Pariserkommunen
Pariserkommunen 1871 – tværfagligt projekt/samfundsfag
Kommunens lære – Proletariatets diktatur eller anarkisme?
Lavst Riemann Hansen under medvirken af Ulla Bendebjerg (red. Karen Nicolajsen): Gyldendal, Kbh., 1975, s.60-68
Pariserkommunen
af Kropotkin (1895)
1.Kommunens plads i den socialistiske udvikling
2.Hvorledes det mislykkedes for Kommunen at
realisere sit egentlige mål og alligevel at stille dette mål op for eftertiden
3.Kommunens lære i moderne socialisme
1. Kommunens plads i den socialistiske udvikling
Den 18. marts 1871 rejste sig Paris’ befolkning sig mod en foragtet og forhadt regering og proklamerede en uafhængig, fri og selvstændig by.
Denne nedkæmpelse af den central magt fandt sted uden revolutionens sædvanlige sceneudstyr, uden geværild, uden blodsudgydelser på barrikader. Da det bevæbnede folk kom ud på gaderne, flygtede de herskende, tropperne forlod byen, de civile embedsmænd trak sig hastigt tilbage til Versailles og bragte alt det med sig de kunne. Regeringen forduftede som vandpytter i en forårsbrise, og den 19. vågnede Paris op befriet for det snavs, som havde besudlet byen. Næppe en dråbe blod var spildt. Og med den forandring, der nu var gennemført, begyndte en ny æra i den lange serie af revolutioner, som udgør folkets march fra slaveri til frihed. Under navnet Pariserkommunen var der født en ny ide, som skulle blive udgangspunkt for fremtiden revolutioner.
Som det altid er tilfældet, var denne frugtbringende idé ikke et produkt af en eller anden individuel hjerne eller en eller anden filosofs undfangelse. Den fødtes af den kollektive ånd – udsprang af helhedens hjerte. Men i begyndelsen var den uklar, og mange af dem, som handlede på dens grundlag og gav deres liv for dem, så ikke på ideen i det lys, hvori vi ser på den i dag. De forstod ikke det centrale i den revolution, de iværksatte, eller levedygtigheden i det nye princip, de forsøgte at praktisere. Det var først efter de var begyndt at anvende det, at dets frem tidlige bærekraft langsomt gik op for dem. Det var først bagefter, da det nye princip blev udtænkt, at det blev afklaret og præciseret og blev anskuet i al dets klarhed og skønhed, dets retfærdighed og dets resultaters betydning.
I løbet af de 5-6 år, som gik forud for Kommunen, var der sket noget epokegørende med socialismen i kraft af den udbredelse og hurtige fremvækst, som den International Arbejder-association(1) havde undergået. I dens lokale afdelinger og på generalkongressen mødtes Europas arbejdere og rådslog med hinanden om sociale spørgsmål i en grad som aldrig før. Bland de, som indså, at den sociale revolution var uundgået, og som var aktiv beskæftiget med at gøre klar til den, syntes først og fremmest ét problem at presse på for at blive løst. ”Industriens aktuelle” udvikling vil påtvinge vort samfund en stor økonomisk revolution. Denne revolution vil afskaffe privat ejendom, vil gøre al den kapital til fælleseje, som er samlet af de foregående generationer. Men hvilken form for politisk arrangement(2) vil være mest velegnet overfor disse forandringer i vort økonomiske system?
”Det politiske arrangement må ikke blot være national” svarede Internationalen, ”Det må gå på tværs af alle kunstige grænseområder og grænselinier”. Og snart denne storslåede idé ned i folkets hjerte og fæstnede sig deres sind. Skønt den er blevet nedlagt lige siden af de forenede anstrengelser fra reaktionære af enhver afskygning, er den ikke desto mindre i live, og når folkets røst under revolte nedgør forhindringerne mod dens udvikling, vil den dukke op igen stærkere end nogensinde før.
Men da denne vældige idé var blevet udkastet af Internationalen, stod det tilbage at finde ud af, hvilken bestanddele verdensføderationen skulle have.
