Hej, her følger en kritik af det masse-aktions koncept der har været i brug i Danmark de sidste 3 år.
Teksten er ment som et startskud for en diskussion og debat omkring aktivisme og aktionsformer i Danmark, og er derfor lidt halvfærdig i sin udformning.
Teksten kan også downloads i layouted udgave på [www.myupload.dk] .
Go’ læsning!
“Shut it Down
Aktionsrapport og Analyse
af SUF Malmö’s permanent udstationerede Danmarks-korrespondent
RAPPORT:
Shut It Down – 26. september, skete det. Vi, Københavns anti-kapitalistiske klima-aktivister ville lukke et kulkraftværk!
Eller ja, det var i hvert fald tanken efter måneders propaganda, demoforberedelser og pressemeddelelser.
Men for læseren, der højst sandsynligt ikke befinder sig midt i Københavns brogede antikapitalistiske klima-aktivistnetværk, er det måske på plads med en oversigt. Hvad er en antikapitalistisk klima-aktivist, og hvorfor ville man lukke et kulkraftværk?
I vinter bliver København arena for COP15.
COP15 er Conference Of the Parties # 15, den 15 klimakonference som FN klima-organ UNFCCC, United Nations Framework Convention on Climate Change, arrangerer.
Rækken af konferencer har bl.a. produceret misfosteret Kyoto-aftalen – en aftale med ambitionen om at man med fri handel med emissionskvoter, kan reducere den globale opvarmning.
Med aftalen lykkedes hverken at få USA med, eller at sætte et tilstrækkeligt ambitiøst loft for reduktion af kuldioxidemissioner. Det lykkedes naturligvis heller ikke at levere nogle reduktioner i CO- emissioner eller reduktioner i den globale opvarmning, overhovedet.
Kapitalismen er som bekendt profitorienteret, og ikke miljø- eller klimaorienteret, uanset om det er FN, nationalstater eller virksomheder, der sætter rammerne for den, eller forvalter den.
Som optakt til COP15, og som led i processen om at opbygge den nødvendige anti-kapitalistiske klima-bevægelse arrangerer en række organisationer forskellige aktioner med temaet ’klimakrisen’. Der har været demonstrationer, kritiske masser aktioner, sammenkædning af kister til klima-ministeriets døre, gadefester, klima-festivaler og meget mere.
En gruppe aktivister der tidligere har været involveret i organiseringen af masseaktioner som G13 og Luke Lejren, besluttede at organisere en masseaktion omkring klimakrisen, med kulkraft som fokus.
Grundlaget for at vælge kul, som fokus for aktionen var, at kul er det fossile brændsel, der udleder mest kuldioxid (en kraftig drivhusgas). Energiselskaber som Vattenfall, Eon og andre nægter at afvikle deres kulkraftværker og investerer i bæredygtige, rene energiteknologier. Deres argument er at CCS – Carbon Capture and Storage – snart løser problemet med udledning af kuldioxid fra kulfyrede kraftværker.
Princippet bag CCS er, at det vil fange kuldioxid fra de udstødningsgasser de kulfyrede kraftværk udleder, og pumpe det ud i havet eller langt ned i jorden, til et niveau, hvor trykket omdanner kuldioxid fra gas-form til flydende form.
Man har ikke været i stand til at besvare hvordan CCS vil komme til at fungere i praksis, og ingen fungerende anlæg eller test faciliteter findes på nuværende tidspunkt.
Ræsonnementet fra kernekraftens barndom gentages: “nej, kan vi ikke håndtere affaldet fra vores energi-produktion her og nu, men vi forventer, at fremtidige generationer nok vil være i stand at finde en løsning” …
Men tilbage til masse-aktionen – opstarten af initiativet, som fik navnet Shut It Down, fulgte det traditionelle danske mønster med en offentlig indkaldelse til stormøde, hvor idéen blev præsenteret og forklaret, og hvor dem, der ønskede at arbejde med begivenheden delte sig i forskellige arbejdsgrupper – aktionsgruppe, pressegruppe, propagandagruppe, koordinationsgruppe m.fl..
