anmeldelse af: Occupy: Three Inquiries in Disobedience

Sharma, Devika
Folkets mikrofon råbte et nyt fællesskab op
Den politiske samtale har ændret karakter, lyder det i ny bog, hvor tre amerikanske forskere gør boet op efter Occupy-bevægelsen og de andre revolutionære begivenheder i 2011

http://www.information.dk/494674

se videre: Occupy-bevægelsen

Skriv en kommentar

Gemt i Uncategorized

Støttebar: Solidarity Fund for Political Prisoners

Drum and bass party for our imprisoned Greek comrades.

The neoliberal measures taken throughout Europe have revealed the true face of capitalism. When in crisis, capitalism leaves no space for working rights, equal rights or freedom. All this is sacrificed for the maximization of profits and the political/economical domination of the upper-class elites. When people react as they have done so numerous times in Greece, they are opposed by the forces of the state’s repression. Police violence against demonstrators, torture of detainees and murders of prisoners have become commonplace. Since 2009 hundreds of people have been unjustly detained and still are, many of them without charges, waiting for their trial in prison cells. The costs for the legal fees are high and the increasing unemployment and poverty is making the social movements’ ability to defend itself even worse. Everybody could be in their shoes. But they are not alone! From Copenhagen we are expressing our solidarity not with abstract words but with actions!

On Saturday (12/4) we are having a party to support our imprisoned comrades and the money we make will be sent to the Solidarity Fund for Political Prisoners.

Drum and Bass music all night!
Cheap drinks at the bar.

DOOR: 21.00
ENTRY FEE: DONATIONS

No sexism, racism, homophobia/heterosexism, violence or hard drugs!

 

 

Skriv en kommentar

Gemt i Uncategorized

Bog: Kamppladser

Mathiasse, Jakob &  Jensen, Klaus Buster
Østarbejde og social dumping i byggeriet
Informations forlag, 2014, s. 311

se videre: Anarkisme og syndikalisme

Anmeldelse

Buun Pedersen, Mads
ekstern link: Når arbejdspladsen er en kampzone
Modkraft, 11. april 2014

Jansen, Thorkil
ekstern link: Fra fagbevægelsens kamppladser
i: Arbejderen, 05. mar. 2014

da.wikipedia
ekstern link: Jakob Mathiassen


Skriv en kommentar

Gemt i Uncategorized

Arbejderhistoriefestivalen den 10. maj 2014

SFAH arrangerer i samarbejde med Arbejdermuseet en arbejderhistoriefestival lørdag d. 10. maj. Her vil vi gennem foredrag, workshops, debatter, musik, film, byvandringer og meget mere sætte arbejderhistorien til debat. Temaerne er bl.a. den danske model, arbejderkultur, den politiske arbejder, arbejderbevægelsens udfordringer og så stiller vi spørgsmålet – hvem er arbejderne egentlig?

Målet er at oplyse og skabe debat om en række historiske begivenheder, der alle på forskellig vis har bidraget til, at etablere det samfund, som vi i dag oplever, er under voldsom forandring.

Festivalen har en åben og folkelig form, som forhåbentlig vil tiltrække en bred gruppe af samfundsinteresserede.

Tid og sted: 10. maj kl. 10-19 på Arbejdermuseet, Rømersgade 22, 1362 København K

http://sfah.dk/arbejderhistoriefestival/

Skriv en kommentar

Gemt i Uncategorized

Australske anarkister knytter nye bånd

Sydney Anarchist Bookfair 2014 flyerSydneys først anarkistiske bogmesse bruges til at danne nye netværk og forsøger at overvinde gamle uenigheder og splittelser. Cornelius Lundsgaard, der besøger fristeder over hele verden, har sendt et rejsebrev.

Skriv en kommentar

Gemt i Uncategorized

David Graeber: Arbejderklassens forbandelse

Ise videre: Anarkisme generelt
se videre: Graeber, David

Information 8. april 2014
Jeg kan ikke fatte, hvorfor folk ikke går på gaden i oprør?« Udtalelser som denne hører jeg fra tid til anden fra folk, der kommer fra velhavende og magtfulde miljøer. Der er en form for vantro i deres udsagn, og det underliggende budskab er tilsyneladende: »Vi skriger jo ‘stop tyven’, hver gang nogen så meget som overvejer at true vores skattely – og hvis nogen ligefrem var ude efter vores adgang til mad og tag over hovedet, ville vi kraftedeme sætte ild til bankerne og storme parlamentet. Hvad er der galt med de mennesker?«

Det er et godt spørgsmål. Man kunne tænke, at når en regering har pålagt så store byrder og bragt så megen lidelse over dem, der har færrest muligheder for at gøre modstand, uden at økonomien har forbedret sig det mindste, så ville det med garanti være politisk selvmord. Men tværtimod er de grundlæggende nedskæringslogikker tilsyneladende blevet bredt accepteret. Hvorfor? Hvordan kan politikere, som lover fortsatte lidelser, skaffe sig nogen form for samtykke fra arbejderklassen?