På dette spørgsmål blev der givet to svar, som hver især var udtryk for klart adskilte tankegang. Den ene sagde ”Folkets Stat”, den anden sagde ”Anarki”.
De tyske socialister gjorde sig til talsmænd for, at Staten skulle tage al akkumuleret værdi besiddelse og overlade det til arbejderforeninger, og at den endvidere skulle organisere produktionen og omsætning i det hele taget overvåge samfundets liv og aktiviteter.
De latinske socialister med deres store revolutionære erfaringer svarede hertil, at det ville være et mirakel, dersom en sådan Stat nogensinde kunne bringes til at eksistere. Men hvis den kunne, ville det givetvis føre til det værste af alle tyrannier(3). Dette ideal om den almægtige og velgørende stat er blot en efterligning af fortiden, sagde de. Og de konfronterede det med et nyt ideal: Anarki, dvs. den totale afskaffelse af Staten, og sociale organisation fra enkle niveau til det komplicerede ved hjælp af den frie føderation af folkegrupper, af producenter og af forbrugere.
Det bliv snart indset, også af de mere liberalt indstillede Statssocialister, at Anarki givetvis repræsenterede en langt bedre organisationsform end den, Folkestat tilsigtede. Men, sagde de, det anarkistiske ideal er så fjernt, at vi lige nu ikke kan bekymre os derom.
Det var samtidig rigtig, at den anarkistiske teori havde brug for et kort og klart udtryk, en formulering, der på en gang var enkel og praktisk, for simpelthen at vise dens udgangspunkt og konkretisere dens forestillinger, for at påvise, hvorledes den blev understøttet af en faktisk eksisterende tendens blandt folket. En Fagforeningsføderation og forbrugergrupper uden hensyntagen til grænser og helt uafhængige af eksisterende staters syntes for tåget. Desuden var den nemt at indse, at det ikke ville kunne tilfredsstille alle de mange forskellige mennesker krav. En klarere formulering var ønsket, en der var nemmere at håndtere, en der havde fast grund i livets faktiske forhold.
Dersom spørgsmålet blot havde været, hvorledes man bedst kunne udarbejde en teori, ville have sagt: teorier er ikke så stor betydning i sig selv. Men så længe en ny idé ikke har fundet en klar, præcis udtryksform, idet den naturlige voksen ud af ting, således som de faktisk eksisterer, så længe får den ikke tag i menneskenes sind og inspirerer dem ikke at tage den afgørende kamp op. Folk kaster sig ikke ud i det ukendte uden en eller andet positiv og klart formuleret idé, der giver i givet fald kan tjene som springbræt, når de når til afsættet.
Hvad afsættet angår, må de ledes derhen af tilværelsen selv.
I helle fem måneder havde Paris været isoleret af de tyske belejrere. I hele fem måneder havde byen levet som det passede den og havde lært den enorme økonomiske, intellektuelle og moralske styrke at kende, som den besad. Byen havde set et glimt af sin egen kraft til at tage initiativ og forstod, hvad det betød. Samtidig havde den indset, at den snakkende skar, som påtog sig at udøve autoritet, ikke formåede hverken at organisere eller at forsvare Frankrig eller dets interne udvikling. Den havde set centralregeringen som modstander ved enhver manifestation af den mægtige bys forstand. Endelig havde den lært at indse, at enhver regering må være magtesløs som afværger af store katastrofer såvel som til at lette vejen for hurtig udvikling. Under belejring en havde byens forsvarere, dens arbejdere, lidt de frygteligste afsavn, mens dens lediggængersvælgede i uforskammet luksus, og takket være centralregeringen, havde den set ethvert forsøg på at standse disse skandaler slå fejl. Hver gang byens befolkning havde vist tegn på ønske om frihed, havde regeringen øget deres lænkers byrde. Naturligvis gav sådanne erfaringer anledning til, at der skabes en idé om at Paris måtte gøre sig selv til en Kommune, der var i stand til at realisere sine borgers ønsker indenfor sine egne mur.
