Michael Bakunin: Om Statsbegrebet og Pariserkommunen

Pariserkommunen 1871 – tværfagligt projekt/samfundsfag
Kommunens lære – Proletariatets diktatur eller anarkisme? Lavst Riemann Hansen under medvirken af Ulla Bendebjerg (red. Karen Nicolajsen): Gyldendal, Kbh., 1975, s.53-

Om statsbegrebet og Pariserkommunen 
  af MichaelBakunin

 

  Bakunin skrev artiklen i jul. 1871,
men den er ufuldendt og
blev først udg. i 1878 efter hans død  

Jeg er overbevist tilhænger af den økonomiske og sociale lighed, fordi jeg véd at udenfor denne lighed vil frihed, retfærdighed, menneskeværdighed, moralitet og både den enkeltes velfærd og nationernes vel kun være løgn og latin. Men som tilhænger af frihed for enhver pris, denne menneskehedens grundlæggende betingelse, mener jeg at ligheden må baseres på den spontane organisation af arbejdet og de producerende associationer(1) fælles ejendom, som er frit organiseret og fødereret i kommuner, og gennem den lige så spontane føderation af kommuner men ikke gennem stater øverste og formynderiske virksomhed.

Dette (sidstnævnte) punkt adskiller hovedsageligt de revolutionære socialister eller kollektivisterne(2) fra de autoritære kommunister, som er tilhænger af statens absolutte initiativ. Deres mål er det samme; begge partier ønsker skabelsen af en ny social ordning, som ene og alene er baseret på organisering af det fælles arbejde, som uundgåelig pålægges alle og enhver gennem kendsgerningers magt, selv under de samme økonomiske betingelser for alle, og som er baseret på fælles eje af arbejdsredskaberne. Nu bilder kommunisterne sig ind at kunne nå dette mål ved udvikling og organisation af de arbejdende klassers magt særlig af byproletariatet, ved hjælp af den borgerlige radikalisme – mens de revolutionære socialister, fjender af alle tvetydige regeringer og alliancer, tværtimod mener kun at kunne nå dette mål gennem udvikling og organisation af den ikke politiske, men sociale og følgelig antipolitisk(3) magt, af arbejdermasserne i by og på land, inklusive de mænd af god vilje fra de højere klasser, som ved at bryde med deres fortid tilslutter sig dem og fuldstændig vil godtage deres program.

Heraf følger altså to forskellige metoder. Kommunisternes tror at måtte organisere arbejderkræfterne, for at de så kan bemægtige sig staternes politiske magt. De revolutionære socialister organiserer sig med henblik på tilintetgørelsen eller hvis man ønsker et høfligere ord, så likvidationen(4) af staterne. Kommunisterne er tilhænger af autoritetens princip og praksis, de revolutionære socialister har kun tiltro til frihed. Begge er samtidig tilhænger af videnskaben, som dræber vantro og skal erstatte troen; de førstnævnte vil påtvinge den, de sidstnævnte vil bestræbe sig på at propagandere den, for at grupper af overbeviste mennesker spontant og frit organiserer og fødererer, nedefra og på, gennem deres egen bevægelse og svarende til deres virkelige interesser, men aldrig efter en på forhånd konciperet(5) plan, som påtvinges de uvidende masser af nogle højere intelligenser.

De revolutionære socialister mener, at der ligger megen mere praktisk fornuft og ånd i folkemassernes instinktive aspirationer(6) og virkelige behov end i den dybe intelligens hos alle disse læger og menneskehedens formyndere, som med deres forsøg har til hensigt at komplettere(7) alle forgæves forsøg på at gøre menneskeheden lykkelig. De revolutionære socialister mener tværtimod, at menneskeheden har ladet sig regere længe nok, for lang tid, og at kilden til dens ulykke ligger i princippet om og tilstedeværelsen af enhver regering, hvilket det så end er.

Endelig eksisterer en allerede historisk modsigelse mellem på den ene side den kommunisme, som videnskabeligt er blevet udviklet af den tyske skole, som de amerikanske og engelske socialister delvis har antaget – og på den anden side den langt udviklede, til sidste konsekvens drevne proudhonisme(8), som de latinske landes proletarer accepterer. Den revolutionære socialisme har netop forsøgt en første slående og praktiske manifestation(9) i Pariserkommunen.

Jeg er tilhænger af Kommunen i Paris som da den blev slået ned og kvaltes i blod af den monarkistiske og klerikale(10) reaktions bødler blev endnu mere og mægtig i det europæiske proletariats forestillingsverden og hjerte. Jeg er tilhænger af kommunen først og fremmest fordi den fremstod som et så overvældende og klart udtryk for fornægtelsen af staten.

Det er en bemærkelsesværdig historisk kendsgerning, at denne fornægtelse af staten netop fandt sted i Frankrig, som hidtil har været den politiske centraliserings land par excellence, og at det netop blev Paris, denne store franske civilisations hoved og historiske skaber, som tog initiativet hertil; den løfter sin krone af sig og proklamerer entusiastisk sin egen afsættelse, for at skænke Frankrig, Europa, hele verden, frihed og liv. Paris viser endnu engang sin historiske initiativkraft gennem at vise alle de folk som er slaver (og hvor finder man de folkemasser, som ikke er slaver?) den eneste vej til befrielse og redning; Paris slår en dræbende streg over den borgerlige radikalisme politisk traditioner og opbygger en virkelig grundvold for den revolutionære socialisme! Endnu engang gør Paris sig fortjent til eder og forbandelser fra hele det reaktionære pak i Frankrig og Europa! Paris begraver sig under sine ruiner for derved at slynge et endegyldig dementi midt i ansigtet på den triumferende reaktion, ved si ulykke redder den Frankrig ære og fremtid og beviser til trøst for menneskeheden, at når livet og intelligensen og den moralske kraft har forladt der højere klaser, der de dog en stærk og fremtidsskabende måde bevaret i proletariatet! Paris indvier den nye tid, som skal bringe folkets masser endelig og fuldstændig befrielse og sprede deres nu helt virkeliggjorde solidaritet over de politiske grænser, på trods af disse grænser; paris dræber patriotismen og opbygger en ny menneskelighedens religion på dens ruiner, Paris erklærer sig humanistisk ateistisk og erstatter de guddommelige fiktioner med det samfundsmæssige livs videnskabens store virkeligheder – erstatter den religiøse, politiske og juridiske moralske løgne og uretfærdigheder med frihedens, retfærdighedens, lighedens og broderskabets principper, disse evige forudsætninger for al menneskelig moral! Paris, det heroiske, fornuftige og troende Paris, bekræfter sin helhjertede tro på menneskehedens bestemmelse gennem sit ærefulde fald, sin død, og testamentere på en energisk og levende måde denne tro til kommende generationer! Paris, oversvømmet af sin ædleste sønners og døtres blod – det er hele menneskeheden, korsfæstet af Europas internationale og solidariske revolution for alle internationale og solidariske revolution for alle folkesag vil komme til at indebære Paris genopstandelse.

Dette er den virkelige betydning, dette er de fuldstændige og hidtil usete konsekvenser af denne mærkelige kommune i Paris, som bestod og virkede i to måneders tid.

Pariserkommunen fik en alt for kort levetid og forstyrredes og forhindredes alt for alt for meget af i sin indre udvikling af den dræbende kamp, som den blev tvunget til at udkæmpe mod de reaktionære kræfter i Versailles, til at det overhoved kunne få mulighed for at udarbejde sit socialistiske program teoretisk, og endnu mindre til at omsætte det i praksis. Dertil må man jo i øvrigt erkende at flertallet af Kommunens medlemmer slet ikke var virkelige socialister, og dét hvor de viste sig som sådanne, blev de uimodståeligt revet med af omstændighedernes bydende magt, af det miljø som omgave dem, af situationens nødvendighed og ikke af deres egen inderste overbevisning. Socialisterne som tydeligvis blev anført af vores ven Varlin, udgjorde kun en meget lille minoritet i Kommunen, højst fjorten eller femten medlemmer. Resten var jakobinere. Men i den forbindelse må man tænke på at der findes jakobinere af forskellige slags. Der er jakobinere som er advokater og doktorer, mænd som monsieur Gambetta, hvis positivistiske republikanisme, højtflyvende, despotisk og formalistisk, en republikanisme som forkaster den gamle revolutionære overbevisning og af jakobinismen kun bevarer kulten af enighed og magten, først udleverede folkets Frankrig til preusserne og siden til den hjemlige reaktions kræfter – men vi har desuden de åbent revolutionære jakobinere, helte, de sidste ærlige repræsentanter for 1793’s demokratiske overbevisning, mænd som er beredte til hellere at ofre elskede enighed og autoritet på den revolutionære nødvendigheds alter end at lade deres samvittighed overdøves af den revolutionære frækhed. Disse storsindede jakobinere, som helt naturligt kom under lederskab af Delescluze, en står ånd og en storartet karakter, stræbte fremfor alt efter revolutionens sejer, og eftersom en revolution ikke er muligt uden folkemasser, og disse masser i vore dage i eminent(11) grad besjæles af socialistiske instinkter og ikke kan lave nogen anden revolution end en økonomisk og social sådan, så lader alle ærlige jakobinere sig også mere og mere rive med af den revolutionære bevægelses logik, så også de mod deres vilje forvandles til socialister.

Det var netop den situation de jakobinere som tilhørte kommunen havende i. Delescluze og mange andre med ham underskrev programmer og proklamationer som såvel i deres ånd som gennem de løfter de gave var positivt solidarisk. Men eftersom de til trods alle deres ærlighed og gode vilje snarere blev revet med af socialismen i det ydre end det var overbeviste socialister inderst inde, eftersom de savnede både tid og evne til at frigøre sig fra en hel række borgerlige fordomme i deres egen tænkning, fordomme som var i direkte modsætning til den socialisme de nu var overgået til, forstår man at de, ligesom paralyserede af denne indre strid, aldrig kunne nå længere end til de generelle og aldrig kunne nå så længe som til et direkte afgørende skridt, der for al fremtid gjorde en ende på deres solidaritet med den borgerlige verden og alle deres forbindelser med den.

Dette betød en store ulykke både for kommunen og dem selv; denne spaltning lammede dem og de lammede Kommunen, men man kan alligevel ikke angribe dem for dette. Mennesket forvandles ikke fra den ene til den anden dag, og kan ikke efter behag forvandle sin egen natur og sine vaner. De beviser deres oprigtige holdning da de gik døden for Kommunen. Hvem skulle vel kræve mere af dem?

De bliver endnu mere undskyldt af den kendsgerning af selve det parisiske folk, under hvis indflydelse de tænkte og handlede, var socialistisk langt mere af instinkt end af nogen gennemtænkt overbevisning eller idé. Alle dets aspirationer og ønskemål er i højeste grad socialistiske, men dets ideer, eller snarere dets traditionelle forestillinger, befinder sig stadig langt fra dette høje niveau. man jakobinske fordomme, mange diktatoriske og autoritære indbildninger, står stadig tilbage i det franske storbygproletariat, selv hos proletariatet i Paris. Autoritetsdyrkelse, dette skæbnesvangre produkt af en religiøs opdragelse, den historiske kilde til alle ulykker, til alt fordærv og til al trældom, er endnu ikke helt udryddet hos proletariatet. Og det ikke i den grad at ikke engang folkets mest intelligente sønner, de mest overbeviste socialister, helt har kunne befri sig fra denne last. Undersøger man deres indre tilstrækkeligt grundigt finder man til sidst jakobineren, regeringsmennesket, visselig godt gemt i en eller anden lille mørk krog og i det her tilfælde temmelig lille og forkrøblet, men endnu ikke død.

I øvrigt befandt den lille gruppe overbeviste socialister som tilhørte Kommunen sig i en meget vanskelig situation. De fik ikke tilstrækkeligt støtte af den store masse af Paris’ befolkning, og dertil kom den højst udfuldkomne organisation som skabtes af den Internationale Arbejderassociation kun havde nogle få tusinde medlemmer, følgelig blev de tvunget til stadig kamp mod den jakobinske majoritet – og under hvilke forhold! De måtte skaffe arbejde og brød til hundredvis af arbejdere, organisere og bevæbne dem og samtidig holde skarpt øje med de reationære modtræk og sammensværgelser i dette kaotiske Paris som var belejret, truet af hungersnød og prisgivet alle reaktionens intriger og gengældelser, denne reaktion som med preussernes bistand og på Preussens nåde havde indrettet sig i Versailles og dér befæstede sine stillinger. Og mod regeringen og arméen i Versailles måtte de stille en revolutionær regering og en revolutionær armé, dvs. for at kunne bekæmpe den monarkiske og klerikale reaktion måtte de skide på selve grundbetingelserne for den revolutionære socialisme og organisere sig som jakobinsk reaktion.

Er det ikke helt naturligt at jakobinerne under sådanne forhold, den stærkeste gruppe eftersom de havde majoritet i Kommunen og i langt højere grad var trænede i regerings-organisereingens traditioner og praksis, sad inde med overvældende for dele i forhold til socialismen? Man undrer sig faktisk over at de ikke udnyttede denne overlegenhed endnu mere, at de ikke gav rejsningen i Paris en helt igennem jakobinsk karakter, men tværtimod selv lod sig drage ind i en social revolution.

Jeg er klar over at mange teoretisk konsekvent socialister dadler vores venner i Paris for ikke at være tilstrækkelig socialistisk i deres revolutionære praksis, samtidig med at alle bagstræverne i den borgerlige presse anklager dem for at have fuldt det socialistiske program. Men lad os for et øjeblik se bort fra de ventelige smæderier i denne presse; til de strenge teoretikere i kampen for proletariatets frigørelse vil jeg sige, at de er uretfærdig mod vores parisiske brødre og søstre, for der er frygtelig langt også mellem de rigtige teorier og deres praktiske udførelse, en afstand som man ikke overvinder på nogen dag. Den der for eksempel havde lykken at kende Varlin, for bare at tage denne and, hvis død er fastslået, han ved hvor lidenskabelig, gennemtænkt og dyb hans venner socialistiske overbevisning var. Ingen som har lært disse mænd at kende kan betvivle deres glødende iver, hengivenhed og ærlige hensigter. Men netop de var så redelige mennesker, nærede de den største mistillid til sig selv over for dette usædvanlige værk, som de havde viet sig til med hele jeg, med hele deres længsel og hver dråbe af liv i sig! Desuden var de overbevist om at netop i den sociale revolution måtte, både i denne og i alle andre henseender, til forskel fra hvad der gælder for den politiske revolutionære, den enkeltes indsats være næsten fuldkommen betydningsløs, mens massernes egen handlinger betyder alt. De enkelte individers indsats måtte indskrænke sig til at udarbejde, klarlægge og sprede de ideer som svarer til folkets egen instinkter, til at organisere massernes naturlige magt i revolutionens tjeneste – men længere strækker individets opgaver sig heller ikke; alt andet bør og kan kun ske gennem folket selv. Ellers bliver resultatet bare politisk diktatur, dvs. en tilbagevenden til staten, til de privilegier, uligheder og den undertrykkelse, som hører sammen med staten, hvilket betyder, at man bare, om end ad omveje men helt logisk, genindfører massernes politiske, sociale og økonomiske slaveri.

Varlin og hans venner var som alle ærlige socialister, og som alle af folket fødte og opdragede arbejder, i allerhøjeste grad og med rette modstander af visse udvalgte individers fortsatte magt, modstandere af et herredømme udøvet af overlegne individer, og eftersom de var umådelig retfærdig mænd, rettet de denne modvilje, denne mistillid lige så meget imod sig selv som mod andre.

I modsætning til de autoritære kommunisters idé, som jeg anser for det glade vanvid, at en social revolution kan dekreteres og organiseres ud fra et diktatur eller en konstituerende forsamling, som er fremgået af en politisk revolution, tænker vores venner socialisterne i Paris, at den kun kunne skabes og føres til sin fulde udvikling af massernes, folkegruppernes og associationernes spontane og fortsatte aktion.

Vores pariser venner havde fundet tusind gange ret. For virkeligt, hvilket nok så genialt hoved, eller i tilfælde af et kollektivt diktatur, selv om det så bestod af adskillige hundrede højtbegavede personer, hvilket hjerner er så store og mægtige, at de kan fatte den uendelige mangfoldighed og forskelligartethed af de virkelige interesser, aspirationer, ønsker og behov, hvis sum danner et folks fælles vilje, og at de kan opfinde en social organisation, som ville være i stand til at tilfredsstille alle? En sådan organisation ville steds kun være en prokrustesseng (12), som det ulykkelige samfund med mere eller mindre magtanvendelse ville blive tvunget ind i sådan er det gået hidtil, og netop dette antikke system af organisation med magt må den sociale revolution gøre en ende på, idet den giver masserne, grupperne, kommunerne, associationerne, selv enkeltpersonerne deres fulde frihed og én gang for alle ødelægger den historiske årsag til al vold, selv magten og statens eksistens, som i sit tilfælde må rive alle den juridiske lovs uretfærdigheder og alle de forskellige kulturs løgne med sig , da denne lov og disse kultur kun er den fremtvungne ideal og virkelige indvielse af alle de voldsanvendelser som repræsenteres, garanteres og privilegeres af staten.

Michael Bakunin

 

  (1) Associationer = foreninger
(2) kollektivisterne = Bakunin brugte betegnelsen kollektivistisk for den anarkisme han propaganderede for at tage afstand fra Proudons mutalisme som accepterede en slag byttehandel og noget der ligner statslige institutioner og også socialister der ville nå igennem parlamentarismen eller et ”proletariatets diktatur” det klasseløse samfund.
(3) antipolitisk = imod staten: har intet med upolitisk at gøre
(4) likvidation = henrettelse
(5) koncipere = at sammenfatte
(6) aspiration = at stræb efter at opnå noget højere
(7) komplettere = fuldstændiggør
(8) proudhonisme = ideologi/filosofi hvis grundlægger er J. P. Proudhon.
(9) manifestation = demonstration
(10) klerikale = kirkelige
(11) eminent = fremragende, udmærket
(12) prokrustesseng = form hvori man ved magt vil tilpasse noget for at få det til at stemme ens med visse teorier

To citater af Michael Bakunin fra: MYTEN OM DET FØRSTE OPRØR og LIGHEDEN OG DE MENNESKELIGE FORSKELLE

»Lad os nu se bort fra de sagnagtige aspekter ved denne [syndefalds]myte og betragte dens virkelige indhold, som for øvrigt er meget klart. Mennesket har frigjort sig, det har hævet sig op over dyret og har gjort sig selv til menneske: det har påbegyndt sin historie og sin egentlige menneskelige udvikling ved at begå en ulydig handling, som indebærer erhvervelse af kundskab, dvs. ved at gøre oprør og ved at tænke.«

Fra MYTEN OM DET FØRSTE OPRØR, 1869-1873
(Oversat af Michael Helm

»Det er sandt, hvad ordsproget siger – og vil sikkert altid være det – at der ikke på samme træ vokser to blade, som er identiske. Og det er endnu mere sandt om mennesker, da menneskene er meget mere sammensatte væsner end bladene. Men langt fra at være et onde, er denne forskellighed tværtimod en berigelse for menneskeheden, som den tyske filosof Feuerbach så rigtigt har sagt. Takket være den er menneskeheden en kollektiv totalitet, hvor hvert eneste individ kompletterer og behøver alle de andre. Denne, de menneskelige individers uendelige forskellighed er således netop årsagen til og det principielle grundlag for deres solidaritet, et meget stærkt argument for ligheden.«

Fra LIGHEDEN OG DE MENNESKELIGE FORSKELLE, 1869-1873
(Oversat af Michael Helm)

Pjotr Kropotkin: Pariserkommunen

Pariserkommunen
Pariserkommunen 1871 – tværfagligt projekt/samfundsfag
Kommunens lære – Proletariatets diktatur eller anarkisme?
Lavst Riemann Hansen under medvirken af Ulla Bendebjerg (red. Karen Nicolajsen): Gyldendal, Kbh., 1975, s.60-68

Pariserkommunen
af Kropotkin (1895)

 

 1.Kommunens plads i den socialistiske udvikling
2.Hvorledes det mislykkedes for Kommunen at
realisere sit egentlige mål og alligevel at stille dette mål op for eftertiden
3.Kommunens lære i moderne socialisme
 

1. Kommunens plads i den socialistiske udvikling
Den 18. marts 1871 rejste sig Paris’ befolkning sig mod en foragtet og forhadt regering og proklamerede en uafhængig, fri og selvstændig by.