Et par måneder senere – den 26. september. Klokken er to om eftermiddagen, og folk begynder at samles til demonstrationen på Christianshavns Torv lidt sydøst for Københavns centrum.
Ca 1.200 mennesker, mange unge, mange med forskellige subkulturelle attributter, stiller op i de forskellige blokke aktionen er opdelt i: en lilla-farvet blok der skal presse sig igennem politiets kæder, en grøn blok der skal løbe over, omkring og mellem politiet og deres kæder, en festlig guldblok, som skal distrahere politiet, og så en demonstration for os, der ikke har planer om at deltage i selve aktionen.
Lyd vognen spytter musik med masser af kampånd, tapre små taler, info og ironisk nok en masse sort udstødning ud…
Omkring tre kvarter senere begynder vi at bevæge os i retning af Amagerværket, et af to kulkraftværk i København.
Demonstrationens rute er lang, men det hele går stille og roligt – ingen politi provokation, som ellers er et almindeligt fænomen ved venstreradikale demonstrationer i Danmark, og vi når uforstyrret frem til et vejkryds ca 1 km. fra kulkraftværket.
I vejkrydset deler demonstrationen sig. Demonstrationsdelen stopper, den grønne blok begynder at jogge ned ad mod kraftværket langs en lille vej, og den lilla blok går i arm-kæder ned til værket ad en anden vej.
Jeg har fra begyndelsen syntes at 1200 unge, sandsynligvis uerfarne deltagere er lidt for få mennesker til denne form for aktion, og når jeg ser hvor mange der er tilbage i demonstrationsdelen, og hvor få, der deltager i aktionsblokkene, vokser mine bekymringer. Den lilla blok er højst 150 deltagere, og den grønne blok er omtrent det samme antal.
Lyd vognen følger den lilla blok. Min gruppe af venner og jeg, begynder at kede os efter et par minutter, så vi begynder at gå mod den lilla blok, i håb om at se noget spændende.
Ved en af indgangene til Amagerværket skubber det lilla blok en smule til politiets kæder, men eftersom politiets kæder består af tre dobbelte mandskabs-kæder opbakket af en tæt kæde af hollændervogne, indser blokket snart det håbløse i projektet, og vender om for at slutte sig til den grønne blok ved den anden indgang.
Det tager lang tid for den lilla blok at ankomme, da den går i et roligt tempo, for ikke at miste nogen på vejen.
Mig og min vennegruppe tager en smutvej via en skovsti, og kommer frem til den grønne blok og indgangen til det kulfyrede anlæg de vil bryde igennem. Ved den nye indgang er der næsten lige så meget politi, som ved den første, med den forskel, at terrænet omkring indgangen giver blokken endnu færre fordele.
Efter omkring 15 minutter ankommer den lilla blok, og de to blokke smelter sammen til én. Med lydvognen i ryggen begynder de at marchere mod indgangen.
De når politiets kæder og … der sker ikke rigtig noget. Et dødt leje skabes, når aktionsblokken, organiseret i kæder, forsøger at presse sig igennem politiets tætte kæder.
Der går tyve minutter, der går en halv time, der går tre kvarter. Små grupper laver lidt ballade rundt omkring aktionsblokken – nogen klipper et hegn ind til et nærliggende område op, en anden gruppe bygger barrikader for at hindre politiets køretøjer i at komme tæt på begivenhederne, men i det store hele sker der ikke noget.
Under al postyret holder folkene på lydvognen små pep-talks; taler om hvor vigtigt det vi gør i dag er, og om et par uafhængige grupper, der har forsøgt at svømme ind på området fra søsiden osv.
Efter yderligere et stykke tid prøver den store blok endnu en gang at trænge gennem politiets kæder, fra et andet sted.
