramper frem og helt ind i midten for at stille sig i gløderne på bålet. ”Kan I se mig nu!” Siger hun afventende og venter på at blive skældt ud, beskyldt og kastet vand på, hun knytter næverne og siger: ”Vi ville kaste cyklerne i vandet og så blev vi opdaget af de små, som vi lokkede til at gøre det.” ”Hvorfor gjorde I det?” ”Fordi det var sjovt. Måge havde lovet hun ville komme og lege med os.” ”Jeg ville gerne have leget med jer. Hvis I vil have noget fra de voksne skal I selv gå hen til dem.” ”Næ.” ”Hvorfor kom hun ikke?” ”Hun er syg” ”Hvorfor spurgte I ikke nogle børne eller voksne her i Børnebyen om de ville lege.” ”Vi kender jer ikke. Vi tænkte ikke så meget over det.” ”Bare forbi jeg keder mig gør jeg ikke sådan noget. Jeg synes, vi skal sende en børnegruppe hen til Måge. Det er synd

for hende at hun er syg, men hun skal ikke love noget hun ikke kan holde.” Anarkobørnene er ikke bange for voksne iforhold til straf og skyld, sex, skolepligt, karrie eller bestemte opgaver i familien, at sige hvad de har behov for uden at føle sig i vejen og overflødige, de kan ikke forestille sig voksne som ikke er på deres side. Musvit rynker på næsen, der betyder tegn til at stikke af og Gråspurv ser det, men kigger tilbage på de andre børn, som på skift taler til hende: ”Jeg er ked af det for det var min yndlings cykel.” ”Jeg er ked af det, for i fik to af de små børn med til det. Og det er jeres ansvar at passe på dem.” ”Det vidste vi jo ikke. Kan vi så gå nu?” ”Nej. Det skal I ikke gøre igen! Derfor bliver det taget op her til stormødet! Hvad vil I gøre for at gøre det her godt igen?” ”Ikke noget!” Anarkobørnene måber, de forstår ikke hvorfor cirkusbørnene er som de er og der kommer en række af forslag i forhold til at cirkusbørnene kan stå for afrydning og opvask i folkekøkkenet, rydde cyklerne væk fra legepladsen om aftenen så de ikke ruster, at de ikke må komme til undervisningen i tre uger. For Gråspurv og Musvit føles det som en straf, de ser de fleste ting som en straf for i cirkuset er der en straffekultur. På børnemødet handler det om at skabe balance mellem dem der forulemper og dem der er blevet forulempet, det handler om konfliktløsning, så begge parter føler at de igen er en ligeværdig del af fællesskabet. Det er ikke en straf i traditionel forstand, nærmere en gestus, hvor de skal vise at de har forstået konsekvensen af deres handling, har en vilje til at gøre det godt igen ved at gøre noget du selv har valgt og sagt ja til. Anarkobørnene synes det sidste er for hård en gestus, langt de fleste elsker at have lektioner og cirkusbørnene er bare stille, fordi de synes de andre er så mærkelige. ”Hvad med at Gråspurv og Musvit ligger de ni årige i seng hver aften i tre uger?” Siger et barn, men Gråspurv græder og svarer: ”Hvor er det tarveligt, det var ikke min skyld.” Hun vil gå langt for at få medlidenhed, kaster sig ned og hulker hjerteskærende, men tildaglig splitter hun aviser ad og spreder dem i søerne og havebassiner, stjæler hunde i snor udenfor butikker, slipper dem løs eller går til politiet for at sige: ”Jeg fandt den.” Anarkobørnene tror at Gråspurveb føler sig skyldig og prøver at forklare at det handler om forsoning og om at være gode venner, det handler ikke om at angre. En af de ældre anarkobørn går hen til cirkusbørnene og siger: ”Det vigtigste er, at det ikke sker igen, så al energien ligger i forbyggelsen, om ansvar og årsager.” Anarkobørnene er oprevede, de er ikke vant til at dramaer skal gøres så store, men cirkusbørnene er fra en anden verden og har brug for hjælp. Anarkobørnene nedsætter en gestus som cirkusbørnene skal gøre til to uger samtidig med at hver af de to får deres støttevoksen og støttebarn, som skal få dem til at føle sig velkommen og forstå livet i Børnebyen.
</div> </div> </div> </div> </div> <span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:large;”><strong>Rolig, det er kun et sår.</strong></span></span>
”Hent flere bajer til baren. Hvorfor skal jeg altid koste rundt med dig? Kan du ikke bare gøre det af dig selv?” “Du bliver døddrukken på scenen.” Fasan vifter Due væk, som løber over til baren og slæber ølkasser. På bænken er Fasan og Fransiska, de har aldrig set hinanden før. “Jeg beder dig. Dyrk sex med mig… Før jeg drikker mig til udpumpning.” ”Anarkocity tilbyder professionel hjælp, hvis du har et misbrug.” Fasan trækker to flasker Gordons Gin op af lommen og ryster dem. “Jeg drikker mig ihjel.” ”Jeg kan vise dig sameritteltet.” ”Du er kold.”
”Hvad mener du?”
”Jo, du kan redde min aften, som en anden Madonna, men du vil ikke…”<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”> Fasan åbner en flaske Gordons Gin og drikker det halve, skæver til hende og spørger: ”Er du polyamorøs, som så mange her i byen?”</span>
”Ja.”
”Poligami er en hver mands paradis.”
”Jamen, det kan også gavne kvinden at have flere mænd”
”Det er det jeg mener.”
”Her er massere af glædeskvinder, altså kvinder godt kan lid at glæde mændene og alle slags mænd.
Og ellers er kvinderne ikke kedelige her i byen.” Fasan drikker Gordons Gin ud og kaster med hårpragten som hornene på en gedebuk barberet i siderne og sat med spray. Han har en bøjet pil i det ene øre og en bomby i det andet. Fransiska smiler kærligt til ham. ”Hvordan kan jeg forføre dig?” Spørger han.
”Men det kan du ikke, din fulderik.”
”Hvad vil du have for det? Mit liv? Min sjæl? Penge?”
”Penge? I Anarkocity har jeg alt hvad jeg skal bruge. Prostituerede i Kødmaskinen kommer hertil for her behøver de ikke bytte sex med noget andet. Her får de alt gratis og de boller kun af lyst.”
”Jeg er ikke til luddere… Jeg vil bare så gerne prøve dig.” Folk nusser, krammer, griner, pjatter, snakker, diskuterer, gøgler, jonglerer. De bruger intet elektrisk lys, men bålene lyser op og samler dem. De går ind i grotten og Kongeørn fastlænker Fasan til et omvendt kors og tager selv en læderpose over hovedet, hvor han ånder ud af hullerne og stikker tungen ud mod publikum for at vise sin foragt. Han sliber knivene og skærer så dybe, bølgende mønstre i Fasans ryg og fylder et glas med blod, som han drikker. Fasan får piercet læber og baller sammen og får skåret en luns kød af, som Kongeørn synker. I rusen sparker og slår Fasanen publikum. Det fede er at alle er med på det, så de slås. Fasans blod smitter af på folks tøj, han mister blod og bliver skæv af det. Nogle piger er vilde med ham og danser pogo med ham, de smadrer sig lige ind i ham, jo mere flirt, jo mere prøver de at smadre hinanden. En af pigerne får en albue lige ind i næsen og får næseblod, en anden får sparket en tand ud og råber ”Ej hvor fedt man!” Alle kan lugte hinandens sved og en bunke ligger på gulvet halvnøgne, boller de, er de faldet, blevet for fulde eller faldet i søvn? Gås står i baren med pandelygte, der blænder alle der betjenes. Folk kaster skygger i stearinlysenes skær og grotten minder om Platons hulelignelse, hvor alle lever i mørket uden at se dagens lys, men kun skyggerne på væggen. Fransiska har sat sig på en trappeafsats op til grottens dybere hemmeligheder og ser på. En flok nøgne ankommer til festen, hvor mændene laver propel og kvinderne render rundt og klasker brysterne i hovedet på folk.
Performere baner sig vej gennem hoben med krigsmasker og slår på bongotrommer. Anthony med sortrød maske og vredt udtryk, Gås med sortgul og ked af det udtryk. I dag er de konger af undergrunden, konger af narrene, konger af cirkus, i dag er alle konger! Kongeørn tager spiralerne af pigtråd ned, som hænger fra loftet på scenen og vikler dem ind fra top til tå og finder ticentimeter syle frem fra et viskestykke. Fransiska må hele tiden flytte sig for at kunne se, for de bliver flere og flere i grotten, der vil se Anthony og Gås bliver piercet fire til seks centimer ind i lår, mave, ryg, bryst, arme og over struben. Anthony og Gås går i trance og basgangen i musikken bestemmer folks hjerterytme. Due og Svane lapdanser i bure, der er sat op og de er helkropsbemalet som tiger og leopard. Men flere kommer til og danser med dem flere kropsmalede med farver der bare er tværet ud på deres kroppe. Anthony og Gåsen hejses op så de hænger i kroge i huden kun en meter over jorden. Det er suspension og forbudt at tage foto, men det er tilladt at dyrke nuet og autensiteten. Aftenen kan kun blive foreviget ved at folk snakker om det og husker, mindes tilbage og bruge tid på det. Kongeørn skubber Anthony og Tudsetrunte ud mod publikum så de gynger i lænkerne. De kaster skygger op i loftet fra massevis af levende lys på bænkene langs væggen, som til katolsk messe med lys for de døde og røgelse. Men her fejrer de at Gud er Død, at de er dødelige og hvordan de kan lege med døden. De dyrker nydelsen uanset om de nyder smerte, glæde eller behag! Due og Svane er akrobater og kravler på Anthony og Gås, der nu også har dobbel vægtforøgelse og Fransiska udstøder et gisp og frygter at huderne sprækker. Men de snaver alle fire med lange tunger, hvor kun tungespidserne rør hinanden og ligner edderkopper, hvor to er blevet fanget og skal spises af de andre. De leger dyr, men ér mennesker og publikum vil se den mesterlige håndtering af smerte. Kongeørn borer en syl gennem mundhulen fra den ene kind til den anden og møder alle publikums øjne og modtager en kæmpe applaus. Suspension er en klassiker i undergrunden, hvor showet altid foregår til fester med stoffer, hor og avantgarde musik. Det er okay at være ekstrem, det er okay at være sekterisk, det er okay at udelukke, det er okay at være anderledes iblandt dem der er anderledes. I siden kan folk købe eller få plakater, batches, stoftryk og plader som er selvlavet, fordi alting skal være ægte. De leger halvguder i mørket hvor de boller og sår frøene til de kommende generationer. Folk piercer og tatoverer hinanden med hjemmelavede tatoveringsmaskiner og et gammelt beskyttelsesrum er gjort til ”Rolig Kafé” med opsynsvagter og
hvor folk kan slappe af hvis de har indtaget for mange rusmidler eller bare har brug for at hvile sig.
<strong><span style=”font-family:Times New Roman;”><span style=”font-size:large;”>Trædemøllen.</span></span></strong>
<span style=”font-family:Times New Roman;”><span style=”font-size:small;”>Trommer buldre og folk danner fakkeltog ned af bjergstien, hvor de slæber ølkasser og har hunde med, golfkøller og keyboards, mens Kongeørn holder tale i megafon: ” Bryd fri fra dit pæne arbejdsliv og din pæne forbruger tilværelse! Jeg taler til alle Jer grå mus, der mangler at blive set! Alle hverdags mennesker der vil ud af sig selv og alle der vil fortælle folk hvad I mener! Til alle machomænd der mangler at blive domineret og til alle dem som keder Jer i en boks! Til alle svage: Nu kan I blive stærke!

I Jeres irrationelle pæne liv: Kom op af stolen og slås! I slåsringen er der kun fire regler. Èt: Ikke lemlæste og slå ihjel! To: Ikke slås udenfor arenaen. Tre: Ikke deltage, hvis du er under 16 år. Det er alt! Kun dem der rissikerer livet ved hvordan de skal leve! Hvis du ikke rissikerer dit liv, vil du aldrig hundrede procent kende dig selv og hvordan du vil reagerer!” Kongeørn bliver overrakt en bylt og råber: ”Hvem har tabt sit barn?” Anthony løber ned af bjerget efter suspension sessionen og mærker ilden i sig selv og tænker: Ikke længere skal ildebrænden undetrykkes og alt der før har tynget livet i dets fulde udfoldelse skal brænde, som på undergangens dag. Overalt i verden er Kødmaskinen gået i selvsving uden nogen griber ind, men bliver ved at samme trædemølle i stedet for at sætte en kæp i hjulet. </span></span>
<span style=”font-family:Times New Roman;”><span style=”font-size:small;”>Som hævet over jorden går hun afsted og har overvundet sin smerte. Fakkeltoget minder hende om </span></span>
<span style=”font-family:Times New Roman;”><span style=”font-size:small;”>årtusinders pilgrimsrejser, hvor folk drak sig stinkende fulde, spillede musik, sang, dansede og bollede så meget de kunne på deres vandring. Der venter dem et storslået syn over arenaen kun oplyst af fakler og ildtønder og folk der varmer op ved at gå på line, træne hunde, lave yoga eller stangspring. Politiet holder på rækker i yderkanten af arenaen på afstand, men det er deres rolle at kontrollere og bevare fiktionen og sørge for at folk bliver inde i spillet så det ikke breder sig. Folk skal være indenfor reguleringen og smadre hinanden. Fredsvagterne fra byen er her ikke for de vil komme voldsomt op at skændes med politiet som de er konkurrenter med. I små grupper hepper folk på hinanden, hvor de begynder at slås i små grupper, hold eller mand mod mand. Farverne blandes sammen i mørket og bliver grumsede og menneskemængden smelter sammen, hvor arme og ben kan være hvem som helst og de går i ét med træerne og klipperne i et bevægende skyggelandskab. I rundkredsene har folk fakler også med ildslugere og ildgøglere i nogle og for at få fuld koncentration hopper og danser folk for at holde sig varme, de hepper og drikker og råber og spiller med musklerne. På ladet fra en bil deler Høg ud af ting som gardinstænger, spejl, en dør, skuffer, ledninger og tilsidst en motorsav hvor folk jubler nu bevæbnede. </span></span>
<span style=”font-family:Times New Roman;”>På et skilt står der ”Kvit eller dobbelt” med tavler og tv hvor der er statetik og der står hvem der stiller op mod hinanden og hvad folk satser. Måge, Gås og cirkusbørn står i boden hvor man tipser. Cirkuset vil tage kødmaskineborgerens drøm og vende den på vrangen, sætte den på hoved og spejle den. Dem der vil slås kan slås, men der er regler: Cirkuset kræver at de underskriver en aftale og skriver under på, at hvis de ikke har sygesikring eller forsikring er det ikke cirkuset der står til ansvar, men kun dem selv og at de er ved deres fulde fem, når de skriver under. Foto er ikke tilladt og hvis det opdages kan de blive sagsøgt. Cirkuset vil beholde sin mystik og være noget der bliver husket og fortalt om fra mund til mund uden kopier af virkeligheden. Hvor det må handle om, at folk skal dukke op til deres arrangementer fordi de er unikke og kun kan opleves denne ene gang. Anthony møder Kongeørn og er oprørt: ”Vi skal ikke tjene penge på det her! Har du ikke været med til at lave en aftale med anarkobyen? Hvis byen giver alt gratis til os skal vi give alt gratis igen. Vi snyder dem kun ved ikke at overholde aftalen og resultatet er at vi bliver smidt ud.” Kongeørn viger udenom: ”Hold nu op. Hvad vi gør er vores ejet ansvar.” og Anthony tager fat i sin plejefar: ”Netop derfor og jeg vil blive her. Anarkocity er det eneste sted vi har fået noget nogensinde uden at skulle snyde os til det. Luk penge indsamlingen for vi bryder aftalen og det her er en non profit festival.” En tilfældig kommer forbi og spørger: ”Hvad er oddsne på Høg versus Blommehoved?” Kongeørn peger på tavler og tv på tribunen: “Spørg om hjælp ved glasmonstrene.” og vil gå sin vej, men kan ikke komme forbi Anthony der fastholder: ”Pengene skal gå til Anarkocity.”og Kongeørn giver hende ret i noget af det: “Ja. Vi kan tage to tredje dele selv og give et symbolsk beløb til byen og så skrider vi først dér.” Svane dukker pludselig op: ”Vi må dele pengene.” og Anthony farer sammen: ”Har du nu også fundet ud af at vi tjener kassen på det her? Jeg gider ikke mere.”Svane ligger hovedet på skrå: ”Hvad er det du ikke gider mere? Vi kan få vores velfortjente andel nu. Men lad os nu lige tjene pengene først og så finde ud af det med hvem der skal have dem eller hvad de skal bruges til bagefter.”Anthony kan sige farvel til den identitet, lyst og selviscenesættelse der knytter hende til cirkuset og tænker: Hvad er min rolle? Er jeg stadig tryg ved skuespillet? Er der overhoved et skuespil når mennesker risikerer at miste så meget og hvis det skal gå så vidt at miste livet?</span> <span style=”font-family:Times New Roman;”>Det er et live rollespil hvor folk bruger sminke og tøj og har sin rolle. Anthony spørger dem: Hvem ønsker du at være? Hun peger på den éne med et spankingrør hun kaster derhen og siger: ”Du er den lille husmur, der ofte undskylder sig selv og bekymrer sig for alle andre, men drømmer om at være den farlige kvinde, som ingen ved hvad kan finde på i næste øjeblik og som manden aldrig finder ud af…” Anthony finder læderhandsker, tager dem på og peger på en anden: ”Du er en kontormus, der drømmer om at blive rockstjerne og have få en stor, stærk kone. Her har du en fedmedragt og el guitar!” Forfatterne Ak og Stephan står i mængden og giver hinanden ret i, at deres bog er bedre end Trotsjkis(stav) tilsammen. Bodegamutteren kommer forbi i en engledragt og vil være den som aldrig gør noget forkert. Baseballspilleren er udklædt som lyserød plyskanin og Anthony spørger: ”Hvis jeg tager en pincet og trækker et af dine næsehår presser du så en tåre?” Forskeren går rundt nøgen i en exibisionistisk drøm med et vindue i hånden han kigger ud af, som hvis han lurede ind hos folk. Taxachauføren er konge der bæres i en stol af fire slaver. Alle har en rolle om end det er gangster eller professionelballademager med hue der er klippet i og brækjern i baglommen. Alle får nye roller og de fleste drømmer om at være super stjerne, super mystisk, super smuk, super rig, super naturlig eller super undergrund. Det handler ikke om hvad nogen tror eller ved, men om hvad de oplever. Hvis der ikke er sex er der stoffer og omvendt og ellers skal de bare tro nok på det. </span> <span style=”font-family:Times New Roman;”>En nøgen mand kommer dansende. ”Se min store numse. Se hvor tyk jeg er. I synes jeg er væmmelig, men jeg elsker min fede vom.” Han har maske på så ingen kan genkende ham når han viser sit dobbelliv. Alle er usikre og har noget de skal bevise. Den ene søger sine 5 minutters berømmelse, mens den anden altid slås når høn er i byen. Kampcirklerne er organiseret vold og det er ligegyldigt hvem du er og hvorfor du er her, men du skal kun tænke på at kæmpe og være med til det hele. Folk har tommelfingeren op eller ned, som kejseren i det koloseum gjorde dengang og de som larmer mest bestemmer hvem der har vundet eller tabt og om der er sympati eller ingen sympati. Ninjatøsen, Superhelten og Døgnfluen slås i en cirkel. Har de forstået reglerne? Anthony råber: ”Dem vi synes er vinderen har vundet, men kampene kan ende uafgjort for det handler om at udleve hele sit potentiale og ikke kun det halve.” Folk går fra slåscirkel til slåscirkel og cirkler imellem dem. ”Hvem vinder? Døgnfluen eller ninjaskrald?” Råber Anthony og ser på termometeret der måler når lydniveauet stiger og falder. Det er som en rigtig god koncert, hvor publikum råber tilbage til bandet: ”Må vi synge med? Vi vil have et nummer mere!” Endnu en kampcirkel begynder ved siden af og det er anarkokapitalisten Sølvtunge mod Jungledyret. Sølvtunge med et kafébord han bruger mod sin modstander og slår folk i hovedet fordi “Alt er til for ham” inklusiv mennesker og Høg slår Jungledyret med lange reb i hænderne. Flere løber ind og slås mod Sølvtunge og Høg der danner partnerskab. Høg skifter rebet ud med en jernkæde, men får kylet en tepotte i baghovedet og har brug for pause. Sølvtunge beregner: Jeg skal hjælpe Høg, men vi vil stå overfor hinanden tilsidst og så skal Høg være kommet så slemt til skade som muligt, så bare lad ham få de hårde slag nu selvom vi pt er partnere. Sølvtunge vil tjene penge på dem lider og dør og det er i kapitalistens væsen at sælge verdens undergang på tilbud. Høg og Sølvtunge er begge super brutale, hvor Sølvtunge ignorerer at tænke over konsekvenserne for andre, mens Høg tænker over det, men bevidst vælger at være arrogant og elitær. De ved begge hvad de vil og er lidenskabelige efter det. Sølvtunge beregner: Der skal komme mere ud af det end han investerer. Høg er ligetil og vil være et superselv. Høg er generøs for andre, fordi han udlever sig selv og for ham handler det ikke om godt eller ondt, men om at udleve sine lyster og behov i ekstremer. Det handler kun om hvad han vil og ikke vil, lyst og ikke lyst og om han tilbydes muligheden for at få tilfredsstillet det. Sølvtunge crowdsurfer og bedst til showbuisness, mens Høg er god til volden. Der er som i gamle dage hvor hængning var underholdning og det var en ære at blive henrettet istedet for at dø i en celle. Kampcirklerne kommer nærmere og nærmere hinanden og vindere udråbes. Tudsetrunten slås med et bilbatteri og giver Plyskaninen stød med et kabel. Tudsetrunten er udklædt klovn: En abstrakt størrelse med glade øjne og glad mund malet med stærke farver, som symbol på lykke. Tudsetrunten vil have noget hele tiden og det er aldrig nok så nu åbner hun for sluserne og går amok til batteriet konfiskeres