Denne nedkæmpelse af den central magt fandt sted uden revolutionens sædvanlige sceneudstyr, uden geværild, uden blodsudgydelser på barrikader. Da det bevæbnede folk kom ud på gaderne, flygtede de herskende, tropperne forlod byen, de civile embedsmænd trak sig hastigt tilbage til Versailles og bragte alt det med sig de kunne. Regeringen forduftede som vandpytter i en forårsbrise, og den 19. vågnede Paris op befriet for det snavs, som havde besudlet byen. Næppe en dråbe blod var spildt. Og med den forandring, der nu var gennemført, begyndte en ny æra i den lange serie af revolutioner, som udgør folkets march fra slaveri til frihed. Under navnet Pariserkommunen var der født en ny ide, som skulle blive udgangspunkt for fremtiden revolutioner.

Som det altid er tilfældet, var denne frugtbringende idé ikke et produkt af en eller anden individuel hjerne eller en eller anden filosofs undfangelse. Den fødtes af den kollektive ånd – udsprang af helhedens hjerte. Men i begyndelsen var den uklar, og mange af dem, som handlede på dens grundlag og gav deres liv for dem, så ikke på ideen i det lys, hvori vi ser på den i dag. De forstod ikke det centrale i den revolution, de iværksatte, eller levedygtigheden i det nye princip, de forsøgte at praktisere. Det var først efter de var begyndt at anvende det, at dets frem tidlige bærekraft langsomt gik op for dem. Det var først bagefter, da det nye princip blev udtænkt, at det blev afklaret og præciseret og blev anskuet i al dets klarhed og skønhed, dets retfærdighed og dets resultaters betydning.

I løbet af de 5-6 år, som gik forud for Kommunen, var der sket noget epokegørende med socialismen i kraft af den udbredelse og hurtige fremvækst, som den International Arbejder-association(1) havde undergået. I dens lokale afdelinger og på generalkongressen mødtes Europas arbejdere og rådslog med hinanden om sociale spørgsmål i en grad som aldrig før. Bland de, som indså, at den sociale revolution var uundgået, og som var aktiv beskæftiget med at gøre klar til den, syntes først og fremmest ét problem at presse på for at blive løst. ”Industriens aktuelle” udvikling vil påtvinge vort samfund en stor økonomisk revolution. Denne revolution vil afskaffe privat ejendom, vil gøre al den kapital til fælleseje, som er samlet af de foregående generationer. Men hvilken form for politisk arrangement(2) vil være mest velegnet overfor disse forandringer i vort økonomiske system?

”Det politiske arrangement må ikke blot være national” svarede Internationalen, ”Det må gå på tværs af alle kunstige grænseområder og grænselinier”. Og snart denne storslåede idé ned i folkets hjerte og fæstnede sig deres sind. Skønt den er blevet nedlagt lige siden af de forenede anstrengelser fra reaktionære af enhver afskygning, er den ikke desto mindre i live, og når folkets røst under revolte nedgør forhindringerne mod dens udvikling, vil den dukke op igen stærkere end nogensinde før.

Men da denne vældige idé var blevet udkastet af Internationalen, stod det tilbage at finde ud af, hvilken bestanddele verdensføderationen skulle have.

På dette spørgsmål blev der givet to svar, som hver især var udtryk for klart adskilte tankegang. Den ene sagde ”Folkets Stat”, den anden sagde ”Anarki”.

De tyske socialister gjorde sig til talsmænd for, at Staten skulle tage al akkumuleret værdi besiddelse og overlade det til arbejderforeninger, og at den endvidere skulle organisere produktionen og omsætning i det hele taget overvåge samfundets liv og aktiviteter.

De latinske socialister med deres store revolutionære erfaringer svarede hertil, at det ville være et mirakel, dersom en sådan Stat nogensinde kunne bringes til at eksistere. Men hvis den kunne, ville det givetvis føre til det værste af alle tyrannier(3). Dette ideal om den almægtige og velgørende stat er blot en efterligning af fortiden, sagde de. Og de konfronterede det med et nyt ideal: Anarki, dvs. den totale afskaffelse af Staten, og sociale organisation fra enkle niveau til det komplicerede ved hjælp af den frie føderation af folkegrupper, af producenter og af forbrugere.

Det bliv snart indset, også af de mere liberalt indstillede Statssocialister, at Anarki givetvis repræsenterede en langt bedre organisationsform end den, Folkestat tilsigtede. Men, sagde de, det anarkistiske ideal er så fjernt, at vi lige nu ikke kan bekymre os derom.

Det var samtidig rigtig, at den anarkistiske teori havde brug for et kort og klart udtryk, en formulering, der på en gang var enkel og praktisk, for simpelthen at vise dens udgangspunkt og konkretisere dens forestillinger, for at påvise, hvorledes den blev understøttet af en faktisk eksisterende tendens blandt folket. En Fagforeningsføderation og forbrugergrupper uden hensyntagen til grænser og helt uafhængige af eksisterende staters syntes for tåget. Desuden var den nemt at indse, at det ikke ville kunne tilfredsstille alle de mange forskellige mennesker krav. En klarere formulering var ønsket, en der var nemmere at håndtere, en der havde fast grund i livets faktiske forhold.

Dersom spørgsmålet blot havde været, hvorledes man bedst kunne udarbejde en teori, ville have sagt: teorier er ikke så stor betydning i sig selv. Men så længe en ny idé ikke har fundet en klar, præcis udtryksform, idet den naturlige voksen ud af ting, således som de faktisk eksisterer, så længe får den ikke tag i menneskenes sind og inspirerer dem ikke at tage den afgørende kamp op. Folk kaster sig ikke ud i det ukendte uden en eller andet positiv og klart formuleret idé, der giver i givet fald kan tjene som springbræt, når de når til afsættet.

Hvad afsættet angår, må de ledes derhen af tilværelsen selv.

I helle fem måneder havde Paris været isoleret af de tyske belejrere. I hele fem måneder havde byen levet som det passede den og havde lært den enorme økonomiske, intellektuelle og moralske styrke at kende, som den besad. Byen havde set et glimt af sin egen kraft til at tage initiativ og forstod, hvad det betød. Samtidig havde den indset, at den snakkende skar, som påtog sig at udøve autoritet, ikke formåede hverken at organisere eller at forsvare Frankrig eller dets interne udvikling. Den havde set centralregeringen som modstander ved enhver manifestation af den mægtige bys forstand. Endelig havde den lært at indse, at enhver regering må være magtesløs som afværger af store katastrofer såvel som til at lette vejen for hurtig udvikling. Under belejring en havde byens forsvarere, dens arbejdere, lidt de frygteligste afsavn, mens dens lediggængersvælgede i uforskammet luksus, og takket være centralregeringen, havde den set ethvert forsøg på at standse disse skandaler slå fejl. Hver gang byens befolkning havde vist tegn på ønske om frihed, havde regeringen øget deres lænkers byrde. Naturligvis gav sådanne erfaringer anledning til, at der skabes en idé om at Paris måtte gøre sig selv til en Kommune, der var i stand til at realisere sine borgers ønsker indenfor sine egne mur.

Og således blev dette ord – KOMMUNEN – det frie fødererede kommuner, i stedet for Staten – det almindelige råb.

Kommunen af 1871 kunne ikke blive andet og mere end et forsøg. Begyndt, som den var, ved afslutning af en store krig, låst inde mellem to hære, der var klar til at trykke hinandens hænder og knuse folket, vovede den ikke uden at fortsætte ad den økonomiske revolutions vej. Den erklærede sig hverken slet og ret socialistisk eller skred til ekspropriation af kapital – ej heller til organisation af arbejdskraften. Den satte sig end ikke på byens almindelige resurser.

Kommunen brød hellere med traditionen fra Staten: den repræsentative regering. Den søgte ikke at gennemføre selve den organisation fra det enkle til det mere komplicerede indenfor Kommunen, som den ville indføre udenfor ved at erklære kommunernes uafhængighed og frie føderation.

Alligevel er det givet, at hvis Pariserkommunen kunne have levet noget få måneder længere, ville den uundgåeligt være blevet drevet af omstændighedernes kræft imod begge disse revolutioner. Lad os ikke glemme, at den franske middelklasse tilbragte i alt fire år fra 1789 til 1793 med revolutionær aktion, før de ændrede et indskrænket monarki til republik. Burde vi da forbavses over, at folk ikke i ét spring satte over tomrum imellem en Anarkistisk Kommune og Plyndringsregering? Men lad os erindre os, at den næste revolution, som i det mindste i Frankrig og Spanien vil være kommuneagtig, vil forudsætte Pariserkommunes arbejde, hvor det blev afbrudt af Versailles-troppernes massakrer.

Kommunen blev slået, og vi ved alt for godt, hvorledes middelklassen hævnede sig over den skræk, folket havde indgydt den, da det kastede de herskende åg af sin nakke. Det beviste, at der dybest set er to klasser i vort moderne samfund: På den ene side manden, som arbejder og overlader mere end halvdelen af det, han producerer til ejendomsmonopolisterne og alligevel ser stor på den uret hans herre gør ham. På den anden side lediggængeren, som plyndrer, som hader sin slave og som er klar til at dræbe ham som var det en leg, og som animeres(4) af de mest vilde instinkter, så snart han trues på sine besiddelser.

Efter at have beskudt Paris’ befolkning og lukket alle udgange, slap Versailles-regeringen soldaterne løs på den. Soldater, der var gjort brutale af druk og kasserneliv, og som offentligt var blevet opfordret til at gøre kort proces med ”ulvene og deres yngel”. Til folket sagde man:

”Du skal omkomme, hvad du end gør! Tages du med våben i hånd – død! Bruger du dem – død! Tigger du om nåde – død! Hvor du end vender dig hen, til højre, til venstre, tilbage, fremad, op, ned – død! Du er ikke blot hinsides loven, du er hinsides medmenneskelighed. Hverken alder eller køn skal du overvære dødskamp hos din kone, din søster, din mor, dine sønner, dine døtre, selv hos dem i vuggen. For dine øjne skal den bunde man tages ud af ambulancen og gøres til hakkemad bajonetter eller slå’s ned med geværkolber. Han skal slæbe ved sit brækkede ben eller sin blødende arm og slænge i rendestenen som et lidende, stønnende bundt skrald. Død! Død! Død!”(5)

Og efter disse gale orgier, disse stabler af lig, denne totale udslettelse, kom den smålige revanche, den nihaletekat, jernlænkerne i skibenes lastrum, vagternes slag og fornærmelser, den halve sultedød, alle raffinerede grusomheder. Kan folket glemme disse gæve gerninger?

Kommunen blev overvundet, men ikke erobret. I vore dag genfødes den. Den er ikke længer en drøm hos den besejrede, som i sin fantasi hengiver sig til håbets smukke illusion. Nej ”Kommunen” af i dag er i færd med at blive det synlige og klare mål for den revolution, som skælver under vore fødder. Ideen bundfælder sig dybt i masserne. Den indgiver dem et forenende kampråb. Vi satser på, at den nuværende generation vil gennemføre den sociale revolution indenfor Kommunen og sætte en stopper for middelklassens vanærende udbytningssystem, befri folket for Staten formynderskab og indføre en ny æra med frihed, lighed, solidaritet i menneskeracens udvikling.

2. Hvorledes det mislykkedes for Kommunen at realisere sit egentlige mål og
alligevel at stille dette mål op for eftertiden
Vi befinder os allerede tyve år for år fra den dag, da folk i Paris overvandt den forræderregering, som bragte sig selv til magten ved kejserdømmets fald. Hvoraf kommer det sig, at de undertrykte masser i den civiliserede verden uimodståeligt drages mod bevægelsen af 1871? Hvorfra er den idé, der repræsenteres af Pariserkommunen så tiltrækkende for arbejderne fra lande og af alle nationaliteter?

Svaret er let. Revolutionen af 1871 var først og fremmest folkets. Den var iværksat af folket selv, den fremsprang spontan fra masserne midt, og det var blandt folkets brede masser, den fandt sine forsvar, sine helte, sine martyrer. Det det netop fordi den var så nært forbundet til ”de lave”. At middelklassen aldrig kan tilgive den. Og samtidig var dens bærende ånd ideen om en social revolution. Ganske vist tåget, måske ubevidst, men stadigvæk en bestræbelse på endelig at opnå – efter århundreders kamp – den virkelige frihed, den virkelige lighed for alle mennesker. Det var de nederste lags revolution. Nu marcherede de fremad at erobre deres rettigheder.

Der har været gjort og gøres stadig forsøg på at ændre betydningen af denne revolution og anskue den som blot et forsøg på genvinde Paris’ uafhængighed og således danne en mindre stat indenfor Frankrig. Men intet kan være mere forkert. Paris søgte ikke at isolere sig selv fra Frankrig mere end den søgte at erobre det med våbenmagt. Byen brød sig ikke om at lukke sig inde bage sine mure som en nonne i et kloster. Paris var ikke inspireret af et klosters indsnævrede ånd. Når byen krævede sin uafhængighed, når den søgte at hindre centralmagten indblanding i sine anliggender, var det fordi den i sin uafhængighed så et middel til rolig udvikling af grundlaget for den fremtidige organisation og iværksættelse af en social revolution indenfor eget område. En revolution, som fuldstændig ville have ændret hele produktions- og omsætningssystemet ved at basere på retfærdighed. Hvilket fuldstændig ville have omformet de menneskelige relationer ved at bringe dem på lige fod. Hvilket ville have vor sociale moral et nyt indhold ved at basere den på lighed og solidaritet. Kommunens uafhængighed var blot et middel for folket i Paris. Den sociale revolution var målet.

Og dette mål kunne være blevet opnået, hvis 18. marts-revolutionen havde været i stand til at forløbe naturligt, hvis folket i morderne fra Versailles. At finde en klar, præcis idé var forståelig for hele verden, og som i få ord sammenfattede, hvad der var nødvendigt for fuldende revolutionen, det var i virkeligheden folkets hensigt i Paris fra deres uafhængigheds første dag. Men en stor idé spirer ikke frem i løbet af en dag, hvor hurtigt end udviklingen og fremsættelse af idéer finder sted under en revolutionsperiode. Den kræver altid en vis tid til at udvikles, til at sprede sig gennem masserne, til at omsætte sig selv til handling, og denne tid savnede Pariserkommunen. Mere specielt fordi, som vi føre har bemærket, socialismen for tyve år siden gennemgik en forandringsperiode. Den autoritære og halvreligiøse Kommunisme fra 1848 havde ikke længere hold i vore epokes fritænkende og praktiske tænkemåde. Kollektivismen, som søgte at sammenkoble lønsystemet og den kollektive ejendomsret, var uforståelig, utiltalende og struttende af vanskeligheder ved at finde praktisk anvendelse. Libertær Kommunisme, Anarkistisk Kommunisme, var kun begyndt at dæmre i arbejdernes sind og vovede knapt at provokere regeringstilhængerne til angreb. Man var ubeslutsomme. Socialisterne selv, der ikke havde noget endemål i sigte, vovede ikke at lægge hånd på privat ejendom. De førte sig selv bag lyset med det argument, som har neddysset aktiviteterne mangen en gang: ”Lad os først sikre os sejren og så se, hvad der kan gøres”.

Sikre sejren! Som om man kunne danne en fri Kommune uden at lægge hånd på ejendom! Som om der var nogen måde at nedkæmpe fjenden på så længe folkets store masser ikke var direkte interesseret i revolutionens triumf ved at se, at den vil bringe materiel, moralsk og intellektuel velfærd til alle! De prøvede at konsolidere Kommunen først og udsætte den sociale revolution til bage efter, hvor den eneste vej frem var at konsolidere Kommunen ved hjælp af den sociale revolution.

Den samme sket med hensyn til regeringsprincippet. Ved at proklamere den frie Kommune proklamerede Paris’ befolkning et vigtigt anarkistisk princip, som var Statens nedbrydning. Men Anarkismens idé var dæmret svagt i menneskenes tanker, blev det stoppet på halvvejen og midt under Kommunen brød det gamle autoritetsprincip frem, og folket gav sig selv et Kommunens Råd efter samme model som kommunale råd alle andre steder.

Ikke desto mindre, hvis vi hævde, at en centralregering til at regulere forholdet mellem kommunerne er helt unødvendig, hvor for skulle vi da indrømme dens nødvendighed med hensyn til regulering af de gensidige relationer mellem de grupper, der udgør hver enkelt kommune? Og hvis vi straks overlader det til de berørte kommuners frie initiativ selv at komme til enighed vedrørende næringsanliggender, som omfatter adskillige byer, hvorfor så afvise dette samme frie initiativ for de grupper, som udgør en enkelt kommune? Der er ikke mere ræson i en regering indenfor kommunen end for en regering udenfor.

Men i 1871 gjorde folket i Paris, som har besejret mangen en regering, kun et første forsøg på revoltere mod selve regeringssystemet. Følgelig lod de sig narre af fetischsyrkelsen af regeringer og dannede selv en sådan.

Resultatet er historie. Paris sendte sine hengivne sønner til rådhuset. Der, muret inde bag arkivskabe med gamle papirer, tvunget til at regere, hvor deres instinkter bød den at være og handle i folkets midte, tvunget til at diskutere, hvor det var nyttigt at handle og til at indgå kompromiser, hvor kompromisløshed var den bedste politik. Og endelig tabte de den inspiration, som kun kommer fra bestandig kontakt med masserne, og de så sig selv reduceret til magtesløshed. Da de selv paralyseret af deres adskillelse fra folket – det revolutionære lys og varmecentrer – paralyserede de selv folkets initiativ.

Pariser kommunen, barnet af en omvæltningens periode, født foran prøjsiske geværer, var dømt til undergang. Men i kraft af sin udpræget folkelige karakter startede den en ny serie af revolutioner, i kraft af sine ideer blev den forløberen for den sociale revolution. Dens lære er blevet formidlet, og når Frankrig atter engang strutter af kommuner i revolte, kan folket ikke forventes at give sig en regering og af den forvente, at den skal iværksætte revolutionære foranstaltninger. Når de har befriet sig selv fra de parasitter, som fortærer dem, vil de sætte sig i besiddelse af al social velfærd og overlade det til det fælles bedste i overensstemmelse med principperne for Anarkistisk Kommunisme. Og når de helt har afskaffet ejendommen, regeringen og Staten, vil de forme sig selv på ny og frit i overensstemmelse med den nødvendighed, som angives af livet selv. Når menneskeheden bryder sine lænker og vinder sine afguder, vil den marchere videre til en bedre fremtid, der hverken kender herre eller slave, men som bevarer mindet om de ædle martyrer, som med deres blod og lidelser købte disse første på frigørelse, som har tjent os som lys på vor march mod erobringen af friheden.