Og således blev dette ord – KOMMUNEN – det frie fødererede kommuner, i stedet for Staten – det almindelige råb.
Kommunen af 1871 kunne ikke blive andet og mere end et forsøg. Begyndt, som den var, ved afslutning af en store krig, låst inde mellem to hære, der var klar til at trykke hinandens hænder og knuse folket, vovede den ikke uden at fortsætte ad den økonomiske revolutions vej. Den erklærede sig hverken slet og ret socialistisk eller skred til ekspropriation af kapital – ej heller til organisation af arbejdskraften. Den satte sig end ikke på byens almindelige resurser.
Kommunen brød hellere med traditionen fra Staten: den repræsentative regering. Den søgte ikke at gennemføre selve den organisation fra det enkle til det mere komplicerede indenfor Kommunen, som den ville indføre udenfor ved at erklære kommunernes uafhængighed og frie føderation.
Alligevel er det givet, at hvis Pariserkommunen kunne have levet noget få måneder længere, ville den uundgåeligt være blevet drevet af omstændighedernes kræft imod begge disse revolutioner. Lad os ikke glemme, at den franske middelklasse tilbragte i alt fire år fra 1789 til 1793 med revolutionær aktion, før de ændrede et indskrænket monarki til republik. Burde vi da forbavses over, at folk ikke i ét spring satte over tomrum imellem en Anarkistisk Kommune og Plyndringsregering? Men lad os erindre os, at den næste revolution, som i det mindste i Frankrig og Spanien vil være kommuneagtig, vil forudsætte Pariserkommunes arbejde, hvor det blev afbrudt af Versailles-troppernes massakrer.
Kommunen blev slået, og vi ved alt for godt, hvorledes middelklassen hævnede sig over den skræk, folket havde indgydt den, da det kastede de herskende åg af sin nakke. Det beviste, at der dybest set er to klasser i vort moderne samfund: På den ene side manden, som arbejder og overlader mere end halvdelen af det, han producerer til ejendomsmonopolisterne og alligevel ser stor på den uret hans herre gør ham. På den anden side lediggængeren, som plyndrer, som hader sin slave og som er klar til at dræbe ham som var det en leg, og som animeres(4) af de mest vilde instinkter, så snart han trues på sine besiddelser.
Efter at have beskudt Paris’ befolkning og lukket alle udgange, slap Versailles-regeringen soldaterne løs på den. Soldater, der var gjort brutale af druk og kasserneliv, og som offentligt var blevet opfordret til at gøre kort proces med ”ulvene og deres yngel”. Til folket sagde man:
”Du skal omkomme, hvad du end gør! Tages du med våben i hånd – død! Bruger du dem – død! Tigger du om nåde – død! Hvor du end vender dig hen, til højre, til venstre, tilbage, fremad, op, ned – død! Du er ikke blot hinsides loven, du er hinsides medmenneskelighed. Hverken alder eller køn skal du overvære dødskamp hos din kone, din søster, din mor, dine sønner, dine døtre, selv hos dem i vuggen. For dine øjne skal den bunde man tages ud af ambulancen og gøres til hakkemad bajonetter eller slå’s ned med geværkolber. Han skal slæbe ved sit brækkede ben eller sin blødende arm og slænge i rendestenen som et lidende, stønnende bundt skrald. Død! Død! Død!”(5)
Og efter disse gale orgier, disse stabler af lig, denne totale udslettelse, kom den smålige revanche, den nihaletekat, jernlænkerne i skibenes lastrum, vagternes slag og fornærmelser, den halve sultedød, alle raffinerede grusomheder. Kan folket glemme disse gæve gerninger?