Empati på bunden

En del af svaret skyldes det forhold, at arbejderklassen er mindre optaget af spørgsmål om lov og ejendom end de mennesker, der så at sige er ’over den’. Desuden er den langt mindre selvoptaget. Arbejderklassen nærer større omsorg for sine venner, familie og lokalsamfund. Kort sagt er den slet og ret flinkere.

Dette forhold afspejler til en vis grad en universel sociologisk lovmæssighed. Feminister har længe påpeget, at dem på bunden af en hvilken som helst social orden ofte tænker mere på – og dermed bekymrer sig mere om – dem, der er bedre placeret, end dem på toppen bekymrer sig om dem på bunden. Kvinder overalt i verden ved mere om mænds liv, end mænd gør om kvinders, ligesom sorte har større viden om hvides liv, medarbejderne om arbejdsgivernes og de fattige om de riges. Og som vi ved, er mennesker – empatiske væsner som de er – tilbøjelige til at lade viden føre til omsorg. De rige og magtfulde kan imidlertid fortsætte i deres uvidenhed og ligegyldighed, fordi de har råd til det. Adskillige psykologiske studier har den seneste tid bekræftet denne logik. De, som er født i arbejderfamilier, scorer konsekvent højere i tests, som måler evnen til at sætte sig ind i andres følelser, end de rige og velståendes børn gør.

Det er på sin vis ikke overraskende. Det er trods alt hele fidusen ved at være magtfuld: At man ikke behøver bekymre sig om, hvordan andre omkring en går og har det. De magtfulde har folk til den slags. Og hvem er de folk så? Primært børn af arbejderklassen.

Omsorgsklassen

I den forbindelse er det værd at minde om, at vi formentlig er blevet så forblændede af en optagethed af (eller måske snarere romantisering af?) fabriksarbejdet som paradigmet for »rigtigt arbejde«, at vi har glemt, hvad langt det meste menneskelige arbejde egentlig består i.

Selv på Karl Marx’ eller Charles Dickens tid, var der langt flere tjenestepiger, skopudsere, kokke, sygeplejersker, chauffører, skolelærer, ludere og lommetyve i arbejderkvartererne, end der var mine- og tekstil- eller maskinarbejdere.

Det, vi typisk opfatter som kvindearbejde – at drage omsorg for andre mennesker, at forklare eller forudse, hvad cheferne vil eller at passe planter, dyr, maskiner og andre objekter – beskæftiger langt flere i arbejderklassen, end industrielt og håndværksmæssigt arbejde gør.

Dette skyldes ikke blot, at størstedelen af arbejderklassen er kvinder, men også at vi har et forskruet billede af, hvad mænd laver. Eksempelvis bruger togpersonale en stor del af deres tid på noget andet end det, man typisk forbinder med manuelt arbejde. De forklarer ting til passagererne, de finder børn, der er blevet væk, de tager sig af gamle, syge og forvirrede i den offentlige transport.

Og når man tænker over det, er det så ikke, hvad livet grundlæggende handler om? Mennesker bliver til i gensidighed. Det meste af det arbejde, vi udfører, er for hinanden. Arbejderklassen tager bare en uforholdsmæssig stor del af slæbet. De er omsorgsklassen og har altid været det. Men den vedholdende dæmonisering af fattige som dem, der nyder godt af omsorgsarbejdet, gør det svært at erkende dette faktum.

Som barn af en arbejderfamilie kan jeg berette, hvad vi faktisk er stolte af. Vi bliver konstant fortalt, at arbejdet bærer lønnen i sig selv – det opbygger karakteren på en eller anden måde – men ingen har nogensinde troet på den fortælling. De fleste af os mente, at arbejde burde undgås, med mindre det kom andre til gavn. Men det arbejde, som faktisk kom andre til gavn – om det så gjaldt at bygge broer eller tømme bækkener – det kunne man med rette være stolt af. Og der var også noget andet, man kunne være stolt af. Nemlig, at vi var den slags mennesker, der tog sig af hinanden. Det var det, som adskilte os fra de rige. Rige mennesker, der – så vidt vi kunne se – knap kunne få sig selv til at tage sig af deres egne børn.