Det døde leje er brudt, men på bekostning af aktionen, og alle aktivister skubbes stødvist tilbage af politiets fremrykninger.
Den pinlige sandhed melder sig, og konkludere at det er på høje tid at skifte taktik, og snart kommer instruktionen fra lydvognen: blokken skal opgive armkæderne og blive mobile! Et par minutters forvirring senere, løber man omkring politiets afspærringer, over og gennem et hul i et hegn ved siden af indgangen. Nogle aktivister formår at komme igennem politiets afspærringer, men de fleste lader sig skræmme af politiet sædvanlige skræmme-opførsel, der involverer højlydt råben og hævede knipler.
Samtidigt med at blokket forcerer hegnet, ankommer 5-6 hollændervogne for at lukke de tilbageværende aktivisterne inde, jeg vælger at fjerne mig fra stedet, og blive lige bag de nyankomne politibiler.
Politiet går i gang med en klassisk omringning af aktions-blokken, og dem, der formår at komme ind på kraftværkets område, bliver anholdte i klassisk dansk stil med plastic strips om håndleddene og sat i futtog på jorden.
Lydvognen meddeler at Amagerværket er blevet lukket på grund af indtrængen fra uvedkommende på deres område, og en stor jubel bryder ud blandt de tilbageværende demonstranter.
Jeg finder min vennegruppe, som jeg mistede i kaosset ved politiet ankomst, og vi tager del i dannelsen af armkæder i demonstrations bagtrop, således at resten af demonstrationen, kan trække sig tilbage fra Amagerværket uden politiangreb.
Politiet er nu sure og skubber hele tiden til os, for at få os til at bevæge os hurtigt væk fra kulkraftværket, men vi forbliver i godt humør under hele vejen væk fra Amagerværkets område.
Demonstrationen går tilbage til Christianshavn med festlig stemning, og når vi kommer tilbage til Christianshavns Torv holder lydvognen en takke-tale til alle der deltog.
Under tiden har jeg fundet nogle svenske venner og kammerater, og vi sidder på et lokalt pizzeria, drøfter dagens aktion, og hvad der vil ske under COP15.
Et par timer senere går jeg hjem og gennem søger afrapporteringerne i medierne – mediedækningen af sagen er ok, især sammenlignet med hvordan det plejer at se ud i svenske medier. Alle tv-kanaler der omtaler sagen nævner det helt kort, som en demonstration med omkring 1.200 deltagere, især unge, der ønskede at lukke en af Københavns kulkraftværker, for at standse klimaændringerne.
Vi får også at vide at Vattenfall, kulkraftværkets ejere, rapporter at aktionen ikke har medført nogen forstyrrelser af driften….
ANALYSE
Jeg har gennem min “aktivist karriere”, deltaget i eller observeret aktioner som G13, Luk Lejren, ESF i Malmö, Stoppa Matchen!, Reclaim Västra Hamnen, Reclaim Rosengård og nu Shut It Down.
Disse aktioner er forskellige på en lang række punkter: Politisk emne, taktik, grad af militans, medie-taktik og arrangørgruppe. Men en fællesnævner er skuespils-faktoren, den snigende fornemmelse af, at deltage, ikke så meget i en gruppe med et praktisk formål her og nu, men i et stort teater, en opvisning for medierne. Et mediestunt.
I Danmark, er følelsen ofte forstærket af de kække tilråb og pep-talks fra lydvognen, i Sverige forstærket af en militant retorik, der falder til jorden samtidigt med at det første politiangreb begynder.
Jeg tror at masseaktioner, som gør brug af civil ulydighed er problematiske på en lang række punkter.
For det første, mister man helt overraskelsesmomentet. At melde til politiet, at man vil bryde loven, er ikke en holdbar strategi i stater som Sverige og Danmark, hvor politiet er velfinansieret, veluddannet, har adgang til et stort arsenal af taktik og våben. Og hvor de kan slippe af sted med ekstrem brutalitet mod demonstranterne, mens den udenomsparlamentariske venstrefløj er relativt svag, lille og ikke særlig veludrustet.