3. Kommunens lære i moderne socialisme
De offentlige møder, der bliver organiseret den 18. marts i næsten alle byer, hvor der er en socialistisk gruppe, er værdige til omhyggelig opmærksomhed. Ikke blot fordi de er en demonstration af Arbejdets Hær, men også de byder en gunstig lejlighed til at lodde stemningen og følelserne hos socialister af begge slags. De udgør en bedre lejlighed til at ”tage vælgernes puls” end den man kan få ved et hvilket som helst valgsystem, en lejlighed, hvor hensigter og mål kan formuleres uden indflydelse fra en valgkamps partitaktik. Arbejderne mødtes ikke blot for at prise Pariser-proletariatets heroisme eller for at kræve hævn for maj-massakrerne. Mens de opildner hinanden ved mindet om den heltemodige kamp i Paris, er de nået videre og har diskuteret, hvilken lære for den kommende revolution, der må drages af Kommunen fra 1871. de spørger efter Kommunens fejltagelse, ikke fordi de vil kritisere de mennesker, der begik dem, men for at bringe klarhed over, hvorledes fordommene om ejendom og autoritet, som dengang beherskede arbejdernes organisationer, hindrede fremvæksten af den revolutionære idé og dens udfoldelse i et lys, der skulle oplyse verden.

Lære fra 1871 har gavnet arbejderne i alle lande og gjort dem i stand til at bryde med deres gamle fordomme og komme til en klarere og mere enkel forståelse med hensyn til, hvad deres revolution skal være.

De næste Kommune-rejsninger bliver ikke blot, ”kommunale” bevægelser. De som stadig mener, at uafhængige, lokale selvstyrende enheder må etableres først og disse må prøve at lave økonomiske reformer indenfor deres egen områder, føres frem af den folkelige ånds videre udvikling, i det mindste i Frankrig. Den næste revolutions Kommuner vil proklamere og etablere deres uafhængighed ved direkte socialistisk revolutionær aktion, som afskaffer privat ejendom. Når den revolutionære situation modnes, hvilket kan ske når som helst, og regeringerne er fejet bort af folket, når middelklassens lejer, som kun består i kraft af statens beskyttelse, så ledes er bragt i opløsning, da vil utålmodig folk ikke afvente, at en eller anden ny regering i sin mageløse visdom skal de kretere et par økonomiske reformer. Folket vil selv afskaffe privat ejendom ved voldelig ekspropriation og i hele og i hele samfundets navn tage al den rigdom i besiddelse, som skabtes ved de foregående generationers arbejde.

De vil ikke vente med at ekspropriere indehaverne af samfundet kapital ved hjælp af et dekret, som nødvendigvis ville forblive et dødt bogstav, hvis det ikke blev sat i værk af arbejdernes selv. De vil sætte sig udsættelse. De vil organisere sig selv i værkstederne for at fortsætte arbejdet, men det, de producerer være, hvad masserne ønsker, ikke hvad der giver den største profit til arbejdskøbere. De vil ombytte deres rønner med de riges sunde boliger. De vil organisere sig for at bringe rigdom i umiddelbar anvendelse, som er oplagret i byerne. De vil sætte sig i besiddelse heraf, som om det aldrig var blevet stjålet fra dem af middelklassen.

Og når industrifyrsterne, som har anvendt afpresning overfor arbejderne, først er besejret, vil produktionen fortsætte og kaste de snærende bånd af sig, som hindrer den, stoppede de spekulationen, som dræber den, og opløser den. Den vil omforme sig selv i overensstemmelse med bevægelsens nødvendighed under indtryk af de impulser, som udgår fra det fri arbejde. ”Menneskene arbejder aldrig i Frankrig, som de gjorde i 1793, efter at jorden var vredet uf af adelens hænder” siger historikeren Michelet. Aldrig har menneskene arbejdet som de vil den dag, hvor arbejdet bliver frit og alt, hvad arbejderen frembringer, bliver en kilde til velfærd for hele Kommunen.

Der har på det seneste været gjort forsøg på at etablere en distinktion mellem forskellige typer af social velfærd, og Socialistpartiet er delt på spørgsmålet. Den nuværende Kollektivistiske retning, der hylder en slags dogmatisk teori om kollektivisme i stedet for den kollektivisme, som fandtes hos den gamle Internationale, og som nærmest var en antiautoritær Kommunisme, – søgt at etablere en skelnen mellem kapital, der anvendes til produktion, og goder, der tilgodeser livets nødvendigheder. Maskiner, fabriker, råstoffer, kommunikationsmidler og jord på den ene side og boliger, til virkede produkter, klæder og varer på den anden. De første skal være kollektiv ejendom, de andre er ad denne socialistiske retnings fortalere beregnet på at forblive private ejendom.

Der har været gjort forsøg på at foretage denne skelnen, men den sunde folkelige fornuft har fundet det omsonst og indset, at den var illusorisk og umulig at foretage. Den er overbevidst i teorien og falder igennem i det praktiske liv. Arbejderne forstår, at de huse, vi søger ly i,

De kul og den gas vi brænder, det brændstof, der bruges af den menneskelige maskine for at opretholde livet, de klæder, der er nødvendige for at eksistere, den bog vi læser for at oplæres, selv de forlystelser, vi nyder alle udgøre dele af vor eksistens og alle er ligeså nødvendige for en fremgangsrig produktion og menneskehedens fremadskridende udvikling, som maskiner, fabriker, råvarer og andre produktionsmidler. Arbejderen er ved at nå til den konklusion, at det at opretholde den private ejendomsret til den slags goder ville være at opretholde ulighed, undertrykkelse, udbytning, på forhånd at paralysere resultaterne af den delvise ekspropriation. Ved at springe over det gærde, som den teoretiske Kollektivisme har anbragt på deres vej, marcherer de direkte mod den enkleste og mest praktiske form for antiautoritær Kommunisme.

Nu står de revolutionære arbejdere på deres sammenkomster tydeligt på deres ret til al social rigdom og på nødvendigheden af at afskaffe den private ejendomsret til forbrugs varer såvel som til produktionsmidlerne:

“På revolutionens dag vil vi beslaglægge alle de rigdomme, som er oplagret i byerne, og gøre dem til fælleseje” siger talerne, og tilhørerne bekræfter udtalelsen med deres enstemmige bifald. ”Lad alle tage fra lageret, hvad han behøver, og vær overbevist om at i vore byers varehuse vil der være føde nok til at føde alle, indtil fri produktion har fået en rimelig start. I vore byers butikker er der nok til at klæde alle med klæder, der holders i reserve, mens der herskernøgenhed og fattigdom udenfor. Der er også luksusvarer nok til alle kan vælge iblandt dem for at få, hvad han lyster”.

Ved at bedømme, hvad der siges ved møderne til minde om Kommunen – i Frankrig såvel som andetsteds – vil det fremgå, at arbejderne har taget deres egen beslutning om, at den kommende revolution vil indføre Anarkistisk Kommunisme og produktionens frie reorganisering. Disse to punkter synes i den grad fastslået, og i den henseende vil den næste revolutions Kommuner ikke gentage fejlene hos forløberne, som så gerne udgød sit blod for at rydde vejen for eftertidens fremskridt.

Der er imidlertid et tredje og ikke mindre væsentlig punkt, hvorom den samme enighed endnu ikke er nået, skønt den ikke er så langt borte. Det er spørgsmålet om regeringen.
Som det vil være kendt, er der to fløje i Socialistpartiet, som er aldeles delt på dette spørgsmål. ” På selve revolutionsdagen”, siger den ene, ”må vi danne en regering, som kan tage den øverste magt i sin besiddelse. En stærk, mægtig, beslutsom regering vil lave revolution ved at dekretere dette og hint og tvinge alle til at adlyde sin kommando”.
”En ulykkelig vildfarelse!” siger den anden. ”En hvilken som helst centralregering, der pålægger sig selv at regere en nation, må nødvendigvis blive en forhindring for revolutionen. Den kan ikke undgå at blive sammensat af de mest uforenelige elementer, og selve dens kerne som regering er Konservatisme. Den vil ikke fortage sig andet end at holde revolutionen tilbage i de kommuner, som er klar til at gå i spidsen, uden at være i stand til at inspirere bagstræberiske kommuner med revolutionens åndedrag. Det samme indenfor Kommune i oprør. Enten vil kommuneregeringen blot acceptere fuldbyrdede kendsgerninger – og så vil den være nyttesløs og farlig del af maskineriet. Ellers også vil den ønske at tage ledelsen for at fastsætte regler for det, der hidtil har måttet udarbejdes frit af folket selv, hvis det reelt skulle praktiseres. Den vil anvende teorier, hvor helle samfundet burde udarbejde nye former for den fælles tilværelse med den kreative styrke, der udfolder sig i en social organisme, når den bryder sine lænker og ser nye og større horisonter åbne sig foran. Mændene ved magten vil hindre dette flor, uden at gøre nogen af de ting, de kunne have gjort, hvis de selv var blevet blandt folket og arbejdet med dem for den nye organisation i stedet for at anbringe sig i ministerkontor og slide sig selv op i ørkesløse debatter. Den revolutionære regering vil være en hindring og en fare. Magtesløs, når det går godt, almægtig, når det går værst. Altså – til hvilken nytte skal man have den?”

Skønt naturligt og rigtig løber dette argument stadig imod en stor mængde fordomme, stablet op og tilegnet af dem, som har en interesse i at opretholde religionen om regeringen ved siden af religionen om ejendomsretten og teologien.

Denne fordom, den sidste af de tre eksisterer stadig og er en fare kommende revolutioner, skønt den allerede viser tegn på forfald. ”Vil vi klare vore egne anliggender uden at vent på ordrer fra en regering, vi vil træde dem under foden, som prøver at tvinge os til at acceptere dem som præster, ejendomsbesiddere eller regenter”, sådan begynder mange arbejdere allerede at sige. Vi må håbe, at anarkistpartiet vil fortsætte med ivrigt at kæmpe regeringsudøvelsen og aldrig vil tillade sig selv at blive inddraget i eller lokke ind i kampen om magten. Vi må håbe, at i de år, som er tilbage inden revolutionen, vil de fordomme, som er til fordel for regering, blive så rystende, at de ikke er stærk nok til at trække folket ud i en falsk kurs.

Den næste revolutions Kommune vil ikke blot nedbryde Staten og sætte den frie føderation i stedet for det parlamentariske styre: de vil skille sig af med parlamentstyret inden for selve Kommunen. De vil stole på fødevareforsyningen frie organisation og på frie arbejdsgruppers produktion – og på at disse vil føderere med tilsvarende grupper i andre byer og landsbyer, ikke med et kommunalt parlament som formidler, men direkte, for at opfylde deres mål.

Der vil være Anarkister indenfor Kommunen såvel som udenfor den – og kun såledesvil de kunnen undgå nederlagets gru. Reaktionens rædsler.

 
(1) IAA – Internationale Arbejderassociation, (1. Internationale)
(2) arrangement = ordning
(3) Tyranni = diktatur
(4) animeres = at sætte i gang
(5) Efter: Historie populair et parlamentaire de la Commune de Paris, par Arthur Arnould
(6) ekspropriation = tvangsafståelse af goder
(7) distinktion = skelnen, forskel
(8) ”gamle Internationale” = der med menes 1. Internationale
(9) paralysere = lamme
(10) dekretere = udstede dekret, anordne

Errico Malestesta: Anarki og regering

 Teksten er taget fra: Anarkismen – En antalogi, forlaget Rhodos, Serie Bibliotek Rhodos, 1970, s.118-126

Errico Malestesta
Anarki og regering

Ordet “anarki” stammer fra græsk og betyder, direkte oversat “uden ledelse”, den tilstand et folk er i, når der ikke er nogen udnævnt myndighed.

Før en sådan organisationsform var begyndt at blive anset for mulig og ønskværdig af en hel klasse af tænkere, således at den blev set som målet for en bevægelse (der nu er blevet en af de vigtigste faktorer i den moderne sociale kamp), blev ordet “anarkik” overalt brugt i betydningen uorden og forvirring, og det anvendes stadig på den måde af de uvidende og af modstandere, der er interesseret i at fordreje sandheden.

Vi vil ikke gå ind i en fiologisk diskussion, men historisk. Den vanlige interpretation af ordet er ikke en misopfattelse af dets sande etymologiske betydning, men udledes af det på grund af den fordom, at en ledelse er en nødvendighed i organisationen af den sociale eksistens, og at et samfund aden ledelse følgelig, må føre til uorden, og svinge mellem den enes tøjlesløse herredømme og de andres blinde hævn.

Eksistensen af en sådan fordom og dens indflydelse på den betydning folk har givet ordet, kan nemt forklares.

Som alle levende væsener, tilpasser mennesket sig de forhold det lever under og videregiver i arven sine erhvervede vaner. På den måde er mennesket – der er født og har levet ufrit og nedstammer fra en lang linie af slaver – da det overhovedet begyndte at tænke, kommet til at tro, at slaveriet er en vigtig betingelse for livet, og friheden forekom det at være noget umuligt; På lignende måde er arbejderen – der igennem århundreder er blevet nødt til at regne med arbejdsgiverens gode vilje, for at få arbejde, d.v.s. brød, og som er blevet væn net til at se sit eget liv som noget, der står til rådigh for dem, som ejer jord og kapital – kommet til at tro, at det er hans herre, der giver ham maden, og han spørger snusfornuftigt, hvordan det dog skulle være muligt at eksistere, hvis han ikke havde nogen herre over sig.

På samme måde ville et menneske, hvis lemmer fra fødslen havde været snøret til kroppen, men som alligevel havde fundet ud af en måde, hvorpå han kunne hoppe rundt, måske give netop de bandager, der snørede ham sammen, æren for at han kunne hoppe, mens de tværtimod ville bevirke, at muskelenergien i hans lemmer blev forringet og lammet.

Hvis vi til den naturlige virkning af vanen så lægger den opdragelse han får fra sin herre, præsten, lægger etc. – der alle er interesserede i at lære ham, at arbejdsgiver og ledelse er nødvendig, hvis vi tilføjer dommeren og politimanden, der er til for at tvinge dem, tænker anderledes – og dem som kunne finde på at udbrede deres tanker, – til at holde sig tavse, – så forstår vi hvordan fordommen omkring det nyttige og det nødvendige ved ledere og regering er opstaet Lad os bare forestile os, at en læge fremlagde en fuldstændig teori med tusind dygtigt lavede illustrationer for at vise manden med de fastsnørede lemmer at hvis hans arme og ben blev gjort fri af bandagerne, ville han ikke kunne gå, eller endog leve. Manden ville forsvare sine bandager som en rasende og anse enhver, der prøvede at rive dem af, for sin fjende.

Hvis man derfor mener, at ledelse er nødvendig, og at alt uden ledelse ville være uorden og forvirring, så er det naturligt og logisk at formode, at anarki, der indebærer, at der ikke er nogen leddse, også må betyde mangel på orden. Denne antagelse er heller ikke uden paralleler i ordenes historie. I de epoker og lande, hvor man har anset eenmands styre (monarki) for værende nødvendigt, er ordet “republik” (dvs. ledelse afmange) blevet brugt nøjagtig som “anarki”, nemlig til at dække uorden og forvirring. Rester af denne betydning kan stadig findes i dagligsproget i næsten alle lande.

Når denne opfattelse bliver ændret, og folk bliver overbevist om, at leddse ikke er uomgængelig, men yderst skadelig, så vil ordet “anarki”, netop fordi det betyder “uden ledelse” komme til at stå for “den naturlige lige orden, harmoni af alles behov og interesser, fuldstændig frihed med total solidaritet”.

Derfor tager de mennesker fejl, som hævder, at anarkisterne har valgt deres navn dårligt, fordi det bliver opfattet fejlagtigt af masserne og fører til forkerte interpretationer. Fejlen ligger ikke i ordet, men i forholdene. De vanskeligheder, som anarkister møder, når de udbreder deres synspunkter, stammer ikke fra den betegnelse, de har givet sig selv, men fra det faktum, at de med deres opfattelse rammer ned i alle de indgroede fordomme, som folk har angående ledelse, eller, som det kaldes, “staten”.

Før vi går videre, er det nok så godt at forklare dette sidste ord (“Staten”), der efter vores opfattelse er den egentlige årsag til megen misforståelse.

Anarkister bruger normalt ordet “staten” til at betegne hele den samling al institutioner, politiske, lovgivende, dømmende, militære, økonomiske etc. – gennem hvilke muligheden for at ordne sine egne sager og bestemme sin egen adfærd, samt muligheden for at arbejde med at sikre sig selv, bliver frataget folket og betroet til visse enkeltpersoner, som får eller tiltager sig retten til at lave love for og over alle, og til at tvinge folk til at overholde dem, idet de kan gøre brug af samfundets kollektive magt dertil.

I den sammenhæng betyder ordet ”stat” ledelse, eller om man vil, er det et abstrakt udtryk for det, som ledelsen eller regeringen udgør. På den måde er der fuldstændig overensstemmelse mellem udtryk som “afskaffelse af staten” eller “et samfund uden stat” og den opfattelse, som anarkister ønsker at fremlægge, omfattende ødelæggelse af enhver politisk institution, der bygger på autoritet, og dannelse af et frit og ligeberettiget samfund, der er bygget på interessernes harmoni og det frivillige bidrag til tilfredsstillelsen al alle sociale behov.

Ordet “stat” har dog mange andre betydninger, og deriblandt nogle der kan føre til fejlopfattelser især blandt dem, hvis bedrøvelige sociale stilling ikke har givet dem tid til at vænne sig til de subtile betydninger i videnskabelig sprogbrug Eller hvad der er værre når ordet på forræderisk måde optages af modstandere, som er interesserede i at tilsløre betydningen eller som ikke ønsker at forstå det. På den måde kommer “stat” ofte ofte til at stå for et hvilket som helst samfund, eller samling af mennesker, der er forenet på et givet territoriun og som udgør det man kalder en “social enhed”, uafhængigt al måden på hvilken disse individer fungere sammen og uafhængigt af deres indbyrdes forhold “Stat” bliver også brugt synonymt med “samfund”. På grund af disse betydninger tror vore modstandere, – eller lader som om de tror – at anarkister ønsker at afskaffe enhver social relation og al kollektiv indsats, og reducere mennesket til en tilstand af isolation, – det vi sige til en tilstand, der er værre end barbariet.

Videre bruger vi ordet “stat” i betydningen af et land øverste administration, den centrale magtfaktor, som noget forskeffigt fra kommunale magtfaktorer.
Det får atter andre til at tro, at anarkister egentlig blot ønsker en decentralisering til mindre geografiske enheder, således at princippet om ledelse bevares intakt. På den måde blandes anarki sammen med kantonal elle kommunal styre.

Endelig står ordet “stat” for en tilstand, en måde at leve på, en “social orden” osv., og derfor siger vi, at det er nødvendigt at ændre de arbejdende klassers stilling, eller, at den anarkistiske stat er den eneste stat som er bygget på solidaritetsprincipper, og andre lignende udsagn. Når vi derfor også på andre tidspunkter siger, at vi ønsker at afskaffe staten, kan det synes absurd og kontradiktorisk.