Kommunen blev overvundet, men ikke erobret. I vore dag genfødes den. Den er ikke længer en drøm hos den besejrede, som i sin fantasi hengiver sig til håbets smukke illusion. Nej ”Kommunen” af i dag er i færd med at blive det synlige og klare mål for den revolution, som skælver under vore fødder. Ideen bundfælder sig dybt i masserne. Den indgiver dem et forenende kampråb. Vi satser på, at den nuværende generation vil gennemføre den sociale revolution indenfor Kommunen og sætte en stopper for middelklassens vanærende udbytningssystem, befri folket for Staten formynderskab og indføre en ny æra med frihed, lighed, solidaritet i menneskeracens udvikling.
2. Hvorledes det mislykkedes for Kommunen at realisere sit egentlige mål og
alligevel at stille dette mål op for eftertiden
Vi befinder os allerede tyve år for år fra den dag, da folk i Paris overvandt den forræderregering, som bragte sig selv til magten ved kejserdømmets fald. Hvoraf kommer det sig, at de undertrykte masser i den civiliserede verden uimodståeligt drages mod bevægelsen af 1871? Hvorfra er den idé, der repræsenteres af Pariserkommunen så tiltrækkende for arbejderne fra lande og af alle nationaliteter?
Svaret er let. Revolutionen af 1871 var først og fremmest folkets. Den var iværksat af folket selv, den fremsprang spontan fra masserne midt, og det var blandt folkets brede masser, den fandt sine forsvar, sine helte, sine martyrer. Det det netop fordi den var så nært forbundet til ”de lave”. At middelklassen aldrig kan tilgive den. Og samtidig var dens bærende ånd ideen om en social revolution. Ganske vist tåget, måske ubevidst, men stadigvæk en bestræbelse på endelig at opnå – efter århundreders kamp – den virkelige frihed, den virkelige lighed for alle mennesker. Det var de nederste lags revolution. Nu marcherede de fremad at erobre deres rettigheder.
Der har været gjort og gøres stadig forsøg på at ændre betydningen af denne revolution og anskue den som blot et forsøg på genvinde Paris’ uafhængighed og således danne en mindre stat indenfor Frankrig. Men intet kan være mere forkert. Paris søgte ikke at isolere sig selv fra Frankrig mere end den søgte at erobre det med våbenmagt. Byen brød sig ikke om at lukke sig inde bage sine mure som en nonne i et kloster. Paris var ikke inspireret af et klosters indsnævrede ånd. Når byen krævede sin uafhængighed, når den søgte at hindre centralmagten indblanding i sine anliggender, var det fordi den i sin uafhængighed så et middel til rolig udvikling af grundlaget for den fremtidige organisation og iværksættelse af en social revolution indenfor eget område. En revolution, som fuldstændig ville have ændret hele produktions- og omsætningssystemet ved at basere på retfærdighed. Hvilket fuldstændig ville have omformet de menneskelige relationer ved at bringe dem på lige fod. Hvilket ville have vor sociale moral et nyt indhold ved at basere den på lighed og solidaritet. Kommunens uafhængighed var blot et middel for folket i Paris. Den sociale revolution var målet.
Og dette mål kunne være blevet opnået, hvis 18. marts-revolutionen havde været i stand til at forløbe naturligt, hvis folket i morderne fra Versailles. At finde en klar, præcis idé var forståelig for hele verden, og som i få ord sammenfattede, hvad der var nødvendigt for fuldende revolutionen, det var i virkeligheden folkets hensigt i Paris fra deres uafhængigheds første dag. Men en stor idé spirer ikke frem i løbet af en dag, hvor hurtigt end udviklingen og fremsættelse af idéer finder sted under en revolutionsperiode. Den kræver altid en vis tid til at udvikles, til at sprede sig gennem masserne, til at omsætte sig selv til handling, og denne tid savnede Pariserkommunen. Mere specielt fordi, som vi føre har bemærket, socialismen for tyve år siden gennemgik en forandringsperiode. Den autoritære og halvreligiøse Kommunisme fra 1848 havde ikke længere hold i vore epokes fritænkende og praktiske tænkemåde. Kollektivismen, som søgte at sammenkoble lønsystemet og den kollektive ejendomsret, var uforståelig, utiltalende og struttende af vanskeligheder ved at finde praktisk anvendelse. Libertær Kommunisme, Anarkistisk Kommunisme, var kun begyndt at dæmre i arbejdernes sind og vovede knapt at provokere regeringstilhængerne til angreb. Man var ubeslutsomme. Socialisterne selv, der ikke havde noget endemål i sigte, vovede ikke at lægge hånd på privat ejendom. De førte sig selv bag lyset med det argument, som har neddysset aktiviteterne mangen en gang: ”Lad os først sikre os sejren og så se, hvad der kan gøres”.