af sikkerhedsvagter. Det er som det gamle koloseum da den moderne civilisation blev grundlagt og bygget op om dramaet: Politikernes og stjernernes skuespil og alle rollerne handler om, at folk kan fokusere så meget på et selv som ikke er der, at livet bliver meningsløst. Når de hver dag ikke aner hvad de laver som f.eks. at være børsmaler og er bundet op af ting, penge og succeskrav. De har mange forventninger til sig selv, men mangler lidenskab og bekræftelse. </span>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:large;”><strong>Efter alle imorgens fester.</strong></span></span><span style=”font-size:medium;”> </span><span style=”font-size:small;”>”</span><span style=”font-family:Times New Roman;”><span style=”font-size:small;”>Endelig skrider de tryghedsnarkomanerne, de kan aldrig finde ud af at vende bøtten.” Tudsetrunten nikker mod en gymnasieklasse fra Newcity. ”Se de snothvalpe i kjole og skjorte. Da jeg var på deres alder havde jeg været længere ude end nogen af dem.” Tudsetrunte har ingenting til overs for dagligdagens mennesker for cirkuset lever hver dag med slum og fest, hvor hun får selvtillid af at ekskludere. ”Er det flødebolleparty?” Råber hun og forfølger festivalgængere mens hun fælder dem. ”Satans flødeboller. For Jer er livet let og I ved intet om, hvordan det er at klare sig.” Tudsetrunten fælder alle fem ud af pladsen.</span></span><span style=”font-size:small;”> ”Hold op.” Snøfter den ene, men hun svarer: ”Har du ingen humor?” og planter knytnæven så den slår en fortand ud. ”Få dig en hoppy.” Råber Anthony til hende, da Tudsetrunten kommer tilbage med kommentaren: ”De er kedelige at feste med, men sjove at mobbe.” Tudsetrunten strækker sig og kaster sig ned i en sækkestol. ”Så blev festivallen alligevel en succes.” Siger hun og smiler tilfreds. </span><span style=”font-family:Times New Roman;”><span style=”font-size:small;”>Anthony ser på Tussetrunten iført abbibas bukser og comboyjakke med afklippede ærmer til overarmstatoveringerne. Det er sket før at Tudsetrunten er gået fra 80mob til feministisk betonlebbe og videre til autonom hiphopper afhængigt af hvilken subkultur hun har befundet sig i. At tilpasse sig udseendemæssigt er en måde at overleve på og image- og dermed myteskabelsen om sig selv gør, at hun kan kompensere for lavt selvværd og frygt for kritik. Hun mobber og sætter så lave krav til livsomstændighederne, at hun kun behøver vand og brød. Der er en stolthed i, at klare sig uden penge og cirkuset sætter sin identitet ind på det, men fælles for dem alle er også den underliggende følelse af håbløshed og Anthony må spørge sig selv: Hvem har brug for mig? Men håbløsheden ville være større, hvis hun var en del af Kødmaskinens arbejdsmarked, hvor hun ville være en udskiftelig brik: En arbejder. At melde sig helt ud eller ind i samfundet er i sidste ende det samme, men hun har heldigvis fundet en udvej: Anarkocity.</span></span><span style=”font-size:small;”> </span><span style=”font-family:Times New Roman;”><span style=”font-size:small;”>Tudsetrunten kalder på Anthony fordi hun finder en kaktus i en forladt lejr. ”Du skal klare dig, som den her plante.” Anthony nikker tilbage: ”Ja, livet er en ørken og jeg er en kaktus.” Tussetrunten tænder en cigar fra kartonnen Humidor og ned i tarmsystemet skyller hun Smirnoff Premium. Hun voksede op i et socialt belastet område med en skizofren mor og alkoholiseret far. Som 30 årig fandt hun cirkuset og når hendes forældre kom på besøg sov hun alle dage og forældrene sad i lejren og talte om deres egne problemer. Relationen stoppede med årene. Pludselig får Tudsetrunten et hosteanfald og der kommer blod op. Hun hoster så voldsomt og længe at flere stopper. “Det er på grund af dårligt indeklima og rygning.” Svarer hun, da en anarkolægen spørger: “Hvad tror du selv du fejler?” Tudsetrunten kommer galt af sted med små ting, som at forstuve næsen, brække en finger eller falde ned fra et bord.</span></span><span style=”font-size:small;”> </span><span style=”font-family:Times New Roman;”><span style=”font-size:small;”>På festivalpladsen pakker folk sammen, brænder ting af og musikken ebber ud mens rengøringspatruljer prøver at få styr på den kommende dag. ”Kan du huske det?” og ”Det må vi også gøre næste år.” er faste kommentarer fra forbipasserende, som forlader fællesskabet, glæden og kærligheden de fandt sammen og vil tage med sig videre, hvor de overskred de sociale love og følte sig genopdaget. Før festivallen følte de forventningsangst, spænding og stres og i en akkumulation kom forløsning og lykke, da de kastede sig ud i situationer de ikke vidste hvor ville ende. De havde brug for dekadencen, som bragte dem til generøsitet ved at dele venskab, oplevelser og beruselse. Forbipasserende råber: “Kom godt hjem” og “Tak for en god festival.” Tudsetrunten spørger: “Men bliver I ikke og fester videre?” Men alle har de noget de skal videre med og leve op til. Tudsetrunten hoster og suger desto dybere i cigaren som den sidste bums i parken, der ikke vil gå hjem. Så pudser hun næse i ærmet og læner sig mod Anthony: “Almindelige mennesker kan ikke forandre noget for de kan ikke se problemerne og gøre noget radikalt ved det. Jeg stoler ikke på dem, de kan ikke følge deres lidenskab og er ikke stærke nok til at tage udfordringen op. De kan ikke se fornøjelsen i at blive ved i det ekstreme for de kan ikke se det ekstreme. Vi skal finde ud af hvordan vi kan trække folk endnu længere ned i sølet så de ikke kommer tilbage igen. De gider kun </span></span><span style=”font-size:small;”> </span><span style=”font-family:Times New Roman;”><span style=”font-size:small;”>feste en uge, men det er når de går hjem festen begynder.” </span></span>
<span style=”font-family:Times New Roman;”><span style=”font-size:small;”>Dagen er som ”Alle imorgens fester” som er en talemåde i Anarkocity iblandt cirkusfolkene med tømmermænd, fordi de har opnået lykke og samhørighed ved festen, hvor lysten til at destruere er skubbet i baggrunden, mens deres kroppe restituerer. ”Vi kunne blive politiske.” Siger Anthony, men Fasan på bænket tømmer vinkartonnen på det og hikker: ”Bourgestiet kan kun finde ud af at bo et fast sted, men det har omkostninger, som jeg selv ikke kan leve med personligt og verden ville være et bedre sted hvis alle rejste rundt som de ville. Jeg hader folk der tror at de bliver lykkelige af bare at få et hus og en køter, mens det meste af jordens befolkning bor i noget der minder om skure og køterne lever på gaden.” Fasan skyder rastløst kapsler af sted og studerer etiketter på tomme flasker. Han var vagabond ti år og Anthony kender hans rastløse drikkeri i pauserne imellem hverdag og fest, forberedelse og forestillingen. Fasan bor i varevogn med tre køtere og fulgte cirkuset til besatte huse de optrådte i.”Hvem sørger for tømmermændsmand: Burger, rullade og chips?” Råber Tudsetrunten og Anthony supplerer: ”Ja og litervis af sodavand!” L’Amour Toujours med Gigi D’Agostino er eurotrance i radioen og Tudsetrunten danser med sår på arme og ben, men næste nummer i radioen er ”Velvet Underground – Venus in Furs.” </span></span>
<span style=”font-family:Times New Roman;”><span style=”font-size:small;”>Så kommer klarheden: Der findes ingen sandhed, men kun øjeblikkets oplysthed: Zen. Få timer efter festen, hvor de har udlevet sig selv i ekstremer og ekstase, brugt sig selv og hinanden og har historier at fortælle og bliver husket for, som skaber identitet og harmoni. De er ét med verden og verden er ét med dem, hvor de kender meningen med livet og virkeligheden føles ekstrem rigtig. Det er en meget stærk og livsbekræftende følelse. De befinder sig i to ekstremer mellem virkelig at være i live og have nedbrudt kroppen så de skal bygge sig selv op igen og holder hyggestemningen så meget oppe, at de hygger sig næsten ved tvang og kan holde efterfest en uge op til en uge efter, hvor virkeligheden rykker tættere og tættere på og de stadig sidder på samme plads lige fulde. I sit individuelle sind stræber Anthony efter at være fri, vild, vågen og klar og afvise illusioner til en mere intens oplevelse af virkeligheden. Hun kender til den anarkistisk buddhismen der handler om, at hverken materiel rigdom eller politisk magt kan give permanent lykke og uoplyst tilfredshed med situationen.</span></span>
Da Anthony rejser sig er det blevet mørkt og noget er i luften. Hun går i autocamperen til Kongeørn der fortæller:“Jeg fantaserer om, at slås mod anarko kapitalister, mafia, regeringens hær og fascister, hvor atomkrigen er overstået og kun få har overlevet. Vi lever som jægere og samlere i pagt med naturen og klanen selvfølgelig.” “Det er bare Davin om igen. Primitivismen er ikke mere retfærdig end kapitalismen. Forandring er mulig uden at verden behøver at gå under først.” Kongeørn sniffer fattigmands coke og siger: ”Jeg skal have fat i mere til at dække mit kæmpeforbrug.” Han klør sig tænksomt på panden: ”Vi har ikke forandret noget ved at holde festivallen, men tjent penge til at finansiere hvad vi mangler.” ”Men cirkuset må give overskudet til Anarkocity nu hvor alt er gratis her.” Kongeørnen skubber irriteret til stofposen med penge til sedlerne falder ud og blander sig såret: “I 20 år har jeg lavet cirkus og hvad har jeg fået ud af det? Ingenting! Jeg er stadig fattig som en kirkemus. Utak er verdens løn!” Svane vågner fra sin søvn i hjørnet: ”Lad os afskaffe dig som den uformelle leder en gang for alle. Magt korrumperer, mere magt korrumperer endnu mere.” ”Jeg er ikke leder, men en vigtig person og tro tjener til cirkuset som ikke ville fungere uden mig.” “Det er kun grund til at smide dig ud for du skal ikke tro du er kommet for at redde os. ” Svane fægter truende med skruetrækkeren og Kongeørn jamrer: “Er det Jeres pinlige teenageoprør? Det er mit cirkus og min festival og jeg vil sætte dagsordenen og fordoble pengene på byens casino.”Svane hvæser:

”Det koster.” Anthony stammer: ”Men hvorfor bruge penge?” <div id=”Sektion118″ dir=”LTR”></div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> <span style=”font-size:large;”><strong>Ingen forretning.</strong></span> <div id=”Sektion122″ dir=”LTR”> <div id=”page” dir=”LTR”> <div id=”Sektion123″ dir=”LTR”> <div id=”content” dir=”LTR”> <div id=”post-78″ dir=”LTR”>
Anthony følger efter Kongeørn, der har taget poserne med penge og går til casinoet som mafiaen driver i Anarkocity, hvor der på facaden står med graffiti: ”Skrid herfra” og ”Ikke velkommen her.” Anthony kravler i lygtepæle og springer rundt og laver akrobatik og argumenterer nu for det: ”At gamble med livet er det vi gør i akrobatikken, når vi går på line højt oppe og det giver et ægte kick.” Da de kommer indenfor siger en mand i smoking: ”Vi tager snitter. Vil I have nogen?”
”Sikke gæstfrihed.” Kongeørn slår sig ned.
”Jeg er bossen.”
”Det er jeg også i et cirkus.”
”Alletiders. Milan.” Han rækker hånden frem og Kongeørn ryster den tilfreds og svarer: ”Kongen.”
”Det er en flugt.” Afbryder Anthony dem, men tager selv speed, fordi hun er bange for at lade frygten tage styringen totalt. ”Lad os nu tage hjem.” Siger hun og vil ikke kalde Kongeørn en forræder, men det er hvad han er. Hun kan ikke sige fra pludselig, men melder sig ud og tager flere streger. Villaen har barrikaderede døre og vinduer og folk sniffer hele tiden. Milan annoncerer: ”Vi spiller Pot Limet Omaha.” og dealeren deler kort ud. ”Ekspresso?” Spørger tjeneren dem og Milan svarer for dem alle: ”Til hele bordet tak.” Da opmærksomheden samles om bordet forstummer hun og går i baglokalet hvor flere er. Hun kan høre Milan til tjeneren: ”Tæl chartonnerne. Tøm askebægerne.” og går nervøst rundt om sig selv for punkere på casino er dekadence og hun vil jo af med pengesystemet. ”Hey tøs, sæt dig ned. Du gør mig stresset.”
”Hvorfor gider I være her i byen når I ikke er velkommen.” Svarer hun igen.
”Anarkocity er et fedt sted at tage stoffer og holde fritid. Men vi er en del af Newcity og tror ikke på anarkisterne, fordi magt er naturligt.” ”I tror ikke I skader folk?” ”Hold op med at bitche. Speed er let at skaffe i branchen. Skal du have mere?” Pludselig lyder der raballer og Anthony skynder sig ind i stuen, hvor Kongeørn kaster stolen ind i væggen og råber: ”Sugemaller på Dødsstaten.” og Milan smider ham ud. Men udenfor står den vrede cirkusgruppe og Svane spørger: ”Har du tabt pengene?” og til Anthony: ”Hvordan går det Kranken Schwester.” Tudsetrunten smadrer en akustisk guitar til pinde ned i jorden og Milan råber: ”Smut. Vi vil ikke have politiet rendende her” men fredsvagten kommer forbi. ”Hvad sker her?” Spørger fredsvagten, men Svane svarer afvisende: ”Ingenting. Det er ren dårskab.”
”Hvad mener du?”
”Et internt regnskab vi klarer selv.” Anthony peger på Kongeørn: ”Du har spillet pengene op.”
og sætter sig i fredsvagtens bil. Svane banker på ruden med knyttet næve: ”Tro ikke du kan vende tilbage.” og fredsvagten blander sig: ”Konflikten handler ikke om penge eller vold. Den handler om at nogen ikke har overholdt en aftale. Volden er bare et udtryk for uoverensstemmelsen, som vi bør kunne finde en fredelig løsning på. Fred er en forudsætning for det frivillige samfund vi ønsker. Hvis cirkuset vil være i anarkobyen kan I ikke have interne love og restriktioner på den måde. Hvis konflikten skal løses må cirkuset omformes til en fredscirkel. Cirkuset og anarkobyen er to forhandlingspartnere der skal finde en løsning.”
”Cirkuset går ikke i fredscirkel. Det er ikke vores metode.”
”Cirkuset har fra i dag én uge til at finde ud af, om I vil forlade byen eller gå i fredscirkel. Indtil da er I kun turister og det vil sige at I har afgang til mad og drikke, sundhedshus og aktiviteter, men ikke længere indflydelse i beslutningstagener og byens overordnede økonomier. Den økonomiske aftale i lavede med byen er nu frafaldet og I er her nu kun på turistbetingelser.”
”Er der nu ikke plads til os her længere? Kan punkerne nu ikke længere være i deres ejet miljø?”
”Alt imellem cirkuset og byen er nu et tillidsspørgsmål. Byen er ikke bare et miljø, men kræver: Ingen bosser. Indtil cirkuset vil samarbejde om dette er der ingen tillid og det åbner kun for én økonomisk aftale nemlig den almindelige forretningsmodel.” Fredsvagten kigger nu på Anthony: ”Når I kommer tilbage til cirkuset skal I vide, at I ikke vil få tæsk” og så på Svane: ”Hvis cirkuset vælger at forlade byen og ikke at gå i fredscirkel nu kan I komme tilbage senere og gøre det. Hvis I ønsker en fredscirkel skal byen nok skaffe ressourserne til det.” På Svanens brystkasse er der en lap med trykket: ”Hævn er en ret der skal nydes kold.” og han siger koldt: ”Cirkuset har altid fungeret på selvtægt og vi er ikke et bundt forrædere alle sammen. Vi kender hinanden på godt og ondt og ingen kan dømme os ud over os selv.” ”Ingen vil dømme Jer mens i bor her, men det kræver, at i går i en fredscirkel for at lave om på jeres grundlæggende strukturer som åbenbart er hierakisk og festivallen var der delte meninger om, men nu handler det om at komme videre og ikke om hvordan cirkuset plejer at være.” Anthony er pinlig og foreslår noget nyt: ”Cirkuset kan blive i byen, men vi kan bryde op med det gamle og blive noget nyt.” Svane udstøder ”ha” og håner hende: ”Vil du blive i Anarkobyen nu hvor du har ødelagt alt for dig selv?” Men fredsvagten formulerer: ”Som enkelt person kan alle gå ud af cirkuset og ind i byen. Hvis cirkuset går i opløsning vil ingen blive lagt til last for hvad kollektivet har at bøde for. Hvis halvdelen af cirkuset vælger at blive her som enkelt personer vil de heller ikke ligges til last. Det er kun hvis cirkuset som kollektiv stadig vil være i byen at I vil blive bedt om at gå i cirkel.”
”Lad os gøre det.” Råber Kongeørn og Anthony snerrer: ”Du snyder os og så vil du i centrum i en fredscirkel.” Hun har fået nok af at cirkuset konsumerer og underholder folk og så skrider bagefter. Anarkocity er et levende og sprudlende samfundsalternativ til Kødmaskinen, men modkultur og at bygge et nyt samfund er to forskellige ting. Forandringerne i cirkuset skal komme indefra og de er klicheen om at anarki bare ender ud i bander, der styrer verden og så må de forandre sig. Kongeørn svarer frelst: ”Jeg elsker Anarkocity.” og Anthony bliver personlig: ”Du har aldrig givet mig den kærlighed og det venskab du lovede mig engang. Jeg har aldrig kunne få din støtte, hvis jeg ikke levede op til krav om altid at knokle og være ekstrem. Jeg klarer mig fint alene.” og Svane siger helt positivt: ”Hvis vi ikke kan enes må vi dele vandende. Halvdelen af cirkuset kan individuelt blive en del af Anarkocity og den anden kan flytte i Kødmaskinen eller rejse videre.” Men det er hvad Anthony frygter, nemlig at om en uge vil halvdelen af cirkuset så igen skulle pakke deres ting og spørge: Hvor skal vi bo? Hvad skal vi spise? Hvor er den næste fest? Hun vil ikke ende på gaden igen og siger også: ”Jeg havde håbet at cirkuset ikke behøvede at leve så forhutlet og rent faktisk udfordre sig selv ved ikke kun at leve fra hånd til mund. Gråspurv og Musvit har fået støttevoksen og støttebarn i Børnebyen og Måge er rask igen.”
</div> </div> </div> </div> </div> <span style=”font-size:large;”><strong>Det er verdens undergang.</strong></span> <div id=”Sektion14″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion15″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion16″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion17″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion18″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion19″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion20″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion21″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion22″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion23″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion24″ dir=”LTR”>
<span style=”font-family:Times New Roman;”><span style=”font-size:small;”>En nat bryder cirkuset ind på Foucoult og co. hvor de finder voldsomme og lidelsesfulde dyreforsøg og biologiske droner. Menneskene</span></span><span style=”font-family:Times New Roman;”><span style=”font-size:small;”> leger Gud ved at manipulere med naturen og fx rovfugledroner kan ødelægge fødekæden, hvis der kommer mange af dem og sink, alluminitum, guld, tungmetaller, silikone forurener. På fabrikken er der bure med dyr splittet ad, hvor øjne og ører bevæger sig og pulsen stadig slår. ”Lærke. Kommer vi nogensinde ud igen?” Spørger Due ængstelig og Høg, Fasan, Gås, Svane, Tudsetrunte og Kongeørn barrikaderer døre, videofilmer og samler dronedyrene. ”Vi vender ikke om, men er midt i en konflikt. V</span></span>i går tilbage den vej vi kom ind. Bare tag noget lovehate og lad være med at bekymre dig.”
”Far og mors ambitioner var ikke, at se os børn som narkomaner.” Due finder et kamera og filmer pelsdyr med halve hovedskaller og lemmer byttet ud med robottens og luften er sødlig kvalm og som i en supermarkedcontainer med råddent kød fra køledisken med kemisk affald, der lugter som rigtig stærkt rengøringsmiddel. Anthony deler lovehate ud og tænder sådan en stor joint, at hun må tænde den med en støvsuger og lader tankerne flyde: ”Anarkocity er minoriteter, undergrund og grænsen for normalitet, der har flyttet sig. Et skridt på vejen til den frie civilisation kun af frie individer, hvor det ikke gælder om, at hoppe højest. Gid jeg kom til utopia og var et uafhængigt menneske<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>: Det drømmende menneske behøver ikke at lægge under for Kødmaskinens materalisme, men skabe sit ejet materielle grundlag: Et fundament for at kunne drømme. Ikke på mareridtets betingelser. Virkeligheden er andre mennesker, der sætter love, regler og normer op og gør det besværligt, fordi vi skal tilpasse sig og tage hensyn til relationerne. Jeg er afhængig af andre, men det bedste er, når vi slutter os sammen for at leve solidarisk og frie (2+2=5) Hvis de to rigtige mødes kan de skabe overskud til tyve og det er ideen bag Anarkocitys føderalisme og netværkstankegang.”