Derfor tror vi, at det ville være bedre at bruge ud trykket “afskaffe staten” så lidt som muligt og i stedeer statte det med et klarere og mere konkret udtryk. – “afskaffelse af ledelse”.

Dette sidste udtryk vil blive mest anvendt i dette essay. Vi har hævdet, at anarki er et samfund uden ledelse. Men er det muligt, ønskværdigt eller klogt at “afskaffe ledelse”?

Hvad er ledelse? Der findes en sygdom i det menneskelige sind, der kaldes den metafysiske tendens, og som får mennesket til at lide al en slags hallucination hvor han anser det abstrakte for at være det virkelige Den indtræder efter at mennesket gennem en logisk proces har abstraheret kvaliteten fra et emne. Denne metafysiske tendens har trods den positive videnskabs anslag stadig dybe rødder i tankerne hos de fleste af vore medmennesker. Den har en sådan indflydelse, at mange betragter ledelse som en faktisk eksisterende entitet, med tilhørende egenskaber såsom fornuft, retfærdighed, lighed, og som værende uafhængig af de personer, der udgør ledelsen.

For dem, som forestiller sig tingene på denne måde, er regeringen, eller “staten” den abstrakte sociale magt, og den repræsenterer – hele tiden abstrakt – det som er i alles interesse. Den er udtrykket for alles rettigheder og anses for at være begrænset af hver enkelts rettigheder. Denne måde at se regering på, støttes af de interesserede individer, for hvem det er en altafgørende nødvendighed, at autoritetsprincippet opretholdes og altid overlever fejlene hos de personer, der udøver magten.

For os er regering summen af magthaverne, og magthavere – konger, præsidenter, ministre, parlamentsmedlemmer og hvad ved jeg – er personer, som har magt til at lave love, der regulerer forholdet imellem mennesker, og til at gennemtvinge overholdelsen al disse love. De udsætter folk for regulativer, og overvåger og sanktionerer private sager. De monopoliserer bestemte sektorer af produktionen og de offentlige serviceorganer, – eller hvis de får lyst – al produktion og alle offentlige serviceorganer. De fremmer eller forhindrer udvekslingen af varer. De laver krig og fred med styret i andre lande. De tillader eller bremser fri handel og mange andre ting. Lederne er altså kort sagt de personer, som har magt til – i større eller mindre grad – at benytte samfundets kollektive kræfter; det vil sige, at de kan tvinge alle intellektuelle, fysiske og økonomiske kræfter til at følge deres (ledernes) ønsker. Og denne magt udgør, efter vores mening, netop princippet bag ledelse og autoritet.

Men hvad er nu grunden til, at der eksisterer ledelse? Hvorfor afgiver man sin frihed, sit eget initiativ til andre individer? Hvorfor giver man dem magt til, med eller mod alles ønske, at disponere over alles kræfter på denne måde? Er lederne da så eksceptionelt begavede, at de med nogen grad al fornuft kan antages at repræsentere masserne og handle på alle menneskers vegne, bedre end alle mennesker selv ville kunne handle? Er de så ufejlbarlige og ukorrumperede, at man med nogen rimelighed kan overlade til dem at bestemme hver enkelt individs skæbne, idet man blot stoler på deres viden og godhed?

Og selv om der så eksisterede mænd af en sådan uendelig godhed og klogskab, og selv om vi så antog – hvad der aldrig er sket i historien, og hvad vi heller ikke tror nogensinde vil ske – at regeringshvervet skulle tilfalade de dygtigste og bedste, ville så det at de fik magten til lede tilføje noget som helst til deres positive indflydelse? Villie det ikke snarere lamme eller ødelægge den? For de som leder vil ikke finde det nødvendigt at beskæftige sig med sager som de ikke forstår, og hvad der er vigtigere, de må spilde størstedelen al deres energi på at beholde magten ved at søge at tilfredsstille deres venner, holde de utilfredse nede, og beherske de oprørske. Og videre, lad lederne være gode eller onde, kloge eller dumme, – hvordan får de overhovedet magten? Skal de selv tage den gennem krig, erobringer eller revolution? Hvis det er således, hvilken garanti har folket for, at dets bedste ligger lederen på hjerte? I det tilfælde er det et spørgsmål om simpel usurpering, og hvis folk er utilfredse er der intet andet at gøre end at kaste åget af sig ved at gribe til våben. Bliver lederne rekrutteret fra en bestemt klasse eller et bestemt parti? For hvis det er tilfældet, vil den klasse eller det partis ideer og interesser vinde, og andres ønsker og interesser vil blive ofret. Bliver de valgt ved almindelige valg? Hvis det er tilfældet, er tal det eneste kriterium, og tal er givetvis ikke nogen garanti for fornuft, retsind eller evner. Ved almindeligt valg er de valgte dem, som bedst har forstået at betage masserne. Minoriteten, som kan være halvdelen minus een, bliver ofret. Helt bortset herfra har erfaringen vist, at det er umuligt at finde et valgsystem, der virkelig sikrer flertallet valg.

Mange og vidt forskellige er de teorier, som menneskene har brugt for at retfærdiggøre ledelse. Alle er de dog grundlagt – om det indrømmes eller ej – på en antagelse om, at de enkelte personer i et givet samfund har modstridende interesser, og at en ydre, øverste myndighed er nødvendig for at få nogle til at respektere at andres ret. Det sker ved at de foreskriver nogle adfærdsregler og sørger for, at de bliver overholdt, således at de stridende parters interesser kan blive så harmonisk tilgodeset som muligt, og således at hver kan få den maksimale tilfredsstillelse mod at ofre det minimale. Hvis, siger den autoritære skoles teoretikere, Hvis, siger den autoritære skoles teoretikere, – hvis nu et individs interesser, tendenser og ønsker er i modstrid med et andet individs, eller måske med hele samfundets, hvem skal så have ret og magt til at tvinge den ene til at respektere den anden eller de andres interesser? Hvem vil være i stand til at forhindre den enkelte i at modsætte sig alle andres vilje? Den enkeltes frihed, siger de, er begrænset al det næste individs frihed: men hvem vil sætte disse grænser, og hvem vil sørge for, at de bliver respekteret? Interessernes og lidenskabernes naturlige antagonisme nødvendiggør ledelse og retfærdiggør autoritet. Autoriteten optræder som mægler i den socialekamp og definerer grænserne for hver enkelts rettigheder og pligter.

Dette er teori. Men for at en teori kan være sand, må den bygge på en forklaring af fakta. Vi kender jo meget godt fra den politiske økonomi, hvordan teorier alt for ofte bliver opfundet for at retfærdiggøre fakta; det vil sige: for at forsvare privilegier og for at få disses ofre til stiltiende at akceptere dem. Lad os derfor her se på selve de faktiske forhold.

Regeringer, eller ledelse i det hele taget, undertrykker menneskeheden på to måder. Enten direkte, ved brutal magtanvendelse, eller indirekte, ved at fratage mennesker deres muligheder for at klare sig, og på den måde gøre dem hjælpeløse. Politisk magt udsprang af den første metode; økonomiske privilegier voksede ud af den anden. En ledelse kan også undertrykke mennesket ved at sætte sig på dets følelser; det sker gennem den religiøse autoritet. Der findes kun den ene grund til at udbrede religiøs overtro, at den forsvarer og konsoliderer de politiske og økonomiske priviegier.

I det primitive samfund da verden ikke var sa tæt befolket som nu, og da de sociale relationer var mindre komplicerede, var de to kræfter, den politiske og den økonomiske, ofte forenet i den samme mands hænder. De som med magt havde overvundet og forarmet de andre, tvang disse til at blive deres tjenere og lod dem udføre ting for sig. Sejrherrerne var på samme tid ejere, lovgivere, konger, dommere og bødler.

Men med den voksende befolkmngstæthed med behovenes vækst, med komplikationen al de sociale forhold blev den endeløse fortsættelse al en sådan despotisme umuliggjort.

Herrerne var for deres egen sikkerheds skyld nød til – meget mod deres vilje – at støtte sig på en priviligeret klasse mennesker, dvs. et vist antal mennesker med samme interesser, og de blev også nødt til at lade disse personer selv sørge for deres udkomme. Ikke desto mindre sikrede de sig selv den øverste og endelige kontrol. Med andre ord, herrerne sikrede sig retten for sig selv til at udnytte alle som det passede dem, og tilfredsstillede på den måde deres kongelige forfængelighed. Således udvikledes de private formuer i skyggen af den øverste regeringsmagt og fungerede – ofte ubevidst – som dens medsammensvorne. Klassen af besiddere voksede, og ved at få koncentreret alle produktionsmidlerne, selve livets kilder – landbrug, industri og råstoffer – endte den med selv at blive en magtfaktor. Denne magt vil altid i sidste ende, på grund af dens overlegne handlemuligheder, og den mængde af interesser den om fatter, mere eller mindre åbent undergrave den politikse magt, dvs. den regering, som den gør til sin politibetjent.

Dette fænomen har ofte gentaget sig i historien. Hver gang en fysisk stærk magt er kommet ovenpå i samfundet ved sin militære foretagsomhed, har erobrerne vist en tendens til at koncentrere regeringsmagten og de økonomiske ressourcer i deres egne hænder. Hver eneste gang har den stærke magt måttet indse, at den ikke kan overvåge produktionen og dirigere alting, og har måttet finde sig i en stærk klasse, – og straks har den mistet sin økonomiske indflydelse. Dermed følger opsplitningen i to slags magt. Den magt som tilhører den der beherkser landets kollektive kræfter – og den magt der tilgører den som ejer, og det er dem den øverste magthaver i egentligste forstand kommer til at blive afhængig af, for mennesker som ejer noget styrer de omtalte kollektive kræfters kilder.

Aldrig har denne affærernes tilstand været så acentueret som i vore tider. Produktionsudviklingen, handlens umådelige omfang, den store magt penge her fået, og alle de økonomiske resultater som opdagelsen af Amerika har givet, alt det har sikret den kapitalistiske klasse en sådan overlegenhed, at den ikke kan overføre nogen tillid til en regering, og i stedet ønsker den at regeringen skal opstå al sig selv: en regering som består af medlemmer al dens egen klasse, som konstant er under dens kontrol og især organiseret på en måde, at den kan forsvare sig mod dem som er gjort arveløse. På denne måde er det moderne parlamentariske system opstået.

I dag er regeringen sammensat al besiddere, eller af folk af deres klasse, som i den grad er under de riges indflydelse, at de selv ikke føler det nødvendigt at tage aktiv del. Rothschild behøver for eksempel ikke at blive hverken parlamentsmedlem eller politiker; det er nok for ham at sørge for at parlamentsmedlemmer og ministre er afhængige af ham.

I mange lande deltager proletariatet nominelt i valg af regering. Det er en tilladelse som bourgeoisiet (dvs. ejerne) har givet, enten for at få folkelig støtte i deres kamp mod kongelig og aristokratisk magt, eller for at aflede folks opmærksomhed fra deres egen frigørelse ved at give dem noget der ligner politisk magt. Om bourgeoisiet forudså det eller ej da de første gang besluttede at give folket ret til at stemme, så er det nu en kendsgerning, at denne ret i virkeligheden har vist sig kun at være en narresut, der tjente til at konsolidere bourgeoisiets magt, og som gav de mest energiske blandt proletariatet et illiusorisk mål om at komme til magten.

Selv med stemmeret for alle – og netop med den – er regeringsmagten forblevet tjener og politi for bourgeoisiet. Hvordan kunne det også være anderledes? Hvis regeringer kom så vidt til at være fjendtligtsindede, hvis demokratiets håb nogen sinde skulle blive mere end et blændværk som svigter og bedrager folket, ville den besiddende klasse føle sine interesser truet, slå fra sig og benytte al den magt og indflydelse som følger med når man sidder inde med rigdommen – for at reducere regeringen til den enkle funktion at være politimand.

Overalt og til alle tider, hvilket navn regeringen end har taget sig, hvad der end har været dens oprindelse eller organisation, så har det altid været dens væsentligste funktion at undertrykke og udnytte masserne, og at forsvare disse undertrykkere og udbyttere. Dens vigtigste kendetegn og uundværlige instrumenter er politimanden og skatteopkræveren, soldaten og fængslet. Hertil føjes nødvendigvis den opportunistiske præst eller lærer, som alt efter tilfældet understøttes og beskyttes al regeringen, så han gør folkets ånd tjenstvillig og gør folkelføjeligt under åget.

Således har det aktuelle spørgsmål i århundredernesstrid mellem frihed og autoritet, eller med andre ord, mellem social lighed og sociale kaster, i virkeligheden ikke været forbindelsen mellem samfund og individ, eller individets voksende uafhængighed på bekostning af den sociale kontrol, eller omvendt. Snarere har det været et spørgsmål om at forhindre det enkelte individ i at undertrykke de andre, om at give alle og enhver de samme rettigheder og handlingsmuligheder. Det har været et spørgsmål om at understøtte alles initiativ, som naturligt må være en fordel for alle – i stedet for initiativet fra nogle få, som nødvendigvis må ende med undertrykkelsen af alle andre.

Det er altid, kort sagt, et spørgsmål om at sætte et stopper for menneskers herredømme over og udnyttelse af hinanden, på en sådan måde at alle er interesseret i den fælles velfærd og at den enkeltes individuelle kraft i stedet for at undertrykke, bekæmpe andre, vil finde mulighed for den fuldkomne udvikling – og alle vil søge at finde sammen med andre, til alles større fordel.

Det følger af det vi sagde, at en regering eller ledelse, selv skabt på den hypotese at de autoritære socialisters ideelle regering er mulig, langtfra ville betyde en forøgelse af produktivkræfterne, men ville betyde en formindskelse, fordi regeringen ville begrænse initiativet til de få. Den ville give disse få lov til at gøre alt, uden selvfølgelig at være i stand til at udstyre dem med viden og forståelse al tingene.

Pjotr Kropotkin og Errico Malatesta: Den anarkistiske kommunisme

Oversat af Carl-Heinrich Petersen på opfodring- og udgivet af Anarkistisk Boghandel, Århus 1982

DEN ANARKISTISKE KOMMUNISME –

To af Historiens mest kendte anarkister om forening af frihed og fællesskab.

Kropotkin

Ethvert samfund, som bryder med den private ejendomsret, må efter vor mening indrette sig efter den kommunistiske anarkismes principper. Anarkisme fører til kommunisme og omvendt: Begge er de udtryk for den fremherskende tendens i de moderne samfund, stræben efter lighed.

Der var en tid, da en bondefamilie kunne anse det korn og de uldklæder, den producerede, som resultatet af deres arbejde. Dog var familien ikke isoleret. Der var veje og broer, som byggedes i fællesskab: Moseområder afvandedes i fællesskab og de fælles marker blev vedligeholdt af alle. En forbedring af væveteknikken eller stoffarvningen kom alle til gode. Bondefamilien kunne ikke overleve uden af støtte sig til fællesskabet.

Men i det nuværende industrielle samfund, hvor alting er indbyrdes afhængigt, og hvor hver produktionsgren benytter sig af de øvrige, er påstanden om produkternes individuelle oprindelse fuldkommen uholdbar. Når tekstil- og metalindustrien har opnået en forbavsende fuldkommenhed, så skyldes det udviklingen i mange andre, store og små industrigrene; jernbanenettet, den oversøiske skibsfart – det skyldes alt det samlede arbejde, som er gjort over hele verden.

Italienerne, som døde af kolera, da de gravede Suezkanalen eller af slidgigt i St. Gothardstunellen – og amerikanerne, som blev mejet ned af bomber i krigen for afskaffelse af slaveriet, har bidraget lige så meget til ”udviklingen” som de unge piger, der sygner hen i væverierne og spinderierne i Manchester og Rouen, eller ingeniøren, som efter forslag fra arbejderne, har skabt en forbedring af væveredskaberne.

Hvordan kan man opregne den enkeltes andel af de rigdomme, som vi alle har bidraget til???

Når vi betragter produktionen ud fra dette almene synspunkt, kan vi ikke enige i, at et samfund, hvor lønnen afmåles efter de arbejdstimer, hvormed man bidrager til produktionen af rigdomme, skulle være noget ideal, eller bare et skridt mod idealet. Uden her at diskutere, om varernes bytteværdi i det nuværende samfund virkelig står i forhold til den mængde arbejde, som er nødvendig for at frembringe dem – sådan som Smith og Ricardo og efter dem Marx har påstået, vil vi blot anføre, at det autoritære socialistiske ideal forekommer umuligt i et samfund, der betragter produktionsmidlerne som fælleseje.

Vi er overbevist om at individualisme, formidlet igennem det autoritære system, ikke kan eksistere ved siden af det delvise fællesskab i form af alles besiddelse af jorden og arbejdsredskaberne.

Et nyt ejerforhold forudsætter en ny form for løn – en ny produktionsform kan ikke opretholde den gamle form for forbrug – lige så lidt som den kan forenes med den gamle form for politisk organisation.

Lønsystemet er opstået ved den enkeltes private overtagelse af jorden og produktionsmidlerne. Det var den nødvendige betingelse for udviklingen af den kapitalistiske produktion – det vil dø med den – også selvom man skulle forsøge at forklæde det i form af ”arbejdspoletter”. Den fælles besiddelse af arbejdsredskaberne må nødvendigvis føre til den fælles nydelse af frugterne af det fælles arbejde.

Vi påstår i øvrigt, at kommunismen ikke bare er ønskelig, men at de nuværende samfund, som blev grundlagt på individualismen, tillige er tvunget til hele tiden at udvikle sig hen imod kommunismen.

Individualismens udvikling i de sidste århundreder forklares overalt ved menneskenes anstrengelser for at sætte sig til modværge mod kapitalens og statens magt. Mennesker har et øjeblik troet, at det gennem individualismen kunne frigøre sig helt fra staten og samfundet. ”For penge” sagde man ” kan jeg købe alt, hvad jeg behøver.” Men individet er faret vild, og den moderne historie tvinger det til at erkende, at uden alles hjælp formår det ingenting – ikke engang med sit bugnende pengeskab.

Ved siden af denne individualistiske strømning ser vi også gennem hele den nyere historie en tendens til – på den ene side at bevare det, som er tilbage af fortidens delvise kommunisme – og på den anden side at gennemføre det kommunistiske princip i 1000’vis af tilfælde i livet.

Så snart det var lykkedes for det 10.-, 11.-, 12. århundredes kommuner at frigøre sig fra det verdslige eller åndelige overhoved, gennemførte de med det samme udvidelse af det fælles arbejde og det daglige fælles forbrug.

Det var bystaten – ikke enkeltpersonen – der udrustede skibe og karavaner, som sendtes på lange handelsrejser, hvis fortjeneste kom alle til gode, ikke den enkelte. Bystaten købte også levnedsmidler til sine indbyggere. Antydninger af disse institutioner har holdt sig lige til det nittende århundrede, og folk bevarer mindet om dem i deres sagn.

Alt dette er nu forsvundet. Men landkommuner kæmper endnu for at bevare de sidste rester af denne kommunisme; og det lykkes, så længe staten ikke kommer og kaster sit tungtvejende sværd i vægtskålen. Uden et vist kvantum kommunisme kan de nuværende samfund imidlertid ikke leve. Derfor opstår der samtidigt – om end i 1000 forskellige former – organisationer, der er grundlagt på dette princip: ”Enhver efter behov”.

Til trods for den trange egoistiske retning, der gennem vareproduktionen indpodes i sindene, åbenbarer den kommunistiske tendens sig hele tiden – og den trænger ind på alle områder af vore handlinger.