Sandsynligheden for, at vi både kan formulere vores mål og vores taktik helt åbent og overraske politiet, og samtidig opnå det vi har sat os for, er ganske enkelt urealistisk.
Som et eksempel på min påstand, kan jeg nævne G13; en stor masseaktion med omkring 10.000 deltagere, med det mål at besætte et forladt hus på en bestemt adresse.
Dette blev gjort med konfronterende, ikke-voldelig civil ulydighed som taktik. Det danske politi viste sig villig til at bruge massevis med politifolk, biler, hunde og massiv vold i form af tåregas, hund angreb, overgreb og mishandling af enkelte aktivister – alt sammen for at forsvare et tomt, forladt hus.
Ud af 10.000 aktivister lykkedes det omkring 200 at komme ind i huset, som var fyldt med NATO-pigtråd, og så sad de der i en time, før den omkringværende jernring af politi, gik ind i huset og ryddede det.
BZ-festivalen ”165” i Lund, ville jeg ikke kalde for en skuespils–aktion. Her holdt man hemmeligt langt de fleste strategiske og taktiske detaljer. Det eneste der blev offentliggjort, var det overordnede målet – at besætte et hus i Lund- og taktikken – at man ikke ønskede at bruge vold. Jeg vil gerne sammenligne 165 med G13, for at klargøre, hvilke former for politikorps, vi har at gøre med Skandinavien.
Arrangørerne bag de 165 havde meddelt, at de ønskede at besætte et hus i Lund, og at de ønskede at gøre det med en masseaktion, der ville gøre brug af fredelig civil ulydighed.
Så vidt jeg har set på stedet, og hvad jeg hørte efterfølgende brød INGEN mod konceptet – ikke en eneste aktivist bruge vold mod politiet, ingen kasteskyts blev kastet, og man opførte sig på intet tidspunkt truende overfor politiet.
Ikke desto mindre, så jeg nogen af den værste politibrutalitet, jeg nogensinde har set ved 165 – jeg så politiet flyde gaderne med tåregas og spray peberspray på demo-deltagere, der opførte sig ganske fredeligt, slå med knipler mod folks hoveder, bruge deres heste til at ride ind i massen med, mase og slå aktivister – listen kan gøres lang.
På et tidspunkt fik jeg den tvivlsomme fornøjelse at se et medlem af det berygtede Romeo-korpset (ung. Gamle Uro-patruljen) slå en pige i starten af teenage-alderen over ryggen med sin totenslager, da hun forsøgte at komme væk fra demonstrationen.
Min konklusion fra 165 og G13 er, at staten, politiets befalingsmænd, er så ivrige efter at knuse enhver aktion, som kan udfordre regeringens og politiets omdømme, at de simpelthen er ligeglade med omkostningerne. Selv når aktionskonceptet er civil ulydighed, og målet er at overtage et forladt hus.
Når staten bruger så meget af politiets budget og ressourcer på at misbruger sine borgere for at beskytte det forladte hus – Hvordan kan man så forvente, at de sparer på resurserne, når man siger, at man ønsker at stoppe et politisk ladet tenniskamp (Stoppa Matchen!), åbne en flygtningelejr (Luk Lejren), eller forstyrre samfundets energiforsyning, som i Shut It Down!?
Det er derfor klart at man ikke forventer succes med aktionen, men et skuespil. Målet med aktionen er ikke det mål man opreklamerer, men noget andet. Der kan være opmærksomhed i medierne, kan det være et projekt der kan bruges til at bygge eller samle en bevægelse, eller noget helt tredje.
Men det er en bæredygtig vej at gå? Det håbløse i at banke panden mod en mur af politifolk, fremstår helt klart utrolig hurtigt, for selv de mest uerfarne demonstranter. Når arrangørgruppen stædigt insisterer på, at det offentliggjorte mål for operationen også er det egentlige mål for operationen, skabes en kløft mellem arrangørerne og deltagerne.