Solidariteten er væk

Der er en grund til, at den ultimative borgerlige dyd er sparsommelighed, og den ultimative arbejderklassedyd er solidaritet. Ikke desto mindre er det netop den dyd, arbejderklassen i disse år er afkoblet fra. Der var en gang, hvor det at drage omsorg for sit lokalsamfund betød at kæmpe for arbejderklassen i sig selv. Dengang talte vi om »sociale fremskridt«. I dag ser vi konsekvenserne af en nådesløs krig mod selv tanken om arbejderklassepolitik eller arbejderklassesammenhold.

Det betyder, at mange arbejdere tyer til konstruerede abstraktioner som et middel til at udtrykke omsorg. Det handler om »vores børnebørn« eller »nationen«. Om det så er i form af polemisk patriotisme eller appellerer til en følelse af kollektive ofre.

Resultatet er, at alt er blevet bagvendt. Den politiske manipulation, som er blevet bedrevet gennem generationer, har langt om længe forvandlet solidaritet til et åg. Vores omsorg bliver vendt mod os. Og sådan vil det nok blive ved at være, indtil den venstrefløj, som hævder at tale på vegne af arbejderne, reelt begynder at tænke strategisk om, hvad langt det meste arbejde egentlig består i, og ikke mindst, hvad værdien i det er for dem, der udfører det.

David Graeber er antropolog, aktivist og forfatter.

© Guardian og Information.

Oversat af Nina Trige Andersen

http://www.information.dk/493736

Skriv en kommentar

Gemt i Uncategorized

Fristaden Christiana eller kommunens “cykelstien–Christiania”?

Hvad er det, der gør det så svært for Christianitterne at acceptere den cykelsti som kommunen ønsker? At kommunen vil presse Staden til noget – og mener også planen om at fjerne den nuværende bro over søen og bygge en anden i stedet seriøst.

Kompromis er svært, fordi måden man beslutter ting på Staden, i hensyn til de enkelte beboer, er direkte demokrati. Det er ikke muligt, at nogen kan tvinges til at opgive noget af deres have eller stille og rolige vej for at give plads til en cykelsti – og bør også tilføjes at for nogle af beboeren er vejen også den del af haven og legeplads for børnene. Det betyder, at de lokale beboer opfatter vejen som del af deres beboelse og et område de også i fælleskab bestemmer over i det lokale beboermøder. Det kan man være misundelige over eller mener, er uretfærdig – at der findes nogen, der har mere at bestemme end andre og kræver en særlig behandling af politikerne. Men det er lige netop det, der adskiller dette område fra alle andre i byen. Man kan synes meget godt og dårligt om måden man beslutter ting der ude, men det giver faktisk autonomi for beboerne. Selvom man kan synes at konsensusdemokrati kan virke tungt og personligt udfordrende for mange, må man sige, at det virker på den måde, at forandringer ikke uden videre er muligt uden beoerne er med. I praksis medfører konsensusdemokrati en slags konservativisme – ikke som politisk holdning, men som procedure, fordi det kan medfører at ting står stille, fordi man ikke kan lave noget om uden at der skal være en meget omfattende debat hvor der tages hensyn til folk hver især.

Det kan også virke egoistisk på mange, og det er det måske også i en hvis grad, fordi der tages hensyn til individerne, der vedrører et emne konkret. Resultater af dette er dog ikke sådan egoistisk, fordi de kræver en del kompromiser og hensyn at finde et samtykke.

Stadens beboere og dens udvikling har ikke fulgt med byens udvikling som resten af Kbh., fordi de faktisk tillader sig noget de andre ikke har overfor politikerne og samfundsudviklingen: Det er autonomien, det at tage ting stille og roligt. Det er et gennemgående motto og det man kan selv opleve ved, at alle har fået lov til at cykle igennem området. Men der har altid været en opfodring til alle dem der færdes på stiger og veje, om at ”skynde sig langsomt”.
Sidste er netop det, der bliver udfordret i den grad. Staden er indrettet som landsby midt i en hovedstad hvor børn, hunde, turister osv. er og løber frit omkring uden at skulle frygte hverdagens trafik. Når man kender til morgentrafikken på Amagerbrogade og Torvegade ind mod byen er denne frygt ikke ubegrundet. Om morgen er der enorme masser af cyklister, der lige efter hinanden spæner af sted mod byen for at komme over Knippels bro, og om aftenen kan man se den samme trafik i modsat retning, mod Amager.