Den bro, som i gamle dage tog bropenge af de vejfarende, er blevet en offentlig indretning. Den vej, som man før i tiden betalte så og så meget for hver mil, findes ikke længere, undtagen i Orienten. De offentlige museer, biblioteker og skoler, skolebespisningen, de parker og haver, der er åbne for alle, vandet, som fordeles frit, hvis der da ikke er vandmåler – alt dette er foranstaltninger, som er indført efter princippet: ” Tag hvad du behøver.”

Sporvogne og tog har indført måneds- og årskort uden at beregne antallet af rejser; og i nogle lande har man indført zonetariffer, sådan at man kan rejse 500 eller 1000 km. til samme pris. Herfra er der ikke langt til en enhedspris, ligesom brevportoen indenfor et land. I alle disse nyheder og i 1000 andre er tendensen, at man ikke måler forbruget. Et menneske vil rejse 1000 mil og et andet kun 100. Det er personlige behov, og der er ingen grund til at lade den ene betale dobbelt, fordi han er dobbelt så foretagsom. Disse foreteelser viser sig tilmed i individualistiske samfund.

Der viser sig også en svag tendens til at tilfredsstille individets behov – uanset de tjenester, som vedkommende har gjort, eller en dag vil komme til at gøre for samfundet. Man er tilbøjelig til at betragte samfundet som et hele, hvor enhver del er så tæt forbundet med de øvrige, at en tjeneste, som ydes et individ, også er en tjeneste overfor de andre.

Når du kommer ind på et offentligt bibliotek, spørger bibliotekaren ikke om, hvilke tjeneste du har gjort samfundet, inden han/hun giver dig det bind – eller 50 bind – du ønsker. Og er det nødvendigt, hjælper han dig med at finde dem i kartoteket.

Besætningen på en redningsbåd spørger heller ikke, hvad matrosen på det synkende fartøj hedder; de står til havs, vover livet i de rasende bølger, og sommetider sætter de livet til – for at redde mennesker, som de ikke engang kender… Hvorfor skulle det være nødvendigt at kende dem? ”De behøver vores hjælp, de er mennesker – det er nok, deres ret er bevist – lad os redde dem!”

Dette er i videste forstand den kommunistiske tendens, som træder frem overalt, i alle skikkelser – tilmed midt i vort samfund, som prædiker individualisme.

Og hvis en af vore storbyer, som sædvanligvis er opbygget omkring egoismen, i morgen blev hjemsøgt af en eller anden stor ulykke – så ville denne by bestemme, at de første, der skulle have tilfredsstillet deres behov, var børnene og de gamle. Uden at undersøge, hvad de har gjort, eller hvilke tjenester de vil komme til at yde samfundet, ville man først tage sig af de lidende og give dem føde, uafhængigt af den tapperhed og intelligens, den enkelte kan opvise, og mænd og kvinder ville kappes i opofrelsen for at tage sig af de sårede.

Tendensen findes. Den bliver stærkere, så snart den enkeltes vigtigste behov er tilfredsstillet, alt eftersom den menneskelige produktionsevne øges. Den bliver stærkere, hver gang en stor ide kommer og fortrænger vort  daglige livs usle fordomme.

Hvorfor så tvivle på, at den dag, da produktionsmidlerne overgives til alle, og hvor man udfører arbejdet i fællesskab, og hvor arbejdet indtager hæderspladsen i samfundet og frembringer meget mere end det, som behøves til alle – hvorfor så tvivle på, at denne tendens, som allerede er så mægtig, skulle kunne udvide sit vælde så langt, at den bliver selve grundtanken i det sociale liv???

Efter disse antydninger anser vi det for vor første pligt, når revolutionen har brudt den styrke, som opretholder det nuværende samfund, straks at indføre kommunismen.

Men vor kommunisme er ikke Fourier’s eller de tyske bureaukratiske autoritære teoretikeres.

Det er den anarkistiske kommunisme. Den er sammenfattet af de to mål, som menneskeheden har stræbt efter gennem tiderne: Den økonomiske frihed og den politiske frihed.

Når vi gør ”Anarkiet” til idealet for politisk organisation, gør vi ikke andet end at formulere en anden retning, som er taget direkte fra menneskeheden. Hver gang de europæiske samfunds udvikling har tilladt det, har menneskene rystet autoritetens åg af sig og trukket linierne op til et system, grundlagt på den individuelle friheds princip. Historien viser, at de perioder, hvor regeringer er blevet styrtet som følge af begrænsede eller omfattende revolter, har medført tider med pludselig fremgang på det økonomiske og intellektuelle område.

Det var frigjorte kommuner, frie foreningers frie arbejde, som rejste mindesmærker, som aldrig siden er overtruffet – det var bondeopstandene, som skabte reformationen og satte pavedømmet i fare – det var en flok misfornøjede fra det gamle Europa, der på den anden side af Atlanterhavet skabte et samfund, som et øjeblik var frit.

Hvis vi lægger mærke til de civiliserede nationers udvikling, mærker vi tydeligt en stadig stærkere bevægelse for at begrænse regeringens virkefelt og give individet mere frihed. Det er den igangværende evolution, som dog til en vis grad forstyrres af de talrige elendige institutioner og nedarvede fordomme.  Ligesom alle evolutioner venter den kun på revolutionen for at bryde de gamle mure ned, der står dem i vejen, og få frit løb i det nye samfund.

Efter længe forgæves at have forsøgt at løse det uløselige problem, at skaffe sig en regering ”som kan tvinge individet til lydighed, uden derfor selv at være ulydig mod samfundet”, har menneskeheden stræbt efter at befri sig for al slags regering og tilfredsstille sit behov for organisation gennem frie overenskomster mellem de individer og grupper, som har samme mål. Den mindste lille territoriale enheds uafhængighed bliver et tvingende behov. Den gensidige overenskomst erstatter loven og ordner over grænserne de personlige behov i retning mod et alment mål.

Alt, hvad der før ansås for regeringens anliggender, vil man i dag sætte spørgsmålstegn ved. Man ordner det bedre og lettere selv, uden dens indblanding. Når vi undersøger de fremskridt, der er gjort i denne retning, må vi drage den slutning, at menneskeheden søger at begrænse regeringens indsats indtil den bliver lig nul. Det vil med andre ord sige at styrte staten, denne personifikation af uretfærdighed, undertrykkelse og monopol.

Vi har allerede set et glimt af en verden, i hvilken den enkelte er ophørt med at være bundet af love, og kun har asociale tilbøjeligheder – et resultat af et behov vi alle kender: At søge støtte, sympati og samarbejde hos vore naboer.

Det er helt sikkert, at ideen om et samfund uden stat vil rejse lige så mange indvendinger som en økonomisk i et samfund uden privat kapital.

Vi er alle opfostret med fordommen om statens rolle som forsyn for os. Hele vores opdragelse, lige fra undervisningen i de romerske traditioner og til indvielsen i den byzantinske lovsamling, som man studerer under navn af romerret, vænner os til at tro på statens fortræffelighed.

Filosofiske systemer er blevet udarbejdet og forkyndt for at opretholde denne fordom. Teorien om loven opstilles i samme øjemed. Hele politikken er grundlagt af dette princip, og enhver politiker, hvilken farve han/hun end har, kommer altid og siger til folket: ”Giv mig magten, jeg vil og kan befri Jer fra den elendighed, som trykker Jer!”

Fra vugge til grav styres alle vore handlinger af denne lære. Slå op i hvilken som helst bog om sociologi eller jura, og du vil finde, at regeringen, dens handlinger og dens organisationer indtager så meget plads, at vi vænnes til at tro, at udover regering og statsmænd findes der intet.

Den samme lektie gentages af pressen i alle tonearter. Hele spalter ofres til folketingsdebatter og politiske intriger. Det er med nød og næppe, at hverdagslivet i nationen får nogle få linier, som en lovs økonomiske virkninger – eller en anklage mod politiet. Og når du læser disse aviser, tænker du næppe på de utallige væsener – så at sige hele menneskeheden – som lever og dør, lider, arbejder og forbruger, tænker og skaber uden om disse få opblæste personligheder, som man har forstørret i den grad, at deres skygge dækker hele menneskeheden. Og så snart man går fra papiret til selve livet og kaster et blik på samfundet, forbavses man over den uendelige ringe rolle, som regeringen spiller. Balzac har engang gjort opmærksom på, at mange millioner bønder lever hele deres liv, uden at lære staten at kende på anden måde end gennem de skatter, de tvinges til at betale til den. Hver dag afsluttes millioner af overenskomster, uden statens mellemkomst, og de største af dem – handlens og børsens – afsluttes på en sådan måde, at myndighederne ikke engang kunne påberåbes, hvis den ene part havde til hensigt ikke at overholde son forpligtelse.

Tal med en, som forstår sig på handel, og hun/han vil sige dig, at de forretninger, som hver dag foregår mellem forretningsmænd, ville være umulige, hvis de ikke var grundet på gensidig tillid. Vanen med at holde sit ord, og ønsket om ikke at miste kredit, er fuldt tilstrækkeligt til at oprethole denne relative hæderlighed, forretningsmoralen.

Selv den, som ikke har de ringeste skrupler over at forgifte sine kunder med rådne apotekervarer forsynet med tillidsvækkende etiketter, sætter en ære i at overholde sine forpligtelser. Men når denne relative moralfølelse har kunnet udvikle sig, tilmed under de nuværende forhold, hvor ønsket om at berige sig er det eneste mål, den eneste drivkraft – kan vi så være i tvivl om, at den vil vokse hurtigt, så snart grundlaget for samfundet ikke længere er at høste, hvor andre har sået???

Et andet fremtrædende træk, som karakteriserer vor tids generation, taler endnu mere til fordel for vore idealer. Det er den stadige udbredelse af de foretagender, som skyldes den enkeltes initiativ og den umådelige tilvækst af frie grupper af enhver art. Lad det være nok for øjeblikket at sige, at disse fakta er så talrige og så sædvanlige, at de danner det væsentlige indhold af den sidste haldvel af dette århundrede, selvom de socialistiske og politiske forfattere overser dem og foretrækker altid at underholde os med regeringens funktioner.

Når de frie grupper endnu ikke udbreder sig over alle livets funktioner, så er det fordi de møder en uoverstigelig forhindring i arbejdernes fattigdom, i kapitalbesiddelserne og i staten. Afskaf disse hindringer, og du vil se dem udfylde de civiliserede menneskers uendelige virkefelt.

De sidste 50 års historie har vist os mange beviser på den repræsentative regerings manglende evne til at udføre de funktioner, som den overlæsses med. Man kommer en dag til at tale om det 19. århundrede som den tid, da parlamentarismens misfoster kom til verden.

Men denne manglende evne må efterhånden blive iøjnefaldende for alle. Parlamentarismens mangler og det repræsentative systems grundfejl er så iøjnefaldende, at de tænkere, som har kritiseret den ikke har behøvet andet end at nedskrive den almindelige misfornøjelse… Og skulle man virkelig ikke kunne forstå, at det er absurd at opstille nogen mænd og sige til dem: ”Lav love til os om vore livs forhold, selvom I ikke forstår dem.” – Man begynder at forstå, at flertalsstyret er det samme som at overlade alle landets anliggender til dem, som udgør ”majoriteten”, hvilke vil sige, til ”mappedyrene” i folketinget og kommunalbestyrelsen – med andre ord til dem, som ikke har nogen mening. Menneskeheden søger – og er allerede ved at finde nye udveje.

Den internationale postunion, jernbaneselskaberne og de videnskabelige foreninger, giver os alle eksempler på en løsning, som er fundet ved fri overenskomst i stedet for ved lov. Når grupper fra alle verdenshjørner i vore dage vil organisere sig for et eller andet formål, udnævner de ikke et internationalt parlament af repræsentanter, og siger til dem: ”Giv os love, og vi vil følge dem.” Hvis man ikke direkte eller skriftligt kan blive enige, sender man delegerede, som har sat sig ind i det pågældende spørgsmål, og til dem siger man: ”Prøv at blive enige og kom så tilbage – ikke med en lov i lommen, men med et forslag til en overenskomst, som vi kan godtage eller forkaste.”

Sådan handler de store industrikoncerner, og de videnskabelige foreninger og i øvrigt alle slags foreninger, som allerede findes overalt i Europa og i USA.

Således bør et frit samfund også handle. Når ejendomsretten er afskaffet, bliver det muligt at organisere sig ved hjælp af en parlamentarisk repræsentation. Et samfund opbygget på slaveri stemte godt overens med enevælden: Et samfund opbygget på lønarbejde og kapitalistisk udbytning af masserne passede godt til parlamentarismen.

Men et frit samfund, som tager den fælles arv i besiddelse, må i den frie gruppedannelse og gruppernes frie sammenslutning søge efter type organisation, som er afstemt dette nye økonomiske udviklingstrin.

 Til ethvert økonomisk udviklingstrin svarer et politisk, og det ville være fuldstændigt umuligt at røre, for ikke at sige afskaffe, ejendomsretten uden samtidig at finde en helt ny form for politisk organisation. 

Malatesta

Vi stræber hen imod kommunismen som den mest fuldendte bedrift, der kan udøves gennem solidaritet mennesker imellem: Men det skal være den anarkistiske kommunisme – en kommunisme, der ønskes og accepteres i frihed. Anarkismen er et middel, der sikrer og udvikler frihed for alle. Af disse grunde fastholder vi, at statskommunismen, der er autoritær og påtvunget, er det værste tyranni, der nogensinde har pint, plaget og hæmmet mennesket.

De anarkister, der kalder sig selv kommunister, gør det ikke, fordi de ønsker at pådutte andre deres særlige måde at se tingene på, eller fordi de tror, at udover kommunismen findes der ingen redning…  De gør det fordi – indtil det modsatte er bevist – de er overbevist om, at jo flere mennesker, der holder sammen i et broderskab, og jo nærmere, de arbejder sammen i bestræbelserne til fordel for alle, der er med, jo større er den velvære og frihed, hver kan nyde… De tror på, at mennesket (befriet fra undertrykkelse af sine egne) bliver ved med at være udsat for naturens fantastiske kræfter, som det ikke kan klare alene – men som man sammen med andre kan tæmme og gøre til redskab for egen trivsel. Det menneske, som helt ved egen hjælp vil opfylde sine materielle behov, er en slave af sit arbejde, og har ingen sikkerhed for altid at kunne producere nok til at leve af.

Det ville være en tåbelig tanke at tro, at anarkister, der er kommunister, skulle ønske at leve ligesom i et kloster, underkastet fælles regler, ensartede måltider og klæder osv.; men det ville være ligeså meningsløst at tro, at de skulle have lyst til at gøre lige, hvad der passer dem, uden at regne med andres behov eller alles ret til ligelig frihed.

Enhver ved, at Kropotkin – som var en af de mest aktive fortalere for den kommunistiske ide – samtidig var en trofast forsvarer af individets uafhængighed, og at han lidenskabeligt ønskede, at alle og enhver skulle blive istand til frit at udvikle og tilfredsstille deres kunstneriske talenter, deltage i videnskabelig forskning og med held frembringe en harmonisk enhed mellem håndens og åndens arbejde – for at blive menneskelige væsener i dette ords ædleste betydning. Derudover mener kommunist-anarkisterne,at på grund af den naturbestemte forskel i landarealernes frugtbarhed,sundhedsværdi og placering, ville det være umuligt at sikre ensartede arbejdsforhold for enhver, og på denne måde opnå – om ikke solidaritet – så i det mindste retfærdighed.

Samtidig er anarkist-kommunisterne klar over de enorme vanskeligheder, der er forbundet med virkeliggørelsen af den verdensomspændende, fri kommunisme, som er endemålet for en menneskehed, der er befriet og forenet – uden en lang periode med frigjort udvikling.

Og af disse grunde når kommunist-anarkisterne frem til nogle følgeslutninger, der måske kan udtrykkes ved følgende formel: Opnåelse af det største mål af frihed står i direkte forhold til den udstrækning af kommunisme, der er mulig.

Det vil sige: Et maksimum af solidaritet er forudsætningen for at kunne nyde et maksimum af frihed. I teorien er kommunismen det idealsystem, som i de mellem-menneskelige forbindelser skulle erstatte kamp med solidaritet, og som skulle udnytte de naturlige energier og menneskets arbejde til størst mulig fordel for alle – samt omdanne menneskeheden til et stort fællesskab, opsat på gensidig hjælp og kærlighed.

Men kan dette nu lade sig gøre under de eksisterende åndelige og materielle forhold i de menneskelige sammenhænge? Og hvilke grænser???

Den verdensomspændende kommunisme – et eneste fællesskab mellem alle mennesker – den er en stræben, et ideelt mål, man må sigte efter; men det er ikke en mulig form for økonomisk organisation lige nu. Hvad den fjernere fremtid angår, vil vi overlade det til fremtidige generationer at tænke på.

Nu kan man kun tænke på forskellige former for fællesskab mellem mennesker, der er åndeligt beslægtet, og som derudover har omgang med hinanden på forskellig måde – kommunistisk eller kommercielt – og selv her er der mulighed for et modsætningsforhold mellem kommunisme og frihed. Lad os antage, at der findes en følelse, der drager mennesket mod fællesskab og en bevidst solidaritet, og at denne følelse kunne opildne os til at udbrede og virkeliggøre så meget kommunisme som muligt: Så ville fuldstændig individualisme være såvel uøkonomisk som umulig.

For at organisere et kommunistisk samfund i stor målestok, ville det være nødvendigt at omdanne hele det økonomiske system radikalt – f.eks. produktionsmetoder, handel og forbrug. Og dette kunne udelukkende opnås gradvist efter omstændighederne, og i den udstrækning masserne forstod fordelen og var i stand til at handle selv. Hvis man havde et partis begær og ambitioner, og kunne gennemføre det nødvendige med et slag – ja, så ville masserne, der er vant til at adlyde og tjene, acceptere den nye livsform som en ny lov, pålagt dem af regeringen, og de ville afvente en ny overmagt, der kunne fortælle dem, hvordan de skulle producere og forbruge. Og den nye magt – ukendt med mangfoldigheden af ofte modsatte ønsker og behov, og uden at kunne tilfredsstille disse – ville ikke erklære sig selv ubrugelig ved at give de interesserede grupper frihed til at handle, som de ønsker og bedst kan – denne nye magt ville i stedet gendanne regeringen, der som alle regeringer ville være baseret på militær og politistyrker. Og overlevede regeringen, ville den straks udskifte det gamle sæt regler med et nyt sæt mere fanatiske. Enhver ny regel ville blive påtvunget enhver: AL frihed ville blive undertrykt og det fri initiativ umuliggjort. Der vil opstå skuffelse, lammelse af produktionen, sorte markeder, smugleri, øget magt og korruption i etaterne, udbredt elendighed – og til slut en tilbagevenden til de forhold med undertrykkelse og udbytning, som det var revolutionens mål at tilintetgøre.

Det russiske eksperiment lever ikke forgæves!!!

Menneskelige samfund kan ikke være et individs eller en sekts kunstige skaberværk – hvis de da skal være fællesskaber af fri mennesker – og ikke klostre eller diktaturer, der holdes sammen af religiøs overtro eller rå magtanvendelse. De må være et resultat af behovene og de uensartede viljer hos alle disse samfunds medlemmer, som gennem forsøg og fejltagelser finder frem til de institutioner, der til enhver tid er de bedst mulige, og som udvikler og ændrer disse i overensstemmelse med omstændigheder og viljers ændringer.