Arrangørerne insisterer på forhånd på, fra lydvognen under aktionen, eller i pressemeddelelser efter aktionen, at man virkelig prøvede at opnå aktionens offentliggjorte mål. Samtidig står deltagerne og skubber til politiet, mishandles og tilbageholdes, og kan ikke undgå at indse, hvor udsigtsløs den taktiske situation er. Kløften mellem de beskeder arrangørgruppen kommer med, og realiteten deltagerne oplever, gør at deltagerne kun kan konkludere, at arrangørerne enten lyver, eller er inkompetente.
Uanset hvad der egentligt ligger bag den mislykkede aktion, når mange til en erkendelse af at arrangørgruppen enten har løget og at planen hele tiden har været ikke at nå aktionens direkte mål, de har aldrig haft nogen ambition om at nå det, og at de har brugt deltagerne som brikker i et medie- og symbol-politisk spil. Eller at de simpelthen er dybt naive om de taktiske forudsætninger aktionen har.
Indtrykket forstærkes ofte af de “succeskriterier”, som arrangørgruppen nedsætter, og som ofte adskiller sig fra det mål, aktionen siges at have offentligt. Man sagde for eksempel til G13 sagde, at formålet med aktionen var at besætte et nyt ungdomshus – Succeskriteriet var i dette tilfælde bare at nogle fra aktionen var indeni huset. Til Luk Lejren sagde man, at man ville lukke en flygtningelejr – ved at åbne den helt op. Men succeskriteriet var, at man skar et par sektioner af hegnet ned.
Forskellen mellem Luk Lejrens offentlige mål, og det egentlige succeskriterier problematiseres yderligere af at mange af beboerne i lejren havde store muligheder for at komme og gå som de havde lyst til, og at hegnet ikke reelt udgør en hindring for den frie bevægelighed, da det allerede var fyldt med huller og åbninger. Altså udgjorde aktionen ingen synderlig forandring for beboerne i Sandholm.
Som et sidste eksempel kan man se på Stoppa Matchen!- en blok i demonstrationen havde som erklæret mål at trænge ind i salen, hvor kampen mellem Israel og Sverige blev afholdt, og fysisk stoppe kampen. Når demonstrationen når sit slutpunkt, som i øvrigt er meget langt fra den hal, hvor kampen holdes, bryder aktionsblokken ud fra demonstration, og styrter lige ind i en mur af hollændervogne. Politiets biler udsætter man så for en regn af sten, romerlys og kropslige angreb. Hvad man ikke gør, er, at prøve at nå frem til tennis-kampen – trods de store muligheder for at bevæge sig rundt omkring politiets afspærringer og nærmere sig sportshallen. Som tilskuer bliver man nødt til at spørge sig selv- Mente aktionsblokken, at det var lettere at komme til kampen igennem politiets biler? Var formålet med aktionen så ikke at stoppe kampen, men at vandalisere politibilerne? Eller var arrangørgruppen simpelthen så utroligt naive, og uden forståelse for det taktiske miljø?
Kan man bruge en sikkert velmenende, men dårligt gennemført, masseaktioner rekruttere nye aktivister og opbygge en bevægelse? Eller formidle en politisk pointe?
Mit svar er nej – at arrangere uigennemtænkte og risikable aktioner er højforræderi mod en bevægelse! Det udvander værdien af direkte aktion for potentielle aktivister og gør direkte aktion til noget umuligt, noget der kun skete i fortiden, og får forandring til at virke mere og mere fjern. Det efterlader deltagerne i bedste fald med skuffelse og en tom følelse af at være en del af en inkompetent bevægelse, men i de værste tilfælde med svære fysiske og psykiske traumer fra politivold, og en plettet straffeattest.