</span></span>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Due filmer løs og</span></span> cirkuset finder maskingeværer, petronbælter, magaziner og granater. Anthonys fantasi om at smide alt hun har i hænderne og rejse til utopia går i opfyldelse og hun besvimer:
<span style=”font-family:Times New Roman;”><span style=”font-size:small;”>Bag sig hører hun fodtrin og sætter i løb ned af gangen, hvor exit er låst og hun springer ud af et vindue. Hun tror, hun er på 1.sal, men i virkeligheden er hun på 4. og styrter ned. ”Neeej” råber hun, men så bliver hun en fugl, der fløjtende flyver over marker og enge med d</span></span><span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>inosauere i stedet for </span></span>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>asfalteret land med biler, lastbiler, busser, toge, fly og i alle størrelser, der varetager alle opgaver. Ingen droner skabt til at forstyrre og manipulere, som en spejling af de mennesker der har skabt dem. Dinoen er et biologisk dyr, der som maskinen med uendelige muligheder ikke kan bruges til at manipulere folk med. I kraft af, at dinoen er et dyr skal den have mad, kærlighed og opdragelse for at kunne være velfungerende brikker i et samfund og trække, bære, transporte, blive kælet med og omgås. Her kan Anthony træffe valg, som hun har lyst til og tage uden at skulle tænke på, at skylde nogen noget, komme i skyld eller gæld, være bange for at blive alene eller undertrykt af flertallet, så hun dykker ned og spiser korn på et fuglebræt og drikker juice i et frugtspringvand. I en verden hvor frygten er overkommelig og ikke noget hun behøver at rette sit liv ind efter vil hun handle med lidenskab og selv finde motivationen for det hun gør og vil i sit liv. Uden at være i Anarkocitys rissikozone for at blive ryddet eller ødelægge sig selv. I en ufri verden er det svært at forestille sig frihed, men i hendes utopiske verden gør folk det de har en ide om er rigtigt, men behøver ikke at frygte arbejdsløshed, fattigdom, fængsel, at folk stjæler noget fra dem og ikke at få accept og anerkendelse på mange niveauer i forhold til venner, arbejde og partner. </span></span>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:small;”>Omkring springvandet leger pelikaner, storke, musvåger og ungerne er krydsninger dem imellem. Lærke hakker en nød op med en sten i næbet, men hr og fru dame krage hakker på hendes ryg for selv at tage nødden. Der bliver sort for hendes øjne og da hun vågner op igen er hun i soveværelses afdelingen i et møbelmarked og en kvinde rækker hende varm kakao og smiler: ”Har du sovet godt?” Sengetøjet er stift og nyt og natkjolen i knitrende silke og på hele afdelingen er der folk der sover sammen og hyggesnakker, spiller kort og jonglere, ammer og leger med babyer og hun løber ud mellem varehuse, hvor folk nu bor og lever. Ud af en børneflok på fire spørger den ene hende: </span></span>”Vil du lege? Vi leger forbrugskollektiv og er lige ved at samle alting sammen, vil du tage nogle ting med hjem eller vil du bestille noget?” Men Anthony svarer: ”Jeg vil hellere lege syndikat, skal vi ikke ringe til gartnerne og spørge om de vil lave en have?.” En gammel kone bukker sig ned til hende og tager hendes hånd: ”Lad os tage ud og rejse. Lad os tage en tur i bussen og se ud på verden. Det er lang tid siden vi har været i byen, så lad os kigge på mennesker.” Den gamle har en rejsetaske på skulderen og laset tøj efter at have rejst hele sit liv, men hendes normadetilværelse har ikke straffet hende som gammel for der er stadig nogen som vil tage sig af hende. ”Bare rolig, jeg har det godt og må gerne blive.” De omfavnes og går ud i solen, hvor der ikke er andet end lys. ”Lad os løbe.” Siger den gamle og de løber så hurtigt, at Anthony mister balancen og råber ”Jeg falder.”, da hun igen bliver til en fugl der dykker ned af. Ned, ned går det hvor Anarkocity bliver en plet på landkortet. Hun stiler mod labyrinten og får øje på æslet under en lygtepæl i en park, men den begynder at gå og hun må flyve længere ned for at ikke at miste den af syne i en skyggelagt korridor. Men forsent. ”Klonk klonk.” siger dens klove imod gadens brede brosten og kommer først fra venstre, så højre, fordi lyden kastes tilbage i ekko. Målet flytter sig hele tiden. Hun savner en ven og vil fortælle æslet, at den accept hun fandt i venskabet fandt hun også i Anarkocity og hun flyver op igen for at spejde ud. Så lyder et skud og en stikkende smerte i skulderen, der gør at hun mister balancen og nogen råber: ”Hey, vi har mad.”
Mens hun falder tænker hun: ”Jeg ved, at det her er en drøm, men skal jeg vågne eller sove videre?” Men hun kan ikke nå at tænke før hun bare lander på en bunke aviser i en baggård. Bygningerne er faldet sammen og der ligger sprængte mursten rundt omkring, der er meget støvet. Hun hoster og børster støvet væk fra den ene avis med vingen. Overskriften er: ”Uenighed gør stærk.” <p align=”CENTER”><span style=”font-family:DFKai-SB, cursive;”><span style=”text-decoration:underline;”><strong>Rapporter Fransiska i samtale med bataljon Sorte Blitz´ kommandant Kongeørn og Sylehat fra de ikke-hierakiske bataljoner AC (Anarkocity.)</strong></span></span></p> <span style=”font-family:DFKai-SB, cursive;”><span style=”text-decoration:underline;”>Kongeørn</span><span style=”text-decoration:underline;”>:</span> ”Pointen er at, vi skal stramme og effektiviserer, vi har knap med ressouser og derfor skal vi have en central ledelse. Nogen skal have overblikket for I alle de små kampe er der aldrig nogen som vil have overbik. Der skal kunne reageres hurtigt og det kræver et befalelseshieraki og soldaterne ved hvor ordrene kommer fra, at de kommer hurtigt frem, hvorfor osv.”</span>
<span style=”font-family:DFKai-SB, cursive;”><span style=”text-decoration:underline;”>Sylehat</span>: ”Anarkisterne kan på ingen måde overgå staten og dens metoder. Vi kan ikke bekæmpe djævlen med dens egne våben og være autoritær som staten, men opfinde vores egne metoder, som ikke er militariske. Først og fremmest skal vi skabe tillid i befolkningen så vi får støtte fra dem, vise at vi ikke er et onde: Vi er iblandt Jer og vi er en del af Jer. Vi kan først vinde ved at være uforudsigelige og først tage dem, når de er ovre på vores banehalvdel. Vi ved godt, at vi skal forsvare et geografisk område og det begrænser vores muligheder. Hvis vi vælger en guilliastrategi kan det være vi kan holde byen eller store dele af den.”</span>
<span style=”font-family:DFKai-SB, cursive;”><span style=”text-decoration:underline;”>Fransiska:</span> ”Men hvis vi ikke bringer konflikten ud i Kødmaskinen og blot forsvarer os som i én lige linie i en frontkrig vil vi blive isoleret, udsultet og nedslagtet.”</span>
<span style=”font-family:DFKai-SB, cursive;”><span style=”text-decoration:underline;”>Sylehat:</span> ”Vores metoder er sabbotagen, samarbejde og at vi kan gemme os i massen. Vi må på ingen måde få den militære magt til at dominere det civile liv i Anarkocity, det er for Anarkocity vi gør dette og ikke omvendt. Vi må ikke lave en holdningsmæssig ensretning i Anarkocity blot fordi vi er i en krig og har en fjende, det kan kun håndteres ved at have så lidt hierakiske militser som muligt og at kommandørenes autoritet kun gælder ved slaget og ikke i andre anliggender. Derfor skal vi have forsamlinger, hvor vi træffer beslutninger helst med konsensus. Hvis nogen giver sit liv for nogen eller noget så er det mindste, vi kan kræve er, at de er enige I formålet med det de gør og måden at gøre det på.”</span>
<span style=”font-family:DFKai-SB, cursive;”><span style=”text-decoration:underline;”>Kongeørn</span>: ”Men vi har allerede tabt en bydel i Anarkocity. De ikke-hierakiske bataljoner er for
kaotiske og mangler disciplin, de er ikke effektive nok til at slå ihjel, de mangler uddannelse og uniform, de lytter ikke til ledelsen, der er ikke nok samarbejde mellem enhederne.” </span>
<span style=”font-family:DFKai-SB, cursive;”><span style=”text-decoration:underline;”>Sylehat</span>: ”De hierakiske har glemt, at målet ikke helliger midlet. For hvis de vinder siger det ikke noget om, at de vil lave et anarkistisk samfund for så er menneskene blevet så autoritære og autoritætslydige at det er umligt at genskabe Anarkocity. De militærebeslutninger står ikke over de civile beslutninger og militæret er kun til befolkningens forsvar, intet andet.Selvdisciplin har intet at gøre med at glemme sine anarkistiske værdier. Folk er frygtsomme, desperate og kan gå i selvsving, hvis vi ikke skaber klare rammer bliver der bare mere kaos og det kan kun komme Kødmaskinen til gode.”</span>
<span style=”font-family:DFKai-SB, cursive;”><span style=”text-decoration:underline;”>Fransiska</span>: ”Men vi må ikke glemme diskussionen, for det er det som gør os stærkere end dem fra Kødmaskinen. Måske har vi ikke våbnene, men vi har medmenneskeligheden og lidenskaben på vores side.”</span>
Kvinder og mænd med tre heste går forbi. De har tøj på fra militærets overskudslager brugt og falmet blandet med strikhuer og sweatre så det virker tilfældigt. De laver bål og steger kyllinger og bringer emner op som:”Vi skal skaffe penge, mad, våben.” og ”Hvordan vi røver Kødmaskinens våben og konsumlagre.” og”Vi tager ud til bønderne og deres enheder og spørger om de vil alliere sig med os.” Næste morgen er bålet slukket og gruppen forsvundet. Solen stråler og hun strækker sig ud i alle kroge af sin menneskekrop. Alt er stille og faldet sammen omkring hende, men rotter gnaver og fra en baggård hører hun grynen og finder æslet, som hun klynger sig til og hvisker: ”Du er min første og sidste ven.” Æslet er hendes ledsager, den er stædig og giver ikke op, men er et håb. Den bærer hende gennem landskabet og på mure og vinduer står hilsner som ”Min kniv

i din skede.” og ”Død over din familie.” og bygninger er sprunget væk med skudhuller i resterne. Anthony får en stofpose over hovedet, så hun hverken kan se eller lugte og smidt op på en hest med to ryttere og ”Det bliver værst for dig selv hvis du ikke makker ret.” De fører hende ind i skoven, hvor sollyset forsvinder og det bliver mørkt og koldt, hvor de går af ujævne ruter op af i bjergene. De når til en militærtræningslejr, hvor en kolonne øver sig i at eksersere, affyre skud og hurtigt at tage uniformerne på, som en del af en større krigsforberedelse, som kræver planlægning og koordinering iforhold til at militæret kan fungere hurtigt og effektivt, få mange mennesker til at gøre noget og det hele kræver mad, ammunition, transport, læger, sygeplejersker, medicin mm.
Til afhøringen har fire partisansoldater bundet hende til en stol og lyser hende ind i hovedet med en lygte, kigger meget undersøgende på hende og spørger: ”Hvem er du og hvorfor har du sådan noget tøj på?” Anthony har rent tøj på og borgerkrigen har ikke nået at sætte sine spor på hende krop. Hun tør knap svare for hun kommer fra en anden verden og tid som de ikke kender til. ”I er en del af min fantasi.” Hun får en knytnæve i ansigtet, går i panik og råber: ”Det her er en drøm.” Æslet bliver ført væk med replikken: ”Det er aftensmaden.” I militærtræningslejren står Kongeørn pludselig foran hende og skærer rebene over. ”Hvad laver du her? Du døde i et baghold 10 år tilbage.”
”Jeg kan ikke være død for det her er en drøm. I virkeligheden er jeg på fabrikken Faucoult og co. Det her er mit mareridt. Men hvorfor er jeg med i din drøm Kongeørn?”
”Nogen ting er bare for komplicerede til at forklare, så lad mig nu bare nyde min drøm.”
Folk kommer hjemmmefra, men er camoufleret i bjergene, hvor våbnene ligger gemt og hæren mødes for at gå i krig fuldt bevæbnet. Kongeørn taler til cirkelmødet:”Vi kan kun opfordre til folks selvdisciplin, for disciplin er vigtigt hvis vi skal i kamp. Vi er i krig og kan derfor ikke tage hensyn til økonomi, reformer, familie, kærlighed, lyst og sex, men opgive vores friheder for at blive bedre anarkister. Vi går efter dem alle sammen: anarko kapitalister, regerings hær, fascister som mafia, som tager friheden fra os. Vi skal militarisere vores bataljon, dem der ikke vil kæmpe kan ikke få støtte.” Anthony har lyst til at protestere, men det er en voldsom situation hvor hun risikere at blive spæret inde, tæsket eller skudt uden at være sikker på at blive beskyttet. Til mødet taler de om at holde lejrene i skoven og logistik iforhold til hvordan de får ting til at fungere og organiserer ting i den mængde de har brug for, hvordan de flytter fra et punkt til et andet, diskuterer hvordan de skal placerer soldaterne iforhold til den fjendtlige styrke og planlægger angreb, men transporten af ting er vigtigere end slaget ellers kan de ikke klare krigen. Anthony beslutter sig for at deltage i hæren og gøre mareridtet til sin utopi og flygte når hun ser sit snit. ”Lærke, min sortglødende datter er kommet hertil langvejs fra for at hjælpe os her.” Fortæller Kongeørn til de andre og den ene af hendes kidnappere siger: ”Hvis Kongeørn tror på hende gør vi andre også.” og ingen siger imod, fordi Kongeørn lever op til billedet af en revolutionær der tager styringen og en god leder i krisesituationer, hvor han er i centrum som meget positiv og overbevidst om, at det han gør er det rigtige, mens andre er negative, bange og reagerer ens. Pludselig hvisker Fransiska til hende bagfra:
”Lad være med at slutte dig til dem. Mange har nægtet af kæmpe under den hierakiske struktur i militserne og er gået under jorden, men guilliahæren prøver at tvangsinddrage dem til at kæmpe ved at nægte at give dem føde og et sted at bo. Lad os slutte os til modbataljonen.” og de lister bort i stilhed.
</div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> <span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:large;”><strong>Hvilken side er du på?</strong></span></span>
<span style=”font-family:Times New Roman;”><span style=”font-size:small;”>Den Magiske Chaufør henter Fransiska, der trykker flyere i socialcentret og tager et bundt: ”Stop rydningen. Stop maskinerne.” er overskiften. Radio Sort Rød lyder fra den ene side af gaden og fra TV Tænd, hvor folk prøver at overdøve hinanden for åbne vinduer. I Radio Sort Rød: ”Sygeplejeskerne går nu ud i alle institutioner og fortæller, om deres situation på landets arbejdspladser. Det er kun dem som er lige ved at dø der bliver behandlet og sendes videre i systemet. Efter forureningssagen med Ab Initio og rydningen af besatte huse lavet til ældreboliger besætter sygeplejeskerne hospitalerne og smider ledelsen ud. Istedet for at forhandle lukker de hele ledelsen inde på kontoret og overtager det hele. Lægerne er gået fra hospitalet, for uden sygeplejeskerne kan de kun gøre deres arbejde begrænset og patienter hjælper med at boycotte lægerne. Lægerne er imod strejkerne og vil igen røvrende sygeplejeskerne der kræver bedre arbejdsvilkår og nu overvejer regeringen også, at hente billige sygeplejesker fra udlandet for at bryde strejken. De andre hospitaler er overbebyrdede og vil ikke være strejkebrydere og pga. nedskæringer skal sygeplejesker løbe hurtigere og de vil ikke vælge imellem folk der fortjener og ikke fortjener behandling. Regeringen siger nej til at give flere ressouser og sygeplejesker opfordrer andre til også at overtage deres virksomheder, fordi der mangler penge til medicin, udstyr osv. Forureningssagen har gjort: Der er ikke nok senge, ikke nok kapacitet. Folk får ikke den behandling de skal have og dem der kun er lidt syge får ikke behandling og mange sendes hjem helt uden. Priserne for medicin stiger, privatlæger udnytter situationen og kræver flere penge, flere og flere…” Klovnehæren slår på grydelåg og gongonger og det gjalder: ”Lad os møde sygeplejeskerne. Sammen er vi stærkere!” Fransiska nikker til Den Magiske Chaufør på forsædet: ”Ja, vi er intet uden opbakning. Det handler ikke kun om at forsvare os selv, men også om at støtte sygeplejeskerne. Hvis vi bare forsvare os selv og står alene med vores enkelt sag vil vi sikkert tabe” Et par sygeplejersker i kitel råber:”Lad os smadre politistationen.” Folk vil protestere og presser sig frem for at komme ud af Anarkocity Østindgang. Der er massere sortklædte på gaden, men også mange hun ikke har set før, der går forrest og tæt på og provokerer politiet uden at bekymre sig om at blive arresteret og slået på. De er spontane og bekymrer sig ikke om at få en sigtelse. De har kopieret det sorte tøj, som de har set folk på tv og gaden, reagerer mere ubekymret og festligt, de stoler mere på sig selv end at de får et slag i hovedet. </span></span>
<span style=”font-family:Times New Roman;”><span style=”font-size:small;”>Gaden er fuld af oprører, der bærer køller, save, leer, spader og bannere, der travle løber frem og tilbage i den smalle gade. Tunge skyer dækker himlen og det småregner. Vil revolutionen blive udsat på grund af regnvejr? Det begynder jo at regne mere og mere, men jo mere det regner, jo flere kommer ud på gaden. Det skyller ned fra himlen, som at tænde for vandhanen. Bilvinduerne dugger og dråber løber ned af glasset i ujævne linier, fladerne skinner og skifter farve til mørke. Folk sætter farten op i regnen, hvor flere hundrede står parate til at gå afsted. På hustage står folk vagt med kar med kogende vand til at slukke gaspatronerne eller hælde ned over politiet, hvis de prøver at indtrænge. De slæber tømmer og sømmer vinduer til, for at gøre klar til en længere belejring med kasser med madvarer, tæpper, gasmasker mm. Folk hopper op i lastbiler for at køre ind i Newcity og tage offensiven. Magiske Chaufør åbner dørene for fem nye passagerer der banker på vinduet og hn siger med et smil: ”Ja, der er altid plads til flere. Vi kører langsomt og ser hvad der sker.” Nogle følger med, fordi de ikke ved hvad de skal gøre, for underholdning eller for at konfrontere, mens de sidste bliver tilbage bag barrikaden. ”Verdens Undergang har sluttet sig til demoen.”Råbes i megafon og folk svare med jubel, hvor et par crowdsurfer i begestring. SlaveTV sender direkte oppe forest hvor cirkuset slår muren i stykker med store hammere og banneret: ”Destruktion er sandheden. Riv Muren ned!” og de mishandlede dronedyr fra laboratoriet på et lad.</span></span>
<span style=”font-family:Times New Roman;”><span style=”font-size:small;”>Sygeplejeskerne har forladt hospitalet i fællesskab og smadrer muren for at hjælpe folk ud og på deres banner står der: ”Vi vil ikke have krummerne, men hele bageriet.” Cirkuset har startet revolutionen tidligere end alle andre og været sprængstof. Efter de kom ud fra Foucault og co. gik de i medierne og optagelserne var 20 timer på nettet før de gik verden rundt. </span></span>
”<span style=”font-size:small;”><span style=”font-family:Times New Roman;”>Er du parat?” </span></span>
”<span style=”font-size:small;”><span style=”font-family:Times New Roman;”>Selvfølgelig.” Hun smiler til Den Magiske Chaufør, som vil køre alle rundt og være nøgleperson. Politiet har omringet byen og står foran indgangene i skudsikre veste og hjelme, de har sat chekpoints op for at tjekke folks identitet, lægeattester og visiterer dem for ting, som ikke har været gennem skattesystemet, sprængstoffer, våben og ulovligt fyrværkeri. Politiet vil ind i byen for at arrestere de kriminelle og ransage husene, så de tjekker alle varer der kommer ud og ind af byen og om folk har ubetalt gæld i Newcity. Folk kravler på biler og busser for at komme ud af Anarkocity og skubber sig frem med malerier som skjold, de har taget fra National Museet og lægger pres på indgangspartiet. For at bygge barrikader slæber folk sofaer, biler, borde, stole, cykler, senge og alt udenfor. Systematisk bliver folk skubbet væk, hvor bogreol på

bogreol ud af førstesalens svævedør rammer gaden til det danner store bunker. Gensidigheds bibliotek kan ikke erstattes, har affektionsværdi og de kaster historien væk for at barrikadere sig, hvor Fransiska ærgrer sig.</span></span>
<span style=”font-family:Times New Roman;”><span style=”font-size:small;”>Nogen zapper på TV Tænd, hvor koncernchefen for Foucault og co. taler ud: ”Cirkuset er psykisk syge terrorister, hvis formål er at skræmme og skabe kaos. Vi kan aldrig stole på dem.” På tvet kommer politi og eksperter der viser ”rummet hvor videoen blev optaget med special effekter” og dyreforsøgene lavet i en kælder i Anarkocity, hvor det hele er konfigureret. Politiets talsmand bliver filmet udenfor bygningen. ”Cirkuset påstår at have fundet dyreforsøg, de vil bare retfærdiggøre at de har våben for at dræbe jeres børn. Cirkuset er en terrorbevægelse. De vil have kaos. De vil retfærdiggøre den krig de nu vil føre.” Medierne fokuserer på at det er ren og skær løgn hvad cirkuset siger, de fokuserer på våbnene i videoen, at cirkuset er voldelige og stjæler med arme og ben. At de vil styrte samfundet i kaos. Ikke på dyreforsøgende, dronernes overvågning og forurenings sagen. Politikerne har fået den endelige grund til at spære de heterodoxe inde på livstid, rydde anarkobyen med arbejdsløse, løsgængere og lovløse. Slå ”Beskyttelses Muren” ned, for nu vil de forsvare sig med alle midler. Sende de uintegrerede udlændinge hjem, skabe mere sikkerhed overalt med politi, bruge dronernes nålestik i fuldt omfang for at fange de farlige kriminelle. Bløde værdier skabte mere kaos end orden, nu skal der strammes op. Anarkocity, cirkuset, kriminelle krafter, voldelige ballade magere og sygeplejerskerne har lavet en sammensværgelse for at vælte regeringen, skade økonomien og spredt rygter om Foucault og co. der har hældt gift ud i Ab Initio. Journalisterne vil have sentationhistorier: En ko der faldt ud af en flyver og ikke fredelige protester. I tvet.siger nyhedsoplæseren: ”Dronerne er begyndt at have deres ejet liv, de er ikke mere underholdning og samfundets største støtte og det værste er, at de prøver at samle sig i grupper og forsvare sig ved at skyde nåle imod alle der nærmer sig dem. Dette har resulteret i, at de unge i forstæderne er gået amok fordi de keder sig, laver hærværk især imod skolerne og protesterer imod at deres yndlingslegetøj er gået i stykker. Derfor har regeringen nu set sig nødsaget til, at udsende de nye droner tidligere end planlagt, som vil genoprette ro og orden sammen med politiets styrker.” På skærmen kommer billederne frem af de nye droner, som er gået fra at være fugle til alle dyr som fx myreslugere,grise, katte, hunde og en isbjørn. Nyhedsoplæseren siger afsluttende: ”Men indtil alle har fået de nye droner beder politiet om at alle borgere er med til at opretholder harmonien til støtte for samfundets ve og vel.”</span></span>
<span style=”font-family:Times New Roman;”><span style=”font-size:small;”>Udenfor bussen er politiet gået til angreb på ikke-voldelige demonstranter, der sidder i kæder og krummer sig sammen og beskytter sig med armene over hovedet, når politimænd slår på deres ben og hoved. De er så mange som muligt og vil hellere selv blive slået ned end at gøre det mod andre og vil vise politiets umenneskelighed ved ikke at udøve modvold. Måske vil den umenneskelige blive menneskelig? Nogle kravler under salatfade og bulldozere for at de ikke skal ind i anarkobyen .og andre kaster partisanersøm og ruller pigtråd ud, prøver at få politiets hunde til at lege og har hundekiks og hundelegetøj, for hvis hundene vil lege er de sværere at kontrollere. De forreste er klædt i hvidt og råber: ”Ikke-vold” med hænderne i vejret. En politibil kører direkte ind i dem og en journalist med håndholdt kamera fra Anarkocity, hvis nyheder alligevel aldrig kommer i borgerligt tv. I modstand går folk helt tæt på politibilen, så de enten alle sammen må blive kørt ned eller bilen må stoppe. Journalisten presses ind under køleren og bilen stopper, sameritter med det blå udstyr baner sig vej gennem slangen af mennesker der danner gaden. Betjentene bliver revet ud af bilen og tæsket, men de har kampuniform på og får mindre kvæstelser. Et hold betjente kommer stormende ind af porten med skjold foran sig og slår om sig med knipler for at hente deres kollegaer. Pressefolk løber rundt med kameraer og mikrofoner og journalister fra Newcity har sendt deres egen type droner i luften for at sende direkte-tv. Almindelige mennesker der går forbi på gaden strækker deres strømpebukser, tørklæder, blusekraver og hætter over hovedet for at blande sig og løber ind i mængden. </span></span>
<span style=”font-family:Times New Roman;”><span style=”font-size:small;”>Ab Initio er løbet over sine breder og de passerer bjerge af gennemblødte sofaer og ødelagte ting stablet langs vejene, mens vandet pumpes ud af oversvømmede huse. Husbåde sejler afsted og de fleste søger imod udgangen af byen og forbi det slagsmål der har udviklet sig med politiet der bruger knipler og hunde og protesterende bruger køller, leer, sten og alt de kan finde er våben.Ab Initio tager store dele af anarkobyen med sig, for den er brudt ud af sin regulering og går ikke ud over sin parlamentariske højre eller venstre bred, men løber i en helt ny gang og længere nede kan hun se den gå direkte ind i casinoet der ligger dybt og for tæt på flodbreden. Casinoejeren har ikke tænkt sig om, da han lod det bygge. Hele det nederste af villaen forsvinder i mudder og casinofolk prøver at redde alle tingene ved at slæbe det ud derfra. Mennesker flygter afsted med børn og dyr og må ud af deres isolerede kant af verden, men vandet arbejder imod dem. Anarkocity og Newcity har fælles skov og der er blevet fældes for mange træer, så floden er brudt ud af sin regulering. Fransiska tænker som om nogen er død. Så vi nok? Hørte vi nok? Følte vi nok? Elskede vi nok? Det hun spurgte sig selv om undervejs, så hun måtte se ind af og blev passifist. Anarkocity var såmænd ikke bare en videreudvikling af Koras demokrati, men revolutions dagligdag.</span></span>
<span style=”font-size:small;”><span style=”font-family:Times New Roman;”>I bussen er der førstehjælpskasser og hun vil gå med sameritterne og sygeplejerskerne ud i Newcity. </span>”<span style=”font-family:Times New Roman;”>Er du samerit?” Spørger Victor, der var betjent i et korrupt land, men kom til Kora og fandt Anarkocity, der var sjovere at leve i. Victors familie gjorde alle karriere i militæret, men han droppede ud og studerede parmakultur i økosamfundene. De hopper ud af bagdøren, som er revet af og går langs husmurene, mens de holder fast i hinanden og politiet trækker sig tilbage fra bølgen af demonstranter, hvor presset indefra og ud af Anarkocity er kolosalt. Der er blokader af ild i vandet for dem der vil blive tilbage og forsvare byen, andre kravler over blokaderne for at slippe bort, blokaderne spærrer vandet inde i byen og gør at vandet ikke kan trænge ud. Byen er flimret af regn, floden ødelægger bystrukturen og folk evakuerer hinanden med klatrereb og tømmerfloder. Langs muren hjælper de hinanden videre over og går på biltagene. En sølvabe betragter det hele fra en mast og slår med sin meter lange hale og Fransiska peger derop: ”Se det dronedyr.” og de presses frem af en vred og desperat folkemængde. På himlen er nyheds- og politihelikoptere og droner, som når de kommer tæt på spiller musak, som i supermarkeder, så folk slapper af og køber mere. Der er små støvkorn i regnen, som spreder sovemiddel ud, det er noget de gør per automatik og hvor gassen bliver hængene i luften, fordi det er tungere end luft, men fordi det regner virker det kun meget lidt. De ligner hårbolde med øjne, næse og mund og er styret maskinelt med en teknologi, der efterligner naturen. Bagved de tunge mørke skyer skinner farven Oea, fordi himlen har så mange farver og skifter så hurtigt, at farven er udefinerlig, men mere lys end mørk. Dronerne er midt imellem skyerne og jorden i en symbolsk brydning, men himlen er mat og Anarkocity oversvømmet af floden, der tager alt med sig. Nu har de brug for hjælp og der er ingen vej tilbage. </span><span style=”font-family:Times New Roman;”>En kæmpe sort fane er ved at blive foldet ud, hvor de kan være halvtreds under den og gå afsted, hvor stoffet er faldskærmstof og beskytter mod regn. Nogen begynder at synge og alle slutter sig til, da de synger Peter Seeger </span><span style=”font-family:Times New Roman;”>”</span><span style=”font-family:Times New Roman;”>Hvilken side er du på?”</span></span>
<span style=”font-size:large;”><strong>Ud af Kødmaskinen. – Anarkocitys historie.</strong></span> <div id=”Sektion39″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion40″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion41″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion42″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion43″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion44″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion45″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion46″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion47″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion48″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion49″ dir=”LTR”>
<a name=”content5″></a> <div id=”Sektion124″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion125″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion126″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion127″ dir=”LTR”> <div id=”post-107″ dir=”LTR”>
By: Anarkocity 2020.
Indbyggere: Ca. 334.000.
Alder: År 1939- 2020. (81 år)
Areal: 79,64 km².
Højde: 407.
Byen grænser op til: Hovedstaden Newcity og Vinterbjergene.
Land: Kora.
Nabolande: Abra. Sukriti. Denkis.
I år1930 var det de store diktatorers tid. I Abra landet mod vest regerede Luis Gabriel og i sydøst i Denkis regerede Salem Uttar, Sukriti var republikansk. I Kora var var der ikke diktatur og heller ikke demokrati, folk kunne stemme på flere partiere, men alle de politikkere der var opstillede var finanseret af samme konservative klikke af bankmænd, store jordejere og embedsmænd der styrede det hele og havde gjort det i fyrre år. Denne klikke holdt sig neutrale overfor de omkringliggende