Man kan derfor foretrække kommunisme eller individualisme eller hvilket som helst andet system, og gennem eksemplets magt og propaganda arbejde på gennemførelse af sine egne personligt foretrukne ideer: Men for at undgå sikre katastrofer må man være omhyggelig med ikke at forudsætte, at ens eget system er det eneste og ufejlbarlige, der er godt for alle mennesker og til alle tider, og at dets succes må sikres for enhver pris – også med andre midler end dem, som støtter sig til de former for overtagelse, der udspringer af overbevisende fakta.

Det, der er vigtigt og uomgængeligt – udgangspunktet – er at sikre enhver midlerne til at være fri.

Errico Malatesta: Anarkisme, arbejderbevægelsen og syndikalismen

 Teksten er taget fra: Anarkismen – En antalogi, forlaget Rhodos, Serie Bibliotek Rhodos, 1970, s.138-149

Errico Malatesta:
Anarkisme, arbejderbevægelsen og syndikalismen

Arbejderbevægelsen kan ikke, på trods af dens fortjenester og muligheder, i sig selv være en revolutionær bevægelse, i den forstand at den ikke kan være en negation af det juridiske og moralske grundlag for det nuværende samfund.

Den kan – det kan enhver ny organisation – have de højeste aspirationer og de mest radikale hensigter i overensstemmelse med dens grundlæggeres ideer og ånden i dens vedtagne regler, men hvis den ønsker at fungere som fagforening, dvs. at forsvare medlemmernes øjeblikkelige interesser, så må den de facto anerkende de institutioner, den fornægter i teorien, tilpasse sig omstændighederne og trin for trin forsøge at opnå så meget den kan ved forhandlinger og kompromisser med arbejdsgivere og regering.

Kort sagt, fagforeningerne er i følge hele deres natur reformistiske og aldrig revolutionære. Den revolutionære ånd må indføres, udvikles og opretholdes gennem stadige aktioner af revolutionære, som arbejder indenfor deres egne rækker såvel som udenfor, men det kan ikke være den normale naturlige definition på fagforeningernes funktion. Tværtimod er de organiserede arbejderes faktiske og øjeblikkelige interesser, som det er fagforeningernes rolle at forsvare, meget ofte i modstrid med deres idealer og deres langsigtede mål, og fagforeningen kan kun handle på en revolutionær måde, hvis den er præget af en offervillig indstilling og i det omfang, idealet bliver sat over interesserne, dvs. kun hvis, og kun i det omfang; den ophører med at være et økonomisk forbund og bliver en politisk og idealistisk gruppe. Og dette er ikke muligt for de store fagforeninger, som for at kunne handle behøver massernes billigelse, altid mere eller mindre egoistiske, frygtsomme og bagstræberiske.
Dette er dog ikke det værste aspekt ved situationen.

Det kapitalistiske samfund er sådan indrettet, at, generelt set, hver klasses, hver grupperings, hvert individs interesser er i konflikt med alle de andre klassers, grupperingers og individers interesser. Og hver dag ser man det mest komplicerede optræk til harmoni og interessesammenstød mellem klasser og mellem individer, som udfra et synspunkt om social retfærdighed altid skulle være venner eller altid fjender. Og det sker ofte, på trods af den så højt priste proletariatets solidaritet, at en gruppe arbejderes interesser er i modstrid med andre arbejderes og fremmende for en vis kategori af arbejdsgiverinteresser; ligesom det også sker at de øjeblikkelige interesser – på trods af det ønskede internationale broderskab – binder arbejderne i et hvert land til de lokale kapitalister og stifier dem i en fjendtlig position til fremmede arbejdere. Som et eksempel kan vi henvise til de forskellige arbejderorganisationers stillingtagen til spørgsmål om afgifter og toidbarrierer og til den frivillige rolle, som de arbejdende masser spiller i krigen mellem kapitalistiske stater.

Listen er endeløs – antagonisme mellem ansatte og ikke-ansatte, mellem mænd og kvinder, mellem indfødte arbejdere og fremmede arbejdere iblandt dem, mellem arbejdere som benytter offentlige institutioner som arbejder i disse institutioner, mellem dem som har et fag og dem som ønsker at lære det. Men jeg vil her gøre specielt opmærksom på den interesse, som de arbejdere, der er engagerede i produktionen af luksusvarer, har i de besiddende klassers velfærd, og den interesse som et stort antal af kategorier af arbejdere på forskellige steder har i at “business” kommer til deres fag, selvom det bliver på andre lokaliteters bekostning og til skade for produktion, som er nyttig for fællesskabet som helhed. Og hvad skal man sige til dem, der arbejder i industrier som er skadelige for samfundet og for personer, når de ikke har nogen anden måde at tjene til livets ophold? I normale tider, når der ikke er nogen tro på en overhængende revolution, så gå hen og prøv at overtale arbejderne på arsenalerne, som er truede med arbejdsløshed, til at kræve at regeringen ikke skal bygge nye krigsskibe! Og prøv med fagforeningernes midler, og idet man yder retfærdighed til alle, at løse konflikten mellem dock-arbejdere, som ikke har nogen andre måder at sikre sig midler til livets ophold på end ved at monopolisere alt forefaldende arbejde til dem der har arbejdet der længe, og på den anden side de nyankomne, “lejlighedsarbejderne” som kræver deres ret til at arbejde og leve! Alt dette, og meget andet som kunne siges, viser at arbejderbevægelsen i sig selv, uden den gæren af revolutionært udsyn i modsætning til arbejdernes kortsigtede interesser, uden de revolutionæres kritik og impulser, langt fra at lede til en omformning af samfundet til alles fordel, har en tilbøjelighed til at opmuntre til gruppeegoisme og til at skabe en klasse af priviligerede arbejdere, der lever på ryggen af den store masse, der er gjort “arveløs”.

Og dette forklarer det generelle fænomen, at arbejerorganisationerne i alle lande efterhånden, som de er vokset og blevet stærke, er blevet konservative og reaktionære, og de som har tjent arbejderbevægelsen ærligt og med drømme om et samfund baseret på velfærd og retfærdighed for alle, er dømte til ligesom Sisyphos til stadighed at begynde helt forfra igen.

Det er ikke sandt, hvad syndikalisterne end siger, at dagens arbejderorganisationer vil tjene som ramme for fremtidens samfund og vi lette overgangen fra bourgeoisiregimet til et styre baseret på lighed. Dette er en idé som blev godtaget blandt medlemmerne af den første Internationale; og hvis jeg ikke tager fejl, så vil man i Bakunins skrifter kunne finde at det ny samfund vil blive nået ved at arbejdere tilslutter sig Internationales sektioner.
Jeg mener dette er en fejltagelse.

De eksisterende arbejderorganisationers struktur svarer til de nuværende betingelser for det økonomiske liv, som er resultatet af historisk udvikling og kapitalistisk herredømme. Og det nye samfund kan ikke nås uden at bryde med disse strukturer og uden at skabe nye organismer, som svarer til de nye betingelser og de nye sociale mål.

Arbejdere i dag er grupperet i overensstemmelse med de fag de udøver, med de industrier som de arbejder i, de arbejdsgivere som de må bekæmpe eller den virksomhed de er bundet til. Hvad vil nytten af disse grupperinger være, når et stort antal eksisterende fag og industrier – uden arbejdsgivere og med forretningsforbindelser der er vendt op og ned på – må forsvinde, nogle permanent, fordi de er unyttige og skadelige, andre midlertidigt, fordi de, skønt nyttige i fremtiden ikke vil have nogen raison d’etre eller eksistensmuligheder i den sociale omvæltnnigs periode? Til hvilken nytte, bare for at nævne et af de tusinder af eksempler man kommer til at tænke på, vil organisationen af marmorhuggere i Carrara være, når det der bliver brug for er at de giver sig til at dyrke jorden og forøge fødevareproduktionen, idet de overlader opførelsen af monumenter og marmorpaladser til fremtiden?

Arbejderorganisationerne kan givetvis, specielt i deres kooperative former (som i øvrigt under det kapitalistiske system har en tilbøjelighed til at tøjle arbejdernes modstand), tjene til at udvikle tekniske og administrative færdigheder hos arbejderne, men i en revolutionær periode og for den sociale reorganisations skyld, må de forsvinde og opsuges i nye folkelige grupperinger, som omstændighederne kræver det. Og det er de revolutionæres opgave at forsøge at hindre udviklingen af en esprit de corpse i disse eksisterende organisationer, hvilket ville være en hindring for tifredsstillelsen af de nye sociale behov.

Derfor er arbejderbevægelsen efter min mening et instrument man kan bruge i dag til at anspore og uddanne masserne, og i morgen til det uundgåelige offentlige sammenstød. Men det er et instrument som har sine ulemper og sine farer. Og vi anarkister må gøre os alle anstrengelser for at neutralisere disse ulemper, afbøde farerne og bruge bevægelsen så meget vi kan til vore formål. Dette betyder ikke, sådan som det har været antydet, at vi ønsker at arbejderbevægelsen skal være anarkisternes redskab. Selvfølgelig ville vi være glade hvis alle arbejdere, hvis alle var anarkister… men i så tilfælde ville anarki være en kendsgerning og der ville ikke være behov for sådanne diskussioner.

Det vi kunne ønske under den nuværende tingenes tilstand er, at arbejderbevægelsen var åben overfor al fremadskuende, fantasirig påvirkning og at arbejderne deltog i alle økonomiske, politiske og åndelige aktiviteter i samfundet, idet de levede og udviklede sig, fri for al ydre kontrol fra os, ligesom fra de politiske partier.

Der er mange kammerater som bestræber sig på at gøre arbejderbevægelsen og anarkistbevægelsen til ét og det samme og hvor de kan, som f.eks. i Spanien, Argentina og i mindre omfang i Italien, Frankrig, Tyskland etc., dér prøver de at give arbejderorganisationerne et rentud anarkistisk program. Der er dem der kalder sig “anarkosyndikalister” eller når de slår sig sammen med andre, som faktisk ikke er anarkister, betegner de sig som “revolutionære syndikalister”. Det er nødvendigt at forklare hvad der menes med “syndikalisme”.

Det er et spørgsmål om den ønskede fremtid, dvs. hvis der med syndikalisme menes den form for social organisation som skal erstatte den kapitalistiske og statslige organisation, så er det enten det samme som anarki, og er derfor et udtryk som kun tjener til at skabe forvirring, eller det er forskelligt fra anarki, og kan derfor ikke akcepteres af anarkister. Sandt at sige er der blandt de ideer og planer for fremtiden som bliver fremsat af denne eller hin syndikalist nogle som er ægte anarkistiske, men der er andre som under forskellige navne og i forskellige forklædninger repræsenterer den autoritære struktur, som er årsagen til de onder vi i dag klager over og som derfor ikke kan have noget tilfælles med anarki. Men det er ikke syndikalismen som et socialt system jeg ønsker at beskæftige mig med, siden det ikke er dette der kan virke afgørende for anarkisternes nuværende aktivitet med henblik på arbejderbevægelsen. Hvad vi er interesserede i, er alle arbejderorganisationer, alle de forbund der er dannede for at modstå arbejdsgivernes undertrykkelse og for at formindske eller ødelægge udbytningen af menneskelig arbejdskraft af dem som kontrollerer rigdomskilderne og produktions midlerne.

Nu siger jeg at disse ikke kan være anarkistiske organisationer og man skal ikke ønske at de ville være det for hvis de var, ville de hverken være i stand til at gør deres arbejde eller tjene det mål anarkisterne stræber efter ved at slutte sig til dem.

Fagforeningerne er skabt for i dag at forsvare arbejdernes øjeblikkelige interesser og forbedre deres vilkår så meget som muligt, indtil den dag de vil være i stand til at gennemføre en revolution, som vil gøre de eksisterende lønslaver til frie arbejdere, frit associerede til alles fordel.

For at fagforeningen kan tjene sit eget formål og på samme tid være et uddannelsesmiddel og sted for propaganda, som sigter på fremtidig radikal social forandring, ville det være nødvendigt at den bragte alle arbejdere sammen eller i det mindste alle de arbejdere som stræber efter at forbedre deres vikår og som det lykkes at gøre egnede til en eller anden form for modstand mod bosserne. Ønsker man måske at vente på al arbejderne er blevet anarkister før man opfordrer dem til at organisere sig selv og før man giver dem adgang til modstandsorganisationerne, når det ikke længere ville være påkrævet fordi masserne allerede ville være i stand til at lave revolutionen? I dette tilfælde ville fagforeningen dublere anarkistgruppernes rolle og ville forblive kraftesløs, både til at opnå forbedringer og til at lave revolutionen. Som en anden mulighed har man et anarkistisk program på tryk og er tilfreds med formel ubevidst støtte, og bringer således folk sammen som følger lederne som får, og som vil forsvinde eller gå over til fjenden ved den førstgivne lejlighed, hvor det virkeligt vil være nødvendigt at handle som anarkister.

Fagforeningsbevægelsen er i sin natur reformistisk Alt hvad man kan håbe sig af den er, at de reformer den kræver og opnår, er af en sådan art og er opnået på sådanne måder, at de tjener revolutionær uddannelse og forberedelse og lader vejen stå åben for endnu større krav.

Enhver sammensmeltning eller sammenblanding af anarkistbevægelsen og fagforeningsbevægelsen ender med enten at gøre den sidstnævnte ude af stand til at udføre sine specielle opgaver eller med at svække, forvrænge eller udslukke den anarkistiske ånd.

Fagforeningen kan dukke op med et socialistisk, revolutionært eller anarkistisk program, og det er faktisk med sådanne programmer at mange arbejderorganisationer oprindelig løber af stabelen. De forbliver programmer tro så længe de er svage og magtesløse, dvs. de er propagandagrupper, påbegyndt og støttet af få enthusiastiske og overbeviste personer, snarere end organer der er i stand til effektiv handling: men når det lykkes dem at trække masserne ind i deres rækker og opnå styrke til at kræve og få gennemført forbedringer, bliver det oprindelige program et tomt slogan, som ingen tager højtideligt, taktikken bliver tilpasset de øjeblikkelige behov og de første dages enthusiaster tilpasser sig enten eller de må vige for mændene med “realitetssans”, som er opmærksomme på nutiden, uden at bekymre sig om fremtiden.

Der er sikkert kammerater som på trods af at de står i første række indenfor fagforeningsbevægelsen er forblevet oprigtige og enthusiastiske anarkister, ligesom der er arbejdergrupperinger som henter deres inspiration i anarkistiske ideer. Men det ville være en letkøbt måde at kritisere på, at slå ned, på de tusinder af eksempler, hvor disse mænd og disse grupper i deres daglige handlinger faktisk er i modstrid med de anarkistiske ideer. Jeg går med til at dette er livets barske realiteter. Man kan ikke handle på en anarkistisk måde, når man er nødsaget til at have med arbejdsgivere og myndigheder at gøre. Man kan ikke lade masserne handle på egen hånd, når de nægter at handle og beder om eller kræver ledere. Men hvorfor forveksle anarkisme med det som ikke er anarkisme, og hvorfor skulle vi som anarkister påtage os ansvaret for handlinger og kompromisser, der er nødvendiggjorte ved at masserne ikke er anarkister, ikke engang hvis de tilhører en organisation som har skrevet det anarkistiske program i sine vedtægter?

Efter min mening skal anarkisterne ikke ønske at fagforeningerne var anarkistiske, men de må handle indenfor disses rækker, til fremme af anarkistiske mål, som enkeltpersoner, som grupper og som sammenslutninger af grupper. Ligesom der findes eller burde findes studie- og diskussionsgrupper, propagandagrupper der arbejder blandt menigmand med det skrevne eller talte ord, koorperative grupper, grupper på fabrikker, grupper blandt landarbejderne, i kaserner såvel som på skolerne, således burde specielle grupper dannes indenfor de forskellige organisationer som engagerer sig i klassekampen.

Det ville naturligvis være ideelt, hvis enhver var anarkist og hvis organisationerne fungerede på anarkistisk vis, men i så tilfælde er det klart at der ikke ville være noget behov for at organisere sig til kampen mod arbejdsgiverne, for der ville ikke længere være nogen bosser. Men i situationen som den er, i erkendelse af ens arbejdskammeraters sociale udvikling er som den er, bør de anarkistiske grupper ikke forvente at arbejderorganisationerne handler som om de var anarkistiske, men de bør gøre sig enhver anstrengelse for at tilskynde dem til at nærme sig den anarkistiske metode så meget som muligt. Hvis det af hensyn til disse organisationers beståen og til deres medlemmers behov og ønsker er absolut nødvendigt at forhandle, at indgå kompromisser og etablere tvivlsomme kontakter med myndighederne, så lad det være nødvendigt; men dette må gøres af andre, ikke af anarkister, hvis rolle det er at påvise utistrækkeligheden og usikkerheden i alle de forbedringer som kan opnås under et kapitalistisk styre og at skubbe kampen henimod mere og mere radikale løsninger. Anarkister i fagforeninger burde kæmpe for at disse blev åbne for alle arbejdere, uanset synspunkter eller partitilhørsforhold på én betingelse: solidaritet i kampen mod bosserne; de bør modsætte sig den korporative indstilling og enhver bestræbelse på organisations- eller arbejdsmonopolisering. De bør forhindre fagforeningerne i at tjene som et redskab for manipulation fra politikerne til valgformål eller andre autoritære formål; de bør forsvare og udøve den direkte aktion, decentralisering, autonomi og det individuelle initiativ; de bør særlig bestræbe sig på at lære medlemmerne, hvorledes man deltager direkte i organisationslivet og hvorledes man kommer af med lederne og de fastansatte funktionærer.

De bør med andre ord forblive anarkister, altid i nær kontakt med anarkister og idet de husker på at arbejderorganisationerne ikke er målet, men blot et af midlerne, hvor vigtigt det end er, til at forberede vejen til opnåelsen af anarkisme. Man bør ikke forveksle “syndikalisme”, der er skabt som en doktrin og en metode til at løse de sociale problemer med fagforenmgers stiftelse eksistens og aktiviteter…

For os er det ikke al overordentlig betydning om arbejderne evt., ønsker mere eller mindre, hvad der er vigtigt er at de bør prøve at få hvad de ønsker ved egen indsats, gennem direkte aktion mod kapitalister og regering.

En lille forbedring opnået ved egen indsats er mere værd, gennem sin virkning på moralen – og også materielt på lang sigt – end en storstilet reform, indrømmet af regeringen eller af kapitalisterne, med tvivlsomt formål eller endog af “deres hjerters godhed”.

Bør man tilslutte sig en fagforening eller blive udenfor, dog idet man tager del i alle kampene og søger at gøre dem så radikale som muligt og altid forbliver i fortroppen under handling og fare?

Og fremfor alt, hvor vidt bør anarkister akceptere udøvende poster indenfor fagforeningerne og således lade sig bruge til disse forhandlinger, kompromisser, tilpasninger og kontakter med myndigheder og arbejdsgivere, som arbejderne selv kræver af dem og som er en fast bestanddel af de daglie krav om forbedrede forhold og af forsvaret for de indrømmelser der allerede er vundet?

I de to år der fulgte efter freden og op til begyndelsen af den fascistiske reaktions triumfer, befandt vi os i en enestående situation.

Revolutionen syntes at være overhængende, og de materielle og åndelige betingelser var faktisk tilstede til at gøre revolutionen mulig, såved som nødvendig.