Reelt er den vej den eneste og hurtigste at komme fra Vestamager til Østerbro med cykel. Transportmæssigt har Staden altid været lidt en udfordring for folk fra Amager når man boede på vest siden af øen. Men fordi der hverken var cykelstier eller broer, kan man sige at der ikke var nogen anden grund til at tage vejen igennem staden end for at opleve en grøn og flot omvej.
Man kan synes at Staden skal tilpasse sig ligesom alle andre og følge med fremskridtet og byudvikling, for som alle andre skal de følge ”demokratiske beslutninger”. Det er den slags småtskårede holdninger om at: ”nu har jeg betalt skat og fulgt lovene flittigt, men skal bruge 20 minutter længer på arbejde, fordi en flok flippere tillader sig den frihed at sige nej til den kommunale planlagte cykelsti”.
Det er en slags Jantelov af højrefløjen, som bunder i et religiøst forhold til det politiske system og en accept af langt de fleste af de tvangsforhold markedsøkonomien skaber, og som netop selvsamme politikere gennemfører. Demokrati betyder sådan set ikke andet end at gøre borgerne meddelagtig i hvordan man bedst tilpasser sig selv til profitøkonomiens slid og slæb, og en mulighed for at sige fra er ikke inkluderet.

For at skære det ud i pap: Hvad hvis det var din baghave, gade eller indkørsel hvor børn, dyr, fodgænger færdedes stille og roligt, pludseligt ender med at være i vejen for hundredvis af stressede og trætte cyklister på vej til og fra arbejde, fest, osv.. Ville du synes det var fedt?

Det der adskiller Christianitterne fra alle andre er, at de kan og vil involvere sig direkte i emnet og konfrontere problemerne tilsvarende direkte i kraft af deres direkte demokrati, der måske ikke altid fungerer efter forventninger, men trods alt fungerer. Dette medens langt de fleste af os allerede på forhånd har accepteret præmisserne af hvordan byens udvikling sker både æstetisk, trafikmæssigt og socialt på grund af den afmagt og blinde tiltro til et repræsentativt demokrati og det kommunale bureaukrati skaber.

Der er flere emner på spil i forhold til Christianias autonomi. Der er en autonomi både i forhold til en særlig selvopfattelse, til urbanisering og i forhold til myndighed. Hvem skal bestemme ude på Christianshavn om områdets udvikling? Byens politikere byplanlægger den urbane udvikling med kedelige villakvarterer og trendy og boheme brogadekvarterer med dyre kaffebarer, dyre huspriser og høje huslejer.
Faktum er, at en del af dette er allerede sket der ude. Med Stadens accept af at købe området, er det blevet dyrere at bo er der ude. Det er også hashen med hvilken der følger vold, kriminalitet og en masse andre dårlige ting, som man ikke må eller kan ignorere så længe det er ulovligt at sælge skidtet. Kulturen ude på staden er også blevet en del mere apolitisk og kommercielt, fordi det er gået med den alternative- og ungdomskulturen der præger staden som med resten af Danmark – mod højre.

Men alt det betyder ikke at man skal leve med at støtte stadens krav til autonomi. Drømmen om autonomi, og også ønsket om at gøre modstand mod alt det i samfundet, der er svært at gøre oprør mod har noget med principper at gør.

Det er vigtig at bevare den uforsonlighed mod det bestående der skal til for at man kan være sikker på at man at har rygraden for at forsvare sine interesser.
Det er nok tale om en lille sag med cykelstigen, men den kan have stor symbolsk betydning hvis den udvikler til en større konflikt med kommunen.

se videre: Christiania
se videre: Sorte Fane – agit/prop

Skriv en kommentar

Gemt i Uncategorized

Plakat: 1. Maj

1. Maj

1. Maj

se videre: Anarkisme generelt

 

Skriv en kommentar

Gemt i Uncategorized

Plakat: Bakunin om frihed og socialisme

 

Plakat: Bakunin om frihed og socialisme

Plakat: Bakunin om frihed og socialisme

se videre: Anarkisme generelt
se videre:
Anarkisme og syndikalisme

Se videre: Bakunin, Mikhail

Skriv en kommentar

Gemt i Uncategorized

Plakat: Være realistisk – kræv det umulige (ZAF)

Være realistisk - kræv det umulige (ZAF)

Være realistisk – kræv det umulige (ZAF)

se videre: Anarkisme generelt

Skriv en kommentar

Gemt i Uncategorized