landes diktaturer og skabte hetzt mod alle der ikke holdt sig neutrale som grupper der ville støtte oppositionen i dikaturet eller krævede en mere retfærdig økonomiske fordeling i Kora. Klikkens politiske linie blev legitimeret fordi Kora ”var et lille land og skulle overleve som nation” og fordi landet ikke var indviklet i krige. Kora var kendt for at producere våben og låne penge ud til krigsførende lande, krig er en god forretning. Eliten i landet sørgede for en masse love der forbød at nedværdige fremmede landes symboler og statsoverhoveder og forbød at donere penge til ”terrorgrupper” i de omkring liggende lande, som ville destabilisere regeringen. En anden måde at ungå kritik på var ved at det var umuligt at stille på som kandidat eller skaffe penge til valgkamp uden klikkens velvilje og der var ikke velvilje overfor oppositon. Det er meget lettere at få 10.000.000 kr. fra en virksomheds chef end det er at gå og tigge penge fra dør til dør i et villakvarter.
Der kommer en del flygtninge til Kora, som de får kun opholdstilladelse hvis de kan bruges til noget dvs. de faglærte, højt uddannede og kendte. De tager kun så mange flygtninge indtil at det ikke bliver til ”et integrations problem.” Establishmentet sørger for tryghed og sikkerhed, landets befolkning koranerne lever af billige produkter produceret af netop de flygtninge fra de omkringliggende diktaturer. Mon hvem arbejder i fabrikkerne, gør rent, passer børnene, arbejder på sygehuset? Det går så vidt at udlændingene arbejder på våbenfabrikkerne og producerer selve de våben som de er flygtet fra. I Kora er der god økonomi og fred, velstand for koranerne. ”Kora for kora. Hvad kan du gøre for Kora?”: Er det konservative konsensus, som dominerede landet. Den store middelklasse koranerne, var det som politikkerne lover, hvor det hele går op i at forbruge og arbejde. Det har selvfølgelig stor bagside, ikke kun for de fattige udlændinge, men også for forbrugerne der bliver syge og ensomme alt imens der i pressen lyder at landets befolkning aldrig har haft det så godt og lykkeligt som nu.
Da diktaturerne i nabolandende falder sammen kommer der også i Kora en ny liberal elite til magten der kalder sig Den Nye Midte. De som før var i den gamle opportution er nu en del af eliten, opportitionen af akedemikere kommer til magten med meninger der ikke længere er relavant fordi diktaturet omkring dem er faldet og fordi der ikke længere er en undskyldning for at tie opportionen ihjel, da der ikke længere er truslen fra diktaturerne. Kora er nu reelt et toparti system, hvor der nu både er liberal og konservativ elite der deles om magten. Den Nye Midte lover penge og velfærd, hvilket den gamle regering også gjorde og intet er forandret og den nye opportion i samfundet bliver i løbet af de næste par år Anarkocity.
I stedet for politiske flygtninge kommer der nu økonomiske flygtninge fra landende omkring og mange flygtninge uden papirer flytter ud i et slumkvarter i yderkanten af landets hovedstad Newcity. Leveomkostningerne er høje i Kora og det er meget dyrt at eje jord, fordi de rige udlændinge køber landbrugs og bebyggelses jorden, fordi det er statusfyldt at have hus og jord. Mange unge flytter ligeledes ud i slumkvarteret. De føler sig ladt i stikken fordi man ikke oplever særlig meget social anerkendelser hvis man ikke har hus, bil og forbrug. Succeskravene er høje. Det er forsømte unge og føler at den kærlighed de blev opdraget med var dobbeltmoralsk, mens forældrene fokuserede på karriere, tv og materielle goder for dem selv og børnene. De unge kan ikke forholde sig til dette liv, oplever værdierne som negative og er utilfredse med hvad de bliver tilbudt af lykke. Deres forældre der vil have velstand og demokrati, men i virkeligheden får segregation og knokkelarbejde, gentrificering. De unge ser de høje krav i forhold til sin familie og på den anden side oplever de dårlige forhold immigranterne har. Og som deres velstand og karriere bygger på. Det er disse unge der er med til at lave oprøret.
De unge rejser ud for at opleve verden, nu hvor der er fred i nabolandende. Men når de kommer tilbage til Kora er de ikke glade og tilpas, de føler sig fremmede. Livet er uvirkeligt. Når man rejser er man meget sammen med andre mennesker, snakker om hvad der sker og har tid hvor ikke alt er planlagt. Mange ender i Newcity slum tæt ved byens gamle rensningsanlæg hvor de lærer flygtningene og deres politiske tradition at kende, gamle oprører fra diktaturerne og fattigdoms flygtninge som ikke var rige og populære, men en del af underklassen. Mange har sociale problemer, men folk er sammen om det. Det er en betændt stemning i slumbyen, som er en del af den gamle aflagte bydel og folk begynder at etablere sig.
I stedet for politiske flygtninge kommer der nu økonomiske og økologiske flygtninge. Dikaturerne har ødelagt økonomierne i nabolandende, fordi pengene er gået til krig. Produktionen har været våben og militær isenkram. Lønningerne bliver holdt nede i krigstid. Affald fra fabrikkerne f.eks. kemikalier smides ud i floderne, fordi rensning er for dyrt. Økologiske flygtninge skyldes at landbrugs produktionen har været en af de få stabile indtægts kilder og rigtig mange skulle leve af dem. Jorden blev udpint fordi for mange skulle leve af det, folk fik flere børn i krigstiden for at overleve. men der er ikke jord til brødføde familierne. Alle jordressourserne blev systematisk frarøvet naturen og spildt i krigen. Der er pres på Kora, som er det forjættede land.
De kommer i forskellige bølger til skraldepladsen. Først de unge. Så de politiske og økonomiske flygtninge. Tilsidst de fattige fra landet selv. I løbet af 1931 flytter folk ind på den forhenværende kaserne ”De Grønne Baretter”, hvor et nyt område bliver til slum. Kasernen opkaldt efter de kompagnier som de oprindeligt blev lavet til. Newcitys ledelse har planer om at rive husene ned og bygge det til den mondæne del af byen. Men folk flytter ind på grunden og den bliver til slum. Mange bygninger der ikke er beregnet til beboelse, men som man prøver at bygge om og ellers bor man i de forladte villaer, i vogne og biler og telte over sommeren. På en del af området smider enkeltpersoner og virksomheder deres storaffald og alt det der hører til byen som ingen gider kigge på bliver bygget derude som byens rensningsanlæg og fabrikker der forurener og med arbejdsforhold fra det forrige århundrede, et sted der almindeligvis er at finde i alle storbyer. Her lugter af fattigdom: forrådnelse, ekskrementer, sygdom og betændelse. Slummen er et fladt område, men derefter begynder Vinterbjergene. Jo mere Newcity vokser, bliver slummen presset tilbage mod bjergene. Slummen er omgivet af sumpede marker, sandet jord og grænser op til et mere frodigt klima hvor floden udspringer fra klipperne og de store skove begynder. Andre mennesker flytter op i forladte landsbyer jo mere de bliver presset væk i de store bjerge omringet af skov og tæt på grænsen til Abra, her bygger de mere til og bliver små byer igen. Slummen flytter længere og længere væk fra byen, fordi folk er bange for at miste deres sted at bo. Der er fundet huler i klipperne, som er blevet sprunget i militær øvelser. Og de graver ind i jorden for at bo. Det sker at hulerne falder sammen og begraver mennesker uden at nogen udenfor slumkvarteret nogensinde hører om det. Koras politi har svært ved at komme derop og endnu mere svært ved at finde rundt og det er også farligt for dem. Men ikke særlig mange fra Newcity interesserer sig for slummen. De eneste der kommer derop er turister i skovene og grænsepolitiet der søger efter narko, illegale flygtninge og hælere. Eller flipperne og de unge der søger svampe.
Regeringen åbner grænserne for fremmedarbejdere i fem måneder, fordi de har brug for arbejdskraft, men lukker igen efter fem måneder fordi man ikke har brug for dem mere. Og så kommer fremmedhadet. En del af den konservative elite er utilfredse med at ”de fremmede.” som er for dyre for landet. Vi kan ikke være humanister, hvis det går ud over os. Det er bedre hvis indvandrene tager hjem og selv opbygger en velstand ”i stedet for at ødelægge vores”. Argumentet er, at vi skal hjælpe dem dér hvor de kommer fra, fordi det vil gavne både ”deres” og ”vores” økonomi. Dette har især relavans, for dette parti regerer den dag i dag i Kora. En holdnings strømning i befolkningen er, at flygtningene tager arbejdspladserne, belaster sundsheds og forsikringssysmet, ikke har forståelse for hvordan man er demokratiske overfor hinanden. Kort sagt betragtes flygtningene som de vilde barbarer. Under Den Nye Midte får borgerne kun en smule mere indflydelse, politiet er ikke så barsk længere, men en hård politi kerne blev stadig sat ind imod de som lavede ballade og i bund og grund er det den samme trædemølle som under nogen af de konservative hvor de som har penge har indflydelse og hvor prisen for velstand er stor og kun opnås ved at knokle meget for samfundet.
Fremmedhadet viser, at man har et brug og smid væk forhold til mennesker. De konservative skaber en stemning i befolkningen omkring at de fremmede skal ud i stedet for at lade folk være sig selv og være interessede i det nye, have solidaritet. Samtidig kræver de et indre opgør med at moralen bliver strammet, så folk knokler endnu mere. Det kaldes en social og etisk genrejsning af landet. De gode økonomiske tider har gjort folk fede og tykke, de unge dovne og beskæftiger sig med alt andet end landets udvikling. De tænker kun på sig selv og at forbruge. Og de unge ødelægger naturen med deres forbrug og sammen med de fremmede. Slummen ødelægger bjergene, det er ikke økologisk. Og slummen skal væk, for bjergene skal genoprettes. Newcity skal være grøn og bjergene skal være en naturpark og vildt reservat. ”Så vi kan give den næste generation storhed.” kulturet er overfladisk, de læser ikke bøger, men forbruger med øjnene. Ser for meget tv. de

skal være mere praktiske. De skal gøre noget for samfundet. Tidligere på arbejdsmarkedet. Mange er glade for de gode økonomiske tider. Og håber det bliver bedre for dem selv og immigranterne. Men mange er skuffede over efter det første valg, fordi velstanden ikke gavner alle. Det pluralistiske demokrati, flerparti system og krigenes afslutninge bragte ikke den frihed og åbenhed de håbede på. Mange i befolkningen er holdt op med at stemme allerede efter det første valg, fordi der er en udbredt skuffelse over den nye regering.
Forskellige mennesker finder interesse for de genoplivede De Grønne Baretter og begynder at komme der. Newcity giver lov til at åbne for elektricitet og vand, men folk der bosætter sig i området, udnytter det og stjæler det bare med mange ulovlige tilslutninger til strøm og vand. Udbygger det systematisk i deres ejet strømsystem, ligger deres egne kabler og rør ud. Der opstår bydels grupper, nabohjælp som organiserer kloarkering, tilslutning til vand ved at stjæle fra gamle huse der skal rives ned andre steder i byen. Skaffer materialer fra byggepladser. Samtidig med at der opstår en egentlig struktur og byfornyelse, ejet forsøg på at bygge et samfund opstår små forretninger, klubber hvor man passer hinandens børn, klubber for voksne, smugkro osv. Men med det nye byliv og livskvalitet kommer alkohol og andre stoffer ind. Kriminaliteten som altid finde bliver nu forværret. Humanitære organisationer støtter op omkring den gamle by med arbejdskraft og penge, der begynder at opstå små forretninger lovlige som ulovlige, der bliver solgt narko og hælervarer, lavet cafeer, barer og fester, nogle laver klubhuse og kolonihaver. Kriminalitet og kommercialisering har overtaget stedet, det er hårdt socialt og der er konflikter og slagsmål. Området bliver forrådet. Bander overtager styringen og der kommer hierakier, politikerne truer med at rydde stedet.
I år 1932 vil banderne udvidde deres våbenlager i en af de store bygninger, politiet opdager det ved et tilfælde og rykker ind med fuld styrke. D. 9.april. Over sommeren er der skududvekslinger mellem bander og politi i de åbne gader og urolighederne spreder sig til resten af landet. Newcity vil udvikle området, ligger busruter derud og støtter sociale og kulturelle arrangementer, men fakta er at dem der tjener på det er banderne, ansætter folk for dårlig løn og kriminaliteten rykker massivt ind til byen. Sporvogne kører gennem velhavende kvartere på vej ind i byen og unge mennesker begynder at brænde skraldespande og biler af for sjov. Alt kriminalitet flyder ud fra slumkvarteret og vokser. De fattige vil have penge. I sporvogne mødes de bedre stillede og de fattige. Og dem fra slummen tager til indkøbsgaden og rapser lidt, de ser på drømmen der bliver vist frem i indkøbsgaderne. Alle kan være indbrudstyve. Mens de fattige bliver jaloux på de rige bliver kriminliteten større. Alle brokker sig over de unge der larmer, spytter, smadrer, laver graffiti og bliver en bølge af graffiti, følelse, slum vælter ud over Newcity. Der begynder at blive flere indbrud i middelklasse kvarterer og de bedre stillede i landet føler sig under angreb. Fremmedhadet ekskalerer.
I slumkvarteret er situationen ikke bedre. Her sker også polarisering imellem bagmændende der laver kriminalitet og dem der ikke vil være kriminelle, fordi de er bange bla. for deres børns fremtid. Fordi det er sejt at være macho, fordi man bliver stærk ved at tro at man er stærk. Der bliver bygget en ringvej imellem slumforstæderne og de rigere kvarterer, som er belyst hele natten. Sporvogns stationen bygger de betonhuse hvor politiet holder til for at kontrollere. Der bliver bygget et casino hvor folk fra Newcity der kommer lige ved motorvejen sammen med kro, teater, mandestripbarer, diskoteker, gratisbutikker for stjålne varer hvor folk også kan pantsætte deres ting, sweat shops, folk fra banderne går sammen og området støttes af Newcity for at skabe økonomi. Casinoet bliver meget populært med gamle mænd og unge damer, politiet patruljerer området og har bunker agtige politistationer hvor de gemmer sig. De velhavende i slumkvarteret, casinoejerne ludomanerne snyder de andre ludomaner fordi de har nøglerne til alle spillemaskinernes pengekasse. Ludomanerne tjener penge på de andre ludomaner. Bystyret i Newcity laver lov og orden politik fra nu af. Det er deres svar på kriminaliteten. Men ringvejen isolerer endnu mere de fattige og skaber endnu mere mistillid.
Samtidig opstår der i slummen en bevægelse der organiserer dem der bor der imod stoffer og arbejder i Newcity kræver bedre forhold. På stedet går man sammen om at boycotte banderne, går ikke ind i deres forretninger, opfordrer andre til ikke at gøre det og får opbakning i samfundet omkring. Banderne truer folkene som laver deres eget fredsvagtsystem med folk der har almindelig anerkendelse og respekt går rundt og hvis der er rigtig optræk til ballade slår de alarm så alle mennesker kan komme derhen. Fredsvagterne opstår af bydels bevægelsen, som svar på at menneskene ikke kan gå alene ud om natten især ikke kvinderne. I 1939 mener man, at byen blev sin egen by: Anarkocity, fordi man tilstræber anarki og folk der er tilknyttet byen kaldes anarkocitoyen.
En fredsvagt bliver drabt af et bandemedlem, den døde var søn af emmigranter og arbejder på luksus hotel for en sulteløn, har en lille datter og moderen er død af narko. anarkocitoyens går ud i deres lokal område, der starter demonstrationer imod casinoet hvor folk råber rigtig meget ”morder, morder, morder.”, ”Vi kan ikke stole på andre end os selv. Vi kan ikke stole på politiet og Newcity.” og ”Al magt til bydelsgrupperne.” De angriber især butikker med de billige kopi produkter af luksus varer, går imod barerne og især kvinderne går amok på stripbarerne, hvor deres mænd bruger alle pengene de ikke kommer hjem med. Politiet begynder at beskytte butikkerne, ”ejerne” og ”investeringerne”, hvor de reelt beskytter banderne og de ny rige. Politiet kan ikke forsvare forretningerne, så de trækker sig tilbage til velhaver kvartererne for at forsvare de bedre dele af byen. Demonstrationen går langs sporvognene, som bliver væltet. Politiet tæver de protesterende og politikerne lover guld og grønne skove, ro og orden og folk skal have lov til at lave deres forretninger. Det hele skal bygges op igen og politiet arresterer systematisk folk der har deltaget i protesterne imod politet, især dem som ikke kommer fra slummen bliver erklæret som bagmænd for at finde nogle syndebukke. Der opstår en sympati bevægelse med alle dem der sidder i fængslerne og folk mister tillid til staten og regeringen fra den dag hvor Newcitys medier udpeger bagmændende på balladen og de har ikke længere opbakning.
Anarkocitoyens skaber debat i Newcity omkring hvordan man skal omgås stoffer, hælervarer og våben og der bliver sat en autonomikampagne i gang der handler om at skabe faste aftaler om hælervarer og stoffer i Anarkocity og området omkring. anarkocitoyens kræver fuldkommen lovliggørelse af alle stoffer ellers kan man aldrig finde ud af det virkelig omfang af problemet og få det ud af det kriminelle og sundhedsskadelige miljø. Her starter de første tiltag til sundhedshuse hvor folk taler om stoffer og alkohol på en form for café, hvor nogen bare kommer for at drikke kaffe og hvor de kan købe hash af en ordentlig kvalitet, fordi der er en efterspørgsel. Dette koncept udvidder sig senere så meget til at omfatte anarkobyens sundhedsvæsen.
Banderne har ikke opbakning i samfundet, der er for meget medieopmærksomhed og ballade omkring dem og det ikke gavner deres udenlandske handelsforbindelser, mafiaen tvinges ud af Anarkocity. I området begynder man at arbejde sammen om at der ikke skal være forretninger og kommercielle ting samt at al profit skal gå til fælleskassen hvor de der arbejder og bor der ved kompromis bestemmer hvad pengene bruges til. Der bliver opbygning af en kollektiv økonomi på baggrund af de ting der er der i forvejen, nogle arbejder ud ad til mens andre har jobs indadtil, folk organisere sig i syndikater i forbrugsrådet. De begynder at genoprette jorden som er forgiftet af storaffald og kemikalier plantes der planter og træer der har en jord rensende effekt, der laves muldtoiletter, vandings og vandrensnings systemer, dyr til at spise det høje græs og ukrudt. Skraldet bliver samlet, sorteret, brændt og flyttet hen til den lokale skraldeplads. Politiske foreninger bygger deres kontorlokaler her og starter sociale projekter med foreningernes økonomi, for at støtte byen.
Der kommer sociale steder med hjælpe foranstaltningerne så det ikke er et sted hvor folk bare går i hundene. Man går i gang med at producere og skaffe det der er nødvendigt for at ernære, huse og beklæde alle, anlægger store køkkenhaver og dyrker markerne, sørger for hjælp til syge og gamle, går i gang med at bygge stier og broer over sumpene og bygge flere huse. Som en del af Anarkocity begynder der at opstå ”Centro Social” som er åbne for sociale bevægelser, organiseret af forskellige politiske grupper og hvor fokuset primært er på sociale problemer. Her kan folk ikke bo og dem der bruger det sørger for økonomien, men folk er ikke tvunget til at bidrage og alle arrangementer er gratis. Lokalerne lånes ud og husene fungerer som en del af byens social system. Her er alt fra folkekøkken grupper der laver mad, syværksted for pensionister og basisgrupper for alt hvad du kan forestille dig. Der opstår også ateneo voluntario som minder om byens Centro Social, men med mere fokus på læring. Folk underviser og gør praksis og lærer om alt fra sprog til hvordan de skaber og vedligeholder en frugtbar køkkenhave, til konkrete problemer som f.eks. løsning af problemer i lokal området. Ateneo voluntario kan minde om en højskoler eller kurser forløb der strækker sig over et antal måneder og er en aktiv del af det resterende samfund og samarbejder tæt med