Sikre sejren! Som om man kunne danne en fri Kommune uden at lægge hånd på ejendom! Som om der var nogen måde at nedkæmpe fjenden på så længe folkets store masser ikke var direkte interesseret i revolutionens triumf ved at se, at den vil bringe materiel, moralsk og intellektuel velfærd til alle! De prøvede at konsolidere Kommunen først og udsætte den sociale revolution til bage efter, hvor den eneste vej frem var at konsolidere Kommunen ved hjælp af den sociale revolution.
Den samme sket med hensyn til regeringsprincippet. Ved at proklamere den frie Kommune proklamerede Paris’ befolkning et vigtigt anarkistisk princip, som var Statens nedbrydning. Men Anarkismens idé var dæmret svagt i menneskenes tanker, blev det stoppet på halvvejen og midt under Kommunen brød det gamle autoritetsprincip frem, og folket gav sig selv et Kommunens Råd efter samme model som kommunale råd alle andre steder.
Ikke desto mindre, hvis vi hævde, at en centralregering til at regulere forholdet mellem kommunerne er helt unødvendig, hvor for skulle vi da indrømme dens nødvendighed med hensyn til regulering af de gensidige relationer mellem de grupper, der udgør hver enkelt kommune? Og hvis vi straks overlader det til de berørte kommuners frie initiativ selv at komme til enighed vedrørende næringsanliggender, som omfatter adskillige byer, hvorfor så afvise dette samme frie initiativ for de grupper, som udgør en enkelt kommune? Der er ikke mere ræson i en regering indenfor kommunen end for en regering udenfor.
Men i 1871 gjorde folket i Paris, som har besejret mangen en regering, kun et første forsøg på revoltere mod selve regeringssystemet. Følgelig lod de sig narre af fetischsyrkelsen af regeringer og dannede selv en sådan.
Resultatet er historie. Paris sendte sine hengivne sønner til rådhuset. Der, muret inde bag arkivskabe med gamle papirer, tvunget til at regere, hvor deres instinkter bød den at være og handle i folkets midte, tvunget til at diskutere, hvor det var nyttigt at handle og til at indgå kompromiser, hvor kompromisløshed var den bedste politik. Og endelig tabte de den inspiration, som kun kommer fra bestandig kontakt med masserne, og de så sig selv reduceret til magtesløshed. Da de selv paralyseret af deres adskillelse fra folket – det revolutionære lys og varmecentrer – paralyserede de selv folkets initiativ.
Pariser kommunen, barnet af en omvæltningens periode, født foran prøjsiske geværer, var dømt til undergang. Men i kraft af sin udpræget folkelige karakter startede den en ny serie af revolutioner, i kraft af sine ideer blev den forløberen for den sociale revolution. Dens lære er blevet formidlet, og når Frankrig atter engang strutter af kommuner i revolte, kan folket ikke forventes at give sig en regering og af den forvente, at den skal iværksætte revolutionære foranstaltninger. Når de har befriet sig selv fra de parasitter, som fortærer dem, vil de sætte sig i besiddelse af al social velfærd og overlade det til det fælles bedste i overensstemmelse med principperne for Anarkistisk Kommunisme. Og når de helt har afskaffet ejendommen, regeringen og Staten, vil de forme sig selv på ny og frit i overensstemmelse med den nødvendighed, som angives af livet selv. Når menneskeheden bryder sine lænker og vinder sine afguder, vil den marchere videre til en bedre fremtid, der hverken kender herre eller slave, men som bevarer mindet om de ædle martyrer, som med deres blod og lidelser købte disse første på frigørelse, som har tjent os som lys på vor march mod erobringen af friheden.