Men vi anarkister manglede i høj grad den nødvendige styrke til at lave revolution med vore metoder og udelukkende med støtte fra vore egne rækker; vi havde brug for masserne og de var helt indstillede på at skride til handling, men de var ikke anarkister. Under alle omstændigheder ville en revolution uden støtte fra masserne, selv hvis den havde været mulig, kun have resulteret i et nyt lederskab, som altid ville være en fornægtelse af anarkismen, selv om det blev udøvet af anarkister og som ville have korrumperet de nye herskere og være endt i en tilbagevendenden til den statslige kapitalistiske styreform.

At have trukket sig tilbage fra kampen og afstå, fordi vi ikke kunne gøre præcis som vi ønskede at gøre, ville have været det samme som at give afkald på enhver nuværende og fremtidig mulighed, på ethvert håb om at udvikle bevægelsen i en retning vi ønskede den skulle gå. Det villie have været afkald på evig tid, for der vil aldrig være anarkistiske masser før samfundet er blevet omformet økonomisk og politisk og det samme problem vil være tilstede hver gang omstændighederne skaber en situation med revolutionære muligheder.

Det vil derfor for enhver pris være nødvendigt at vinde massernes tillid og komme i en stilling, hvorfra man kan give dem et skub, når de er i stemning for at skride til handling og på grund heraf syntes det nyttigt at sikre sig udøvende poster i arbejderorganisationerne. Alle farer for reformisme og korruption blev skubbet i baggrunden og man antog i hvert fald at de ikke ville få tid til at gøre nogen virkning.

Derfor blev det besluttet at stile enhver frit at handle i overensstemmelse med omstændighederne og som man mente var bedst, under betingelse af at man ikke glemte at man var anarkist og til enhver tid var ledet af den anarkistiske sags altovervejende interesser.

Men med de nylige erfaringer i hukommelsen, og i betragtning af den nuværende situation… synes jeg at det vil være nyttigt at vende tilbage til problemet og undersøge om det er et spørgsmål om at modificere vores taktik på denne, den vigtigste side af vores aktivitet.

Efter min mening må vi tilslutte os fagforeningerne, fordi vi ved at forblive udenfor forekommer dem fjendtlige, vor kritik bliver betragtet med mistro og på tidspunkter med uroligheder vil vi forekomme som ubudne gæster og vores deltagelse vil blive modtaget med kulde…

Og hvad angår det at anmode om og akceptere stillingger som ledere, tror jeg i almindelighed og i rolige perioder, at det er bedre at undgå at gøre det. Men jeg tror at skaden og faren ikke ligger så meget i selve det, at man optager en udøvende post – hvilket under visse omstændigheder kan være nyttigt og også nødvendigt – som i det at posten bliver permanent. Efter min mening bør personer med udøvende beføjelser udskiftes så ofte som muligt, såvel for at give så mange arbejdere som muligt erfaring med administrative hverv, som for at forhindre at det organisatoriske arbejde bliver en profession som bevirker at de der udfører den, til arbejdernes kamp tilføjer en bekymring for at miste deres jobs.

Og alt dette er ikke kun af interesse for den nuværende kamp og for uddannelsen af arbejderne, men også, hvad der er vigtigere, når man ser på udviklingen af revolutionen når den engang er påbegyndt.

Anarkister er rimeligvis i et modsætningsforhold til de autoritære kommunister som forudsætter en regering der ønsker at styre enhver side af det sociale liv, og som overlader organisationen af produktion og fordelingen af goder til de udnævntes afgørelser, hvilket kun kan skabe det mest hadefulde tyranni og forkrøbling af alle levende kræfter i samfundet.

Fagforeningerne ønsker tilsyneladende i enighed med anarkisterne i deres modvilje mod statscentralisme at slippe af med regeringen og at sætte fagforeningerne i stedet; og de siger at det er fagforeningerne der må overtage formuerne og fremskaffelsen af alle fødevarer, være ansvarlige for deres fordeling samt organisere produktion og vareudveksling. Og jeg ville ikke have noget at indvende mod dette, hvis fagforeningerne slog dørene op for hele befolkningen og stillede meningsafvigerne frit til at handle og have deres del af udbyttet.

Men i praksis kan denne overtagelse og denne fordeling ikke gennemføres spontant af masserne, selv med fagforeningspapirerne i orden, uden at afstedkomme et skadeligt spild af naturlige rigdomme og uden at ofre den svage til den stærke. Og det ville være endnu vanskeligere gennem massemøder at etablere enighed mellem de forskellige regioner og vareudvekslinger mellem de forskellige sammenslutninger af producenter. Man måtte drage omsorg herfor gennem beslutninger der blev taget i offentlige forsamlinger og udført af grupper og enkeltpersoner, som gør det frivilligt eller er blevet delegeret på behørig vis.

Altså, hvis der er et begrænset antal mennesker som gennem længe at have besat nogle poster bliver betraget som fagforeningsledere; hvis der er permanente sekretærer og udnævnte organisatorer, så vil det blive dem der automatisk får til opgave at organisere revolutionen og de vil være tibøjdige til at betragte dem som ønsker at lave uafhængige aktioner som ubudne gæster og uansvarlige elementer og de vil ønske at føre deres egen vilje igennem, også med de bedste hensigter – selv med brug af magt.

Og så ville det “syndikalistiske styre” snart blive den samme løgn, det samme tyranni som det såkaldte “proletariatets diktatur” er blevet det. Midlet mod denne fare og betingelsen for at revolutionen vil få succes som en progressiv faktor er “dannelsen” af et stort antal personer med initiativ og evner til at ga i kast med de praktiske opgaver: ved at vende masserne til ikke at overlade den fælles sag i hænderne på nogle få og til kun at delegere til specielle opgaver og med begrænset varighed, når det er nødvendigt at delegere. Og syndikatet, hvis det er organiseret og det handler på en virkelig libertær måde, er det mest effektive middel til at skabe netop sådan en situation og netop sådan en ånd.

Tidskriftet: Anarka

ANARKA udkom 3 gange: én gang om året over 3 år.

Anarkistisk Kaffeklub: SOLIDARITET MED de fængslede ANARKISTER i ITALIEN

 en pjece fra 2005 – orginal teksten kan man finde på archive.org

SOLIDARITET
MED de fængslede
ANARKISTER
i ITALIEN

 

SIDE OM SIDE MED FANGERNE . . .

SITUATIO I ITALIEN 2005

“OPERATION CERVANTES”

ANHOLDELSER I LECCE

“UNDERGRAVENDE ORGANISATION”

MARINI RETSSAGEN

CROCE NERA ANARCHICA

“OPERATION CroceNeraAnarchica”

DEN NYE TERRORLOVGIVNING

SIDE OM SIDE MED FANGERNE . . .

I et fængsel , udnyttelsens og spekulationens verden, er kampen for frihed den eneste kilde til glæde. Hvis vi er tilfredse hver gang vi ser et symbol for dettes eksistens angrebet, er vi ikke overraskede når samfundet, for at forsvare sig selv, reagerer mod dem der har erklæret det krig.

Anarkister, revolutionære, er de folk der, på den ene eller den anden måde, viste sig at være ubehagelig for magten, får ofte fængsel som løn for deres oprør. Når det gælder om at stoppe dem, bekymrer staten sig ikke om at retfærdiggøre sine handlinger gennem sine love. Selvbeskyttelses-mekanismen er første prioritet, ingen midler bliver afvist.
Så, bevidste om det faktum, at det er nytteløst at appellere til dette samfunds love og rettigheder, som at analysere ethvert repressivt angreb i søgen efter “en måde at reagere på”, anser vi det for nødvendigt at fortsætte den anarkistiske kamp for frihed uden at indrømme vores fjende hvile og ved at tage styrke fra vores fængslede kammeraters vilje, der, på trods af de tilstande de er undertvunget, modstår uden indgivelse. På denne måde gør vi ikke deres anstrengelser til skamme, hvis vi frit lader den ild der brænder inden i os blusse op, vil de føle vores hjerter og vi vil give dem en god grund til at vågne hver dag med glæde, og ikke gå den forstyrredes vej.

. . . FOR FÆNGSLETS DESTRUKTION

AnarchistBlackCross/Italy
——————————————————————————————————–

Alle mennesker forsøger at overleve isoleret- og fremmedgjort fra hinandens liv og vilkår. Gennem den monotone, stressede hverdag, opbygger alle frustrationer,d er blot fungerer som olie for et velsmurt magtapperat, der stadig kvæler den menneskelige frihed og solidaritet med sit netværk af formynderiske institutioner, og et – for de få – profitabelt kapitalistisk system, der strækker sit ejendomsmonopol helt ind i den menneskelige bevidstehed! Vi forsøger at rette al afmagten mod den egentlige årsag – dvs. Magten – og bekæmper den enorme ignorance der binder os til et kynisk samfund, hvor mennesker er reduceret til roller og fastholdt i overfladiske grupperinger pgs. deres irrationelle frygt for hinanden! Vi forsøger gennem åben debat og propaganda, at starte en udvikling hen imod et frit samfund, uden hierarki og love, hvor arbejdstvang og profit er afløst af frivillige aftaler og aktiviteter! Vi bekæmper den illusion at rettighedernes begrænsede og betingede frihed har det ringeste at gøre med frigørelse. Vi vil den ubegrænsede frihed, hvor systemer er afløst af forståelse og stærk fælles organisering af bevidste individer i konsensus!

Vi kræver ANARKI – kræv ikke mindre!

INGEN PARDON MED SYSTEMER: AFSKAF DEMOKRATI, STAT, NATION, GUD OG KAPITAL!

anarkister.dk

SITUATIONEN I ITALIEN 2005

Siden mangemillionæren Silvio Berlusconi fik regeringsmagten i Italien ved valget i maj 2001 – er ikke bare arbejdernes forhold forværret: Også de revolutionære der netop kæmper for et bedre samfund i arbejdernes interesse er blevet overtrumfet af en massiv og systematisk hetz. Berlusconi – hvis parti “Forza Itali”, opkaldt efter det mest populære tilskuertilråb til fodboldkampe, fik 43% af stemmerne – dannede straks regering med de højreorienterede kristne fundamentalister og det nyfascistiske parti, Allenza Nationale. Berlusconis politik er langsomt internationalt anerkendt som ensrettende og hans metoder grænser til det totalitære.

Så mens det f.eks. er helt iorden at fascistpartiets fører lovede vælgerne en “udrensning af det arabiske lort” – hvilke 10% af vælgerne kvitterede for med deres kryds – er det ikke iorden at have en anden mening end det statslige tv  – Berlusconis marionetdukke.

Således skriver kommentatoren Curzio Maltese i dagbladet La Repubblica, at ”kun fem-seks personer har i disse år haft modet til at lave satire på ministerpræsidenten”, mens Italien i en ny statistik rangerer som nr. 77 af lande med mediefrihed. Endvidere skriver også historikeren Paul Ginsborg i sin bog om Silvio Berlusconi at “kommunist er aldrig forsvundet fra tv-kongens ordforråd og møntes stadig på dem, der modsætter sig Berlusconis definition af frihed.”

Dette er Italien i dag. Vi kalder det ikke “fascisme”, men derimod “demokrati”! Vi påstår ikke at det er “uretfærdigt” eller “ondt/umoralsk”, men derimod at “retfærdighed” og “moral” endelig kan smide masken. I terrorbekæmpelsens navn indskrænkes vores rettigheder – men demokratiet har aldrig lovet os disse rettigheder. Derimod har demokratiet lovet at det – hvis vi lader det udfolde sig – vil opfinde enhver ret, lov, pligt og tvang der gør det nødvendigt at bevare demokratiet i den ene eller den anden form: Demokrati med Berlusconi bag roret – er blot et åbenlyst repressivt demokrati. Repressivt overfor alle der er anderledes, alle der har en anden mening – deres egen mening og ikke den mediekongen Berlusconi transmitterer gennem alle sine kanaler, inkl. de statslige der nu er underlagt censur.

Anarkisterne i Italien er særligt forfulgt: Fordi de nægter at sværge troskab til demokratiet og nationens stærke leder – patriotisme er påkrævet – to ting der gennem Berlusconis briller ikke kan adskilles. Med den tunge lovbog i hånden, styrer Berlusconi sværdet med pennen: Man må spørge sig selv om det er Polizia de Stato eller Stato de Polizia? Og Berlusconi og hans støtter producerer flittigt kontroversielle love og tvinger dem igennem på spinkle flertal: Som f.eks. den nye valglov.

Vi har skrevet til mange anarkistorganisationer i Italien for at finde ud af hvordan situationen er: I øjeblikket er der én person der arbejder officielt med ABC (Anarchist Black Cross), deres hjemmeside er blevet lukket ned ligesom dere e-mail, bankkonto og postadresse.

Idéen er at isolerere alle de anarkister, som det ikke lykkedes at isolere gennem egentlig isolationsfængsel – f.eks. kan anarkisterne der er under husarrest heller ikke modtage nogen telefonopkald, noget post, eller nogen besøg der ikke er ansøgt hos og bevilget af politimyndigheden! Istedet er hele nationen nu en lukket isolation, hvor de revolutionære jages rundt i et offenligt kolosseum – mens Cæsar venter på at vende tomlen nedad. Den almindelige “spændingsstrategi” kendt fra 70′ernes Italien gå ud på enten at skræmme- eller presse folk ud til yderfløjene: Enten er du demokratisk patriot eller terrorist!
BRYD ISOLATIONEN – OPMÆRKSOMHED OG STØTTE TIL ITALIENS ANARKISTER – BRYD TAVSHEDEN – SOLIDARISKE AKTIONER! 

“OPERATION CERVANTES”
 
→ 27. juli 2004: Fire anarkister anholdes i forbindelse med en større politiaktion – “Operation Cervantes” – mod de italenske anarkistbevægelse. Alt sker efter ordre fra den offentlige anklager, Vitello, på vegne af Rom’s fuldmægtig. De anholdte er Simone, Marco, David og Sergio, herudover foretager politiet ransagninger i 100 personers hjem. De er alle anklaget for “undergravende organisation” og nogle også for konkrete bombeattentater.

Sergio kom i husarrest d. 7. april og er nu “løsladt”, men skal dog stadig melde sig på politistationen hver dag.

→ 26. maj 2005: Yderligere 5 anarkister bliver arresteret, Danilo, Valentina, Caudia, Massimo og Stefano. Det er endnu et led i “Operation Cervantes” og de præsenteres for de samme anklager – manglen på beviser er påfaldende.

Retssagen mod de 9 anarkister vil starte d. 30. november i år. På det tidsspunkt har Simone, Marco og David siddet i fængsel i 16 måneder allerede – ofte i isolation.

Vi kan kun opfordre til at skrive til dem, vise dem at de ikke er glemt. Skriv til følgende adresser på engelsk eller italiensk. Det er i k k e ulovligt … endnu!

SIMONE DEL MORO
c. c. via provinciale s. biagio, 6
81030 Carinola (CE)
Italia

CLAUDIA COSPITO
c. c. contrada Ceppata, 1
64100 Teramo
Italia

MASSIMO LEONARDI
c. c. via Ermete Novelli, 1
82100 Benevento
Italia

DAVID SANTINI
c. c. Lorusso e Cutugno
via pianezza, 300
10151 Torino
Italia

 MARCO FERRUZZI
c. c. via Nuova Poggioreale, 177
80143 Napoli
Italia

VALENTINA SPEZIALE
c. c. Borgo s. Nicola, 119
73100 Lecce
Italia

DANILO CREMONESE
c. c. via la Montagnola, 76
59100 Prato
Italia

STEFANO DEL MORO
c. c. “nuovo complesso”
via campoleone / cisterna km 8,600
00049 Velletri (RM)
Italia
 
DAVID SANTINI er i øjeblikket midlertidig overflyttet til et andet fængsel, mens han venter på sin dom:
c. c. via delle campore, 31
05100 Terni
Italia   

Netop nu sultestrejker David og nægte at forlade sin celle i protest mod denne flytning og den strenge isolation af ham.

Adskillige af de andre fængslede anarkister har også sultestrejket i forløbet. 

ANHOLDELSER I LECCE

→ 12. maj 2005: Tre anarkister arresteres, Salvatore, Saverio og Cristian, efter ordre fra den offentlige anklager i byen Lecce. De er anklaget for “ulovlige demonstrationer”, “ulovlig indtrængen” (paragraf for husbesættelser), “grafittihærværk” og “hærværk”, og så selvfølgelig “undergravende organisation”. Yderligere 13 anarkister er omfattet af efterforskningen. Alle tre fik afprøvet en appelsag mod varetægtsfængslingen – der i Italien kan vare flere år, mens retssagerne og efterforskningen foregår – kun Cristians appel gik igennem og han er nu under husarrest.

Retssagen mod de tre starter d. 19. januar 2006.

SAVERIO PELLEGRINO
c. c. via Prati Nuovi, 7
27058 Voghera (Pavia)
Italia

SALVATORE SIGNORE
c. c. via Lamaccio, 21
67039 Sulmona (AQ)
Italia

Mens Cristian var fængslet, skrev han dette brev fra Borgo San Nicola fængslet, umiddelbart efter en solidaritetsdemonstration foran fængslet arrangeret af hans dengang frie kammerater:
———————————————————————————————————————————–

23. maj 2005

 

Kæreste kammerater!

Jeg kunne høre Jer, og sikke jeg kunne høre Jer! Hvilke glæde i går, hvilke uforglemmelig eftermiddag. Jeg sad klistret til vinduet hele tiden, jeg vinkede tilbage med en sort t-shirt hævet så højt jeg kunne (ved hjælp af en kost) og jeg skreg, jeg skreg som én i helvede. Jeg genkendte Jer alle sammen, hver eneste en af Jer, at lytte til Jer var som at se jeres ansigter. Og mens mine ører opfangede hvert eneste ting klart og tydeligt, kunne mine øjne, på trods af mine anstrengelser, kun skelne én ting, hvilke dog var lige så værdifuldt som alt andet: En høj og smuk sort fane der vajede bag denne forbandede fængselsmur.

Jeg kender Jer og jeg ved hvor stor jeres solidaritet er, men I overrasker mig stadig: Jeg har fået dynger af breve og telegrammer, ekstraordinære intiativer har fulgt hinanden i en endeløs række, sådanne ting er indtil nu usete i denne lille sløve by, og en sådan stor støtte var her førhen utænkelig. Alt dette fylder mit hjerte med glæde og gør mig endnu mere overbevist om at den kærlighed der forbinder os er stærkere end nogen hindring, det være sig tremmer og beton eller hundredvis af kilometer.

Solidariteten er også stærk herinde, jeg får hurtigt alt hvad jeg behøver. Vi er tre mennesker i cellen: Der er mig, der sover en halv meter fra loftet og to folk fra Naples der får mig til at le med deres sjove måde at tale på (jeg havde ikke forestillet mig, at jeg kunne grine sådan i et fængsel). Disse folk har allerede tilbragt mange år i fængsel og de vil være låst inde mange år endnu (Vi er i højsikker sektion C2, mafia afdelingen) så de har lært sig de bedste måder at få dagene til at gå, de kan en masse tricks og går kun i seng for at sove om aftenen. De har været en stor hjælp for mig og vi er spontant blevet venner.

Saverio er i sektionen nedenunder (tydeligvis har de ikke puttet os tre i samme sektion), når vi går ud i gården, går vi gennem nogle “bure” tæt på hinanden, så jeg kan se Saverio og han kan se mig, mens vi går. Vi kan ikke snakke sammen, men de få luftkys og hilsner det lykkedes os at udveksle gør os stærkere og muntrer os op.