kollektiver om produktudvikling. Uddannelse er en del af arbejdskraften f.eks. igennem praktik forløb. ateneo voluntario er ikke en hvilken som helst institution i byen, fordi hele samfundet er som én stor skole hvor alle har noget nyt at lære og give videre.
Økonomimæssigt søger de fonde om penge, modtager gaver, arv og donationer, overtager bogsamlinger, skaber virksomheder, der skaber overskud til socialcentrene. De bruger en masse af byggeaffaldet fra Newcity og reparere gamle maskiner, computere og sælger dem igen til Newcity, så de opbygger en slags genbrugs økonomi. De prøver at samle alt brugt der stadig er anvendeligt fra Newcity i form af hårde hvidevare, møbler og rest materialer som den rige befolkning stiller på gaderne eller til storskrald, skraldepladser eller private lossepladser som og resultatet er at det bliver sværre og sværre at få afgang til byens genbrugspladser, fordi private virksomheder gerne vil tjene kassen på at recicle materialerne. Hvor virksomheder før får penge for at aftage affaldet og bagefter sælge det videre til andre virksomheder, Anarkocity recicler det og så går ressourserne direkte til Anarkocity. Fordi byen vokser bliver den nød til at gå på kompromis med idealerne, anarkobyen bliver nød til at være en del af markeds økonomien fordi den ikke kan producere alting selv og skal have ressourser udefra, for at økonomien kan fungere. De behøver penge for f.eks. at købe apoteker varer, hospitalsudstyr og lægehjælp, derfor bliver der fragtet varer frem og tilbage så de kan få en mindre handel i gang og pengene de bruger betaler de ikke moms af, men prøver at købe af andre veje. I forhold til byens økologi er de interesseret i holdbare løsninger fordi mange mennesker skal brødfødes, men også løsninger som er billige i arbejdskraft, ressourser og penge. De træffer valg iforhold til hvad de mener er rigtigt og hvad der er bedst for dem selv, så dele af fødevarer produktionen og teknologien er økologisk og energibesparende.
I forhold til turist økonomien bliver der lavet et koncept der ikke helt smadrer deres grundide, de prøver at have åben dør politik, men ikke så deres økonomi bliver truet. Hvis turister bor i byen i mere end syv dage bliver de en del af byen ud fra evne og behov og ellers bliver der udviklet. Forbrugskort med ubetingede point på for folk der bor i byen, men med et begrænset antal point hvis de indgår i særlige økonomiske aftaler med byen. Forbrugskortene bliver lavet fordi byen vil undgå at udbytte sig selv. I år 1944 blev der holdt en konference i byen, hvor folk beslutter byens tre økonomiske modeller man kan indgå i: Den første er den kommunale, den andet er lige bytte og den sidste er forretning. Hvis man vil vide mere, henvises der til afhandingen fra konferencen. Rammerne for Anarkocity er konsensus, som betyder at de prøver at opnå samtykke. Dvs. ikke enighed, men hvor de prøver at skaffe resourserne til, at hvis de er ueninge, kan de lave hver sit projekt. I byen er der ingen profit, ingen ejendom, intet monopol på beslutninger, kompetence, viden og ressourser. De som er direkte imod dette må forlade stedet og for andre er det en anledning til at arbejde med sig selv, sit sprog og seksualitet, værdier og evner, forbedring af livskvalitet. Hele den mainstream måde at tænke omkring identitet bliver lavet om. anarkocitoyens ønsker frit liv, flydende normer og tankegange, modkultur og rebelsk virksomhed, være sammen omkring at stå imod normerne og vanerne fra den statslige og kapitalistiske verden, som også er dybtliggende strukturer inde i dem selv de skal lave om. De vil gerne ønske noget mere for deres liv end bare den brugte og unuancerede drøm om tosomhed mellem mand og kvinde, at lave børn og dyrke familiens egoisme, passe ind på arbejdsmarkedet i forhold til hvad der passer cheferne og normerne omkring at være præsentabel, succesfuld, effektiv.
I fællesskab bliver der nedskrevet nogle grundlæggene værdier med frihed og lykke som det højeste gode og dernæst solidaritet, autonomi og individualitet. Byen er åben for alle der kan komme og deltage i aktiviteterne, hygge sig, være med til festerne, selvom der altid lidt er en stemning af fest. Møderne er åbne for deltagere, alle bliver altid hørt som deltager til møderne, men der er en forventning om at man gør en indsats for at gøre sig fortrolig med stedet, behovene og problemer i Anarkocity før man vil være med i beslutningstagener.
Den gennemsnitlige koranskeborger er ikke fjendtlig stemt overfor de nye initiativer i den gamle bydel, de tænker to gange når det gælder de alternative initiativer og anti autoritære mennesker der gør op med voldmonopolet igennem sit fredsvagt system og der er en vis respekt for folk prøver at klare sig selv, samtidig med at de bliver opfattet som uansvarlige og småtossede, ”uden lov og orden.” I begyndelsen syntes gennemsnits koraneren godt om oprøret, fordi de fattige brød med mafian og hjalp sig selv. Men samtidig kom der en kritik fra landets styre omkring at disse mennesker var småtossede og uansvarlig og at man måtte holde øje med dem for at det ikke udviklede sig, de kunne blive til skade for samfundet. Politikerne i Newcity følger ligeledes med på sidelinien i forhold til anarkobyens tilflytning og aktiviteter, men trods bekymring sætter de ikke ind overfor det, men at rydde stedet med politi og militær vil skabe en masse ballade. De rydder heller ikke stedet fordi politikerne så bliver nød til at forholde sig til korruption i forhold til at ”demokratiet” stadig kun er et toparti system, giftigt affald, fattigdom og de sociale problemer stedet er en konsekvens af og rent faktisk gøre noget ved det. En rydning vil skabe ballade omkring politikerne selv og blive uoverskueligt for dem.
I år 1942 bor der tyvetusinde mennesker i den voksende by og anarkocitoyens er folk fra mange forskellige grupper i samfundet som arbejdsløse, miljø bevidste, alternative f.eks. ægtepar der ønsker en friere seksualitet eller folk der gerne vil bo i træerne. Her er artiker og ingeniører der ikke er uddannede i det, men ”gør det selv”. Anarkocity er en del af en bevægelse hvor man gør ting selv. I kraft af fællesskab, netværkssamarbejde og decentral læring kan man hurtigt kompensere for manglende viden og erfaring. Og igennem lidenskab og personlig involvering kan en hvilken som helst person lære tingene hurtigt og bedre end en professionel.
I Anarkocity kommer der også håndværkere og elektrikere der ikke gider arbejder så meget med arbejdsopgaver de ikke har noget forhold til hvad og hvem de bygger for. Byen tiltrækker i det hele taget akedemikere, forskere og kunstnere, fordi det er et eksperimenterende sted og nogen af betingelserne i anarkobyen minder om hvordan Newcity var for 100-200 år siden. Før det blev så gennemstyret og byggede mere på landsby tankegang. I Anarkocity kommer der unge der vil have et sted for dem selv, ældre der vil have et fællesskab. Alle der ses som en byrde i samfundet, folk med sociale problemer der gerne vil hjælpe sig selv og se hvad velfærd egentlig betyder ved at skabe det selv med ligesindede. I Anarkocity omdefinerer de ideen om velfærd og bruger istedet ordet velstand, de snakker om frihed i stedet for tryghed, gensidig hjælp og individualiet i stedet for solidaritet. Byen bliver kendt for sine store kollektiver, åbenhed, stærke kammerat- og venskaber og at der ikke findes politi eller hierakisk retsystem, som ødelægger relationer imellem folk.
I år1945 i Newcity er den siddende regering i krise, men før de udskriver nyt valg giver de Anarkocity en kontrakt på at de må blive der i fyrre år frem i håb om at vinde valget der igennem. Politikerne er stærkt optaget af de mange nye tiltag i forhold til arbejdsløshed, handelsrelationer, et elite universitet, byens kulturliv, grønne arealer og underholdning, udvikling af byens status idealer. Anarkocity betragtes ikke som farlig, som bliver set som ”et socialt eksperiment” og en ”ø-politik”, som ikke spreder sig. Den siddende regering taber valget og en ny kommer til som formelt skal overholde det der i Newcity kaldes ”samarbejds-kontrakten”. Men det bliver ikke gjort, kontrakten fortolkes ensidigt omkring at regeringen skal blande sig både i store træk og i detaljerne i hverdagens Anarkocity. Regeringen kræver detaljerede tegninger af strøm, kloak, internet og huse, så anarkocitoyens må overholde lovene strengere end New Citisens. For byen Newcity kontrollere sig selv. På grund af alle restriktionerne får Anarkocity på den måde det bedste kloarksystem i hele landet. Normalt i et slumsamfund vil folk være mere ligeglad med sikkerhed, konsum og viden, fordi de går mere op i at få livet til at fungere med de få ressourser de har. Men standarderne i Newcity betyder, at de fattige tvinges op på samme konsum og kontrol niveau som dem der har penge og høj uddannelse, så der kan tjenes flere penge.
I 1948 vil regeringen ændre i Koras infrastruktur for at komme den økonomiske krise til livs og sammen med erhvervslivet vil de bygge en flersporet motorvej gennem en del af anarkobyen og Vinterskoven. Der opstår en alliance mellem Anarkocity og grønne bevægelser fra Newcity for at undgå en deling af byen, som Anarkocity opfatter som en måde at kontrollere byen på, svække byens sammenhold og et brud på den autonomi de fik igennem samarbejdsaftalen. Tusind mennesker flytter ud i skoven og bygger gangbroer og hytter i træerne så de lettere kan komme rundt og slippe væk fra politi eller sikkerhedsvagter der kommer for at fjerne dem. Rebellerne spærrer vejen for skov- og vejarbejderne så de ikke kan komme ind og arbejde, folk flytter permanent ud i skoven og prøver at leve i harmoni med naturen. Skovbyen bliver så omfattende, at motorvejen kun bliver bygget halv færdig og motorvejen i Anarkocity bliver lavet om til landets største skateboard og basket bane samt en børnevej, der bliver begyndelsen på børnekvarteret.
I

år 1951 opstår en børneby på og omkring vejen, hovedgaden i det nye børnekvarter bliver motorvejen og anarkocitoyens laver en indvigelse og fastsætter d. 17.juli som en dato for alle verdens børn, hvor de fejrer børnene. En børnekampdag, hvor de kræver børnenes ret og i forlængelse med en børnefestival. Rundt omkring i anarkobyen opstår mange børnehuse og et helt børnekvarter med kollektiver, legepladser og Ateneo Voluntario, den frivillige skole. Byen kaldes for Børnebyen og er et lærested for børn og unge mellem 0-18 år. Her kan voksne kun komme på kortere besøg eller hvis de er inviteret og voksne kommer for at undervise, lege, høre hvordan det går. Fra 0-5 år er børnene hos forældrene i anarkobyen, men derefter kommer de langsomt hen i Børnebyen. De kan til hver en tid være hos forældrene og har ofte flere af dem som f.eks. to fædre og to mødre, voksen bror og voksen søster.
I Anarkocity leger børn når de vil og går til undervisning når de vil, men børn er videbegærlige og det er ligegyldigt om de lærer matematik som 5 eller 10 årig. Skolen handler om lykken. De større børn forbereder lege og undervisning til de mindre børn og de voksne er der på børnene betingelser i læreprocessen og børnenes lyst til at være med. Børnene er overalt i samfundet og ikke isoleret fra de voksnes hverdags liv, men tages med for for de voksne er det en naturlig del af arbejdet at reparere en bil samtidig med at man holder øje med nogle børn. Den fremherskene undervisnings metode er det, at man underviser ”sideløbende.” Voksne gør de opgaver de har påtaget sig i byens økonomi og samtidig lærer børnene hvad de laver. Produktionen er indrettet sådan at der altid er beregnet undervisning til børn, når de er interesserede og de fleste voksne lever alsidigt. Den ene dag fisker man i havet på en kutter og bygger på en computer, den næste er man i landbruget, den trejde deltager man i et kursus, den fjerde holder man fri. Børnene kan komme med og være sammen med de voksne, hvis de voksne vil have ansvaret det kræver og børnene har lyst. Hoppy, fritid, skole og arbejde er de samme i en variet hverdag og kan ikke skilles ad. Børn og voksne akkompagnere hinanden, de deler brød og liv.
For børnene er der også forelæsninger i større grupper, men det der er mest populært er, hvor ældre børn underviser yngre børn med støtte fra en frivillig voksen og hvor der ikke er flere end ti børn involverede. Det bliver kaldt miniskoler. Der findes ikke fravær, børn kan sige til andre børn at de ikke skal være med, hvis de er for lidt tilstede iforhold til at gruppen kan fungere. Så tilbydes de en anden gruppe, der mere svarer til deres interesse og måde at lære på. Denne frivillige skole: Ateneo Voluntario (Ateo) er ikke på et geogratisk fast sted, for der findes ikke faste skoleklasser, men det skabes efter børnenes forskellige interesser og lyst til hvem de har lyst til at lære af og lege med. Man inddrager børnene i problemerne så de tidligt lærer at overveje og tage stilling til sin omverden og f.eks. kan begynde at tale om Newcity / Anarkocity problematikker.
Der hvor der er mest modstand imod Anarkocity er på området omkring undervisning og børnepasning og det er der hvor Newcity har mest opbakning om at rykke ind i byen. Anarkocity kritiseres for at børnene ikke får en lang nok uddannelse, for de fleste børn fra byen vælger ikke boglige uddannelser, men hellere forskellige håndværk. Tilgengæld tilbyder Anarkocity gratis bøger og medier imodsætning til Newcity, hvor den slags koster penge eller indirekte financieret af skatteyderne. Måske får børnene fra Anarkocity ikke en høj uddannelse, men gennemsnitligt læser de flere bøger og bruger mere medierne, fordi de går op i refleksion, kreativitet, fordybelse og diskussion i dagligdagen. I Newcity bruger folk en stor del af deres tid på passivt forbrug og kreativitet udnyttes for at øge et produkts værdi og skabe profit.
Newcity truer Anarkocity, fordi de siger at børnene bliver dårligt behandlet og uddannelses steder ikke lever op til Newcitys krav om at passe til markedets behov for disciplin og engagement. I Anarkocity er det jo sådan, at hvis børnene ikke har noget engagement om at være med, behøver de ikke. De lærer i kraft af at leve deres ejet liv i byen, parallelt med de voksnes og i kraft af deres oplevelser og erfaringer danne sig et billede af, hvad der er behov for og hvad de har lyst til at bidrage med til samfundet. I Anarkocity er der et motto om, hellere at være lykkelig gadefejer end ulykkelig bankchef. I Newcity har de svært ved at leve med det, fordi ambitionerne ikke passer til deres profit økonomi. Men i Anarkocity er der ingen der tvinger børnene til ikke at blive akedemilkere, folk må selv om hvad de gerne vil være og bidrage med!
Efter kampen om skoven og motorvejen har anarkocitoyens lært, at det at forsvare sig og håbe på at blive ladt være i fred ikke sker. At forsvare sig selv, tager så mange kræfter at de ikke udvikler sig videre. Det eneste alternativ er at gå i offensiven og brede sig ud i samfundet. Alle der vil flytte ind i Anarkocity kan indflytte. Den største udviddelse kommer da folk besætter flere boligblokke med to tusind luksuslejligheder, flere tusinde standard boliger og hundrede klubværelser tre fire år efter. Byggerierne er så dyre at bo i, at de har stået tomme måneder eller år. Derfor tager folk bare lejlighederne. Jorden er dyr, huspriserne er endnu dyrere.
I år 1948 begynder en gruppe anarkocitoyens at skabe kontakt med landmænd udenfor Newcity for at lave nye produktionsfællesskaber. Landmændene er presset af at de får så få penge for pr liter mælk, de bliver presset til at sælge mælken billig af mellemhandlerne som har monopol på forarbejdning, distribution og sælger den dyrt til forbrugerne. Landmændene har brug for nogen der aftager deres mælk for en bedre pris og det vil Anarkocity gerne være med til. Så de udelukker mellemhandlerne, som er supermarkeder og virksomheder der laver mælken om til ost og mælk. Så Anarkocity laver sin egen industrielle produktion af mælk, ymer, kvark, fløde, ost og laver selv sin egen fordeling. De får også deres ejet slagteri og med tiden skaber de også andre produktioner sammen med bønderne med fokus på natur, naturlighed og mindst mulig arbejdsindsats. Nogle landmænd vælger at blive 100% en del af byens politik og kollektive økonomi. Disse aftaler gør at Anarkocity ikke mere er alene, men spreder sig og får opbakning i landdistrikter så en kollektivistisk bevægelse opstår. Nogle landmænd går fra at lave forretninger med Anarkocity til at lave kooperativer og 100% blive en integreret del af anarkobyens politik og kollektive økonomi. Denne nye tillid til byen og dens ideer skaber en optimisme og en tro på at en større samfunds forandring er mulig. Resultatet er at selv villa ejere i Newcity slutter sig til byen ved at kolletiveserer deres private økonomi og ejendomme, som f.eks. jord og huse.
I år 1988 rammer en sygdoms epidemi Anarkocity. Klovdyr, hunde og rotter er smittebærer af en influensa og epidemien bliver en undskyldning for regeringen til at sætte politi og læge poster op omkring byen. Regeringen prøver at få byen lukket ned med landmændendes hjælp, men det lykkes for Anarkocity at lave dyreklinikker med dyrevaccinationer, sundhedskontrol og samtidig indgår de aftaler med sygeplejeskernes fagforening om at Anarkocity laver gratis sundhedshuse med frivillige, hvor Anarkocitys beboere kan blive uddannet til sygeplejesker, forberede sig til læge studium i Newcity eller tage kurser i førstehjælp. Newcitys kontrol over byen virker ikke, fire år senere har anarkobyen uddannet sine første sygeplejesker og syv år senere har byen uddannet sine første læger. Byen har sit ejet sygehus med gratis adgang for alle. Anarkocity kommer styrket ud af krisen med mere sammenhold end før, men politiets poster bliver uden for byen også efter plagen er ovre. Anarkocitys indbyggere har på den hårde måde lært hvad en by og velstand kræver, der er fortsat mange sociale problemer i byen, økonomien skrænter og de prøver at lave alternative løsninger på velfærdssamfundet, men erfarer stadig hvor svært det er at opbygge et velfungerende og komplekst samfund.
I år 2003 udbryder borgerkrig i nabolandet Abra mellem to etniske grupper Iritter og Ranaer. Iritterne er et mindretal, bor i det område med olie og er repræsenteret af landets højtuddanede elite. Ranaer er landets etniske flertal og bor i landets fattige landdistrikter. Den nyvalgte regering, CC partiet og som repræsenterer Ranaerne kommer til magten. Regeringen vil have flere penge over til den ranesiske befolknings gruppe via fokus på uddannelse, sundhed og flere ranaer i høje poster med særlig fokus på retssystemet. Ved at miltær kup prøver iritiske indflydelsesrige familier at vælte regeringen. Regeringens bagland reagerer ved at arrangere en fredelig protestmarch mod hovedstaden som ligger i en af de tre Iriteres provinser Ira. Efter få dages krise uden nogen form for politisk løsning erklærer iritternes to rige provinser sig uafhængige og de som protesterer over løsrivelsen bliver arrastereret og udvist sammen med hele deres familie. Sådan begynder fordrivelsen af ranaerne og oppositionen. Iritterne støttes af udlandet og Koras regering, men CC partiet har stadig flertallet og sender militæret ind i Iritternes område bla. i hovedstaden. CC partiet accepterer ikke statens opløsning. Irittisk militzer skyder på demonstranter som marcherere på hovedstaden for at undgå at de kommer ind i regeringsbyen. Her fra starter en blodig og væbnet kamp med gensidig etnisk udrensning og som varer det næste to år. Som resultat hæver CC partiet prisen for olie til de rige lande, som støtter Irriterne, og giver det som billige lån til fattige lande som støtter ranaernes legitim valgte regering.
De velhavende nabolande Kora og Cedabamark vil genskabe ”demokrati, menneskerettigheder og fred”