3. Kommunens lære i moderne socialisme
De offentlige møder, der bliver organiseret den 18. marts i næsten alle byer, hvor der er en socialistisk gruppe, er værdige til omhyggelig opmærksomhed. Ikke blot fordi de er en demonstration af Arbejdets Hær, men også de byder en gunstig lejlighed til at lodde stemningen og følelserne hos socialister af begge slags. De udgør en bedre lejlighed til at ”tage vælgernes puls” end den man kan få ved et hvilket som helst valgsystem, en lejlighed, hvor hensigter og mål kan formuleres uden indflydelse fra en valgkamps partitaktik. Arbejderne mødtes ikke blot for at prise Pariser-proletariatets heroisme eller for at kræve hævn for maj-massakrerne. Mens de opildner hinanden ved mindet om den heltemodige kamp i Paris, er de nået videre og har diskuteret, hvilken lære for den kommende revolution, der må drages af Kommunen fra 1871. de spørger efter Kommunens fejltagelse, ikke fordi de vil kritisere de mennesker, der begik dem, men for at bringe klarhed over, hvorledes fordommene om ejendom og autoritet, som dengang beherskede arbejdernes organisationer, hindrede fremvæksten af den revolutionære idé og dens udfoldelse i et lys, der skulle oplyse verden.
Lære fra 1871 har gavnet arbejderne i alle lande og gjort dem i stand til at bryde med deres gamle fordomme og komme til en klarere og mere enkel forståelse med hensyn til, hvad deres revolution skal være.
De næste Kommune-rejsninger bliver ikke blot, ”kommunale” bevægelser. De som stadig mener, at uafhængige, lokale selvstyrende enheder må etableres først og disse må prøve at lave økonomiske reformer indenfor deres egen områder, føres frem af den folkelige ånds videre udvikling, i det mindste i Frankrig. Den næste revolutions Kommuner vil proklamere og etablere deres uafhængighed ved direkte socialistisk revolutionær aktion, som afskaffer privat ejendom. Når den revolutionære situation modnes, hvilket kan ske når som helst, og regeringerne er fejet bort af folket, når middelklassens lejer, som kun består i kraft af statens beskyttelse, så ledes er bragt i opløsning, da vil utålmodig folk ikke afvente, at en eller anden ny regering i sin mageløse visdom skal de kretere et par økonomiske reformer. Folket vil selv afskaffe privat ejendom ved voldelig ekspropriation og i hele og i hele samfundets navn tage al den rigdom i besiddelse, som skabtes ved de foregående generationers arbejde.
De vil ikke vente med at ekspropriere indehaverne af samfundet kapital ved hjælp af et dekret, som nødvendigvis ville forblive et dødt bogstav, hvis det ikke blev sat i værk af arbejdernes selv. De vil sætte sig udsættelse. De vil organisere sig selv i værkstederne for at fortsætte arbejdet, men det, de producerer være, hvad masserne ønsker, ikke hvad der giver den største profit til arbejdskøbere. De vil ombytte deres rønner med de riges sunde boliger. De vil organisere sig for at bringe rigdom i umiddelbar anvendelse, som er oplagret i byerne. De vil sætte sig i besiddelse heraf, som om det aldrig var blevet stjålet fra dem af middelklassen.
Og når industrifyrsterne, som har anvendt afpresning overfor arbejderne, først er besejret, vil produktionen fortsætte og kaste de snærende bånd af sig, som hindrer den, stoppede de spekulationen, som dræber den, og opløser den. Den vil omforme sig selv i overensstemmelse med bevægelsens nødvendighed under indtryk af de impulser, som udgår fra det fri arbejde. ”Menneskene arbejder aldrig i Frankrig, som de gjorde i 1793, efter at jorden var vredet uf af adelens hænder” siger historikeren Michelet. Aldrig har menneskene arbejdet som de vil den dag, hvor arbejdet bliver frit og alt, hvad arbejderen frembringer, bliver en kilde til velfærd for hele Kommunen.