Desværre er Salvatore i den anden fløj, så udover nogle tilfældige sammenstød de allerførste dage i fængslet, kan jeg nu kun se ham gennem glas og tremmer når han går i gården og når jeg bliver hentet ud til besøg (advokater, besøgende etc.), men jeg kan ikke fange hans blik, på trods af mine forsøg. Jeg savner ham!

Gæt hvem der kom for at se os. Det var ingen ringere end MP Mariati der ulejligede sig med et besøg. Han ønsker at ride på protestbølgen, men hans klodsede forsøg endte som det fortjente: Jeg ved at Saverio nægtede at tale til ham, hvor imod jeg først blev klar over hvem han var, da han sad foran mig. Jeg lod ham snakke i 30 sekunder (jeg var nysgerrig efter at se hvordan han sammensatte ordet “politiker-anarkist”), han sagde at han var kommet tilbage fra udelandet, så snart han havde hørt om den “bølge af repression” og en masse andet lort som f.eks. “forsvaret for tankefrihed, lovgyldighed indenfor fængslet, respekt for menneskerettigheder, fordømmelse af ethvert overgreb”, etc. Jeg sagde til ham: “Du er min fjende ligesom mine fangevogtere er det og hvis du ikke har forstået dette endnu er det fordi du er blind”. Så bad jeg om at blive ført tilbage til min celle. Jeg må indrømme, at det var sjovt at se ham gribe efter ethvert halmstrå som kun politikere kan gøre. Dommerens afgørelse omkring vores løsladelse vil komme om nogle få dage. På trods af at dette frygtelige spørgsmål hænger over os, er jeg ganske rolig.
Jeg elsker Jer allesammen!!!

FANGET MEN IKKE BESEJRET
KAMPEN MÅ FORTSÆTTE!
DE VIL ALDRIG BESEJRE MIG!

Jeres Cristian

———————————————————————————————————————————–

 “UNDERGRAVENDE ORGANISATION”

Stort set alle arresterede anarkister konfronteres med den italienske lov om “undergravende organisation” (“subversive organization”). Kendes man skyldig i denne “forbrydelse” er lovrammen på 8-15 år, mens terroroptræning/læring til sammenligning har en lovramme på 5-10 år. Denne lov er så løst defineret at “undergravende” nemt kan udlægges som alle der har en anden mening end dem der har den politiske og økonomiske magt i Italien.

Faktisk er denne lov i sig selv en “undergravende lov”, fordi den fjerner fundamentet for de – for anarkister – vigtigste rettigheder: Ytrings- og forsamlingsfrihed. Det “bevismateriale” der fremlægges i sådanne sager, er ofte erhvervet ved ransagninger og ulovlige overvågninger og registreringer, og består for det meste i artikler, samtaler og brev-/mailudvekslinger eller telefonsamtaler. På den måde kvæles de sidste nogenlunde frie åndehuller for anarkister der er underlagt det demokratiske samfunds blokerende normer.

– uanset hvordan de vender og drejer det: VÆRRE END RETSSAMFUNDET ER DET OMVENDTE RETSSAMFUND.

Loven kaldes artikel 270 bis, og denne lov indbefatter at man kan dømmes uden beviser: Det omvendte retssamfund, hvor den anklagede kun kan “angre” sin forbrydelse eller fornægte sine idéer – dvs. bevise sin uskyld – som eneste forsvarsmulighed.

Heldigvis bliver de færreste anarkister dømt for denne lov, fordi det forfængelige autoritære samfund helst vil se sig selv spejlet i alle sociale aktiviteter og derfor formelt definitere en “organisation”, som en autoritær organisation, med et hierarki, en ledelse og/eller en leder.

Massimo skriver således i sit brev fra fængslet at de prøver at påvise at han er leder, “heldigvis” tilføjer han, “er jeg kun leder af mig selv.” Så længe staten og det autoritære samfund den skaber, fornægter at meningsfuld, menneskelig aktivitet uden hierarki er muligt, har anarkisterne en spinkel chance. Politikerne arbejder da også hårdt på at få ændret denne lov, så den også kan ramme anarkisterne – ligesom man i USA opererer med begrebet “undergravende person” (“subversive person”). Men indtil videre har de italienske myndigheder fundet på tilføjelsen, “undergravende propaganda”- hvilket i princippet betyder at man kan blive dømt for al anden meningsdannelse og ytrelse end den netop dikterede gennem det ensrettende og fordummende statslige tv.

Denne lov rider på bølgen af terrorbekæmpelsens rettighedsinskrænkninger overalt i de demokratiske lande. Det nye demokrati bygger på idéen om netop at gøre folk tilstrækkeligt dumme og ignorante til ikke at kunne se dens nye klæder: Et finmasket stykke totalitær-trend. Og helst også gøre det lovpligtigt at gå med høreværn med dårlige populære genudsendelser så ingen kan høre dem der ser dette stykke og råber op om det. Forebyggelsen af terror går ud på at lukke munden på alle dem der ikke er på statens løningsliste.

Et klip fra Animal Farm: ALLE HAR RET TIL AT YTRE SIG – når de taler magthaverne efter munden!

Allerede nu har Italien rejst de første hoveder på torvet: Èn gang er det lykkedes at omskrive “undergravende organisation” og derved dømme 7 anarkister:

MARINI RETSSAGEN

→ 20. April 2004 falder den tredje og definitive dom over 7 anarkister i den såkaldte “Marini retssag” – opkaldt efter offentlige anklager Marini, der planlagde sammensværgelsen mod anarkisterne. Den øverste juridiske myndighed stadfæstede dommene over de anklagede anarkister:

  – Gregorian Garagin: 30 år
– Franscesco Porcu: Livstid + 18 måneders isolationsfængsel
– Rose Ann Scrocco: 30 år
– Angela Maria Lo Vecchio: 15 år
– Orlando Campo: 10 år
– Alfred Bonanno: 6 år + 2000 euro i bøde
– Carlo Tesseri: 3 år og 8 måneder
  
Orlando er blevet løsladt, fordi han allerede har tilbragt 8 år i fængsel, mens han ventede på retssagen mod ham.

Rose Ann er sluppet væk og er nu heldigvis på fri fod og gået under jorden.

Alle blev de dømt ved omskrivningen af “undergravende organisation” til “undergravende sammenslutning”. På den måde kunne myndighederne snige sig uden om deres eget system og dømme mennesker der ganske enkelt lavede en meningsfuld social aktivitet. De blev af anklagerne beskyldt for at være en del af en “bevæbnet anarkistisk sammenslutning” – “en undergravende sammenslutning” med “terroristiske mål”. Herudover blev 13 dømt for mindre kriminalitet med domme på omkring et års tid hver. Ialt 50 anarkister var anklagede i denne retssag der har strukket sig ud i årevis.

Lad dem ikke blive knækket: SOLIDARITET OG MENNESKELIGHED:

GREGORIAN GARAGIN
via G. Leopardi 2
61034 Fossombrone (PU)
Italia

FRANCESCO PORCU
via provinciale San Biagio
81030 Carinola (CE)
Italia

ALFREDO MARIA BONNANO
via Papiniano 1
34133 Trieste
Italia

CARLO TESSERI
c. c. La Dozza
via del gomito, 2
40100 Bologna
Italia
 
ANGELA MARIA LO VECCHIO
c/o Rebibia, sez femminile
via Batolo Longo 92
00156 Roma
Italia  

FRIHED TIL ALLE FANGER!
UBETINGET SOLIDARITET MED DE FÆNGSLEDE ANARKISTER!

CROCE NERA ANARCHICA

Croce Nera Anarchica er det italienske Anarchist Black Cross (ABC). Det er en fangesolidaritets og -støtteorganisation. Deres arbejde består i at udbrede information om de anklagede og deres retssager og skaber opmærksomhed om fanger.

Croce Nera Anarchica viser bred solidaritet med alle politiske fanger – inkl. folk der bliver holdt indespærret som dyr, hvis eneste forbrydelse er deres fattigdom og elendighed: Indvandrere og flygtninge. I øjeblikket har den anarkistiske solidaritetsorganisation dog kun én person der holder det sammen efter politaktionen “Operation CroceNeraAnarchica”, der ramte næsten samtlige medlemmer af organisationen. Derfor drænet for ressourcer fokusere de nu deres energi på deres eget netværk – der er så godt som brudt af isolationsfængslernes tykke mure.

For ikke længe siden blev Croce Nera Anarchicas hjemmeside lukket af “Polizia de Stato”, så det er næsten umuligt for dem at skabe solidaritet og opmærksomhed omkring deres fængslede kammerater.

Konkret består deres arbejde i, at arrangere besøg, sende breve og på anden måde skabe kontakt og kommunikation mellem de fængslede og det øvrige samfund. Derudover samler de penge ind til de dyre forsvarsadvokat-gager og til kautioner til de enkelte kammerater, så de kan få brudt deres isolation. Derudover sender de pakker ind til de fængslede.

MAN KAN IKKE FLÅ ANARKISTEN UD AF ET MENNESKE – med isolationsfængsel kan man derimod FLÅ MENNESKET UD AF ANARKISTEN.

Ingen kan bevare deres menneskelighed, isoleret fra fuldkommen fra andre mennesker!
Isolationsfængsel er – på trods af at det ikke er anerkendt som sådan – den mest hyppigt anvendte tortur: At blive spærret inde i et lille rum på nogle få kvadratmeter – kun i nogle tilfælde med vinduer – hvor du er afskåret fra al menneskelig kontakt. Så sent som Christiania- sagen mod pusherne er et godt eksempel: En af de varetægts-fængslede er nu erklæret sindssyg efter flere måneders isolation.

Alle kan bidrage til at bryde isolationen og tavsheden: At skabe kontakt og erklære støtte og solidaritet direkte til de fængslede anarkister er med til at bevare deres menneskelighed og holder deres fornuft ved lige. Ved at vise dem, at selv om de er buret inde som slagtedyr og statens politi isolationsfængsler og mistænkeliggør og hetzer hele deres netværk, er de ikke glemt og deres menneskelighed bliver besvaret og bevaret. Ved at skabe kontakt til dem, forhindrer man at de bliver knækkede, sindssyge, fordi de hører fra en verden udover deres brølende tankespind i et dødsstille stenhul i kunstig belysning.

Men alle dem, der skulle støtte de fængslede er selv fængslede: Med vold og magt er deres netværk blevet brudt og snart er der ingen på “den anden side af muren”. Derfor: GRÆNSELØS SOLIDARITET fra den anden side af grænsen! Mennesker er kun mennesker gennem den sociale, bekræftende kontakt med andre mennesker og ikke kun i sit eget evige selskab omgivet af metertyk sten og stål og tavse vagter der – efter ordre – ikke værdiger dig et blik!

Vores appel er: Kontakt og støt på alle måder de fængslede i Italien – ofre for en regeringskoalition med det fascistiske parti, Allenza Nazionale og Berlusconis højrepopulistiske og patriotisk-totalitære demokratiske politik!

BEKÆMP HØJREORIENTERET ENSRETNING – BEKÆMP TANKETYRANNIET!

Anarchist Black Cross (ABC), er anarkistiske fangesolidaritets-organisationer (prisoner-solidarity) der findes i adskillige lande over hele kloden. Oprindeligt blev det dannet som Anarchist Red Cross under Zar-styret i Rusland ca. 1904, men skiftede navn under den senere borgerkrig for at undgå forveksling med Røde Kors.
Organisationen blev udvidet til Europa – Berlin –, efter den russiske revolution 1917, hvor deres idé og praksis var at hjælpe politiske fanger, især anarkisterne der blev forfulgt i Rusland. I 1930′erne blev presset – især det fascistiske – for stort og organisationen gik ned indtil 1960, hvor den blev gendannet i England. De optog straks arbejdet med at hjælpe de politiske fanger fra kampene mod Franco og fascisterne under Den Spanske Borgerkrig, 1936-39. I dag findes der som sagt forskellige organisationer over hele kloden. Der er ingen formel hovedorganisation og alle de lokale/nationale grupper fungerer fuldstændig selvstændigt.

Dog findes der et internationalt netværk. På netværkets hjemmeside står der: “Vi arbejder for et statsløst, koorperativt/klasseløst samfund, fri fra privilegier og domination baseret på race og køn.” Herefter erklæres at ABC støtter alle der bliver fængslet som følge af kampen for dette.

Organisationen er ikke religiøs, men støtter politiske fanger, som selv Amnesty International vender ryggen.

Se mere på netværkets hjemmeside: www.anarchistblackcross.org

 
“OPERATION CroceNeraAnarchica”

→ 26. maj i år – samme dag som de 5 anarkister blev fængslet som led i “Operation Cervantes”, indledtes endnu en politiaktion mod anarkisternes netværk, den såkaldte “Operation CroceNeraAnarchica”. Der udskrives arrestordre på yderligere 7 anarkister, hvoraf to – Danilo og Valentina – allerede er fængslede tilbage fra “Operation Cervantes”. Ordren kommer denne gang fra anklagerne, De Nicola, plazzi og Tampieri. Målet er tydeligvis at ødelægge den solidaritet mellem anarkisterne som Croce Nera Anarchica netværket er garant for.

Alle er blevet løsladt igen – med undtagelse af Danilo og Valentina. Det bliver afgjort ved en høring d. 12. december i år, om de skal varetægtsfængsles igen mens de venter på retssagen mod dem.

Støt Croce Nera Anarchica med noget kold kapital:
Kontoindehaver: MARCO BISESTI
Kontonr.: IT 05 H 07601 03200 000065424897  

DEN NYE TERRORLOVGIVNING

Politikerne, prøver hele tiden at definere ny kriminalitet, så de endelig kan dømme anarkisterne – udelukkende i kraft af at de er anarkister. For at kriminalisere dem fuldstændig, fremlagde indenrigsminister Pisanu d. 27. juli 2005 en ny lovpakke til at forhindrer terror og gøre Italien til et land fulstændig blottet fra spor af fri meningsdannelse. Nogle af punkterne er:

•immigranter kan få opholdstilladelse hvis de samarbejder med politiet ved at angive de ansvarlige (eller mistænkte) for terrorhandling.

•Ingen appel i udvisningssager der er begrundet med terrorforebyggelse.

•Mere magt til de hemmelige efterforskningstjeneste.

•Aflytninger kan påbegyndes uden dommekendelse (dommerkendelsen skal være tilstede inden 48 timer).

•Folk skal ansøge og gives licens for at åbne en offentlig telefonservice eller internetforbindelse. Man skal også
identificere sig for at kunne benytte en offentlig internetforbindelse.

•Ændring af loven om eksplosive stoffer. Man skal have en tilladelse fra den øverste ledelse af politiadministrationen for at kunne opbevare sprængstoffer (denne kan igen blive annulleret når som helst, uden varsel).

•Hvis man vil have lektioner i flyvemaskineflyvning skal man have tilladelse fra den øverste ledelse af politiadministrationen (denne kan igen blive annulleret når som helst, uden varsel). Lektionerne skal vare mindre end 2 år.

•Flere penge til lufthavnssikkerhed.

•Prøver af hår og spyt kan tages til DNA analyser også uden personens samtykke.

•Længden af den tid politiet må tilbageholde en person anholdes officielt stiger fra 12 til 24 timer.

•Udvidet strafferamme for besiddelse af falske identitetspapirer (fra 1 til 4 år).

•Artikel 270quarter, 270quinquies og 270sexies tilføjes. Den første straffer dem der rekruttere folk til terroristorganisationer med en straf fra 7 til 15 år; den anden straffer dem der optræner folk til terroristorganisationer med en straf fra 5 til 10 år. Den tredje definerer terrorhandlinger som det der skader en nation eller en international organisation med det formål at skræmme befolkningen eller den offentlige magt.

•Penge til styrkelse af sikkerheden på stationer, metro, indfaldsveje og transportlinier i byen. Penge vil blive brugt til privat politi som supllement til de allerede aktive politistyrker.

Som det fremgår af formuleringer er der rigeligt med luft og løse ender der kan tages op af det kreative italienske retssystem. Dette er f.eks. sket på det seneste, hvor der flittigt er blevet gjort brug af anti-mafia-loven, artikel 41 bis, der jævnligt opfølger paragraffen for “undergravende organisation”.

Endvidere er det en svækkelse af immigranternes situation, som de italienske anarkister i årevis har kæmpet for bedre vilkår for.

“Thank for your support.
Anarchist greetings,

MarcoABC/Italy”

opdatering på sortefane

Jeg er i gang med at opdatere bloggen med grafik, løbeseddel, pjecer og artikler og også emner til litteraturlisten og derfor vil være der i den næste tid mange flere opdateringer end normalt. Jeg begynder med  artikler fra bladet ”Arbejderhistorie” fra  SFAH, men der er også lings til andre materialer.  

Karl Christensen: Til Spanien som brigadist. 60 år efter

se videre: Den spanske borgerkig

Keld Dalsgaard Larsen: Christian Christensen. Agitator eller digter?

se videre: Christensen, Christian

Jorunn Bjørgum: Syndikalismen i Norge

se videre: Anarkisme og syndikalisme

Pernille Stenner: Frederik Dreier og arbejderforeningerne

se videre: Tidlige socialister

Svend Rybner: Socialisterne under den spanske borgerkrig: Madrid 1936

se videre: Den spanske borgerkig

Carl Henrik Koch: Frederik Dreier – et kortkapitel i den danske filosofis historie

Morten Møller: Frederik Dreiers antinationalisme

 se videre: Tidlige socialister

 René Karpantschof og Flemming Mikkelsen: Vold, politik og demokrati i Danmark efter 2. Verdenskrig

‘Fornemmelsen af, at man nu og her kan ramme dem, der ellers bestemmer’
Selv om et samfund uden protester ikke er ønskværdigt, behøver Københavns gader ikke at svømme over med tåregas op til klimatopmødet, siger den tidligere BZ’er og gadekæmper René Karpantschof, der i næste uge udsender en bog om kampen om Ungdomshuset med en klar pointe: Efter 40 års sammenstød må både aktivister og politi lære kunsten at trappe ned
http://www.information.dk/191301

se videre: Autonome og BZ

andet:

DR -P1 
ekstern link: 18. maj 1993: Urolighederne på Nørrebro

Giversen,  Nils og Holm Nielsen, Line
ekstern link: Altid mærket af 18. maj 17. maj 2003
i: Information  2003-05-17. – S. 9 : ill. (interview med Alexander Borgström, Søren Rye Lind)

DR Emne
Ekstern link: 18. maj 1993 – sagen om de 113 skarpe skud

DR Nyheder
ekstern link: Sagen år for år 

retsinformation.dk
ekstern link: Lov om undersøgelse af Nørrebrosagen

Ravn-Oelesen, Jens
ekstern link: Klokkeklar rapport lukker Nørrebrosagen
i: Kristeligt Dagblad, 29. august 2000

DR/P1
ekstern link:  18. maj 1993 – gadekamp

TV – Stop: 18. maj
ekster link: 18. maj

 

se videre:  Nørrebrosagen (18. maj-optøjerne)

Ulrik Kohl og Nikolaj Villumsen: Spred ordet! Betydningen af sms i kampen om Ungdomshuset

se videre: Autonome og BZ

Antiautoritære Socialister: ~ Vilde strejker og Bz ~

Løbeseddel imod nedskæringer  fordelt til  en demonstration og ved en skole bz’etelse i Århus i 2003