i Abra. Dette vil sige, at olien igen skal flyde til billige priser for deres industri. De sender fredssoldater og den såkaldte Fredsbrigade ind hvor olien ligger og bomber Abra hvor ranaerne holder til. Mens områderne med oliefelter, olierafinarier og pibelines ligger i iritternes område er fredet. Samtidig nægter nabolandende at modtage flygtninge fra Abra, men opbygger flygtninge lejre i Abra ved grænsen til Kora. Anarkocity er en af de få steder hvor der er åbent for illegale flygtninge for begge etniske grupper, der kommer mange og byen får store plads problemer. Anarkocity prøver at sætte en fredscirkel i gang imellem flygtninge grupperne og giver dem uddannelse så de kan vælge om de vil blive i Anarkocity eller gå tilbage til deres hjemland og bekæmpe dem der var med til at skabe krigen, kriser og nationalistiske ideologier. Anarkocity løser deres pladsproblemer ved at spørge støtter i provinsen om de vil modtage flygtninge og så okkuperer de store dele af Newcity, hvor de først sætter telte op og bagefter bygger fleretages huse, hvor de etniske grupper bor sammen blandet og er selvorganiserende. De gør det modsatte af Fredsbrigaderne, som adskiller flygtningene efter etniske grupper i camps hvor de viderefører den etniske udrensning, bare på en ”demokratisk vis” og samme adskillelse bliver ført videre parlamentarisk i den langvarige besættelse. Besættelses magterne Kora og Cedabamark med støtte fra Fredsbrigaden genopretter Abras demokrati med en ”etnisk balance.” i regerings systemet med to præsidenter der skiftes om posten og hver regerer i en halv regerings periode. Man forventer at der i årtier frem over vil være etniske konflikter blandet andet fordi de etniske ideologier bliver styrket og videre ført i den parlamentariske tænkning. Som igen legitimerer besættelsen lang tid frem.
Regerings partiet i Kora vil hellere bruge penge på besættelsen end på sundshedssystemet i demokratiets navn. Brugerne i sundhedssysmet klager, de der arbejder der er pressede. I år 2005 begynder strejker og ukupationer i Kora. Alle der arbejder slutter sig sammen takket være erfaringerne fra influenca epidemien har sygeplejerskerne en masse erfaring med at organisere arbejdspladsen selv. Det betyder at de ikke er bange for at overtage styret og forme hospitalerne efter deres egne betingelser. Det bliver lavet aftaler mellem patientforeningerne og læger/sygeplejesker, som skaber deres ejet system uafhængigt fra statslig indflydelse eller forsikringernes profitkrav. Bygningerne og maskinerne er ejet af staten, derfor gør staten modstand. Sygeplejerne og forbrugerorganisationerne køber kopimedicin ind billigt eller få dem produceret selv endnu billigere. Lobbyister fra medicin industrien kræver kompensation fra regeringen og hårdere straffe mod dem der dem der deltager i den nye ukkupations bevægelse og for de ledende aktivister. Ikke blot at regeringen nu mister indtægter, den har heller ikke længere monopolet på tryghed. Så efter et halvt år rydder politiet sygehuset med tåregas og importere læger, sygeplejesker og rengøringsdamer fra Abra, hvor der er højt uddannede uden jobs og med gæld. De er villige til at arbejde for lave lønninger flere timer og give dårlige ydelser. Arbejderne i Kora blokerer hospitalsfabrikkerne så der ikke kan komme arbejdskraft ind. Politiet er inde på hospitalet og udenfor for at få de nye læger og sygeplejesker ind. Der er flere hundede tusinde foran hospitalet der omsætter frustrationer til handling og politiet skyder imod befolkningen. En sytten årig bliver skudt af en betjent og det får bægeret til at flyde fuldkommen over. Voldsomme optøjer spreder sig til skolerne, politiet kommer i voldelig konflikt med skoleelever, arbejdspladser bliver besat. Befolkningen har mistet tillid til regeringen på grund af nedskæringerne og konflikten på gaden.
Efter år 2011 kommer en ny regering og Kora har nu et toparti system mellem De Konservative og De Blålige. De to partier begynder at regere sammen i en blandingsregering de kalder Den Store Kollision og ud af de liberale der er utilfredse med regeringssamarbejdet kommer et nyt parti der hedder De Violette. Den Store Kollision sidder stadig ved magten den dag i dag. I år 5858 som den nye regering kommer til kommer også en ny lov som giver amnesti til alle besættere indtil januar år 5859 hvor de skal være normaliseret og de besatte ejendomme igen skal være under privat eje eller Newcity styre. Alle okkupationer som ikke er blevet normaliseret fra januar år 2011 falder under en ny paragraf, §325, som er en terrorparagraf. Det betyder at hjemløse eller besættere ikke mere blot får store bøder eller betinget fængselsstraf, men nu kan forvente mindstestraf på ubetinget fængsel tre år minimum. Normaliseringen betyder også at regeringen går med til at ville lovliggøre Anarkocity, men samtidig trække tæppet væk under fødderne på den sociale bevægelse. Regeringen vil gerne give alle de besatte steder penge hvis de normaliseres, så de særlig er en del af skattesystemet og politiet.
Anarkocity får penge og et minimum af autonomi hvis de holder sig fra politik og statens monopol på tryghed og sikkerhed. Der er lange diskussioner i Anarkocity, men på grund af intern uenighed sker der ikke noget. Enkelte anarkocitoyens flytter tilbage til Newcity i normaliserede bygninger, som de nu selv er andelsejere i. I mangel på reaktion fra Anarkocity skærpes konflikten. Flere og flere bliver retsforfulgt, når de besøger familie, venner eller arbejdsplads i Newcity. For ar undgå at anarkobyen udvidder sig bliver der i år 2010 bygget en mur der hvor byen har mulighed for at udvidde sig og for at stoppe den offensiv Anarkocity har lagt overfor Newcity og landets regering. Den Store Kollision vil ikke opløse, men inkopperere anarkobyen i Newcity. De Violette protestere, de mener at det er udemokratisk og at det skal være frivilligt at lave aftaler med staten, de vil have en stat der accepterer autonomi og at regeringen må skabe tillid med fredelige midler og reel økonomisk støtte. De Violettet mener at Anarkocity er et godt eksempel på kreativitet, erhvervs initiativ og tegn på hvordan man kan give markedet mest indflydelse og staten mindst indflydelse og at dette er bedst for borgerne. De siger at Anarkocity er en minimal stat uden bureaukrati og at det burde være op til borgerne selv at finde ud af hvilket retssystem der er bedst og hvilket sundhedssystem de vil bruge deres penge på. Men De Violette væltede ikke regeringen og det bliver kun ved tomme ord.
Mellem Newcity og Anarkocity er der mistænkeliggørelse og spændinger, overtrædelse af aftaler og bureaukratiske forhindringer hvor f.eks. posten kommer for sent eller aldrig, der er bevidst administrations vildledning og fra det offentliges side ligges der generelt forhindringer ud for at projekter kan gennemføres. Ved siden af Anarkocity bliver der lavet et dommerhus, der bliver sendt socialrådgivere ind som skal ”tage sig af de svage” og gives kulturstøtte, så de bliver afhængige af et beløb. Newcity tilbyder at Anarkocity får sit ejet politi og kontrol myndigheder, men de skal være lønnede og under landets love og da Anarkocity afviser det stiger overvågningen. Pludselig kommer Newcity og reparere vejen og maler væggene og sender så en regning, kontrol om brandsikkerhed, fødevarer kontrol, skattemyndighederne dukker op. Der kommer alt det som Anarkocity oprindeligt kæmpede så meget imod i sin modstrategi. Newcity sender jordmålere ind som tegner et kort over byen, arkitekter og ejendomsmæglere der prøver at finde ud af om husene kvalitet, pris og om de er bevaringsværdige eller ej. Samtidig sendes politiet ind i civil for at finde ud af hvem der bor der og hvilken rolle de har i byen, de aktive nøglepersoner og holde styr på deres aktiviteter. Der bliver lavet visitationszoner hvor politiet kropsvisitere folk, noget af byen inddrages til almindeligt boligbyggeri. Som modsvar sender Anarkocity alle disse folk tilbage som er med til at overvåge, kontrollere og samle informationer ind om dem. Der skabes en masse paranoia og mistillid internt i Anarkocity og der er uenighed om hvorvidt man helt skal afbryde samarbejdet med Newcity. Lokal patroitismen truer internt i Anarkocity, fordi det udvikler sig til ”dem og os” tænkning, som splitter nye og ældre beboere i byen, dem som gerne vil samarbejde og dem der vil være helt for sig selv. Nogen anarkocitoyens mener, at der slet ikke skal være plads til nytilflyttere mere, der skal kun være så mange nye indflyttere som der er tomme huse og det skal være folk der bliver valgt af et udvalg. Det er dem som ikke vil have flere indflyttere, der gerne vil samarbejde med Newcity og have brugsret, som betyder at dem der bor i husene bestemmer over hvem der flytter ind og om Anarkocity har råd til at bygge nye huse eller ej. Nogen af disse laver et parti for Anarki City der hedder Anarkuid og som vil have politikere i Newcity der kan støtte kampen for autonomi. Dem der overhoved ikke vil samarbejde med Newcity vil intensivere kontrontationen ved at lave tættere samarbejde med interesse organisationerne f.eks. ved at de kan få lov at have deres kontorerne inde i byen, udbygge deres netværk her og få økonomisk støtte især iforhold hvis de er kommet i konfrontation med retsstaten. Anarkocity gerne give retshjælp, mediemæssigt bakke op og give ly til folk der vil gemme sig. De vil gerne lave ukkupationer længere væk fra Newcity og have tættere samarbejde med andre autonome projekter.
Folk laver kampagner for Anarkocity og køber reklametid i de store etablerede medier og reklamesøjler hvor de politisk anklager Newcity og landets regering for at spilde borgernes tid og penge på Anarkocity med al det kontrol og overvågning, de prøver at forklare at det som rammer Anarkocity åbenlyst rammer enhver borger i Newcity ligeså dårligt i hverdagen. Selvom borgerne selv næsten ikke ligger mærke til det, fordi

kontrol, chikane, overvågning, styring ovenfra er så normalt og accepteret. Dét at blive udnyttet og kontrolleret bliver set som det mest almindelige i verden. Slagordet for kampagnen er ”Kampagnen for Autonomi og Anarki Nr.2.” Fra Newcitys side bliver Anarkocity syltet i restriktioner, mediernes forvrængede troldspejle og papir forvirring. Situationen er tilspidset. Tryk avler modtryk og pres avler modstand. Men Anarkocity vil ikke kun forvandles til Aktion – Reaktion, de er ikke kun imod, de går også ind for noget helt nyt og Anarkocity vil skabe en utopi. Undergrunden har ikke ressourser til at modbevise stormen af mainstream kultur, men de har indflydelse ved at have et terrotorium hvor de kan leve og prøve at være mere fri fra kapitalisme og stat. Anarkocity giver politiske fanger retssikring, laver kultur, har en god modpresse og et nationalt og globalt netværk.
For Newcity betyder Anarkocity modspil og Anarkocity har etableret sig som noget der er kommet for at blive. Anarkocity 2020….
</div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> </div> <span style=”color:#000000;”><span style=”font-size:large;”><strong>Hvad er selvstyrende centrosocial? Juveler i Anarkocity.</strong></span></span> Det er fristeder hvor naboer, Ngo’er, kunstnere, unge og marginaliserede grupper fx. hjemløse, flygtninge og psykisksyge kan mødes på tværs af miljøerne samt kommercielle og politiske interesser, og nedbryde fordomme, rutiner og vaner for at blive inspirerede og mest muligt indgå i et fællesskab, som er på deres egne betingelser sætter aktiviteter i gang som øger den enkeltes livskvalitet. Derfor er sådanne fristeder organiseret ”non-for-profit” og sikrer at det offentlige rum rent faktisk er offentligt, hvor alle kan deltage aktivt uanset økonomi, alder, ressouser mm. Social centrene er mest muligt selvfinansierende igennem: frivillig arbejdskraft, kontingent, genbrug, støttefester og donationer uden bosser til at tage det eventuelle overskud og med mest mulig autonomi for den enkelte bruger og hvor beslutningerne tages af dem som vedrører det direkte demokratisk. Social centerene køres i en ånd af samarbejde, solidaritet og gensidig støtte, men hvor individuelle initiativer og spontanitet har ligeså stor plads, fordi det netop handler om konsensus. Der er omkring 7000 socialcentre i Anarkocity, som fungerer som byens socialsystem, men hvor Kødmaskinen bygger på at alle skal søge autoriteter for at få hjælp bygger Anarkocitys socialsystem på at menneskene tager sig af hinanden i det daglige, har et sted at gå hen for at få positive oplevelser og udfolde sig samtidig med at professionel hjælp er indenfor rækkevidde. Selvstyrende socialcentre opstår når mennesker bliver utilfredse med status quo, og ikke syntes at de kulturelle eller sociale velfærdstatslige tilbud er nok eller svigter, fordi rettigheder og forbrug er i dag bundet op på at man lever op til samfundets succes normer om: arbejde, karriere, familie og forbrug og således viser at man er profitabel og accepteret af samfundet. Alle som ikke vil eller kan deltage i dette bliver udelukket på grund af penge mangel og alt det som kan følge med det: mangel på socialt netværk og ikke at have råd til banale fornødenheder samt oven i købet at blive mistænkeliggjort af social- og sundhedssystem som arbejdsløs eller komme i aktivering og og dermed skulle leve med konstant kontrol og trussel om at blive helt udelukket af velfærdsystemet. <div id=”Sektion128″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion129″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion130″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion131″ dir=”LTR”> <div id=”post-109″ dir=”LTR”>
Historien om socialcentrene er, at anarkister, kommunister, ravers, punkere, hackere, kunstnere har beslaglagt store nedlagte fabrikker, forter, skoler, kirker og omdannet dem til kaféer, kinoer, koncertsale, barer, værksteder, atellier og øvelokaler, kunstgallerier m.m. og kendt for at lave storslået graffiti og være aktivister i de vitale kulturelle institutioner. Nogle er draperet med spektakulære kunstværker, skulpturer og tilbygninger, mens andre kan ligge vægt på enkelhed, overskuelighed mm. I selvstyrende socialcentre kan man lave et hav af aktiviteter som fx folkekøkken, udstillinger, undervisning, fester, caféer, infocaféer, gensidigbiblioteker, holde møder og workshops, hvor der er computere til rådighed, genbrug, haver, teater og musik og studie, sport og bevægelsesfacilitete samt værksteder for at reparere cykler, hvor husene tager sig af kulturelle, produktive og sociale formål åbne for enhver form for udtryk. I centrene er der mulighed for at tilgodese behovene i området som fx at lave fritidsaktiviteter for børn, at voksne slutter sig sammen og organiserer gratis eller billig børnepasning eller skabe rum for håndværksproduktion som tømrer-, snedker-, smede-, mekanikervirksomhed eller andet. De skaber rum for sociale bevægelser, fladt organiserede ngoer, advocacy kampagner og støtter counter-organisation, fordi det også er et sted for sociale bevægelser og hvor man sætter spørgsmålstegn ved kapitalismen og lokalt viser at man kan bygge fællesskaber på andre værdier end konkurrence og profit samt skabe debat igennem kampagner og aktioner for at fortælle at et andet samfund større end Anarkocity er muligt. Byen er ikke et institutionsløst samfund, men institutionerne formes efter dem som bruger eller har brug for dem og hvor ansvaret er fordelt imellem alle i åbne grupper, hvor der fx er en kinogruppen, som står for kinoen og kan låse den, hvis den bliver overbrugt eller ingen rydder op efter sig. Men primært kan alle arrangere film, koncerter, foredrag mm. for alle har indflydelse og ingen kinoer fungerer ens i en mangfoldig by. Der foregår kulturelle og sportslige begivenheder som stævner og festivaller, men stadig med fokus på det sociale iforhold til at socialcentrene ikke fx er rendyrkede kulturhuse, hvor i Anarkocity kulturen ikke bare er for kulturens skyld på museer, men overalt og integreret i hverdagen. En del af forbrugsrådet har lavet artellier, hvor dem der bruger dem også kan bo og sove, men de kunstnere som lever af sin kunst i Anarkocity er i desiderede kunstkollektiver.
Hvis folk ikke er i produktionskollektivet eller derhjemme er de oftest i centrosocial, som er et overbegreb på forskellige former for instituitioner, der kan være bredt favnende eller have et speciale som fx det alternative sygehusvæsen, som er bygget på de brugerstyrede social centre med fokus på helbred, som en kollektiv ting. Som et slang i byen siger folk altid: ”Vi ses i social.”, men alle centrene har navne som Solopgangen, Myren, Knojern, Nosseknuseren osv. Men husene har en funktion der er problemsløsningsorienteret, der bliver taget emner op som fx.: ensomhed, arbejde, økologi, fattigdom, bolignød, gentrificering, sexisme, homofobi, stofmisbrug og prostitution. Selvstyrende socialcentre handler ikke blot om at finde midlertidige måder at hjælpe hinanden på i et relativt lille miljø her og nu, men fx kan et hus eller en del af et hus være for asylansøgere og alle andre der vil være involveret og som laver sociale aktiviteter og kæmper for asyl i Kødmaskinen, hvor de organiserer sig og danner internationalt netværk. Der er et social center for alkoholikere, der sammen med andre har et fælles sted hvor de kan gå hen og som er alkoholfrit, der er basisgrupper hvor folk lytter til hinanden og tilbyder hinanden gensidig hjælp og støtte også med faglig ekspertise og hvorfra de laver information ud i anarkobyen og Kødmaskinen for at nedbryde tabuerne om alkoholisme og udbrede kendskabet til sig selv. I Anarkocity er der et hus for arbejdsløse, der gerne vil have job i Kødmaskinen og hvor de kan skrive deres cv, læse avis, lære sproget osv. Centrosocial er også for handicappede og ikke-handicappede der kan arrangere sociale aktiviteter sammen og bryde grænserne for sociale relationer. Husene er for alle aldersgrupper, men har også hold tilknyttet specielle aldersgrupper fx basketball for unge mellem 13-16 og er en del af ateo, som fx laver arrangementer hvor elever underviser andre elever. Børnene kan stå for deres egne arrangementer, men hvor de voksne kan stå for det mere abstrakte og fx hjælpe med at lave invitationerne og skaffe blyanter og papir til børnekafé, hvor de kan tegne, male, spille spil og bage kage. Børnene kan også tage vare på hver deres lille køkkenhave, lære at løse konflikter og holde det obligatotiske skolemøde, hvor de vigtigst af alt lærer at lytte til hinanden.
Centrosocial har også den funktion hvor der kan blive lavet initiativer for ensomme gamle eller børn der keder sig, hvor en bedstefar fx kan lave en sygruppe for de børn og gamle i kvarteret der gerne vil lære at sy. Der bliver taget initiativer for alle der har interesse i det. De som ikke kan mobilisere eller klare sig selv får hjælp, hvis der er brug for et plejehjem laver folk det. Alle kan være en del af husene eller sætte projekter i gang. I Kødmaskinen har beboerhuse og biblioteker en opgave i at løse sociale problemer, men de mobiliserer ikke noget og folk tænker ikke selv eller anderledes af den grund. Social centrene i anarkobyen har ikke nogen formelle grænser, de er en del af anarkobyens netværk og kan samarbejde med alle de vil som fx Ateo (frivilligskolen). De har ikke skabt bureaukratiske rammer for sig selv, for det er folk selv der opfinder den nye verden og der skal være så få grænser som muligt.
Centrosocial bryder sociale og økonomiske barrierer mellem folk der gerne vil hjælpe hinanden og skaffe lokaler, penge til materialer, arrangementer m.m. og lave flere social centre gerne i Kødmaskinen. Anarkocitys socialsystem er altså mest af alt bygget op omkring socialt sammenhold og aktiviteter, hvor folk selv kan tage aktiv del i deres egne problemstillinger og hvor der er knyttet Ateo og fagpersoner som psykologer, læger, forskere

m.m. for at kommer problemerne til livs. Og overordnet er centrosocial et stort fælles netværk, hvor de som er involveret i husene mødes et par gange om året, for at tale om hvordan husene bliver drevet, hvor de fungerer økonomisk, hvor de udveksler erfaringer imellem alt fra mødestruktur til hvem der kommer i husene, hvordan de tager imod folk fra Newcity, om der er opstået nye sociale problemer i anarkobyen og om hvordan de kan løses. De taler om hvordan det går og kan gøres endnu bedre, hvordan de kan bruge den nye teknologi, effektivisere og spare penge uden at ødelægge det sociale fællesskab og overordnede perspektiv, undgå aktivist-klient situationer og dualisme. Der skrives opgaver og bøger og udgivet tidsskrifter om centrosocial, som en slags hukommelse for bevægelsen. Der er også social centre i Kødmaskinen, men på Anarkocitys præmisser hvor de er brugerstyrede og hvor centrene tager sig problemerne i deres lokalkvarter. Fx bliver der arrangeret en muscical for de lokale børn efter skoletid uden hovedroller og hvor børnene har stor medindflydelse. Hvor fokuset ligger på at Kødmaskinens børn hellere skal lære at tænke kreativt, organiserer og arbejde sammen mere end at det færdige produkt bliver voksen kvalitet. Social centret organiserer lokalkvarteret i at lave en eventyrshave foran huset og hvor de unge i huset mellem 9-16 arrangerer fodboldkamp mod kvarterets andre unge en gang om ugen.
Unge anarkocitoyens adskiller sig fra unge newcitizensved at have en større social rigdom og sammenhold, som de får via Ateo, Centrosocial, fredsvagtssystemet mm. De unge anarkocitoyens taler om den næste ungdoms polyamoryklub, om det folkekøkken de laver sammen og alle de projekter de har, som fx ”Jeg skal holde foredrag om rassisme i aften. Vil i komme?”, ”Skal i også til demo imorgen?” og ”Ja, lad os lave et musiknummer sammen og spille det i radioen.” Mens Kødmaskinens unge snakker mere om stjerner, mærkevarer de vil eje, sladder og konkurrencen om hvem der har drukket sig mest fulde i fritiden. For de unge anarkocitoyens handler social centrets fodboldklub ikke kun om fodbold, men ligeså meget om at arrangerer fodboldkampe med andre kvarterer, lave folkekøkken sammen og give gratis sprogundervisning til de unge immigranter i Kødmaskinen sponsoreret af Anarkocity. Det er meget anderledes end Kødmaskinens unge er vant til, fordi de forskellige miljøer i Kødmaskinen ikke blander sig så meget som i Anarkocity, men lever mere i hvert deres miljø afhængig af hvor mange penge de har, hvilken tro de har, hvad de forbruger og hvilken klasse de er i, de mødes på deres værdisæt. Kødmaskinens samfundsstruktur fungerer på familie, skole, arbejdsplads, indkøbscentret, baren og sportklubben, hvor Anarkocity har en helt anden samfundsstruktur baseret på boligkollektivet, forbrugerkollektivet, syndikatet, Ateo, centrosocial, gaden, hvor hjælper jeg, hvilke projekter er jeg med i og hvilke projekter gør jeg mest ud af.
</div> </div> </div> </div> </div> <span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:x-large;”><strong>Hvad er ateneo voluntario (Ateo) ?</strong></span></span> <div id=”Sektion132″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion133″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion134″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion135″ dir=”LTR”> <div id=”post-111″ dir=”LTR”>
Ateneo Libertario er den anarkistiske skole, som uddannelsesmæssigt stammer fra anarko-syndikalismen og pga. manglende formel uddannelse for arbejderklassen, som havde lokaler og blev hjulpet af CNT fagforeninger. Ateneo libertario begyndte som kulturelle foreninger, men blev en skole for fattige mennesker eller folk der ikke ønskede at underkaste sig det offentlige skolesystem og blev et mødested for folk i nabolaget og byen for at fremme uddannelsesviden og færdigheder med henblik på befolkningen, især græsrodsbevægelser, proletariatet, bønder, migranter, kvinder uden uddannelse mm Skolen handler om anaristiske ideer videreført igennem nyhedsbreve, lærebøger, pjecer, ekskursioner, foredrag, teater, poesi oplæsninger, debatter, esperantoklasser, byttegensidigbibliotek mm. Om økonomisk og social udvikling, teknisk uddannelse, videnskabelig rådgivning, kunstnerisk, kulturel udfoldelse og at give folk en chance efter arbejdstid til at være med, fordi ”livslang uddannelse” og ”udviddet uddannelse.”
I Anarkocity er skolen Ateneo Voluntario (også blot kaldet Ateo, fordi skolen er ateistisk), hvor det er positivt fx at tage en uddannelse og dermed bidragr til, at hæve det generelle vidensniveau, hvor dem under uddannelse lærer fra sig hvad de selv har lært gennem oplysningsarbejde, undervisning, generelt samarbejde med mediehuset osv. I Ateo underviser dem, som fx selv er blevet færdige og har været ude og arbejde i noget tid, hvor fokuset meget ligger på, at underviserne har en kordinerende og støttende opgave i vidensformidlingen og vidensskabelsen og er bindeled mellem syndikaterne og forbrugsrådende, mellem elever og tidligere elever. Klasserne er fx ikke opdelt efter alder, men efter de voksnes færdigheder og mål. Der findes ingen klasser, karakterer eller eksamensbeviser, det eneste der er der er bedømmelsen fra dem folk har uddannet sig med og dem de laver oplysningsarbejde for. En bedømmelsesproces foregår således, at uddannelserne indkalder til symposier hvor de diskuterer elevernes projekter og hvor eleverne diskuterer med dem, der er ude på arbejdsmarkedet og hvad de fx har af indtryk fra deres praktik. Det kan være anonymt, gennem happenings, billeder, piecer og alt muligt. Syndikaterne og forbrugsrådende bruger meget tid på symposier hvor alle diskuterer hvordan de kan forbedre og fornye anarkocity.
I Anarkocity skelner de ikke mellem arbejde, fritid og interesser, men gør det til en del af det samme. Skolen er for alle uanset alder, tidligere erfaringer og baggrund, men ligger vægt på at elever som lærer skal have ligeret, hvor folk underviser hinanden, er en del af det direkte skoledemokrati og med ”lysten til at lære” som det væsenligste at fremme hos hinanden. Skoleformen byder på socialt samværd, kultur, politik, inddrivelse af historisk hukommelse, gartner og havearbejde, køkkenarbejde, gratis software, vandreture mm. Tilrettelæggelse af kulturelle aktiviteter, læse-og skrivekurser, videnskab og teknologi, som i princippet tager sigte på kurser, der er åbne for offentligheden. Men grænsen mellem arbejde og uddannelse er flydende og hvor de går meget op i at lære fra praksis. Det faglige erhverv er fx det dominerende i Anarkocity, hvor de prøver at integrere det humanistisk akedemiske i det daglige arbejde ved at forkorte arbejdsdagen og bruge de overskydende timer til diskussioner om, hvordan deres fag spiller ind i samfundet, hvilken rolle de har, hvorfor de påtager sig det og hvor de diskuterer kvaliteten af det produkt de laver med dem de laver det for. De diskuterer alt fra planlægning til produktudvikling og til fx hvordan de fordeler goderne og hvordan de bedst bruger de<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>m i hverdagen. De som kaldes sociologer, antropologer, historikere osv. rådgiver i processen og lærer også håndværket for at kunne sætte sig ind i faget og hvor håndværkerne også lærer af de interlektuelle. I Kødmaskinen kalder de det tværfaglighed og vidensdeling og i Anarkocity kalder de det revolutionering af dagligdagen. Højtuddannede, humanister, faglærte og ufaglærte har samme løn, hvor store dele af studierne foregår som praktik i rådene, hvor de diskuterer kvalitet og kvantitet af det de laver.</span>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Ateo handler om, at skolen er så levende og involverende i bylivet som muligt, hvor de kan spare arbejdskraft ved at gøre skolen så fagligt og praktisk integeret i byen som muligt. Skolen er et organ, som får byen til at fungere ved fx at matematikelever kan lave statestik for forbrugsrådet og efterregne anarko bankens regnskaber, som en del af undervisningen. Og fx har matematik også meget med æstetik at gøre, så klasserne kan have opgaver som at regne komplicerede mønstre ud, lave arkitektoniske beregninger på huse og finde ud af hvad der er plads til. Mønstrene laver de til en del af udsmykningen på byens vægge, mure og veje samt beregningerne foretager de for folk der ønsker det. Matematik er infrastruktur, så de finder ud af, hvor mange veje der skal være, hvor meget det kræver at transportere goder og varer ind og ud af byen, hvor fødevarerne skal opbevares mm. Matematikklassen tager ud med deres laptops, blyanter og papir og laver regnskaber for et kollektiv, hvor de bagefter laver mad sammen i køkkenet og spiser sammen før de tager tilbage til skolen eller holder en fest. Ateo er ikke løsrevet fra det øvrige samfund som skolen er i Kødmaskinen, hvor eleverne ikke kan anvende eller ved hvad de skal bruge det de lærer til andet end karriere senere hen og at kunne holde styr på sin private økonomi. I Anarkocity skal alt tilgengæld heller ikke være for samfundets skyld, men pointen er, at AV. ikke bare foregår i aflukkede lokaler, men de som vil lære noget om fx regnvand, kloarkering eller fransk organiserer det selv ved at ringe rundt eller spørger på skolen efter en lærer, hvor nogen er ansat til at organisere det.</span>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Medievirksomheden i Anarkocity foregår ofte gennem Ateo, hvor eleverne beskæftiger sig med analyse, radio, trykpresse og alle medieformer, hvor praksis og studie er en del af det samme. Der er ofte tværfaglige projekter, men afhængig af fag og niveau trykker folk deres egne løbesedler, piecer, tidsskrifter, plakater, aviser, fagblade og tidsskrifter for at ligge det ud i Newcity og skabe modinformationer og agitations materiale, fordi de er utilfredse med Kødmaskinens medier og fordi det er hul i hovedet at 26 elever alle skal skrive stile kun henvendt én lærer eller cencor. Eleverne skriver ikke bare tekster for