Der har på det seneste været gjort forsøg på at etablere en distinktion mellem forskellige typer af social velfærd, og Socialistpartiet er delt på spørgsmålet. Den nuværende Kollektivistiske retning, der hylder en slags dogmatisk teori om kollektivisme i stedet for den kollektivisme, som fandtes hos den gamle Internationale, og som nærmest var en antiautoritær Kommunisme, – søgt at etablere en skelnen mellem kapital, der anvendes til produktion, og goder, der tilgodeser livets nødvendigheder. Maskiner, fabriker, råstoffer, kommunikationsmidler og jord på den ene side og boliger, til virkede produkter, klæder og varer på den anden. De første skal være kollektiv ejendom, de andre er ad denne socialistiske retnings fortalere beregnet på at forblive private ejendom.
Der har været gjort forsøg på at foretage denne skelnen, men den sunde folkelige fornuft har fundet det omsonst og indset, at den var illusorisk og umulig at foretage. Den er overbevidst i teorien og falder igennem i det praktiske liv. Arbejderne forstår, at de huse, vi søger ly i,
De kul og den gas vi brænder, det brændstof, der bruges af den menneskelige maskine for at opretholde livet, de klæder, der er nødvendige for at eksistere, den bog vi læser for at oplæres, selv de forlystelser, vi nyder alle udgøre dele af vor eksistens og alle er ligeså nødvendige for en fremgangsrig produktion og menneskehedens fremadskridende udvikling, som maskiner, fabriker, råvarer og andre produktionsmidler. Arbejderen er ved at nå til den konklusion, at det at opretholde den private ejendomsret til den slags goder ville være at opretholde ulighed, undertrykkelse, udbytning, på forhånd at paralysere resultaterne af den delvise ekspropriation. Ved at springe over det gærde, som den teoretiske Kollektivisme har anbragt på deres vej, marcherer de direkte mod den enkleste og mest praktiske form for antiautoritær Kommunisme.
Nu står de revolutionære arbejdere på deres sammenkomster tydeligt på deres ret til al social rigdom og på nødvendigheden af at afskaffe den private ejendomsret til forbrugs varer såvel som til produktionsmidlerne:
“På revolutionens dag vil vi beslaglægge alle de rigdomme, som er oplagret i byerne, og gøre dem til fælleseje” siger talerne, og tilhørerne bekræfter udtalelsen med deres enstemmige bifald. ”Lad alle tage fra lageret, hvad han behøver, og vær overbevist om at i vore byers varehuse vil der være føde nok til at føde alle, indtil fri produktion har fået en rimelig start. I vore byers butikker er der nok til at klæde alle med klæder, der holders i reserve, mens der herskernøgenhed og fattigdom udenfor. Der er også luksusvarer nok til alle kan vælge iblandt dem for at få, hvad han lyster”.
Ved at bedømme, hvad der siges ved møderne til minde om Kommunen – i Frankrig såvel som andetsteds – vil det fremgå, at arbejderne har taget deres egen beslutning om, at den kommende revolution vil indføre Anarkistisk Kommunisme og produktionens frie reorganisering. Disse to punkter synes i den grad fastslået, og i den henseende vil den næste revolutions Kommuner ikke gentage fejlene hos forløberne, som så gerne udgød sit blod for at rydde vejen for eftertidens fremskridt.
Der er imidlertid et tredje og ikke mindre væsentlig punkt, hvorom den samme enighed endnu ikke er nået, skønt den ikke er så langt borte. Det er spørgsmålet om regeringen.