Konsekvent brug af dårligt planlagte aktioner til at formidle politiske pointer, er næppe en god taktik. Det kan godt være, at de spektakulære aktioner bidrager til, at man kan få lidt mere TV-tid og nogle er ekstra linjer i aviserne, sammenlignet med en traditionel demonstration. Men risikoen er, at den ekstra mediedækning handler om hvor klodsede, farlige, dumme eller onde aktivister er, og ikke om aktionen eller den politiske pointe.
Halvhjertede aktioner vil aldrig give noget resultat, hverken i form af bevægelse opbygning, direkte opnåede mål eller mere medie-penetration!
Så hvad skal vi gøre?
Først og fremmest må vi adskille masseaktionskonceptet fra gennemsigtighed og civilulydighed. Der er ingen stærkere oplevelse end at stå sammen med hundreder, tusinder eller titusinder af kammerater og gå i direkte aktion mod overmagten, for at få vores vilje igennem.
Et argument for åbenhed i de taktiske forberedelser, er, at hvis politiet ved, hvad man laver slipper man for overvågning og hårdere repression. Så vidt vi kan konkludere fra politiets repression efter tidligere åbne masseaktioner, lader det til at vi mest af alt sparer politiet nogle udgifter på overvågningsbudgettet – brutaliteten er ikke mindre, og folk bliver selvfølgelig lige så hårdt straffede for eventuelle forbrydelser, de begår og anholdes for. Uanset om politiet på forhånd vidste at de ville finde sted, eller ej.
Politiet og domstolene prøver ofte at gøre et par udpegede aktivister til syndebukke for at afskrække resten af den bevægelse der truer deres autoritet, og strækker dermed grænserne for strafferammerne og deres beføjelser til det yderste. Men at tro, at man kan bruge det samme princip omvendt og forhandle om en mindre straf ved at skabe et godt billede, er alt for naivt.
Selvfølgelig skal vi ikke smide vores overraskelse moment væk- har vi nogensinde fået se politiets taktiske forberedelse? Hvorfor skulle vi være åbne med vores strategi, når politiet ikke er det?
Og selvfølgelig skal vi ikke begrænse os til, hvad der er lovligt eller ej – det gør hverken stat, kapital eller politi, så hvorfor skulle vi?
Det næste skridt er altid at evaluere vores taktiske forudsætninger med hånden på hjertet; Hvor mange kan vi regne med vil deltage i vores aktion? Hvor langt er de villige til at gå? Kan vi holde vores planer hemmelige? Hvordan vil politiet reagere? Ofte falder masseaktioner på at vi overvurderer, hvad vi, som gruppe er i stand til, og undervurderer hvor langt politiet kan tænke sig at gå for at stoppe os.
Og så det tredje trin, som er det første skridt, når man begynder at overveje en masseaktion – strategi. Det er den helt fysiske, konkrete virkelighed. Er det den rette arena at udkæmpe denne kamp på? Måske dette er en kamp, vi har større chancer for at vinde ved hjælp af sabotage, guerilla-aktioner, en symbolsk aktion, en demonstration, gadeteater, en film på YouTube, læserbreve, en kombination af disse, eller nogle andre af vores tusinder af redskaber og våben.
Mange gange får man fornemmelsen af, at arrangørgrupperne først og fremmest vælger den mest spektakulære form for aktion, de kan komme i tanke om, og derefter finder et emne, de kan aktionere omkring.
Masseaktion er ikke et dødt begreb, det er et vigtigt våben, hvis det bruges rigtigt. Men for at des ry, ikke skal blive ødelagt for fremtiden, skal det slides ud af hænderne på symbolpolitiske, naive grupperinger, som enten ikke vil, eller ikke kan udforme aktioner, der har potentiale til at lykkes.
I stedet må masseaktionen genforenes med den direkte aktion, vi må meget nøje overveje i hvilke tilfælde vi vil gøre brug af masseaktioner, og det må ske efter vores forudsætninger, ikke efter borgerlige værdier om politisk aktivisme.”
debat om teksten:
http://forum.anarcho.dk/viewtopic.php?id=3872i