selv at forstå, men også for at påvirke, formulere sig og debattere emner, som eleverne imellem kan tage op, inspirerer hinanden mm. Ved at de studerende er en aktiv del af mediebilledet og mediesyndikatet finder de i fællesskab også ud af hvor meget tid der er til at læse, før de ved om mediecentret overhoved kan fungere, for det er ikke godt at bo i en by uden nyheder.</span>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”>Medievirksomheden i anarkobyen er en del af Ateo, som er et alment tilgengængeligt videnscenter, hvor alle der vil kan være med til at skabe eller påvirke mediebilledet. Alle der vil, kan være med til at lave radio og tv selv eller i en gruppe og få tilbudt økonomisk støtte, klasser og lektioner, journalister og teknikere, hvis de har brug for det mm. Alt fra børn, håndværkere og enlige mødre kan fx lave radio om oplevelser, fag, problemstillinger eller andet..og hvor en mødregruppe kan lave et radioprogram i tre afsnit, som et kortvarrigt og billigt projekt hvor lytterne kan ringe ind for at stille spørgsmål, give råd og erfaringsudveksle i et dialog medie. Medierne fra Anarkocity er hverdags præget og autentisk ofte liveoptagelser fra hverdagsbegivenheder som demonstrationer, hjemmefødsler mm. fordi det i byen handler om at være til stede i nuet og deltagende, aktiv forbruger i stedet for passiv forbruger og altid være i dialog. Kødmaskinens medier er tilgengæld monolog prægede og spiller mest af alt dårlig pop i radioen, hvor det er penge der afgør hvad der bliver spillet og i Anarkocity er det frivilligt hvad der bliver spillet, hvor den dårlige pop er erstattet af et bredere folkeligt spektrum af emner, skripenter, værter, programmer mm. som Ateo er samlingspunkt for.</span>
</div> </div> </div> </div> </div> <span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:x-large;”><strong>Få kunsten tilbage til kulturen, som skal være fri! (Kultur og tradtioner i Anarkocity.)</strong></span></span>
<a name=”wrapper6″></a> <div id=”Sektion136″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion137″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion138″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion139″ dir=”LTR”> <div id=”post-1″ dir=”LTR”>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:medium;”>I Anarkocity har de opfundet det som hedder ”forkultur” i stedet for ”modkultur”, fordi de gerne vil bruge tid på at vise hvad de er </span></span><em><span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:medium;”>for </span></span></em><span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:medium;”>og gerne vil opnå, fordi det altid er lettest at være</span></span><em><span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:medium;”> imod</span></span></em><span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:medium;”> noget i stedet for at være </span></span><em><span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:medium;”>for </span></span></em><span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:medium;”>noget. I en fri kultur har alle som grundpræmis adgang til medierne uanset farve, køn, klasse, penge, erfaring, baggrund mm. Det ikke er forbeholdt en kreativ klasse eller dem med penge og magt at være kunstnerisk for bare fordi du ikke er god til noget betyder det ikke at du ikke kan. Ingen behøver at føle sig tvunget til at være kunstner for at bo i Anarkocity, men kunsten er noget de fleste gør, fordi det handler om at være skabende, deltagende og kreativ som noget fælles menneskeligt om det så er at lave mosaik, et teaterstykke, en reklame eller andet. Hvor chefen i Kødmaskinen bestemmer malerierne på væggene er det i Anarkocity i stedet noget som alle kan bidrage med, fordi hver gang noget har en værdi er det til diskussion i en fri kultur. Fra farven på væggen til en blikdåse. Kultur er bredt, men al kunst skal tilbage til kulturen, som skal være fri. </span></span>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:medium;”>I Anarkocity holder de ikke fast på traditioner, men hvis noget er værd at gentage gør de det og derfor er der alligevel en række årlige begivenheder som plejer at finde sted som fx festerne, hvor de fejrer den cykliske tid og overgangen fra barn til ung til voksen, fester for årstiderne eller fx jordbærfest, majsfest eller høstfest. Byen har for tradition at holde støttearrangementer, som handler om at oplyse om og skaffe penge til fx retshjælp til politiske aktivister, politiske flygtninge i asyllejre og penge til sociale bevægelser og ellers er der enkelte ting som børnenesdag, moderjordsdag, byggefestivallen hver sommer mm. De Dødes Dag er også en årlig begivenhed, som der bliver set frem til iforhold til og handler om, at give folk et <span style=”color:#000000;”>sundt forhold til døden, som ikke skal taburiseres og hvor det gælder om at huske på dem som er døde, for at de ikke bliver glemt. På De Dødes Dag mindes og hylder folk dem som er døde, forsoner sig med de ting de ikke blev forsonet med i livet og fortæller om det til andre. Rent praktisk foregår det sådan, at fra selve morgenstunden bruger folk tiden på at lave enormt meget og god mad, fordi de alle skal spise dobbelt så meget for alle dem der er døde. Og hvis én af de døde havde røget meget cigar bliver der også røget cigar eller de bliver brugt til bordpynt. Folk bringer gamle fotos og sætter dem i rammer på bordene, hvor de viser og fortæller hinanden om hvem de har mistet og hvad der var for et menneske, så de ikke glemmer. Husene bliver også pyntet indvendig med små skelletfigurer klædt i store solhatte, danseskørter, bugnene frugtkurve osv. Efter frokosten går alle folk ned til gravstenene, hvor de ligger blomster, synger sange, danser i kæder om stenene og inviterer hinanden over for at danse om de andres gravsten og har madkurve med fyldt med søde sager, som de deles om. Om aftenen holder de fest ved gravstenene med et hav af levende lys og hvor fleste klæder sig ud som skelletter, men som er gjort smukke med fjer, blomster der gerne er selvlysende osv og hvor det handler om at komme så farverigt og sjovt udklædt som overhoved muligt. Aftenen og natten handler om at opnå alle former for ekstase og kun de vildeste fantasier sætter grænsen for hvad man må og kan. Og morgenen efter er dagligstuer pludselig en ny farve, træer er blevet malet neonblå og hele gaden pyntet med guilander og folk samler sig i karawaner for at gå ned gennem gaden og spiller på alle slags musikinstrumenter for at vække de sovende op. Festen herefter fortsætter i ti dage frem, hvor folk laver meterbrede dekorationer i gaderne med smukke buffetter, overpyntede kager, frugter og skellethoveder med lys i, hvor de midt på dagen holder en fest i hver gade og de som bor der dukker op og spiser retter så krydrede og stærke at næse og øjne løber i vand. Og så siger kan folk finde på at sige til hinanden: ”Du græder rigtig over dem som er døde, hva!” og så har man mulighed for at få et kram og trøste hinanden. På alle tider af døgnet kan folk finde på at danne en kæde som danser igennem byen og hvor ingen de passerer må takke nej til at danse med i rækken og musikere, artister, klovne, tryllekunstnere osv underholder i centro social og de steder folk vil holde en fest. De Dødes Dag bliver betragtet som den største højtid i Anarkocity, hvor det handler om at hylde livet i stedet for at frygte døden og gøre angsten mere håndgribelig, gøre det til en fælles ting vi er sammen om. Det er et fakta at alle bliver gamle og skal dø og i Anarkocity bor flere generationer tæt sammen og når nogen ligger for døden rykker hospicet hjem til personen selv og så kommer alle og siger farvel. Personen der dør, ved at de vil blive husket i det mindste på dødens dag, hvor andre i fællesskab minder hinanden om de døde og fejrer dem. Anarkocity har kollektiver hvor flere ældre bor sammen, hvor de får hjælp til det daglige, men generelt er de gamle ikke isoleret i samfundet, deres kultur og behov er lige så accepteret som de unge, midaldrende osv I Anarkocity er de trætte af at der i Kødmaskinen er denne forherligelse af ungdommen, som om det ikke også er noget godt at blive gammel. De unge der kan have svært ved at forholde sig til døden bliver istedet forført af reklameindustrien, som forherliger deres egen alder, fordi ungdom sættes ligmed værdierne i Kødmaskinen om effektivitet og produktivitet. For midaldrende i Kødmaskinen kan døden vække stor angst, de er bange for at blive overflødige, få for meget tid og mangle interesser, mærke ensomheden, fordi de ikke kan flygte fra den i stress og jag. I Kødmaskinen har folk ikke et forhold til de døde, de græder lidt ved begravelsen og så er det det, mens den frie kultur i Anarkocity har taget Dødens Dag til sig, som en del af en frigørende kultur de ønsker. Den frie kultur i Anarkocity går bare ud på, at de tager det fra andre kulturer som de godt kan lide, men som ikke begrænser dem og hvor alle er inviteret, men ingen er tvunget til at være med.</span></span></span>
<span style=”color:#000000;”><span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:medium;”>Anarkocitys kultur er meget folkelig. Ofte på gaden og i social centrene er der åben scene med en vild stemning fordi alle synger, spiller, danser, stripper, rapper, beatboxer, poetryslammer, holder tale, klipper syrede frisurer m.m. og optræder med det. Ofte efter demonstrationer, hvis der er sket en social uretfærdighed i Kødmaskinen, som fx at nogen er sat i fængsel bliver der ofte disse åben scene aftener, hvor folk er følelsesbomber, vil fortælle hvad de oplevede og så, hvad de tænker og mange mennesker sammen skaber flere følelser. Folk rejser sig fra stolene og synger direkte, rapper, råber slagord og bryder ud i fælles sange. Af og til battler folk med hinanden i kampsport, rap, dans mm. hvor publikum er dommere og

bedømmer hvem der skal vinde med tommelfingeren op eller ned eller ved at råbe højest. Folk har bragt deres intrumenter eller låner dem af andre, socialcentrene har altid musikinstrumenter de sørger for duer og alle kan få sine ti minutter i centrum eller mere. Åben scene og battles er en særlig tradition i anarko byen, som handler om alternativ konfliktløsning, dialog og konsensus kultur, hvor alle kan vise deres lidenskab, få orde og vise andre hvad de kan og står for. Oprindeligt var traditionen noget man lærte unge i bandemiljøer, hvor de i stedet for at gå op i at gå op i våben og at slås mod hinanden kunne bliver gode til noget som fx at rappe eller breakdanse og på den måde vise sig overfor hinanden og vinde respekt på anden vis. </span></span></span>
<span style=”font-family:Times New Roman, serif;”><span style=”font-size:medium;”><span style=”color:#000000;”>I Anarkocity bruger de den åbne scene som en indirekte del af konfliktløsningen, hvor de kan synliggøre interne og eksterne konflikter, folk battler mod hinanden gruppevis, individ mod individ, alle mod alle osv. hvor det er en del af konsensus kulturen, hvor alle kan blive set og hørt i hvertfald 10 minutter uanset hvor dårlig man er. Der er mange former for alternative konfliktløsning i byen gennem sport og teater, hvor det handler om at synliggøre konflikter, ophæve skellet mellem den aktive skuespiller og den passive tilskuer og lade folk improvisere, diskuterer og afprøve forskellige løsningsforslag fx ved at skifte hovedpersonerne ud. Augusto Boal og ”De Undertryktes Teater” med fx at tage ud i Kødmaskinen og fx spille en konflikt mellem en politibetjent og en demonstrant og finde ud af: Hvilken løsning kan de vælge? De oplyser ved at involverer folk i skuespillet på alt fra skolegårde med mobning til hjemløse på et offentligt toilet eller live rollespil i operaen. Anarkocity er kendt for, et par gange om året at holde åben-kamp i hvert kvarter, hvor det kan være alt fra oilwhestling, mudderbrydning, kickboxing osv som hovedtema i hvert kvarter og så må alle </span>melde sig, for at komme ind og slås. Det handler ikke om hvem der er stærkest, men publikum er dommer og bestemmer hvem der vinder. Denne tradition er opstået, fordi Anarkocity som grundsten er et ikke-volds samfund og derfor skal alle have plads til at komme ud med deres følelser i offentligheden og hvor åben-kamp bare er én måde at løse det på. Hvert år har byen også<span style=”color:#000000;”> høstfest, solhvervsfest, bogens dag, hvor du giver en bog og en rose til en du har kær, men hvor det i byen er blevet til, at folk i stedet forærer det bort som de har allermest kær til én eller flere som de elsker, synes har fortjent det eller til et kollektiv.</span></span></span>
</div> </div> </div> </div> </div> <span style=”font-family:’Times New Roman’, serif;font-size:x-large;”><strong> </strong></span> <div id=”Sektion144″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion145″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion146″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion147″ dir=”LTR”> <div id=”post-117″ dir=”LTR”> <h2>Syndikaternes bog- og infokafé.</h2> <span style=”font-size:x-small;”>Posted: 07-03-2011 by </span><strong><span style=”font-size:x-small;”>anarkocity</span></strong><span style=”font-size:x-small;”> in <a href=”http://da.wordpress.com/tag/ag-syndikaternes-bog-og-infokafe/”>(ag.) Syndikaternes bog- og infokafé</a> </span>
<a href=”http://anarkocity5874.wordpress.com/2011/03/07/syndikaternes-bog-og-infokafe/#respond”>0</a&gt;
På døren står der: ”Bog- og infokafé, CNT Anarkocity. Syndikaterne i Realiseringen, kvarter 16. Åbningstider: 9-12.30. pause. 13.30-18.” Herinde er der en stor kafé, et gensidigbibliotek og information fra gulv til loft, balkoner som folk går op på for at se informationen der er hængt op øverst oppe. Væggen er inddelt i afsnit hvor hvert kvarter i Anarkocity, kalendre med mødedatoer, fester, aktioner, fællesarbejdsdage og undervisning med kontaktinformation. Der hænger et stort kort over Anarkocity samt en liste med vigtige adresser som 1.sundhusene. 2.socialcentre. 3.fredsvagter. 4.Ateo. 5.byfarm og hvor de er markeret på kortet. På lange hylder er der piercer og mapper, hvor der er beskrivelser af byens huse, seværdigheder, socialcenter mm. I infokafeen kan du få en vejledende samtale og spørge: ”Hvad kan jeg lave i denne by? Hvordan kan jeg udnytte den? Og hvordan kan jeg bidrage? Vil jeg studere? Oplæres på en farm? Være en del af tombolasystemet? Hvordan kan jeg strukturere min tid?” Der er programmer på computeren hvor du kan finde ud af hvilken måde du lærer bedst, hvilken type intelligens du har mm. Er du fx sproglig, matematisk eller mest social? De har kurser hvor du kan finde ud af hvilke muligheder du har her i byen. Du kan fx blive vist rundt i koorperativerne, være gæst i et kollektiv, hvor du kan lære folk at kende og finde ud af hvad de laver til daglig og hvordan det er at have en hverdag her. Du kan prøve at være i praktik i en byggevirksomhed, som ufaglært medhjælper osv. De mangler også altid folk til at stå her i infokafeen, som måske er den mest enkle måde for dig at komme ind i tingene på. Her vil du få hele den grundlæggende viden om byens struktur og netværk og hurtigt få kontakt til anarko byens borgere, nye der kommer hertil osv. Jeg ved at de altid mangler en ekstra til at være her i infokaféen og her kan du få en ide om hvad du gerne vil, men også hvad der er behov for. I infokafeen kan folk tage de vagter de vil og bliver sat ind i stoffet af søde, venlige mennesker. Der er altid folk der diskuterer, læser, kommer forbi med sandwich, arbejder med layout, skriver noget, kigger på breve eller går i arkivet for at finde noget de kan sælge. Der er både dem som laver det seriøse og dem der hygger sig og efter lukketid kommer der altid en masse mennesker og diskuterer, drikker kaffe og laver mad. Nogengange når klokken er otte går alle sammen ud og spiser på restaurant, andre gange bliver vi her bare hele natten og nye folk stikker hele tiden hovedet indenfor og siger ”Er her ikke lukket?” og så siger de: ”Jo, men bare kom ind.” Livet i bog- og infokaféen er meget hyggelig, men de bestiller også noget. Folk kommer hen i infokafeen hvis de fx gerne vil have hjælp til at bygge et hus eller andet og får hjælp til finde ud af om der er faglært eller ufaglært arbejdskraft til rådighed mm. Arbejdssøgene kan også få hjælp i kaféen eller komme videre i byens frivillige uddannelsessystem Ateo. Hver 14.dag laver syndikaternes infobulletine, som er et stort papir foldet sammen fire gange så et A4 arks størrelse eller syndikaternes teoriblad, hvor de diskuterer grundlæggende emner som er på 16 A3 sider. De skifter imellem de to former for blade og har lige akkurat råd til papir og klips, så de har deres egne klipsemaskiner og trykpresse, men er gammeldags og langsomt. De ligger selv bladende sammen selv i hånden. Og mange mennesker dukker op og hjælper dem, sørger for at fordele dem ved hovedindgangene til Anarkocity, uddele dem til fredsvagten, i socialcentrene og Ateo. I denne tid har de travlt, men mange hjælper dem og mødes ved Kødmaskinens metro om morgenen kl.6-7 for at dele bladende ud til newcitizens på vej på arbejde. Newcitizens er vant til anarkocitoyens der to gange om ugen står på de offentlige pladser i Newcity, deler materialer ud og prøver at forklare folk hvad de laver i Anarkocity. Men pludselig dukker politiet ud og tjekker deres identitet og tager dem med på politistationen for at blive afhørt.
Syndikaterne agitere for anarkisme i praksis iblandt de der arbejder i Anarkocity, hvor bibiliotekerne og arkiverne opstod ud af syndikaternes små bogkafeer i behovet for vidensdeling. Istarten var de kun et lille rum med 3000 bøger, men som interessen steg kom der flere bøger, lydbøger, musikcder, så man valgte at gøre syndikaternes infokaféer til en del af Ateo netværket. Mange Ateos er tilknyttet infokafeer med hver deres særlige vidensekspertise og Ateoforbundet består af et stort netværk mindre og større gensidigbibliotekter, arkiver, hjemmesider som giver byens borgere gratis adgang til at låne bøger, høre foredrag, deltage i undervisningen. gensidigbiblioteket er forbundet med en arbejdssøgningsproces, hvor folk kan søge job, men også finde på deres helt ejet nye arbejdsområde i byen. Hvis du som håndværker vil beskæftige dig med et område som fx ure, så kan du henvende dig til et infokafe og stå på deres liste over, folk der gerne vil holde oplæg eller lærer folk at bygge ure eller blive urmagere. Urmagere er organisret i urmager syndikatet, men vi har kun to i byen nu der kan finde ud af det og det er dem der ordner de offentlige ure på tårene osv. i Anarkocity. Det er et job uden så stor fremtid, men meget populært af samlere af gamle ure og folk der selv vil bygge deres ejet ur derhjemme som hoppy. Så vi har skabt en hel ny niche som ikke eksisterede før. Det har gjort, at vi i kraft i at uddanne folk frivilligt i det område, har vi sørget for at det gamle erhverv kommer til at overleve i fremtiden. For i Anarkocity er faglig viden ikke betinget af udbud og efterspørgsel på markedet, men om der er interesse for det. Urmagerne ville aldrig kunne klare sig i Kødmaskinen så godt som de kan her i byen. I Anarkocity går de meget op i genbrug og urmagerne har meget at lave ved at reperer gamle ure. Så et nyt projekt er, at få folk til at komme med deres gamle ure, som man trækker op i stedet for at være afhængige af ure der har giftige batterier og at lave et genbrugssystem med nye ure, der kun skal trækkes op en gang om måneden. Anarkocity sørger for at gammel viden og erfaring ikke går til spilde, men anvendes på nye måder.
</div> </div> </div> </div> </div> <a name=”content7″></a><span style=”font-size:x-large;”><strong>Forbrugsrådet i Anarkocity.</strong></span> <div id=”Sektion148″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion149″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion150″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion151″