Som det vil være kendt, er der to fløje i Socialistpartiet, som er aldeles delt på dette spørgsmål. ” På selve revolutionsdagen”, siger den ene, ”må vi danne en regering, som kan tage den øverste magt i sin besiddelse. En stærk, mægtig, beslutsom regering vil lave revolution ved at dekretere dette og hint og tvinge alle til at adlyde sin kommando”.
”En ulykkelig vildfarelse!” siger den anden. ”En hvilken som helst centralregering, der pålægger sig selv at regere en nation, må nødvendigvis blive en forhindring for revolutionen. Den kan ikke undgå at blive sammensat af de mest uforenelige elementer, og selve dens kerne som regering er Konservatisme. Den vil ikke fortage sig andet end at holde revolutionen tilbage i de kommuner, som er klar til at gå i spidsen, uden at være i stand til at inspirere bagstræberiske kommuner med revolutionens åndedrag. Det samme indenfor Kommune i oprør. Enten vil kommuneregeringen blot acceptere fuldbyrdede kendsgerninger – og så vil den være nyttesløs og farlig del af maskineriet. Ellers også vil den ønske at tage ledelsen for at fastsætte regler for det, der hidtil har måttet udarbejdes frit af folket selv, hvis det reelt skulle praktiseres. Den vil anvende teorier, hvor helle samfundet burde udarbejde nye former for den fælles tilværelse med den kreative styrke, der udfolder sig i en social organisme, når den bryder sine lænker og ser nye og større horisonter åbne sig foran. Mændene ved magten vil hindre dette flor, uden at gøre nogen af de ting, de kunne have gjort, hvis de selv var blevet blandt folket og arbejdet med dem for den nye organisation i stedet for at anbringe sig i ministerkontor og slide sig selv op i ørkesløse debatter. Den revolutionære regering vil være en hindring og en fare. Magtesløs, når det går godt, almægtig, når det går værst. Altså – til hvilken nytte skal man have den?”
Skønt naturligt og rigtig løber dette argument stadig imod en stor mængde fordomme, stablet op og tilegnet af dem, som har en interesse i at opretholde religionen om regeringen ved siden af religionen om ejendomsretten og teologien.
Denne fordom, den sidste af de tre eksisterer stadig og er en fare kommende revolutioner, skønt den allerede viser tegn på forfald. ”Vil vi klare vore egne anliggender uden at vent på ordrer fra en regering, vi vil træde dem under foden, som prøver at tvinge os til at acceptere dem som præster, ejendomsbesiddere eller regenter”, sådan begynder mange arbejdere allerede at sige. Vi må håbe, at anarkistpartiet vil fortsætte med ivrigt at kæmpe regeringsudøvelsen og aldrig vil tillade sig selv at blive inddraget i eller lokke ind i kampen om magten. Vi må håbe, at i de år, som er tilbage inden revolutionen, vil de fordomme, som er til fordel for regering, blive så rystende, at de ikke er stærk nok til at trække folket ud i en falsk kurs.
Den næste revolutions Kommune vil ikke blot nedbryde Staten og sætte den frie føderation i stedet for det parlamentariske styre: de vil skille sig af med parlamentstyret inden for selve Kommunen. De vil stole på fødevareforsyningen frie organisation og på frie arbejdsgruppers produktion – og på at disse vil føderere med tilsvarende grupper i andre byer og landsbyer, ikke med et kommunalt parlament som formidler, men direkte, for at opfylde deres mål.
Der vil være Anarkister indenfor Kommunen såvel som udenfor den – og kun såledesvil de kunnen undgå nederlagets gru. Reaktionens rædsler.
(1) IAA – Internationale Arbejderassociation, (1. Internationale)
(2) arrangement = ordning
(3) Tyranni = diktatur
(4) animeres = at sætte i gang
(5) Efter: Historie populair et parlamentaire de la Commune de Paris, par Arthur Arnould
(6) ekspropriation = tvangsafståelse af goder
(7) distinktion = skelnen, forskel
(8) ”gamle Internationale” = der med menes 1. Internationale
(9) paralysere = lamme
(10) dekretere = udstede dekret, anordne
SORTE FANE 