dir=”LTR”> <div id=”post-249″ dir=”LTR”>
Forbrugsrådet er lokalt organiseret efter boligområde, kvarter og så by og land: føderalitsisk. de samler information, bestiller ting hjem, diskuterer osv og samarbejder med syndikatet. De samler informationer gennem internetsystemet, folk regner ud h vor mange penge der er osv. et råd for økologi, familier, kvinder, mænd, sex, transport. Alle er emnegrupper, som en del af forbrugsrådet. De skal have grundlæggende diskutioner: hvad har vi råd til og hvad har vi ikke råd til? Kan vi både få det billigt og økologisk? Eller må vi vælge en af delene? Hvor meget skal vi have på konsumcentralf? Og hvor skal konsumcentralerne være henne? Hvor meget kan det enkelte kollektiv have åpå lager? Hvor meget kan vi genbruge? Hvordan kan vi genbruge iforhold til forpakning? Iforhold til elektronik. Kan vi snakke med syndikaterne, om det kan betale sig at producerer det selv end at købe det udefra? Hvem vil lave hvad, hvor meget og hvornår, hvordan, hvorledes? Forbrugsrådet skal finde ud af forbruget og dække behovene. Forbrugsrådet samler informationer og samler op på diskussionerne om forbruget mellem de forskellige mennesker i Anarkocity. Hvad vil vi virkelig have? Skabe fora, som alle mennesker som vil beskæftige sig med ækologi, boliger, uddannelser, mad, sport osv. og dække alt det der dækker begrebet livskvalitet. Og finde ud af hvor meget menneskene vil gøre for det: vi har disse ressouser og disse ønsker.
Forbrugerrådet og syndikatet burde ligges sammen til ét, for at opdele forbrug og arbejde er levn fra den kapitalistiske verden stadigvæk. Det ville bare hedde: ”Forsamlingen.”
</div> </div> </div> </div> </div> <span style=”font-size:large;”><strong>AC´s svar på hjemløshed.</strong></span> <div id=”Sektion152″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion153″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion154″ dir=”LTR”> <div id=”Sektion155″ dir=”LTR”> <div id=”post-543″ dir=”LTR”>
I Anarkocity er hjemløse velkommen. Forbrugsråd organiserer hjemløse ved at lave egne nyheder til dem om vejrsituationen, boligsituationen, om grupper der besætter i Kødmaskinen. De hjemløse er ikke alene og det er en sårbar gruppe der vil have det svært med konfrontation med politiet. Der er kollektiver, individuelle boliger og herberg for hjemløse styret af hjemløse selv. Nogen fra kollektivet har erfaring med fredsvagt arbejde, hvis de hjemløse ikke kan finde ud af det med hinanden, finde ud af at udtrykke sig og bliver uvenner mm. Mange hjemløse kan ikke holde ud af få deres egen lille lejlighed, for de er vant til at have venner og være lige omkring vennerne, det kan være ensomt at bo alene. i Anarkocity er boligerne ikke kun gratis, men folk vælger deres egen boligform eller bygger husene selv. I Anarkocity handler det om, at skaffe gode betingelser for de hjemløse, så de kan gøre det selv og overkomme at have et sted at bo. Hvis folk i Kødmaskinen smides ud af deres bolig dukker de hjemløse hurtigt op og spærrer vejen, laver ballade og kræver gratis boliger.
Anarkocity sætter psykologer, sygeplejersker og læger til rådighed og hjemløse har regelmæssig kontakt til syndikaterne og forbrugskollektiverne for at skaffe medicin, mad, lære byen at kende og finde ud af hvad de kan. Nogle hjemløse laver ikke noget, men kommer og går, får gratis mad, bad og husly og det kan skabe en stemning af, at det er okay at bruge alle faciliteter uden at lave noget. Men alle er en del af økonomien og har et forbrugskort, men hjælper også i Anarkocity. Hvis nogen er ude i misbrug kan de få ordineret stoffer og få en tillidsperson tæt på og nogle bruger stoffer som medicin mod sygdomme og med vejledning. Der er også kollektivet for hjemløse kvinder, en særlig udsat gruppe. De fleste kvinder vil hellere være hos en voldelig mand end at være hjemløs, hvis kvinder er udstødt og hjemløse, bruger de mændene som deres beskyttelse. Kvindekollektivet giver dem selvtilliden, selvværdet og selvrespekten tilbage. Ja, selvstændigheden og fællesskabet.
Fx er der gode erfaringer med rollespillerne, der i fritiden kommer til Anarkocity og rollespils verdenen kræver ikke, at folk har succes. Rollespils verdenen opsættes hvert halve år eller hele året og nogle rollespillere er hjemløse selv. I rollespil er der smede, slagtning af dyr, naturliv mm. Rollespillerne passer på tingene, sørger for praktiske ting i området, hjælper de hjemløse, mens de forbereder det næste rollespil. Kollektiverne har store haver og i haverne bygger de huse til de hjemløse, en eller to huse. De har erfaringer med at flere hjemløse gerne vil hjælpe til, mens de kan passe sig selv og være en del af et fællesskab. I Anarkocity er der mere tolerance, mindre at overskue uden arbejdslivets pres og stres og tid til at snakke med hinanden. Om vinteren hjælper Anarkocity folk til at flytte tilbage til Kødmaskinen, hvis de vil og det handler ikke bare om, at hjælpe Anarkocity og propagandere for en bestemt livsstil, men få folk til at have det liv de selv vil have uanset om det er i Anarkocity eller Kødmaskinen. Bare de har det godt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Anarkocity har de cyklisk tid istedet for tiden talt i arbejstimer. I Kødmaskinen tæller de efter “sekund, minut, time”, hvor alt måles efter profit og forbrug og derfor tæller arbejderne deres tid derefter.I Anarkocity tælles tiden i cyklisk forstand, iforhold til naturen og individerne, hvor de fleste bare har nogle ting de skal nå indenfor en bestemt periode uden at være bundet af så mange regler og rammer. Livet er inddelt cyklisk i dag og nat, sommer og vinter. Folk regner tiden individuelt efter “siesta” midt på dagen, ægløsning, stjernetegnets måned osv. I Anarkocity er det let at skifte job og bopæl, fordi der ikke findes arbejdsløshed, men alt er frivilligt og “freelanze.” Derfor er tid og sted mere relativ. De kan skifte døgnrytme og leve flydende hvor de er. Omgivelserne giver dig muligheder så du må træffe valgene. Det er friheden i Anarkocity: At du er herre over tid og rum.

Polyamory.
Polyamorysamfundet er udviklet i Anarkosamfundet, fordi det er lettere for dem, at kræve flerpartneri. I dagligdagen er de forholdsvist flexible og det vil sige, at de har mere tid til at dyrke det de vil. Om det så kan være at have flere partnere. Det er også lettere for dem, for når en Kødmaskineborger bevæger sig fra: hjem, job, supermarked, hjem, A b c d, så har en Anarkocity borger fx a, b, c, d, e, f, g, h, i fordi de har flere muligheder og for at gøre dagen så behagelig så mulig. Flerkærlighed handler om, at når vi er mange, er vi stærkere. Det handler om, at kærlighed gør stærk og ved at give hinanden kærlighed, når vi længere. Det er rebelsk, for at kunne flytte sig geografisk og ikke altid i bås med sin partner, gør at man er stærk sammen, men også kan håndtere at være alene. Kærlighed handler om solidaritet imellem mennesker. Solidaritet holder os sammen, så vi ikke lader nogen dø på gaden, skønt, vi “blot” er små anarkister. Solidaritet handler om tryghed og varme. Flerkærlighed om, at når vi ikke behøves konkurrere, hvad kan vi så opnå? Mere kærlighed. Derfor er kærligheden revolutionerende i sin rene tankegang. Universal kærlighed til mennesker, natur, univers.
Kødmaskinen er et konkurrencesamfund og derfor er menneskene konkurrenter og uvenlige overfor hinanden, de skal præstere og holder sig kun til sine nærmeste. I det kapitalistiske samfund er alt det der er godt, noget du skal kæmpe for og være bange for at miste, det er baseret på frygt og overlevelse menneskene imellem. I polyamory samfundet lærer individet, at enhver krise betyder mere kærlighed og støtte, krise betyder at vinde og ikke at miste. Hvis der er krise, får individet mere opmærksomhed fra de andre, det betyder at parforholdet må gå igennem en transformation. Kriser betyder mangfoldiggørelse og dobbeltkærlighed. Polyamorøse mødes og taler om, hvordan de løser problemstillinger.
Hvis et par vil gå fra hinanden, må de stadig enes, for uvenskab involverer så mange børn og voksne i et polyamorysamfund og børnene der vokser op lærer, at der altid er kærlighed nok, for for at kunne være sammen med mange, må folk vide at der altid er kærlighed nok. Ellers ville de ikke gøre det, hvis de vidste, de ville blive forsømt. I Kødmaskinens børnehaver lærer børnene at der kun er én voksen til otte børn og forældrene har kort tid, fordi de skal passe deres arbejde. Barnet skal hurtigt lære at snakke, sige tak, tegne gode billeder, det handler ofte om præstation fra barnets side, for barnet er i konkurrence med det som kræves af de voksne, hvornår fjerner de voksne deres opmærksomhed væk igen? Ud af tillid vokser kærlighed, det vigtigste er, at kunne sætte grænser og kunne tage hensyn. Hvis én ikke kan overskue mange kærester, så kan personen nok med én. Mange forhold handler om, at være tryg og glad. Der er “polyamorøse kernefamilier” og det er okay, at kritisere folk for at være for lukkede om sig selv, men det store fællesskab skal ikke påtvinge individerne eller det lille fællesskab til at åbne sig. Nye forhold kan få ting i gamle forhold til at blive taget op, selvom de ikke har været på bordet i 30 år.

Stofpolitik, Anarkocity.
I Kødmaskinen stresser folk og har store forventninger til nattelivet, fordi de kun har én weekend til at få scoret og ligge med tømmermænd, så de drikker sig alt for fulde. I Anarkocity er folk hensynsfulde, når de holder fest og når stoffer er indblandet og der arrangeres fx særlige udflugter fx en gruppe tager ude i naturen og tager svampe, så de får et lykketrip og kan kigge på smukke ting. Men hvor en læge, sygeplejerske, rådgiver, psykolog osv er indblandet og hvis det er 50 mennesker i naturen, er der sat telte op med hyggelounge, psykadelisk musik osv. Stoffer er noget indenfor rækkevidde, noget, som nogen bruger til medicin, men mest af alt, er stoffer ikke accepteret i samfundet, fordi man skal kunne klare sig uden. I Kødmaskinen er alle stoffer forbudt, hvor imod Anarkocity ikke er vattet, for der er tjek og styr på sagerne. Der er et stoffrie kvarterer, hvor al indtagelse af rusmidler ikke er tilladt og folk der er på stedet går op i, at føle lidt medlidenhed og prøve at få folk på hårde stoffer til at stoppe, prøver at tale med dem ud fra subjektive, kritiske grunde. Både stofmisbrugen og den imod stoffer kommer måske begge fra misbrugshjem, men har valgt to veje.
I kvartererne er der 100% procents regler for stoffer, smøger og alkohol og det er velset, at folk tager stoffer, men i et begrænset område og fredsvagten går altid rundt med en klump hash. Fredsvagten overholder ikke reglerne for byen, de har hashen med overalt og give folk hashen overalt, men råder dem til at ryge i et bestemt område, det er kotymen. Kollektiverne bestemmer selv, om de vil have, at folk indtager stoffer der eller ej og der er regler fra sted til sted. Generelt er hash og alkohol tilladt, men det er normalt, at folk tager hen til et bestemt område, for at indtage det. Særligt er der “Nydelsesforum.” med en socialpædagog, der snakker med folk om brugen af stoffer før de tager dem, om de føler sig trygge, har venner der, om de har brug for vand osv. Der er også en sygeplejerske tilstede, der tjekker hvad der er i stofferne, så det er rene varer og folk kan spørge, hvad virkningen er mm. De har kontakt til sundhedshuset, hvis nogen kommer galt afsted. Antallet af folk der tager stoffer går tilbage, for folk er så åbne om det, fortæller hvor farligt det kan være osv. Det er en trend, at størstedelen af anarkobyen er stoffri, men ikke i lægemiddels øjemed, når det gælder om, at gå imod sygdomme og ikke bare opnå beruselsen/blive påvirket. Syndikatet i Anarkocity.

Forbrugsrådet og syndikaterne i byen er infrastrukturen, de står for at organiserer den. Syndikaterne står for produkionen, forbrugskollektivet for forbruget.
I anarkobyen er der kun få højhuse i forhold til i Newcitys hvor jordarealet er dyrt og de bygger i højden for at tjene penge. I anarkobyen bygger de høje huse, fordi de mangler plads eller vil sparre ressourser eller arbejdskraft. Hvis et kvarter ønsker et højt hus organiserer syndikaterne det. Hvis der mangler lejligheder og et sted at bo, går folk til syndikatet og siger: ”Hjælp os, for der er ikke noget sted at bo.” Og så siger syndikatet: ”Vi vil gerne bygge for jer, men sig hvordan det skal se ud. Og vi kan planlægge det sammen.” De lokale forbrugsorganisationer finder ud af hvor mange der mangler et sted at bo og hvad de ønsker at bo i, laver spørgeskemaer og interviews, spørger folk hvor meget de vil være en del af det mm. Tilsidste laver forbrugsrådende et skøn over hvilke materialer som jord, sten, beton og glas de har brug for, hvor mange ressourser og hvor meget arbejdskraft og finder et sted hvor der kan blive bygget. Syndikaterne organiserer selve det at bygge et hus, tegne det og sørger for matierialer, at der er folk nok osv. ”Har i tid og lyst?” Spørger de folk, som alle er organiseret i syndikater og dem der vil være med bygger det. Enhver kan være med til at slæbe, komme med drikkevarer osv.
Religiositet i Anarkocity.
I Kødmaskinen fascinerer reklamerne med idealbilleder, kirkerne der er større end menneskene selv fuld af kunst og lys og nazisterne var også gode til at skabe fascination hos folk. Mennesker har trang til at blive fascineret, men hvem gavner det? Det må stå frit for om man vil dyrke noget individuelt, men de som vil hylde og hengive sig til noget i Anarkocity fokuserer ofte på ikke-voldstankegangen, som er dybt fascinerende i yderste konsekvens som fx ”Alt liv er helligt.” inspireret af Ghandi og hinduismen. I Anarkocity dyrker folk ikke religionerne, men tager hellere de gode ideer og fører dem ud i praksis, som fx ikke-volds traditioner, vegetarisme, ikke-volds selvforsvar chaichi, opnåelse af zen mm. Ikke-voldstankegangen og religion bliver studeret i Ateo og dyrket i Centrosocial, som stiller lokaler til rådighed til undervisning, basisgrupper, kontorer, arrangementer mm. De religiøse holder folkekøkkener med mad fra forskellige kulturer, oplæg og diskussionsaftener, hvor ateister også kommer og diskuterer ting, fordi debatten dem imellem er så vigtig. De religiøse er en del af anarkobyens institutioner og offentlige liv, for der er ingen institutionaliseret religion i form af kirker og moskeer, præste eller emamer og dem som har studeret religion har ikke mere ret end andre. I Anarkocity er der fx en guru, som fortæller hvad han synes om livet, men ingen behøver at tro ham og religion okay så længe den er et udtryk for individets åndelige bestræbelser, men den må ikke påtvinge andre verdensanskuelser, moralske love eller være dømmende. De religiøse i byen skal leve op til dette og må fx ikke tvinge religion ned over børn, men respektere at børn er frie og selv vil tage stilling til om der er en Gud eller ej. Det er i et afgrænset område, at de religiøse får lov til at boltre sig, opsætte religiøse monumenter og statuer, folk tolker religionerne i et anarkistisk lys, laver deres egne religioner, religiøse passifister dyrker Tolstoy fredstro mm. Anarkocity er ateistisk baseret på den grundlæggende religionskritik der fra anarkisternes side historisk, fordi religion er altid blevet brugt til at undertrykke og kue mennesker i stedet for at folk indser, at problemerne er menneskeskabte og til at lave om på. Det er vigtigt at tale om historien, psykologi, hierarki og økonomi, hvor gøglere, sigøjnere og religiøse kan betragtes som useriøse og for virkelighedsfjerne til at ændre samfundet på lang sigt.

 

Social økologi og DIY.
Anarkocitys er en grøn by, så længe det ikke går på bekostning af deres livskvalitet og de går ikke ned i forbrug, hvis folk ønsker det samme som før. Det handler om, at være god ved naturen ved at have tiden, glæden og betænksomheden med sig. Anarkobyen er et godt alternativ til Kødmaskinens bilisme, forbrugerisme og omfattende affaldsmængder, fordi de har en DIY (Do it yourself) kultur og socialøkologi, der gør op med den passive forbruger, som køber det som tusinder andre ejer i forvejen. DIY gør op med færdigprodukter hvor alt er leveret og købt, men er også opstået pga.pengemangel og giver selvtilliden tilbage til folk, der opdager, at det er nemt at skaffe og skabe ting selv, så længe man er fælles om det. DIY går ud på at selv at bygge huse og husinventar, sy tøjet selv og trykke skriften på det, lave sit ejet spiritus, udgive sine egne bøger mm. og alt sammen noget som kan foregå i Ateo, social centrene, arbejdskollektiverne mm. hvor det handler om en skabende proces og kreativt genbrug om det så er med politiske, sociale, personlige eller åndelige motiver bag. Lysten til at leve og gøre alting på en positiv måde er det som styrer byen, hvor de stræber efter at passe på naturen, være fælles om det og have det godt socialt. De vil gøre livet bedre og mindre besværligt for den enkelte, folk skal ikke nødvendigvis gå ned i forbrug, men oplyses om bæredygtig udvikling og være med til at skabe sammenhæng mellem miljøindsatsen og det social liv i autonomi, frihed, oplysning.
Anarkocity aftager den overflod og det spild som Kødmaskinen skaber, så et tiltag er City Prepaire, som er renovation og restauration, hvor grupper tager ind på Kødmaskinens bygge- og skraldepladser for at rydde op. Det giver positiv omtale og skaber et bedre miljø i området, hvor der kommer liv og aktiviteter, men det er ikke altid at folk i Newcity synes lige godt om det. En gruppe fra anarkobyen organiserer f.eks. hjemløse fra kødmaskinen til at samle flasker ind, hvor Anarkocity laver deres ejet pantsystem og byen omsmelter glasset til vinduer, briller, glasmursten, service, glasperler mm. På tekstilfabrikken i Anarkocity bliver plastflasker også brugt til produceringen af flistøj, vindtætte jakker mm. Ud af skrald bygger de ventilationsanlæg, varmeanlæg, vindmøller, ladcykler m.m. De skralder biomasse, som de kan bruge til at varme op og skaffe elektricitet side om side med solenergi, vindkraft m.m. Og sådan bliver det ved. De genbruger alt i byen og at være så økologisk bevidst kræver tid, men ikke så mange penge og de har nok arbejdskraft. Anarkocity samler kompost fra husholdninger i begge byer og bruger det i landbruget, spreder det i skovene. Byen får blandt andet ekstrementer fra politiets heste i Newcity, derfor bliver politiets hestepatruljer aldrig brugt i protesterne, fordi den del af politiet er de for gode venner med og politiet glemte, at fordi hestene er så vant med folk fra Anarkocity er de blevet gode venner med dem. Så hestene kan ikke komme ind i demonstrationerne og trampe folk ned, så dem der kender hestene går forest i demonstrationen og prøver at ae dem. I stedet bruger politiet nu bare hestene til at vise frem. Byfarmenes afgrøder afgiver de til de lokale, bazaren, de lokale restauranter eller en fabrik hvor der f.eks. bliver produceret øl ud af humle og most ud af frugt. De importerer varer udefra, men sjældent fra den modsatte side af verden og kender eksportørerne. Alle steder i byen bliver skraldet sorteret og komposten fra køkkenerne sammen med dyre og menneskeafføring anvender byfarmene så igen til deres marker. De har en vindmøllepark, økologisk agrakulur, forskningscenter med erfaringer fra miljø og grøn teknologi og artikektur, byen har deres eget uddannelsescenter for det. Den har økologisk farming, energibesparende teknologi og genbrugsstationer m.m.</span></span>

 

 

ANAROCITY BAZAR. Smykkeværstedet skal købe materialer ind, hvad kan de lave? De vil gerne lave profit, men ikke i øjemed. De vil gerne tjene penge, ikke til virksomhed der kan blive endnu rigere, men i et
koorperativ er at du er andelhaver også andelhaver i profitten. Store dele af ting du køber i supermarkedet går direkte i lommen på producenterne. Anarkobyen køber ting i store mængder og direkte ved producenterne, anarko city prøver selv at forarbejde råmaterialerne. Fx i kulminer er det dem i første led, der arbejder mest i minerne for dårligst løn. Anarko city prøver selv at lave træet til møbler, men hvis det bedre kan svare sig for dem at købe det ind gør de det. Ved at spare en masse udgifter til biler. De er 10 der deles om vaskemaskinen, de fælles ting bliver brugt bedre, det sparer de også ved. De prøver at gøre det billigt. Dele coputer, vaskemaskine, hospitalerne og så kan de bruge flere penge på luksusartikler i bazaren. De genbruger fx det vand de bruger flere gang. Vandet i badet, bruges i toiletterne. De sparer en masse, og så bruger de overskudet til luksusartikler, forskning eller teknologi. Forskning er sværd at lave i anarko city. Anarko city er ikke et rigt liv, men et godt liv. Ikke nogen bil, men du kan altid få en hvis du har brug for det. Men du kan få den bedste mad og vin. Og folk skal ikke betale skat, husleje eller pasning af børnene. Smykkeværkstedet er en virksomhed, for anarko city skal tjene kollektivt, de sælger til kødmaskinen… de prøver at tjene penge i byen, men byen er ikke et lukket økonomisk system, det er ikke en stamme i en urskov. Deres økonomiske system er afhængig af kødmaskinen, anarko city er ikke bange for politiet, men gennem det økonomiske aspekt som fx skattevæsenet. Hvis hele Kora var anarkistisk, ville de måske kunne forsyne sig med 80% af alle produkter selv, men det kunne være biligere at hente det udefra. Det er dyrere at producere selv, for folk skal gøre det helt fra bunden af, så det kan stadig betale sig at købe produkterne udefra. Anarkistisk revolution griber også landende rundt, anarko city prøver at udvidde sig geografisk også via økonomien. Selvforsyning er der kun så vidt at det gavner byens borgere. Hvis det kan betale sig ind iforhold til arbejdstimerne at købe maden ind gør de det og kan bruge arbejdskraften anderledes eller spare den, til at give overskud. Det er noget forbrugerrådene i fællesskab finder ud af, det er altid en prioritering. Anarko city er 100 % selvforsynende med grøntsager, for så er alt økologisk og det er de ikke sikker på når de har købt det ind.

 

Kærlighedssamfundet.
På heden mediterer 300 mennesker. Der er stilhed. Kun vinden suser og tager fat i deres tøj og hår. Så begynder mødet. 300 mennesker i konsensus med håndtegn. Det tager 10 timer. Måske 5 dage. Det er store beslutninger. Det er skolen. Det er den primære skole. Mødet er den højeste tid. De tager sig tid og lytter. De kan meditere på enmer som vedrører dem. Hvor de visualiserer det de ønsker, som kærlighed, fred, sundhed på andres og deres egne vegne på verdens- til individplan.

Byen ser ud som de vil. De har bygget vildt og efter deres egen fantasi. Nogle bor bare i den frodige natur i mindre huse eller familiehuse, mens andre bygger stort: Kvarterer bygget til det sociale møde og læring / workshop / vidensdeling osv. Den gammeldagsversion er, at de lever i stammer. Fx 200 i en stamme og kalder familien et navn. Men anarkisamfundet er blevet stort og er et flydende samfund. Ingen tilhører faste fællesskaber, de kan drible ind og ud, som de vil og formår. Den gammeldags version er, at de har cirklen, hvor de alle i kvarteret/stammen/klanen kommer. Hver dag, én gang om ugen, som det kræver det. Ellers fungerer alt digitalt. Folk stemmer konsensus på klare forslag, forelagt af åbne grupper.Flere føler det lettest, fordi der er en frihed i, ikke at være bundet til tid og sted. Så internettet muliggør blot, deres fulde demokrati og indikerer deres frie liv. Så de kan gøre præcis hvad der passer dem. Dét er en borgers dyd: Livsnyderens gode alt imens de kan protestere mod Kødmaskinen…. og ud fra egne præmisser begynde at skabe / kreere /tænke / udforme o dyrke / forstå / bygge/ restaurere / regne på. I kærlighedssamfundet er den kærlige relation dem imellem vigtig og det de handler ud fra. Omtanken består i, at tage sin andel i samfundets virke. Men dette sker helt automatisk. For samfundet er spændende og folk er søde og venlige. Biler kører ud og ind og du kan altid få et lift med. Mange mennesker kan være i en bil, men chauførerne må alligevel ikke køre hurtigere end man må gå inde over engene, hvor folk befinder sig. De leger, underviser, hjælper hinanden. Ja, de er ultra gode til at samarbejde. I hold.Det handler om, at lytte og forstå, udveksle viden og læring og i gode konstruktive rammer. Naturen har fri skyfi, så folk kan mixe den digitale verden med den vitale verden i naturen. Med tillid, respekt, gensidighed, som største onde dem imellem. I kærlighedssamfundet er kærligheden drugget. Med især nuet som fokus. Derfor fungerer det flydende samfund. De har det godt og er til stede… og ud fra egne præmisser begynder at skabe / kreere / tænke / udforme / opdyrke / forstå / bygge / restaurere / regne på.

 

Creative Copyright.

Denne netudgivelse er beskyttet af Creative Commons og pakkeløsningen:
Du har frihed til: At fremstille eksemplarer og gøre værket tilgængeligt for almenheden.
På følgende vilkår: 1. Navngivelse — Du skal kreditere værket på den måde, der er angivet af rettighedshaveren og licensgiveren. 2. Ikke-kommerciel — Du må ikke bruge dette værk til kommercielle formål. 3. Ingen bearbejdelser — Du må ikke ændre, bearbejde eller bygge videre på dette værk.
Der henvises til: http://creativecommons.org/licenses/by-nc-nd/2.5

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s